Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Ayn Rands filosofi "objektivismen" er af hendes kritikere blevet kaldt "selvhjælpsfilosofi". Men at dette skulle være en negativ betegnelse for en filosofisk skole, siger imidlertid mere om hendes kritikere og deres syn på evnen til selvstændighed, end det gør om Ayn Rand og hendes ideer.

Ayn Rand (1905-1982) kan uden problemer kaldes vor tids største oplysningsfilosof. Motivationen for begunstigelse af den titel skal findes i, at ingen i vor tid på så omfattende vis har beskæftiget sig med så mange fagområder herunder filosofi, æstetik, kunst, økonomi, politik, videnskabsteori, etik med mere, og samtidig har formået at integrere det teoretiske arbejde, sådan at det udgør et sammenhængende hele.

Hertil må tilføjes, at der ganske rigtigt er tale om ”livsfilosofi”; det vil sige om en imponerende arbejdsindsats, hvis produktion har klare meningsfulde budskaber; og for den interesserede derfor vil have praktiske konsekvenser for, hvordan man vil søge at begå sig i verden.

Fundamentet for den filosofiske skole blev lagt i 1950’erne. Herefter var der allerede så meget klarhed over, hvad tænkeren Rand stod for, at man kun i meget ringe grad i eftertiden vil debattere, hvad henholdsvis den yngre og ældre Ayn Rand stod for, sådan som det ellers har været tilfældet med andre tænkere.

Med romanerne ”The Fountainhead” (1943) samt ”Atlas Shrugged” (1957) var der ingen tvivl om, at Rand var på det frie, selvstændige og fornuftsorienterede menneskes side. Dette vidste såvel hendes modstandere som tilhængere. Uenighederne handler i stedet mere om hvilke elementer af Ayn Rands forfatterskab, hendes filosofi og hendes budskaber, man finder det vigtigst at betone: eksempelvis om det er erkendelseslæren eller de politiske implikationer af hendes menneskesyn. Men hvad forfatteren mener, er i praksis ikke noget, som debatteres af de, som i forvejen er blevet bekendt med hendes arbejde.

Ayn Rands modstandere har i overensstemmelse med ovenstående i stedet valgt at fortie ideerne og budskaberne, frem for at pege på nogen form for inkonsistens og uklarhed i forfatterskabet. Alligevel kan der findes underfraktioner af tilhængere af hendes ideer. Disse brud vil imidlertid ofte netop have karakter af, at nogle er direkte uenige i dele af hendes filosofi eller på grund af personlige uoverensstemmelser, og ikke som følge af fortolkningsspørgsmål.

Egeninteressen og den fri vilje

Ayn Rands vigtigste bedrift er måske netop jævnfør anklagen om ”selvhjælpsfilosofi”, at hun gav klare og ganske velbegrundede svar på, hvorfor man bør tage vare på sig selv og forbedre sine muligheder for at gøre det. Med afsæt i aristotelisk erkendelseslære konstaterer Ayn Rand, at menneskets definerende kendetegn er fornuften; og at mennesket for at overleve må formulere en moral, der gør dette muligt. Rækkefølgen for dette ræsonnement er således: perception -> erkendelse -> valg -> moral.

Mange tager således moral for givet. - Ayn Rand siger i stedet, at det ikke blot er grundløst at gøre dette, men også farligt for evnen til at klare sig i verden.

Andre siger at moralen er til for samfundets skyld. - Ayn Rand siger at moralen er til for menneskets skyld.

Nogle forsvarer et bestemt moralkodeks ud fra religiøse ideer. - Rand siger, at moral er menneskeskabt; og at man i øvrigt derfor bør gøre sin moral til en æressag; eftersom man har brug for sin moral til at leve et godt liv.

Mange religiøse/kristne siger, at kapitalismens - det vil sige frie menneskers - evne til at skabe velstand, betyder at kapitalisme - eksistensen af økonomisk frie mennesker - er ”et nødvendigt onde”. - Rand siger, at frie menneskers og dermed kapitalismens evne til at skabe velstand er et absolut gode.

En voksende interesse og opbakning til Ayn Rands værdigrundlag ville, som følge af sådanne synspunkter og synspunkternes forankring i virkelighedsbaseret argumentation, utvivlsomt betyde, at socialisme så helt ville miste den rest af betydning, som den desværre stadigvæk har i dag.

Denne indflydelse - selv efter sammenbruddet af socialistiske systemer i Østeuropa og Rusland - kan man også tilskrive de, som taler om ”nødvendige onder”; det vil sige de ”undskyldende kapitalister”, som blandt andet ud fra religiøse argumenter ikke bryder sig om, at mennesker forfølger deres egen interesse, men som samtidig anerkender den velstand, der skabes i processen.

Ayn Rand mener i modsætning hertil, at accepten af det gode i, at handle i ens egen interesse, også er en forudsætning for det gode liv; og at det at være engageret i at skabe det gode liv for sig selv, derfor også er, at være et godt menneske.

Ayn Rands moral baserer sig nu på, at mennesket er et levende væsen på biologiens præmisser men med en fornuft, der adskiller sig fra andre væsner; og som derfor selv må udvikle og fastholde de handlingsmønstre og standarder, som andre væsner har inde på ”rygraden”. Det gode og det onde kan med andre ord ikke tages for givet. Begge dele må forstås ud fra den menneskelige målestok, det vil sige med afsæt i, hvad der er henholdsvis godt og ondt for mennesket.

Kodekser og værdier, som sikrer overlevelse må dermed udvikles på de menneskelige præmisser. Begreberne anti-liv og pro-liv går derfor igen i Ayn Rands terminologi, og moralfilosofi. De begreber handler om adfærd, normer, kodekser og ideer som enten skader menneskets evne til at leve og vokse som menneske, eller som omvendt styrker sådanne evner og muligheder.

Ayn Rand og de danske universiteter

På universiteter i Danmark vil man ofte høre, at der ikke findes en fælles-videnskabelig tilgang, der kan bruges indenfor alle former for videnskabelige retninger. Dette skyldes imidlertid, at de forudsætninger, som Ayn Rands filosofi bygger på stort set ignoreres på de offentlige universiteter. Dette kan så atter have sin årsag i, at man benytter sig af en række teoretiske tilgange, som, hvis disse grundforudsætninger blev anerkendt, i så fald ville bortfalde. Flere etablerede tilgange ville miste deres videnskabelige prædikat.

Afsværgelse af et fællesvidenskabeligt afsæt, som man ser det på universiteterne i dag, kan skyldes, at helt modstridende og internt selv-modsigende teoriretninger på denne måde har fundet tilhængere, der har indset en fælles interesse i at bevare det, man kalder ”pluralisme”, for at man kunne sikre sig statsstøtte. Denne støtte til pluralisme kunne man således opnå i kraft af, at man afsværgede, at der kunne eksistere en fællesvidenskabelig platform. For hvis en sådan eksisterede måtte man jo før eller siden nå frem til erkendelsen af, at nogle teoriretninger i praksis er mere korrekte (sande) end andre, og at visse simpelthen må betegnes som rene "luftkasteller".

Objektivisme bygger i overskriftsform på: eksistens, bevidsthed og identitet som de grundlæggende forudsætninger (aksiomer). Hvad dette betyder i praksis, kan man læse om i Leonard Peikoffs bog Objectivism – The Philosohy of Ayn Rand.

Hvad der åbenlyst bortfalder som valide teoriretninger er ikke desto mindre alle retninger, der bygger på antagelser om overnaturlige væsener, der ikke er belæg for at begunstige med selv kun en ”sandsynlig eksistens”. Dette betyder at teologi i så fald ikke ville høre til på universiteterne.

Tilsvarende ville det, man kunne kalde ”verdsligt religiøse” tilgange, der udtrykker sig via begreber som tidsånd, verdensånd eller dialektik på samme måde ikke opnå nogen anerkendelse, hvis man tog afsæt i, at videnskab måtte bygge på konkrete fænomener med en bestemt identitet; samt hvis man begyndte med accepten af det forhold, at mennesker har en fri vilje; og at der findes naturlove og bestemte former for kausalitet, som naturligvis er udfordringer for mennesket, men som samtidig betyder, at mennesker kan forholde sig rationelt og bevidst til deres omgivelser.

Et fælles erkendelsesteoretisk afsæt ville netop udgøre et problem for de marxistiske eller hegelianske retninger; hvor man netop mener, at civilisationer og historien er styret af bestemte ”kræfter” eller ”tendenser” som er uden for menneskelig rækkevidde. Sådanne tanker om former for ”determinisme”, hvad enten der er tale om en almægtig gud eller historiske/idemæssige strømninger, som hævdes at styre mennesket, er i dag ganske udbredte og ofte dominerende indenfor en række områder, men af åbenlyse grunde optræder de alligvel sjældent i deres rene form.

Som følge af dominansen af teoriretninger, der bygger på ikke-underbyggede antagelser om ”determinisme”, ikke-identificerbare og identitetsløse kræfter og/eller på eksistensen af ikke-bekræftede væsener og/eller ikke-verificerbare fænomener, finder man ofte det rationelle alternativ, som er objektivisme udenfor universitetets mure, når det gælder danske institutioner - men imidlertid ikke for en række amerikanske.

Fornuftens forkæmper

Ovenstående skal samtidig betone, at det mest centrale ved Ayn Rand ikke er hendes syn på politik og økonomi, men i stedet på virkeligheden som noget absolut, og på hendes fundamentale insisteren på, at menneskets vigtigste kendetegn er fornuften. Rand er strengt taget ikke at kalde kapitalismens filosof, men først og fremmest fornuftens forkæmper.

Ayn Rand var i det 20. århundrede den vigtigste efterfølger til den aristoteliske filosofiske oplysningstradition. Hendes allerstørste bidrag til filosofi og dermed til videnskab er hendes afsæt i bekræftelsen af en objektiv virkelighed; i pointeringen af fornuftens betydning; i betoningen af vigtigheden af at være orienteret imod det faktuelle; samt hvorfor dette fokus er altafgørende: fordi at det at være orienteret på fornuftens præmisser er i menneskets egen interesse. Ovenstående pointeringer vil i øvrigt fremgå af Ayn Rands forfatterskab, uanset om man læser hendes romaner eller faglitterære værker. Synet på økonomi og politik, som er det, som fremhæves i politiske og økonomiske fora, er dermed underordnet det bagvedliggende erkendelsesteoretiske og filosofiske afsæt.

At Ayn Rand indædt forsvarer det kapitalistiske samfundssystem, skyldes dermed en konklusion, hvor spørgsmålet er: hvad er - i overensstemmelse med den objektive virkelighed og menneskets særlige kendetegn - det bedste politiske og økonomiske system for mennesket?

Ayn Rand har således opstillet følgende præsentation af hvad hendes filosofi i overskriftsform går ud på. Hun blev i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev:

• 1. Metafysik: En objektiv virkelighed


• 2. Epistemologi: Fornuft


• 3. Etik: Egeninteresse


• 4. Politik: Kapitalisme

Bøger man bør læse:

Leonard Peikoff: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand (En samlet introduktion til Ayn Rands ideer)

Ayn Rand: Introduction to Objectivist Epistemology (Om erkendelseslære)

Ayn Rand: Return of the Primitive – the Anti-Industrial Revolution (Kritik af miljøbevægelsen og ”multi-kulturalismen”)

Ayn Rand: The Voice of Reason (Om filosofi, kultur og politik)

Ayn Rand: The Virtue of Selfishness (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Tara Smith: Ayn Rand's Normative Ethics - The Virtuos Egoist (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Ayn Rand: Capitalism – the Unknown Ideal (Om hvorfor kapitalisme er et gode)

Ayn Rand: Why Businessmen Need Philosophy (om etik og forretningsførelse)

George Reisman: A complete and integrated understanding of the nature and value of human economic life (Økonomisk grundbog, læs mere om Reisman her).

Andrew Bernstein: The Capitalist Manifesto (økonomi, historie og filosofi)

Jerry Kirkpartrick: In Defense of Advertising (om hvorfor reklamer er gode såvel i en moralsk som praktisk forstand).

Leonard Peikoff: The Omnious Paralells (om kollektiviseringen af USA og hvilke ideer kollektiviseringen bygger på)


Ayn Rand: The Ayn Rand Column (artikler skrevet af Ayn Rand for Los Angeles Times)

Ayn Rand: Philosophy: Who needs it (om erkendelse, filosofi og politik)

- Fremhævelse af ovenstående begrundes med, at der er tale om fagbøger, der burde interessere studerende og formidlere indenfor samfundsfaglige retninger såsom Sociologi, Økonomi, Jura, Statskundskab mv. Der er med andre ord tale om bøger, der umiddelbart vil kunne inddrages til samfundsmæssig debat og brug i undervisningssammenhæng.

Copenhagen Institute har siden begyndelsen af 2005, med afsæt i den skildrede betydning af at introducere forfatteren, bragt en række artikler, der omhandler Ayn Rand, hendes tanker og hendes forfatterskab. Herunder bringes et udvalg. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at forfatterne til artiklerne ikke nødvendigvis tilslutter sig ovenstående betoning eller fortolkning af Ayn Rands betydning.

Udvalgte artikler med relevans for studiet af Ayn Rand og hendes filosofi bragt på www.coin.dk:

Copenhagen Institute: Ayn Rands roman Anthem er nu oversat til dansk

Ayn Rand: Forord til romanen Hymne (pdf)

Nicolai Heering: Oversætters forord til Ayn Rands "Hymne"

Flemming Rose: Ayn Rand : Kapitalismens filosof

Lars Seier Christensen: Ayn Rand og objektivismen

Mikael Jalving: Den aristoteliske bank

Simon Espersen: Ayn Rand - ideer gør forskellen

Simon Espersen: Kollektivismens uhyrlighed

Simon Espersen: Objektivisme

Simon Espersen: Moral vigtigere end økonomi

Simon Espersen: Moral er noget man vælger

Simon Espersen: Den sociale vs. den objektive virkelighed

Simon Espersen: Den objektive virkelighed og det frie individ

Simon Espersen: Leonard Peikoffs DIM-hypotese

Simon Espersen: Logik versus "polylogik"

Edward L. Hudgins & Fred L. Smith Jr.: Behovet for en ny individualisme

Edward L. Hudgins: Hvornår vil forretningsfolk tage Ayn Rands lære om politikere til sig?

Edward L. Hudgins: Ayn Rand at 100: The Moral Defense of Freedom

Edward L. Hudgins: Ayn Rand in Retrospect

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (engelsk tekst)

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (dansk tekst)


Eksterne henvisninger:

Dansk leksikonintroduktion til Ayn Rand

The Ayn Rand Institute

The Atlas Society

Foredrag om Ayn Rand og skabelse af velstand

Den 10. marts besøgte jeg Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor jeg holdt en times foredrag om forfatter-filosoffen Ayn Rand og vækstskaberes tankegang, sådan som hun promoverer tankegangen i sine bøger.

Centralt i tankegangen hos Ayn Rand står hendes syv dyder, som er rationalitet, uafhængighed, ubestikkelighed, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed. Disse dyder præsenteres i bogen ”Atlas Shrugged”. I løbet af foredraget blev det forsøgt at overtale publikum til at købe og læse bogen for at forstå disse dyder til bunds, hvilket er noget der tager flere år.

Da flertallet af tilhørerne ikke kendte Rand i forvejen blev der brugt en del tid på at præsentere hendes forfatterskab i bredere forstand, for at formidle konteksten og afsættet for Rands dyder og værdier. Havde der været mere tid, end hvad, der var afsat, ville der være blevet læst højt af Rands hovedværk. Blandt andet er følgende citat fra en af hovedpersonerne i Atlas Shrugged relevant for den vækstskabende tankegang:

”At drive handel ved hjælp af penge er grundloven for hæderlige mennesker. Penge hviler på den grundsætning, at hver mand er ejer af sin hjerne og sit arbejde. Penge tillader ingen magt at fastsætte værdien af ens arbejde undtagen det frivillige valg hos den, der er villig til at bytte sit arbejdes resultat med én. Penge tillader én at få det for sine varer og sit arbejde, som de er værd for dem, der køber dem – men ikke mere. Penge tillader ingen handelsaftaler undtagen dem, der efter de handlendes frie skøn er til gensidig gavn. Penge kræver af én den erkendelse, at mennesker skal arbejde til deres eget gavn, ikke til deres skade, arbejde for at vinde og ikke for at tabe – erkendelsen af, at mennesker ikke er lastdyr, der er født til at bære vægten af ens elendighed – at man må tilbyde dem værdier ikke sår – at det fælles bånd mellem mennesker ikke er udveksling af lidelse, men af varer. Penge kræver, at man ikke sælger sin svaghed til menneskers dumhed, men sit talent til deres fornuft. Penge kræver, at man ikke køber det ringeste, der tilbydes, men det bedste, éns penge kan finde. Og når mennesker lever af handel – med fornuften og ikke magten som deres endelige dommer – er det det bedste produkt, der sejrer, den bedste præstation, den mand med den bedste dømmekraft og den største dygtighed – og det omfang, hvori et menneske kan producere, er omfanget af hans løn. Dette er loven for den tilværelse, hvis redskab og symbol er penge. Er det det, De anser for ondt?” – Francisco D’Anconia.

Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Atlas Shrugged udkommer atter på dansk.

Religion, dumhed og kriminalitet

Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.

Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.

Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.

Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:

De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.

Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.

En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.

En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.

Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.

Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.

Lad os få et principparti

Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.

Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.

Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.

Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.

Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.

I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:

I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.

Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.

Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.

Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).

I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.

Arven fra 68’

For kort tid siden blev en ung mand stukket ihjel på strøget i København. Siden da har flere meningsdannere og politikere talt om vigtigheden af overvågning, som redskab i kampen mod kriminalitet. Afsættet for den aktuelle diskussion var at gerningsmanden blev fanget ved hjælp at et videokamera i en butik.

Desværre virker det som om dette er det eneste emne, man mener det er værd at diskutere, - måske lige bortset fra tilsvarende debatter om, hvorvidt man skulle stramme forbuddene mod at gå med kniv, eller i hvilket omfang politiet skal visitere, og i hvilke zoner man skal visitere mest.

Mens man diskuterer dette begynder flere af borgerne nu at efterspørge private vagtværn. Tilliden er ved at forsvinde.

Det er dermed ret tydeligt at debatten om forbrydelse og straf, samt det mere overordnede spørgsmål, der handler om konsekvens og omverdenens retfærdige reaktion i forhold til kriminelle handlinger er blevet ignoreret.

Den pågældende handling burde faktisk i langt højere grad have været anledning til at rejse sidstnævnte type af spørgsmål; det vil sige de, som handler om at straffe forbrydere, og udvise konsekvens, når det begås kriminelle handlinger. I det omfang at dette ikke sker, så sender man ikke desto mindre et signal til forbryderne om, at de kan slippe godt fra deres adfærd.

I Europa er der efterhånden en tendens til, at man undskylder og bagatelliserer virkelige forbrydere, og at man udnævner de kriminelle til ofre; alt imens man gør almindelige borgere til forbrydere.

Hvad angår det sidste kan man nævne de love, der kriminalisere voksne menneskers brug af stimulanser såsom tobak eller stærkere produkter.

Man straffes eller kriminaliseres således for, at man i sin fritid bruger tiden sådan som man selv vil, og sådan som man selv finder det bedst i selskab med ligesindede, uden at dette går ud over andre end de, som også opsøger de samme lokaliteter som én selv.

Dette er i praksis blot ikke virkelige forbrydelser. Der er blot tale om kriminalisering – herunder om afvikling af borgernes frihed og ejendomsret.

Begår man derimod voldelige og morderiske handlinger står der en hær af undskyldende og udglattende typer parate med forklaringer om, at voldsmænd og/eller hærværksmænd ikke kan gøre for det; eller at det som de har brug for, er mere sympati og forståelse for deres ”sociale baggrund” end disse allerede har fået.

Der er rent faktisk en sammenhæng i de ovenstående to politikker, som føres overfor henholdsvis de kriminelle og de lovlydige borgere.

Sammenhængen består netop i tanken om, at ”man ikke kan gøre for det”:

Søger man job som tjener kan man således angiveligt ikke gøre for, at man er havnet på en arbejdsplads, hvor der ryges.

Uanset hvilket rusmiddel man vælger, kan man således angiveligt heller ikke gøre for, at man har valgt det, trods det forhold, at mange dagligt beviser at de er i stand til at lægge selv de mest vanedannende stoffer på hylden; og dermed også viser, at man kan vælge fra - ligesom man vælger til.

I staten tager man det således på sig, at afvænne og opdrage på almindelige borgere med såvel forbud som kampagner Tilsvarende er der så de kriminelle, hvor de samme typer af magthavere har nøjagtig samme grundholdning som de har til befolkningens adfærd i almindelighed:

I begge tilfælde gælder det, at man anses for at være ansvars- og eller skyldfri. Derfor vil staten styre borgerne i almindelighed, mens de tilgiver eller ser med mildhed på de virkeligt kriminelle. Man ser det jo netop som et slags tilfælde, at nogle er havnet på den forkerte side af linjen.

Forklaringen på det høje skattetryk, og på hvordan man retfærdiggør det over for sig selv som politisk magthaver er i øvrigt tilsvarende ovenstående indstilling:

Tjener man ikke nogen penge, og tilbringer man dagen med at drive rundt og spilde tiden, så kan man åbenbart ikke gøre for det. Tjener man omvendt penge og gør man sig umage, er det ligeledes noget man øjensynlig har fået med i kraft af ens ”sociale arv”.

Skatterne i Danmark er netop steget med raketfart fra og med det tidspunkt da ”man kan ikke gøre for det”-folket kom til magten fra og med 1970’erne.

Tænker man lidt over hvad konsekvenserne af denne ”pædagogik” overfor befolkningen fører frem til, så burde det i øvrigt også stå tindrende klart, at dette ikke til sidst ender med en fagre ny ansvarlig og kollektivistisk verden, hvor der tænkes ”samfundssind” og ”sammenhængskraft”.

Det ender i stedet med eskalerende kriminalitet, stigende fattigdom og til sidst det rendyrkede kaos, som man også er ved at kunne opleve i flere af de europæiske storbyer allerede, når man til sidst erkender at magthaverne ikke tror på muligheden af, at individer har en fri vilje, og selv er ansvarlige for deres handlinger. Jo mere udbredt denne indstilling er, desto mere hærværk og voldelig adfærd vil man opleve.

Det er netop i en verden, hvor man ikke vil anerkende den fri vilje, og at man i sin vågne tilværelse dagligt træffer tusinde valg – trods de sære teorier om ”determinisme” der indpodes på offentlige universiteter, at lovlydige borgere og de kriminelle skridt og skridt behandles mere og mere ensartet; og at der bliver flere kriminelle og færre lovlydige.

Den arbejdsløshed, der er skabt i Europa (og som også findes skjult i Danmark) er jo netop også et produkt af selvsamme foragt for evnen til at være i besiddelse af eget ansvar; det vil sige en foragt for eksistensen af evnen til at handle selvstændigt, og til at være i besiddelse af et ansvar for sig selv. Det er denne forkastelse af troen på at man kan handle og vælge, der betyder at staten betaler til lediggang.

De samme myndigheder, der ved at sende ovenstående signaler om generel skyldfrihed, som har givet os øget kriminalitet i Europa; samt noget man må betegne som lavvækst; - og som har skabt flere socialt adfærdsvanskelige i kraft af belønning for lediggang og ansvarsløshed kaster sig derfor måske ikke overraskende over en række nye typer af angivelige problemer, som de tydeligvis heller ikke ville være i stand til at løse, i det tilfælde at disse problemer i givet fald var reelle.

Det mest realistiske er nok at betegne disse erklærede problemer som man i FN og EU nu fokuserer på såsom ”klimaforandring”, som værende udtryk for eskapisme i forhold til alle de reelle problemstillinger, man ikke kunne tackle med sine planer og kontrolprogrammer - inklusive fattigdommen og stagnationen i Afrika. - Jo flere der dør i afrikanske diktaturlande i kraft af ufrihed og manglende industrialisering, desto flere politikere vil man således utvivlsomt høre tale om miljø og global opvarmning.

Over tid får man selvfølgelig de politikere, man har fortjent. De nuværende generationer af magthavere er her, fordi tidligere genererationer i almindelighed troede, at man kunne forbruge sig til vækst, og at gratis (uddannelse med videre) var godt. Begge dele er dårskab: Gratisgørelsen fører med lovmæssighed frem til en stigende grad af kritikløshed og spolerethed.

De som rammes hårdest af denne blåøjethed bliver desværre bare også de mennesker, som lever i de dele af verden, hvor man allermest havde brug for at blive en del af den markedsøkonomi og af det globale kapitalistiske samfund, samt ikke mindst af de retssamfund, som de nuværende ledere i stigende grad ikke kan forbindes med; og som de tydeligvis ikke ønsker at udbrede til netop de regioner, hvor man har mest brug for at dette sker. Vestens politiske lederskab drømmer således stadig om en årsagsløs verden, hvor velstanden opstår uden at verden samtidig forandres.

For i et retssamfund er borgerne frie – også til at leve usundt - og ordensmagten bruger i stedet tiden på at bekæmpe kriminelle - og ikke eksempelvis tobaksnydere eller reklamebranchen. Men for tiden gælder ikke desto mindre samme mantra overfor de civiliserede som for barbarerne: overvågning og kontrol.