Kræver produktudvikling frihed eller styrelse?

På EU-kommissionens hjemmeside om forbrug eller hos Forbrugerstyrelsen står der ikke meget om forbrugerfrihed. Temaet her er i stedet, at man vil beskytte forbrugerne mod fristelserne i markedsøkonomien. For nogle uger siden kunne man imidlertid læse en kommentar i Industriens Dagblad iDag med overskriften Grønne skattelettelser (14/3). Det var en kommentar med en pointe om, at verden ville blive et lidt bedre sted at være for befolkningen og dermed forbrugerne, hvis borgerne fik lov til at bestemme mere selv med de midler, som de har til rådighed i kraft af deres egen produktivitet.

Kommentaren om grønne skattelettelser handlede i al sin enkelthed om, at det rent faktisk kunne forbedre vores omgivelser, hvis man sænkede skatterne og ikke hævede dem. Miljøpolitikken i dag er jo som vandmeloner, de er grønne udenpå, men røde indeni. Hidtil har man brugt grønne afgifter til at få flere penge i den evigt tørstige statskasse. Men man kan altså også tænke nyt og gå den anden vej, skrev cilvilingeniør Kjeld Flarup.

Fra statslig side er der således i stedet sat lighedstegn mellem mere statslig kontrol og færre valgmuligheder i kraft af statslige forbud - og så miljø, livskvalitet og sundhed. Introduktionen af nye produkter kræver ikke desto mindre, at forbrugerne har lov - og i kraft af lave skatter også råd - til at vælge nye alternativer, og at producenterne samtidig har muligheden for at introducere det nye:

Da bilen udkonkurrerede hestevognen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var dette således ikke en konsekvens af en kontrol- og forbudspolitik. Tværtimod. Praktisk talt alle er pinligt bevidste om, hvorfor markedet for denne moderne transportform netop blomstrede op i Nordamerika, og ikke i politiske og økonomiske kontrolsamfund. Bilen betød immervæk en kraftig forbedring for såvel menneskers omgivelser som den almindelige borgeres sundhed. Sammenlignet med hvad der gik forud redder bilen uendeligt mange flere liv, end hvad en hest eller en hestevogn nogen sinde kunne gøre.

I dag føres der fra politisk side alligevel nærmest en permanent kampagne fra det offentliges side imod personbilen. Måske er vi derfor begyndt at tage vores velstand for givet; og har af den grund overladt den politiske magt til bureaukrater og politiske beslutningstagere, der nu afvikler friheden. Under alle omstændigheder: når handlefriheden forsvinder, så ryger velstanden og sundheden også. Vi vil så blive fattigere, og vi vil også være bevidste om, at vi ikke har friheden til at handle. I samme omfang mister vi incitamentet til at tænke, før vi handler.

De negative konsekvenser af forbudspolitikken indenfor nydelsesmiddelområdet

Et andet område end transportområdet, hvor nye ting af bedre kvalitet introduceres i kraft af forbrugs- og produktionsfrihed, er nydelsesmiddelområdet. I den frie del af verden kan det her tilsvarende betale sig at produktudvikle mere overlegne produkter. I forbrugsfrie samfund kan man derfor vælge mellem stadigt flere produkttyper, og dermed også mellem nogle, der er sunde og nogle, der er mindre sunde. Den overordnede tendens er dog, at standarden og kvaliteten generelt er hævet – takket være det forhold, at der kunne tjenes penge indenfor området, og at de nye udbydere derfor havde og har mulighed for at udkonkurrere de gamle.

Så forbrugerne har i kraft af forbrugerfriheden, grund til for at tænke over hvad, de vil vælge. Og producenterne har i kraft af deres frihed muligheden for at give forbrugerne nogle nye valgmuligheder at vælge mellem. At dette frihedens udgangspunkt skulle være behæftet med fejl eller ”eksternaliteter” skal man derfor være en smule sær for at mene. (Desværre findes der masser af danske vælgere, der i kraft af deres stemme på formynderpartier har vist, at de netop mener, at den dobbelte ufrihed - i form af forbrugerstyrelse og produktionskontrol - er det helt rigtige for befolkningen).

Ligesom der ikke var meget affjedring i en bil for 100 år siden, så var de nydelsesmidler, der eksisterede for den almindelige borger således ofte også af en ringe og særdeles sundhedsskadelig kvalitet. Valgfriheden og produktionsfriheden er med andre ord årsag til vores høje sundhed og vores livskvalitet. Den er også årsag til, at selv lave indkomster kan nyde deres fritid med fødevarer samt diverse stimulanser uden at sætte deres helbred over styr. I kraft af denne dobbelte frihed er der dermed sket en produktudvikling med højere kvalitet og lavere priser til følge.

I ufrie kontrolsamfund - hvad enten der er tale om afrikanske diktaturstater, Nordkorea, Cuba eller mange andre fattige lande, har man omvendt ikke råderet over sin ejendom. Og hvor der ikke hersker produktionsfrihed, er sundheden, velstanden og muligheden for at nyde tilværelsen tilsvarende begrænset.

- I de fleste ufrie samfund har man dog i det mindste ofte tilladt de former for nydelsesmidler, der var blevet en tradition, og som man ikke kunne forbyde uden at risikere et folkeligt oprør.

(Disse traditionelle beskæftigelser, der omfatter tradtionel produktion af nydelsesmidler, er således dem som medlemmer af venstrefløjen hæger om, når de eksempelvis besøger lande som Cuba, Vietnam eller det kinesiske fastland. Det virker således en smule forunderligt, at iagttage socialister, der engang forsøgte at sælge deres økonomiske system og ideologi med fremtidsmusik, være så begejstrede for, at varerne, der produceres i eksempelvis Cuba er de samme og at de produceres på den samme "oprindelige" måde, som det eksempelvis i Cubas tilfælde måske også var tilfældet for 20, 30 eller 50 år siden. Er der i grunden ikke noget paradoksalt over de socialistiske løfter om en fagre ny verden, og så glæden over at rejse til Cuba og besigtige stivende og arbejdskraftsintensive produktionsformer i den Castroske fangelejr?!)

Forbud baseret på traditionalisme

I denne forbindelse skal det nævnes, at der også i Danmark findes ”lommer” af forbud som simpelthen er baseret på netop denne ide, som man finder i rendyrkede kontrolsamfund, der handler om at man gerne vil forbyde så meget som muligt, men hvor man samtidig af frygt for befolkningens reaktion holder nogle traditionelle områder fri; eller hvor man gerne vil udstede et generelt forbud, men i stedet blot brandbeskatter og øger belastningen i form af kunstigt påførte omkostninger af frygt for den folkelige modstand. Eksempler på dette i Danmark findes netop indenfor tobaksområdet, hvor man således kan konstatere, at ganske usunde måder at indtage tobak på, er tilladte (hvad de også bør være - men dog brandbeskattede i overensstemmelse med ”folkesundhedsdoktrinen”); men hvor mere sunde alternativer til traditionel tobaksrygning vel at mærke er forbudte; alene af den grund, at man ikke i forbindelse med forbuddets indførsel havde et marked, hvor man kunne frygte en protest; men hvor man derfor i praksis har forbudt noget, der er relativt mindre harmløst, end det som man tillader.

Resultatet af ovenstående bestræbelser, hvor man begrænser produktionsfriheden, og kun tillader det traditionelle, er, at vi i Danmark, ligesom det er tilfældet i de sande kontrolsamfund – måske ikke overraskende - bliver låst fast i nogle gamle forbrugsmønstre, - og at vi ikke forandrer vores vaner.

Men det er således ikke kun vanerne, der bliver fastlåste, men også mulighederne for at vælge, som stagnerer: - De fleste foretrækker således bilen (når de har råd til at vælge). Der kan i kraft af produktionsfriheden tjenes penge på at sælge biler. Derfor produktudvikles der indenfor bilområdet. Men omvendt ønsker de politiske beslutningstagere, at vi skal tage bussen eller toget. Derfor gør de det dyrt for os at vælge bilen. Og i det omfang at fordyrelsen har en effekt, så bliver det rent faktisk mindre relevant for bilproducenter at produktudvikle. Forsøget på at opdrage i kraft af de høje bilafgifter, bliver dermed i praksis, at vi holder os til det eksisterende og ikke har råd til at forfølge og kaste os ud i det nye, - for til dette kræver netop et overskud som de samlede afgifter modarbejder.

Hvis Danmark og den danske bilpolitik var model for resten af den frie verden ville de personbiler, som vi kunne købe i dag derfor være af en langt ringere kvalitet. Men eftersom incitamentet til at produktudvikle og lancere noget nyt først og fremmest findes udenfor landets grænser, hvor det at investere i en ny bil derfor ikke er nær så økonomisk smertefuldt som det er tilfældet herhjemme, - ja så er den effekt i praksis (og heldigvis) minimal.

Produktmæssig stagnation - en naturlig følge af forbudspolitikken

Pointen er ikke desto mindre, at det nye erstatter det gamle, når en vis kritisk masse har råd til at købe det nye; og at denne kritiske masse af forbrugere netop opstår i kraft af den frie økonomi, hvor købekraften forbedres. - Men hvad der svækker købekraften betydeligt er nu engang høje skatter og afgifter, og - i kraft af en forvokset offentlig sektor samt en voksende reguleringsbyrde - en begrænset grad af konkurrence.

Indenfor områder, der ikke fylder så meget på budgettet, kan vi således i løbet af få årtier, enkelte år – eller ligefrem kun få måneder se, hvordan en form for teknologisk underholdning, erstattes af en anden. Den simple forklaring på disse varemæssige revolutioner er dermed simpelthen, at markedet for informations- eller underholdningsteknologi er et ganske frit marked. Derfor kan det indenfor netop dette område betale sig at introducere noget der er nyt, hvis det er bedre. Og i kraft af, at mange af produkterne hvad angår IT ikke fylder meget i det samlede budget, kan man forholdsvis hurtigt vinde markedet fra de gamle udbydere eller skabe et helt nyt.

Når det gælder nydelsesmidler, er der tilsvarende - som med dele af IT-området - tale om, at disse former for stimulanser ikke fylder meget på den almindelige borgers budget. Så her er det især ufriheden – de gældende forbud og former for produktionshæmmende regulering, der forhindrer innovation, og introduktion af det nye.

En vigtig pointe her er naturligvis, at denne stagnation indenfor nydelsesområdet betyder, at flere end ellers får et dårligt helbred, end det ville være tilfældet, hvis der i kraft af et mere frit og åbent marked var en højere grad af dynamik og nyskabelse - jf. tobaksområdet. Tillsvarende kan man forestille sig, at mere syntetiske former for flydende stimulanser kunne opfindes og introduceres, der ikke slog hjerneceller ihjel, som det er tilfældet med alkohol, og at restriktiv politik derfor også her forhindrer det nye til ære for det gamle.

At man ofte ser denne tendens til at beskytte det eksisterende, finder man eksempelvis i den politiske beslutningstagers vending om at, vi har ikke brug for nye stimulanser. Når det gælder alkoholområdet har man dog i praksis i nogen grad indset, at restriktioner og forbud ikke fører til øget ”folkesundhed”:

- I Sovjetunionen eller under den amerikanske forbudsperiode (1920-1933) ønskede man således i modsætning til i dag ikke, at der skulle tjenes penge på alkohol. I samme omfang kunne det derfor af selvsamme grund ikke betale sig for de eksisterende producenter at produktudvikle. I stedet blev de fleste penge fra producenternes side brugt på (illegal) distribution af nogle varer der i kraft af forbudspolitikken netop blev af en ganske tvivlsom kvalitet. Så jo mere man strammer skruen ved hjælp af forbud og indkomstbelastende ingreb, desto mere synlige bliver konsekvenserne.

Der kan således ikke herske nogen tvivl om, at forbuddet mod alkohol i den amerikanske forbudstid betød, at alkoholens kvalitet blev ringere og farligere. I dag er mulighederne for at produktudvikle, når det gælder alkohol således omvendt friere, og vi ser blandt andet resultatet af dette i form af diverse mikrobryggerier samt det forhold, at vin kan købes fra stadigt flere eksotiske lande til stadigt lavere priser.

Frie markeders evne til at levere høj kvalitet burde derfor være et afsindig godt argument for at udbrede denne frihed til de mere regulerede områder.

Befolkningen er ansvarlig - det er forbudspolitikken ikke

Og trods det forhold at alkohol er billigt og udvalget er stort, så vælter den danske befolkning sig som bekendt ikke rundt i en evig og usalig brandert. Tværtimod må man konstatere, at befolkningen i det store hele er ædruelig. Erkendelsen af, at individer i almindelig er ansvarlige og derfor ikke er ofre for markedets magt er blot ikke nået frem til myndighederne, hvor man i stedet overordnet hylder kontrollen med markedet. Ikke desto mindre kan der opstilles en regel, når det gælder forbrugeren valg, som er forholdsvis simpel, og som har kunnet iagttages empirisk: Står forbrugeren over to varer, der koster det samme, vælger forbrugeren den med den højeste kvalitet. Denne simple iagttagelse burde have konkrete konsekvenser for såvel forbrugerstyrelsen som for EU-kommissionens politik. For denne regel betyder, at forbrugeren i det store hele er rationel, men i kraft at politiske blokader ofte må henvises til de trationelle tilladte valgmuligheder.

Billigere alkohol, hvor prisen på alkohol dermed fylder stadigt mindre på det samlede budget, betyder således ikke masse-druk og vælten omkring i gaderne. Og billigere tobak medfører derfor tilsvarende ikke nødvendigvis et øget tobaksforbrug (også eftersom den samlede velstand i samfundet i forvejen betyder, at tobak uanset prisregulering fylder ganske lidt på det samlede budget).

Men høje afgifter og en generel forbudspolitik, når det gælder reklamer, introduktionen af nye produkter (herunder røgfri alternativer), betyder ikke desto mindre, at de produkttyper, der eksisterer i dag, de fortsætter med at eksistere i morgen – sådan som en restriktiv politik overfor bilbranchen eller IT-erhvervet tilsvarende ville have ført til stagnation indenfor disse områder. (Men som nævnt betyder de danske bilafgifter ikke det helt store for det samlede globale marked, men naturligvis noget for hvad man har råd til at investere i herhjemme).

Konsekvensen af forbuds- og afgiftspolitikken er derfor netop, at de traditionelle eller etablerede produkter i praksis er beskyttede mod det nye: Når det at købe bil er ualmindelig dyrt, investerer man simpelthen i mindre grad i en bil, der er i toppen af hvad det globale marked kan tilbyde. Og når man gerne vil ryge eller på anden måde indtage tobak, og markedet i kraft af politiske tiltag er stagneret, - ja så holder man sig af gode grunde på samme måde til det eksisterende.

Konsekvenserne af forbud samt indkomstbelastende prisregulering indenfor eksempelvis tobaksområdet eller hvad angår bilindustrien, fører således til at udviklingen fastfryses, og at man i praksis begrænser lanceringen af mere overlegne produkter. Og det var formodentlig ikke den politiske intention.