Husk konteksten Niels Krause-Kjær

Hos Berlingske Tidende skriver Niels Krause-Kjær at [h]vis man vælger at kæmpe for ytringsfrihed i Danmark, må det føles som at sparke helt åbne døre op. Udover et par imamer m.fl. er der jo ingen - ingen - der sætter spørgsmålstegn ved den. Konteksten er at Niels Krause-Kjær mener, at Trykkefrihedsselskabet er tidsspilde.

Undertegnede skrev en kort kommentar i MetroXpress vedrørende den samme påstand i 2006, som svar på en klumme af forfatteren Mathilde Walter Clark, der den 3. marts det år spurgte om der på noget tidspunkt i forløbet [har] været en principiel trussel mod ytringsfriheden [egen fremhævelse].

Mit svar lød således:Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer selvfølgelig ikke fra Tøger Seidenfaden eller Uffe Ellemann. Den principielle trussel kommer fra dem, der via lovgivning ønsker at begrænse ytringsfriheden yderligere. Sådanne indskrænkninger blev forsøgt vedtaget den 31. januar i år [2006] i Storbritannien. Forslaget om nye begrænsninger på ytringsfriheden blev afvist med kun én stemmes flertal. Her var der således en konkret og principiel trussel mod denne fundamentale frihedsrettighed. Det der typisk leder op til sådanne lovforslag er netop de krav, der kommer fra f.eks. politisk religiøse om at lade ”tonen” bestemme. En anden fare kommer fra dem, der direkte truer redaktører, tegnere og forfattere. Det sker også i Danmark. [fremhævelse i denne anledning]

Altså var én stemme det eneste, der skilte lovgiverne i vores naboland, når det gælder stramninger i ytringsfriheden. (Måske husker man de protester, der var imod lovforslaget fra en række kendte britiske komikere, som netop er de første der ville blive ramt, eftersom lovgivningen netop handlede om, at man ville forhindre, at nogle blev kede af det).

Det er altså ikke blot forstyrrede isolerede personer, der truer tegnere som er et problem. I England er og var der tydeligvis en principiel trussel mod ytringsfriheden.

Det eneste der kan diskuteres i Danmark er så hvor langt vi er fra sådanne forslag. Og det har vel at mærke aldrig været Trykkefrihedsselskabets mission at fokusere på disse enkeltstående individers trusler, men på det generelle og principielle problem.

Sagen er jo, at der i dagens Danmark findes mennesker som ud fra bevidst formulerede ideologier ønsker at afvikle de individuelle frihedsrettigheder, og skridt for skridt indføre teokrati.

Deres arbejde er et ”langt sejt træk”. Men hvor langt de kom i England, med hjælp fra lokale, der var villige til at file på ytringsfriheden det vidner jo om, at deres arbejde skrider "fremad".

Så dette er ikke et særligt dansk problem. Det er europæisk og globalt. Og trykkefrihedsarbejdet skal naturligvis også ses i denne sammenhæng.

Det er faktisk gådefuldt, at Niels Krause-Kjær åbenbart ikke er i stand til at se sammenhængen mellem eksistensen af Trykkefrihedsselskabet - og så politisk islam i Europa, og at han nærmest skriver som om selskabet er opstået uden dette grundlag.

Læste han selskabets artikler, må det dog hurtigt blive klart for de fleste at disse netop handler om at beskrive – og i bedste fald bremse - den islamisering, der finder sted i såvel Danmark som Europa.

Mange akademikere inklusive undertegnede har desværre været alt for sløve til at tage denne islamisering alvorligt. Og når man læser Niels Krause-Kjærs kommentar kan man godt få indtryk af, at han stadigvæk ikke engang har lagt mærke til dette politiske fænomen.

Det er lidt lige som med terrorisme-debatten: Når nogen tages til fange af politiet for at have planlagt terrorisme eller når der begås terrorisme, så debatteres dette kun i det, man kan kalde ”terrorismens kontekst”.

På samme måde debatterer man så reaktionerne på tegningerne i ”tegningernes kontekst”.

Fællesnævneren er ikke desto mindre den totalitære politiske islam. Men den er der bare mange, der ikke vil forholde sig til.

(Dette minder også lidt om de mennesker, der glemmer, at alle de forbrugsgoder, der findes i rigt udvalg skyldes en levende og dynamisk industri. Og når man glemmer dette, er der så også en tendens til, at man lægger disse producenter i lænker; netop fordi man ikke forstår, hvor livgivende og positiv, deres adfærd er).

Men disse mennesker, der begår terrorhandlinger – (men for den sags også den religiøse, der blot ringer og truer en redaktør eller en tegner) er vel at mærke motiverede af noget, der har fyldt en meget stor del af deres liv i årtier – ja måske hele deres liv. Og hvad er det? - Det er naturligvis det religiøse verdensbillede, som er det samme som gør, at andre trosfæller så arbejder mere bevidst og langsigtet på at reducere ytringsfriheden og på at indføre teokrati.

Hvordan opnås dette politiske mål om teokratisering og islamisering så i lande, der har meget lange traditioner for ytringsfriheden (jævnfør også Storbritannien)?

- Ja, man kræver naturligvis ”blot” at religioner mere generelt skal have en særstatus, og så vil man på den måde indføre diverse former for ”tonelovgivning”.

Man vil således lovgive imod det man kalder ”hadefuld tale". Man arbejder på denne måde ganske lidt bombastisk; og man får i vid udstrækning nogle andre til at arbejde for sig. Dem, der gør arbejdet (som det også har været tilfældet i Storbritannien), er netop de som ikke forstår hvorfor ytringsfriheden er vigtig for disse grupper at afvikle.

Men de naive forstår samtidig ikke hvorfor forsvaret for ytringsfriheden må og skal være principiel: altså at man forsvarer ytringer som ikke gør nogen fysisk skade, men som nogle ganske vist ikke bryder sig om. (Og hvis det ikke er Krause-Kjær, der vil give efter, men blot vil forholde sig retten til at være ignorant, så finder man nogle, der er lidt mere "fleksible" i forholdet til denne frihed). Og det er sjovt nok ofte også de samme personer, der i den ringeste grad respekterer den private ejendomsret, man kan finde som "ytringsfrihedsafviklere" i diverse parlamenter (som det britiske).

Så islamisterne finder altså fælles sag, eller blot nogle man kan kalde ”politiske sagførere” med de, der hader de individuelle frihedsrettigheder allermest – eller blot de, der i allerringeste grad forstår værdien af dem. Disse individer findes i praksis på venstrefløjen. Det er netop her, at det har vist sig at være lettest for islamister at blive medlemmer af europæiske politiske partier.

Krause-Kjær giver således i sin klumme indtryk af, at han ikke rigtigt har forstået det, vi oplevede i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger og senere med de svenske tegninger.

Men hvis man ihukommer konteksten for at fokusere på ytringsfriheden, altså at der er en bestemt politisk ideologi - politisk islam, hvor man som led i sine politiske aktiviteter arbejder på at afvikle ytringsfriheden sammen med afviklingen af en række andre friheder, burde missionen være til at forstå.

Personligt tror jeg også, at Trykkefrihedsselskabet som sådan (og ikke blot det arbejde som mange andre gør for at forklare ytringsfrihedens værdi i det daglige) gør en vigtig forskel, eftersom det desværre i al for vid udstrækning har været forbeholdt en afgrænset del af de borgerlige for alvor at tage den politiske islam alvorligt.

Her tror jeg, at Trykkefrihedsselskabet bidrager som "brobygger" om man vil: det vil sige brobygger til den del af de borgerlige, der stadigvæk ikke har forstået, at den aktuelle form for Islam er en trussel mod friheden i Europa; og at det også er denne Islam, der holder Mellemøsten tilbage i materiel såvel som kulturel forstand.