Fejlslagen krig mod opiumsproduktion

Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.

Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)

Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.

I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)

Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.

Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her

I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.

At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.

Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.

Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.

I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.

Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).

Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).

I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).

Rice og Bush på tynd is

En ny konference om Mellemøsten, der er planlagt på initiativ af den amerikanske regering, og som skal foregå i Annapolis, Maryland, skal ifølge Sydney Morning Herald også beskæftige sig med etableringen af en palæstinensisk stat. Konferencen vil finde sted enten i næste måned eller i december.

Israels premierminister Ehud Olmert understreger imidlertid, at konferencen ikke skal ses som "en begivenhed i sig selv; eller som noget, der vil danne ramme for en aftale eller for et historisk gennembrud". I stedet beskriver premierministeren konferencen som en anledning for "det internationale samfund" til at støtte de forhandlinger om statsdannelse, som først forventes at finde sted mere formelt efter konferencen.

Ifølge det irske Sunday Business Post sagde USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice i sidste uge i forbindelse med et besøg i Mellemøsten, at det var på tide med etableringen af en palæstinensisk stat. Hos samme kilde er George Bush også aktuelt citeret for at sige, at han forventer, at man vil se en demokratisk statsdannelse i de pågældende palæstinensiske områder.

Begge udtalelser forekommer imidlertid uovervejede. Aktuelt må en palæstinensisk statsdannelse ses som en større trussel mod Israels sikkerhed end status quo.

Der findes i praksis ikke synlige palæstinensiske ledere, der har givet udtryk for nogen form for respekt for de individuelle frihedsrettigheder.

Ikke desto mindre må en generel, det vil sige udbredt opbakning i de pågældende områder til de individuelle frihedsrettigheder være en forudsætning for, at man fra vestlig side skulle interessere sig for spørgsmålet.

Kulturen i de palæstinensiske områder, som man kan iagttage direkte via den indgående dækning fra mediernes side, samt hvad man kan udlede af de handlinger, der præger disse områder fra palæstinensernes side, danner på ingen måde grundlag for skabelsen af et retssamfund.

I praksis har sådan en skabelse vist sig ekstremt vanskelig selv i Irak, hvor det dog kunne have været mere sandsynligt at man kunne forbedre situationen; men hvor man jævnfør nedenstående tilsvarende ikke har villet konfrontere de centrale modstandere mod etableringen af et verdsligt retssamfund (herunder Iran). I Afghanistan tyder endnu mere på, at man får et islamisk regime, som på ingen måde vil ændre situationen i positiv retning, når det gælder frie samfunds sikkerhed (Det mest sandsynlige er, at der blot skabes en stærkere islamisk stat end hvad der eksisterede før man invaderede landet).

Ovenstående udtalelser fra Condoleezza Rice og George Bush vidner derfor om en ekstrem form for naivisme, når det gælder mulighederne for at bidrage til skabelsen af samfund og kulturer, der ikke udgør en trussel mod USA’s og Europas sikkerhed. Og det er nu engang dette, der er afgørende for sikkerhedspolitik: at politikken øger sikkerheden for de borgere, der ønsker at leve i frihed i de retssamfund, der eksisterer i den frie del af verden.

Selvmordsbombere, indoktrinering af selv helt små børn i voldforherligelse, kidnapninger, modstand mod ytrings- og trykkefrihed samt en dominerende politisk religion, hvor man fra de politisk religiøses sides arbejder målrettet på at skabe et teokrati (det vil sige et præstestyre), sådan som disse handlinger finder sted i de nuværende palæstinensiske områder, giver ingen som helst antydning af grundlag for at mene, at "det er på tide" med en palæstinensisk stat.

Der er derfor tilsvarende ingen grund til at tro, at en palæstinensisk stat, sådan som USA's præsident George Bush giver udtryk for, vil være "demokratisk"; hvis man med demokratisk mener, at der i staten vil kunne sikres et verdsligt retssamfund med respekt for individets tros-, tanke-, ytrings- og handlefrihed inklusive respekten for den private ejendomsret.

Det kan derfor ikke på nogen måde siges, at være meningsfuldt, at bane vejen for en konsolidering af et bestemt magtmonopol i forbindelse med en sådan statsdannelse; hvor de nye magthavere så efterfølgende må forventes, at bruge denne stat som magtbase for at bekrige såvel Israel som den øvrige vestlige verden. Og det er præcis dette, man må forvente vil ske i kraft af den pågældende kultur, hvis manifestationer er ganske entydigt fjendtlige overfor verdslighed, rationalitet og individets ret til at leve i frihed på fornuftens præmisser. En sådan undertrykkelseskultur skal man derfor på ingen måde tilskynde til eller assistere i retning hen imod statsdannelse.

Det mest sandsynlige sekundære scenarium, hvad angår de palæstinensiske områder, hvis ikke en statsdannelse førte til en islamisk stat, ville i øvrigt være en statsdannelse, der ville minde om det, man ser i diktaturer som Libyen eller Syrien - men måske mere socialistisk betonet, end hvad man finder det her. Imidlertid er dette "mindre ringe", men dog uønskværdige scenarium ret usandsynligt - al den stund at områdernes frihedsfjendtlige kræfter finansieres så meget, som det er tilfældet af islamister udenfor området (tillige med al den skadelige støtte, der kommer fra skatteydere i den vestlige verden via FN, USA og EU).

At arbejde for en statsdannelse vil derfor, – ligesom det er tilfældet med at sende europæiske skatteyderes penge ind i de palæstinensiske områder, være udtryk for en ekstremt skadelig form for sikkerhedspolitik. Det positive, man kunne gøre, var at sikre, at støtten til islamister fra eksempelvis iransk side blev forhindret. Men det første og mest umiddelbare tiltag må være, at der ikke sendes flere EU-midler til disse områder, hvor man på ingen måde har udvist generel opbakning til forsvaret for den personlige frihed.