Eftergivelsespolitikken overfor aggressorerne og kampen mod de produktive

I november sidste år blev det såkaldte Greve Nord Projekt, finansieret af Landsbyggefonden, søsat. Projektet skal løbe til 2011 og skabe øget tryghed. I sommerferien er der ekstraordinært afsat 100.000 kr. til at aktivere områdets 11-18-årige med alt fra badminton og kanosejlads til rap-indspilninger. Alligevel er der stadig påsatte brande. - Det skriver Jyllands-Posten.

I selve artiklen fremgår det ikke hvad det er for nogle grupper, der står bag brandstiftelse. Men det kan man læse i en faktaboks ved siden af artiklen. Her står, at der er tale om en fortsættelse af de brande og det hærværk, der er blevet sat i forbindelse med raseri over den danske ytringsfrihed fra grupper af andengenerationsindvandrere.

Der findes selvfølgelig også grupperinger med rent dansk baggrund, som benytter sig af hærvæk for at opnå bestemte mål. Det interessante i den sammenhæng er så, at reaktionen fra de politiske beslutningstagere er af samme karakter: Man belønner den destruktive adfærd med penge og forlystelser - eller som i BZ'ernes tilfælde med et "ungdomshus".

Men det er ikke kun i en national sammenhæng, at man benytter sig af strategien med at belønne aggression. I Afghanistan gør man det samme. Konsekvensen her er naturligvis fuldstændig ligesådan, som den er herhjemme. Aggressorerne opmuntres til at forfølge deres mål. Man belønnes for at gøre det. Spurgte man aggressorerne kunne man således forvente svaret på årsagen til adfærden: At det nærmest ikke kan betale sig at lade være.

Vender vi os mod den produktive sektor, og de velstandsskabende egne af verden, er politikken fra beslutningstagerne som bekendt stik modsat: Her er der i stedet straf for kreativ og skabende adfærd: Jo mere du producerer, og jo mere du tjener mens du opfylder forbrugernes behov, desto mere kommer du i myndighedernes søgelys.

Besøg URIASPOSTEN.

Arven fra 68’

For kort tid siden blev en ung mand stukket ihjel på strøget i København. Siden da har flere meningsdannere og politikere talt om vigtigheden af overvågning, som redskab i kampen mod kriminalitet. Afsættet for den aktuelle diskussion var at gerningsmanden blev fanget ved hjælp at et videokamera i en butik.

Desværre virker det som om dette er det eneste emne, man mener det er værd at diskutere, - måske lige bortset fra tilsvarende debatter om, hvorvidt man skulle stramme forbuddene mod at gå med kniv, eller i hvilket omfang politiet skal visitere, og i hvilke zoner man skal visitere mest.

Mens man diskuterer dette begynder flere af borgerne nu at efterspørge private vagtværn. Tilliden er ved at forsvinde.

Det er dermed ret tydeligt at debatten om forbrydelse og straf, samt det mere overordnede spørgsmål, der handler om konsekvens og omverdenens retfærdige reaktion i forhold til kriminelle handlinger er blevet ignoreret.

Den pågældende handling burde faktisk i langt højere grad have været anledning til at rejse sidstnævnte type af spørgsmål; det vil sige de, som handler om at straffe forbrydere, og udvise konsekvens, når det begås kriminelle handlinger. I det omfang at dette ikke sker, så sender man ikke desto mindre et signal til forbryderne om, at de kan slippe godt fra deres adfærd.

I Europa er der efterhånden en tendens til, at man undskylder og bagatelliserer virkelige forbrydere, og at man udnævner de kriminelle til ofre; alt imens man gør almindelige borgere til forbrydere.

Hvad angår det sidste kan man nævne de love, der kriminalisere voksne menneskers brug af stimulanser såsom tobak eller stærkere produkter.

Man straffes eller kriminaliseres således for, at man i sin fritid bruger tiden sådan som man selv vil, og sådan som man selv finder det bedst i selskab med ligesindede, uden at dette går ud over andre end de, som også opsøger de samme lokaliteter som én selv.

Dette er i praksis blot ikke virkelige forbrydelser. Der er blot tale om kriminalisering – herunder om afvikling af borgernes frihed og ejendomsret.

Begår man derimod voldelige og morderiske handlinger står der en hær af undskyldende og udglattende typer parate med forklaringer om, at voldsmænd og/eller hærværksmænd ikke kan gøre for det; eller at det som de har brug for, er mere sympati og forståelse for deres ”sociale baggrund” end disse allerede har fået.

Der er rent faktisk en sammenhæng i de ovenstående to politikker, som føres overfor henholdsvis de kriminelle og de lovlydige borgere.

Sammenhængen består netop i tanken om, at ”man ikke kan gøre for det”:

Søger man job som tjener kan man således angiveligt ikke gøre for, at man er havnet på en arbejdsplads, hvor der ryges.

Uanset hvilket rusmiddel man vælger, kan man således angiveligt heller ikke gøre for, at man har valgt det, trods det forhold, at mange dagligt beviser at de er i stand til at lægge selv de mest vanedannende stoffer på hylden; og dermed også viser, at man kan vælge fra - ligesom man vælger til.

I staten tager man det således på sig, at afvænne og opdrage på almindelige borgere med såvel forbud som kampagner Tilsvarende er der så de kriminelle, hvor de samme typer af magthavere har nøjagtig samme grundholdning som de har til befolkningens adfærd i almindelighed:

I begge tilfælde gælder det, at man anses for at være ansvars- og eller skyldfri. Derfor vil staten styre borgerne i almindelighed, mens de tilgiver eller ser med mildhed på de virkeligt kriminelle. Man ser det jo netop som et slags tilfælde, at nogle er havnet på den forkerte side af linjen.

Forklaringen på det høje skattetryk, og på hvordan man retfærdiggør det over for sig selv som politisk magthaver er i øvrigt tilsvarende ovenstående indstilling:

Tjener man ikke nogen penge, og tilbringer man dagen med at drive rundt og spilde tiden, så kan man åbenbart ikke gøre for det. Tjener man omvendt penge og gør man sig umage, er det ligeledes noget man øjensynlig har fået med i kraft af ens ”sociale arv”.

Skatterne i Danmark er netop steget med raketfart fra og med det tidspunkt da ”man kan ikke gøre for det”-folket kom til magten fra og med 1970’erne.

Tænker man lidt over hvad konsekvenserne af denne ”pædagogik” overfor befolkningen fører frem til, så burde det i øvrigt også stå tindrende klart, at dette ikke til sidst ender med en fagre ny ansvarlig og kollektivistisk verden, hvor der tænkes ”samfundssind” og ”sammenhængskraft”.

Det ender i stedet med eskalerende kriminalitet, stigende fattigdom og til sidst det rendyrkede kaos, som man også er ved at kunne opleve i flere af de europæiske storbyer allerede, når man til sidst erkender at magthaverne ikke tror på muligheden af, at individer har en fri vilje, og selv er ansvarlige for deres handlinger. Jo mere udbredt denne indstilling er, desto mere hærværk og voldelig adfærd vil man opleve.

Det er netop i en verden, hvor man ikke vil anerkende den fri vilje, og at man i sin vågne tilværelse dagligt træffer tusinde valg – trods de sære teorier om ”determinisme” der indpodes på offentlige universiteter, at lovlydige borgere og de kriminelle skridt og skridt behandles mere og mere ensartet; og at der bliver flere kriminelle og færre lovlydige.

Den arbejdsløshed, der er skabt i Europa (og som også findes skjult i Danmark) er jo netop også et produkt af selvsamme foragt for evnen til at være i besiddelse af eget ansvar; det vil sige en foragt for eksistensen af evnen til at handle selvstændigt, og til at være i besiddelse af et ansvar for sig selv. Det er denne forkastelse af troen på at man kan handle og vælge, der betyder at staten betaler til lediggang.

De samme myndigheder, der ved at sende ovenstående signaler om generel skyldfrihed, som har givet os øget kriminalitet i Europa; samt noget man må betegne som lavvækst; - og som har skabt flere socialt adfærdsvanskelige i kraft af belønning for lediggang og ansvarsløshed kaster sig derfor måske ikke overraskende over en række nye typer af angivelige problemer, som de tydeligvis heller ikke ville være i stand til at løse, i det tilfælde at disse problemer i givet fald var reelle.

Det mest realistiske er nok at betegne disse erklærede problemer som man i FN og EU nu fokuserer på såsom ”klimaforandring”, som værende udtryk for eskapisme i forhold til alle de reelle problemstillinger, man ikke kunne tackle med sine planer og kontrolprogrammer - inklusive fattigdommen og stagnationen i Afrika. - Jo flere der dør i afrikanske diktaturlande i kraft af ufrihed og manglende industrialisering, desto flere politikere vil man således utvivlsomt høre tale om miljø og global opvarmning.

Over tid får man selvfølgelig de politikere, man har fortjent. De nuværende generationer af magthavere er her, fordi tidligere genererationer i almindelighed troede, at man kunne forbruge sig til vækst, og at gratis (uddannelse med videre) var godt. Begge dele er dårskab: Gratisgørelsen fører med lovmæssighed frem til en stigende grad af kritikløshed og spolerethed.

De som rammes hårdest af denne blåøjethed bliver desværre bare også de mennesker, som lever i de dele af verden, hvor man allermest havde brug for at blive en del af den markedsøkonomi og af det globale kapitalistiske samfund, samt ikke mindst af de retssamfund, som de nuværende ledere i stigende grad ikke kan forbindes med; og som de tydeligvis ikke ønsker at udbrede til netop de regioner, hvor man har mest brug for at dette sker. Vestens politiske lederskab drømmer således stadig om en årsagsløs verden, hvor velstanden opstår uden at verden samtidig forandres.

For i et retssamfund er borgerne frie – også til at leve usundt - og ordensmagten bruger i stedet tiden på at bekæmpe kriminelle - og ikke eksempelvis tobaksnydere eller reklamebranchen. Men for tiden gælder ikke desto mindre samme mantra overfor de civiliserede som for barbarerne: overvågning og kontrol.

En asylpolitik på frihedens præmisser

Der har i forbindelse med valgkampen været krav fra venstrefløjens side om, at afviste asylansøgere, skulle have lov til at arbejde i landet. Det har så vist sig at de allerede gjorde det.

I stedet for at bruge det mærkværdige krav til at diskutere principper for asylpolitikken, diskuterer man nu i stedet om, hvorvidt afviste asylansøgere skal arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Bertel Haarder har i den forbindelse sagt til Jyllands-Posten at: "[h]vis afviste asylsøgere får lov at arbejde til overenskomsten - hvilket ingen af de nordiske lande tillader - vil det få en dramatisk effekt og gøre menneskesmuglernes forretning endnu mere givtig." Reaktionen fra Dansk Folkepartis side var også at tale om overenskomster. Men principper for politikken diskuteres ikke. Her kan man derfor klart identificere politisk eftergivenhed til den store guldmedalje.

De Radikale (i Det Radikale Venstre) og socialdemokraterne vil i øvrigt generelt åbne op for, at asylansøgere skal have lov til at arbejde og uddanne sig, mens de venter på at få asyl. Mest ”principfast” kunne man derfor sige, at man er på venstrefløjen. Her er det tydeligt, man ønsker at den asylpolitik, der sikrer borgerne inde i landet, den bliver afviklet - til fordel for grænseløshed og konsekvensløshed. De mere ekstreme ”slappere” i denne henseende, virker stort set blinde for konsekvenserne af deres konsekvensløse politik. Det er der flere årsager til, men det er ikke de årsager, der skal diskuteres her.

Der kan i denne debat rent faktisk identificeres et klart venstre og højre, som netop handler om graden af respekt for ejendomsretten og borgernes ret til at leve i et samfund, hvor friheden og retssamfundet sikres; også selv om nogle på højre side måske ikke tænker så meget over det. Til højre tager man netop mere hensyn til borgerne ved dog at holde igen, selv om man jævnfør ovenstående giver efter. Til venstre må man sige, at tåbeligheden manifesterer sig i fuldt flor – jævnfør netop ideen om at begunstige afviste asylansøgere med en række rettigheder på borgernes bekostning i netop det land, som har afvist at give asyl.

Det problematiske ved at give asyl vanskeliggøres af, at man i ”velfærdsstaten” bruger skatteydernes midler til at købe sig popularitet i befolkningen. Netop økonomisk svagt stillede, der kommer ind i landet, udgør en fristende gruppering for politikeren, eftersom selv få ydelser fra statens side her gør en stor forskel i forhold til, hvad man var vant til, hvor man kom fra. Derfor er det på sin vis logisk, at det er netop er socialister og venstrefløj i almindelighed, der er begejstrede for at give asyl og begunstige nye individer med ydelser fra staten.

En del af problemstillingen er således, at man har gjort eventuelt frihedssøgende individer til en meget sandsynlig potentiel økonomisk belastning. Dette ville dermed i mindre grad være tilfældet, hvis der var færre ydelser, som blev tildelt fra statens side på skatteydernes bekostning. Konsekvensen af det nuværende system med ”velfærdsstaten” må derfor være, at asylpolitikken forbliver stram. Det er der samtidig yderligere grunde til.

Der tales i sammenhængen meget om ”internationale forpligtelser”. Men det er i den forstand vigtigt at huske på, at man i FN i praksis ikke forpligter sig på at sikre, at flygtningestrømme ophører, ved at man presser på for friere og mere oplyste samfund i eksempelvis Mellemøsten og afrikanske lande. Det er også værd, at ihukomme, at en stigende mængde flygtninge fra lande med kulturer, der er helt anderledes end den danske og europæiske vil udgøre et problem for de lokalområder her i landet, hvor flygtningene placeres. Allerede i dag må man erkende, at jo mere fjernt - i kulturel henseende - flygtninge har deres oprindelse, desto vanskeligere bliver det for dem at tilpasse sig de nye forhold. Dette bliver åbenlyst et problem, for de oprindelige beboere, der vil opleve denne vanskelighed ved integration i form af øget kriminalitet, men også i kraft af et stigende pres på de skattefinansierede ydelser.

Der kan i øvrigt identificeres et princip, som asylpolitikken kunne tage udgangspunkt i, og som ville betyde, at man på højre side lettere kunne afvise de krav, der kommer fra venstrefløjens side. Princippet hedder ”den nationale interesse” som må være i overensstemmelse med borgernes interesse i at bevare frihedsrettighederne, det åbne, frie og oplyste samfund herunder sikringen af den nævnte private ejendomsret. Et afsæt i denne udgave af ”den nationale interesse” ville betyde, at man bevarede en meget begrænset asyltildeling; og at man ikke følte sig forpligtet af internationale aftaler. I stedet tog man så hensyn til borgenes ret til selv at bruge deres økonomiske midler - herunder på at bruge penge på at reducere flygtningestrømme på den måde som den enkelte borger selv mente var den mest optimale.

En forudsætning for at færre bliver flygtninge er naturligvis, at der skabes velfungerende markeder og frie samfund med plads til handle- og produktionsfrihed i netop de lande, der i dag er kilder til flygtningestrømme til den øvrige del af verden. Selv om der ikke er krige i sådanne lande, vil man altid kunne identificere en markant mangel på respekt for den private ejendomsret, og dermed et fravær af økonomisk handlefrihed i disse lande. Problemet man burde fokusere på, er jo netop kilden og årsagen til symptomet, som er flygtningestrømme fra navnlig Mellemøsten og Afrika, hvad enten der er tale om økonomiske eller politiske flygtninge eller flygtninge fra krige. Uden at gøre op med årsagerne, der ikke mindst er fravær af økonomisk og politisk frihed vil disse flygtningestrømme, derfor fortsætte.

I modsætning til meningsfuld politik bliver de flygtninge-skabende landes repræsentanter i stedet på amoralsk vis behandlet respektfuldt - ikke mindst i FN. Når dette sker, betyder det, at de politiske beslutningstagere i den vestlige del af verden i samme omfang ikke respekterer sikkerhedsproblemerne forbundet med flygtningestrømme til Europa og USA, men også at de ikke søger at sætte sig ind i årsagerne til disse strømme.

Frihedsorienterede lande burde derfor, som det første, begynde at trække sig ud af FN-samarbejdet, men også på andre måder søge at lægge afstand til de regimer, der i dag er ansvarlige for flygtningestrømme. Samtidig må der føres en stram flygtninge- og indvandringspolitik, hvad angår strømme fra netop lande, hvor der historisk set aldrig har været længere perioder med økonomisk og politisk frihed. Det er nu engang forkert at tro, at flygtninge, blot fordi de flygter fra aktuelle magthavere og deres håndlangere, har nogen bevidst formuleret interesse i - endsige er i besiddelse af opbakning til - den relativt høje grad af såvel frihed men også til den omgængelighed (jævnfør blandt andet forståelsen for mænds og kvinders ligestilling), som præger denne del af verden.

Læs også Indvandring på frihedens betingelser.

På Taiwan findes der uden tvivl en stat

På Taiwan skal man nu stemme om, hvorvidt Taiwan skal hedde Taiwan, og ikke som i dag "den kinesiske republik". En udtalelse fra det amerikanske statministerium lyder imidlertid, at "USA er modstander af ethvert initiativ, der giver udtryk for at skulle ændre Taiwans status unilateralt", og at "Dette omfatter en afstemning om hvorvidt man skal ansøge om medlemskab af FN under navnet Taiwan".

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse at: "Danmark ligesom langt hovedparten af verdens lande, herunder EU-landene og USA, [fører] en ét-Kinapolitik. Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan". Dog skriver man også, at det: "[s]amtidig er [...] dansk politik at udbygge de økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan".

Når der står at "Danmark fører" en bestemt politik, er det naturligvis også den danske stat; det vil sige de aktuelle politiske magthavere, der fører en given politik. Det bør de naturligvis så også stå til regnskab for, helt på samme måde som de må stå til regnskab for, at de i praksis ikke afskaffer landbrugsstøtten, eller gør op med fremvæksten af alverdens andre tilskudsordninger i EU.

Enkeltstående individer kan vel at mærke samtidig også anerkende eksistensen af en stat: Eksempelvis kan man i et politisk frit samfund skrive: "Jeg anerkender at der findes en stat på Taiwan!" eller "Staten på Taiwan er i praksis uafhængig af det kinesiske fastland"; eller "som" politisk iagtager har jeg bemærket at Taiwan er kendetegnet ved langt mere politisk frihed - herunder ytringsfrihed end i Kina".

Og der er ingen tvivl om, at der på øen Taiwan befinder sig en stat.

Der kan tilsvarende ikke være den store tvivl om, at de fleste borgere i Danmark også for længe siden har anerkendt (opdaget), at der findes en uafhængig stat på den omtalte ø.

Der kan samtidig ikke være tvivl om, at dette udgør et problem for de kinesiske - og formelt kommunistiske - magthavere, hvis denne faktuelle konstatering, blev formaliseret. Men det sidste forhold bør bare ikke være afgørende for hverken ens egen politiske holdning, eller for de myndigheder, der gerne også skulle være på den politiske friheds side. Men det er der desværre noget der tyder på at det er - såvel for de amerikanske som for de danske.

Hvad angår den danske position, skulle vores politik så i givet fald handle om, at vi retter os efter hvad flertallet af andre stater mener?

Hvis alle havde den indstilling ville ingen nogen sinde ændre deres position.

Tværtimod ville det klæde danske myndigheder at drage en konklusion, der klart viste, at vi stod på Taiwans og mere præcist på de individuelle frihedsrettigheders side. Hvis det er tilfældet burde anerkendelsen være helt uproblematisk.

Med Taiwan er der netop tale om et økonomisk område, som i vid udstrækning har været kendetegnet ved udbredt økonomisk frihed og velstandsskabelse, og som i øvrigt også har haft en vigtig indflydelse på de økonomiske reformer i Fastlandskina, som stort set alle undtagen de mest dogmatiske kommunister er begejstrede for. I Danmark burde man tilsvarende anerkende dette, og altså også officielt anerkende betydningen af økonomisk frihed for menneskers velfærd og velstand.

Og ovenstående inspirationsfaktor burde derfor atter tilsvarende være værd at tage med i denne henseende.

Altså: Kina har taget ved lære af en region, der helt uafhængigt af det man fra formel dansk side alligevel mener, at denne region er en del, har haft nogle helt radikalt anderledes (og mindre rigide) regler for befolkningen. Og som derfor har inspireret "det øvrige Kina"...Og så er der jo lige de langvarige amerikanske forsvarsgarantier givet til øen, som netop er stillet i kraft af fjendtligheden fra det kommunistiske Kina. Eksistensen af disse garantier er således et andet ret solidt vidnesbyrd om at selvstændigheden ift. Kina er en realitet.

Sandheden er naturligvis, at Taiwan har været uafhængigt længe, og derfor har haft friheden til at sikre den økonomiske frihed. Det interessante er derfor ikke, om der er en stat eller ej, - for det er der jo. Det interessante er, hvad kriteriet for anerkendelse går ud på, - og hvorfor man undlader at anerkende formelt. Der er i den sammenhæng således ingen tvivl om at den fastlandskinesiske del af Kina, som den danske stat anerkender, er langt mere undertrykkende end den stat på Taiwan, som man fra regeringens side i Danmark ikke - formelt - anerkender.

Heldigvis er der hvad det sidste angår ikke tale om en konsistent politik - altså om kun at anerkende kommunistiske diktaturer. Men hvad er i grunden årsagen til, at man har anerkendt magthaverne på det kommunistiske fastland? Det burde man også forklare, når man nu alligevel nævner Taiwan på udenrigsministeriets hjemmeside.

De samme politikere, der ikke vil anerkende Taiwan, ønsker i øvrigt, at vi skal stemme om suverænitetsafgivelse til et politisk samarbejde i EU, hvor synet på økonomisk frihed indenfor flere områder tegner ganske problematisk. Det gælder således at man i EU på en række områder vil styre og kontrollere den økonomiske adfærd. Mon der er en sammenhæng mellem lunkenheden overfor Taiwan, og så synet på markedsøkonomi i visse europæiske stater?

Tidligere bragt i 180grader.dk

Kunsten at forhandle om andres liv og frihed

I december i Colorado sidste år fortalte JP's kulturredaktør Flemming Rose nogle amerikanske studerende historien om den tolerante mand, der lader ildspåsættere flytte ind i sit hus, hvor ethvert nyt skridt hen imod brandstiftelse bortforklares af ødelæggerne, og hvor den venlige mand accepterer brandstifternes argumenter lige frem til tidspunktet, da han rækker gerningsmændene tændstikkerne til brandstiftelse.

Historien handler ikke mindst om, at der er tidspunkter i tilværelsen, da man ikke skal gå på kompromis. Manden går således på kompromis med sin egen frihed, sit liv og sin ejendom - ud fra et ønske om at være venlig og tolerant. Parterne kan således aldrig mødes, for der er tale om aggression på den ene side og eftergivenhed på den anden.

Hvis man har fulgt med i farcen om Ungdomshuset - eller forhandlingerne med iranerne i Mellemøsten - burde man kunne se ligheder med ovenstående: Her er netop tale om, at kompromis og forhandling er blevet ophævet til et absolut gode, samtidig med at standarderne for, hvornår man skal forhandle og lade være, er forsvundet. De iranske aggressorer og BZ'erne har nu også rettigheder, og status af at være ligeværdige parter. Der er vel at mærke tale om rettigheder, man har fået på frihedens og ejendomsrettens bekostning.

For hvis man spørger diplomaterne i FN, vil man få at vide, at man altid skal forhandle. Et ultimatum og en tidsfrist med konsekvenser for de gale præster er fra FNs side helt utænkeligt. Strategien fra EU og FNs side er netop som i historien foroven: At søge at bestikke overfaldsmændene ved at give efter.

Skatteyderne i Europa betaler således for den iranske afpresning. Og diplomaterne i FN og EU ernærer sig i øvrigt i kraft af selv samme eftergivenhed.

Tilsvarende når det gælder Ungdomshuset i København, blev de unge part i sagen, ved at kommunen gav dem noget på de sande ejeres bekostning - det vil sige ved at underminere det civile samfund. Herefter havde de lokale socialdemokrater nogle at forhandle med.

Tidligere bragt i Jyllands-Posten den 2. marts

Appeasement

Den 10. oktober 2006 sagde Per Stig Møller, at det var vigtigt med gode forbindelser til Iran.

Tony Blair forsøgte den 12. november 2006, tilsvarende at række hånden ud til nogle mennesker, der abonnerer på de stik modsatte værdier og ideer ift. dem, som vi værdsætter i den frie del af verden . Det skete i kraft af Blairs tilbud om ”partnerskab” med Iran, hvis man ophører med at støtte terrorismen.

Irans destruktive politik i form af støtte til enkeltpersoner, organisationer og andre stater, der er beskæftiget med frihedsfjendtlig aktivitet finder ikke blot sted via involvering i Irak, men også via ideologiske udmeldninger, militær og finansiel støtte til de religiøse ideologier, som er drivkraften bag terrorismen i mange andre dele af verden.

Det frie samfunds værdier, - de som sikrer menneskers ytringsfrihed og økonomiske handlefrihed, er derfor åbenlyst ikke de samme, som de værdier det iranske samfund baserer sig på.

Og et teokrati, som det iranske der har eksisteret siden 1979 ville ikke have kunnet klare sig uden massiv støtte fra det civile samfund. Det er med andre ord værdierne og samfundet i Iran, der er fundamentet for det politiske styre sammesteds.

Lige så vigtigt er det at gøre opmærksom på, at de værdier, der positivt skal eksistere, for at friheden kan trives, de ikke er tilstede som anden end en slags kuriøsitet. Det gælder ideen om, at ethvert menneske har retten til sit eget liv og forfølge sin egen skæbne, så længe man ikke skader andres mulighed for at gøre det samme.

Intet tyder endvidere på, at ideen, om retten til personlig frihed nogen sinde har haft et gennembrud i Iran, lige som det er tilfældet så mange andre steder på kloden, og hvilket er en tilstand, vi i vores del af verden i øvrigt også kan vende tilbage til, hvis vi ikke mere konsekvent begynder at forsvare de individuelle frihedsrettigheder.

Appeasement handler om eftergivenhed. Og forsvaret for frihedsrettighederne og det verdslige samfund, kan man ikke føre via appeasementpolitik, det vil sige ved at tilbyde afpressere noget positivt til gengæld for at de afholder sig fra at gøre noget negativt.

Friheden kan heller ikke sikres ved at skabe gode forbindelser med afpresserne i almindelighed, men i stedet ved at isolere og pascifisere det internationale systems overfaldsmænd og agrresorer.

Man handler ud fra sine ideer

Som Ludwig von Mises påpegede, er det således forskellene på de politiske ideer (og på ideer i det hele taget), der gør forskellen på, hvor et samfund vil befinde sig kulturelt og materielt, og hvor det vil bevæge sig hen.

Det er i kraft af fonruften og ideer, at muligheder opstår og skabes – først og fremmest ved at man identificerer dem, ved at bruge sin fornuft.

Ideen om, at man har retten til at bruge sin egen fornuft, selvstændigt tage stilling til, hvad hvad der er rigtigt og forkert, forfølge sine egne drømme, handle ud fra sine egne visioner samt høste fordelene af dette; det er således noget ganske særegnet. Det er ikke en indstilling, man kan tage for givet.

Ideen om, at man har retten til sit eget liv og til at bruge sin fornuft, sådan som man selv ønsker det, er dermed ikke ideer, der bare giver sig selv, på samme måde som den velstand, der omgiver os tilsvarende ikke kan tages for givet. Hverken velstand eller de gode ideer er derfor at beskrive som selvfølgelige.

Det er med andre ord konkrete mennesker, enkeltstående individer, der skaber velstanden i samfundet, ligesom det er bestemte mennesker, der får de gode ideer, vel at mærke samtidig med at de vælger at kæmpe for at føre dem ud i livet og realisere dem.

Kulturen i samfundet - herunder idegrundlaget – afgør derfor om de gode ideer får lov til at blive realiseret, sådan at de kan være til gavn for det øvrige samfund. Man kan tale om hvorvidt, der i et eller andet omfang eksisterer en fornuftskultur; det vil sige i hvilket samfund man anerkender og værdsætter, at mennesker er frie til at bruge deres intellekt.

Fremskridt er ikke historiske selvfølgeligheder

I CEPOS nye bog ”20 begivenheder der skabte Danmark”, i det første kapitel, skriver Bo Bjørnvig således om den danske fortid, under overskriften ”Voldelige var de” om hans bud på, hvad der driver forandringer:

”Landet kunne føde måske 15.000 mennesker, der levede som jægere og samlere, og i tiden op til 4000 f.kr. nåede man denne grænse. Fødevareknaphed førte til indførelsen af landbruget – ellers ville vores forfædre næppe have påtaget sig det ekstraarbejde, det krævede. Herefter indtræffer der jævnligt fødevarekriser på grund af stigende befolkningstal, men de overvindes gennem ændringer i produktionsmetoderne, så der i perioder er en slags overskud – i 3. årtusinde og bronzealderens storhedtids i det 2. årtusinde f. kr. - mens alt tyder på, at landet igen for alvor var overbefolket i århundrederne omkring Kristi fødsel”.

Ifølge Bjørnvig drives fremskridtet således af produktionsmæssige nødvendigheder. Der er således ikke tale om Malthusiansime, da Bjørnvig minder os om mennesket er i stand til at overgå sig selv – igen og igen, ved at forbedre sine produktionsteknikker, og dermed undgå at leve på et subistensniveau, som Maltus mene ville være reglen.

Men Bjønvigs ”logik” kan i midlertid ikke gøres universel: Nogle samfund lever rent faktisk som Malthus forudså. De har andre regler for, hvad man må og ikke må. Og disse regler står åbenlyst over Bjørnvigs nødvendiger.

Nogle samfund er således den dag i dag stadig at beskrive som jæger- og samler-samfund. Der er således ingen lovmæssigheder, når det gælder den menneskelige adfærd. Det er ikke dermed en selvfølge, at man ændrer adfærd i kraft af Bjørnvigs ”nødvendigheder”. Det er for det første ikke en selvfølge, at bestemte individer indfører nye produktionsmetoder, og at andre efterligner dem.

Det er yderligere ikke en selvfølge, at man kun indfører nye produktionsmetoder, hvis man er konfronteret med sult og elendighed, i fald man ikke gør det. For hvis det sidste var tilfældet kunne vi ikke forklare vor tids velstandsskabelse, hvor vi har bevæget os langt ud over at holde nøden stangen. Produktionsudvikling, eksempelvis når det gælder en ny mobiltelefon eller en bærbar computer, kan ikke forklares ved at sige, at prouktudviklerne og designerne er nødt til at gøre det for at klare sig til dagen og vejen. Interessen for at forbedre sin egen situation er ikke at beskrive som nødvendighedsdrevet, forstået på den måde at forbedringer vil følge i kraft af dårlige udsigter, men i stedet af en positiv motivering, der således eksisterer uanset om Christiansborg udsætter erhvervslivet for nye reguleringer – eller hvis – og hvis ikke – klimaet forandrer sig. Vigtigst er det således at påpege at det negative ikke forårsager, forstået som determinerer det positive, men at der er tale om individers beslutninger og tankegang; og disse kan man ved at iagtage andre samfund eller blot forskellige individer ikke tage for givet. Det ”ekstraarbejde” som Bjørnvig siger man kun påtog sig ,hvis knapheden kræver det, er således i lige så høj grad udtryk for hjernearbejde, som der er tale om manuelt arbejde. Og hjernen begynder ikke automatisk at arbejde hvis den står over for et problem: Det kræver en viljesindsats at identificere problemet, og derefter at tackle det.

I øvrigt er det endvidere en forunderlig tanke, ikke at betragte landbruget som en tidsbesparende og proaktiv innovation, men i stedet som noget der er opstået som en reaktion på den knaphed, der følger af, at man er jæger eller samler. Tværtimod må det indvendes at et stadigt mere innovativt landbrug frigør ressourcer til, at man kan gøre andre ting, og dermed skabe yderligere velstand. Man aflastes netop for ekstraarbejde, ved at indføre overlegne produktionsmetoder: hvad enten det er at gå fra at være jæger og samler til at være landbruger.

Aktuelle forskelle på ideer og velstand

Problemet med Bjørnvigs argumentation er dog først og fremmest at han (med relevans for emnet her) tager ideerne om at indføre nye metoder for selvfølgelige, hvilket netop også adfærden i andre lande, den dag i dag, - tusindevis af år efter - viser, at de ikke er.

Et eksempel på forskelle i dag kunne også være synet på GMO'er i henholdvis i EU vs. USA. Det ene sted tror man mere på teknologien, end man gør det, det andet sted: og det skyldes i sidste instans også synet på menneskets fornuft. Ideen om at mennesker er kompetente i kraft af fornuften, har historisk set været stærkere i USA end det er tilfældet i Europa. Og i Iran er man åbenlyst bange for at lade mennesker bruge deres fornuft i frihed. - Og man søger fra Irans side endvidere at bekæmpe denne frihed i resten af verden, med de midler man nu har. For jo mere frie vi er i vores del af verden, desto mere vil vi fjerne os yderligere fra lande, hvor man undertrykker intellektet. (Se artikel i Ræson.dk: ”Tre slags kollektivister”)

Men også i fortiden har der som bekendt været stor modstand mod det nye og mod forandringer.

I mange dele af verden er modstanden mod det nye endvidere kommet ud af konflikterne som den stærkeste og vindende part, uanset nødens størrelse og ”nødvendighedernes” omfang - jævnfør også miljøbevægelnsens destruktive konsekvenser for det afrikanske kontinent.

Konklusionen er derfor at der ingen nødvendigheder er, - eftersom fornuften ikke er en selvfølgelighed, men der imod er at beskrive som et valg:

Man vælger at koncentrere sig og at bruge sin fornuft. Der er ingen determinisme. Og selv fornuftige mennesker kan i øvrigt også vælge at lade deres fornuft misbruge. - Og det er netop, hvad der sker, når man overlader den teknologi og de landvendiger, der er skabt i en fornuftskultur til mennesker, der er modstandere af fornuftens frihed – jf. Blairs og Møllers ideer om gode relationer til Iran.

Konfliktende ideers spændvidde

Herefter kan man så atter vende sig imod de konfliktende værdier og ideer i det nye årtusinde.

For ikke alene er der omtrent lige så store konfliktende ideer, som der var tilbage i tidligere tider. - Forskellene er rent faktisk endnu større, af den simple grund at ideerne, om politisk og økonomisk frihed (også takket være den politiske filosof Ayn Rand) er blevet formuleret langt mere præcist end nogen sinde før. Og det er - jævnfør ovenstående - spændvidden i ideer, der afgør forskellene i motiverne for vores handlinger, handlerummet samt evnen og dermed mulighederne for at kunne skabe øget materiel og fornuftsbaseret åndlig velstand.

En række ideologier, er rent faktisk blevet mere reaktionære i dag, end det måske nogen sinde har kunnet iagtages i det mindste i Norden. Men der er vel at mærke ikke tale om hjemmedyrkede ideer.

I nogle dele af verden er synet på kvindens plads i samfundet således helt ekstremt underordnet mandens (jævnfør også det nu styrtede taleban-regime i Afghanistan) i forhold til noget, man på samfundsplan, og ikke som en kuriøsitet, har kunnet iagttage i skandinavien.

I dag må vi derfor også først og fremmest forholde os til selve de ideer, der er afsættet for de konkrete former for undertrykkelse. Pointen her er netop at det ikke kun er handlingerne (symptomerne) man må stille spørgsmålstegn ved, men vel at mærke de ideer, der ligger bag (årsagen).

Forskelle på NATO og FN handler også om ideer og værdier

Men internt, også i vores del af verden, er forskellene på værdier og ideer tilsvarende præget af en helt ekstrem spændvidde, når det gælder synet på - blandt meget andet - religion samt politiske og økonomiske systemer. Dette gælder også, hvis vi ser bort fra de ideer, der kommer ”udefra”.

Disse forskellige ideer og værdier præger vel at mærke også udformningen af institutioner; sådan at nogle institioner i det samme samfund, er bygget op ud fra helt andre værdier end andre institutioner; selv om begge typer af institutioner rent faktisk opererer under samme kasket, det vil sige det statslige monopol – eller er tildelt den samme prestige, der ligger i samlebetegnelsen, ”det internationale system”.

Men jævnfør Bo Bjørnvigs forklaringsmodel, så er der imidlertid ganske mange, der ikke fokuserer på, at forskellige og modstridende ideer og værdier er ophav til forskellige institioner, men i stedet – eksempelvis – benytter sig af nødvendighedsforklaringen. (Og i kraft af en nødvendighedsforklaring kan man således altid nå frem til, hvorfor noget eksisterer, men aldrig til, at en given institution bør afskaffes – i det mindste ikke før efter det er sket...).

Det skal således her være påstanden, at forskellen på - eksempelvis NATO og FN - skyldes, at værdigrundlaget er forskelligt; og at der ikke blot er tale om, at NATO er en forsvarsorganistion og FN er en institution, der angiveligt har til formål at holde kommunikationslinierne mellem stater åbne.

NATO har således spillet en central rolle, hvad angår afskrækkelse af den frie verdens fjender.

Institutionen har – indtil videre – formået at slå en streg i sandet (dog også ved at inddrage enkelte stater, der fjerner sig mere end andre fra frihedsidealerne end andre), ved netop at være baseret på nogle bestemte værdier, hvor man efterfølgende ved hvem, der er truslen mod de pågældende værdier. At dette så i nogen udstrækning mere har været implicit end eksplict er en anden sag. Det sidste er det vel at mærke på tide at gøre op med, hvis man ikke ønsker at NATO mister sin betydning.

Hvis NATO skal have en fremtid, er det på tide at indskærpe, hvad det er for værdier, man forsvarer og at det netop er den politiske og økonomiske frihed.

Skillelinien, det vil sige stregen i sandet, burde netop markeres at være mellem individualisme: individets ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv - konfronteret med totalitarisme og kollektivisme; (hvad enten der er tale om kommunisme, fascisme eller islamisme), hvor individet betragtes som underordnet i forhold til en eller andet defineret helhed, hvad enten der er tale om fælleskabet, nationen eller religionen. At insistere på, at skellet går mellem demokrati vs. kommunisme (eller noget ”udemokratisk”) det vil derimod være misforstået. Og dette ville netop forvandle institutionen NATO til en lige så handlingslammet (og på mange måder destruktiv) institution som FN.

FN bygger således under ingen omstændigheder og i intet omfang overhovedet på en konfliktline mellem de frihedsideer, som også den amerikanske forfatning bygger på – vs. kollektivisme, hvad enten sidstnævnte manifesterer sig i den ene eller anden klædedragt.

FN's ikke-værdier

Man kan også jævnfør ovenstående sige, at FN baserer sig på ikke-primære-værdier, hvilket netop har været et bidrag til at sælge FN til alle, hvorimod det af selvindlysende grunde er umuligt at sælge NATO til alle andre end de mennesker, der værdsætter den politiske og økonomiske frihed, hvilket netop er individets frihed til at bruge sin fornuft til at forbedre sine omgivelser.

Disse ikke-primære-værdier er således eksempelvis: kommunikation, information, kulturel udveksling, tolerance, dialog m.v. Der er tale om noget, der lyder godt og behageligt i de flestes ører, men som ingen vel at mærke kan bruge som pejlemærker for deres egen livsførsel og adfærd iforhold til andre, eftersom der ikke er tale om grundlæggende fundamentale værdier.

Men hvis man spørger, hvordan disse værdier er udviklet, vil man vel at mærke ved samvittighedsfulde overvejelser kunne nå tilbage til de mere grundlæggende værdier, der handler om den enkeltes ret til liv, frihed og ejendom – til at forfølge egne ideer. Disse mere grundlæggende værdier er dermed alligvel afsættet for de sidstnævnte. Men i dag sælges FN-værdier imidlertid ikke blot som indpakning, men også som selve indholdet.

Og læg så mærke til at repræsentanter for diktatur-stater, delvist frie lande, teokratier samt fascistiske og kommunistiske regimer så sandelig også synes, at dialog og information er en fantastisk ting, på samme måde som de værdsætter teknologi med meget mere – blot så længe de pågældende landes magthavere har kontrollen over, hvordan teknologien skal bruges, samt på hvilken måde tolerancen og den kulturelle udveksling skal udmynte sig (Jævnfør at Iran i 2005 i FN sammenhæng var værtsland for en konference om indformationssamfundets fremtid).

”Dialogen” kan eksempelvis udmynte sig i voldsom forargelse over brugen af ytringsfrihed i den vestlige del af verden - tilføjet en barsk og grusom behandling af etniske, politiske og religiøse mindretal i lande som eksempelvis Saudiarabien - eller Iran. Retfærdiggørelsen af dobbeltindstillingen kan netop finde sted, eftersom FN-systemet således har fjernet de afledte værdier – tolerance, dialog, udveksling fra disse begrebers fundament: det vil sige respekten for mennesket, som et fornuftsvæsen, der har retten til at søge at skabe sig sin egen tilværelse fri for undertrykkelse. Resultatet er dermed blevet en ophævelse af muligheden for at kunne identificere dobbeltmoral: det er i dag blot at beskrive som FN's bud på, hvad der er ”politisk korrekthed”.

I dag er FN derfor først og fremmest at beskrive som institution, der er en åbenlys invitation til at kræve mere af den frie verden fra den ufrie verdens magthaveres side. For tolerancen kan for umoralske individer, der lever i kraft af frygt og undertrykkelse kun gå én vej.

Det er således de produtive, de der har friheden og fornuften til at skabe, der forventes at finansiere de uproduktive og destruktive individer, der lever i kraft af undergravelsen af de fundamentale ideer. En meget stor del af problemet forbundet med FN, handler derfor ikke blot om, hvad FN gør og hvor meget institutionen er handlingslammet, eller tager parti for de frihedsfjendtlige, men i lige så høj grad om, hvad FN står for, det vil sige hvad angår de ikke-værdier, som institutionen bygger på.

”Tolerance” betyder konkret i FN-systemet dermed i praksis også, at politisk ufrihed respekteres. Så hvis det ene system ikke kan skabe velstand – og rent faktisk fører i retning af det liv på subsitensniveua, som Maltus mente var en lovmæssighed, ja så forventes de frie samfund at tolerere dette, at respektere det, og - give efter. For ”tolerancen” kan kun gå i en retning: De systemer der ikke kan skabe noget, i kraft af politisk og økonomisk undertrykkelse har således intet positivt at tilbyde, så enhver aftale kan kun handle om, at nogle stater giver, og andre tager, det der bliver givet. Og at ”tolerancen” sikrer at ”tingene” - magthavernes base i form af diktatur samt den økonomiske elendighed i civilsamfundene - forbliver som de er.

Ovenstående bliver således følgerne af, at man kanaliserer bistand til sidstnævne lande uanset regimeform, eller ved at man giver en lige værdig status til ambassadører fra sådanne regimer - på en måde, der giver såvel pressen som befolkningen i den frie verden indtryk af, at der de fakto er tale om politisk ligestilling; vel at mærke selv om virkeligheden ikke vil rette sig efter den politiske begunstigelse. Uanset optræden på tv, i radioen eller i den trykte presse – så lever undertrykkere stadigvæk af at undertrykke befolkningen. Den politiske ligestilling er derfor ikke andet end en formalitet. Den er ikke reel.

Og konsekvensen af ovenstående er vel at mærke en stigende ufrihed i vores del af verden (herunder at vi skaber et kontrol- og overvågningssamfund for at beskytte os mod de kulturer vi giver ligeværdighedsstatus) i takt med at den ufrie verdens undertrykkere, takket være en institution som FN, - og takket være denne form for appeasement, de konsoliderer deres magt.

Den politiske elites benægtelse af de grundlæggende forskelle

En patologisk konsekvens af ovenstående, er netop debatten om klimaflygtninge, hvor man nu opfører sig som forskellene mellem politiske og økonomiske systemer, nu ikke bare formelt men også i virkelighedens verden er blevet ophævet, og at de socio-økonomiske forskelle derfor også i praksis er ubetydelige. ”Logikken” handler således om, at der er en verden med omkring to hundrede nationer, og at disse nationer nu står over for det samme problem. Dermed er de politiske og økonomiske forskelle blevet fejet ind under gulvtæppet. Læg også mærke til, at intet problem nogen sinde er blevet løst i verdenshistorien ved at erklære ovenstående. - Velstanden i Nordamerika eller Hong Kong er ikke blevet skabt ved, at man sagde at den kinesiske eller amerikanske fattigdom var et globalt anliggende. Havde man gjort dette, ville man også, den dag i dag, i disse nationer leve under dem verdenshistoriske normaltilstand kendetegnet ved udbredt fattigdom.

Ingen computer eller mobiltelefon er tilsvarende blevet udviklet, i kraft af at designeren råbte op om egne eller andres behov for kommunikation, og hvordan verden ville blive et bedre sted. FN-retorikken, som den er præsenteret foroven – om tolerance, dialog, kollektive problemer et.c, har aldrig været et redskab for andre end politiske kvaksalvere.

En kvaksalver er således ”person, der uden lægelig uddannelse driver lægelig virksomhed”. FN-embedsmanden er således her at betegne som den ”kloge kone”, der siger at hun ikke præcist ved, hvad patienten fejler, men at hun kan kurrere lidelsen alligevel:

Man peger på de fattige og/eller flygtningeramte lande, stiller sig derefter op og siger: ”giv os ressourcerne til at løse problemet”. Derefter etablerer man nogle kontorer i de pågældende lande, deler forskellige goder ud, og skriver rapporter om tilstanden i de pågældende samfund. Man vil herefter lade sig fascinere af de lokale lands kultur og skikke. Man vil sætte pris på den relative velstand, man opnår som FN-udsendt. Man vil sympatisere med de lokale. Man vil sandsynligvis også i stigende grad blive mødt med skepsis, når befolkningen indser, at de blot har fået endnu en korrupt politisk overklasse. Og man vil ikke gøre en positiv forskel, af den simple grund, at man ikke anerkender, at grundlaget for positive handler er en forandring af den politiske og økonomiske kultur i retning af respekten for den private ejendomsret - og for andres ret til at sige deres mening, og til gå deres egne veje, herunder retten til at profitere af at gøre det i kraft af at man kan tilbyde sin omverden noget positivt: en vare i form af et fysisk gode eller en serviceydelse.

Hvad angår ”klimaflygtninge” slår de politiske budskaber - fra det som eksempelvis dele af pressen antager for at være det intellektuelle lederskab - igennem, og man overtager den konstruerede virkelighed, det vil sige den man har om to hundrede nationer, der i det store hele står overfor det samme problem, som nu skal løses via kollektive beslutninger; det sker sjovt nok i den samme institution, hvor man har identificeret (læs opfundet) ”klimaproblemet”.

At man fra det politiske lederskabs side, så ikke længere kan forklare hvorfor produktudvikling, innovation og velstandsforbedringer kun finder sted i den frie verden; og at man fra pressens side ikke stiller spørgsmål ved, at klimaflygtninge har en forunderlig lighed med flygtninge fra samfund uden politisk og økonomisk frihed, ja det er blot endnu et mysterium som kan indgå i rækken af uforklarligheder, man mentalt fortrænger.

Også her slår appeasement-tankegangen igennem. Den vestlige verdens politikere har givet status til diktaturlandene, og begynder derfor i praksis at omgå dem som ligeværdige; hvorefter de netop også i praksis tvinges til at undervurdere forskellene på værdier. Klimajournalister, der i stigende grad udelukkende lever af de ”nyheder” de modtager fra politiske aktivister, der tilskriver klimaforandringer, den allerstørste betydning, og tilsvarende underspiller konkrete værdimæssige forskelle, bliver på tilsvarende vis nødt til at se bort fra de socio-økonomiske forhold, hvis de ønsker at give mening til netop det politisk meningsløse og de politisk værdiløse budskaber, der udgår fra ikke mindst FN, og som et blandt mange resultater har ført til kyoto-protokollen.

De grundlæggende ideers betydning

Motiverne og målsætningerne - måden man opererer på - for institutioner, fra statslederes side - samt i verdens samfund er således vidt forskellige, alt efter hvilke typer af ideer, der er styrende og dominerende.

Alle ideer baserer sig imidlertid - i et eller andet omfang på en implicit præmis, der handler om, at man tror, at man kan slippe godt fra at abonnere på de ideer man nu engang sætter øverst. Sidstnævnte regel gælder selvsagt også i Iran. Og dette er et faktum, der burde stå øverst hos de, der har ansvaret for sikkerhedspolitikken; på nøjagtig samme måde som det var tilfældet under den 2. verdenskrig:

Japanere, tyskere og italienere troede og mente således tilsvarende, at deres værdier og ideer var frihedsideerne overlegne. Et helt centralt element i disse ideer, er ideen om, at magt og styrke står over omtanke og fornuft. Som i tilfældet med FN-værdierne, så var magten og styrken rent faktisk også her blevet løsrevet fra de grundlæggende værdier: Den materielle velstand, der eksisterede i såvel Japan, Italien og Tyskland måtte således netop tilskrives fornuftsmæssige beslutninger taget af forholdsvis frie aktører på markedspladsen. Og forud for dette var der i øvrigt også truffet beslutninger af det politiske lederskab, om positivt at tillade fri produktion og fri handel.

I de lande, hvor fornuften i længere tid og i højere grad havde de frieste rammer, der var økonomierne - netop af denne grund tilsvarende de stærkeste. Her kunne som en afledt konsekvens derfor uddannes de dygtigste soldater ,og fremstilles de mest moderne våben.

Det var ikke desto mindre hos agressive og militaristiske nationer (Tyskland, Japan etc.) at man havde undergravet fundamentet og udviklet ”nye” ideer om hvad der var fundamentalt, og hvad der ikke var det. Hvorfor man opgav fornuften og dermed den politiske og økonomiske frihed i Tyskland kan man i øvrigt læse om i Leonard Peikoffs ”The omnious paralells” samt i Ludwig von Mises ”Omnipotent Government”.

Magtstræb vs. velstandskabelse

Den politiske venstrefløj kan derimod ikke forklare hvordan militær styrke kan eksistere side om side høj materiel velstand, sådan som det er tilfældet i USA, Europa, Australien med mere. Her er synet på velstand og ressourcer således statisk, hvorfor man på stadigt mere uoverbevisende måde henviser til ”udbytning” enten af borgerne internt i samfundene, af resten af verden eller af naturen.

At mennesker skulle være bedre stillet i kraft af økonomisk og politisk frihed til at forandre deres omgivelser, og dermed også til at forhold sig til forandringer, hvad enten disse er naturlige eller menneskelige udfordringer fra mennesker med andre værdier og ideer, det er derimod en forklaring, der indædt ignoreres. Det gør man således primært ved at ignorere fornuftens betydning, og sekundært derfor ligeledes, ved at ignorere forskelle på økonomiske og politiske systemer.

Tilbage står derfor synet på mennesket som et hvilket som helst væsen, hvilket er miljøbevægelsens vision, samt synet på alle kulturer, systemer og værdier som værende ”lige gode”, hvilket er det multikulturelle syn, som vel at mærke ikke accepteres af dem, som multikulturalisterne har gjort sig til ambassadører for (eksempelvis kulturer fra Mellemøsten eller Afrika, hvor man insisterer på ideer, der blandt meget andet har et syn på kvinder, der adskiller sig markant fra det vestlige).

Tilhængere af teokrati ønsker således indførsel af teokrati. Og medlemmer af miljøbevægelsen ønsker at centralisere og dirigere økonomien. Som økonomen George Reisman har gjort opmærksom på, er det derfor ikke blot interessant, hvad bestemte aktører siger, men i lige så høj grad, hvilke motiver de har for at sige det, hvilket atter rejser emnet om hvilke grundlæggende ideer og værdier, som man abonnerer på.

Jævnfør den aktuelle brug af termen ”klimaflygtninge” er det således vigtigt at pege på, at de der promoverer begrebet ikke forslår en løsningsmodel, der blot tilnærmelsesvis vil sikre de samme friheder, vi nyder godt af i vores del af verden; og at meningen med at fremhæve flytningene rent faktisk er det stik modsatte af hvad der på et principielt og langsigtet grundlag vil forhindre flygtningestrømme. For det man fra miljøbevægelsens side tilbyder er en reducering af den velstandsskabende frihed, den frihed der eksempelvis har sikret os rindende vand i hanerne, frihed fra at dø af banale sygdomme, et informationssamfund - eller blandt meget andet et varieret fødvareudbud. - Hvis man vil vide mere om miljøbevægelsens praktiske konsekvenser for det afrikanske og latinamerikanske kontinent, kan man læse ”Eco-imperialism af Paul Driessen”, der udkom i 2003.

Også her kan der således konstateres en basis og en overbygning: Overbygningen i denne sammenhæng er ganske rigtigt fakta: det vil sige flygtninge. Men basis, der ignoreres er, hvorfor flygtninge i dag – i praksis – flygter; men også hvorfor der har være hungersnød, sult og menneskelige katastrofer i tusindvis og atter tusindvis af år, vel at mærke ofte indenfor områder, hvor der åbenlyst er masser af ressourcer.

Pointen er således, at der ikke er enighed om, hvad der er selvfølgeligheder og nødvendigheder; og at særdeles stærke politiske kræfter gør særdeles meget for at sikre, at der ikke bliver enighed om at udbrede den politiske og økonomiske frihed, ganske vist ud fra vidt forskellige syn på mennesket (nogle som et uintelligent dyr, der opfører sig destruktivt hvis det gives for meget frihed - økologismen; andre ser derimod mennesket som et primært åndeligt væsen fanget i en biologi, som man i vid udstrækning ikke for alvor vil kendes ved, det vil sige islamismen).

Talen om ”konsensus” handler dermed udelukkende om påstanden om det overfladiske: At der er konsensus om hvad, der er fakta, og så lade som om der også i det store hele er enighed om, hvordan der skal handles.

Sandheden er dog, at der tilsvarende ikke er enighed om, hvad der er fakta selv på det mere overfladiske plan, og at påstanden om konsensus, når det gælder FN, rent faktisk dækker over summen af konfliktende etiske, metafysiske, politiske, religiøse og økonomiske ideer med meget mere – globalt. Et ”stærkere” FN vil dermed først og fremmest manifestere sig i øget handlingslammelse, hvilket netop er negativt, eftersom evnen til produktion og velstandsskabelse er den helt centrale faktor, når man vil beskrive civilisation.

Kollektivisme vs. individualisme

Ganske meget tyder således på, at man ikke forstod læren fra 2. verdenskrig. For hvis 2. verdenskrig handlede om at gøre op med destruktive, alt-omsiggribende og totalitære samfundssyn- og systemer, såsom de der kunne findes i Tyskland, Japan, Italien m.fl., så er der tydeligvis noget, der er gået galt i skabelsen af FN-systemet. For med FN-systemet har man netop i meget udbredt omfang ligestillet alverdens systemer, og i dag skabt rammerne for en godkendelse af de systemer, man åbenlyst bekæmpede for ca. 60 år siden.

Forudsætningen for at man kan identificere kollektivisme og totalitarisme er således, at man som udgangspunkt har nogle bestemte værdier, og på forhånd forsvarer visse ideer. Vil man forstå FN må man derfor også beskæftige sig med idehistorie, og sætte sig ind i hvilke politiske tænkere, der bedst repræsenterer FN's værdier.

Det tankevækkende i denne sammenhæng er således, at man kan iagtage i hvor begrænset grad denne optik, hvor man anerkender, at grundlæggende og konfliktende værdier og ideer er tilstede, bliver benyttet, også når det gælder analysen af internationale relationer.

Det er samtidig værd at gøre opmærksom på, at netop denne optik, hvor man tager afsæt i indvidets rettigheder, selvsagt ikke har relevans for de, der abonnerer på helt modstridende ideer; det vil sige andre end dem, der handler om personlig frihed: Her har man netop brug for et værdirelativistisk system, det vil sige, hvor det, som staten på den anden side af grænsen udsætter ”dens” befolkning for, forventes at blive tolket på en helt anden måde, end den måde, man tolker det, som finder sted indenfor et lands grænser – jv. retorikken om at noget er ”nogens kultur”, og at det derfor skal respekteres – samt forsvaret for ”folkeretten”, der i det store hele handler om, at statens suverænitet står over individets. Denne verdens totalitære undertrykkere har kort sagt brug for denne verdens mulitikulturalister og værdirelativister.

Magthaverne illusion om kulturelle nødvendigheder

De politiske magthavere i diktaturstater er endog forundrede over, hvor stærkt andre mennesker vil forsvare deres frihedsrettigheder, samt hvor langt de vil gå, når de langt om længe får muligheden for at blive af med en diktator, en junta eller et teokrati.

Det, der den ene dag var veletablerede sandheder om en eller anden folkeforfører og/eller undertrykkers angivelige (eventuelt gudgivne) ret til at bestemme over en given befolkning, kan således fra den ene dag til den anden blive kuldkastet, sådan som det er sket utallige gange i verdenshistorien. Og det vil blive ved med at ske, lige indtil man erkender, at menneskers behov for frihed er universelt i kraft af behovet for at kunne skabe sig en bedre tilværelse.

Atter en gang bevises det her, at nødvendigheder og selvfølgeligheder, - og herunder uafvendelige historiske og trinvis fremskridt, ingen rolle spiller. Der er først og fremmest tale om, at individer skaber historien ved vælge at forsvare bestemte ideer, - også selv om man møder modstand fra de politiske magthaveres side. Sidstnævnte modstand gjaldt vel at mærke også – lige til det sidste – i Irak, i Rumænien, i Sovjetunionen eller i Østtyskland, lige ind til diktatorerne blev styrtet enten i kraft af et folkeligt pres eller via militær magtanvendelse. - Mange husker måske billederne af den vantro Nicolae Ceauþescus sidste timer, før han blev henrettet af det folk, der så længe havde måttet finde sig i at blive underkuet, eller af den tilfangetagne Sadam Hussein, der tilsvarende ikke længere lignede ”magtens nødvendighed”. Der var her netop tale om mennesker, der havde bidraget til en stagnation af kulturen, økonomien og udviklingen i almindelighed; men hvis regimer, som det også gælder Cuba, Nordkorea eller Iran i dag alligevel nyder en eller anden diffus form for respekt. På samme måde vil vi måske også en gang i fremtiden opleve at ”ikoner”, der har bidraget til at reducere den økonomiske samt den politiske frihed i fremtiden vil få den plads i historien, som de i realiteten har fortjent. Men igen er disse fremtidige hændelser ikke at tage for givne, men afhænger derimod af at nogle andre tager de korrekte beslutninger, jævnfør begrebet appeasement vs. forsvaret for egne værdier.

Politikken overfor Iran

Som et eksempel på den appeasement-politik, der handler om at sælge ud af den frie verdens kerneværdier, og give frihedsfjendtlige ideologier en plads ved bordet, samt erstatte forklarings-fundamentet (værdigrundlaget) for de samfund, der er skabt - med løse og overfladiske termer, som dermed bliver afsæt til at kanalisere også materielle ressourcer hen imod anti-vestlige styreformer - skal atter nævnes Iran, som et af de mere ekstreme eksempler på ”moderne” og dagsaktuel appeasement-politik. Pointen er imidlertid, at appeasement er noget mere omfattende, end det begreb vi normalt forbinder med Chamberlains tilnærmelser og forsøg på at skabe gode relationer med Hitler under den 2. verdenskrig.

Den iranske præsident har således ved gentagne lejligheder ytret hensigten om at ødelægge Israel. Dette budskab, der er temmelig utvetydigt, får imidlertid nu - i kraft af FN-systemet og den kultur, der er udviklet her - vel at mærke en moderering med på vejen, som betyder at budskabet om at ødelægge Israel af de multi-kulturelle retorikere bliver til noget, hvor besynderligt det end lyder, der handler om - mangfoldighed: ”Man udtrykker sig bare mere bastant i Mellemøsten. Det er jo deres kultur...”., er således essensen af den multikulturelle ”analyse”.

FN's indflydelse på måden at anskue verden, kulturer og værdier på, er således konkret, selv om værdigrundlaget er diffust og flydende. De overfladiske ideer om kulturel udveksling, dialog og samtale som afsæt og grundlag for alt andet bliver således at udsagn, der er fuldstændigt utvetydige og åbenlyse, alligevel bliver polerede og udglattede – ikke bare af iranske ambassadører, men af nyttige idioter i vores del af verden, samt af det politiske apparat, hvor indpakning og indhold har fået karakter af at være det samme.

Det kræver imidlertid ingen anstregelse at iagtage, at der ikke er et modsætningforhold mellem den iranske ledelses erklærede målsætning om at ødelægge Israel, og så staten Irans øvrige aktiviteter. Påstanden om kulturelle forskelle i retorik i sammenhængen er derfor løgnagtig, eftersom det sagte rent faktisk tilsvarende er det, der er hensigten, og den målsætning som det iranske lederskab handler ud fra.

Dem som derfor ser noget positivt i FN-systemet, vil derfor tilsvarende se verden igennem den prisme, der handler om at tolerere modstridende værdier; og dermed ikke om at forsvare nogle værdier, og forkaste andre. For det sidste er nu engang en konsekvens af, at man vælger noget bestemt: Hvis man vælger at leve sundt, så vælger man på samme tid ikke at leve usundt. Og hvis man sætter overlevelse øverst, vil man samtidig ikke vælge at smide de værdier væk, man har brug for – for at kunne overleve.

De multikulturelle retorikere står imidlertid ikke over for denne problemstilling af den såre simple grund at de ikke ser den. Deres værdier er ikke truet: Dialog, tolerance, demokrati etc. er alt sammen relative termer. De vil eksistere i en eller anden form, uanset hvad. De iranske ledere er således ikke at beskrive af modstandere af tolerance, så længe de selv kan få lov til at definere den. Hvad man er modstander af i Iran (men også fra multikulturalisternes side), er derimod ideen om, at individet ikke er noget man i et eller andet omfang kan spænde foran et kulturelt, statsligt, religiøst og/eller økonomisk projekt. Det sidste er således ikke et spørgsmål om enten eller – men derimod i stedet om noget absoult: Enten har individet retten til at forfølge sine ideer om det gode liv, eller også bliver det gode liv, i et eller andet omfang, defineret af nogle andre. Og såvel mulitikuluralisterne som myndighederne i Iran ønsker netop den sidste og relative løsning, hvor meningen med tilværelsen i en eller anden grad bestemmes af enten et verdsligt eller et religiøst lederskan, og typisk ved hjælp af statsapparatet.

Udenrigspolitik ført med skyklapper

De individer, som Per Stig Møller og Tony Blair søger ”gode forbindelser” med, er, - når det eksempelvis gælder diplomater: individer, der repræsenterer et bestemt politisk system – i Irans tilfælde et teokrati , hvor man har nogle bestemte politiske målsætninger, der yderligere er udstukket i kraft af nogle bestemte ideer – i dette tilfælde nogle religiøse.

Her er fundamentet derfor ikke FN's uldne paroler. Her er verden en anden, – uanset hvordan Tony Blair eller Per Stig Møller så gerne så, at det var tilfældet. Her tror man tilsvarende, at man kan slippe af sted med at abonnere på en anden type af værdier; og det vil blandt andet sige, at bruge den velstand, der er skabt i den frie verden – og i kraft af den frie verdens værdier til at bekæmpe den frie verdens værdier. Man tror det på dette, og det bliver man ved med at gøre ind til nogle i den frie verden handler på en måde, så man holder op med at gøre det. Appeasementpolitikken er i denne sammenhæng en opmuntring til regimerne om at forsætte med deres nuværende politik. Ingen tager således større notits af undertrykkende i regimer i eksempelvis Afrika eller Asien, der ikke opfører sig agressivt udadtil (I forhold til Syrien og Iran kunne dette eksempelvis være Zimbabwe eller Burma).

Hvor meget eller hvor lidt, der skal til, før man i Iran opgiver sit nuværende projekt, sådan som det skete i Tyskland og Japan i forbindelse med afslutningen af den anden verdenskrig, - det er et emne for sig. Det er ikke desto mindre værd at minde om, at der rent faktisk skulle forholdsvis meget til. En meget stor del af den tyske befolkning mente således, at Hitler havde fat i noget rigtigt, når det gælder den tyske nations rolle som toneangivende. Mange ledende kræfter i Japan abonnerede på samme vis - på ideer om guddommelighed, som ifølge ideologien gav japanere en særlig ret til handle som de gjorde. Voldsomme kræfter blev således sluppet løs for at sætte en stopper for disse ideer fra de allieredes side. Det som kræfterne var oppe imod, var således nogle tanker fra Japans og Tysklands side, om at tingene ikke kunne være anderledes, at der med de aktuelle handlinger var tale om nødvendige handlinger, vel at mærke iblandet noget, der for såvel Tysklands som Japans side må karakteriseres som netop en trosretning.

Men som bekendt tabte begge nationer til fordel for de lande, der i langt højere grad stod som et forsvar for den økonomiske og politiske frihed. Og atter engang man man gøre opmærksom på, at der ikke var tale om nødvendighedens determinisme – heller ikke når det gælder forsvarspolitikken; og først og fremmest også at politikken ikke var eftergivende. For selv om man havde velstanden, og dermed evnen til at omsætte sin velstand i materiel forsvarsevne, så var dette ingen selvfølgelighed (jævnfør netop forskellen på FN og Nato). Der var tværtimod med de handlinger, der førte frem til 2. verdenskrigs afslutning, tale om bevidste beslutninger truffet af bestemte individer, der måtte overvinde intern modstand – før de kunne få muligheden for at bekæmpe truslerne udefra. Og netop herfra, det vil sige fra den 2. verdenskrig, stammer vores begreb om hvad der kendetegner appeasement, og hvad der ikke gør det.

Og præcis som det er tilfældet i dag, var der stærke kræfter, der ikke kunne se – eller ikke ønskede at se – en forskel på de, der står for frihed og de personer, ideologier og de systemer, der ikke gør det.

Hvordan undgås appeasement?

Winston Chruchill har således beskrevet en appeaser, som en person der fodrer en krokodille ud fra håbet om, at krokodillen, vil spise ham som den sidste. Appeasement er således også ifølge ovenstående, noget der står stærkt i en værdirelativistisk kultur. Faktisk kan man i vid udstrækning argumenterer for at der i dag er blevet sat lighedstegn mellem eftergivenhed – og så en række positivt ladede ord, så som generøsistet. Men eftergivenhed er nu engang at opgive sine egne værdier – for at man kan få lov at leve lidt længere, eller beholde i det mindste noget af sin ejendom eller sin ytringsfrihed, mod at man slipper for konfrontationen her og nu; men at man vel at mærke ikke får noget positivt igen, hvilket er tilfældet, når det gælder generøsitet. Hvad angår generøsitet giver man ikke for at overleve, men fordi man har et overskud at dele ud af og gerne vil give til andre, og hvor man forbinder hjælp til dem man hjælper med noget positivt – også som følge af at modtagerne i et eller andet omfang repræsenterer ens egne værdier. (Dette gælder eksempelvis hvis man hjælper mennesker efter en ulykke eller katastrofe med at bygge op,efter at disse individer er blevet ramt af noget destruktivt, men hvor man samtidig ved at der er tale om produktive og ikke destruktive mennesker; og at den støtte man giver derfor ikke fører til noget yderligere andet end genoprettelse af noget godt).

Eftergivenhed/appeasement er således også at beskrive som noget kulturelt, og hvor man indenfor en bestemt kultur kan finde individer, der er appeasere, og som giver efter, – og andre der ikke er det. I nogle kulturer giver man tilsvarende i mindre grad efter for bestikkelse, afpresning, angreb, trusler m.m, end det er tilfældet i andre lande. I visse lande skulle man nærmest tro at eftergivenhed var ophævet til at være en dyd.

En eftergivende udenrigspolitik, eller eftergivenhed i forhold til skattetrykket, kan derfor tilsvarende bremses i kraft at forandringer i kulturen: -det vil sige i det omfang nye eller mere klart formulerede ideer og værdier vinder indpas. Hvis befolkningen i almindelighed dermed ophører med at tilslutte sig appeasement-politikken og de værdier, der ligger bag, så bliver de politiske beslutningstagere nødt til at tage dette til efterretning, og handle derefter.

Det skal således også være påstanden at det frie samfund netop ikke bygger på appeasement, men på det modsatte: ikke-eftergivenhed. Det vil sige at man har insisteret på nogle bestemte værdier. Lige som vi aktuelt har insisteret på vores ytringsfrihed. (Det vil sige ganske mange har, og nogle har så diskuteret den).

Diktatorer kommer således til magten netop i kraft af en handlingskæde af beslutninger, der alle kan karakteriseres som appeasement: det vil sige at nogle er gået på kompromis med egne værdier, og har således ofret positive værdier til fordel for negative (tab af selvbestemmelsesretten), og hvor man derfor til sidst har fået et regime, hvor velstandsskabelsen i samfundet forsvinder til fordel for en centralisering af den politiske og økonomiske magt. Appeasement er derfor altid at forstå som afgivelse af noget positivt, hvor man modtager noget negativt. En forbryder er med andre ord ikke en appeaser, hvis han indgår en aftale om kun at tage noget af sølvtøjet, og ikke det hele. Han er modtager af nogle værdier, og giver ikke noget positivt igen. Appeaseren er den der giver efter sådan at de ”gode relationer” mellem den bestjålne og tyven nu bliver en realitet.

Heraf kan man også udlede forudsætningerne for hvornår man skal søge gode relationer, og hvornår man skal lade være: Hvis modparten tilbyder dig noget positivt, så kan du forsøge at indgå en aftale. Det betyder vel at mærke ikke, at man selv i dette tilfælde vil kunne blive enige om en aftale. Men i ovenstående tilfælde er der vel at mærke ikke tale om at modparten hvad enten det er en tyv, morder eller diktator har noget positivt at tilbyde. Sådanne individer lever således udelukkende i kraft af det andre skaber. Der er tale om mennesker, der overtager værdier, som ikke producerer værdier.

Hvis den "handel", der forslås således er, at man bliver ”tilbudt” sit eget liv, eller nogle andres liv, der er holdes som gidseler, eller at du må få lov at beholde en del af din ejendom, og som du nu tilbydes, at du kan "købe" ved hjælp af din egne værdier; ja så "forhandler" du ikke om andet, end hvor meget af det, du har, som er værdifuldt, og som du er villig til at afgive, vel at mærke for at kunne ”få lov” til beholde resten af dit liv og dine øvrige værdier. Der er i så tilfælde åbenlyst ikke tale om en positiv udveksling af værdier, men blot om et offer fra din side, og - i den anden ende - nogen, der modtager det, du ofrer. (Og som åbenlyst bliver opmuntret til at forsætte med deres politik) I stedet for at udveksle noget, du værdsætter - med noget du sætter endnu mere pris på, - så tilbydes du nu at afgive noget, og til gengæld få lov at beholde det, som du i forvejen ejer, og har retten til, hvad enten det er dit eget liv, andres liv (i tilfælde af gidseltagning) eller din eller andres ejendom. Forandringen af den verden man lever i bliver som en følge af appeasementpolitikken derfor åbenlys: Frie udvekslinger erstattes af magtrelationer.

Hvem bliver taberne på det internationale plan?

Spørgsmålet er nu om Tony Blair eller Per Stig Møller yder et personligt offer ved at gøre iranske myndigheder til ”parter”, eller om ikke ofrene først og fremmest er den befolkning, der har valgt dem, der i sidste indstans må betale - i øvrigt også for den status, der er tildelt Iran via FN-systemet?

Jævnfør ovenstående optik er det under alle omstændigheder tydeligt, at Ahmadinejads position i dag netop er en konsekvens af de individer, der er blevet ofret, sådan at han og det system han repræsenterer kunne komme til magten - hvilket også omfatter den status og de midler, der gives via FN-systemet. Den iranske kultur er i kraft af ovenstående, derfor vel at mærke ikke at beskrive som en stærk kultur, men i stedet som en svag. Det er en kultur, hvor man afgiver magten, og retten til selvbestemmelse til fordel for en koncentration af magten hos ét menneske, der herefter søger at opnå endnu mere magt via den samme fremgangsmåde, der er benyttet internt: det vil sige ved at opfordre den vestlige verdens befolkning samt ikke mindst det politiske lederskab til at give efter. Hvor langt man fra iransk side vil nå, afhænger derfor først og fremmest af vores egen kultur, og om vi vil insistere på vores værdier i almindelighed, sådan som vi har gjort det med ytringsfriheden i særdeleshed.

Ahmadinejad og Iran tilbyder således ikke noget positivt, men kun at de kan tage det, som produktive og værdiskabende mennesker giver - hvad enten dette så er en opgivelse af politiske alliancer, økonomisk bistand, anerkendelse og/eller tab vores sikkerhed og vore rettigheder.

Dette leder også frem til svaret på ovenstående spørgsmål: - Det er netop vores rettigheder, og ikke Per Stig Møllers eller Tony Blairs rettigheder, der fortabes i denne forbindelse. Per Stig Møllers og Tony Blairs udmeldinger og eftergivenhedspolitik tager således afsæt i statssuveræniteten: det vil sige ”retten” til at konfiskere borgernes frihed og reducere deres politiske og økonomiske frihed, alt efter hvad man dømmer er ”nødvendigt”. Dette er netop en adfærd, der tilsvarende er baseret på ideen om at individets frihed ikke er noget absolut, men noget der skal afbalanceres i forhold til en række andre hensyn; hvilket atter er at beskrive som værdirelativisme.

Statssuveræniteten er dermed samtidig ikke umiddelbart i fare med forhandlinger med Iran. - Men det er befolkningens rettigheder derimod, eftersom disse rettigheder bygger på bestemte værdier, der i bund og grund er at karakterisere som absolutte, jf. også ytringsfriheden (hvor der er en udbredt forståelse for at det er tilfældet), men vel at mærke også hvad angår ejendomretten (hvor forståelsen er mindre udbredt).

Hver eneste "forhandling" med Iran, og hver eneste form for eftergivenhed, fører således til en ”handel”, hvor Iran modtager et eller andet postivt fra europæiske lande, mod at vi i den vestlige verden til gengæld ”får lov” til at eksistere. Men retten til at eksistere, handle, ytre os frit og producere (og beholde frugterne af det skabte), den havde vi vel at mærke i udgangspunktet.

For at understrege pointen kan man således forestille sig, hvor længe sådanne ”handler” kunne finde sted på individniveau, jf. tyveeksemplet. På makroniveau har det internationale system imidlertid været præget af denne form for ”handler” længe, eftersom den direkte konsekvens for befolkningen i den frie verden er mere begrænset, og bort-eroderingen af friheden og egne værdier, dermed tilsvarende er mere langvarig. Men igen er det værd at bemærke, at det omvendt ikke er tilfældet i eksempelvis Iran, hvor enhver af disse handler medfører en styrkelse af de nuværende magthaveres position. (Her kan bruges en skatteanalogi: Alle kan betale et lille beløb i skat. Det beløb kan gå til bestemte individer, hvor beløbet derfor alligevel vil være betragteligt, og have en stor betydning. Incitamentet til at søge statstøtte vil derfor være højt; det samme gælder for hvad man kan modtage af anerkendelse fra økonomisk og politisk stærke samfund, selv om man i disse samfund så ikke vil tillægge anerkendelsen noget særligt – jævnfør netop mange FN-institutioner.)

Pointen er dermed, først og fremmest, at de produktive afgiver det skabte og at de intet værdifuldt modtager, når det de afgiver er at betegne som et offer. Og at man på internationalt plan har sat den "negative handel" i system, hvilket illustreres af Per Stig Møllers udsagn om, at man ønsker gode forbindelser til Iran, er selvsagt problematisk.

Det som Irans præsident tilbyder, er således i praksis, at vi kan få fred - det vil sige rykke længere ned på dødslisten, hvis han kan få lov til holde sin befolkning i ufrihed. Eller at han vil kanalisere færre midler ind i Irak, mod at han får lov til angribe Israel. Modparten har ikke positive værdier at give tilbage. Det som man forhandler om, er hvor meget der fra vores side skal gives her og nu, og hvor meget man så skal forhandle om at miste senere.

Prisen for sådanne ”gode relationer” betales således af frie borgere i vest, og af hvad der måtte være tilbage af opposition i Iran. Resultatet er dermed mere barbari, mere undertrykkelse og ikke mindst en forlænget levetid for et regime, der burde være gået til grunde for længst; nøjagtig sådan som nyttige idioter i vest også bidrog til at forlænge Sovjetunionens eksistens i kraft af bistand og politisk anerkendelse. Principperne er forsvundet fra politikken; men det betyder ikke alle lovmæssigheder er forsvundet: Hvis en bestemt politik opmuntres, så vil den alt andet lige også bliver benyttet yderligere.

En politik, der baserede sig på et forsvar for den vestlige verdens værdier ville i stedet – og for længe siden – have ført til at den iranske befolkning, som er fundamentet for det teokrati, der har eksisteret siden 1979 var blevet stillet overfor et eller andet ultimatum; og at man som det var tilfældet under 2. verdenskrig herefter – fra den frie verdens side – derefter havde måttet tage konsekvensen, i fald de opstillede betingelser ikke var blevet imødekommet; eksempelvis hvis det nuværende styre ikke var blevet fjernet af den iranske befolkning.

Først og fremmest er pointen, at penge, institutionel legitimitet, teknisk bistand m.m., der er tilflydt blandt andre regimer som Iran, netop er udtryk for appeasementpolitik; og at årsagen til, at Iran i dag er en trussel mod sikkerheden – blandt andet i Mellemøsten - har sin oprindelse i den samme form for værdirelativisme, der er årsag til en svækkelse af civilsamfundet i vores egen del af verden. - Uden politiske appeasere ville verden omvendt være mere fredelig og mere fri.

Vera og internationalismen

Copenhagen Institute har udgivet Anders Fogh Rasmussens pamflet ”Vera og Benefica”. Her forklarer Anders Fogh Rasmussen via dialogen mellem Vera – fornuften, og Benefica - den, der vil det gode, hvorfor politiske og økonomiske beslutninger ikke bare har positive og primære konsekvenser, men også sekundære og negative.

Hvad kan man med sondringen mellem primære og sekundære konsekvenser sige om Muhammed-krisen samt om den danske internationalisme, herunder ønsket om at ville gøre det gode i udlandet via beskatning herhjemme?

Analysen her skal handle om, at man ikke blot fokuserer på de positive og primære konsekvenser ved det danske internationale engagement, men at man også er opmærksom på de afledte og negative sider forbundet med disse aktiviteter.

Sådan en analyse kunne blandt andet handle om påvirkningen af det billede, vi får af Mellemøsten via det internationale politiske engagement.

Pointen her skal være, at politiske beslutningstagere via skatteyderpenge påvirker borgernes adfærd, sådan at borgere og virksomheder i stigende grad undlader, at tage højde for risici forbundet ved eksempelvis at investere i Mellemøsten eller ved at bosætte sig i potentielle katastrofeområder; hvad enten der er tale om Vestkysten eller Florida.

Politisk adfærdspåvirkning og politiske beslutninger har blandt andet været afgørende for, hvem der blev gjort ansvarlig for vedligeholdelsen af den famøse dæmning i New Orleans; og samtidig for hvor mange mennesker, der vælger at bosætte sig i de egne af USA, hvor faren for naturkatastrofer er særligt høj. Blandt andet har den amerikanske stat givet støtte til forsikringsbranchen, og dermed reduceret omkostninger ved at bosætte sig sådanne egne.

De former for adfærdspåvirkning er naturligvis ikke hensigtsmæssige. Som forfatteren Tim Kern udtrykker det”: "The government should not be subsidizing insurance payments for anyone; and it's irresponsible to use other people's money to effectively encourage stupid people (who else build in flood-prone areas?) to do ever-more-stupid things. Granting the natural right to behave stupidly, doing so should not come at other's expense." Fra artiklen A flood of folly.

Her er der således et klassisk eksempel på, at man vil det "gode", hvilket vil sige, at reducere omkostningerne for dem, der vælger at bosætte sig i farlige egne!

Samtidig med at man gør dette, vælter man omkostningerne over på nogle andre; det vil sige de, der bosætter sig i de mindre pittoreske, men mere sikre dele af USA.

Værst er det måske at, man skaber en falsk tryghed for dem, man hjælper økonomisk. Katastrofefaren forsvinder som bekendt ikke.

Som Tim Kern forklarer det i sin artikel, sætter man blot de signaler ud af kraft som markedsøkonomien sender via højere forsikringspræmier ved at bosætte sig i områder, der er i fare for at blive ramt af oversvømmelse og/eller orkan.

Med dette eksempel kan pointen om den danske internationalisme lettere beskrives: Når politiske beslutningstagere via skatteyderpenge etablerer ambassader i lande med diktatur, undertrykkelse og/eller udbredt analfabetisme, øges virksomheders tilbøjelighed til at opsøge sådanne områder med henblik på deres helt legitime målsætning, der handler om at tjene penge.

Faren forbundet ved at investere i sådanne egne forsvinder imidlertid ikke. Risici eksempelvis i form af folkelige opstande er bare blevet mere skjult, ikke mindst af det indtryk danske diplomater sender til danske virksomheder om ”gode internationale forbindelser” mellem eksempelvis danske og syriske myndigheder...

Det billede, der skabes via eksempelvis en diktaturstats medlemskab af FN, netværket af diplomatiske kontakter som vestlige lande bidrager til at styrke, den danske stats eventuelle involvering i udviklingen af politistyrker og retssamfund, samt omfanget af diverse udviklingsprojekter, fjerner således en del af opmærksomheden fra de signaler investorer burde være opmærksomme på, herunder den reelle fare for politisk ustabilitet, der følger af landenes kulturelle, politiske og økonomiske forhold.

Sådanne politiske, og politisk motiverede signaler, formidlet med de bedste intentioner, skjuler blandt andet at befolkningerne i de lande ikke tillægger ytringsfrihed samt respekten for den private ejendomsret, nær den samme værdi, som det er tilfældet i den vestlige verden.

Problemstillingen handler således om, at andre end dem, der har direkte fordele ved den danske internationalisme (hvad enten der er tale om virksomheder indenfor turist-erhvervet, fødevarebranchen eller bare foreninger, der gerne vil være ”mellemfolkelige”) bærer omkostninger forbundet ved sådanne virksomheders behov for sikkerhed.

Hvis de internationale aktører derimod selv skulle bære disse omkostninger, ville de blive mere opmærksomme på, hvordan trusselsbilledet i realiteten ser ud.

Myndigheder tilskynder således på en række områder til, at man ignorerer faren ved at investere og/eller bosætte sig i usikre eller politisk ustabile områder.

I takt med danske politikeres venlige optræden over for diktatorer, hvad enten det er Poul Nyrup eller nogle andre, der optræder, bliver risikoen ved at investere i diktaturlande fejet ind under gulvtæppet. Selve faren ved at investere i lande med politisk ustabilitet og/eller undertrykkelse forsvinder imidlertid ikke.