Vejen til et bedre liv går uden om staten

Et ofte anvendt udtryk i debatten om stimulanser er ”afhængighed”. Det er et diffust begreb, og betyder ikke det samme for alle. For nogle betyder afhængighed simpelthen det samme, som at sige: "Jeg kan ikke gøre for det!". Nogle mener dermed angiveligt at, de ikke kan stoppe med at ryge, drikke eller med at indtage en given stimulans af egen fri vilje.

Problemet er bare, at muligheden for - og evnen til - at holde op med noget sådant, bevises af disse personers omgivelser gang på gang. For man kan jo holde op med at spise usundt, ryge eller drikke eller gøre det mindre end man gør det i dag, hvis man virkelig vil.

Den proces, der finder sted, når nogle holder op med noget, vænner sig af med noget, eller på anden måde lægger deres vaner om, er i virkeligheden forholdsvis simpel, men naturligvis krævende for alle, der har til hensigt at gøre op med en indlejret vane:

For det første må man erkende overfor sig selv, om man sådan virkelig for alvor har tænkt sig at gøre noget ved sagen. Dernæst må man sætte sig et klart formuleret mål, eksempelvis når det gælder reduceringen eller ophøret af et forbrug af en given stimulans. Man må så lægge en strategi for, hvordan man vil føre sit formulerede mål ud i livet. Endelig, for det fjerde, må man holde sig sit mål for øje i det daglige, og så ellers gøre sit yderste for at efterleve det. Alt dette kræver naturligvis viljestyrke, hårdt arbejde og kompromisløshed. Og under hele forløbet skal man naturligvis tænke sig godt om.

Forstå dig selv

De allerførste skridt i ovenstående proces er efter bedste vurdering de vigtigste og mest afgørende for, om man opnår succes med det mål, man har sat sig. Hvis man halvhjertet kaster sig ud i at tabe sig eller ud i at holde op med at ryge, fordi man ikke klart har gjort op med sig selv, om man virkelig vil gennemføre sit mål; og hvis man i praksis derfor ikke har bestemt sig for, om der reelt er tale om et problem - eller kun er tale om et problem for nogle andre (måske statslige folkeopdragere og kampagnemagere), så bliver indsatsen tilsvarende halvhjertet.

Måske hævder man snart overfor sig selv i et svagt øjeblik, at man ikke er et ”kontrolmenneske”, når man opdager hvad det er, man giver afkald på, og hvor høj prisen for at gennemføre det mål man har sat sig, viser sig at være. Men da man kastede sig ud i projektet, havde man ikke desto mindre et mål, som man havde tænkt sig at føre ud i livet. Så måske har man bare sat sig et lidt for stort og for ambitiøst mål.

Det er således lettere at holde op med at ryge en enkelt dag, end det er at holde op med at ryge nogensinde igen. Og hvis man sætter sig det sidste mål, ender man sandsynligvis med at ryge en utrolig masse ”sidste” cigaretter, før det erklærede ultimative og totale rygestop...

Forudsætningen for at man kan føre et mål ud i livet, er derfor også, at målet der opstilles, er realistisk. Realisme i denne sammenhæng handler dermed også om, at man kender sig selv, og at man benytter sådanne konfrontationer i form af ønsker om et sundere eller et rigere liv til en større eller mindre grad af selvrefleksion og selvransagelse.

Det kunne jo være, at den dårlige vane, man ikke bryder sig om ikke var den eneste last man havde, og at der var en sammenhæng mellem flere dårlige vaner. Svaret på hvorfor man i givet fald har sådanne laster, som man kan henføre til sin karakter og personlighed, kunne derfor være langt vigtigere at beskæftige sig med som det første, end det at give sig i kast med at forfølge et mere snævert mål her og nu. Måske er det grundlæggende problem således et mere bagvedliggende, der eksempelvis handler om, at man tror, at man ikke kan gøre for de valg, man har truffet her i livet indtil videre - herunder sine dårlige vaner. Men det kan man.

Inspiration:

Mentzer believed that he had to grow in all areas of his humanity; he studied philosophy to better determine truth from falsehood; he studied art to understand both its meaning and purpose; he studied psychology to better learn the workings of the mind; he studied logic to learn the rules of correct thought; he studied the sciences to understand the workings of human physiology and how best to strengthen his body; he studied business in order to learn how to earn a living - not by working for others but for himself and on his own terms -- and he studied education so that he might be better able to communicate to others the knowledge he had come to obtain. Throughout all of these varied disciplines ran the central thread of Reason, which Mentzer held to be the passkey to all human progress. And this is not to suggest that Mike was perfect (he would have been the first to admit that he was not), but he made it a point to put forth the effort to fulfill his human stature and, unlike most, he was aware of the significance that attended one's doing so.

Læs mere i A QUESTION OF CHARACTER: The Objectivist Versus The Machiavellian af John Little.