USA bør ikke gå på kompromis

”Konflikten er klassisk: Skal de mest progressive gå forrest og blot lade bagstræberne køre på frihjul, eller skal man forsøge at finde et kompromis omkring den laveste fællesnævner? Sådan står dilemmaet i de globale klimaforhandlinger, som lige nu spidser til på FN's 11. klimakonference i Montreal i Canada”.

– Og sådan indledes lederen i Politiken den 30. november 2005. Rollefordelingen er klar: USA udnævnes af Politiken vanligvis som værende bagstræber nummer et, mens EU tildeles rollen som progressiv forgangsregion.

At denne status som forgangsregion tydeligvis ikke gælder, hvad angår sociale stabilitet (Frankrig?), økonomisk vækst (Tyskland?), eller når det gælder beskæftigelse (der hersker generelt ringe forhold i EU) samt evnen til selvforsørgelse (høje skatter reducerer, ligesom det er tilfældet med fordyrelse af brændstof, denne evne); det ser Politiken-lederen bort fra.

På samme vis er det problematisk, at kalde EU’s tilgang til klimaspørgsmålet for "progressivt": Kvoteordninger for brændstof er naturligvis lige så lidt progressive som alle andre barrierer for økonomisk vækst. Kyoto er tværtimod endnu en barriere for velstansskabelse.

Kyoto-politikken er en trussel mod europæiske borgeres velfærd. Mennesker bliver hverken rigere, bedre egnede til overlevelse, mere sikre - eller for den sags skyld mere ”harmoniske” eller afbalancerede ved at forhindre hinanden i velstandsskabelse via kvoteordninger.

Begrebet ”progressiv” i lederen kan derfor ikke handle om, at sikre forudsætningerne for leve et langt og behageligt liv omgivet af moderne former for komfort, hvilket tværtimod ville betinge en accept af den amerikanske indstilling til Kyoto.

”Progressiv” handler tværtimod om at leve ”miljørigtigt”. Det vil sige at leve i overensstemmelse med miljøbevægelsens begreber om natur-moral: At leve i respekt for naturen - for naturens skyld. Bytteforholdet her er øget materiel fattigdom til ”fordel” for mere ”balance”. Hvor høj en pris, der skal betales og hvor stor balance, d.v.s. hvilket usselt liv, vi må indstille os på, det vides ikke.

For at finde ud af dette, må man rette blikket mod de miljøgrupper, der ikke går på kompromis med deres idealer, og som i højere grad end Politikens lederskribent ved, hvad målet med galskaben er.

Disse grupper (såsom Friends of the Earth og Greenpeace) ønsker at afvikle industrisamfundet. De er direkte modstandere af fossile brændstoffer. Og ideen om fossile brændstoffers skadelighed, hvor almindelige mennesker ser nytte og velstand, er konstrueret af dem.

Trods deres radikalisme og kompromisløshed er det denne hårde kerne i miljøbevægelsen, der er de oprindelige ophavsmænd til det kompromis vi kender som Kyoto-protokollen, et kompromis den amerikanske regering heldigvis ikke vil kendes ved.