"Socialrealisme" som kunstnerisk stilart, hvor mennesker går til grunde og forfalder - enten fysisk eller psykisk er det meget populært at støtte med skatteydernes penge.
Borgerne i almindelighed bryder sig dog ikke om genren. Det viser besøgstallene. Mange har den indstilling, at de gerne vil underholdes, belæres, udfordres, inspireres og også påvirkes - men gerne på en måde, så man får noget med hjem, man kan bruge konstruktivt.
Socialrealisme i sin rene form tilbyder imidlertid i sagens natur ikke nogen form for tilsigtet opbyggelighed.
Socialrealismen skal netop være "realistisk", altså sådan som kunstneren ser realisme som ”kunstnerisk abstraktion”.
I praksis ser kunsterne så som oftest "socialrealisme" som den føromtalte sociale undergang. - Og dette er i sig selv forunderligt, når nu den gennemsnitlige levealder, interessen for selvrealisering og materiel velstand aldrig har været højere eller større end det er tilfældet i vor tid sammenlignet med alle andre tider i historien.
”Socialrealisme” tjener imidlertid det formål for staten, at den viser en verden, hvor mennesker lider og plages af såvel psykiske som fysiske ubehageligheder. Dette bidrager så til at skabe grobund for krav om mere bistand og flere projekter indenfor andre områder end i kunstens verden. At besøgstallene ofte ikke er høje er i denne sammenhæng ikke et stort problem. Mange af filmene finder alligevel vej til publikum, når priserne falder med årene efter premiere: Flere vil se værkerne i fjernsynet (typisk netop det skattefinansierede) eller på DVD til tyve kroner via den lokale udlejer. Når filmene er dansk producerede, kan de endvidere altid regne med omtale af pressen, der netop vil skildre temaet, hvor læserne så kan tænke at ”når de laver endnu en film om armod og nød, så må der jo være noget om snakken”.
Sagen er ikke desto mindre, at køberen umiddelbart ikke er publikum. Det er staten, der køber. Det er i staten, at man mener, at historier om armod og forfald i pseudorealistisk indpakning - uden håb og uden opbyggelighed, blottet for inspiration til handling endsige til storslåede gerninger skal have førsteprioritet. De statslige indkøbere og støtteadministratorer interesserer sig derfor for én type stilart; og mennesker, der har mulighed for at købe selv interesserer sig så for noget andet.
Således fik det seneste socialrealistiske filmflop ”Daisy Diamond” 6 millioner skattekroner i støtte. Trods et efter sigende stjernespækket filmhold (undertegnede er holdt op med at se danske film for mange år siden, og ved derfor ikke om der er tale om ”stjerner”) var der kun 683 individer, der købte billet til filmen i åbningsweekenden, ifølge Jyllands-Posten den 30. november.
I MetroExpress skrev man endvidere den 23. november at [m]an skal […] være i et noget specielt lune for at give penge for at se dette nærmest klinisk brutale overflødighedshorn af en tragisk menneskeskæbnes fald. Men det er man i staten uden tvivl også.
I staten må man i kraft af måden, man smider borgernes penge væk på, ligge under for noget af den samme kynisme, man finder i de ”socialrealistiske” film, som man støtter med konfiskerede midler.
