Landbrugsstøtte og skattelettelser

Afviklingen af landbrugsstøtten bør gå hånd i hånd med skattelettelser.

Landbrugsstøtte er tvungen økonomisk omfordeling: Man beskatter borgerne. Derefter giver man dele af de midler, man har beskattet sig til videre til udvalgte landbrugsvirksomheder. I praksis kanaliseres borgernes fortabte midler ofte over til større foretagender, der fordeler støtten yderligere.

Her kan der så identificeres en række negative konsekvenser. De beskattede, har nu ikke selv de beskattede midler at råde over. De er i praksis blevet fattigere. Derfor må de ændre deres økonomiske adfærd i forhold til nogle nye omstændigheder, hvor de er stillet ringere.

Dette betyder naturligvis også noget negativt i forhold til den del af budgettet, der bruges på fødevarer.

Men det er vigtigt at pointere at midlerne kunne være blevet brugt ligeså mangfoldigt som penge nu engang kan bruges. Så landbrugsstøttens negative effekter kan under ingen omstændigheder afgrænses til at handle om landbruget.

Det betyder, at det ikke blot er i rollen som borger, man har en interesse i at få landbrugsstøtten afskaffet, men også i rollen som producent og leverandør af varer og/eller ydelser. For med flere penge frit til rådighed var der naturligvis også flere midler for virksomheder af enhver art at konkurrere om.

Såvel i en moralsk henseende samt i en nyttemæssig henseende må fokus derfor være på denne primære konsekvens: at borgerne beskattes; at man tager noget fra dem; at man hæmmer deres muligheder for at handle med de midler, som de selv har tilvejebragt.

Med landbrugsstøtten og beskatningen forvolder man dermed skade på befolkningen og på den enkelte.

Beskatningen er det værste

Ovenstående vægtning af beskatning som det mest negative ved landbrugsstøtte er alligevel sjældent det politiske fokus, når man taler om landbrugsstøttens skadelighed.

Dette skyldes blandt andet, at de økonomer, der rådgiver politikerne også ser bort fra det moralske spørgsmål og skadeligheden forbundet med afviklingen af borgerens ejerskab og råderet.

I stedet stiller man skarpt på konsekvenserne ved, hvad der sker med midlerne efter, at de er blevet taget fra borgerne.

Der fokuseres således i stedet på den overproduktion, der ganske rigtigt også er en konsekvens af støtten.

Megen tid bruges her på de afledte politiske manøvrerer, der nødvendiggøres for at få overførselssystemet til ”fungere”. Der skrives og fortælles om ”madbjerge”, ”vinsøer” eller ”karruselssmør” (det vil sige smør der først eksporteres billigt med eksportstøtte til et tredjeland for så senere at blive importeret ind i eksportlandet igen - til brug i eksempelvis i landbrugsproduktion) eller gratis feta-ost til Nordkorea.

Andre afledte negative konsekvenser af eksempelvis overproduktion er skadevirkningerne forvoldt på fattigere lande i Afrika og Asien.

Det må derfor indskærpes, at det største problem forbundet med landbrugsstøtten er, at man tager borgernes penge. Det er det værste ved landbrugsstøtten.

Dette fokus bør derfor også være det helt primære i bestræbelserne på at afskaffe landbrugsstøtten; samt når man debatterer og diskuterer hvad, der skal ske når landbrugsstøtten aftrappes. I kraft af ovenstående burde det dermed være åbenlyst: - Borgerne skal ikke længere beskattes i samme omfang. Afviklingen af landbrugsstøtten må gå hånd i hånd med skattelettelser.