Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme

Ifølge Hans-Jørgen Pahlke fra fagforeningen 3F får jordbærplukkere i Danmark en uanstændig lav løn. Bærplukning er som bekendt blot ét af de steder, hvor Danmark har fået besøg udefra i form af tilrejsende arbejdskraft fra Østeuropa. Det kan derfor tydeligvis godt betale sig for nogle mennesker, at forlade Polen eller måske Østtyskland for at plukke bær eller gå med aviser i Danmark.I praksis må den lave løn her - eller i Tyskland, hvor man netop har afsluttet en diskussion om mindsteløn, derfor virke som et anstændigt og godt tilbud sammenlignet med hvad der blev tilbudt derhjemme. Her spiller den nominelle løn – og den relative forskel på løn mellem fastboende og tilrejsende – derfor åbenlyst en mindre rolle, end hvad man som produktiv indvandrer kan købe for lønnen. Med andre ord: købekraften er det centrale. Om man får halvt så meget som andre i Danmark er i praksis mindre vigtigt; ellers ville man simpelthen ikke rejse hertil.

Men rent faktisk er købekraften altid vigtigere end hvad man nominelt får i løn. Købekraften er tilsvarende (objektivt set) altid vigtigere, end hvad man får i forhold til andre. Det illustrative bevis på at købekraften er vigtigere end den nominelle løn, er selvfølgelig, hvis hele befolkningen på samme tid blot tilførte et ”0”, på samtlige mønter og pengesedler og hvad der stod på diverse konti. Mængden – og værdien - af varer, der kunne købes ville i så fald være nøjagtig den samme. Penge er i al deres simpelhed som bekendt blot et middel til at handle med. Det interessante er helt og aldeles hvad der bliver produceret, og hvad der dermed i praksis er til rådighed. De tilrejsende ”østarbejdere” kommer derfor fra lande, hvor der som følge af socialisme og tilstræbt planøkonomi er produceret ganske lidt; hvor investeringen i effektive maskiner over tid har været lav; og hvor man derfor skal arbejde meget mere for at opnå det samme, som man skal i Danmark. Tilsvarende kan man derfor tage til Danmark, og med den samme indsats som i Polen eller Østtyskland opnå meget mere – takket være en højere købekraft.

Med andre ord: penge er ikke magiske. Deres købekraft er dermed ikke en kraft, der findes iboende i pengene selv. ”Kraften” som pengene har, skyldes i stedet, hvad der findes udenfor; det vil sige hvad der eksisterer som følge af produktiv kapacitet. (Og kort fortalt er årsagen til en højere købekraft ikke mindst højt ydende maskiner, der øger arbejdskraftens værdi).

Tilstræbt planøkonomi forringer købekraften

Produktiviteten i Østeuropa har over tid – i kraft af tilstræbt planøkonomi – været lav. Derfor er mængden af goder til rådighed tilsvarende – relativt set - begrænset. Og derfor er købekraften, det vil sige det som man kan købe for sin indkomst, tilsvarende lav. Keine hexerei, nur behändichkeit, siger tyskerne. Man kan ikke blive rigere ved at trykke pengesedler. Man kan tilsvarende ikke omfordele sig til velstandsskabelse. Man kan derimod vælge det rigtige økonomiske system. Og man kan i kraft at det rette system, derefter producere en masse varer og ydelser samt maskiner (som har værdi), - og så øges købekraften.

Vil man øge sin egen købekraft, må man derfor producere noget, som andre gerne vil købe. Men langt vigtigere end dette, er det nu engang at man befinder sig indenfor et økonomisk system, hvor produktivitet og velstandsskabelse i almindelighed er høj. Før man begynder at producere er det derfor altafgørende, at man finder ud af om man befinder sig i et generelt produktivt samfund. Og her er det derfor en kolossal fordel at befinde sig i et industrisamfund, som det danske, som har nydt godt af en fri markedsøkonomi i årtier, ja i århundreder.

Historien viser heldigvis også, at så snart man indfører en markedsøkonomi, ja så øges produktiviteten og dermed købekraften særdeles hurtigt, eftersom man snart får adgang til den øvrige globale markedsøkonomi – inklusive hvad der produceres i Danmark og Tyskland; og på denne måde gives i hastigt tempo dermed mulighed for at man indhente de lande, der har haft frie økonomier i længere tid. - Kapitalismen er på denne måde særdeles generøs.

Tilhører man derimod et meget lille mindretal i et lukket samfund, der producerer meget, mens alle andre er uproduktive og/eller dovne, og/eller producerer noget med lav værdi, er købekraften tilsvarende lav.

Østeuropæere har siden murens fald ikke desto mindre vist, at det helt centrale problem for dem var det forkerte økonomiske system, og hverken dovenskab eller en iboende manglende evne til kvalitetsproduktion. Så nu hvor østeuropæerne har fået et nyt system ved navn markedsøkonomien, kan man iagttage hvor vigtigt dette system er; og også at tjekker eller polakker er såvel arbejdsomme som kvalitetsbevidste, når blot forudsætningerne – det vil sige det rette system – er til stede. Ud over at være et generøst system diskriminerer kapitalisme derfor tilsvarende heller ikke mellem folkeslag: reglerne og konsekvenserne af at indføre ejendomsret og produktionsfrihed er ens for alle.

Kapitalismen bør snarest udbredes til resten af verden

Købekraften, det vil sige hvad der kan købes og frembringes i kraft af maskiner og som følge af det økonomiske system, er således altid vigtigere end den nominelle indkomst.

I sit hovedværk Capitalism forklarer Økonomen George Reisman særdeles omstændeligt om købekraftens betydning. Den allermest enkle måde at forklare købekraftens betydning på, er måske følgende konstatering: Værdien af det som læseren kan købe, skyldes i et kapitalistisk samfund med udbredt arbejdsdeling altovervejende andre menneskers produktive indsats. Bor man i et afrikansk udviklingsland kan man således slide sig halvt ihjel. Men man vil stort set alligevel ikke kunne købe noget af værdi. Dette skyldes fravær af teknologi og maskiner. Men det skyldes altså også, at omgivelserne (ligesom en selv) ikke producerer noget, der er meget anderledes end hvad der oprindeligt eksisterede i naturen. Mange ugers arbejde hvor flere arbejder sammen kan måske i et lukket land i Afrika resultere i frembringelsen af et primitivt transportmiddel, som en hestevogn. Det er ikke desto mindre den generelt lave produktivitet, der gør at man ikke kan sælge hestevognen for penge, og efterfølgende købe noget af høj værdi og kvalitet hos nogle andre.

Grunden til at man i almindelighed i vores del af verden derfor har råd til en bil, eller til en bolig med el, vand, fjernvarme og så videre har dermed praktisk talt intet at gøre med graden eller omfanget af ens egen arbejdsindsats - når man sammenligner med valget af økonomisk system. Man er derfor i meget vid udstrækning nødt til at være taknemmelig for markedsøkonomien, og den frie samhandel.

Det man som almindelig indkomstmodtager kan købe for sin løn, skyldes dermed først og fremmest og altovervejende det økonomiske system, som man befinder sig. Og ”det økonomiske system” er simpelthen blot et andet ord for måden som individer interagerer med hinanden på i produktiv henseende. - Forudsætninger for at velstandsfrembringende samfund fungerer, er i øvrigt så ikke mindst respekten for den private ejendomsret, der sikrer at det kan betale sig at spare op, sådan at denne opsparing kan bruges til investering i maskiner, der effektiviserer brugen af arbejdskraft.

En personlig lønstigning har derfor tilsvarende stort set intet at sige, når sådanne personlige indkomstforbedringer sættes i forhold til de omgivelser, som man befinder sig i. Man kan således forestille sig en fordobling eller firedobling af en almindelig arbejders lønindkomst i et afrikansk udviklingsland: Det interessante er simpelthen ikke sådanne ændringer men hvad man kan købe for pengene, det vil sige hvad der fysisk er til rådighed og til salg, som ens indkomst kan bruges på. (Man kan således forestille sig at man som enkeltperson i et fattigt land går fra at få fem kroner i timen til 10. Sådanne forandringer har praktisk talt intet at sige. Og hvis alle andre i dette samfund også får en tilsvarende lønstigning annulleres naturligvis helt og aldeles værdien af denne stigning). Det er dermed først hvis andre i almindelighed tilsvarende har produceret meget, at købekraften er høj, sådan som det relativt set er tilfældet, når man sammenligner europæiske nationer med mindre udviklede lande. Forskellen på hvad man nominelt får i indkomst og hvad man eventuelt kan få procentuelt ekstra, hvad angår denne nominelle løn, betyder således intet i forhold til hvilket land og under hvilket økonomisk system, man befinder sig i.

Ovenstående forhold er derfor også forklaringen på, at mennesker, der ikke arbejder specielt hårdt i vores del af verden, men som dog arbejder – kan nyde ekstrem høj velstand sammenlignet med det usle resultat, som hårdt arbejde ofte fører til i et udviklingsland. Og det, at det er købekraften i almindelighed, der betyder noget, - er tilsvarende forklaringen på, at et individ, der arbejder fysisk hårdt i vores del af verden, men som i det store hele ikke bruger sit intellekt tilsvarende kan nyde høj velstand; hvor en person, der arbejder lige så hårdt i et udviklingsland omvendt ikke gør det.

Uretfærdigheden forbundet med ovenstående består derfor først og fremmest i, at man politisk har valgt to forskellige økonomiske systemer; at det fattige land ikke er en del af den globale økonomi; og at man lokalt i det fattige land ikke respekterer ejendomsret, produktionsfrihed og retten til at handle uhindret.

Reformer der gør os rigere

Pointen med ovenstående er ikke mindst at gøre opmærksom på, at hvis man vil forbedre sin egen velstand (og andres), så giver det særdeles god mening at fokusere på forbedringer af det økonomiske systems evne til at fungere. Dette handler derfor – og jævnfør erfaringerne fra Østeuropa – for vores vedkommende også først og fremmest om mere marked og mindre stat:

Omfordeling: hvor man beskatter privatansatte og giver pengene til offentligt ansatte forbedrer således ikke købekraften. På kort sigt flyttes blot købekraft fra private til offentligt ansatte. På længere sig reduceres købekraften for alle – i kraft af, at motivationen til produktiv indsats begrænses som følge af skattetrykket.

Vil man forbedre købekraften for alle er det helt centrale derimod, at man reducerer den offentlige sektor til fordel for den private (sådan som man har gjort det i Østeuropa), og i takt med dette sænker skatterne. Resultatet bliver som for de østarbejdere, der rejser til Danmark, at man kan opnå mere for den samme indsats. Vi behøver bare ikke rejse til et andet land for at blive rigere, men kan nøjes med at ændre på systemet herhjemme.

Tidligere bragt på RÆSONBLOG