”Hver femte dansker mellem 16 og 66 år lever fortsat af penge fra det offentlige og står uden arbejde”. Det kan man læse i Erhvervsbladet fra den 22. januar i dette nye år. Der er med andre ord tale om en arbejdsløshed i Danmark på ”oppe mod 20 procent”, som det udtrykkes i artiklen.
Danmark fik som bekendt en såkaldt borgerlig regering tilbage i 2001. Ved ethvert folketingsvalg fra og med dette år husker de fleste vel de hujende VU’eres sejrsgjalden over ”de røde”.
Danmark havde fået en borgerlig-liberal regering, sang man. Det var bare mest at beskrive som et mantra. Man råbte højt. Det kunne ikke modsiges. Det passede bare ikke.
Ved flere lejligheder er det således blevet foreslået, at man gjorde op med de meget generøse dagpengeordninger, samt andre former for overførselsindkomster herunder SU-systemet, diverse orlovsordninger betalt via skatten, samt en række andre ”gratisydelser”, der øger tilbøjeligheden til lediggang.
Men intet tyder altså på, at man er villig til tage fat på afviklingen af disse umoralske former for straf på produktiv adfærd, som det er når man tager fra de som laver noget, og giver til dem, der ikke gør det. Råderetten over ejendom er naturligvis hos de, som retmæssigt erhverver den.
Meget tyder i stedet på, at den ”borgerlige-liberale” regering har redet med på en bølge af økonomisk dynamik, der mere er kommet udefra landets grænser - frem for, at der er tale om noget, der har rod i økonomiske reformer herhjemme. Overordnet har man jo i flere større europæiske lande gennemført nogle reformer, der har bevirket lavere arbejdsløshed dér.
Det er også værd at huske på at man i Østeuropa efter murens fald markant har fået mere købedygtige og produktive samfund; altså netop fordi man i de lande sagde farvel til kollektive og socialistiske inspirerede ordninger. Det vil sige ordninger, som netop er årsagen til den høje ledighed herhjemme.
Så måske rider vi mest med på en bølge, som ”borgerlige” politikere ikke har den store medansvarlighed for.
Og hvis man i gode tider har en så høj arbejdsløshed, som man har glemt at forholde sig til, hvad mon der så sker, når tiderne bliver dårlige?
Lige nu er der således ifølge artiklen i Erhvervsbladet ”701.000 personer i den erhvervsaktive alder, som står uden arbejde, og i det tal indgår ikke ledige på dagpenge. Heller ikke personer, der er på kontanthjælp, og som står til rådighed for arbejdsmarkedet, er talt med”.
Danmark har tydeligvis mere end nogen sinde brug for en borgerlig-liberal regering; en regering, hvori man laver noget.
Viser indlæg med etiketten Arbejdskraft. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Arbejdskraft. Vis alle indlæg
23. januar 2008
16. oktober 2007
CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften
Fremkomsten af maskiner, og dermed af det, vi kalder industrisamfundet har betydet, at efterspørgslen på arbejdskraft er vokset i forhold til tiden, der gik forud. I lang tid troede mange, at det forholdt sig omvendt og at maskinerne ville skabe arbejdsløshed. Dette viste sig ikke, at holde stik. Maskinerne betyder tværtimod, at værdien af det, man foretager sig i en arbejdsmæssig henseende vokser i kraft af den værdi, maskinerne tilfører produktet.
Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.
Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.
Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.
Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd
Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.
Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.
Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.
En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.
Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.
Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.
Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?
I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.
Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.
Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.
Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.
Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.
Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.
Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.
Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.
Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.
Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.
I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.
Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.
Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.
De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.
CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.
Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).
Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.
Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.
Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.
Opsummering
Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.
Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.
Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.
Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.
Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.
Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd
Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.
Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.
Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.
En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.
Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.
Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.
Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?
I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.
Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.
Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.
Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.
Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.
Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.
Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.
Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.
Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.
Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.
I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.
Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.
Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.
De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.
CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.
Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).
Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.
Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.
Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.
Opsummering
Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.
Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.
4. september 2007
Realløn og beskæftigelse i EU
For et år siden var den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent i EU på 8 procent. Nu er den på 7,1.
Årsagerne til den lavere arbejdsløshed skal blandt andet findes i frimarkedsreformer, der har gjort det lettere og mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte. De konkrete reformer er muligvis også inspireret af danske forhold, hvor man netop har relativt let ved at hyre og fyre; hvor fleksibiliteten er relativt høj og hvor ledigheden tilsvarende er lav.
Journalisten Ralph T Niemeyer [se artikel nederst], der bringer den positive nyhed om lavere ledighed i avisen EU Reporter giver imidlertid udtryk for skepsis og bekymring i forbindelse med den lavere ledighed, eftersom mange af de, der nu får sig et arbejde bliver ”kastet ud” på arbejdsmarkedet til en ganske lav løn.
Niemeyer konstaterer som led i sin argumentation, at den lave løn, som flere ansættes til i eksempelvis Tyskland betyder, at efterspørgslen på varer og serviceydelser falder. Pointen med at nævne dette fra Niemeyer side er formodentlig, at den lavere efterspørgsel så forventes at reducere den økonomiske aktivitet generelt; og at det på denne måde antages, at den højere beskæftigelse vil være kortsigtet og/eller at den højere beskæftigelse modsvares af stigende fattigdom.
Problemet for Niemeyer er bare, at fuld beskæftigelse og fri prisdannelse, hvad angår løn, i praksis fører til øget købekraft og dermed en forbedret realløn for alle i et frit samfund. Dette sker helt på samme måde, som når Robinson Crusoe skaber sig en bedre tilværelse (alene) gennem en målrettet arbejdsindsats. I en markedsøkonomi går det blot stærkere med at skabe velstand, eftersom man er flere om at skabe den og altså ikke mindst i kraft af arbejdsdeling og specialisering, (som naturligvis ikke er en mulighed, der er åben for Robinson.). Flere hænder i arbejde skaber derfor mere velstand, og ikke mindre; derfor forbedres også det som man kan købe for sin løn, også selv om lønnen for visse grupper på kort sigt skulle falde nominelt.
Fagforeningsretorik
For den danske læser lyder det måske også intuitivt paradoksalt, at flere i arbejde i sidste instans skulle føre til lavere produktivitet! Vi hører ikke desto mindre også retorikken herhjemme. I Danmark har argumentationen om, at fri løndannelse vil føre til en ond spiral i form af fattigere forbrugere bare ikke haft en praktisk betydning for arbejdsmarkedspolitikken. Der er især tale om en retorik, der promoveres fra fagforeningers side.
Det er derfor de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.
Udbud og efterspørgsel
Postulatet om at lav løn går hånd i hånd med øget forarmelse og reduceret velstandsskabelse, går således ud på, at arbejdere kan få en så lav løn (som følge af konkurrence om jobbene), at de ikke har råd til at købe så meget som de kunne tidligere.
Sandt er det således, at udbuddet af arbejdskraft stiger (som følge af arbejdsmarkedsreformer). Og at arbejdsgiverne derfor alt andet lige - som følge af det højere udbud – efterfølgende kan tillade sig at betale en lavere nominel løn. Den lavere løn fører nu på kort sigt til, at de arbejdere, der berøres af dette fænomen reducerer deres efterspørgsel på varer og serviceydelser. Problemet er imidlertid, at man ignorerer hvad der efterfølgende ret hurtigt sker med priserne - i kraft af det stigende udbud af arbejdskraft.
Da man ignorer det sidste (og antager priserne for upåvirkede af produktionsindsatsen) påstås det derfor, at virksomhedernes indtjening, så vil reduceres, som følge af det mindre købestærke publikum. Incitamentet til at producere forventes derfor at falde, og så - hævdes det - falder efterspørgslen på arbejdskraft, og lønningerne vil ifølge doktrinen derfor fortsætte med at falde. Det hævdes derfor, i kraft af, at man ignorerer den afledte effekt på prisniveauet, at den lavere løn blot fører til endnu lavere løn; og at den oprindelige årsag til en lønsænkning (det vil sige reformer der øger incitamentet til at søge arbejde) derfor bliver startskuddet til en permanent negativ spiral, hvor det oprindelige fald i den nominelle løn fører til et nyt fald, o.s.v.
Hvad man overser, er imidlertid netop, at den øgede produktivitet, der følger af at flere kommer i arbejde, også betyder at udbuddet af varer øges, og at priserne på varer og serviceydelser derfor også falder sammen med lønningerne!
Fejltagelsen fra fagforeningernes side består derfor ikke mindst, i at man udelukkende fokuserer på løn, og ikke på hvad der sker med prisniveauet generelt. Når man reformerer arbejdsmarkedet, ved eksempelvis at fjerne minimumslønninger; - når man reducerer statsstøtten til dagpenge; - samt når man ændrer på reglerne hvad angår kontanthjælp i nedadgående retning, ja - så betyder alt dette som det netop er konstateret: at flere efterfølgende vil bidrage til samfundets samlede produktion. Virksomheder, der har brug for flere hænder kan derfor med den øgede arbejdskraft, der stilles til rådighed producere mere og sælge flere varer og ydelser. Og når dette sker – så øges dermed også udbuddet af det som virksomhederne tilbyder – hvilket derfor tilsvarende fører til lavere priser også her (og altså ikke kun hvad angår prisen på arbejdskraft).
Priserne på varer og serviceydelser
Det er således ikke kun lønningerne der reduceres som følge af ovenstående reformer men på sigt også prisniveauet for varer og serviceydelser. På sigt bliver købekraften derfor uforandret, og i kraft af at flere som følge af arbejdsmarkedsreformerne er kommet i arbejde, øges vel at mærke også tempoet for velstandsskabelse yderligere, end det ellers ville være tilfældet.
Ovenstående er således en vigtig del af forklaringen på, at der ikke opstår en negativ spiral, som følge af de lavere lønninger, som flere i arbejde fører til. Og påstanden om at lavere løn, som følge af et stigende udbud af arbejdskraft forringer købekraften for en del af befolkningen, og derfor har en negativ effekt på produktionen over tid, - kan derfor afvises.
Flere hænder og hjerner i arbejde øger velstanden i samfundet
Lavere beskæftigelse og fri løndannelse betyder dermed som det vigtigste, at flere bidrager til, at der bliver produceret varer og serviceydelser. Hver enkelt bidrager til at det går lidt hurtigere med at skifte de gamle maskiner ud med nogle der er nyere og mere effektive.
Reformer der reducerer mængden af overførselsindkomster gavner derfor også, de der (nominelt) går ned i løn, - eftersom priserne - med en vis forsinkelse - følger med ned. Og selv hvis priserne ikke fulgte med ned, så bidrog den øgede produktivitet imidlertid alligevel til, at det man kunne købe for sin løn var mere værd, end det var tilfældet før sådanne reformer.
Reformerne betyder som bekendt også, at færre vil være arbejdsløse, og at færre derfor ikke længere skal forsørges af enten deres familier eller af det offentlige. De penge som der spares på overførselsindkomster betyder derfor også, at skatterne kan sænkes. Og de lavere skatter øger yderligere incitamenterne til produktiv adfærd.
På kort sigt vil man imidlertid ganske rigtigt, som man også kan iagttage det i Tyskland, se at efterspørgslen på varer og ydelser vil falde, når lønningerne reduceres, eftersom priserne på varer ikke falder på samme tid, som der er tilfældet med priserne på arbejdskraft – men altså i stedet med en vis forsinkelse. Men så snart det sidste sker (og i kraft af de øvrige dynamiske faktorer), vil alle imidlertid opleve, at man som følge af øget velstandsskabelse og mere uhindret produktivitet kan købe det samme og mere for sin løn i forhold til situationen før arbejdsmarkeds-reformerne.
Hvis det sidste ikke var tilfældet ville det også være vanskeligt at forklare, hvordan en voksende befolkning i vesten de sidste to hundrede år ikke har betydet, at vi er blevet fattigere – men som bekendt rigere. Årsagen til at det sidste har været tilfældet, er derfor, at reallønnen er afhængig af arbejdskraftens produktivitet, og at denne produktivitet atter er afhængig af et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked (d.v.s. et hvor det kan betale sig at forbedre sine kvalifikationer) tilføjet alle de øvrige faktorer, der udgør en levende og velfungerende markedsøkonomi.
Økonomen George Reisman gør i sit hovedværk Capitalism i kapitel 14 netop op med ovenstående fordomme om en ond spiral, en påstand der blandt andet stammer fra marxistisk udbytningsteori.
Under overskriften Determination of Real Wages by the productivity of labor konstaterer Reisman, at [W]ith a constant productivity of labor, increases in the supply of labor and consumers’ goods take place in the same proportion and cause equal reductions in wage rates and prices in the face of constant demands for labor and consumers’ goods, leaving real wages the same. (Capitalism pp. 618). Samme sted gør Reisman tilsvarende opmærksom på, at de byrder, der er pålagt produktive skatteydere i kraft af den høje arbejdsløshed, de via den øgede beskæftigelse nu reduceres ved at antallet af individer på forsørgelse nedbringes. Hele George Reismans Capitalism kan downloades som pdf via www.capitalism.net.
Artikel i EU Reporter: Ralph T Niemeyer - “Working Poverty Rate”: EU unemployment rate down to 7.1%
Årsagerne til den lavere arbejdsløshed skal blandt andet findes i frimarkedsreformer, der har gjort det lettere og mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte. De konkrete reformer er muligvis også inspireret af danske forhold, hvor man netop har relativt let ved at hyre og fyre; hvor fleksibiliteten er relativt høj og hvor ledigheden tilsvarende er lav.
Journalisten Ralph T Niemeyer [se artikel nederst], der bringer den positive nyhed om lavere ledighed i avisen EU Reporter giver imidlertid udtryk for skepsis og bekymring i forbindelse med den lavere ledighed, eftersom mange af de, der nu får sig et arbejde bliver ”kastet ud” på arbejdsmarkedet til en ganske lav løn.
Niemeyer konstaterer som led i sin argumentation, at den lave løn, som flere ansættes til i eksempelvis Tyskland betyder, at efterspørgslen på varer og serviceydelser falder. Pointen med at nævne dette fra Niemeyer side er formodentlig, at den lavere efterspørgsel så forventes at reducere den økonomiske aktivitet generelt; og at det på denne måde antages, at den højere beskæftigelse vil være kortsigtet og/eller at den højere beskæftigelse modsvares af stigende fattigdom.
Problemet for Niemeyer er bare, at fuld beskæftigelse og fri prisdannelse, hvad angår løn, i praksis fører til øget købekraft og dermed en forbedret realløn for alle i et frit samfund. Dette sker helt på samme måde, som når Robinson Crusoe skaber sig en bedre tilværelse (alene) gennem en målrettet arbejdsindsats. I en markedsøkonomi går det blot stærkere med at skabe velstand, eftersom man er flere om at skabe den og altså ikke mindst i kraft af arbejdsdeling og specialisering, (som naturligvis ikke er en mulighed, der er åben for Robinson.). Flere hænder i arbejde skaber derfor mere velstand, og ikke mindre; derfor forbedres også det som man kan købe for sin løn, også selv om lønnen for visse grupper på kort sigt skulle falde nominelt.
Fagforeningsretorik
For den danske læser lyder det måske også intuitivt paradoksalt, at flere i arbejde i sidste instans skulle føre til lavere produktivitet! Vi hører ikke desto mindre også retorikken herhjemme. I Danmark har argumentationen om, at fri løndannelse vil føre til en ond spiral i form af fattigere forbrugere bare ikke haft en praktisk betydning for arbejdsmarkedspolitikken. Der er især tale om en retorik, der promoveres fra fagforeningers side.
Det er derfor de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.
Udbud og efterspørgsel
Postulatet om at lav løn går hånd i hånd med øget forarmelse og reduceret velstandsskabelse, går således ud på, at arbejdere kan få en så lav løn (som følge af konkurrence om jobbene), at de ikke har råd til at købe så meget som de kunne tidligere.
Sandt er det således, at udbuddet af arbejdskraft stiger (som følge af arbejdsmarkedsreformer). Og at arbejdsgiverne derfor alt andet lige - som følge af det højere udbud – efterfølgende kan tillade sig at betale en lavere nominel løn. Den lavere løn fører nu på kort sigt til, at de arbejdere, der berøres af dette fænomen reducerer deres efterspørgsel på varer og serviceydelser. Problemet er imidlertid, at man ignorerer hvad der efterfølgende ret hurtigt sker med priserne - i kraft af det stigende udbud af arbejdskraft.
Da man ignorer det sidste (og antager priserne for upåvirkede af produktionsindsatsen) påstås det derfor, at virksomhedernes indtjening, så vil reduceres, som følge af det mindre købestærke publikum. Incitamentet til at producere forventes derfor at falde, og så - hævdes det - falder efterspørgslen på arbejdskraft, og lønningerne vil ifølge doktrinen derfor fortsætte med at falde. Det hævdes derfor, i kraft af, at man ignorerer den afledte effekt på prisniveauet, at den lavere løn blot fører til endnu lavere løn; og at den oprindelige årsag til en lønsænkning (det vil sige reformer der øger incitamentet til at søge arbejde) derfor bliver startskuddet til en permanent negativ spiral, hvor det oprindelige fald i den nominelle løn fører til et nyt fald, o.s.v.
Hvad man overser, er imidlertid netop, at den øgede produktivitet, der følger af at flere kommer i arbejde, også betyder at udbuddet af varer øges, og at priserne på varer og serviceydelser derfor også falder sammen med lønningerne!
Fejltagelsen fra fagforeningernes side består derfor ikke mindst, i at man udelukkende fokuserer på løn, og ikke på hvad der sker med prisniveauet generelt. Når man reformerer arbejdsmarkedet, ved eksempelvis at fjerne minimumslønninger; - når man reducerer statsstøtten til dagpenge; - samt når man ændrer på reglerne hvad angår kontanthjælp i nedadgående retning, ja - så betyder alt dette som det netop er konstateret: at flere efterfølgende vil bidrage til samfundets samlede produktion. Virksomheder, der har brug for flere hænder kan derfor med den øgede arbejdskraft, der stilles til rådighed producere mere og sælge flere varer og ydelser. Og når dette sker – så øges dermed også udbuddet af det som virksomhederne tilbyder – hvilket derfor tilsvarende fører til lavere priser også her (og altså ikke kun hvad angår prisen på arbejdskraft).
Priserne på varer og serviceydelser
Det er således ikke kun lønningerne der reduceres som følge af ovenstående reformer men på sigt også prisniveauet for varer og serviceydelser. På sigt bliver købekraften derfor uforandret, og i kraft af at flere som følge af arbejdsmarkedsreformerne er kommet i arbejde, øges vel at mærke også tempoet for velstandsskabelse yderligere, end det ellers ville være tilfældet.
Ovenstående er således en vigtig del af forklaringen på, at der ikke opstår en negativ spiral, som følge af de lavere lønninger, som flere i arbejde fører til. Og påstanden om at lavere løn, som følge af et stigende udbud af arbejdskraft forringer købekraften for en del af befolkningen, og derfor har en negativ effekt på produktionen over tid, - kan derfor afvises.
Flere hænder og hjerner i arbejde øger velstanden i samfundet
Lavere beskæftigelse og fri løndannelse betyder dermed som det vigtigste, at flere bidrager til, at der bliver produceret varer og serviceydelser. Hver enkelt bidrager til at det går lidt hurtigere med at skifte de gamle maskiner ud med nogle der er nyere og mere effektive.
Reformer der reducerer mængden af overførselsindkomster gavner derfor også, de der (nominelt) går ned i løn, - eftersom priserne - med en vis forsinkelse - følger med ned. Og selv hvis priserne ikke fulgte med ned, så bidrog den øgede produktivitet imidlertid alligevel til, at det man kunne købe for sin løn var mere værd, end det var tilfældet før sådanne reformer.
Reformerne betyder som bekendt også, at færre vil være arbejdsløse, og at færre derfor ikke længere skal forsørges af enten deres familier eller af det offentlige. De penge som der spares på overførselsindkomster betyder derfor også, at skatterne kan sænkes. Og de lavere skatter øger yderligere incitamenterne til produktiv adfærd.
På kort sigt vil man imidlertid ganske rigtigt, som man også kan iagttage det i Tyskland, se at efterspørgslen på varer og ydelser vil falde, når lønningerne reduceres, eftersom priserne på varer ikke falder på samme tid, som der er tilfældet med priserne på arbejdskraft – men altså i stedet med en vis forsinkelse. Men så snart det sidste sker (og i kraft af de øvrige dynamiske faktorer), vil alle imidlertid opleve, at man som følge af øget velstandsskabelse og mere uhindret produktivitet kan købe det samme og mere for sin løn i forhold til situationen før arbejdsmarkeds-reformerne.
Hvis det sidste ikke var tilfældet ville det også være vanskeligt at forklare, hvordan en voksende befolkning i vesten de sidste to hundrede år ikke har betydet, at vi er blevet fattigere – men som bekendt rigere. Årsagen til at det sidste har været tilfældet, er derfor, at reallønnen er afhængig af arbejdskraftens produktivitet, og at denne produktivitet atter er afhængig af et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked (d.v.s. et hvor det kan betale sig at forbedre sine kvalifikationer) tilføjet alle de øvrige faktorer, der udgør en levende og velfungerende markedsøkonomi.
Økonomen George Reisman gør i sit hovedværk Capitalism i kapitel 14 netop op med ovenstående fordomme om en ond spiral, en påstand der blandt andet stammer fra marxistisk udbytningsteori.
Under overskriften Determination of Real Wages by the productivity of labor konstaterer Reisman, at [W]ith a constant productivity of labor, increases in the supply of labor and consumers’ goods take place in the same proportion and cause equal reductions in wage rates and prices in the face of constant demands for labor and consumers’ goods, leaving real wages the same. (Capitalism pp. 618). Samme sted gør Reisman tilsvarende opmærksom på, at de byrder, der er pålagt produktive skatteydere i kraft af den høje arbejdsløshed, de via den øgede beskæftigelse nu reduceres ved at antallet af individer på forsørgelse nedbringes. Hele George Reismans Capitalism kan downloades som pdf via www.capitalism.net.
Artikel i EU Reporter: Ralph T Niemeyer - “Working Poverty Rate”: EU unemployment rate down to 7.1%
Abonner på:
Indlæg (Atom)
