Befri journalistikken

Flere undersøgelser har vist, at journalister i almindelighed er venstreorienterede. Emnet debatteres primært i de borgerlige medier, hvor de borgerlige skribenter især er at finde på kultur og debatsiderne. For også her tager man til takke med reportere i marken, der gerne kritisk vil granske og kulegrave erhvervslivet, mens man mere ukritisk formidler nyhederne fra de offentlige institutioner (eksempelvis når det gælder nyheder der handler om katatrofescenarier, som det efterfølgende hævdes, at kun det offentlige kan håndtere).

Færre har dog beskæftiget sig med hvorfor journalister er mere røde end eksempelvis taxichauffører, slagteriarbejdere eller privatbeskæftigede direktører.

Måske skyldes den manglende interesse for årsagerne, at svaret er ømtåleligt: Årsagen, der skal gives her, er: uddannelsen samt journalisterhvervets tilknytning til staten i almindelighed. Og det er en øm tå at træde på. Her trædes for sjældent.

Ikke desto mindre består en central mission for journalistikken i at være kritisk over for magthaverne, og over for meningsmonopoler. Og den betegnelse må i høj grad tilfalde en stat så forvokset, som det er tilfældet med den danske – jævnfør også uddannelsessektoren i bredere forstand. Der er samtidig en meget stor dyd i journalistikken, der handler om at være uafhængig; og om at man som journalist i vid udstrækning kan agere som en fri fugl – og helst en høg, der peger på det betændte.

Men det aktuelle danske fundament for journalistikken kan ikke bære idealet. Forbindelserne mellem stat og presse er i praksis alt for tætte til, at man kan hævde, at journalistikken er borgernes og civilsamfundets værn mod fremvæksten af statsliggørelse og offentlig monopolisering.

Hvis det var tilfældet, måtte man sige, at slaget for tiden ser ud til at være tabt. Det skal være påstanden, at statens indflydelse på journalisterhvervet er mere omfattende, end det er tilfældet for landbruget, alene i kraft af Danmarks Radios eksistens. Selvfølgelig bliver man ikke nødvendigvis venstreorienteret, blot fordi man udsættes for lyserød uddannelse på Danmarks Journalist Højskole, ej heller fordi akademikere fra offentlige læreanstalter har besat de fleste af rollerne som indkaldte eksperter i bestemte sagområder, fordi der kan identificeres en række gavnlige støtteordninger til bestemte medieformer i kraft af momsfritagelse eller tilskudsordninger; eller når det gælder finansieringen af radio- og tv-mediet, hvor staten ikke blot står for uddannelse, men også i stort omfang har overtaget området.

Aktuelt er der udsigt til fyringsrunder på et af de store privatejede dagblade. Andre private medier forvinder (som Dagen eller Aktuelt). Andre kommer til. De bedste af de private har trods konkurrencen eksisteret i flere hundrede år. Men vi ved omvendt, at noget andet med statsgaranti overlever og vil dominere mediebilledet, alene fordi det pågældende medie af politikere er beskyttet mod forbrugernes dom. Lige så centralt står dog uddannelsesområdet, hvortil man så af mindre betydning kan tilføje diverse former for støtteordninger.

Men tænk hvis de aktuelle private medier tog opgøret og forsøgte at bryde monopolets greb om et erhverv, der i øvrigt netop er et af de mest fascinerende i den frie verden, eftersom det lever i kraft af ytringsfrihedens tætte bånd til ejendomsretten. Lad pressen og os andre få mere af den frihed, der gør erhvervet levende. Spørgsmålet er, om man får lov.


Tidligere bragt i Kristeligt-Dagblad den 20. december 2006