Retten til frihed

I et frit samfund er mennesket frit. Det betyder at mennesket i et frit samfund har retten til sit eget liv. Individet er suverænt. Det betyder samtidig, at man i et frit samfund ikke har ret til at overfalde andre og krænke andres ret til frihed. Retten gælder for alle.

Friheden betyder frihed til at sige sin mening, til at handle, til at bevæge sig, og til at skabe. Det som mennesket skaber, har det ret til at råde over, og til at beholde. Uanset hvilket produkt et menneske skaber, har det retten til det. Uden retten til ejendom er friheden en illusion. Retten til at leve i frihed og retten til at besidde retmæssigt erhvervet ejendom er uadskillige.

Nu er der måske straks nogle der siger stop. - Først kommer du med nogle påstande om, hvad frihed er og derefter taler du om rettigheder. - Hvor har du det fra? Hvordan kan du tillade dig at tale om ret og uret? – Og hvem siger at din definition af friheden er den rigtige, hvis vi overhovedet går med på påstanden om, at frihed er en værdi?

Lad os derfor gå tilbage til påstandenes forudsætninger: Mennesket handler for at opnå bestemte værdier. Det skyldes første og fremmest, at vi er biologi. Mennesket orienterer sig som alle levende væsner mod vækst og mod overlevelse.

Fordi mennesket har særlige kendetegn, er det samtidig muligt at skitsere særlige betingelser, der er gavnligt for dets liv: Menneskets særlige kendetegn er fornuften.

Menneskets vigtigste redskab til overlevelse er dets evne til at tænke og træffe valg. Tager man den evne fra mennesket, dør det. Instinkterne er ikke stærke nok.

Så kommer vi til friheds- og rettighedsbegrebet. Begrebet frihed knytter sig til begrebet liv. Uden liv intet begreb om frihed. Lever vi ikke, er der ingen værdier, der har betydning. Det vil sige, livet er den ultimative værdi.

Alle fænomener der også er værdifulde for mennesker har kun betydning så længe, der er liv, det være sig værdier, der handler om kærlighed, frihed, tryghed eller rigdom.

Mennesket er et levende væsen. Og som alle andre levende væsener trives vi bedst, når der er de mindst mulige begrænsninger for vores liv. Minimale begrænsninger er det samme som maksimale muligheder - eller frihed. Som følge af menneskets fornuft er potentialet for dets frihed – herunder evnen til at vælge og til at skabe gode betingelser for udvikling mange gange større end dyrenes.

Mennesket har en bevidsthed, og det faktum at denne bevidsthed er individuel, i modsætning til kollektiv, betyder at mennesket har en fri vilje, kan forstå og vælge mellem forskellige alternativer.

Hvis mennesket havde en kollektiv bevidsthed ville det muligvis kritikløst kunne sættes til at skabe og producere til fordel for andre, uanset hvad der blev tilbage til det selv. Men sådan er mennesket som følge af sin natur ikke indrettet. Mennesket er dermed udgangspunktet for sit eget liv. Det overlever i kraft af dets fornuft.

Heraf følger det, at et menneske, der ønsker at leve, bør søge at påvirke udviklingen i retning af et samfund, hvor muligheden for at bruge de redskaber, det har til overlevelse - primært fornuften - ikke begrænses af et tilfældigt flertals luner; men derimod, at bidrage til at sikre, at mennesket stilles frit til at forfølge sine egne mål, så længe det ikke skader andre.

I et frit samfund må vi derfor selv bære konsekvenserne af vores valg. Det øger sandsynligheden for, at såvel det det enkelte menneske som menneskeheden i almindelighed gør fremskridt. Det mindsker samtidig faren for, at ufornuftige mennesker får mulighed for at trække hele menneskeheden ned på deres niveau.

Et frit samfund er således kendetegnet ved, at mulighederne for at skabe og producere er maksimale. At det, som man tilegner sig for at skabe sig et godt liv, ikke stjæles eller konfiskeres af andre. Og at man får mulighed for at bruge sine evner til at træffe valg og til at tænke. - Det sker ikke, hvis andre forhindrer dig i at handle, tænker for dig, giver dig alt du har brug for, eller hvis de tager det, som du skaber fra dig.

Hvis mennesket havde en kollektiv bevidsthed ville det muligvis stille sig tilfreds ved at skabe og producere til fordel for nogle andre uanset hvad, der blev tilbage til det selv. Men mennesket er med sin evne til at handle på egen hånd født til at handle ud fra sine egne interesser.

Alligevel føler mange, at de har del i en kollektiv bevidsthed. Problemet er at de lader deres følelser få konsekvenser for sagesløse mennesker, der mener noget andet. Konsekvenserne af sådanne ideer har været forskellige variationer over fænomenet kollektivisme.

- Kommunistiske eller socialdemokratiske samfund går ud på, at frakoble forbindelsen mellem det enkelte menneskes fornuft og evner, og så dets livsvilkår.

I kollektivistiske samfund ignoreres det, at mennesket er født med sin egen bevidsthed og sine egne forudsætninger for at leve sit liv. I stedet knyttes alle menneskers skæbne til hinanden gennem planøkonomi, offentlige apparater og omfordeling via skatterne. Resultatet af dette bliver til sidst stagnation og sammenbrud.

I et kapitalistisk samfund derimod, begrænses mennesket muligheder for at sende regningen for sin livsførelse og sine valg - herunder ønsket om at bekrige andre og trangen til at forbruge uden at producere - videre til andre. Kun kapitalistiske samfund kan derfor på længere sigt sikre friheden og dermed velstanden.

Her er det så at meningerne for alvor brydes.

I det meste af verden er et demokratisk flertal eller et diktatorisk mindretal i et givent land enige om, at enkeltindividers eller organiserede banders tyveri skal bekæmpes, mens at statens konfiskation af værdier derimod er acceptable, så længe konfiskationen og dermed afviklingen af individets frihed begrundes. Hvilken begrundelse der i den pågældende sammenhæng gives er underordnet. Dogmet er at man gerne må tage fra andre, så længe konfiskationen sker via statsmagten.

Men i det øjeblik, at flertallet i samfund eller en bande med magt tager noget fra et menneske, så tager det også noget fra det menneskes liv.

Begrundelserne ændrer ikke på handlingen eller på konsekvenserne. Friheden, valgmulighederne, og dermed mulighederne for at leve, indskrænkes.

Når flertallet i et samfund vælger at konfiskere større eller mindre dele af et menneskes ejendom, da begår det flertal, derfor ikke bare en forbrydelse mod individets ejendom, men også mod dets liv og mod dets frihed. - Om det kaldes for beskatning eller omfordeling gør ingen forskel. Det er en krænkelse af menneskets frihed. Stigende beskatning er således udtryk for en gradvis afvikling af det frie samfund.

I et samfund med stigende kriminalitet er der flere og flere enkeltindivider eller bander, der forbryder sig mod andre menneskers ejendom. I et demokratisk samfund med stigende beskatning er det derimod flertallet i et samfund, der forbryder sig.

Forskellen på stigende kriminalitet og stigende beskatning er i et spørgsmål om organisering og planmæssighed.

For omkring hundrede år siden betalte vi knap nok ingenting i indkomstskat. I dag gives i gennemsnit halvdelen af vores indkomst til nogle andre. Om hundrede år vil vi, hvis udviklingen fortsætter, betale det hele. Selv om det er svært at forestille sig, kan det lade sig gøre.

Den totale konfiskation af løn betyder blot at man vil være helt afhængig af flertallets d.v.s. det moderne demokratis luner. I stedet for lønindkomst vil vi i stedet modtage borgerløn, su, bistand, produktions- eller arbejdstilskud.

Da hensigten med den udvikling naturligvis ikke er, at verden skal gå i stå, vil det stadigvæk kunne betale sig at arbejde. Meningen med den ordning er for kollektivisterne at illustrere, at vi hverken har ret til vores frihed eller til vores ejendom. Målet er, som det vil være en enhver historiker bekendt, at sikre at ingen bliver rigere end andre, men at vi alle bliver lige fattige.

For socialdemokraterne er frihed og ejendom i praksis ikke en menneskeret, men noget som staten giver, tildeler og administrerer for os; og dermed noget man mener at have ret til at afskaffe. For dem er graden af uretfærdighed i et samfund lig med graden af frihed og mængden af ressourcer, som staten ikke har adgang til at regulere. - Derfor har socialdemokrater og andre kollektivister ikke sejret ”ad helvede til”. De er nået halvvejs.

Målet for kollektivisterne vil først være nået, når alle værdier fordeles autoritativt og har gyldighed for hele samfundet. - Kort sagt, når alle ressourcer er fælles ejendom, og friheden og mennesket ikke længere er en trussel mod staten.

Dette er en redigeret version af et indlæg, der blev bragt i Information den 6. september 2004.