Som altid var Grønland fascinerende. Hver gang, jeg er i Grønland, bliver jeg imponeret over, hvordan det grønlandske folk gennem generationer har klaret sig i en meget barsk natur. - Det skrev Anders Fogh Rasmussen den 28. juni på sin nye blog.
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
Viser indlæg med etiketten Anders Fogh Rasmussen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Anders Fogh Rasmussen. Vis alle indlæg
4. september 2007
7. januar 2007
Anders Fogh Rasmussens evergreen
Copenhagen Institute har udgivet en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.
Med ”Socialstat til minimalstat” forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.
”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.
Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog ”Economics in one lesson”. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay ”That Which Is Seen And That Which Is Not Seen”.
Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.
Med ”Vera og Benefica” er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.
Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.
Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.
Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.
I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.
Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.
Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.
Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller ”passende” job.
Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.
De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.
Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.
Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.
Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.
En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.
Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.
Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og ”brede” landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.
Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.
Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.
Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.
Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.
Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.
I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser ”Vera og Benefica” må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for ”erhvervsfremme”:
For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.
Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.
”Vera og Benefica” er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være ”hulemand”:
- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?
……………………
Vera og Benefica kan købes her.
Henry Hazlitts bog kan læses her.
Frederic Bastiats essay kan læses her.
Med ”Socialstat til minimalstat” forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.
”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.
Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog ”Economics in one lesson”. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay ”That Which Is Seen And That Which Is Not Seen”.
Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.
Med ”Vera og Benefica” er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.
Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.
Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.
Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.
I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.
Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.
Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.
Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller ”passende” job.
Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.
De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.
Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.
Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.
Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.
En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.
Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.
Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og ”brede” landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.
Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.
Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.
Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.
Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.
Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.
I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser ”Vera og Benefica” må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for ”erhvervsfremme”:
For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.
Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.
”Vera og Benefica” er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være ”hulemand”:
- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?
……………………
Vera og Benefica kan købes her.
Henry Hazlitts bog kan læses her.
Frederic Bastiats essay kan læses her.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
