Mindre skat – mere velstand

Trods Socialdemokraternes nærmest urokkelige evne til at hylde velfærdssystemet, er der i grunden ikke så meget at fejre – hverken i Europa eller i Danmark. Tal fra Cepos og Finansministeriet dokumenterede for nyligt, at 2,6 millioner danskere på den ene eller anden måde er afhængige af de offentlige kasser – enten som offentligt ansatte eller som nydere af diverse overførsler.

Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.

Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.

Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.

Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?

Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?

I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."

Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?

Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.

Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.

Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005