Kipling og kulturforskellene

"The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’"

Sådan lyder dommen over de britiske myndigheder i 1800-tallets Indien fra Peachey Carnehan i Rudyard Kiplings politisk ukorrekte novelle The Man Who Would be King skrevet i 1888.

Kipling havde således blik for politiske systemers konsekvenser - i positiv eller negativ retning - for fremskridt og velstandsskabelse.

Manden der ville være konge er dog først og fremmest et forunderligt eventyr, der ikke mindst handler om et kulturelt sammenstød af dimensioner; og altså ikke om de relativt mindre sammenstød mellem vestlige bureaukrater og vestlige entreprenører.

I novellen har Peachey Carnahan og Daniel Dravot i kraft af frustration over enertien i Indien, som den er beskrevet i citatet foroven, besluttet sig for at blive konger over et bjergområde ved navn Kafiristan i nærheden af vor tids Afghanistan. Det bliver de vel at mærke (!) - ikke mindst i kraft af deres viden om krigsførsel og den adgang til og forståelse for ny teknologi, som de lokale bjergboere ikke har.

Resultatet af det kulturelle møde bliver ikke desto mindre som udgangspunkt ganske positivt for alle parter:

For i deres stræben efter kongelighed og storhed samler Carnahan og Dravot de splitttede og internt krigsførende stammer i Kafiristan. De skaber dermed fred og og derfor også forudsætningerne for fremskridt. Efter samlingen af landet er der nu ingen småkrige og skræmydsler over ligegyldigheder.

Dravot og Carnahan indfører blandt andet noget, der tilnærmer sig et retssamfund - med en uvildig domstol, der dømmer mellem stridende parter, og som dermed også bidrager til at sikre ro og orden. I den filmatiserede version af Manden der ville være konge, lærer de også de indfødte at ophobe fødevarer i tilfælde af fejlslagen høst. Og der indføres i det hele taget flere af de universelle regler, som vi kender fra vores egne retssamfund; der som bekendt betyder, at borgerne ved hvad de har at holde sig til. Altså relativt simple regler (der bygger på de individuelle frihedsrettigheder), der gælder for alle.

Til sidst får Carnahan og Dravot i praksis derfor også deres ønske opfyldt, og bliver eneherskere over det bjergområde, som nu - takket være disse nye kulturelle inputs bevæger sige en smule frem i tiden, hvor det før stod stille; - og hvor man derfor i et vist omfang forlader de gamle og stivnende traditioner, der hindrede fremgang og vækst.

De oversete forskelle på hvad man hver især anser for vigtigt

Problemet er imidlertid at de lokale bjergboere ikke tildeler kongeværdigheden til de to lykkeriddere, som følge af de synlige forbedringer som følger i kølvandet på de to hovedpersoners bestræbelser på at samle området (og som den typiske verdsliggjorte læser vil notere sig), men i stedet fordi de tror, at Dravot og Carnahan er guder!

De positive og praktiske konsekvenser af adfærden rangerer dermed lavere, end hvad de beviser for de primitive stammer: at deres velgørere er så magtfulde at de må være guddommelige, og derfor må høre til blandt de andre ca. 30 guder, som man tilbeder i området i forvejen.

De indfødte hæver derfor lykkeridderne i kraft af deres angivelige guddommelighed til skyerne, hvor de så ganske rigtigt ikke hører til - trods de mange positive bidrag, som de imidlertid tilfører det tilbagestående samfund.

Mod slutningen af novellen opdager de lokale derfor, at deres velgørere blot er mennesker, og angriber dem derfor - udelukkende fordi hovedpersonernes gudestatus ikke er et faktum. De er simpelthen skuffede, og føler sig trods de materielle forbedringer bedragede og krænkede. Man ser dermed stort på de positive socio-økonomiske konsekvenser, der har været resultatet af det kulturelle møde. Så i det samfund som de to englændere har bevæget sig ind i, står følelserne derfor stadig over fornuften.

Naivismens konsekvenser

Kipling viser med novellen dermed, at der findes store kulturelle forskelle i verden, og at disse forskelle har praktiske og konkrete konsekvenser, som man i sin egen velfærds interesse ikke bør undervurdere. Nogle kulturer faciliterer og opmunterer med andre ord til forandringer og velstandsskabelse, mens andre forhindrer og modvirker dem.

Kiplings to lykkeriddere er måske ikke specielt sympatiske i deres jagt på et kongerige, og i deres bestræbelser på at få undersåtter at regere over. Men de er ikke desto mindre i praksis "kulturbærere", der flytter et meget fattigt og forarmet folk henimod en langt bedre og mere optimal situation - med objektive retsregler, praktiske råd til landbrug, og hvor man på anden måde bidrager med kulturelle normer, der fjerner hindringer for øget velstandsskabelse. De er kort sagt i besiddelse af viden og kundskaber, der er bjergsamfundet overlegen, og som kommer dette samfund til gode. (I praksis er de derfor relativt mere sympatiske end de lokale, der spiller hockey med deres fjenders afhugne hoveder, som de gør det i den filmatiserede version).

Alene i kraft af denne novelle burde det vel at mærke også samtidig stå klart, hvorfor man ovre hos venstrefløjen er så forbitrert på journalisten og forfatteren Kipling, men altså også hvorfor der er grund til at interessere sig for forfatteren netop i vor tid: Med danske og vestlige tropper i Afghanistan er det særdeles relevant, at være opmærksom på hvad kulturelle forskelle og forandringer i virkeligheden betyder. For Kiplings to hovedpersoner er som bekendt forholdsvis idealistiske (først på egne vegne, men senere også når det gælder om at skabe forbedringer, der hvor de er havnet). Men de er, som det viser sig, altså også naive. Og den sidste faktor bliver ikke desto mindre årsagen til deres fald fra storhed og enevælde i "Kafiristan".

Her er derfor en lektie at lære, også i dag: I nogle samfund betyder fremskridt og verdslighed simpelthen langt mindre end religion og tradition. (Det er en vigtig årsag til, at der er konflikter og krige i verden). Og uanset hvor megen infrastruktur, hvor mange skoler samt hvor mange kloakker man fra ekstern (og vestlig) side sørger for, så nytter det intet, hvis ikke traditionerne, kulturen og dermed idegrundlaget på lokalt plan forandrer sig til det bedre.

---

Et kort resume af "The Man Who Would be King" findes her

Hele novellen kan læses her (men vær opmærksom på "pop ups")

Historien om storhed og fald er blændende godt filmatiseret af John Huston i 1975. Læs om filmen her.