Individets suverænitet

Mængden af papirer og dokumenter i EU har ført til at man ikke længere kan finde et gyldigt dokument, der forsvarer borgernes ret til selv at råde over deres midler. Hvis man ophører med at bruge penge på en ting, begynder man derfor, som det er i dag, blot at bruge borgernes penge på noget andet. Det vi ser for tiden er dermed ganske rigtigt i sig selv ligegyldigt, når det gælder individets suverænitet; for hverken forkastelse eller vedtagelse af flere tilsvarende dokumenter vil i sig selv føre til en forandring af den nuværende politik, hvor midler flyder rundt i et system uden at der er sat klare juridiske grænser for, hvad de må bruges til. Og det er sådanne afgrænsninger, der er de mest interessante fra borgernes side.

Anders Fogh Rasmussen mener ikke, at den nye EU-"reformtraktat", der er en modificering af det tidligere forsøg på at konstruere en forfatning for den Europæiske Union - men som kuldsejlede - kræver en folkeafstemning. Hans begrundelse for dette er, at der med det modificerede dokument ikke overføres yderligere suverænitet fra EU's medlemslande til EU's institutioner. Anders Fogh Rasmussen nævner ifølge Jyllands-Posten (18/10), at "hele symbolikken med EU-flag, EU-hymne, EU-love m.v. er væk"

Udover at "EU-love" vel næppe kan siges at være "symbolik", er symbolik vel i sig selv næppe afgørende for ret mange. Så hvis man tidligere mente, det var værd at lade borgerne stemme dengang ”forfatningstraktaten” eksisterede, er det vel nok ikke spørgsmålet, om der er meget eller lidt symbolik, der er det centrale. Hvis AFR virkelig mener, at symbolik er det afgørende, må statsministeren ikke regne disse dokumenter for ret meget.

Hvis man endvidere tror, at symbolikken er væk fordi Anders Fogh Rasmussen siger det, kan man i øvrigt godt tro om igen: EU-samarbejdet er smækfyldt med symbolik, og alle de tidligere traktater har også været symbolsvulmende. Så det er utænkeligt, at "hele symbolikken" skulle være forsvundet. Symbolikken trives i Bruxelles og på de mange EU-hjemmesider, der fortæller om alle de projekter, krav, sociale eksperimenter, ydelser og tilbud, der vælter frem i takt med, at flere midler sendes fra skatteyderne og til de regionalt ansatte administratorer.

Begrebet ”suverænitet” som det bruges af de politiske beslutningstagere henviser aldrig til individets suverænitet, det vil sige hvert enkelt menneskes ret til at bestemme over sit eget liv, retten til at erhverve sig retmæssig ejendom, samt til at råde over sin ejendom. Hvad angår denne individets suverænitet, der sikres ved at håndhæve de individuelle frihedsrettigheder, som også omfatter forsvaret for den private ejendomsret, må EU-samarbejdet i vid udstrækning ses som en borterodering af disse.

Frihedsrettighederne og beskyttelsen af borgerens handlefrihed sikres som bekendt i kraft af lovgivning, der er ikke-modsætningsfuldt, og som tager et principielt afsæt i netop menneskets frihed og ret til sit eget liv. Her er det i sidste instans afgørende, at der findes en offentlighed, der har styrken til at forsvare individets ret i forhold til den statsmagt, som i vor tid er den største afvikler af den private ejendomsret. Alene i kraft af beskatningsniveauet, men også i kraft af de mange forbud og reguleringer handler man fra statsmagtens side på frihedens og borgernes bekostning.

Det man skulle, var i stedet at forsvare borgernes frihed og retten til at leve deres eget liv, det vil sige deres suverænitet. Men borgernes frihed og den enkeltes suverænitet er, som man kan konstatere ikke noget, de politiske beslutningstagere interesserer sig for. Derfor kan man kun følge med i en uvedkommende diskussion, der handler om hvor meget medlemsstaterne skal have af suverænitet og hvor meget EU som institution skal tildeles. Derfor diskuteres tilsvarende ikke grænserne for, hvad det er EU skal tage sig af.

Hensigten med EU er i stedet præcis, at kopiere den interventionistiske national-stat på det regionale niveau. Det var dette som forfatningstraktaten var et skridt i retning af: Da denne traktat blev afvist fortsatte man vel at mærke alligevel med at bevæge sig i retning videre hen imod en institution, der skal blande sig i borgernes kulturliv, deres sundhed, deres medieforbrug, deres fødevareproduktion, deres sociale forhold, deres uddannelsesaktiviteter og så videre.

Et andet eksempel på at man ikke har sat grænser for EU-samarbejdet, er, at afviklingen af landbrugsstøtten med det samme fra såvel EU-politikere (også i såkaldt borgerlige partier) er blevet gjort til en lejlighed, hvor man vil tage de midler, der frigøres og så bruge dem på nye projekter (og altså ikke til at lette borgernes skattebyrde). Disse projekter kan netop i praksis bestå i hvad som helst; og man kaster sig som bekendt blot ud i at bruge midlerne på de nye påfund uden videre, så snart man er blevet enige om det indbyrdes. Her kræves ganske rigtigt ikke flere traktater.

På denne måde har Anders Fogh Rasmussen ret i at beskrive det nye som ligegyldigt i sig selv: Hvad der kommer yderligere af dokumenter fra EU er i et vist omfang på denne måde ligegyldigt, eftersom man for længe siden har vedtaget, at man fra EU’s side kan være lige så altomfattende i sin indblanding, hvad angår områder, som de socialdemokratiske stater også er det.

Den aktuelle strid handler netop om en magtkamp mellem parter, der alle vil dominere og styre mennesker og ikke vil respektere borgernes ret til deres frihed. Alligevel må man så også forstå vigtigheden forbundet med, at man kæmper for muligheden for at stemme, og så efterfølgende af, at man vælger at stemme nej. For de nuværende politiske ledere har praktisk talt ingen forståelse eller sympati for den private ejendomsret, og krænker dermed borgernes frihed på utallige måder – ved at lægge erhvervslivet i lænker. Angrebene på individets frihed sker altså også i kraft af massiv konfiskation, som når det specifikt gælder EU-samarbejdet så bruges på et sindrigt system af økonomiske overførsler blandt andet til landbrugs- og regionalstøtte, men altså i stigende grad til stadigt flere forskellige områder, hvor EU-administratorer og de europæiske politikere bruger disse midler til at sikre sig sympatisører med borgernes konfiskerede midler.

Ovenstående korrupte adfærd ses ganske vist tydeligere på det nationale niveau. Og ganske rigtigt er korruptionen her langt større i kraft af at midlerne, der overføres er mere betydelige. Tilsvarende adfærd med venskabsdannelse via skatteyderkroner kan også ses på det globale og internationale niveau, hvor konfiskerede milliardbeløb bliver sendt til ufrie lande i Afrika og Asien. - EU-samarbejdet kan på denne måde godt sammenlignes med FN-samarbejdet. På den ene side er det, hvad angår denne sammenligning forholdsvist positivt, at samarbejdet for EU's vedkommende kun finder sted mellem demokratier. På den anden side skal man være opmærksom på at samarbejdet i langt hastigere tempo, end det er tilfældet med forbindelserne til FN, er udtryk for en afvikling af den lokale stats-suverænitet, hvis eksistens trods alt betyder, at det er forholdsvis lettere for borgere i Danmark, at tage opgøret med den grænseløse konfiskation af borgernes midler.

Muligheden for at tage en debat om principper og (friheds)rettigheder, om hvad der er rigtigt og forkert, hvad der skal være en statsmagts rolle m.v., er omvendt praktisk talt umulig at føre på EU-niveau alene i kraft af fraværet af regionale medier. Men forbundet hermed må tilføjes de sproglige forskelle. Når det gælder EU-samarbejdet findes der således ikke nogen europæisk offentlighed. I kraft af ovenstående er det da også værd at tage parti for statssuveræniteten, men kun som noget underordnet i forhold til den langt vigtigere kamp for at genvinde den tabte individets frihed, som de lokale socialdemokratiske ”velfærds-stater” har afviklet.

Konklusion

Mængden af papirer og dokumenter i EU har ført til at man ikke længere kan finde et gyldigt dokument, der forsvarer borgernes ret til selv at råde over deres midler. Hvis man ophører med at bruge penge på en ting, begynder man derfor, som det er i dag, blot at bruge borgernes penge på noget andet. Det vi ser for tiden er dermed ganske rigtigt i sig selv ligegyldigt, når det gælder individets suverænitet; for hverken forkastelse eller vedtagelse vil i sig selv føre til en forandring af den nuværende politik, hvor midler flyder rundt i et system uden at der er sat klare juridiske grænser for, hvad de må bruges til. Og det er sådanne afgrænsninger, der er de mest interessante fra borgernes side. Det som kan gøre en forskel er udelukkende, hvis man fra borgernes side begynder at stille grundlæggende spørgsmål ved det meningsfulde i denne del af EU-samarbejdet; og at man så efterfølgende sætter de grænser som de nuværende politiske beslutningstagere ikke selv ønsker at opstille.

Læs også Nej til EU-reform(forfatnings)traktaten