Kyoto-tilhængernes balancevrøvl

På Copenhagen Institutes hjemmeside kan man finde flere henvisninger til Kyoto-tilhængernes argumentation om balance og harmoni. Den filmaktuelle Al Gore har eksempelvis skrevet en bog, der hedder "Earth in the Balance".

Problemet med balanceargumentationen er, at Jorden ikke var i balance, heller ikke før mennesker udviklede sig fra vores mere abelignende forfædre.

Jorden har rent faktisk aldrig været i balance. Jordens historie er historien om evolution frem mod noget nyt og hidtil uset - såvel før som efter, mennesker dukkede op. Og de geologiske klimadata viser, at fraværet af balance også gælder temperaturen.

Altså: Ingen balance og ingen harmoni. Ideerne om balance og harmoni er således menneskeskabte. De ideer findes blandt mange andre steder i buddhismen. Og begreberne er i høj grad nyttige inden for mange områder, men blot ikke, når det gælder klimaforskning.

Ideen om, at jorden kan være i en temperaturmæssig balance, er dermed forkert. Klodens historie begyndte - ud fra en menneskelig målestok - kaotisk.

Da jorden afkølede, stabiliserede overfladen sig ganske vist, men imidlertid ikke frem mod nogen balance. De sidste 65 millioner år har hovedtendensen, det vil sige over det lange stræk, været kendetegnet ved afkøling.

Det er imidlertid for tidligt at sige, om der er tale om en klar tendens; selv om man kunne antage, at afkøling ville være det naturlige i takt med, at Jorden blev ældre.

Alligevel bliver klimalobbyen ved med at insistere på balance og harmoni, også når det gælder Jorden. Der er tale om ønsketænkning: Det er antagelig rart for balancefolket at tænke på, at man befinder sig på en planet, der er kendetegnet ved en slags hviletilstand. Nogle taler sågar om "Gaia", det vil sige om jorden som ét (holistisk) levende væsen. Men selv de mere jordbundne klimapolitikere abonnerer indirekte på balance-ideerne.

Ovenstående virker muligvis uvedkommende for mange. Men balanceideen er ikke desto mindre afsættet for modstanden mod de "fossile" brændstoffer. Først kommer verdensbilledet om balance. Derefter identificerer balancemenneskene det, der forrykker den balance, som de selv har fundet på.

De fossile brændstoffer skader ifølge retorikken således balancen, der vel at mærke ikke findes. Det gør de "fossile brændstoffer" ifølge det, der desværre er mainstream i dag, eftersom der er tale om "gammel" energi fra undergrunden, der hentes op til overfladen og afbrændes af de slemme industrialister, og som dermed svækker balancen - der ikke findes; hvorimod "ny" energi: Olie, metan med mere produceret fra overfladen bevarer balancen (der ikke findes); og som gør industrialisterne lidt mindre slemme i balancefolkets øjne.

Energi fra overfladen hævdes således at være "CO2-neutral" i henhold til "balancen", der vel at mærke ikke findes.

For at opsummere, så har Jorden aldrig nogen sinde befundet sig i en klimabalance eller i nogen anden form for harmonisk hviletilstand. Påstanden har været sværmerisk fra begyndelsen.

Tidligere bragt i Jyllands-Posten, d. 30. september 2006.