Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse
Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.
I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).
Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".
Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.
