Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet

Omkring 80 procent af befolkningen er medlem af Folkekirken, og abonnerer dermed formelt på en form for religiøsitet.

Mere betegnede for trosretningers indflydelse, end dette medlemskab, er dog mængden af værdier i samfundet som dele af befolkningen i et eller andet omfang tager for givet: det vil sige værdier, man har overtaget og betragter som godartede - som en del af det, der hører troen til - herunder blandt andet den altruisme, som kristendommen bygger på.

Altruismen - dette med at tillægge det en positiv værdi at ofre sig selv for andres skyld, og at leve mere for andre, mere end for sig selv (jf. skattetrykket) - er for det første noget langt mere konkret end begrebet ”kristendom". For det andet er denne "værdi" langt mere beskrivende for religiøsitetens indflydelse i samfundet.

Religiøst funderede værdier, såsom den religiøst funderede altruisme, kan man også kalde for ”ikke-organiseret religiøsitet”. Her menes religiøsitet, forstået som det man accepterer, som en del af det, der hører troen til, men som ikke behøver en organisation.

Der kan med religiøse ideer være tale om påstande eller værdier, hvis grundlag, man ikke har sat sig nøjere ind i, men hvor man alligevel accepterer disse ideer, uden en begrundelse, der på logisk vis bygger på noget iagttageligt i virkelighedens verden.

Kendetegnet ved troen og religiøsiteten er således, at den er dogmatisk.

Der er mange andre betegnelser end dogme for dette fænomen, det vil sige de tros-baserede ideer: eksempelvis trosbaseret opbakning til tradition, norm - eller i yderste tilfælde fundamentalisme, det vil sige støtten til den ekstreme religiøse dogmatisme, som vi især finder den hos islamister men også hos kristne i Danmark og USA.

Man kan med religiøsitet i den bredere forstand således iagttage, at en given norm eller tradition forsvares alene med, at der er tale om en norm eller en tradition, - og eksempelvis ved henvisningen til at adfærden bevarer sammenhængskraften.

Religiøsitet kan således via denne mere omfattende indfaldsvinkel ses som en særdeles dominerende faktor i samfundet, hvis man omfatter religiøsitet til det som ikke får en begrundelse i virkeligheden, men som alligevel bliver accepteret som noget værdifuldt.

- Ja faktisk er der meget, der tyder på, at religiøse indstillinger ikke blot er endog meget udbredte, men at religiøsitet – også hvis man ser bort fra islamismen – er i fremmarch på et plan, der kan vise sig at blive særdeles truende, allerede i løbet af de kommende årtier for såvel den politiske som den økonomiske frihed; det vil også sige for friheden og evnen til at tænke selv.

Hvorfor er der så for de religiøse tale om et gode, når der ikke kan identificeres en rationel og konsistent begrundelse for adfærden og/eller værdien?

Som oftest refereres der her til, at mange bakker op omkring dette religiøse fænomen: - Det er normalt at tro på gud (mange gør det), det er en norm, et dogme - og også en tradition. Denne form for argumentation er cirkulær: Det normale får her status af at være det gode, og det gode regnes (som en trossætning) til at være det, som er det normale.

Først hvis der mere stædigt spørges ind til, om det kan retfærdiggøres at tro på gud eller de religiøse værdier, vil der følge en række hjælpeargumenter, såsom at gudfrygtighed er et gode for samfundet og/eller for den enkelte.

I kraft af religiøsiteten, nytter det imidlertid sjældent at spørge den religiøse, om der sådan i realiteten er grund (på engelsk reason) til at tro på gud, eller til at bekende sig til andre ubegrundede overbevisninger; det vil sige, om der er noget som helst, der kan identificeres, der giver anledning til overhovedet at opstille en hypotese om én gud eller guder, og dermed også om der er grund til at acceptere værdierne knyttet til religionen, sådan som disse ideer er præsenteret historisk.

Her er vi måske inde ved kernen i religiøsiteten, og dens før-moderne og primitive oprindelse:

- Når det gælder troen er man begyndt ”bagfra”: Nogle føler et behov, eksempelvis for noget mere end erkendelsen af det fysiske samt af vores og dyrenes bevidstheder. Dette behov for noget mere, har sine psykologiske årsager. Og tilbage i forhistorisk tid har der været gode begrundelser for at forestille sig et svar på alle de ting, man ikke kunne forstå. Det har med andre ord været vanskeligt for de fleste primitive mennesker ikke at have religiøse tilbøjeligheder alene eftersom begrebsapparatet og evnen til erkendelse var så ringe udviklet.

Disse årsager og dette indre behov bliver nu afsættet til et udadrettet forsvar: Det man ønsker, skal være det gældende, det forsvarer man. Det gør man ikke, fordi man ved at fænomenet findes eller at man ved at ”værdien” er værdifuld, men fordi man tror (på) det. Med andre ord: Man vil troen.

Imidlertid er ovenstående religiøse adfærd ikke uden vidtrækkende og ofte katastrofale konsekvenser. - For der er i virkeligheden med den religiøse indstilling tale om en metode, det vil sige en måde at gribe verden an på, der er i strid med den i dag langt mere normale adfærd, der tilsiger at tingene ikke er, bare fordi vi ønsker at de skal være det.

Den virkeligt normale (og godartede) moderne indstilling tilsiger, at vi kun accepterer fænomener eller værdier, hvis der er en solid og vægtig grund til at gøre det.

Det vil sige: virkeligheden og vores fornuft er standarden for hvad der kan, og ikke kan, accepteres.

Konflikten og modstriden handler således om, at man ikke kan integrere den normale verdslige tilgang/metode med den religiøse: - Når man handler religiøst, så handler man ikke på samme tid verdsligt og rationelt i overensstemmelse med den metode, der fortæller os, at man må acceptere det der kan iagttages, og integreres under den samme metode, og som samtidig tilsiger, at man ikke er i stand til at acceptere og handle ud fra mere eller noget andet end dette.

Accepten af den objektive virkelighed og fornuften som målestok sætter dermed solide grænser for hvad man kan - og ikke kan - vedkende sig. Standarden for det acceptable ligger dermed netop i det fysisk iagttagelige, og i hvad der kan erkendes ved fornuftens brug.

Hvis nogle taler om troen på en flyvende hest, så tilsiger den religiøse metode således accept, hvis og såfremt man føler et behov for en flyvende hest, det vil sige hvis man tror, at det er godt at tro på denne. (Og hvis man som religiøs samtidig fornemmer at omgivelserne vil acceptere dette). I kraft af den verdslige metode vil man derimod ikke tillægge troen på noget sådant nogen betydning, med mindre der er fysiske, iagttagelige og konkrete grunde til at gøre det. Standarden for accepten af en flyvende hest er således, om man ved at hesten findes - eller ikke – uanset hvad man så føler. Den samme standard kan vel at mærke, anlægges for accepten og valget af værdier, det vil sige hvad der er rigtigt og forkert, moralsk og umoralsk.

Den religiøse og den verdslige metode er således ikke forenelig.

Kassetænkning

En dårlig ”løsning” på denne uforenelighed, er, at mange opererer med to mentale kasser i deres bevidsthed: - en religiøs og en verdslig. Disse to mentale kasser kan stå i vidt forskellige størrelsesforhold indbyrdes. Problemet er dog, at der ikke kan opstilles en regel for, hvor meget eller hvor lidt de to kasser skal fylde i ens tilværelse, – jævnfør det forhold, at der er tale om modstridende tilgange til verden, og dermed også om konfliktende verdensbilleder, – og herunder om to forskellige afsæt for at vælge sine værdier: det vil sige den verdslige/fornuftsorienterede - og så den religiøse.

Med det ovenstående in mente kan man derfor vende sig mod at forholde sig til konsekvenserne, der således netop vil være vidtrækkende og katastrofale i kraft af denne konflikt mellem fornuft og religiøsitet.

Et religiøst verdensbillede er således netop at betegne som et system på samme måde som et verdsligt. Og måden man accepterer fænomener på, er rent faktisk underordnet i forhold til måden, som man vælger sine værdier på. Vi handler nu engang ud fra vores værdier, og ikke ud fra hvilke fænomener, vi tror/ved, at der findes. Det er i stedet netop ideerne om hvad der er rigtigt og forkert, der er så forskellige, som også forklarer omfanget af alverdens konflikter.

Det er omvendt overfladisk at tro, at forskellen og konflikterne mellem forskellige trosretninger skulle bygge på eksempelvis synet på Muhammed eller Jesus' status i forhold til - ideen om - Gud.

Kristnes og muslimers forskellige adfærd er dermed i stedet netop bestemt af forskellige kodekser, det vil sige værdisystemer, som vel at mærke er trosbaserede. Og det er dette, der er det centrale.

På samme måde bliver man ikke klogere af at konstatere, at et menneske er ateist, uden at man sætter sig ind om vedkommende abonnerer på værdier, der eksempelvis kan være individualistiske og frihedsorienterede, eller kollektivistiske og orienterede mod brugen af statsmagten til at forfølge alverdens mål (Det sidste kan man kalde "verdslig statsreligiøsitet"). Om man tror eller ikke tror på gud, er således i sig selv mindre vigtigt i forhold til, hvilke værdier, man har valgt (og hvordan man har valgt dem).

På samme måde som et verdsligt verdensbillede kan opbygges systematisk og sammenhængende, kan et religiøst verdensbillede derfor også opbygges på en altomfattende og total facon. Det sidste kalder vi fundamentalisme, og er noget vi fokuserer meget på. Kassetænkningen, der vedrører flere, glemmer vi ofte (måske af samme grund) at beskæftige os med.

- Men det religiøse verdensbillede kan vel at mærke ikke konsekvent integreres med førstnævnte, da det er i modstrid med dette. Det skyldes at det ønskværdige i det religiøse verdensbillede spiller en rolle som et afsæt for, hvad man accepterer som det mulige. Dermed bekæmper man samtidig sin egen sans for virkeligheden, det vil også sige evnen til at bruge fornuften.

Selv om der er tale om noget altomfattende, er der derfor alligevel med den religiøse tilgang ikke tale om en rigtig ”metode”, eftersom følelser i denne tilgang spiller en primær rolle, og fornuften af samme grund er skubbet i baggrunden, – og i visse tilfælde er fornuften helt og aldeles blevet fortrængt.

Den verdslige tilgang er derimod en metode til at orientere sig i denne verden, hvor man gør dette ved at bruge sin fornuft; og hvor man vælger værdier ved hjælp af fornuftens brug. Der vil således med fornuftens metode være en sammenhæng mellem ideen om, hvad der kan eksistere, og så hvilke værdier man vil nå frem til at vælge. Sammenhængen findes således i, at den naturvidenskabeligt orienterede, vil være mere bevidst om, at man kan vælge og at man selv er i stand til at tage stilling og vælge mellem forskellige værdier, og dermed vil vedkommende være mere bevidst om, hvem det er, der træffer valgene her i livet.

Det verdslige verdensbillede er dermed individcentreret og omfatter fri vilje. Det religiøse individ vil i højere grad være mere skæbneorienteret, og tillægge enten samfund, velfærdsstat eller andre fænomener større betydning, - end evnen til at træffe selvstændige valg.

Konklusion

Var der bare tale om accepten af fænomener (og ikke værdier) baseret på enten tro eller viden var der i stedet for tale om en forholdsvis afgrænset konflikt. Og de reelle konsekvenser i verden ville være begrænsede: De der troede på væsner i kraft af den alternative metode ville ikke have den store indflydelse på politik og samfundsforhold, og dermed i praksis ikke på graden af fremskridt eller tilbageståenhed. Men de troende har også politiske ambitioner.

Troen på overnaturlige fænomener er således netop ikke det primære for den religiøse; men det er derimod netop værdierne, som man tilsvarende er nået frem til via ”ønskemetoden”: det vil sige ikke i kraft fornuftsbaserede overvejelser, men fordi man føler, at der med de valgte værdier er tale om noget godt; og hvor man tilsvarende tror at modstridende værdier, end de der er overleveret via troen, er at beskrive som slette.

Ligesom troen på fænomenerne (på gud eller guder), så er religiøse værdier dermed alene i kraft af den religiøse metode at beskrive som ikke-fornuftsbaserede værdier. De er dermed samtidig at beskrive som irrationelle, alene fordi man er nået frem til dem i kraft af troen; - dette gælder derfor uanset hvor mange eller hvor få mennesker, der abonnerer på disse ideer og værdier.

Virkeligheden kan man imidlertid ikke stemme om. Den er her bare.

Velstanden i samfundet er der imidlertid ikke bare. Den skal skabes. - Og dertil kræves en vedholdende brug af fornuften – også - og historisk set netop - på religiøsitetens bekostning.

Det positive budskab i ovenstående er således, at man ved hjælp af sin fornuft kan vælge værdier, der gør det muligt at orientere sig i verden, – på nøjagtig samme måde som man i almindelighed kan vælge at orientere sig ved hjælp af fornuftens metode, det vil sige ved at bruge sit sanseapparat. Standarden for at kunne gøre begge dele er accepten af en objektiv virkelighed samt en anerkendelse af fornuftens suverænitet.