Dr. Peikoff's forthcoming book, The DIM Hypothesis, identifies three different modes of integration, i.e., of interrelating concretes, such as individual percepts, facts, choices, etc. As Dr. Peikoff explains: "My thesis is that the dominant trends in every key area can be defined by their leaders' policy toward integration. They are against it (Disintegration, D); they are for it, if it conforms to reality (Integration, I); they are for it, if it conforms to a superior reality (Misintegration, M)." The book demonstrates the power of these three modes in shaping Western culture and history.
Læs mere hos the Ayn Rand Bookstore under overskriften: The DIM Hypothesis (2007 version) (CD)
Udgangspunktet for Peikoffs integrerende arbejde bygger [...] på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret.
Læs mere i Leonard Peikoffs DIM-hypotese .
De fleste bekymrer sig måske ikke over dette i det daglige, men forudsætningen for, at man kan opfinde en bil, og bidrage konstruktivt til videreudvikling og innovation indenfor området er, [...] at man accepterer et univers, der er meningsfuldt, og dermed præget af, at der er årsager og virkninger. - Man kan også kalde dette for accepten af en objektiv virkelighed, hvor man anerkender at vores omgivelser er uafhængig af vores bevidsthed. I et sådant univers kan intentioner (eller "social indignation") dermed ikke erstatte fornuft. - Og fornuften i denne sammenhæng er således en beskæftigelse, der er virkelighedsorienteret og fokuseret, og hvor man skridt for skridt nærmer sig løsningen af en opgave eller et problem ved at forholde sig til opgaven på virkelighedens præmisser.
Læs mere i D-I-M illustreret ved hjælp af bilproduktion.
Viser indlæg med etiketten Aristoteles. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Aristoteles. Vis alle indlæg
21. november 2007
17. oktober 2007
Aristoteles om de gode og de onde
Søren Porsborg har nyoversat ”Etikken” af Aristoteles, der levede fra 384-322 f.v.t.; det vil sige for mere end 2300 år siden.
Hvis man har læst nogle af Ayn Rands bøger, herunder ikke mindst Kun den stærke er fri (the Fountainhead) samt Og verden skælvede (Atlas Shrugged), vil man med stor sandsynlighed finde følgende overvejelser om, hvad der konstituerer gode og onde (slette) mennesker - interessante:
De gode mennesker beskrives således:
[D]et gode menneske er i overensstemmelse med sig selv og begærer med hele sin sjæl ét og det samme. Og han vil for sig selv det gode og det, som synes godt, og han gør det (det kendetegner den gode, at han anstrenger sig for at gennemføre det gode) og for sin egen skyld. Nemlig for den tænkende dels skyld, den del, som synes at kendetegne enhver. Og han ønsker at leve og bevare sig selv og især den del, hvormed han tænker.
Blot det at være er et gode for det gode menneske, og enhver ønsker det gode for sig selv og ingen ville vælge at være en anden, om end han som denne anden ville eje alting (allerede nu ejer Gud det gode), men at være sig selv som hvad han nu måtte være.
Og enhver synes at være identisk med sin tænkende del eller især med denne. Og et sådant menneske ønsker at leve sammen med sig selv. Han har glæde af det, for erindringerne om de forgangne handlinger er behagelige og håbene for fremtiden er gode og disse ting er fornøjelige. Og tanken er rig på genstande for betragtning. Og han føler smerte og føler glæde især med sig selv. Og altid er de samme ting enten smertelige eller glædelige og ændrer sig ikke konstant. Han kender ikke til fortrydelse så at sige.
Da enhver af disse ting tilhører den gode person i forhold til sig selv, og hans forhold til vennen er lig hans forhold til sig selv (vennen er et andet selv), da synes også venskabet at bestå af disse ting, og de synes at være venner, for hvem dette gælder.
Om de slette mennesker hedder det at:
[D]e er splittede, begærer det ene og vil det andet, ligesom de ubeherskede. Og de vælger i modstrid med det, som de mener, er godt for dem selv, det behagelige, som er skadeligt. Andre opgiver, på grund af fejhed og ladhed, at gøre det, som de mener, var det bedste for dem. Men de, som har gjort mange ugerninger og som hades for deres slethed, flygter fra livet og ødelægger sig selv. Slette folk søger andre med hvem de kan leve sammen, men flygter fra sig selv. De husker mange og forfærdelige ting og forventer noget tilsvarende, når de er alene med sig selv, men glemmer det, når de er sammen med andre. Der er intet elskeligt ved dem og de føler heller ingen venlighed overfor sig selv. Og sådanne folk hverken glæder sig eller føler smerte med sig selv. For deres sjæl er i oprør. Én del føler på grund af sin usselhed, smerte over afsavn, og en anden del glæder sig, og de drives i snart den ene retning, snart den anden, som skulle de sønderrives. (Side 224-225, Aristoteles Etikken – Det lille Forlag 2004).
Aristoteles tog således et solidt afsæt i individet, og de valg som den enkelte træffer, i sin vurdering af hvad der kendetegner de gode og de onde.
- Og for at den enkelte kan træffe valg i det hele taget, da forudsættes som bekendt friheden til at kunne vælge.
Betoningen af mennesket som et tænkende væsen, - og af brugen af tænkeevnen som en forudsætning for at kunne have det godt som menneske, er tilsvarende noget, der bør fremhæves.
Den første parentes, der omhandler det at handle – det vil sige at anstrenge sig for at gennemføre det gode - og ikke bare at tænke uden efterfølgende at handle på baggrund af det tænkte, - er tilsvarende karakteristisk for Aristoteles. (Mere om emnet her).
Der er således ifølge Aristoteles forskel på mennesker. Og forskellen handler blandt andet om, i hvilket omfang, man opfører sig som et fornuftsvæsen eller ej. Dette må siges at stå i kontrast til vor tids udbredte værdirelativisme.
Læg også mærke til, hvad det er, man ifølge Aristoteles burde ønske at være eller at eje: Ikke alting i denne verden, - og ikke at være andre end sig selv: det vil sige, ikke at opgive sin egen identitet, men at forbedre sig (at anstrenge sig for at gennemføre det gode).
Det retfærdige står således i relation til den enkelte. Retfærdighed er med andre ord ikke blot et abstrakt og fritsvævende begreb, uden samtidig at være et praktisk begreb. Godhed, retfærdighed og den enkeltes forbedring af egen tilværelse er således begreber, der trækker i samme retning. Det moralske er også det praktiske.
Det gode menneske er samtidig ikke et lidende menneske; forstået på den måde at der er en vis konstans i hvad, der giver behag og ubehag. - Den gode tilværelse er et praktisk mål, der kan forfølges. Det vil sige at der i kraft af nogle bestemte værdier, er mål i denne verden, der kan efterstræbes, og dermed kan have status som værende meningsfulde, og være værd at forfølge.
Endelig kan det fremhæves, at de onde i denne verden er de selvdestruktive. Det er dem, der flygter fra livet, og som ødelægger sig selv.
– Det sidste er naturligvis ikke mindst tankevækkende, når vor tids moderne politikere så ofte fremhæver det at bringe ofre i den ene eller anden sags tjeneste, som havende en status af at være et gode. (- I nogle dele af verden står det med at ofre sig uhyggeligt centralt for de politiske beslutningstagere - herunder ikke mindst i Iran, der sponsorerer offerkulter i resten af verden).
Og ikke mindst ved at påpege det sidstnævnte: at de onde er de, der bringer destruktion og selvdestruktion med sig, kan Aristoteles i vor tid siges at være revolutionær. Og hvem ved, måske er det af netop sidstnævnte årsag, at man har gjort Aristoteles til én blandt tusinde andre forfattere i det cut-and-paste-pensum, som man udsættes for på vor tids afprivatiserede og statsmonopoliserede universiteter. Forhåbentlig kan nyoversættelsen bidrage til at ændre på dette.
Fra COIN-bloggen.
Hvis man har læst nogle af Ayn Rands bøger, herunder ikke mindst Kun den stærke er fri (the Fountainhead) samt Og verden skælvede (Atlas Shrugged), vil man med stor sandsynlighed finde følgende overvejelser om, hvad der konstituerer gode og onde (slette) mennesker - interessante:
De gode mennesker beskrives således:
[D]et gode menneske er i overensstemmelse med sig selv og begærer med hele sin sjæl ét og det samme. Og han vil for sig selv det gode og det, som synes godt, og han gør det (det kendetegner den gode, at han anstrenger sig for at gennemføre det gode) og for sin egen skyld. Nemlig for den tænkende dels skyld, den del, som synes at kendetegne enhver. Og han ønsker at leve og bevare sig selv og især den del, hvormed han tænker.
Blot det at være er et gode for det gode menneske, og enhver ønsker det gode for sig selv og ingen ville vælge at være en anden, om end han som denne anden ville eje alting (allerede nu ejer Gud det gode), men at være sig selv som hvad han nu måtte være.
Og enhver synes at være identisk med sin tænkende del eller især med denne. Og et sådant menneske ønsker at leve sammen med sig selv. Han har glæde af det, for erindringerne om de forgangne handlinger er behagelige og håbene for fremtiden er gode og disse ting er fornøjelige. Og tanken er rig på genstande for betragtning. Og han føler smerte og føler glæde især med sig selv. Og altid er de samme ting enten smertelige eller glædelige og ændrer sig ikke konstant. Han kender ikke til fortrydelse så at sige.
Da enhver af disse ting tilhører den gode person i forhold til sig selv, og hans forhold til vennen er lig hans forhold til sig selv (vennen er et andet selv), da synes også venskabet at bestå af disse ting, og de synes at være venner, for hvem dette gælder.
Om de slette mennesker hedder det at:
[D]e er splittede, begærer det ene og vil det andet, ligesom de ubeherskede. Og de vælger i modstrid med det, som de mener, er godt for dem selv, det behagelige, som er skadeligt. Andre opgiver, på grund af fejhed og ladhed, at gøre det, som de mener, var det bedste for dem. Men de, som har gjort mange ugerninger og som hades for deres slethed, flygter fra livet og ødelægger sig selv. Slette folk søger andre med hvem de kan leve sammen, men flygter fra sig selv. De husker mange og forfærdelige ting og forventer noget tilsvarende, når de er alene med sig selv, men glemmer det, når de er sammen med andre. Der er intet elskeligt ved dem og de føler heller ingen venlighed overfor sig selv. Og sådanne folk hverken glæder sig eller føler smerte med sig selv. For deres sjæl er i oprør. Én del føler på grund af sin usselhed, smerte over afsavn, og en anden del glæder sig, og de drives i snart den ene retning, snart den anden, som skulle de sønderrives. (Side 224-225, Aristoteles Etikken – Det lille Forlag 2004).
Aristoteles tog således et solidt afsæt i individet, og de valg som den enkelte træffer, i sin vurdering af hvad der kendetegner de gode og de onde.
- Og for at den enkelte kan træffe valg i det hele taget, da forudsættes som bekendt friheden til at kunne vælge.
Betoningen af mennesket som et tænkende væsen, - og af brugen af tænkeevnen som en forudsætning for at kunne have det godt som menneske, er tilsvarende noget, der bør fremhæves.
Den første parentes, der omhandler det at handle – det vil sige at anstrenge sig for at gennemføre det gode - og ikke bare at tænke uden efterfølgende at handle på baggrund af det tænkte, - er tilsvarende karakteristisk for Aristoteles. (Mere om emnet her).
Der er således ifølge Aristoteles forskel på mennesker. Og forskellen handler blandt andet om, i hvilket omfang, man opfører sig som et fornuftsvæsen eller ej. Dette må siges at stå i kontrast til vor tids udbredte værdirelativisme.
Læg også mærke til, hvad det er, man ifølge Aristoteles burde ønske at være eller at eje: Ikke alting i denne verden, - og ikke at være andre end sig selv: det vil sige, ikke at opgive sin egen identitet, men at forbedre sig (at anstrenge sig for at gennemføre det gode).
Det retfærdige står således i relation til den enkelte. Retfærdighed er med andre ord ikke blot et abstrakt og fritsvævende begreb, uden samtidig at være et praktisk begreb. Godhed, retfærdighed og den enkeltes forbedring af egen tilværelse er således begreber, der trækker i samme retning. Det moralske er også det praktiske.
Det gode menneske er samtidig ikke et lidende menneske; forstået på den måde at der er en vis konstans i hvad, der giver behag og ubehag. - Den gode tilværelse er et praktisk mål, der kan forfølges. Det vil sige at der i kraft af nogle bestemte værdier, er mål i denne verden, der kan efterstræbes, og dermed kan have status som værende meningsfulde, og være værd at forfølge.
Endelig kan det fremhæves, at de onde i denne verden er de selvdestruktive. Det er dem, der flygter fra livet, og som ødelægger sig selv.
– Det sidste er naturligvis ikke mindst tankevækkende, når vor tids moderne politikere så ofte fremhæver det at bringe ofre i den ene eller anden sags tjeneste, som havende en status af at være et gode. (- I nogle dele af verden står det med at ofre sig uhyggeligt centralt for de politiske beslutningstagere - herunder ikke mindst i Iran, der sponsorerer offerkulter i resten af verden).
Og ikke mindst ved at påpege det sidstnævnte: at de onde er de, der bringer destruktion og selvdestruktion med sig, kan Aristoteles i vor tid siges at være revolutionær. Og hvem ved, måske er det af netop sidstnævnte årsag, at man har gjort Aristoteles til én blandt tusinde andre forfattere i det cut-and-paste-pensum, som man udsættes for på vor tids afprivatiserede og statsmonopoliserede universiteter. Forhåbentlig kan nyoversættelsen bidrage til at ændre på dette.
Fra COIN-bloggen.
23. april 2007
Vækst og fremskridt er ikke en selvfølge
I fattige og ikke-industrialiserede lande er man sårbare over for forandringer i vejret og i klimaet. Man er vel at mærke mere udsat i det hele taget: over for infektioner, hvad angår ernæring, valgmuligheder, adgang til information, når det gælder muligheden for at bryde med traditioner og rigide normer osv.
Ovenstående har vel at mærke altid været reglen for fattige og tilbagestående samfund; på samme måde som rige kulturer, med fri samhandel og produktion har været i stand til at forholde sig til endog meget store katastrofer eller påvirkninger ude- og indefra.
En rig kultur er vel at mærke først og fremmest rig, fordi der er tale om en oplyst og fornuftsorienteret kultur. Måske kan historien i sig selv ikke lære os noget. Men den kan alligevel bruges til at illustrere en vigtig pointe, som handler om, at der ikke er nogen determinisme, at vækst og fremskridt, ikke er en selvfølge: Romerriget gik til grunde. Athen forfaldt.
Oplysning blev så erstattet af overtro og primitivisme. Og da følger den omtalte sårbarhed, herunder sygdommene, fattigdommen, dårskaben, den politiske forfølgelse etc.
Nordamerika og Europa er i de sidste to hundrede år historisk at beskrive som en undtagelse. Nogle hævder, at det først var i denne - vores - periode, at Aristoteles idéer for alvor kom til udtryk i praksis. Et andet ord for "aristoteles idéer" er "verdslighed". Begrebet handler om at man tager afsæt i, hvad man er som væsen, hvor man er, og derefter søger at opstille regler for det gode samfund på denne virkelighedsorienterede basis.
Påstanden handler således, om, at vi må takke Aristoteles for den politiske og økonomiske frihed, det vil sige, at det er i kraft af friheden, at verdsligheden kommer til udtryk på samfundsplan.
Mit afsæt for at svare på Christian Eges indlæg 7/2 [i Fyens Stiftstidende] bygger således på ovenstående pointe, som jeg i høj grad finder, er den sandsynlige forklaring på, hvorfor fremskridtet har været en realitet, og hvorfor kapitalismen også kunne omplantes til ikke-kristne nationer: Med den oplyste egeninteresse, der er afsættet for forsvaret for økonomisk og politisk frihed, er der simpelthen tale om en opskrift på, hvordan vi som mennesker ikke bare overlever, men som de sidste to århundreder har vist også kontinuerligt forbedrer vores situation.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 13. februar 2007
Ovenstående har vel at mærke altid været reglen for fattige og tilbagestående samfund; på samme måde som rige kulturer, med fri samhandel og produktion har været i stand til at forholde sig til endog meget store katastrofer eller påvirkninger ude- og indefra.
En rig kultur er vel at mærke først og fremmest rig, fordi der er tale om en oplyst og fornuftsorienteret kultur. Måske kan historien i sig selv ikke lære os noget. Men den kan alligevel bruges til at illustrere en vigtig pointe, som handler om, at der ikke er nogen determinisme, at vækst og fremskridt, ikke er en selvfølge: Romerriget gik til grunde. Athen forfaldt.
Oplysning blev så erstattet af overtro og primitivisme. Og da følger den omtalte sårbarhed, herunder sygdommene, fattigdommen, dårskaben, den politiske forfølgelse etc.
Nordamerika og Europa er i de sidste to hundrede år historisk at beskrive som en undtagelse. Nogle hævder, at det først var i denne - vores - periode, at Aristoteles idéer for alvor kom til udtryk i praksis. Et andet ord for "aristoteles idéer" er "verdslighed". Begrebet handler om at man tager afsæt i, hvad man er som væsen, hvor man er, og derefter søger at opstille regler for det gode samfund på denne virkelighedsorienterede basis.
Påstanden handler således, om, at vi må takke Aristoteles for den politiske og økonomiske frihed, det vil sige, at det er i kraft af friheden, at verdsligheden kommer til udtryk på samfundsplan.
Mit afsæt for at svare på Christian Eges indlæg 7/2 [i Fyens Stiftstidende] bygger således på ovenstående pointe, som jeg i høj grad finder, er den sandsynlige forklaring på, hvorfor fremskridtet har været en realitet, og hvorfor kapitalismen også kunne omplantes til ikke-kristne nationer: Med den oplyste egeninteresse, der er afsættet for forsvaret for økonomisk og politisk frihed, er der simpelthen tale om en opskrift på, hvordan vi som mennesker ikke bare overlever, men som de sidste to århundreder har vist også kontinuerligt forbedrer vores situation.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 13. februar 2007
Aristoteles og klima-journalistikken
Vi ser, hvorledes Aristoteles altid tager sit udgangspunkt i det konkret iagttagelige og trinvis bevæger sig mod det mere og mest generelle. Det skriver Jørn List-Christiansen i sin korte introduktion til Aristoteles' logik og metafysik. Her bliver man blandt andet introduceret for Aristoteles 10 kategorier, der er: 1) substans, 2) kvantitet, 3) kvalitet, 4) relation, 5) sted, 6) tid, 7) position, 8) tilstand, 9) handlen og 10) liden. (henvisning til introduktionen findes nederst).
Tænk nu, hvis vor tids journalister og ikke mindst klimajournalisterne satte disse 10 kategorier op på skrivebordstavlen, og så tjekkede af, om de i kraft af aristotelsk redelighed havde dækket deres konkrete historie og problemstilling på fyldestgørende måde. Som mindstemål kunne tjeklisten bruges til at vurdere om historien havde hævet sig blot en smule op over det direkte iagtagelige niveau (perceptionsniveauet). For det er netop journalistik, når det er allerbedst, der tager afsæt i en bestemt hændelse eller nogle påstande, og samtidig efterfølgende beskriver de forbindelser, der er mellem den bestemte hændelse og med hvad, der ellers sker.
Ved at bruge det aristotelske analyseredskab/kategorierne som tjekliste, kunne man dermed sikre sig, at man ikke blot låser sig fast på perception, det vil eksempelvis sige: at man blot - nærmest per automatik - referer historier om isbjørne der sveder - eller om sne der smelter; men at man også tilstræber at forbinde sådanne aktuelle hændelser (såvel hændelsen i sig selv som det at nogle søger at sælge hændelsen som en nyhed) med eksempelvis: ideologiske strømninger, økonomi, politik, særlige administrative forhold med mere. Dette ville rent faktisk gøre læseren langt mere bevidst om, hvorvidt nyheden var værd at beskæftige sig seriøst med eller ej, - hvilket kun vil være en fordel for dem, der ønsker en given sag belyst så grundigt som overhovedet muligt.
Mere kildekritik
Hvad angår klimajournalisterne kunne ovenstående tilgang således eksempelvis føre til en kontrol af, om man som journalist havde forholdt sig til: de økonomiske konsekvenser ved Kyoto, til forskellige syn på markedsøkonomien – herunder disses syn på vurderingen af fremtidige økonomiske forandringer, samt til modellers evne til at forudsige i almindelighed. Og når man beskæftigede sig med modellerne, kunne man også forholde sig til hvilke forskellige motiver, der kunne gøre sig gældende i promoveringen af diverse forudsigelser og budskaber. Man kunne, hvad angår det sidste, eksempelvis forsøge nøgternt at undersøge de politisk-administrative incitamenter til, at sådanne nyheder produceres i en lind strøm via offentlige og halvoffentlige organer.
Som bekendt er der også en afgrundsdyb forskel på såvel evnen til produktivitet som på levestandarden mellem nord og syd. Og fordi en talsmand fra Verdensnaturfonden måske ikke selv nævner sådanne økonomiske forskelle og afgrunde, så kunne det jo ikke skade at sprøge, om ikke han mente at der her var tale om mere centrale problemstillinger. Da medlemmer af Verdensnaturfonden som hovedregel er bosat i nord, og ikke syd, er der måske også nogle grunde til, at bekymringen for folk, der ikke lever i overflod er mindre, end den er for de pågældende selv. (Mere spekulativt, og mindre journalistisk kunne man i øvrigt også opstille en hypotese om at Afrika i så lang tid har været en politisk fiasko som et projekt i nord, at man nu i stedet for at fokusere på de mennesker, der lever i økonomisk og politisk ufrihed i stedet er begyndt at interessere sig mere for dyrearter og snelaget på Kilimanjaro. Det er bare en tanke).
En anden "relation", når det gælder klimapolitikken, er at FN, der i en række sammenhænge ikke har vist sig specielt ukorrupt - endsige effektiv, således er værtsforum for den løbende produktion af økologiske skræmmescenarier. Men er politisk og institutionel troværdighed da ikke en vigtig del af konteksten også i denne sammenhæng? Så hvorfor skulle en journalist, der skriver om FN's budskaber så ikke også kunne vurdere om budbringeren er troværdig? Er det ikke præcis det, man gør i så mange andre sammenhænge, eksempelvis når det gælder partipolitiske aktører, eller anløbne forretningsfolk? Visker man i sådanne tilfælde tavlen ren? Hører det derfor ikke også med til historien om FN's klimaarbejde: at FN er åbent for selv de mest undertrykkende regimer, at FN's soldater har begået adskillige ugerninger som de færreste frie nationers regeringer ville kunne slippe godt fra; at menneskerettigheder er blevet et anliggende for Libyen; eller at den nu afgåede Kofi Anan mente at terrorbevægelsen Hizbolla var en aktør (eng. ”a player”), der skulle anerkendes i Mellemøsten, og hvor man fra FN's side flere gange derfor har givet Hizbolla mulighed for at opruste, hvorved man fastholder en tragisk relation mellem Libanon og Israel? Tæller sådanne politiske skandaler ikke? Er offentlige institutioner på denne måde hævet over journalistisk kritik?
Og hvis man som klimajournalist på denne måde ignorerer resten af verden eller blot hvad FN i almindelighed står for, er det så ikke tilsvarende fair, at resten af verden ignorerer klimajournalisterne? Når spørgsmålet om troværdighed ignoreres må det således falde tilbage på troværdigheden ved de ukritiske journalister selv. For på samme måde som man ikke fortsætter med at bedrive handel med en bedrager, så giver det tilsvarende ikke mening at fortsætte med at læse skriverierne fra en journalist, der blot er mikrofonholder for bestemte propagandister i offentlige eller halv-offentlige institutioner.
Ovenstående kaldes også for kildekritik. Og det ville i langt de fleste tilfælde, også når det gjaldt historier om svedende isbjørne, være relevant at forholde sig til i det mindste nogle af sådanne spørgsmål: om institutioner, aktørerne og deres motiver. For det er netop sådanne emner, der er relevante for de selvsamme mennesker, der producerer disse historier. De plejer deres interesser, og det er også journalisternes opgave at beskrive, hvori disse består. For motivet fra sådanne nyhedsproducenter er jo netop at skabe politiske og økonomiske forandringer, ikke blot lokalt men også globalt.
Så blot at viderebringe historierne uden at forholde sig nærmere til budbringerens motivation og mere overordnede indfaldsvinkel vil derfor i mange tilfælde være direkte uhæderligt, af den simple grund at sådanne relationer er reelle og eksisterende, og at læseren af nyheden har et behov for at blive bekendt med deres eksistens. - Og journalisten behøver for så vidt ikke beskrive motiverne, han eller hun kan blot – som det forventes af den kritiske læser – spørge ind til dem.
Mere overblik
Den journalistiske vinkel ville selvsagt stadigvæk være den, der tog afsæt i det konkrete og det (dags-)aktuelle. Men færre nyheder ville ikke desto, hvis man skelede til ovenstående tjekliste, forblive på perceptionsniveauet.
For nu at blive ved klimajournalistikken kunne man med afsæt i de 10 kategorier også vurdere hvor væsentligt, det var med (endnu) en ledsagende kommentar fra en repræsentant fra Verdensnaturfonden, når det gælder vurderingen af de socio-økonomiske konsekvenser forbundet med forandringer i mængden af is på Himalaya. Måske kunne man i stedet (blot undtagelsesvist) prøve at spørge en økonom, der måske i højere grad ville mene at Himalayas befolkning stod over for mere afgørende udfordringer, end at der blev mindre is. Og når man som journalist nu engang beskæftiger sig med menneskelige handlinger, så kunne man eventuelt også undersøge grænserne for disse handlinger, eksempelvis evnen til, fra menneskelig side, at regulere på klimaet – sammenlignet med de langt mere åbenlyse muligheder for at forbedre de økonomiske forhold.
Endvidere: - hvis man på daglig basis alligevel beskæftiger sig med miljø- og klimastoffet, så kunne det næste skridt som opsøgende, undersøgende, nøgtern og ikke-autoritær kildekritisk skribent eksempelvis - udover bare at viderebringe de fakta man får fra Verdensnaturfonden, Greenpeace eller Økologisk Råd, som et supplement til dette, være at forsøge at give en fair beskrivelse af klimahistorien, herunder af, på hvilke måder mennesker gennem tiderne har været afhængige af klimaet, og eksempelvis forsøge at give læseren et indtryk af, om rigere og udviklede samfund er mere eller mindre afhængige af vejret og klimaet, - end fattige og uudviklede.
Det er med andre ord mange spørgsmål, der rejser sig alene i kraft af den aktuelle historie hvis man får det begrebsmæssige redskab til at perspektivere den konkrete nyhed. Læseren er som bekendt videbegærlig. Og journalister har i kraft af deres uddannelse gode muligheder for at agere i rollen som den videbegærlige og nysgerrige læser, der netop ikke blot efterspørger bunker af ustruktureret data, men som gerne vil have – om muligt – flere forskellige indfaldsvinkler til at forstå data, og til at sætte data ind i en kontekst. Dermed kunne selv meget konkrete nyheder pludselig gøres relevante for læseren. - Omvendt ville mere perspektivering også bidrage til at en række historier, der bringes i dag, de i fremtiden ville blive afvist som ligegyldige eller som rendyrket propaganda uden interesse for offentligheden i almindelighed.
Viden er således altid noget, der er integreret. Det er ikke bare lag på lag af konstateringer af påstande, handlinger, forandringer eller hændelser. - Og da læseren sandsynligvis ikke som udgangspunkt ved meget om det emne, der præsenteres i form af en given nyhed, så har han eller hun derfor brug for nogle perspektiver - så mange som muligt - til at forholde sig til stoffet. En indfaldsvinkel / et perspektiv er det således ikke, at der den ene dag er en historie om svedende isbjørne, den næste om noget sne, der smelter og den tredje - noget andet. Sådanne hændelser kan vel samtidig i sig selv næppe siges at være nyheder. Man lærer ikke noget om konteksten for denne type historier: om hvem budbringerne er, hvornår sådanne typer af nyhedsproducerende miljøorganer er opstået (om muligt hvorfor), deres forbindelser til det politiske niveau med mere. (Hvornår har man i grunden sidst set en historie, der gik bag om diverse miljøorganisationer og præsenterede læserne for disses syn på markedsøkonomien og industrisamfundet i almindelighed? Som oftest skilter disse organisationer med deres synpunkter på deres hjemmeside og i litteraturen, men det normale er at journalister ignorerer det. Er det god journalistik? - Ville det ikke svare til at ignorerer debatten om liberalisme vs. socialdemokratisme i Venstre? Siden hvornår er Greenpeace og det Økologiske Råd blevet apolitiske?
Også hvis man af personlige grunde brænder for klimastoffet, så er der derfor gode grunde til at forsøge at skabe en sammenhæng, og herunder at forholde sig til konteksten. Måske bliver man som journalist også selv klogere i processen. Det kunne ligefrem tænkes at de mere kritiske spørgsmål, man begynder at stille sine faste klimakilder kunne føre til, at man i realiteten også selv bliver mere kritisk over dem, der nu engang lever af at producere historier om forandringer i vejret og/eller temperaturen.
Under alle omstændigheder er indfaldsvinkler og perspektivering altafgørende for, at man som aktør kan handle på et oplyst grundlag. Der er altså ikke blot behov for dybde for de menige læseres side, men også fra politisk hold.
Et bredere perspektiv
I kraft af kildekritik, perspektivering, historisk research m.v. - ansporet af ovenstående aristotelske supplement til det traditionelle ”hvem, hvad, hvor”, kunne nye og lige så vedkommende vinkler derfor blive bragt på bane, såvel indenfor klimajournalistikken som indenfor så mange andre områder, hvor journalistikken står i stampe og er blevet et spørgsmål om rutine. Christiansborg-journalisterne kunne således også tilsvarende begynde at overveje, om ikke de i et eller andet omfang er blevet ofre for iscenesætttelse. – Jf. at de politiske tilbud i Danmark efterhånden ligner hinanden så meget, at de aktuelle forskelle mere er at sammenligne med torvesælgeres sats på pærer frem for bananer. (- Og jævnfør at man den ene dag kan være fremtrædende ”socialist” og den næste fremtrædende ”borgerlig”).
Når ”hvem, hvad, hvor” får lov til at stå alene, så fremmer det samtidig netop de uovervejede handlinger, indgreb og tiltag. Megen frygt og uforstand kan med andre ord føres tilbage at man ikke kan sætte en hændelse eller en påstand ind i en større kontekst, og det kan blandt andet skyldes at journalisten ikke har bidraget med redskaberne til, at det kan lade sig gøre.
Journalistik i den oprindelig form handler således ikke blot om at omskrive levebrødspolitikeres budskaber og derefter viderebringe dem til en stadigt mere uinteresseret offentlighed, men altså også om at gå bag om budskaberne, undersøge, kortlægge, granske, - ja ligefrem mistænke hvis der er grund til det, og så finde ud af om der er noget at bygge på. Hvad angår klimajournalistikken, kunne lidt mere bagrund og lidt mindre loyalitet overfor det budskab klimalobbyisterne vil have ud, således føre til at man som avislæser måske ligefrem fik mulighed for at overskue og vurdere, hvor lille eller hvor stor betydning, man reelt bør tillægge lokale, regionale og globale forandringer. En lidt mere substansorienteret tilgang, hvor budskaberne fra de politisk bevidste klima-eksperter ikke blot viderebringes loyalt ville dermed bidrage til at skræpe interessen.
På det lidt længere sigt
Hvis ovenstående kontekstbeskrivende og overbliksorienterede tilgang til journalistfaget således blev mere udbredt, kunne man med tiden sikkert også forvente at borgerne i almindelighed blev mere bevidste om sammenhængene mellem eksempelvis økonomisk teori - og så velstand eller fattigdom; om moralske ideers betydning for adfærden (herunder den politiske); om bureaukratiseringens betydning for (afviklingen af) det personlige ansvar; eller når det gælder i hvilket omfang mængden af offentligt ansatte klimaforskere har en tendens til at påvirke frygtniveauet.
Man kunne dermed via sit aristoteliske analyseredskab endvidere begynde at forholde sig til, hvad det er primært og sekundært, når det gælder velfærd og velstand: Eksempelvis kunne såvel journalister som læsere få bedre forudsætninger for at vurdere om skift i gennemsnitstemperaturen reelt skal siges at være særligt afgørende, - eller om man ikke som journalist også burde forholde sig de andre faktorer, og jævnfør ovenstående forsøge at sætte fakta ind i en meningsfuld kontekst? - "Substans", "kvalitet", "relationer"?...Prøv det!
Aristoteles' logik og metafysik
Tænk nu, hvis vor tids journalister og ikke mindst klimajournalisterne satte disse 10 kategorier op på skrivebordstavlen, og så tjekkede af, om de i kraft af aristotelsk redelighed havde dækket deres konkrete historie og problemstilling på fyldestgørende måde. Som mindstemål kunne tjeklisten bruges til at vurdere om historien havde hævet sig blot en smule op over det direkte iagtagelige niveau (perceptionsniveauet). For det er netop journalistik, når det er allerbedst, der tager afsæt i en bestemt hændelse eller nogle påstande, og samtidig efterfølgende beskriver de forbindelser, der er mellem den bestemte hændelse og med hvad, der ellers sker.
Ved at bruge det aristotelske analyseredskab/kategorierne som tjekliste, kunne man dermed sikre sig, at man ikke blot låser sig fast på perception, det vil eksempelvis sige: at man blot - nærmest per automatik - referer historier om isbjørne der sveder - eller om sne der smelter; men at man også tilstræber at forbinde sådanne aktuelle hændelser (såvel hændelsen i sig selv som det at nogle søger at sælge hændelsen som en nyhed) med eksempelvis: ideologiske strømninger, økonomi, politik, særlige administrative forhold med mere. Dette ville rent faktisk gøre læseren langt mere bevidst om, hvorvidt nyheden var værd at beskæftige sig seriøst med eller ej, - hvilket kun vil være en fordel for dem, der ønsker en given sag belyst så grundigt som overhovedet muligt.
Mere kildekritik
Hvad angår klimajournalisterne kunne ovenstående tilgang således eksempelvis føre til en kontrol af, om man som journalist havde forholdt sig til: de økonomiske konsekvenser ved Kyoto, til forskellige syn på markedsøkonomien – herunder disses syn på vurderingen af fremtidige økonomiske forandringer, samt til modellers evne til at forudsige i almindelighed. Og når man beskæftigede sig med modellerne, kunne man også forholde sig til hvilke forskellige motiver, der kunne gøre sig gældende i promoveringen af diverse forudsigelser og budskaber. Man kunne, hvad angår det sidste, eksempelvis forsøge nøgternt at undersøge de politisk-administrative incitamenter til, at sådanne nyheder produceres i en lind strøm via offentlige og halvoffentlige organer.
Som bekendt er der også en afgrundsdyb forskel på såvel evnen til produktivitet som på levestandarden mellem nord og syd. Og fordi en talsmand fra Verdensnaturfonden måske ikke selv nævner sådanne økonomiske forskelle og afgrunde, så kunne det jo ikke skade at sprøge, om ikke han mente at der her var tale om mere centrale problemstillinger. Da medlemmer af Verdensnaturfonden som hovedregel er bosat i nord, og ikke syd, er der måske også nogle grunde til, at bekymringen for folk, der ikke lever i overflod er mindre, end den er for de pågældende selv. (Mere spekulativt, og mindre journalistisk kunne man i øvrigt også opstille en hypotese om at Afrika i så lang tid har været en politisk fiasko som et projekt i nord, at man nu i stedet for at fokusere på de mennesker, der lever i økonomisk og politisk ufrihed i stedet er begyndt at interessere sig mere for dyrearter og snelaget på Kilimanjaro. Det er bare en tanke).
En anden "relation", når det gælder klimapolitikken, er at FN, der i en række sammenhænge ikke har vist sig specielt ukorrupt - endsige effektiv, således er værtsforum for den løbende produktion af økologiske skræmmescenarier. Men er politisk og institutionel troværdighed da ikke en vigtig del af konteksten også i denne sammenhæng? Så hvorfor skulle en journalist, der skriver om FN's budskaber så ikke også kunne vurdere om budbringeren er troværdig? Er det ikke præcis det, man gør i så mange andre sammenhænge, eksempelvis når det gælder partipolitiske aktører, eller anløbne forretningsfolk? Visker man i sådanne tilfælde tavlen ren? Hører det derfor ikke også med til historien om FN's klimaarbejde: at FN er åbent for selv de mest undertrykkende regimer, at FN's soldater har begået adskillige ugerninger som de færreste frie nationers regeringer ville kunne slippe godt fra; at menneskerettigheder er blevet et anliggende for Libyen; eller at den nu afgåede Kofi Anan mente at terrorbevægelsen Hizbolla var en aktør (eng. ”a player”), der skulle anerkendes i Mellemøsten, og hvor man fra FN's side flere gange derfor har givet Hizbolla mulighed for at opruste, hvorved man fastholder en tragisk relation mellem Libanon og Israel? Tæller sådanne politiske skandaler ikke? Er offentlige institutioner på denne måde hævet over journalistisk kritik?
Og hvis man som klimajournalist på denne måde ignorerer resten af verden eller blot hvad FN i almindelighed står for, er det så ikke tilsvarende fair, at resten af verden ignorerer klimajournalisterne? Når spørgsmålet om troværdighed ignoreres må det således falde tilbage på troværdigheden ved de ukritiske journalister selv. For på samme måde som man ikke fortsætter med at bedrive handel med en bedrager, så giver det tilsvarende ikke mening at fortsætte med at læse skriverierne fra en journalist, der blot er mikrofonholder for bestemte propagandister i offentlige eller halv-offentlige institutioner.
Ovenstående kaldes også for kildekritik. Og det ville i langt de fleste tilfælde, også når det gjaldt historier om svedende isbjørne, være relevant at forholde sig til i det mindste nogle af sådanne spørgsmål: om institutioner, aktørerne og deres motiver. For det er netop sådanne emner, der er relevante for de selvsamme mennesker, der producerer disse historier. De plejer deres interesser, og det er også journalisternes opgave at beskrive, hvori disse består. For motivet fra sådanne nyhedsproducenter er jo netop at skabe politiske og økonomiske forandringer, ikke blot lokalt men også globalt.
Så blot at viderebringe historierne uden at forholde sig nærmere til budbringerens motivation og mere overordnede indfaldsvinkel vil derfor i mange tilfælde være direkte uhæderligt, af den simple grund at sådanne relationer er reelle og eksisterende, og at læseren af nyheden har et behov for at blive bekendt med deres eksistens. - Og journalisten behøver for så vidt ikke beskrive motiverne, han eller hun kan blot – som det forventes af den kritiske læser – spørge ind til dem.
Mere overblik
Den journalistiske vinkel ville selvsagt stadigvæk være den, der tog afsæt i det konkrete og det (dags-)aktuelle. Men færre nyheder ville ikke desto, hvis man skelede til ovenstående tjekliste, forblive på perceptionsniveauet.
For nu at blive ved klimajournalistikken kunne man med afsæt i de 10 kategorier også vurdere hvor væsentligt, det var med (endnu) en ledsagende kommentar fra en repræsentant fra Verdensnaturfonden, når det gælder vurderingen af de socio-økonomiske konsekvenser forbundet med forandringer i mængden af is på Himalaya. Måske kunne man i stedet (blot undtagelsesvist) prøve at spørge en økonom, der måske i højere grad ville mene at Himalayas befolkning stod over for mere afgørende udfordringer, end at der blev mindre is. Og når man som journalist nu engang beskæftiger sig med menneskelige handlinger, så kunne man eventuelt også undersøge grænserne for disse handlinger, eksempelvis evnen til, fra menneskelig side, at regulere på klimaet – sammenlignet med de langt mere åbenlyse muligheder for at forbedre de økonomiske forhold.
Endvidere: - hvis man på daglig basis alligevel beskæftiger sig med miljø- og klimastoffet, så kunne det næste skridt som opsøgende, undersøgende, nøgtern og ikke-autoritær kildekritisk skribent eksempelvis - udover bare at viderebringe de fakta man får fra Verdensnaturfonden, Greenpeace eller Økologisk Råd, som et supplement til dette, være at forsøge at give en fair beskrivelse af klimahistorien, herunder af, på hvilke måder mennesker gennem tiderne har været afhængige af klimaet, og eksempelvis forsøge at give læseren et indtryk af, om rigere og udviklede samfund er mere eller mindre afhængige af vejret og klimaet, - end fattige og uudviklede.
Det er med andre ord mange spørgsmål, der rejser sig alene i kraft af den aktuelle historie hvis man får det begrebsmæssige redskab til at perspektivere den konkrete nyhed. Læseren er som bekendt videbegærlig. Og journalister har i kraft af deres uddannelse gode muligheder for at agere i rollen som den videbegærlige og nysgerrige læser, der netop ikke blot efterspørger bunker af ustruktureret data, men som gerne vil have – om muligt – flere forskellige indfaldsvinkler til at forstå data, og til at sætte data ind i en kontekst. Dermed kunne selv meget konkrete nyheder pludselig gøres relevante for læseren. - Omvendt ville mere perspektivering også bidrage til at en række historier, der bringes i dag, de i fremtiden ville blive afvist som ligegyldige eller som rendyrket propaganda uden interesse for offentligheden i almindelighed.
Viden er således altid noget, der er integreret. Det er ikke bare lag på lag af konstateringer af påstande, handlinger, forandringer eller hændelser. - Og da læseren sandsynligvis ikke som udgangspunkt ved meget om det emne, der præsenteres i form af en given nyhed, så har han eller hun derfor brug for nogle perspektiver - så mange som muligt - til at forholde sig til stoffet. En indfaldsvinkel / et perspektiv er det således ikke, at der den ene dag er en historie om svedende isbjørne, den næste om noget sne, der smelter og den tredje - noget andet. Sådanne hændelser kan vel samtidig i sig selv næppe siges at være nyheder. Man lærer ikke noget om konteksten for denne type historier: om hvem budbringerne er, hvornår sådanne typer af nyhedsproducerende miljøorganer er opstået (om muligt hvorfor), deres forbindelser til det politiske niveau med mere. (Hvornår har man i grunden sidst set en historie, der gik bag om diverse miljøorganisationer og præsenterede læserne for disses syn på markedsøkonomien og industrisamfundet i almindelighed? Som oftest skilter disse organisationer med deres synpunkter på deres hjemmeside og i litteraturen, men det normale er at journalister ignorerer det. Er det god journalistik? - Ville det ikke svare til at ignorerer debatten om liberalisme vs. socialdemokratisme i Venstre? Siden hvornår er Greenpeace og det Økologiske Råd blevet apolitiske?
Også hvis man af personlige grunde brænder for klimastoffet, så er der derfor gode grunde til at forsøge at skabe en sammenhæng, og herunder at forholde sig til konteksten. Måske bliver man som journalist også selv klogere i processen. Det kunne ligefrem tænkes at de mere kritiske spørgsmål, man begynder at stille sine faste klimakilder kunne føre til, at man i realiteten også selv bliver mere kritisk over dem, der nu engang lever af at producere historier om forandringer i vejret og/eller temperaturen.
Under alle omstændigheder er indfaldsvinkler og perspektivering altafgørende for, at man som aktør kan handle på et oplyst grundlag. Der er altså ikke blot behov for dybde for de menige læseres side, men også fra politisk hold.
Et bredere perspektiv
I kraft af kildekritik, perspektivering, historisk research m.v. - ansporet af ovenstående aristotelske supplement til det traditionelle ”hvem, hvad, hvor”, kunne nye og lige så vedkommende vinkler derfor blive bragt på bane, såvel indenfor klimajournalistikken som indenfor så mange andre områder, hvor journalistikken står i stampe og er blevet et spørgsmål om rutine. Christiansborg-journalisterne kunne således også tilsvarende begynde at overveje, om ikke de i et eller andet omfang er blevet ofre for iscenesætttelse. – Jf. at de politiske tilbud i Danmark efterhånden ligner hinanden så meget, at de aktuelle forskelle mere er at sammenligne med torvesælgeres sats på pærer frem for bananer. (- Og jævnfør at man den ene dag kan være fremtrædende ”socialist” og den næste fremtrædende ”borgerlig”).
Når ”hvem, hvad, hvor” får lov til at stå alene, så fremmer det samtidig netop de uovervejede handlinger, indgreb og tiltag. Megen frygt og uforstand kan med andre ord føres tilbage at man ikke kan sætte en hændelse eller en påstand ind i en større kontekst, og det kan blandt andet skyldes at journalisten ikke har bidraget med redskaberne til, at det kan lade sig gøre.
Journalistik i den oprindelig form handler således ikke blot om at omskrive levebrødspolitikeres budskaber og derefter viderebringe dem til en stadigt mere uinteresseret offentlighed, men altså også om at gå bag om budskaberne, undersøge, kortlægge, granske, - ja ligefrem mistænke hvis der er grund til det, og så finde ud af om der er noget at bygge på. Hvad angår klimajournalistikken, kunne lidt mere bagrund og lidt mindre loyalitet overfor det budskab klimalobbyisterne vil have ud, således føre til at man som avislæser måske ligefrem fik mulighed for at overskue og vurdere, hvor lille eller hvor stor betydning, man reelt bør tillægge lokale, regionale og globale forandringer. En lidt mere substansorienteret tilgang, hvor budskaberne fra de politisk bevidste klima-eksperter ikke blot viderebringes loyalt ville dermed bidrage til at skræpe interessen.
På det lidt længere sigt
Hvis ovenstående kontekstbeskrivende og overbliksorienterede tilgang til journalistfaget således blev mere udbredt, kunne man med tiden sikkert også forvente at borgerne i almindelighed blev mere bevidste om sammenhængene mellem eksempelvis økonomisk teori - og så velstand eller fattigdom; om moralske ideers betydning for adfærden (herunder den politiske); om bureaukratiseringens betydning for (afviklingen af) det personlige ansvar; eller når det gælder i hvilket omfang mængden af offentligt ansatte klimaforskere har en tendens til at påvirke frygtniveauet.
Man kunne dermed via sit aristoteliske analyseredskab endvidere begynde at forholde sig til, hvad det er primært og sekundært, når det gælder velfærd og velstand: Eksempelvis kunne såvel journalister som læsere få bedre forudsætninger for at vurdere om skift i gennemsnitstemperaturen reelt skal siges at være særligt afgørende, - eller om man ikke som journalist også burde forholde sig de andre faktorer, og jævnfør ovenstående forsøge at sætte fakta ind i en meningsfuld kontekst? - "Substans", "kvalitet", "relationer"?...Prøv det!
Aristoteles' logik og metafysik
2. januar 2007
Moral vigtigere end økonomi
Torsdag den 1. juni 2005 afholdt Saxo Bank et foredrag med Yaron Brook, der er direktør for the Ayn Rand Institute i USA.
Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.
Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.
Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.
Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni:
Her følger et længere resume:
Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.
Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.
Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.
Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.
De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.
Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.
Et spørgsmål om værdier
Svaret på hvorfor det forholder sig sådan var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.
Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.
Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.
Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.
Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.
Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:
Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.
- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.
Altruisme som en offerideologi
Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.
Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.
Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.
En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.
Ayn Rands egoistiske etik
Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.
Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.
Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.
Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.
Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.
Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.
Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.
Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.
Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).
Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).
Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.
Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.
Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.
(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).
Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.
Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:
Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.
Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.
"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.
Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.
Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.
”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.
- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.
Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).
Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.
Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.
Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.
Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.
.........................
Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.
Læs også Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.
Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.
Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.
Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni:
- Fornuften er menneskets eneste redskab til overlevelse. Det vil sige fornuften er ikke bare det primære redskab, men det eneste.
- Overlevelse, ikke bare på det korte - men også det lange sigt, forudsætter menneskets frihed samt dets evne til at bruge fornuften. Dette forudsætter dermed forsvaret for den personlige frihed.
- Hvis man vil overleve – også i en moralsk henseende – i et frit samfund - samt har et ønske om at forbedre egne vilkår, må man bruge sin fornuft. Det er dermed ikke fornuftigt at ofre egne værdier, hvis disse handler om overlevelse.
- Moral er noget der må udledes af fornuften; og er dermed på linie med fornuften et redskab til overlevelse. Moral er således primært noget man har for sin egen interesses skyld. Et moralkodeks er et sæt af værdier, man orienterer sig efter – på samme måde, som man orienterer sig ved hjælp af sin fornuft
- Moral er dermed vigtigere end økonomi, eftersom det er moralen - og lige bag ved denne, vores fornuft - der er forudsætningen for, at vi beskæftiger os med hvad, der er sandt eller falskt. Kun hvis vi interesserer os for rigtigt og forkert, sandt og falskt – og jf. moralværdierne for at leve og leve længe - giver det mening at debattere og analysere økonomiske sammenhænge.
- Kun et frit samfund med tænke-, tale- og handlefrihed kan siges at være et moralsk og rationelt samfund.
Her følger et længere resume:
Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.
Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.
Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.
Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.
De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.
Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.
Et spørgsmål om værdier
Svaret på hvorfor det forholder sig sådan var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.
Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.
Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.
Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.
Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.
Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:
Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.
- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.
Altruisme som en offerideologi
Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.
Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.
Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.
En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.
Ayn Rands egoistiske etik
Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.
Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.
Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.
Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.
Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.
Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.
Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.
Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.
Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).
Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).
Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.
Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.
Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.
(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).
Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.
Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:
Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.
Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.
"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.
Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.
Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.
”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.
- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.
Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).
Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.
Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.
Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.
Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.
.........................
Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.
Læs også Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
Abonner på:
Indlæg (Atom)
