4. oktober 2007

Poul Erik Skov Christensen, 3F og "samfundshiarkiet"

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil kunne ikke vække kultur-socialismen til live.