Voksne med skatteyderbetalte sutteflasker

Copenhagen Institute har tidligere beskæftiget sig med fedme-debatten. Det seneste indlæg var fra Søren Højbjerg , der pegede på, at overvægtige for tiden bliver udsat for noget, man må kalde hetz fra myndighedernes side.

For man kan ikke kalde det for andet end hetz, når offentligt ansatte taler om "fedme-epidemi".

Den form for sprogbrug viser, at de der hævder, at de er folkets tjenere (på engelsk "civil servants"), nu er blevet så magtfulde ”tjenere”, at de i stedet opfatter sig som et herrefolk.

Politik i velfærdsstaten handler således i høj grad om at spille forskellige grupper ud mod hinanden (, det som Højbjerg i sin kommentar betegner som "del og hersk"):

Man hæver skatterne og har et høj skatteniveau i "fællesskabets navn".

Men i praksis bruger man det høje skatteniveau til at forvandle den oprindelige interesseharmoni, der som udgangspunkt eksisterer i et frit samfund til stadigt flere interessekonflikter:

Man finder således mennesker, der ikke lever op til de offentlige standarder og normer. Derefter udpeger man deres adfærd til et offentligt anliggende og problem. Og så kræver man yderligere midler til ”problemløsning”.

Men disse midler bliver altså i praksis blot brugt på, at eskalere konfliktniveauet yderligere.

For jo en større en del af borgernes indkomst, der smides i "fælleskassen", desto mere bliver der, at strides om.

Ovenstående betyder imidlertid ikke, at man ikke skal bedømme samt søge at påvirke andres adfærd i en positiv retning. Det er bare ikke statens opgave at gøre det.

Og hvis staten var et individ - og ikke en organisation bestående af individer - måtte man i øvrigt også betegne staten som hyklerisk og dens adfærd som ekstremt selvmodsigende.

For sagen er jo den, at staten sponsorerer og finansierer nogle ret usunde holdninger og usund adfærd.

Usunde holdninger finder man ikke mindst promoveres fra og med de sene år i Folkeskolen fra venstreorienterede underviseres side. - Men det bliver som nævnt i andre sammenhænge meget værre, hvis man når frem til de videregående uddannelser. Her udsættes man i endnu højere grad for en række absurde og skadelige livsindstillinger. Alle er de finansieret af skatteydernes indkomst.

Hvad angår adfærden skal selvfølgelig nævnes, at man konsekvensløst giver penge til mennesker, der ikke på nogen som helst måde forsøger at ændre deres liv i en positiv retning; men som i stedet – eksempelvis står på det lokale torv, og dagligt drikker sig fra sans og samling med de midler, som andre har frembragt ved produktivt arbejde.

Bor man i København har man således sikkert passeret Vesterbro Torv, hvor fulderikker næsten hver eneste dag står og skriger og råber - under noget, der utvivlsomt må være ekstrem indtagelse af alkohol.

Næste gang man passerer disse mennesker, bør man derfor huske på, at der her ikke blot er tale om individer, der er selvdestruktive; men at de destruerer sig selv med midler, som nogle andre – der gerne vil iscenesætte sig selv som ”bekymrede” og ”ansvarlige” har fratvunget atter andre borgere; vel at mærke borgere for hvem personligt ansvar åbenlyst betyder meget mere.

Spørgsmålet er nu:

Hvem er grundlæggende de værste? - Er det den dårligt uddannede alkoholiker, der lader sin alkoholisme finansiere i kraft af statstilskud? - Eller er det de, som tidligere i processen aftvinger andre borgere deres midler, for derefter at give disse til alkoholikeren? Mit svar er sidstnævnte gruppe. Og denne langt større gruppe omfatter hver eneste socialdemokrat i Danmark.