CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften

Fremkomsten af maskiner, og dermed af det, vi kalder industrisamfundet har betydet, at efterspørgslen på arbejdskraft er vokset i forhold til tiden, der gik forud. I lang tid troede mange, at det forholdt sig omvendt og at maskinerne ville skabe arbejdsløshed. Dette viste sig ikke, at holde stik. Maskinerne betyder tværtimod, at værdien af det, man foretager sig i en arbejdsmæssig henseende vokser i kraft af den værdi, maskinerne tilfører produktet.

Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.

Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.

Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.

Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd

Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.

Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.

Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.

En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.

Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.

Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.

Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?

I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.

Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.

Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.

Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.

Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.

Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.

Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.

Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.

Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.

Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.

I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.

Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.

Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.

De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.

CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.

Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).

Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.

Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.

Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.

Opsummering

Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.

Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.