Aristoteles om de gode og de onde

Søren Porsborg har nyoversat ”Etikken” af Aristoteles, der levede fra 384-322 f.v.t.; det vil sige for mere end 2300 år siden.

Hvis man har læst nogle af Ayn Rands bøger, herunder ikke mindst Kun den stærke er fri (the Fountainhead) samt Og verden skælvede (Atlas Shrugged), vil man med stor sandsynlighed finde følgende overvejelser om, hvad der konstituerer gode og onde (slette) mennesker - interessante:

De gode mennesker beskrives således:

[D]et gode menneske er i overensstemmelse med sig selv og begærer med hele sin sjæl ét og det samme. Og han vil for sig selv det gode og det, som synes godt, og han gør det (det kendetegner den gode, at han anstrenger sig for at gennemføre det gode) og for sin egen skyld. Nemlig for den tænkende dels skyld, den del, som synes at kendetegne enhver. Og han ønsker at leve og bevare sig selv og især den del, hvormed han tænker.

Blot det at være er et gode for det gode menneske, og enhver ønsker det gode for sig selv og ingen ville vælge at være en anden, om end han som denne anden ville eje alting (allerede nu ejer Gud det gode), men at være sig selv som hvad han nu måtte være.

Og enhver synes at være identisk med sin tænkende del eller især med denne. Og et sådant menneske ønsker at leve sammen med sig selv. Han har glæde af det, for erindringerne om de forgangne handlinger er behagelige og håbene for fremtiden er gode og disse ting er fornøjelige. Og tanken er rig på genstande for betragtning. Og han føler smerte og føler glæde især med sig selv. Og altid er de samme ting enten smertelige eller glædelige og ændrer sig ikke konstant. Han kender ikke til fortrydelse så at sige.

Da enhver af disse ting tilhører den gode person i forhold til sig selv, og hans forhold til vennen er lig hans forhold til sig selv (vennen er et andet selv), da synes også venskabet at bestå af disse ting, og de synes at være venner, for hvem dette gælder.

Om de slette mennesker hedder det at:

[D]e er splittede, begærer det ene og vil det andet, ligesom de ubeherskede. Og de vælger i modstrid med det, som de mener, er godt for dem selv, det behagelige, som er skadeligt. Andre opgiver, på grund af fejhed og ladhed, at gøre det, som de mener, var det bedste for dem. Men de, som har gjort mange ugerninger og som hades for deres slethed, flygter fra livet og ødelægger sig selv. Slette folk søger andre med hvem de kan leve sammen, men flygter fra sig selv. De husker mange og forfærdelige ting og forventer noget tilsvarende, når de er alene med sig selv, men glemmer det, når de er sammen med andre. Der er intet elskeligt ved dem og de føler heller ingen venlighed overfor sig selv. Og sådanne folk hverken glæder sig eller føler smerte med sig selv. For deres sjæl er i oprør. Én del føler på grund af sin usselhed, smerte over afsavn, og en anden del glæder sig, og de drives i snart den ene retning, snart den anden, som skulle de sønderrives. (Side 224-225, Aristoteles Etikken – Det lille Forlag 2004).

Aristoteles tog således et solidt afsæt i individet, og de valg som den enkelte træffer, i sin vurdering af hvad der kendetegner de gode og de onde.

- Og for at den enkelte kan træffe valg i det hele taget, da forudsættes som bekendt friheden til at kunne vælge.

Betoningen af mennesket som et tænkende væsen, - og af brugen af tænkeevnen som en forudsætning for at kunne have det godt som menneske, er tilsvarende noget, der bør fremhæves.

Den første parentes, der omhandler det at handle – det vil sige at anstrenge sig for at gennemføre det gode - og ikke bare at tænke uden efterfølgende at handle på baggrund af det tænkte, - er tilsvarende karakteristisk for Aristoteles. (Mere om emnet her).

Der er således ifølge Aristoteles forskel på mennesker. Og forskellen handler blandt andet om, i hvilket omfang, man opfører sig som et fornuftsvæsen eller ej. Dette må siges at stå i kontrast til vor tids udbredte værdirelativisme.

Læg også mærke til, hvad det er, man ifølge Aristoteles burde ønske at være eller at eje: Ikke alting i denne verden, - og ikke at være andre end sig selv: det vil sige, ikke at opgive sin egen identitet, men at forbedre sig (at anstrenge sig for at gennemføre det gode).

Det retfærdige står således i relation til den enkelte. Retfærdighed er med andre ord ikke blot et abstrakt og fritsvævende begreb, uden samtidig at være et praktisk begreb. Godhed, retfærdighed og den enkeltes forbedring af egen tilværelse er således begreber, der trækker i samme retning. Det moralske er også det praktiske.

Det gode menneske er samtidig ikke et lidende menneske; forstået på den måde at der er en vis konstans i hvad, der giver behag og ubehag. - Den gode tilværelse er et praktisk mål, der kan forfølges. Det vil sige at der i kraft af nogle bestemte værdier, er mål i denne verden, der kan efterstræbes, og dermed kan have status som værende meningsfulde, og være værd at forfølge.

Endelig kan det fremhæves, at de onde i denne verden er de selvdestruktive. Det er dem, der flygter fra livet, og som ødelægger sig selv.

– Det sidste er naturligvis ikke mindst tankevækkende, når vor tids moderne politikere så ofte fremhæver det at bringe ofre i den ene eller anden sags tjeneste, som havende en status af at være et gode. (- I nogle dele af verden står det med at ofre sig uhyggeligt centralt for de politiske beslutningstagere - herunder ikke mindst i Iran, der sponsorerer offerkulter i resten af verden).

Og ikke mindst ved at påpege det sidstnævnte: at de onde er de, der bringer destruktion og selvdestruktion med sig, kan Aristoteles i vor tid siges at være revolutionær. Og hvem ved, måske er det af netop sidstnævnte årsag, at man har gjort Aristoteles til én blandt tusinde andre forfattere i det cut-and-paste-pensum, som man udsættes for på vor tids afprivatiserede og statsmonopoliserede universiteter. Forhåbentlig kan nyoversættelsen bidrage til at ændre på dette.

Fra COIN-bloggen.