En "klar konsensus"

Vi nærmer os det tidspunkt, hvor en milliard mennesker vil være i besiddelse af en mobiltelefon. I takt med udviklingen af den globale og kapitalistiske arbejdsdeling; det vi til daglig kalder globalisering, bliver moderne varer billigere, mere tilgængelige og/eller bedre. Markedet gavner således masserne.

Imidlertid bryder hverken miljøbevægelsen eller de mere traditionelle socialister sig om markedsøkonomi. Miljøfolkene begrunder modstanden med at markedet producerer det, de kalder for ”overflod”. Det vil sige, at andre end dem selv køber varer og ydelser, som denne udvalgte skare mener, er unødvendige. De mere traditionelle socialister er derimod modstandere af markedsøkonomien ud fra en ide om, at markedet skaber fattigdom (- altså det stik modsatte af overflod). Der findes således ingen klar socialistisk konsensus om, hvad markedsøkonomien er.

I en tidsalder domineret af demagoger, der behersker kunsten at promovere modstridende påstande; og med et publikum, der fra en tidlig alder er blevet vænnet til påstanden om, at A på samme tid kan være A - og ikke-A (hvorfor partier som Enhedlisten (navnet!) har såvel traditionelle socialister (tilhængere af forarmelses-scenariet) samt neo-socialister (kritikere af overflod-samfundet), er det således ikke overraskende, at man kan slippe helskindet fra at påstå, at kvoter både reducerer den økonomiske vækst, og samtidig øger væksten.

I en verden domineret af mystikere kan man uden fare for sin politiske karriere hævde, at man ved at opstille flere barrierer for menneskeligt initiativ og handlekraft, vil se en opblomstring af nye former for teknologi; og at man ved at begrænse væksten derfor vil se udviklingen af en ikke-CO2-udledende bil, der (som Svend Auken angiveligt ønsker det), ikke skal kunne køre stærkere end 60 km i timen, og som vi i takt med stigende skatter og afgifter uden besvær vil have råd til at investere i. (Imidlertid har selv lande som Cypern, Libanon og Spanien nu en højere grad af bil-ejerskab end det afgiftsplagede Danmark. Svaret på hvordan flere får råd til et personligt transportmiddel vil ifølge Auken formentlig være at afgifterne blot skal være endnu højere…).

Man kan - jævnfør klimakonferencen i Montreal - også tale om en ”klar konsensus”, og som skandinavisk politiker så referere til det klimascenarium, der fortæller om øget kulde i Nordeuropa (som følge af en ændring i golfstrømmen bane), - for så et split-sekund senere benytte sig af det scenario, der handler om, at vi må berede os på et varmere og mere fugtigt Nordeuropa.

Således er der en ”klar konsensus” om, at det enten bliver varmere eller koldere; og helt aktuelt har der inden for den seneste måned været en ”klar konsensus” om, at denne vinter enten bliver mild eller streng.

I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke undre, at analyser af EU-samarbejdet i vid udstrækning nu er overladt til personer, der primært benytter sig af fodboldanalogier eller sammenligner EU’s opgaveudvidelse (herunder administration af kvoteordninger) med togdrift. - Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før kommentatorer vil hævde at der er en ”klar konsensus” om at implementere Forfatningstraktaten, trods det forhold, at den ikke desto mindre er blevet forkastet i store dele af Europa.

Med analytikere og kommentatorer, hvis opgave det er at beskrive konsekvenser og forklare komplekse politiske sammenhænge, men som i stedet underholder med fodboldanalogier og pølsesnak om togdrift, kan det næppe undre, at fremtiden ifølge de politiske meningsdannere nu skal findes i en kvoteordning. Hjernen er tydeligvis blevet efterladt på perronen.