Øget arbejdsdeling giver mere sundhed og bedre uddannelse

For to hundrede år siden var der ikke meget velfærd ude på prærien i USA. Men velstanden og velfærden voksede.

Grundlaget for væksten var respekt. Man respekterede den private ejendomsret. Friheden blev sikret, det vil sige, den blev håndhævet. Det kunne derfor betale sig at arbejde, at lægge til side, at investere, at handle og at producere.

I begyndelsen var man på mange områder selvforsynende. I mange tilfælde måtte den enkelte samtidig selv forsvare sin ejendom. Allerede i 1700-tallet fandtes dog en række specialiserede gerninger.

Imidlertid udviklede arbejdsdelingen sig; og i løbet af de sidste to hundrede år er dette sket med en voldsom hast.

I dag findes der således personer, der kan leve af at designe tøj, vel at mærke ikke til rigtige mennesker, hvilket har været tilfældet længe - men til ”roller”, der vil sige karakterer i computerspil! (Det kan man læse mere om i den svenske forfatter Johan Norbergs nye bog "När människan skapade världen").

Arbejdsdelingen er således et udpræget kapitalistisk fænomen. Den meget specialiserede profession findes netop i kapitalistiske retssamfund, der tilbyder de rammer, der kræves for at det kan betale sig at specialisere sig.

Kapitalisme handler jævnfør ovenstående om respekt for andres ejendom, men lige så vel om respekt for friheden til at handle og til at producere; det vil sige om friheden til at skabe noget, der har værdi for andre, samt om friheden til at udveksle det, man har frembragt.

Denne respekt for ejendomsretten og den frie handel har en værdi, uanset om der er tale om et fysisk gode eller om en serviceydelse, som man kan tilbyde i kraft af en investering i form af tid og penge i uddannelse og/eller anden form for erhvervelse af viden.

Ovenstående respekt handler dermed om respekt for de skabende, de produktive, de kreative.

For bedre at kunne forstå de komplekse kapitalistiske samfund nogle af vi mennesker lever i, hjælper det imidlertid at vende tilbage til ”begyndelsen” det vil sige i tiden omkring industrialderens oprindelse: selv her havde man så småt opnået et overskud til at kunne overlade uddannelse til andre – jævnfør Det Lille Hus på Prærien.

- I stigende grad behøvede hver enkelt familie derfor ikke at overlevere en række indsigter, hvad angår eksempelvis lægevidenskab. I stigende grad ville det være tilfældet, at man kunne opsøge en læge i nærheden.

Det fantastiske er vel at mærke, at arbejdsdeling og specialisering i et kapitalistisk samfund, som det allerede fandtes for to hundrede år siden i Nordamerika har en selvforstærkende effekt!

- Såvel arbejdsdeling som specialiseringen frigør ressourcer, der øger mulighederne og skaber potentiale for mere specialisering og dermed øget arbejdsdeling. Mere fører til mere:

Når skolelæreren er blevet ansat på fuld tid kan han eller hun fokusere på, at blive bedre til at undervise, og dermed levere et bedre indhold i forhold til eleverne, som nu bliver mere vidende, end det ellers ville være tilfældet. Vender vi tilbage til ”Det Lille Hus på Prærien” er det således tilfældet, at den næste generation altid vil have flere specialiserede gerninger end den foregående, sålænge friheden og fornuften forsvares. Fremskridt og arbejdsdeling går dermed hånd i hånd.

Lægen i den storby, der engang var en landsby, behøver således ikke at bekymre sig om selv at dyrke afgrøder, og kan på tilsvarende vis og med en række kolleger, der fokuserer på mere almindelige lidelser, specialisere sig yderligere. Og jo flere tids- og ressourcebesparelser som andre professioner bidrager til, desto mere kan lægestanden specialisere endnu mere!

I det kapitalistiske samfund er man således ikke nødvendigvis ”snæversynet”, hvis man er ”fagidiot”. På det rigtige tidspunkt kan det specialisere sig i tøjdesign til computerrollespil tværtimod vise sig at blive en rigtig god forretning til gavn for spilproducenter og til glæde for mange.

Den alternative historie

Typisk handler industrialiseringens historie, som vi kender den fra skoleundervisningen imidlertid på forsimplende vis om landbefolkningen, der flyttede byerne og derefter stod på fabrik.

Budskabet er ofte at en stor uuddannet hob af mennesker forlod opslidende arbejde på landet for fremover at blive slidt ned i byerne, og forblive lige så uuddannede.

Historien om massernes bevægelse fra land til by skjuler imidlertid, at hovedstrømningen, det vil sige kernen i civilisationens fremskridt handler om specialisering og arbejdsdeling – vel at mærke på alle planer: det vil sige for såvel høj som lav; for landmænd, vare- og serviceproducenter og vidensarbejdere.

Affolkningen af landet skal derfor ses som et led i ovenstående proces. Udviklingen var netop en del af processen, eftersom det at være landmand nu var forbeholdt færre, og at den arbejdskraft, der blev sat fri, blev en del af de nye specialiserede gerninger inde i byerne.

Man stod derfor ikke ”bare” på fabrik, man stod i første omgang på en fabrik, der lavede noget bestemt.

I takt med at maskinerne overtog det mest primitive arbejde, holdt stadigt flere mennesker samtidig op med at stå på fabrik i det hele taget; i stedet stod man i butik eller man sad på et kontor. I dag kan man takket være endnu mere specialisering og øget arbejdsdeling, - og som følge heraf, endnu flere frisatte ressourcer - arbejde derhjemme.

Kapitalisme handler dermed ikke primært om industrialisering og maskinisering; hvilket ofte i den forsimplende skolehistorie giver indtryk af en proces, der virker fremmedgørende. Kapitalisme handler mere præcist om arbejdsdeling og den specialisering, der finder sted i kraft af respekten for ejendom og handlefrihed omtalt i indledningen.

Historien om denne proces handler samtidig om det modsatte af fremmedgørelse.

Arbejdsdelingens historie beretter om hvordan mennesket bliver herre over sine omgivelser: det vil sige, om at det usle og hårde arbejde med det magre udbytte skridt for skridt erstattes af samfundet med de tusinde karrierer, de mangfoldige professioner – med underholdningssamfundet, informationssamfundet, overflodssamfundet, men først og fremmest – velstandssamfundet, som vi kender det i dag i den vestliggjorte del af verden.

”Det kapitalistiske samfund” er dermed samtidig et langt mere meningsfuldt udtryk end ”industrisamfundet”.

På engelsk betyder industrious ganske vist arbejdssom og henviser også til fortagsomhed. Og skal man holde fast i udtrykket, kunne det således forsvares med at der er tale om et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, eftersom udbyttet ved at arbejde øges i kraft af den frigørelse af tid, og energi, der finder sted, jo færre der arbejder til selvforsyning, og jo flere der arbejder for at udveksle goder med andre.

Kapitalapparatet, som maskinerne også kaldes, skyldes således de ressourcer, der er blevet frigjort i takt med arbejdsdelingen i det kapitalistiske samfund, der har muliggjort, at stadigt flere midler kan bruges på at frisætte arbejdskraft og erstatte det hårde fysiske arbejde med teknologi.

Der er i øvrigt ingen grund til at tro, at processen, der handler om øget arbejdsdeling nogen sinde skulle høre op.

Forudsætningen for – eksempelvis – rumalderen er således, at tilstrækkelig meget tid og ressourcer frisættes som følge af arbejdsdeling og af forudgående innovation og teknologiske udviklinger; og at nye landvindinger når det gælder brændstof og materiel kan sikres. - Læg samtidig mærke til, at dette er det stik modsatte, der finder sted, når politikere hæver skatterne og konfiskerer mere ejendom. I dette tilfælde bekæmpes arbejdsdeling og specialisering. Selv om det amerikanske rumfartsprogram ganske vist har givet os storslåede oplevelser, er måden det er finansieret på jævnfør ovenstående derfor kritisabel.

Den arbejdsløshed som introduktionen af nye maskiner og nye metoder medfører, har som bekendt, samtidig ikke ført til nogen arbejdsløshed på længere sigt. I takt med denne udvikling har det tværtimod i højere grad kunnet betale sig at (løn)arbejde. Kvinderne er blevet en langt større del af arbejdsmarkedet, end det var tilfældet for to hundrede år siden.

En dynamisk effekt af øget produktivitet er således også, at processen skaber sit eget incitament til at lønarbejde og/eller lønarbejde mere end man gør det i forvejen, mens det i mindre grad derfor også kan betale sig at arbejde hjemme.

I takt med at det hårde og fysiske arbejde er blevet overflødiggjort, og man ikke længere lever for at sikre sig penge til helt basale ting såsom mad og drikke, er det derimod ikke længere nødvendigt at børn arbejder, sådan som det således engang var tilfældet - også i vores del af verden. Velstanden, der skyldes den kapitalistiske arbejdsdeling udrydder dermed børnearbejde. Arbejderklassen vinder som alle andre i et frit samfund i form af øget værdighed. (Og læg venligst igen mærke til årsagen beskrevet her, i modsætning til den der undervises i på offentlige uddannelsesinstitutioner).

Det den almindelige dansker kan købe i dag for sin løn er, som resultat af den effektivisering og innovation, som den frivillige arbejdsdeling har givet anledning til, således langt mere omfattende, end det man tilsvarende kunne købe for halvtreds eller hundrede år siden, navnlig indenfor de områder hvor arbejdsdelingsprocessen og konkurrencen om at gøre det bedre end andre får lov til at virke.

Når det ikke er tilfældet som følge af nationalisering og kollektivisering, så bliver ydelserne derimod dyrere og ringere.

”Desværre” kan man sige, så skjules dette ofte i nogen udstrækning af den generelle velstandsstigning, der betyder, at de fleste simpelthen ikke bekymrer sig om de områder, der er beskyttet imod konkurrencen, eftersom disse områder i samfund, der i almindelighed er frie og rige, har en forholdsvis marginal status. Et eksempel på dette er således den offentlige arbejdsformidling, uddannelsessystemet og sundhedssystemerne, der på denne måde er beskyttede sektorer, men hvor den omkringliggende verden udvikler supplementer til de rigide systemers dårligdomme:

Der findes i dag langt flere alternativer til AF end nogen sinde, flere og flere får berøring med privat uddannelse ikke mindst efteruddannelse samt supplerer det som det offentlige tilbyder, med betalingssundhed.

Uddannelse og sundhed – privat eller offentlig?

Ovenstående generelle beskrivelse af hvad vi kan takke velstandsskabelsen for, står ganske vist i kontrast til påstanden om, at det er den socialdemokratiske bevægelses skyld, og herunder det stigende offentlige forbrug samt de stigende skatter, der har været en konsekvens af den socialdemokratiske politik.

Den ovenstående forklaring, der handler om kapitalisme og frivillig arbejdsdeling, kan i modsætning til den socialdemokratiske version imidlertid ikke blot forklare velstanden i Danmark, men også velstandsskabelse i resten af verden!

Historien om den kapitalistiske arbejdsdeling og specialisering er dermed på en og samme tid den socialdemokratiske fortælling overlegen. Men den version der handler om frivillig arbejdsdeling er først og fremmest den korrekte, hvor den socialdemokratiske version må siges at være forløjet.

Vi har taget ved lære af USA

Friheden i Nordamerika, kendetegnet ved den mere end normalt principfaste respekt for andres liv, deres frihed og ejendom - med tilhørende selvrespekt (hvilket er en forudsætning for førstnævnte), havde således positiv indflydelse på resten af verden.

Frihedens ”ideologi” var i vid udstrækning udviklet i Europa, men blev således først og fremmest realiseret i USA.

Lande, der i meget lang tid har haft et lavt skattetryk og en mindre offentlig sektor, og samtidig et velfungerende retssamfund, hvor respekten for ejendomsretten sikres, er derfor i dage rigere, og mere velfungerende end det er tilfældet med det danske, hvor det primære resultat af de voksende skatter og overførsel er et samfund, hvor man er ved at have glemt, hvordan velstanden skabes. - Det ved man i dag bedre i Hong Kong, Schweiz, Irland eller Island end man ved det i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at man viderebringer den falske socialdemokratiske fortælling i skolen; og at den socialdemokratiske ideologi med et passende udtryk er blevet cementeret og faststøbt ikke mindst via de offentlige uddannelsesinstitutioner - herunder Danmarks Journalisthøjskole.

Vigtigheden af at holde uddannelse privat

Overskriften for et forslag til en privatisering af uddannelsesvæsenet, bygger således på temaet for ovenstående.

Motivet for at forslå dette handler om frigørelse af ressourcer.

Privatisering, også når det gælder uddannelsesområdet, vil sikre øget frivillig arbejdsdeling, og dermed en bedre udnyttelse af de til enhver tid givne ressourcer. Endnu en gang må der henvises til det frie IT-område, der navnlig de seneste årtier har sikret en markant billiggørelse og tilgængelighed af kommunikationsredskaber netop i kraft af den frie konkurrence indenfor området, og som en udløber heraf – at dette område blev særligt interessant for kreative, økonomisk frie og selvstændigt tænkende individer; hvilket atter kan kontrasteres med den offentlige uddannelsessektors stagnation.

Et frit skolemarked vil derfor ikke blot reducere omkostningerne forbundet med uddannelse. Det vil også have dynamiske effekter. For det tredje vil en privatisering på længere sigt forventes at reducere og stort set afvikle problemerne forbundet med politisk og religiøs indoktrinering.

De faldende omkostninger vil således skyldes en øget konkurrence på såvel kvalitet som kvantitet. Herunder vil der i stigende grad blive konkurreret virksomhederne imellem om at tiltrække de bedste undervisere med de til enhver tid gældende midler.

Merit vil derfor i stigende grad erstatte tidsbestemt forfremmelse, hvilket er en af de mest centrale årsager til at privatisering bekæmpes aktivt af de, der i dag er sikret noget nær livstidsansættelse på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Kodeordet her er ikke mindst muligheden for at tjene penge indenfor området.

Som bekendt tjener man, trods retorikken og lovprisningen af uddannelsens velsignelser i dag ikke godt på undervisning under det nuværende system. Det er i øvrigt ikke blot tilfældet under de offentlige europæiske systemer, men også med de offentlige amerikanske tilbud. Jo mere offentlige systemerne er, desto mindre reel konkurrence, og derfor også desto mindre konkurrence på kvalitet.

En amerikanskinspireret voucherordning er imidlertid ikke at betragte som andet end en halvhjertet løsning, netop i kraft af, at der som udgangspunktet sættes nogle rammer for, hvor meget myndighederne mener, at en undervisningsinstitution bør kunne tjene. De rammer er imidlertid netop en central del af det eksisterende problem.

Et frit skolevalg bør derfor ikke handle om et kunstigt valg mellem ensartede tilbud til samme pris - og mellem et stort set ensartet indhold, hvor forandringer skal implementeres foroven.

Et frit skolevalg handler i stedet netop om et frit skolemarked, og dermed om at skabe liv indenfor et område, der i dag er ved at slukkes som følge af styring, grænser, kontrol og tvang.

Indtjeningsmulighederne samt rammerne, der sikrer at lokale forbedringer fører til noget positivt for dem, der implementerer dem, besvares i det store hele ikke af en voucherordning; selv om sådan en ordning dog alligevel kan siges at være et skridt i den rigtige retning, ved i det mindste at lade forældre straffe de ringeste skoler, og søge de bedre - men vel at mærke alligevel indenfor noget, der stadigt må siges at være et stift system.

Privatisering vil endvidere reducere og bidrage til at eliminere indoktrinering.

Som ovenfor illustreret sænker konkurrencen omkostningerne ved uddannelse - på samme måde som intens konkurrence har sikret billigere og bedre computere. Dette øger i sig selv valgmulighederne og styrker dermed valgfriheden.

Privatisering betyder dermed også, at flere indkomstgrupper kan gøre brug af private skoler. Konkurrence indenfor en markedsøkonomi, hvor kundegrundlaget skaber incitamenter til forbedringer i form af effektiviseringer og indførsel af optimale undervisningsmetoder, sænker priserne – også for lavindkomstgrupper.

Privatisering giver – også jævnfør ovenstående – imidlertid ikke blot mere uddannelse for pengene, men også bedre uddannelse i kraft af, at det element, der hedder statslig opdragelse bortfalder.

Det statslige opdragelseselement er netop den indoktrinering, der sikrer lydige og autoritetstro individer. Forældre og private udbydere handler alt andet lige mere ansvarligt end politikere og de andre aktører, der ønsker at undervise i kraft af tvungne ordninger.

Hvad angår det sidste, må det således understreges, at det der sælges som tryghed for modtagerne i langt højere grad er noget der bliver solgt eftersom udbyderne af statslige ordninger har en helt central interesse i den tryghed, det giver ikke at have konkurrenter i kraft af den statslige monopolisering: Såvel pensum, lønninger, ansættelsesbetingelser med meget mere nyder således beskyttelse i kraft af den offentlige ordning – alt imens ordningen markedsføres som tryghed for brugerne.

I virkeligheden er der på det korte sigt kun tryghed for en stagnation og cementering af det eksisterende. Og på det længere sigt giver ordningen en slags ”garanti” for en udhuling af den sektor, der beskæftiger sig med uddannelse og undervisning.

Endnu en gang må man samtidig henvise til, hvor levende erhverv er, der ikke nyder sådanne former for beskyttelse, og hvor gavnlig fraværet af protektionisme og statslig interventionisme er – ikke blot for de dygtige og kreative i det pågældende erhverv, men som illustreret tilsvarende for modtagergruppen i dette tilfælde børn og deres forældre, - og dermed også for det omkringliggende samfund.

I USA er udgifterne til offentlig uddannelse ifølge en kilde procentuelt dobbelt så høje end det er tilfældet med private skoler. Det betyder, at det beskyttede erhverv modtager omkring dobbelt så meget, i kraft af ikke at være udsat for konkurrence.

Den statslige finansiering sikrer således, at en vis mængde forældre sender deres børn til de offentlige skoler, eftersom skridtet fra ikke at betale noget - til pludselig at skulle betale forholdsvis meget til en institution, der skal hente størstedelen af sine indtægter selv, er et betydeligt skridt.

Og læg mærke til konsekvenserne i form af et ”klassespørgsmål”: - Det er i højere grad lavindkomstgrupper, der ender med at sende deres børn i offentlige skoler; og som ved indførsel af offentlige skoler bliver de første til at de fravælge de private alternativer.

Når man her tilføjer det tvungne element, hvad angår det statslige krav om en minimumsperiode som forældre skal afsætte til deres børns skolegang, forstærkes tendensen yderligere til at der i realiteten ikke er et alternativ til det offentlige ”tilbud”. At der lokalt kun vil være tale om meget begrænsede valg, der også begrænses af skolepligten, indebærer alt i alt et betydeligt element af tvang.

En privatisering betyder imidlertid ikke, at der ikke vil være stor variation, når det gælder, hvad der bliver sat i stedet for den stivnede nationale undervisningsmodel.

Men det sidste overskygger imidlertid ikke for det primære forhold, der er afgørende for at privatisering vil forbedre undervisningssektoren i forhold til den offentlige model: - At langt størstedelen af forældre ønsker det bedste for deres børn; og at øget valgfrihed - herunder øget økonomisk frihed, derfor vil styrke området.

Så snart muligheden for at købe Playstation og X-Box er indenfor mulighedernes rækkevidde i kraft af konkurrence, innovation og produktudvikling drevet af profitincitamentet, er der således også kun en håndfuld sentimentale personer, der vil fortsætte med at sværge til Commodore 64 eller Attari, der var tilsvarende spillemaskiner tilbage i 1980’erne. - Og på samme måde efterspørger langt de fleste af os metoder hvorved vi lærer hurtigere og bedre (eksempelvis hvad angår forståelse og metode), hvad enten, der er tale om sprog, matematik eller noget andet.

Parametre såsom tidsbesparelser, viden, forståelse, forbedret analyseevne er således objektive kriterier, der er gældende for uddannelsesområdet; og som vel at mærke ikke kan sikres via protektionisme og beskyttelse af faggrupper, men derimod ved at sikre, at erhvervet bliver mere frit, og dermed mere attraktivt for de ambitiøse og de selvstændige, som ikke kan trives i et ufleksibelt socialdemokratisk system; og for hvem disse barrierer betyder noget negativt, mens de rigide elementer der gælder i dag selvsagt tiltaler nogle andre.

Konklusion om uddannelse.

Centralt for velstandsskabelse står, som det blev forklaret i indledningen, fænomenet arbejdsdeling, der vel at mærke ikke har noget at gøre med hverken arbejdstildeling – som det finder sted i en planøkonomi eller arbejdssikring – i form af protektionisme, som vi kender det i de skandinaviske lande, hvor en række stillinger sikres gennem lovgivning, sådan som det er tilfældet med offentlig uddannelse eller det offentlige arbejdsformidlingssystem.

Den frivillige arbejdsdeling handler tværtimod om, at der konkurreres om hvem, der kan gøre hvad - bedst muligt.

Markedsøkonomiens historie viser således ikke blot, at billiggørelse af uddannelse skyldtes netop denne frivillige arbejdsdeling, og en deraf følgende effektiv ressourceallokering.

Historien viser også, at uddannelsesområdet var en fuldgyldig del af arbejdsdelingen: Det vil sige, at de dygtigste undervisere opgav alternative professioner for at hellige sig undervisning, og at de mindre dygtige undervisere (forældre i almindelighed) overlod varetagelsen af uddannelse (og i et vist omfang også dele af opdragelsen) til de specialiserede; men også at de der holdt op med at undervise i kraft af deres egen specialisering bidrog til den samlede sum af viden i samfundet.

Det må derfor indskærpes at uddannelse kun kan udvikle sig, så længe at området er en del af ovennævnte konkurrence, hvor (profit-)incitamenterne til dygtiggørelse og specialisering fortsat eksisterer.

I dag må man i kontrast til ovenstående derimod konkludere, at undervisningssektoren i praksis ikke er en del af noget levende, men derimod noget dødt eller døende: Det er et overbeskyttet og sikkert erhverv for de uambitiøse og de tryghedssøgende - ofte for individer, der opgav at gennemføre en længere uddannelse.

Det er samtidig i aftagende grad ikke økonomisk givende at beskæftige sig med uddannelsesområdet – og det er det primære – for organisatorer, ledere og investorer, og alle andre der bringer liv til et bestemt fagområde. Det skal selvfølgelig tilføjes, at der naturligvis er masser af ildsjæle og dygtige lærere der passer deres arbejde; men ovenstående handler nu engang om de politiske forudsætninger, der har ført til dårlige resultater, og hvorfor resultaterne på den baggrund må forventes at blive endnu ringere i fremtiden.

Sundhed bør også være privat

Sundhed og uddannelse har i Danmark mange fællestræk, som man vil kunne ihukomme i kraft af ovenstående. En anden måde at forklare de fælles aspekter er spørgsmålet om mange eller få købere:

Hvis mælk var gratis i Danmark – eller i det mindste gratis på skolerne, så var der færre købere end det er tilfældet i dag.

Staten i form af statslige myndigheder ville i så fald opkræve skatter og købe mælken af leverandørerne. Men de statslige myndigheder agerer ikke som individuelle forbrugere, men derimod som medlemmer af den samme organisation. – Og jo mere individuelt de orienterer sig, desto mere fjerner de sig fra deres mandat fra oven.

Fra sælgers side kan en aftale med en offentligt myndighed naturligvis virke fristende, hvad enten der er tale om mælk, sundhedsydelser eller uddannelse. Staten har på sin vis et eviggyldigt image. At blive leverandør til staten har dermed en værdi på linie med at blive leverandør til det Kongelige Hof.

De som ordningen primært skader, er derimod borgerne i almindelighed, erhvervet set under ét, de virksomheder, der - selv om de måske er dygtigere og ville kunne klare sig godt på et frit marked - ikke kan klare sig, under et kontrolleret marked.

Over tid vil de andre virksomheder naturligvis tilpasse sig den nationalistiske model. Men sådan en tilpasning vil netop ske på bekostning af de valg, som frie forbrugere kunne have truffet.

Flere købere vil således blive erstattet med færre købere. Og et forbrug, der afspejler efterspørgslen erstattes af et offentligt indkøb, der afspejler politikere og embedsmænds vurderinger og prioriteringer.

I takt hermed, og som det er illustreret foroven, reduceres konkurrencen og det pågældende områder stivner: Det bliver i stigende grad vigtigere at sikre sig gode forbindelser med de nye købere, det vil sige politikere og embedsmænd. Og forbrugeren er i så fald ikke længere gud; det er derimod køberen, der nu ikke mere er forbrugeren, men i stedet staten.

Som det gælder voucher-diskussionen er debatterne om ”Frit valg” derfor vildledende. Og det frie valg, som der i dag tales om, er i det store hele er et kunstigt og iscenesat valg, hvor ressourcerne er bestemt på forhånd - i kraft af de politisk udstukne rammer og prioriteringer.

Det valg der er tilbage, handler således kun om at vælge mellem forskellige udgaver af noget, der er meget tæt på at være det samme, og i den helt afgørende forstand er det samme: den statsmonopoliserede model – med hvad der måtte være af variationer over temaet decentralisering og autonomi indenfor denne spændetrøje.

Et mere velfungerende marked forudsætter ikke desto mindre frihed til omtanke, men også økonomisk frihed for den enkelte, til at belønne og straffe ved at købe en ydelse eller en vare, - eller ved at undlade at gøre det.

Forudsætningen for innovation, udvikling, og vel at mærke introduktionen af nye produkter kræver derfor et system, hvor forbruget i større omfang afspejler efterspørgslen (borgernes behov og ønsker) og ikke stort set udelukkende udbuddet, - hvor det sidste således er tilfældet i dag, når det gælder uddannelses- og sundhedsområdet.

Staten og informationen

For at jævnføre sammenstillingen af uddannelse og sundhed yderligere kan der drages en parallel til den offentlige models indflydelse på pensum, der finder sted, når uddannelsesområdet monopoliseres og bestemte faggrupper opnår en eller anden grad af politisk beskyttelse. Det handler om information.

For en tilsvarende form for informationsmonopolisering findes selvsagt sted, når det gælder sundhedsområdet.

Staten i form af offentlige myndigheder får på samme vis en interesse i at påvirke hvilke typer af informationer, der viderebringes til brugerne i dette tilfælde patienter eller potentielle patienter – hvilket praktisk talt er hele befolkningen.

Igen kan henvises til forskellen på mange købere og få købere; og at den store køber – eller stort set eneste køber alene i kraft af købekraften præger informationsmængden og dens indhold.

Hertil skal så tilføjes, at der fra såvel politisk som administrativ side påvirkes yderligere i kraft af lovgivning og administrative traditioner; men hvor hovedsondringen således stadigvæk må være mellem forskellen på at have mange økonomisk frie individer, der belønner og straffer ved at købe eller undlade og købe (og som er forudsætningen for et dynamisk og levende marked), - og så tilfældet hvor der i det store hele er én køber, der ikke er forbruger.

- I sidste tilfælde kommer det at holde udgifterne nede til at fylde mere på prioritetslisten, end hvis der var en tættere relation til brugeren: det vil sige hvis køberen var brugeren, brugerens familie eller en virksomhed, der konkurrerede med andre virksomheder om at levere en god vare i form af en forsikringsordning. I alle tre tilfælde ville interessen for at pris og kvalitet gik op i en højere enhed være højere end i tilfældet med staten som køber, der jævnfør ovenstående samtidig har en stærk kontrol over hvordan de statslige tilbud fremstår i medierne.

Og også jævnfør uddannelsessektoren vil der være stærke interesser i at bevare det eksisterende system fra de virksomheder og faggruppers side, der nyder beskyttelse.

Og de samme interne konflikter mellem mennesker, der fortrækker dynamik og kan leve med - og trives under - forandring overfor mennesker, der hylder stilstanden og trygheden, vil tilsvarende gælde.

For at balancen mellem disse grupper kan forrykkes, kræves sandsynligvis inspiration udefra. En god inspiration til dette opgør er den amerikanske forfatter Gen LaGrecas roman - "Noble Vision", der netop handler om lægestanden, og om kampen mellem de, der ønsker et friere system, der belønner dygtighed og ikke beskytter uduelighed og så dem, der kan se en fordel ved en bureaukratisk model.

Beslægtet med ovenstående er det syn på brugeren i systemet, der opstår, når brugeren ikke direkte kan forbindes med køberen, hvilket handler om klientgørelse. Dette er et område, der rent faktisk får en omfattende dækning, men hvor praktisk talt ingen kan se skoven for bare træer:

- Igen burde det være en hjælp at henvise til andre fagområder, hvor der er en høj grad af specialisering, men hvor kunden samtidig også er køberen – eller hvor køberen har en direkte andel i kundens behandling. Et forsikringsselskab handler således på deres kunders vegne med faggrupper, der indenfor en masse vidt forskellige områder er højt specialiserede.

Hver dag foretager vi som forbrugere tilsvarende transaktioner, hvor vi køber produkter, der baserer sig på ekstrem specialisering, men hvor vi intet aner om, hvordan produktet i praksis er blevet til.

Men ingen ville ved sine fulde fem mene, at blot fordi en vare var kompleks (et hi-fi-anlæg), ja så skulle staten overtage området, eller delvist monopolisere det, eller for den sags skyld beskytte de faggrupper, der var involveret i varens fremstilling.

Tværtimod ville vi med største lethed kunne se, at dette ville føre til ødelæggelse af det pågældende erhverv, og det uanset om der var tale om frisørerhvervet, bilindustrien eller IT-området.

En vigtig bidragsyder til blindheden, når det gælder sundhedsområdet, må derfor også henføres til den aktuelle sundhedskøbers massive adgang til at præge synet på den nuværende ordnings godartethed; som ikke desto mindre står i skarp kontrast til årsagen til at sundhedsmarkedet som det eksisterer, har udviklet sig. Som det forholder sig indenfor mange andre områder er det sandsynligvis ikke i Europa at slaget afgøres, men mere sikkert i USA – hvor forståelsen for, hvorfor markeder og industrier blomstrer og trives står skarpere.

Under et frit system belønnes dygtighed

Et sidste lighedspunkt hvad angår de dårligdomme, der gælder for offentlig uddannelse og offentlig sundhed er, vedrørende merit og anciennitet.

Alt det ovenstående har således handlet om, hvorledes det kapitalistiske system med frivillig arbejdsdeling er meritokratisk: Dygtighed belønnes.

Forfremmelse, der mere eller mindre rent er baseret på, hvor længe man har været ansat, det vil sige tidsbaseret forfremmelse, står derimod i kontrast til den meritbaserede forfremmelse, der kendetegner private organisationer; og hvor man i kraft af lederevner eller anden form for udvist dygtighed tildeles en højere løn eller mere interessante arbejdsopgaver. Dette er en central forudsætning for en virksomheds fortsatte vækst.

Såvel når det gælder offentlig uddannelse eller offentlig sundhed er der således ingen indtjening som sådan; og derfor vil der ikke kunne være en økonomisk succes, der kan give anledning til at finde de dygtige og belønne dem for en sådan succes.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan være andre parametre og anledninger til at belønne forfremme de dygtige, og at merit er udelukket; men ikke desto mindre at den offentlige model reducerer meritorientering og erstatter meritindstillingen med tidsbestemt forfremmelse, blandt andet eftersom andre ting har erstattet det incitament, der handlede om at lade de dygtigste sikre en given virksomhed de bedst mulige vilkår i konkurrencen med andre.

På virksomhedsniveau skal her også henvises til begrebet ”kreativ destruktion”, der handler om at forbrugere straffer og belønner produkter; og at nogle virksomheder som konsekvens heraf forsvinder på bekostning af nye, og at andre eksisterende vokser sig større.

Men internt kræver en vækst som følge af bedre salg imidlertid, at væksten forklares på den rigtige måde, det vil sige at succesen tilskrives de rigtige personer, og at disse placeres i positioner, der om muligt øger væksten yderligere.

Omvendt kræver dårlige resultater sine passende reaktioner.

I begge disse tilfælde er den tidsbestemte forfremmelse et meningsløst redskab, der ikke på nogen måde kan siges at stå centralt, når det gælder en virksomheds trivsel og overlevelse; men som eventuelt kan siges have en begrænset værdi, når det gælder om at tiltrække arbejdskraft ved på mere afgrænset vis at skilte med udsigten til periodisk fastsatte lønstigninger, som en belønning for loyalitet.

Hovedpointen er derfor at dygtighed og selvstændighed i mindre grad belønnes under et offentligt og bureaukratisk, end det er tilfældet under et privat.

En kort konklusion om sundhed

De samme grundlæggende problemstillinger som gør sig gældende i tilfældet med offentligt finansieret og kontrolleret uddannelse, gør sig i vid udstrækning gældende med den kollektiviserede sundhed.

Det er søgt fremhævet, hvor problematisk det er at bruge udtrykket ”kerneydelse”, om den offentlige sundhed eftersom kollektiviseringen bidrager til at forringe markedet for sundhedsydelser ved at gøre brugerne af ydelserne mindre interessante, end det vil være tilfældet med større økonomisk frihed og øget råderet over egne midler.

Det er samtidig påpeget, hvordan kontrollen og påvirkningen af og med information betyder, at mediernes tilgang til området også er en anden, end hvis der var mere brugermagt.

Ingen kulegravning eller skandale kan således udsætte den statslige udbyder for den omtalte ”kreative destruktion” omtalt tidligere.

Derimod kan den politiske forandring samt begrænsning af informationsstrømmen i høj grad ændre dagsordenen, og bidrage til at debatter om kvalitet og forbrugerfrihed i stedet kommer til at handle om politiske prioriteringer; hvorefter de politiske beslutningstagere vil diskutere med sig selv indbyrdes – og i bedste fald konsultere administratorer og de beskyttede (medinddragede) faggrupper.

De mest interessante beslutningstagere er således under det nuværende system - de politiske, der har overtaget forbrugernes rolle; men som ikke på nogen som helst måde kan sige at udfylde den. Samtidig er forbrugeren blevet erstattet med en klient.


Opsummering

I ovenstående er det søgt beskrevet hvordan to områder, der har udviklet sig i kraft af den arbejdsdeling og specialisering, der har fundet sted navnlig de seneste to hundrede år, i vid udstrækning nu er blevet isoleret fra processen og beskyttet i kraft af en statslig monopolisering og kollektivisering.

Det er ikke enestående for de to valgte områder; men begge står ikke desto mindre centralt.

Mest centralt er på sin vis uddannelsesområdet, eftersom der her er tale om et område, der vedrører forklaringsmodeller og historieskrivning.

Forklaringen der givet her på, hvorfor vi de seneste to hundrede år har kunnet iagttage udbredt velstandsskabelse er således samtidig ikke forenelig med den socialdemokratiske historie (myte), der promoveres i offentlige uddannelsesinstitutioner.

Men historien om frivillig arbejdsdeling - med dertil hørende respekt for den private ejendomsret tilsat menneskets brug af sin fornuft som redskab til overlevelse og forbedring af egen og andres situation, er ikke desto mindre en målestok, der kan lægges ned over ikke bare de seneste to hundredes udvikling og velstandsskabelse, men også bruges til at sige noget meningsfuldt om tidligere civilisationers storhed og fald. - Det kan de modsætningsfyldte socialdemokratiske påstande (eller den marxistiske determinisme) ikke.

Man kan derfor håbe, at et voksende historisk kendskab samt den øgede internationale kommunikation, der finder sted i kraft af et frit marked indenfor IT-området, vil bidrage til, at en fornyet respekt for den private ejendomsret vil finde sted i et hastigere tempo, end den tid det har taget at øge de offentlige udgifter og hæve skattetrykket, og hvorunder man - i kraft af ikke mindst uddannelsessektoren - har afviklet selvsamme respekt.

Hensigten med ovenstående har derfor ikke mindst været at vise, at et kollektiviseret sundheds- og uddannelsessystem ikke handler om investering, men tværtimod om forbrug, serviceforringelser og velstandsafvikling; og at der derfor ikke er nogen som helst grund til at udsætte tidspunktet for de omtalte områders privatisering.

Robinson, Fredag og »vækstens skyggeside«

På Informations nye hjemmeside findes en dyster artikelserie med overskriften »Det fattige Europa«. Jo mere man læser, desto mere får man nærmest indtryk af, at østeuropæerne have været bedre stillet med atter at vende tilbage til kommunismens planøkonomi. En række gratis-ydelser er jo forsvundet.

Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.

Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.

Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.

For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.

Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.

Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.

Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.

Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.

I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.

Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.

Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.

Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.


Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005