Lad os få et principparti

Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.

Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.

Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.

Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.

Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.

I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:

I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.

Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.

Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.

Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).

I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.