Lavere skatter – så bestemmer du mere selv

Ved hjælp af landeoversigter kan man se, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem lighed og skattetryk eller mellem velfærd og skattetryk. Der er tværtimod en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og velstandsskabelse. Der kan gives gode teoretiske begrundelser for sidstnævnte forhold.

Økonomisk frihed, herunder lave skatter, handler simpelthen om menneskers handlefrihed, hvilket også gælder de politiske friheder. Christopher Arzrouni har udtrykt det således at ”Frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide”.

Det er denne handlefrihed, der giver en stor del af forklaringen den økonomiske vækst, der er set siden den industrielle revolution. Tænk bare på koloniseringen af Nordamerika eller Australien, og med hvilken hast almindelige borgere på disse kontinenter fik forbedret deres levevilkår.

På det tidspunkt i historien tilskrev man ikke velstandsforbedringer andres indsats, og slet ikke de skatter, man gjorde oprør imod i Nordamerika i 1776.

Høje skatter er tværtimod et relativt nyt fænomen, der empirisk kan forbindes med lavere vækst.

Jævnfør det forhold, at produktivitet nøje er forbundet med handlefriheden, virker beskatning som hæmmende for den produktive adfærd. - Det betyder omvendt, at incitamentet til at holde fri øges.

De danske skattestigninger har ført til, at mængden af nydere er blevet øget på bekostning af ydere. Forklaringen på opbakningen til dette system, må ikke mindst tilskrives nyderens voksende antal.

For dem, der er tilhængere af en høj grad af økonomisk lighed i et samfund, vil det i øvrigt ikke være korrekt, at hævde, at ligheden i det danske samfund skyldes den høje grad af beskatning, eftersom en stor del af modtagere af offentlige ydelser, ikke befinder sig i lavindkomstgrupper.

Derimod er der såvel empirisk som teoretisk grundlag for at sige, at høje skatter på sigt øger den samlede fattigdom. I den forbindelse kan man iagttage hvilke lande i verden, der oplever en høj grad af indvandring af arbejdskraft og hvilke lande eller regioner, der primært har været eksportører af arbejdskraft.

Endnu en gang kan USA fremhæves som et af de områder i verden, der historisk set har været importør af produktive. Og hvor denne – ganske vist kontrollerede - tilstrømning af ufaglærte med ringe sproglige kvalifikationer ikke har ført til ringere livsvilkår for den oprindelige befolkning; men hvor disse nye borgere i stedet har bidraget til forbedringer af den samlede levestandart.

Når man, som det sker i mange europæiske lande, søger at øge velfærden via skatterne, straffer man derimod de produktive og belønner de uproduktive.

Det socialdemokratiske argument om, at denne vækstbegrænsning er acceptabelt ud fra kortsigtede sociale hensyn må – selv på deres egne præmisser - afvises – eftersom der ikke kan ses nogen sammenhæng mellem lighed og skattetryk.

Noget helt andet er, om det der frembringes via tvang og konfiskation overhovedet kan retfærdiggøres – selv på det korte sigt.