Globale franske tilstande

For tiden [april 2006] demonstrerer franske studenter mod en lov, der skal gøre det franske arbejdsmarked mere fleksibelt ved at forbedre mulighederne for at ansætte og afskedige yngre medarbejdere.

Dermed trækker forslaget i retning væk fra de privilegier, der via tidligere lovgivning er indført i Frankrig. Det vil sige lovgivning, som det også er tilfældet i Tyskland, har gjort det mindre attraktivt at ansætte unge, der for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.

Franskmænd har som bekendt en lang og ikke specielt glorværdig tradition, når det gælder om at protestere til fordel for fastholdelse eller udvidelse af særrettigheder.

- Men hvorfor har de det? Og vedkommer den franske tradition i grunden andre end franskmænd?

Svaret på det første spørgsmål skal findes tilbage i det attende århundrede, den franske revolution i 1789 - samt i parolen om Frihed, lighed og broderskab.

Fra og med denne revolution blev socialisme og liberalisme - samt uklare hensigter som sammenhold og solidaritet blandet godt og grundigt sammen i lovtekster, hvis uklarhed af netop denne årsag er sammenlignelige med vor tids EU- og FN-dokumenter.

De forfatningsmæssige kompromiser har plaget Frankrig og resten af verden lige siden.

Det er kompromiser som disse, der er forklaringen på, at alverdens grupper i tide og utide, og til besvær for andre, demonstrerer i Paris gader, nedlægger arbejdet og/eller blokerer for trafikken.

Denne tradition, der først og fremmest handler om retten til særrettigheder er blot stærkere i Frankrig end den er det så mange andre steder. Franskmænd har siden 1789, med de socialistiske elementer i forfatningen, institutionaliseret retten, at forsøge at tilkæmpe sig socialistiske eller materielle eller positive rettigheder, hvilket i praksis vil sige særrettigheder, der via statsmagten indføres på bekostning af borgerne og skatteyderne set under et.

- Frankrig er på denne måde det dårlige eksempel for resten af verden.

I modsætning til de fleste andre nationer, er Frankrig (ikke mindst efter murens fald) et af de lande i verden, hvor ideen om materielle rettigheder står allerstærkest, og hvor det, selv når man sammenligner med Tyskland, er langt sværere at rokke ved disse, når de først er blevet indført.

Kontrasten til Frankrig og andre kontinentaleuropæiske lande herunder Tyskland, er de angelsaksiske lande, hvor respekten for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i større udstrækning har forhindret udvidelsen af disse nye former for rettigheder.

Kun fantasien og andres penge sætter grænserne

I teorien er der ingen øvre grænse for materielle rettigheder, der kan handle om alt fra ”ret” til bolig, mad, vand, uddannelse over transport til landbrugsstøtte samt kulturproduktion. Kun fantasien samt andre menneskers vilje og evne til at forsvare deres ejendomsret sætter grænserne. I såvel FN- som EU-dokumenterne trives fantasien således på nøjagtig samme måde i bedste velgående.

Hvis man spørger en jubeltilhænger af EU eller FN, om man i realiteten kan få de ting, der stilles løfte om i dokumenterne, vil han eller hun ikke desto mindre fortælle dig, at der for en række af disse ”rettigheder” umiddelbart er tale om hensigtserklæringer! - Vær dog lidt realistisk. Ret til bolig er bare noget vi har fundet på, og som vi lover dig eller nogle andre en gang i fremtiden.

(Svaret om hensigtserklæring eller programerklæring, var i øvrigt netop svaret, da undertegnede stillede dette spørgsmål til den nu nyudnævnte Forbrugervagthund Camilla Hersom, da denne for nogle år siden stillede op til valg til EU-parlamentet for det Radikale Venstre , se interview med EP-kandidaten side 10.)

Løfterne om materielle rettigheder handler således til en begyndelse om at der, så snart der er tilstrækkeligt at konfiskere fra de produktive i samfundet, ja så vil rettighederne på dette senere tidspunkt træde i kraft. Det vil sige det, der står i eksempelvis Forfatningstraktaten, og som, man forsøger at ophøje til lov, kan man ikke umiddelbart regne med. Som udgangspunkt er det udelukkende tanken, der tæller.

Noget for ingenting

Er det så logisk eller meningsfuldt via staten at love noget, men samtidig først love at holde løfterne; når det man lover på dette senere tidspunkt alligevel, - som følge de velfærdsforbedringer der skyldes en velfungerende markedsøkonomi er blevet tilgængeligt på markedet for menigmand? Selvfølgelig er ikke det. Rettigheder som hensigtserklæringer/programerklæring er en ganske plat form for demagogi og populisme, og hører netop af denne grund til hos en venstrefløj (inklusive det Radikale Venstre) for hvem gode intentioner må anses for vigtigere end konsekvenserne af den konkrete politik.

For konsekvenserne af udvidelse af materielle rettigheder er mærkbare. Forskellen mellem Frankrig og Tysklands økonomier og så den amerikanske, er blevet stadigt større, netop som følge af mængden af materielle rettigheder i de to førstnævnte økonomier, og i det hele taget tendensen til i Europa at give politikere ansvaret for egen velfærd. (Dokumentation for navnlig de to store europæiske landes ringe resultater hvad angår såvel sociale som økonomiske forhold findes her.)

Tilhængere af materielle rettigheder er dermed samtidig - og forståeligt nok - ikke specielt begejstrede for at blive mindet om, at mængden af materielle rettigheder gør det stadigt mindre attraktivt at gøre en indsats for at tjene penge og blive selvforsørgende, og at ophobningen af de materielle rettigheder over tid afvikler de forudsætninger, der skal gælde for at disse ”rettigheder” kan realiseres. Materielle rettigheder er dermed først og fremmest en støtte til passivitet, og dermed en belastning for ethvert lands økonomi.

Det er derfor samtidig ikke et tilfælde, at det netop er Frankrig, der har en 35 timers arbejdsuge. For også med denne lovgivning om maksimale arbejdstider har man tilkæmpet sig retten til at lave mindre. Det gør man således ikke blot ved at reducere arbejdstiden, men også ved at tilkæmpe sig ydelser, der sikrer en indtægt, uden at man giver noget igen. Det gælder således for en hvilken som helst anden materiel rettighed, at nogle skal betale for det, man via lovgivning får ”ret” til.

Problemet med Frankrig er samtidig i modsætning til mange andre lande, at man - som demonstrationer og strejker afspejler - i såvel grundskolen som på de højere uddannelsesanstalter - ”uddannes” til at tro, at de materielle rettigheder er naturlige, ja at de ligefrem er indført i overensstemmelse med historiske fremskridt.

Det er muligvis sidstnævnte idé om materielle rettigheder som umistelige, og som værende på niveau med frihedsrettighederne, der er den direkte årsag til, at såvel bønder, studerende og arbejdere i modsætning til de samme grupper i andre europæiske lande, reagerer så meget mere voldsomt i Frankrig, end det er tilfældet i andre lande.

Lige siden den franske revolution har mange franskmænd således identificeret materiel fremgang med stadig større konfiskation af borgernes ejendom via statens side - til fordel for stadigt flere lunser til bestemte franske interesseorganisationer og erhverv. At bestemte grupper i befolkningen kan have umistelige rettigheder på bekostning af helheden er naturligvis forrykt. Men det er ikke desto mindre, det der er konsekvensen af sådanne rettigheders indførsel. Hvis alle fik det samme efter en materiel rettighed blev indført var der selvfølgelig ingen grund til at de blev indført i første omgang. Derfor er det altid bestemte grupper, der går på gaden og demonstrerer.

At sådanne ”rettigheder” strider mod frihedsrettighederne og ikke er universelle, samt at de afvikler incitamenterne til produktivitet, kan man forvisse sig om således:

Hvis du er læge, betyder ret til lægehjælp i princippet, at nogle kan gøre krav på dine ydelser uden at kræve noget til gengæld. Det kan også betyde at en del af din indtægt skal gå til at statslige myndigheder køber dine eller andres ydelser, for at kunne forære disse ydelser gratis til bestemte grupper i samfundet.

Hvis du er boligudlejer, betyder ret til bolig ligeledes ikke noget positivt, men derimod, at du kan tvinges til at stille en bolig til rådighed, eller at myndighederne, for at opfylde løfterne til bestemte grupper, vil beskatte dig for at give penge til dem, de mener, har krav på at få en større eller mindre andel af deres boligudgifter finansieret.

Måske synes de enkelte medlemmer af bestemte erhverv, at dette med at få deres erhverv udnævnt til en kerneydelse er storslået. Samlet set bliver alle i et samfund med udvidelsen af materielle rettigheder snydt, for konfiskationen af ejendom rammer alle, og jo mere de materielle rettigheder udvides desto højere skatter og jo ringere produktivitet.

Franske bønder kan forvisse sig om de mange former for statslig bistands skadelighed - samt det negative ved andre former for beskyttelse mod konkurrence udefra - ved at undersøge lønniveauet hos deres traditionelt set langt mere konkurrenceorienterede danske landmænd. Danske læger kan tilsvarende sammenligne lønninger med deres amerikanske kolleger.

Det statslige mellemled

Læg samtidig mærke til, at køberen ved indførsel af materielle rettigheder ikke længere er den, der skal nyde godt af varen, men derimod den statslige myndighed, der nu er blevet mellemled. Dette er en vigtig del af forklaringen på det statsligt boligbyggeris lave niveau, og at det offentlige sundhedsvæsen år for år forringes i modsætning til de områder, hvor der ikke findes materielle rettigheder.

Omvendt har intet lands myndigheder endnu talt om en ret til Personlig Computer eller ret til bil. Der er samtidig ikke sat nogen øvre grænser for, hvad man må tjene på at sælge disse goder. Alligevel er udviklingen gået i nøjagtig samme retning – men vel at mærke i langt hastigere tempo - end tilfældet har været med sundhedsydelser siden industrialiserings begyndelse:

Flere kan nu få bedre kvalitet og mere for pengene, når det gælder privat transport eller informationsteknologi. For netop her kan der tjenes penge. (Og signalet fra politikere, der griber ind i et bestemt område er netop som oftest at man ikke må tjene penge – jf. kampen mod boligspekulanter). Derfor investeres der langt mere intensivt i disse markeder, end i dem som staten i større eller mindre grad har bebyrdet med ordninger og regulering.

Hel eller delvis kollektivisering sløver blot processen med flere, billigere og bedre ydelser og varer. Eller - som det var tilfældet i Sovjetunionen – kollektiviseringen sætter til sidst udviklingen helt i stå.

Man kan derfor også forestille sig, hvad der ville ske med såvel IT-industrien eller bilindustrien hvis systemet blev nationaliseret og man fik ret til en basis-PC eller en syge-kassebil, og staten herefter skridt for skridt, som det har været tilfældet med sundhedssektoren, langsomt udvidede de rettigheder man havde til PC-ydelser og transport generelt:

Da køberen ville være staten, og borgeren blot ville være forbruger, ville incitamentet, i modsætning til i dag, være at levere det dyrest mulige til den lavest tænkelige standart. For embedsmænd har naturligvis intet ønske om, at varen lever op til den enkelte forbrugers særlige præferencer og behov. Så længe alle kan få en enhed af varen, og denne er fuldstændig ensartet, kan løftet fra magthavernes side om en folke-PC eller folke-bil anses for at være opfyldt.

Den statslige målsætning om ret til billig transport, ret til uddannelse og ret til sundhed har dermed i praksis gjort den offentlige del af den kollektive trafik, uddannelsesvæsnet og sundhedsydelserne ringere - men samtidig også dyrere for borgerne set under ét. Det eneste konkrete, man har opnået udover at forringe ydelserne er, at monopolisere dele af transportsektoren - samt en meget stor del af sundhedsområdet og uddannelsessektoren.

De er således tankevækkende at sidstnævnte to former for statsmonopolisering nu kaldes for velfærdsstatens kerneydelser, som for at antyde at staten skulle være ansvarlig for disse ydelsers eksistens, og måske også for at vi skal glemme, at der er tale om monopolisering, ensartning og kvalitetsforringelse - i fællesskabets navn

For hver ny rettigheder, der indføres, stiger som nævnt tidligere skatterne samt presset på det politiske system. Den frie handel erstattes af lobbyisme og kampen mellem interesseorganisationer. Og da et krav om en materiel rettighed, er et krav om, at få noget for ingenting bliver taberne i sådant et system de mennesker, der er mest produktive. Vinderne på det korte sigt bliver dem, der ikke mener de har noget at tilbyde, og som mener de først skal have stillet en uddannelse, en bolig, transport, gratis lægehjælp eller en kulturoplevelse til rådighed, før de er parate til at yde noget til gengæld.

På det lange sigt, (og det sigt vi befinder os allerede i som følge af tidligere tiders kortsigtede politiske handlinger), bliver alle i samfundet tabere ved sådanne former for kollektivisering og nationalisering.

Materielle rettigheder er således ikke bare grupperettigheder. Der er samtidig tale om rent kollektivistiske rettigheder. De andre samfundsborgere, man – eventuelt og måske - betaler til, når man efter ti år på en længerevarende uddannelse mener at have noget at bidrage med, er ikke de samme som dem, der blev beskattet, og de sidstnævnte er typisk ikke vanvittigt begejstrede for de marxistiske ting, man for deres konfiskerede midler lærer på universitetet - samt de rapporter, man nu eventuelt lever af at producere i en eller anden skandaleramt styrelse; og hvor man som embedsmand måske endda medvirker til at udvide omtalte rettigheder yderligere.

Alligevel opfattes en afvikling af de materielle pseudorettigheder trods ovenstående og uanset konsekvenserne af deres fastholdelse ikke desto mindre i såvel Frankrig, men også i mange andre lande, helt fejlagtigt med en afskaffelse af velstanden. Det forholder sig ikke desto mindre omvendt: - Hvis ikke de materielle rettigheder afskaffes, så forsvinder velstanden.

Som hjælp til at erkende dette kan man selv forstille sig, hvilke konsekvenser indførelsen af materielle rettigheder ville have i lande, hvor de i dag ikke findes; eller hvor de kun findes i mindre omfang:

USA ville have langt færre private og globalt set toneangivende universiteter.

En ret til mad ville i såvel Frankrig som resten af verden skabe udbredt hungersnød eftersom markedet for landbrugsvarer ville kollapse.

En global ret til bolig ville gøre boligmarkedet aldeles uinteressant for enhver, der ønskede at tjene penge på dette marked.

- Som nævnt er der med disse allermest ekstreme FN-rettigheder heldigvis bare tale om noget vi – indtil videre – leger, vi har ret til. Netop derfor er der ingen der kan huske hvad principperne bag disse dokumenter egentlig handler om. De er kort sagt skrevet af barnlige sjæle i bureaukratiske korridorer, fjernt fra virkelighedens verden.

Af samme grund er den amerikanske forfatning et af de få dokumenter, der har overlevet ikke bare i den amerikanske folks bevidsthed, men blandt alle de landes befolkninger, hvor der i et eller andet omfang er et ønske om ikke at leve af det, andre skaber. Den amerikanske forfatning (som ikke længere overholdes) gav den eneste form for garanti, der kan gives: Det vil sige, at du har ret til at beholde det, du selv skaber - fordi dette netop er din retmæssigt erhvervede ejendom. En ret til at få del i det andre mennersker - måske eller måske ikke - skaber uden deres samtykke, er derimod ikke en garanti, det kan ikke siges at være en egentlig rettighed, og den er derfor intet værd.

Hvis man ikke ønsker franske tilstand må man derfor gribe fat om ondets rod, og gøre op med synet på de - ikke mindst fransk inspirerede - pseudorettigheder, der lidt efter lidt øger det politiske konfliktniveau - ikke bare i Frankrig, men også i Danmark, EU og resten af verden.

De franske tilstande er i sig selv rædsomme at være tilskuer til, men det vil blive meget værre, hvis de samme former tilstande bliver herskende globalt.