Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Ayn Rands filosofi "objektivismen" er af hendes kritikere blevet kaldt "selvhjælpsfilosofi". Men at dette skulle være en negativ betegnelse for en filosofisk skole, siger imidlertid mere om hendes kritikere og deres syn på evnen til selvstændighed, end det gør om Ayn Rand og hendes ideer.

Ayn Rand (1905-1982) kan uden problemer kaldes vor tids største oplysningsfilosof. Motivationen for begunstigelse af den titel skal findes i, at ingen i vor tid på så omfattende vis har beskæftiget sig med så mange fagområder herunder filosofi, æstetik, kunst, økonomi, politik, videnskabsteori, etik med mere, og samtidig har formået at integrere det teoretiske arbejde, sådan at det udgør et sammenhængende hele.

Hertil må tilføjes, at der ganske rigtigt er tale om ”livsfilosofi”; det vil sige om en imponerende arbejdsindsats, hvis produktion har klare meningsfulde budskaber; og for den interesserede derfor vil have praktiske konsekvenser for, hvordan man vil søge at begå sig i verden.

Fundamentet for den filosofiske skole blev lagt i 1950’erne. Herefter var der allerede så meget klarhed over, hvad tænkeren Rand stod for, at man kun i meget ringe grad i eftertiden vil debattere, hvad henholdsvis den yngre og ældre Ayn Rand stod for, sådan som det ellers har været tilfældet med andre tænkere.

Med romanerne ”The Fountainhead” (1943) samt ”Atlas Shrugged” (1957) var der ingen tvivl om, at Rand var på det frie, selvstændige og fornuftsorienterede menneskes side. Dette vidste såvel hendes modstandere som tilhængere. Uenighederne handler i stedet mere om hvilke elementer af Ayn Rands forfatterskab, hendes filosofi og hendes budskaber, man finder det vigtigst at betone: eksempelvis om det er erkendelseslæren eller de politiske implikationer af hendes menneskesyn. Men hvad forfatteren mener, er i praksis ikke noget, som debatteres af de, som i forvejen er blevet bekendt med hendes arbejde.

Ayn Rands modstandere har i overensstemmelse med ovenstående i stedet valgt at fortie ideerne og budskaberne, frem for at pege på nogen form for inkonsistens og uklarhed i forfatterskabet. Alligevel kan der findes underfraktioner af tilhængere af hendes ideer. Disse brud vil imidlertid ofte netop have karakter af, at nogle er direkte uenige i dele af hendes filosofi eller på grund af personlige uoverensstemmelser, og ikke som følge af fortolkningsspørgsmål.

Egeninteressen og den fri vilje

Ayn Rands vigtigste bedrift er måske netop jævnfør anklagen om ”selvhjælpsfilosofi”, at hun gav klare og ganske velbegrundede svar på, hvorfor man bør tage vare på sig selv og forbedre sine muligheder for at gøre det. Med afsæt i aristotelisk erkendelseslære konstaterer Ayn Rand, at menneskets definerende kendetegn er fornuften; og at mennesket for at overleve må formulere en moral, der gør dette muligt. Rækkefølgen for dette ræsonnement er således: perception -> erkendelse -> valg -> moral.

Mange tager således moral for givet. - Ayn Rand siger i stedet, at det ikke blot er grundløst at gøre dette, men også farligt for evnen til at klare sig i verden.

Andre siger at moralen er til for samfundets skyld. - Ayn Rand siger at moralen er til for menneskets skyld.

Nogle forsvarer et bestemt moralkodeks ud fra religiøse ideer. - Rand siger, at moral er menneskeskabt; og at man i øvrigt derfor bør gøre sin moral til en æressag; eftersom man har brug for sin moral til at leve et godt liv.

Mange religiøse/kristne siger, at kapitalismens - det vil sige frie menneskers - evne til at skabe velstand, betyder at kapitalisme - eksistensen af økonomisk frie mennesker - er ”et nødvendigt onde”. - Rand siger, at frie menneskers og dermed kapitalismens evne til at skabe velstand er et absolut gode.

En voksende interesse og opbakning til Ayn Rands værdigrundlag ville, som følge af sådanne synspunkter og synspunkternes forankring i virkelighedsbaseret argumentation, utvivlsomt betyde, at socialisme så helt ville miste den rest af betydning, som den desværre stadigvæk har i dag.

Denne indflydelse - selv efter sammenbruddet af socialistiske systemer i Østeuropa og Rusland - kan man også tilskrive de, som taler om ”nødvendige onder”; det vil sige de ”undskyldende kapitalister”, som blandt andet ud fra religiøse argumenter ikke bryder sig om, at mennesker forfølger deres egen interesse, men som samtidig anerkender den velstand, der skabes i processen.

Ayn Rand mener i modsætning hertil, at accepten af det gode i, at handle i ens egen interesse, også er en forudsætning for det gode liv; og at det at være engageret i at skabe det gode liv for sig selv, derfor også er, at være et godt menneske.

Ayn Rands moral baserer sig nu på, at mennesket er et levende væsen på biologiens præmisser men med en fornuft, der adskiller sig fra andre væsner; og som derfor selv må udvikle og fastholde de handlingsmønstre og standarder, som andre væsner har inde på ”rygraden”. Det gode og det onde kan med andre ord ikke tages for givet. Begge dele må forstås ud fra den menneskelige målestok, det vil sige med afsæt i, hvad der er henholdsvis godt og ondt for mennesket.

Kodekser og værdier, som sikrer overlevelse må dermed udvikles på de menneskelige præmisser. Begreberne anti-liv og pro-liv går derfor igen i Ayn Rands terminologi, og moralfilosofi. De begreber handler om adfærd, normer, kodekser og ideer som enten skader menneskets evne til at leve og vokse som menneske, eller som omvendt styrker sådanne evner og muligheder.

Ayn Rand og de danske universiteter

På universiteter i Danmark vil man ofte høre, at der ikke findes en fælles-videnskabelig tilgang, der kan bruges indenfor alle former for videnskabelige retninger. Dette skyldes imidlertid, at de forudsætninger, som Ayn Rands filosofi bygger på stort set ignoreres på de offentlige universiteter. Dette kan så atter have sin årsag i, at man benytter sig af en række teoretiske tilgange, som, hvis disse grundforudsætninger blev anerkendt, i så fald ville bortfalde. Flere etablerede tilgange ville miste deres videnskabelige prædikat.

Afsværgelse af et fællesvidenskabeligt afsæt, som man ser det på universiteterne i dag, kan skyldes, at helt modstridende og internt selv-modsigende teoriretninger på denne måde har fundet tilhængere, der har indset en fælles interesse i at bevare det, man kalder ”pluralisme”, for at man kunne sikre sig statsstøtte. Denne støtte til pluralisme kunne man således opnå i kraft af, at man afsværgede, at der kunne eksistere en fællesvidenskabelig platform. For hvis en sådan eksisterede måtte man jo før eller siden nå frem til erkendelsen af, at nogle teoriretninger i praksis er mere korrekte (sande) end andre, og at visse simpelthen må betegnes som rene "luftkasteller".

Objektivisme bygger i overskriftsform på: eksistens, bevidsthed og identitet som de grundlæggende forudsætninger (aksiomer). Hvad dette betyder i praksis, kan man læse om i Leonard Peikoffs bog Objectivism – The Philosohy of Ayn Rand.

Hvad der åbenlyst bortfalder som valide teoriretninger er ikke desto mindre alle retninger, der bygger på antagelser om overnaturlige væsener, der ikke er belæg for at begunstige med selv kun en ”sandsynlig eksistens”. Dette betyder at teologi i så fald ikke ville høre til på universiteterne.

Tilsvarende ville det, man kunne kalde ”verdsligt religiøse” tilgange, der udtrykker sig via begreber som tidsånd, verdensånd eller dialektik på samme måde ikke opnå nogen anerkendelse, hvis man tog afsæt i, at videnskab måtte bygge på konkrete fænomener med en bestemt identitet; samt hvis man begyndte med accepten af det forhold, at mennesker har en fri vilje; og at der findes naturlove og bestemte former for kausalitet, som naturligvis er udfordringer for mennesket, men som samtidig betyder, at mennesker kan forholde sig rationelt og bevidst til deres omgivelser.

Et fælles erkendelsesteoretisk afsæt ville netop udgøre et problem for de marxistiske eller hegelianske retninger; hvor man netop mener, at civilisationer og historien er styret af bestemte ”kræfter” eller ”tendenser” som er uden for menneskelig rækkevidde. Sådanne tanker om former for ”determinisme”, hvad enten der er tale om en almægtig gud eller historiske/idemæssige strømninger, som hævdes at styre mennesket, er i dag ganske udbredte og ofte dominerende indenfor en række områder, men af åbenlyse grunde optræder de alligvel sjældent i deres rene form.

Som følge af dominansen af teoriretninger, der bygger på ikke-underbyggede antagelser om ”determinisme”, ikke-identificerbare og identitetsløse kræfter og/eller på eksistensen af ikke-bekræftede væsener og/eller ikke-verificerbare fænomener, finder man ofte det rationelle alternativ, som er objektivisme udenfor universitetets mure, når det gælder danske institutioner - men imidlertid ikke for en række amerikanske.

Fornuftens forkæmper

Ovenstående skal samtidig betone, at det mest centrale ved Ayn Rand ikke er hendes syn på politik og økonomi, men i stedet på virkeligheden som noget absolut, og på hendes fundamentale insisteren på, at menneskets vigtigste kendetegn er fornuften. Rand er strengt taget ikke at kalde kapitalismens filosof, men først og fremmest fornuftens forkæmper.

Ayn Rand var i det 20. århundrede den vigtigste efterfølger til den aristoteliske filosofiske oplysningstradition. Hendes allerstørste bidrag til filosofi og dermed til videnskab er hendes afsæt i bekræftelsen af en objektiv virkelighed; i pointeringen af fornuftens betydning; i betoningen af vigtigheden af at være orienteret imod det faktuelle; samt hvorfor dette fokus er altafgørende: fordi at det at være orienteret på fornuftens præmisser er i menneskets egen interesse. Ovenstående pointeringer vil i øvrigt fremgå af Ayn Rands forfatterskab, uanset om man læser hendes romaner eller faglitterære værker. Synet på økonomi og politik, som er det, som fremhæves i politiske og økonomiske fora, er dermed underordnet det bagvedliggende erkendelsesteoretiske og filosofiske afsæt.

At Ayn Rand indædt forsvarer det kapitalistiske samfundssystem, skyldes dermed en konklusion, hvor spørgsmålet er: hvad er - i overensstemmelse med den objektive virkelighed og menneskets særlige kendetegn - det bedste politiske og økonomiske system for mennesket?

Ayn Rand har således opstillet følgende præsentation af hvad hendes filosofi i overskriftsform går ud på. Hun blev i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev:

• 1. Metafysik: En objektiv virkelighed


• 2. Epistemologi: Fornuft


• 3. Etik: Egeninteresse


• 4. Politik: Kapitalisme

Bøger man bør læse:

Leonard Peikoff: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand (En samlet introduktion til Ayn Rands ideer)

Ayn Rand: Introduction to Objectivist Epistemology (Om erkendelseslære)

Ayn Rand: Return of the Primitive – the Anti-Industrial Revolution (Kritik af miljøbevægelsen og ”multi-kulturalismen”)

Ayn Rand: The Voice of Reason (Om filosofi, kultur og politik)

Ayn Rand: The Virtue of Selfishness (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Tara Smith: Ayn Rand's Normative Ethics - The Virtuos Egoist (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Ayn Rand: Capitalism – the Unknown Ideal (Om hvorfor kapitalisme er et gode)

Ayn Rand: Why Businessmen Need Philosophy (om etik og forretningsførelse)

George Reisman: A complete and integrated understanding of the nature and value of human economic life (Økonomisk grundbog, læs mere om Reisman her).

Andrew Bernstein: The Capitalist Manifesto (økonomi, historie og filosofi)

Jerry Kirkpartrick: In Defense of Advertising (om hvorfor reklamer er gode såvel i en moralsk som praktisk forstand).

Leonard Peikoff: The Omnious Paralells (om kollektiviseringen af USA og hvilke ideer kollektiviseringen bygger på)


Ayn Rand: The Ayn Rand Column (artikler skrevet af Ayn Rand for Los Angeles Times)

Ayn Rand: Philosophy: Who needs it (om erkendelse, filosofi og politik)

- Fremhævelse af ovenstående begrundes med, at der er tale om fagbøger, der burde interessere studerende og formidlere indenfor samfundsfaglige retninger såsom Sociologi, Økonomi, Jura, Statskundskab mv. Der er med andre ord tale om bøger, der umiddelbart vil kunne inddrages til samfundsmæssig debat og brug i undervisningssammenhæng.

Copenhagen Institute har siden begyndelsen af 2005, med afsæt i den skildrede betydning af at introducere forfatteren, bragt en række artikler, der omhandler Ayn Rand, hendes tanker og hendes forfatterskab. Herunder bringes et udvalg. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at forfatterne til artiklerne ikke nødvendigvis tilslutter sig ovenstående betoning eller fortolkning af Ayn Rands betydning.

Udvalgte artikler med relevans for studiet af Ayn Rand og hendes filosofi bragt på www.coin.dk:

Copenhagen Institute: Ayn Rands roman Anthem er nu oversat til dansk

Ayn Rand: Forord til romanen Hymne (pdf)

Nicolai Heering: Oversætters forord til Ayn Rands "Hymne"

Flemming Rose: Ayn Rand : Kapitalismens filosof

Lars Seier Christensen: Ayn Rand og objektivismen

Mikael Jalving: Den aristoteliske bank

Simon Espersen: Ayn Rand - ideer gør forskellen

Simon Espersen: Kollektivismens uhyrlighed

Simon Espersen: Objektivisme

Simon Espersen: Moral vigtigere end økonomi

Simon Espersen: Moral er noget man vælger

Simon Espersen: Den sociale vs. den objektive virkelighed

Simon Espersen: Den objektive virkelighed og det frie individ

Simon Espersen: Leonard Peikoffs DIM-hypotese

Simon Espersen: Logik versus "polylogik"

Edward L. Hudgins & Fred L. Smith Jr.: Behovet for en ny individualisme

Edward L. Hudgins: Hvornår vil forretningsfolk tage Ayn Rands lære om politikere til sig?

Edward L. Hudgins: Ayn Rand at 100: The Moral Defense of Freedom

Edward L. Hudgins: Ayn Rand in Retrospect

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (engelsk tekst)

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (dansk tekst)


Eksterne henvisninger:

Dansk leksikonintroduktion til Ayn Rand

The Ayn Rand Institute

The Atlas Society

Foredrag om Ayn Rand og skabelse af velstand

Den 10. marts besøgte jeg Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor jeg holdt en times foredrag om forfatter-filosoffen Ayn Rand og vækstskaberes tankegang, sådan som hun promoverer tankegangen i sine bøger.

Centralt i tankegangen hos Ayn Rand står hendes syv dyder, som er rationalitet, uafhængighed, ubestikkelighed, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed. Disse dyder præsenteres i bogen ”Atlas Shrugged”. I løbet af foredraget blev det forsøgt at overtale publikum til at købe og læse bogen for at forstå disse dyder til bunds, hvilket er noget der tager flere år.

Da flertallet af tilhørerne ikke kendte Rand i forvejen blev der brugt en del tid på at præsentere hendes forfatterskab i bredere forstand, for at formidle konteksten og afsættet for Rands dyder og værdier. Havde der været mere tid, end hvad, der var afsat, ville der være blevet læst højt af Rands hovedværk. Blandt andet er følgende citat fra en af hovedpersonerne i Atlas Shrugged relevant for den vækstskabende tankegang:

”At drive handel ved hjælp af penge er grundloven for hæderlige mennesker. Penge hviler på den grundsætning, at hver mand er ejer af sin hjerne og sit arbejde. Penge tillader ingen magt at fastsætte værdien af ens arbejde undtagen det frivillige valg hos den, der er villig til at bytte sit arbejdes resultat med én. Penge tillader én at få det for sine varer og sit arbejde, som de er værd for dem, der køber dem – men ikke mere. Penge tillader ingen handelsaftaler undtagen dem, der efter de handlendes frie skøn er til gensidig gavn. Penge kræver af én den erkendelse, at mennesker skal arbejde til deres eget gavn, ikke til deres skade, arbejde for at vinde og ikke for at tabe – erkendelsen af, at mennesker ikke er lastdyr, der er født til at bære vægten af ens elendighed – at man må tilbyde dem værdier ikke sår – at det fælles bånd mellem mennesker ikke er udveksling af lidelse, men af varer. Penge kræver, at man ikke sælger sin svaghed til menneskers dumhed, men sit talent til deres fornuft. Penge kræver, at man ikke køber det ringeste, der tilbydes, men det bedste, éns penge kan finde. Og når mennesker lever af handel – med fornuften og ikke magten som deres endelige dommer – er det det bedste produkt, der sejrer, den bedste præstation, den mand med den bedste dømmekraft og den største dygtighed – og det omfang, hvori et menneske kan producere, er omfanget af hans løn. Dette er loven for den tilværelse, hvis redskab og symbol er penge. Er det det, De anser for ondt?” – Francisco D’Anconia.

Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Atlas Shrugged udkommer atter på dansk.

Commercials, censorship and free speech

Jerry Kirkpatricks In Defense of Advertising – Arguments from Reason, Ethical Egoism and Laizzez-Faire Capitalism uses insights from economists George Reisman and Ludwig von Mises and philosopher Ayn Rand to illustrate why commercials is a vital part of a working market economy, and how and why commercials must be defended on the basis of rational self-interest.

Being rational and self-interested is of course being concerned not only with harm reduction but also being on the look out for the opportunities that provide for a good and flourishing life.

Kirkpatrick demonstrates that a ban on commercials is equal to any other kinds of censorship. The banning on commercials in no less of an attack, than it would be if one were to prohibit the printing of the Muhammad drawings of Jyllands-Posten.

Commercials serve the exact same purpose, as is the reason that we defend free speech in general.

Individual liberties exist to enable the individual to create his own life, and to secure the ability of taking care of one self. These rights are thus about the freedom to pursue ones own idea of what constitutes the good life. As part of this belongs also the right to engage in information and story telling about the product, that one offers on the market place as a producer.

The main point in Jerry Kirkpatricks book is therefore that the area of advertising fully resides within what is covered by the right to free speech; and that those who implement a ban on certain commercials at the same time are exercise censorship.

On pages 109-111 in his book Kirkpatrick gives a short guideline to how one then argues against censorship within the field of commercials. Here Kirkpatrick says that in any debate about new bans within advertising one should always start out by reminding the public, what a ban on advertising is: an act of government censorship – nothing less. A ban is simply state power used against the rest of the citizenry.

Secondly one should remind the public that the citizens have free will, and that they are obviously able to decide for themselves what to buy - even when they are being exposed to particular ads.

Thirdly one has to challenge the idea that certain products have a “value-in-them-selves” or reversely a “disvalue-in-them-selves”. It is thus not fair to say that tobacco or alcohol as such is harmful. These products are clearly not to be likened to poison. In limited dosage these products clearly has a positive value for some people. Also in this respect one has to point to the basic fact of free will and the ability to make ones own choices.

Lastly one have to reject the whole notion that the public have a demand to be informed: There are only individual rights. There are therefore no collective rights, where men of government have a right to take it upon themselves to fulfill these rights of this collective (“the public opinion”). Society merely consists of individuals. These individuals then have the right to engage in all sorts of voluntary relations with each other. Hence when the government prohibits forms of advertising and also when public “information campaigns” are running (away) with tax payers money, one are at the same time dismantling the abilities of the citizenry to engage in the voluntary relations, that are part of the above mentioned pursuit of the good life.

Furthermore Kirkpatricks stresses that argumentation must always be based on basic principles – as in mentioning the question of rights. The central fact that has to be stressed in this respect is quoting Kirkpatrick is that censorship is the initiation of physical force that violates the rights of law-abiding citizens.

Jerry Kirkpatrick also recommends that one focuses on the average citizen set apart from the member of the political elite. In the general public it is often better understood why censorship is harmful and morally reprehensible, than is the case among ”intellectuals”. It is from the latter that initiatives to ban come from in our time.

The criticism of mainstream competition theory

The points above are thus the most crucial in the book. However there is much more to be found in this short masterpiece, particular for those who teach within the field of business and who may even be interested in the ethics of advertising.

In Defense of Advertising – Arguments from Reason, Ethical Egoism and Laizzez-Faire Capitalism Jerry Kirkpatrick thus spend some time revealing mistaken theoretical ideas, that have been used as ammunition to ban forms of advertising. These theories are the same that have also been used to target several major companies in Europe and the US. If one is engaged in the debate regarding competition policies on a broader scale then this book therefore is a must.

Because: - why are commercials under attack? What are the ideas and basic premises that are used as point of departure to increase censorship from the state with respect to the market place? Kirkpatrick traces the various kinds of attacks back to some basic philosophical premises that he demonstrates are inherently flawed. To do this he utilizes the philosopher Ayn Rand. The premises may thus be found later within the field of economics. Here the most uncompromising criticism of the premises are found in the writings of George Reisman and also in the thinking of Ludwig von Mises. Last year Copenhagen Institute reproduced George Riesman’s essay Platonic competition. This essay is also used by Kirkpatrick to show why the so called neo-classic approach towards commercials - which is part of its view on monopolization and a so called “perfect state of competition” - is wrong. A major part of Kirkpatricks concise and tightly packed book is therefore used to target the neo-classical approach towards the idea of competition. This approach is what is used when opponents to advertising, try to justify their acts.

Attached to the idea of the neoclassics that advertising leads to monopoly is the notion of ”determinism”; that is the view, that one does not have a free will, and/or that advertising may lead to an unwanted purchase, and/or that it creates ”artificial needs”. The idea of determinism is of course more explicit in Marxist literature. But is a working factor in neo-classical thinking because one sees the commercial as an isolated element; whereupon one imagine that products that are differentiated by commercials ( and story telling) could be similar, if only advertising and other ”superfluous” elements were not attached to the product ”itself”. The determinism here is about the idea that consumers are fooled into paying an overprice for the product because of advertising (that ideally could be cheaper), while the producer at the same time is being enabled to shut out the potential competitors, and by use of commercials htus creates an ”artificial” barrier for challengers to the established product.

Here Kirkpatrick reminds the reader that consumers in fact buy the whole product as such, including the storytelling (that comes along with advertising) and including the minor variations that exits within the area of the product itself. There are in fact therefore really different products to be identified, where neoclassical theorists would like to see similarity (non-heterogeneity). The fact is also that one is rewarded by the consumers for working actively to differentiate and adapt to certain needs and particular fancies of the consumers (including what kind of non-material image that is attached to the product). One is in fact therefore adding a particular value to the product, that one ”ideally speaking” could theorize were similar, that is: in a platonic kind of world, - but which nevertheless are not similar in reality.

Even small differences therefore also make a real difference. The product differentiation that takes place when one builds up a brand, that one is then able to make more money from than from other seemingly similar goods (for instance within the field of Cola), is thus a sign of competition in the real world, and not of monopolization. In the same way the ability to profit more than others is a sign that one is better to compete than others (including being superior in telling a good story) , and not really about being able to creating a monopoly as such.

First and foremost Kirkpatrick shows how the neoclassicists have created a theory with non-valid premises, that many of the latter even themselves admits are not valid in the real world. He also shows how neo-classicists are trying to adapt reality to theory and not the other way around. In this respect Milton Friedman has supposedly declared that the critique that the premises of (forms of) economic thinking are unrealistic is ”largely irrelevant” (quotation is on page 43). - Kirkpatrick - and George Reisman - effectively shows why this stance is not only scientifically unacceptable, but also why condoning non-valid premises have harmful consequences in the real world. - And as mentioned in the beginning: the banning of advertising is to be equated with censorship.


Platonic competition by George Reisman

More articles by George Reisman

Jerry Kirkpatricks homepage

Nye noter om Rand

Cepos afholdt den 11. oktober et foredrag om filosoffen Ayn Rand ved Per Henrik Hansen. Der findes ikke en lydoptagelse af foredraget på Cepos' hjemmeside. Men der findes en ret omfattende samling af Power Point-noter.

Opmærksomheden skal i særlig grad henvises til de noter ("slides" 59-65), der hører til under konklusionen, hvor Per Henrik Hansen i punktform opsummerer, hvad Ayn Rand gør i sin egenskab af, at være filosof; det vil sige, hvad det er for filosofiske problemstillinger som Ayn Rand har forholdt sig til og også løst. - Med "løst" menes, at der har eksisteret en række selvmodsigende påstande om eksempelvis menneskets natur; om hvad der kan siges at være god etik; eller om hvordan (og hvorfor) kapitalismen fungerer; - og hvor Ayn Rand afslører at det selvmodsigende har sin årsag i forkerte grundpræmisser; og hvor hun så i stedet opstiller nogle andre præmisser, der kan siges at være faktuelt baserede og ikke-selvmodsigende.

Når man har læst denne opsummering sidst i notesamlingen kan man så gå tilbage i Per Henrik Hansens præsentation, og finde oversigten over litteraturen (slides 12-17), der i særlig grad beskæftiger sig med de emner, man interesserer sig for. En systematisk introduktion til Ayn Rands filosofi objektivismen findes i øvrigt i Leonard Peikoffs ” Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand”.

Det er også naturligt herfra, at fremhæve pointeringen af Ayn Rands syn på miljøbevægelsen. Her skal man konsultere slides 56-58. En anden vigtig betoning, der findes i foredraget er den, som handler om forholdet mellem utilitarisme og/eller altruisme - og så kapitalisme; hvor Ayn Rand viser, at typer af forsvar for kapitalismen baseret på førstnævnte tilgange er fejlagtige. Det korrekte forsvar for kapitalismen må ifølge Ayn Rand bygge på ideen om ”oplyst egeninteresse”. Læs om dette på slides 45-51. Synet på forskellen mellem en republik, hvor de individuelle frihedsrettigheder respekteres på et principielt grundlag - og så demokrati forstået som ”flertalsvælde” er også værd at fremhæve. Om dette man læse på side 42-44.

Ayn Rand v/Per Henrik Hansen

Direkte link til Power Point noter (PPT)

Mere introduktion i kommentaren Objektivisme.

Objektivisme

Objektivisme kan beskrives som indstillingen, der handler om, at der er en objektiv virkelighed uafhængig af den menneskelige bevidsthed; samt indstillingen om, at menneskets eneste forudsætning for at overleve og forbedre sit liv - som menneske - beror på fornuften. Dette er naturligvis kun en overskrift, sådan som præsentationen af enhver anden 'isme umiddelbart må beskrives ved overskrifter og betoninger.

Denne betoning er valgt i kraft af Ayn Rand, der er ophavskvinde til udtrykket ”objektivisme”, men ikke til ovenstående grundindstilling, der i stedet - med nogle forbehold - kan henføres til Aristoteles.

Indstillingen bygger på et biologisk og naturvidenskabeligt afsæt, hvad angår vurderingen af, hvad mennesket er, og hvad det er for en verden, vi lever i.

Mennesket er ifølge tilgangen, derfor at beskrive som et dyr med nogle bestemte kendetegn, hvor fornuften er det definerende; og som eksisterer i et af den menneskelige bevidsthed uafhængigt univers; men hvor der gælder universelle love, som kan forstås og erkendes af den menneskelige fornuft. Med andre ord så er indstillingen, at universet er af en sådan natur, at det er muligt, at forstå dette univers (det vil sige vores miljø) i et sådant omfang, at man kan leve i det, og forbedre sin egen situation, så længe man bruger sin bevidsthed, det vil sige sin fornuft, til at gøre det.

Intet af det ovenstående har derfor som udgangspunkt noget at gøre med politik. Der er tale om en videnskabelig grundholdning. Imidlertid har denne grundholdning om en objektiv virkelighed samt konstateringen af, at menneskets særkende er fornuften også nogle politiske implikationer. I kraft af det videnskabelige afsæt har Ayn Rand derfor udledt hvilke regler, hun mener, bør være de korrekte, hvis man ønsker at optimere de betingelser, der skal være gældende, for at man kan sikre menneskets overlevelses- og livsvilkår bedst muligt. Disse følgeslutninger omfattes også af objektivismen.

Ayn Rand blev således i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev det følgende:

1. Metafysik: En objektiv virkelighed

2. Epistemologi: Fornuft

3. Etik: Egeninteresse

4. Politik: Kapitalisme

Hvis læseren synes, at denne punktopstilling ser interessant ud, skal i så fald anbefales, at man læser så meget man kan af, hvad Ayn Rand har skrevet.

Hvis man vil vide mere før man går i gang med at købe bøger, kan man nu få sin nysgerrighed skærpet ved at besøge et online-leksikon, der præsenterer objektivistiske definitioner på en række begreber, der er særligt relevante i forbindelse med Ayn Rands filosofi. Besøg The Ayn Rand Lexicon.

Copenhagen Institute har i øvrigt udgivet en kortere novelle fra Ayn Rands tidlige forfatterskab. Den har på dansk titlen Hymne. Læs Hymne her. (pdf)

Centrale faglitterære bøger, der formidler objektivistiske indsigter, er the Virtue of Selfishness samt Capitalism the Unknown Ideal. Centrale romaner er Atlas Shrugged samt The Fountainhead. Hvis man vil læse en samlet præsentation af Objektivismen anbefales Leonard Peikoffs bog: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand.

De faglitterære værker kan findes via boghandler på internettet. Romanerne kan også købes på engelsk i mange danske boghandler. På antikvariater kan man med tålmodighed også være heldig at finde danske udgaver af The Fountainhead og Atlas Shrugged, henholdsvis under overskriften Kun den stærke er fri samt Og verden skælvede.

Aristoteles om de gode og de onde

Søren Porsborg har nyoversat ”Etikken” af Aristoteles, der levede fra 384-322 f.v.t.; det vil sige for mere end 2300 år siden.

Hvis man har læst nogle af Ayn Rands bøger, herunder ikke mindst Kun den stærke er fri (the Fountainhead) samt Og verden skælvede (Atlas Shrugged), vil man med stor sandsynlighed finde følgende overvejelser om, hvad der konstituerer gode og onde (slette) mennesker - interessante:

De gode mennesker beskrives således:

[D]et gode menneske er i overensstemmelse med sig selv og begærer med hele sin sjæl ét og det samme. Og han vil for sig selv det gode og det, som synes godt, og han gør det (det kendetegner den gode, at han anstrenger sig for at gennemføre det gode) og for sin egen skyld. Nemlig for den tænkende dels skyld, den del, som synes at kendetegne enhver. Og han ønsker at leve og bevare sig selv og især den del, hvormed han tænker.

Blot det at være er et gode for det gode menneske, og enhver ønsker det gode for sig selv og ingen ville vælge at være en anden, om end han som denne anden ville eje alting (allerede nu ejer Gud det gode), men at være sig selv som hvad han nu måtte være.

Og enhver synes at være identisk med sin tænkende del eller især med denne. Og et sådant menneske ønsker at leve sammen med sig selv. Han har glæde af det, for erindringerne om de forgangne handlinger er behagelige og håbene for fremtiden er gode og disse ting er fornøjelige. Og tanken er rig på genstande for betragtning. Og han føler smerte og føler glæde især med sig selv. Og altid er de samme ting enten smertelige eller glædelige og ændrer sig ikke konstant. Han kender ikke til fortrydelse så at sige.

Da enhver af disse ting tilhører den gode person i forhold til sig selv, og hans forhold til vennen er lig hans forhold til sig selv (vennen er et andet selv), da synes også venskabet at bestå af disse ting, og de synes at være venner, for hvem dette gælder.

Om de slette mennesker hedder det at:

[D]e er splittede, begærer det ene og vil det andet, ligesom de ubeherskede. Og de vælger i modstrid med det, som de mener, er godt for dem selv, det behagelige, som er skadeligt. Andre opgiver, på grund af fejhed og ladhed, at gøre det, som de mener, var det bedste for dem. Men de, som har gjort mange ugerninger og som hades for deres slethed, flygter fra livet og ødelægger sig selv. Slette folk søger andre med hvem de kan leve sammen, men flygter fra sig selv. De husker mange og forfærdelige ting og forventer noget tilsvarende, når de er alene med sig selv, men glemmer det, når de er sammen med andre. Der er intet elskeligt ved dem og de føler heller ingen venlighed overfor sig selv. Og sådanne folk hverken glæder sig eller føler smerte med sig selv. For deres sjæl er i oprør. Én del føler på grund af sin usselhed, smerte over afsavn, og en anden del glæder sig, og de drives i snart den ene retning, snart den anden, som skulle de sønderrives. (Side 224-225, Aristoteles Etikken – Det lille Forlag 2004).

Aristoteles tog således et solidt afsæt i individet, og de valg som den enkelte træffer, i sin vurdering af hvad der kendetegner de gode og de onde.

- Og for at den enkelte kan træffe valg i det hele taget, da forudsættes som bekendt friheden til at kunne vælge.

Betoningen af mennesket som et tænkende væsen, - og af brugen af tænkeevnen som en forudsætning for at kunne have det godt som menneske, er tilsvarende noget, der bør fremhæves.

Den første parentes, der omhandler det at handle – det vil sige at anstrenge sig for at gennemføre det gode - og ikke bare at tænke uden efterfølgende at handle på baggrund af det tænkte, - er tilsvarende karakteristisk for Aristoteles. (Mere om emnet her).

Der er således ifølge Aristoteles forskel på mennesker. Og forskellen handler blandt andet om, i hvilket omfang, man opfører sig som et fornuftsvæsen eller ej. Dette må siges at stå i kontrast til vor tids udbredte værdirelativisme.

Læg også mærke til, hvad det er, man ifølge Aristoteles burde ønske at være eller at eje: Ikke alting i denne verden, - og ikke at være andre end sig selv: det vil sige, ikke at opgive sin egen identitet, men at forbedre sig (at anstrenge sig for at gennemføre det gode).

Det retfærdige står således i relation til den enkelte. Retfærdighed er med andre ord ikke blot et abstrakt og fritsvævende begreb, uden samtidig at være et praktisk begreb. Godhed, retfærdighed og den enkeltes forbedring af egen tilværelse er således begreber, der trækker i samme retning. Det moralske er også det praktiske.

Det gode menneske er samtidig ikke et lidende menneske; forstået på den måde at der er en vis konstans i hvad, der giver behag og ubehag. - Den gode tilværelse er et praktisk mål, der kan forfølges. Det vil sige at der i kraft af nogle bestemte værdier, er mål i denne verden, der kan efterstræbes, og dermed kan have status som værende meningsfulde, og være værd at forfølge.

Endelig kan det fremhæves, at de onde i denne verden er de selvdestruktive. Det er dem, der flygter fra livet, og som ødelægger sig selv.

– Det sidste er naturligvis ikke mindst tankevækkende, når vor tids moderne politikere så ofte fremhæver det at bringe ofre i den ene eller anden sags tjeneste, som havende en status af at være et gode. (- I nogle dele af verden står det med at ofre sig uhyggeligt centralt for de politiske beslutningstagere - herunder ikke mindst i Iran, der sponsorerer offerkulter i resten af verden).

Og ikke mindst ved at påpege det sidstnævnte: at de onde er de, der bringer destruktion og selvdestruktion med sig, kan Aristoteles i vor tid siges at være revolutionær. Og hvem ved, måske er det af netop sidstnævnte årsag, at man har gjort Aristoteles til én blandt tusinde andre forfattere i det cut-and-paste-pensum, som man udsættes for på vor tids afprivatiserede og statsmonopoliserede universiteter. Forhåbentlig kan nyoversættelsen bidrage til at ændre på dette.

Fra COIN-bloggen.

Magtgale socialistiske kvinder

Det er et almindeligt anerkendt faktum, at flere kvinder end mænd stemmer på de socialistiske venstrefløjspartier, hvor villigheden til at tvinge og true via statsapparatet er større, end det alt andet lige er tilfældet i borgerlige partier. De mest diktatoriske partier findes med andre ord til venstre.

Dermed ikke sagt, at man i de eksisterende borgerlige partier, hvor mænd i højere grad stemmer har en særlig velfunderet og principiel indstilling til, hvornår, det er - og ikke er - legitimt at anvende magten.

Men de socialistiske partier går ikke desto mindre i front, når det gælder den politiske magtanvendelse og tvangen, der finder sted via statsapparatet. Og flere kvinder end mænd stemmer som nævnt på disse socialistiske partier, der vil bestemme over vores liv, reducere vores frihed og konfiskere vores ejendom.

Spørgsmålet er nu det simple: hvorfor er det sådan?

Svaret er uden tvivl komplekst. Som udgangspunkt er det imidlertid nødvendigt at udelukke enhver form for ”determinering”. Kvinder har lige så meget fri vilje som mændene.

Og nogle kvinder er frihedsorienterede og respekterer de individuelle frihedsrettigheder i langt højere grad end de fleste mænd. Nogle gør det rent faktisk i en absolut forstand, og baserer vel at mærke deres stillingtagen på et helt grundlæggende filosofisk system.

Jeg gentager: nogle kvinder tager politisk stilling på basis af virkelig tænkning. De har via tankeprocesser erkendt, at mulighederne for, at man kan skabe sig en værdig tilværelse, kun kan opstå på frihedens betingelser. Dette betyder, at de er blevet overbeviste om, at man må respektere andres retmæssigt erhvervede ejendom samt deres tros-, tanke-, handle-, og ytringsfrihed.

Ovenstående gør socialismen derimod ikke; den erstatter frihedsrettighederne med ”kræverettigheder”, hvor nogle skal være slaver af andres behov.

Hvis man ikke ved hvad ”kræverettigheder” er, kan man bare besøge Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller Socialdemokratiet. Jo længere man kommer ud på venstrefløjen desto mindre plads er der til noget som helst andet end krav, som andre med magt skal tvinges til at opfylde. Derfor er det foragteligt at være socialist, og kvindelige socialister er nøjagtigt lige så foragtelige som de mandlige.

Et svar på spørgsmålet om hvorfor danske kvinder stemmer mere til venstre end danske mænd, kunne have at gøre med kvinders traditionelle placering, der gør, at vigtigheden af at argumentere logisk, traditionelt set har været mere begrænset end mændenes. Jeg tror at denne forklaring kan forklare den relativt højere grad af venstreorienteret stemmeadfærd selv den dag i dag.

Min bevisførelse for påstanden om, at ikke-fornuft spiller en central rolle, er den simple, at langt flere danske kvinder end danske mænd, direkte henviser til deres følelser, når de skal begrunde politisk stillingtagen.

Min begrundelse bygger på egne erfaringer, hvor jeg aldrig nogen sinde har hørt en mand direkte sige, at jamen det føler jeg, selv om det naturligvis også er måden mange mænd, når frem til politiske valg – blot ved at føle og ikke tænke. Disse mænd siger det imidlertid som hovedregel ikke højt; for de ved godt, at ”jamen det føler jeg” i virkeligheden ikke er gyldig argumentation.

Dette må derfor forklare en meget stor del af venstreorienteringen for kvinderne. Mange kvinder siger således ”Jamen det føler jeg” højt og trodsigt, og nærmest med noget man kan betegne som stolthed. At de på samme tid viser overfor den, de taler med, at de regner deres hjernekapacitet for så uendeligt lidt, berører tydeligvis ikke disse venstrefløjskvinder ret meget.

Undertegnede har nu engang hørt dette ”Jamen, det føler jeg” sagt så mange gange, at jeg er helt og aldeles overbevist om, at mange kvinder vitterlig mener, at dette er en valid måde at argumentere på; og jeg er netop vokset op i et venstreorienteret miljø. Her finder man dermed en slags stolthed i kraft af følelseshenvisningen over, at man ikke kan henvise til en objektiv standard og at man er fuldstændig principløs i sin argumentation. (Der er med få undtagelser i øvrigt tale om universitetsuddannede mennesker).

Komikeren Evan Sayet kalder dette for "the cult of indiscriminateness", altså at man dyrker det ikke-diskriminerende, hvor alt anses for lige godt.

Hvis dette er tilfældet, er man netop stolt af at bruge sine følelser og ikke sin fornuft, eftersom fornuften mere end noget andet diskriminerer:

Med fornuften udvælger man; man sondrer; måler, og vurderer sandt og falskt. Fornuften er kort sagt bindeleddet mellem ER og BØR.

Med følelserne kan noget derimod være sandt det ene øjeblik, og noget helt andet det næste. Samtidig er der ikke nogen standard som sådan for stillingtagen. Og det er netop denne standard, som er det første man fjerner i sin bevidsthed, når man ikke vil diskriminere, og tage stilling på basis af fakta og konsekvenser.

Hvad er det så, man som kvindelig socialist føler sådan på den lange bane? Man føler åbenbart, at man har ret til disse goder kaldet ”ydelser” eller ”velfærd”, som man kan opnå via demokratiet. Man føler at man har retten til at gå i stemmeboksen, og sørge for at andre kan aftvinges det, som disse andre har skabt ved produktiv adfærd. Og det man vil aftvinge andre er alt, hvad man føler, man har ret til at aftvinge.

Alt dette med argumentation, demonstration (det betyder bevisførelse og ikke fredsmarch), rationalitet, fornuft, logik, og ikke mindst spørgsmålet om retfærdighed er man praktisk talt komplet ligeglad med, eller rettere man viser gang på gang at man tager afstand fra sandhed og fakta. Spørger man den venstreorienterede om dette plyndringstogt er retfærdigt lyder svaret derfor blot at ”det er det da!” eller ”det synes jeg det er”; og man fornemmer i de tilfælde den venstreorienteredes stolthed over sikkerheden i følelsen af, at plyndringen er retfærdig. Den sikkerhed giver den socialistiske grundfølelse åbenbart. En psykologisk forklaring på sikkerheden i denne socialistiske følelse kan skyldes mængders holdninger: det vil sige oplevelsen af, at så mange andre føler det samme.

Niveauet som jeg beskriver her, og som jeg vel at mærke er vokset op med, er altså ikke ret højere end hvad man finder hos et barn i fireårsalderen. Og jeg tror, at grunden til at så mange kvinder har denne barnagtige indfaldsvinkel til politik og dermed også til spørgsmål, der handler om hvad der er rigtigt og forkert; samt årsagen til at flere kvinder end mænd vrager friheden for deres medmennesker ved at stemme på de socialistiske partier, der afskaffer friheden, måske skyldes at kvinder ikke altid er blevet behandlet ligeværdigt, når det gælder argumentation: Det kan nok ikke udelukkes, at der er nogle kulturelle forhold, der betyder, at det er mere acceptabelt for kvinder at være barnagtige, når det gælder moralske, filosofiske og politiske spørgsmål.

Måske er der her bidraget til at mænd giver deres venstreorienterede kvinder en ny chance for at lære at argumentere på et principielt grundlag.

For uden principperne og standarder for hvad der er rigtigt og forkert, så forsvinder til sidst også det civiliserede oplysningssamfund; og vi vender så tilbage til stadiet for de formørkede samfund, som man finder i primitive uudviklede uudviklede egne af verden (der også er socialistisk egalitære), såvel som i de samfund, der findes i de lande, der var på vej frem imod moderniteten men hvor man i stedet derefter gik den forkerte vej, og endte i stagnation og undertrykkelse - såsom det er tilfældet i Cuba og Nordkorea (og tidligere Rusland). I disse lande er ligestillingen således ret høj; men ufriheden er vel at mærke også til at tage og føle på. - Det ville således være sørgeligt, hvis flere kvinder i politik blot betød at bevægelsen frem i retning mod det socialistiske diktatur blev fremskyndet.

Det mest principfaste og frihedsorienterede menneske, undertegnede er bekendt med, er i øvrigt den kvindelige forfatter-filosof Ayn Rand. Jeg tror hun ville have været fuldstændigt målløs over de sørgelige danske forhold, når det gælder mange kvinders indfaldsvinkel til politik.

En plan for Liberalisterne

Ifølge mindst to politiske analytikere i Berlingske Tidende i de sidste dage [først i juli] er der meget, der tyder på et folketingsvalg om ikke så forfærdeligt længe. Siden lanceringen i Maj har Ny Alliance har i kraft af kendisser fået massiv opmærksomhed – uden rigtig at møde kritik for manglen på politisk substans. Et parti uden medlemmer i hverken Folketinget eller Europarlamentet er derimod Liberalisterne, for hvem substansen på mange måder er givet i kraft af navnet, men for hvem det at få opmærksomhed har været en langt større udfordring. Så valg eller ej, hvad skal Liberalisterne gøre for at vokse sig større og sikre sig politisk indflydelse såvel på det korte som det lange sigt?

Partiet Liberalisterne – frihed og velstand har aktuelt ca. 320 medlemmer. De bliver i offentligheden stemplet som ”ultraliberale”. Partiet er blevet modarbejdet af et af landets største og ældste partier, det vil sige Venstre. Tidsånden hævdes at være imod dem. Journalister borer i deres manglende evne til at finde en karismatisk frontfigur. Alligevel fortsætter ”Liberalisterne”, der fik partinavnet godkendt ved at tilføje frihed og velstand, med at samle underskrifter til det (eventuelt snarligt) kommende folketingsvalg. Man er nu i færd med at opbygge en partiorganisation med lokalforeninger, ungdomsparti, hjemmeside, partiprogram, bestyrelser og dagsordner.

Når det gælder politik afhænger vurderingen af sandsynligheden for succes som bekendt også ofte af tilskuerens egen indfaldsvinkel. Men partier har samtidig historisk vist sig at kunne overraske - jf. begrebet ”jordskredssejr”, som er noget ethvert etableret parti enten kan frygte eller håbe på (Kommer valget lige straks bliver det dog ikke fra den kant at man vil se noget sådant).

I tilfældet Liberalisterne – frihed og velstand, kan en meget stor del af modstanden mod partiet fra andre partier og medier formodentlig derfor også findes i, at der med Liberalisterne, i modsætning til eksempelvis Rygerpartiet, potentielt set kunne blive tale om en spiller i dansk politik hvis valget først kom henimod 2009. I dag ligner Liberalisterne i kraft af mediebilledet ganske vist noget fra sidelinien. Men interessen er der – og med god grund, eftersom der er et potentiale for appel og tilslutning. Det skyldes flere faktorer:

Tilfælles med Rygerpartiet er for det første naturligvis protesten. Afsættet for Liberalisternes etablering er utilfredshed med Systemdanmark, med tendensen til offentlig indblanding og med statens gradvise afvikling af det civile samfund, det vil sige med forvandlingen af private dele af samfundet til noget, der er i stedet er offentligt.

For det andet består medlemmer af Liberalisterne vid udstrækning af akademikere. Protesten mod det etablerede fra denne side bakkes således op af indsigter fra politiske tænkere - herunder mindst to nobelprismodtagere i form af F.A. Hayek[1] og Milton Friedman[2]. Det nye er, at akademikere i Danmark organiserer sig for at promovere liberalisme lige ud af posen.

Og bolden kunne teoretisk set rulle hurtigt, hvis Liberalisterne fik koblet sig til konkrete emner, som befolkningen i forvejen og i almindelighed forbinder med noget positivt, og som netop handler om liberalisme. - Eksempelvis frihandel (kontra EU’s landbrugsstøtte), fri konkurrence (vs. protektionisme) og ikke mindst skattetrykket; hvor Liberalisterne netop af de etablerede borgerlige partier må frygtes at blive brugt som en løftestang til at presse på med skattelettelser fra V, K og DF’s vælgere.

Når det gælder en kritisk indstilling til velfærdsstaten, EU og FN kan Liberalisterne også tilbyde en ganske konsistent og ensartet tilgang til sådanne institutioner i forhold til de nuværende partier. Det sidste emne er dog noget, der vil tage længere tid at forklare befolkningen, og som man derfor på det korte sigt bør holde sig lidt på afstand fra. Det er langt mere meningsfuldt at fokusere på idegrundlaget og principperne, og hvorfor man i denne forstand tilbyder noget andet.

De gamle partiers svaghed

Men der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at opbakningen til markedsøkonomien og også økonomisk internationalisme (globalisering) rent faktisk er stor i Danmark[3]. Og potentialet i at vinde stemmer ved at præcisere sammenhængen mellem velstand og markedsøkonomi er rent faktisk i vid udstrækning et uopdyrket territorium, hvor partimedlemmer i Liberalisterne vel at mærke ikke behøver at ”cleare” deres begejstring op imod andre og modstridende interesser i deres eget parti. Det sidste har netop været tilfældet i ikke mindst Venstre - jf. ikke mindst landbrugsstøtten. Hos Liberalisterne er der således ingen grund til at antage, at medlemmer vil ønske at bevare en særrettighed, mens man udadtil siger, at man har til hensigt at afvikle den, sådan som det desværre har vist sig at det forholder sig hos Venstre både med landbrugsstøtten og med erhvervsfremmestøtte generelt.[4]

Når det gælder den politiske tidsånd, burde Liberalisterne sagtens kunne formå at vende den eksisterende til deres egen fordel. Er Christiansborg ikke netop nu så absolut ”tæt på konsensus” og på ensartethed, som man kan komme? Og er dette ikke noget, der fylder en god del af befolkningen med lede, og gør dem modtagelige overfor noget andet? Hvis politik virkelig er så vigtigt, at det skal fylde stadigt mere af tilværelsen for selv de upolitiske,[5] hvorfor handler en så stor del af politikken så bare om markeringer, ”spin”, kortsigtede positioneringer, signaler, ”prøveballoner” og lignende?

Med andre ord: Samfundet er blevet politiseret, mens de politiske ideer og principperne i vid udstrækning er forsvundet fra Christiansborg. Alle problemer udråbes således til at være politiske, men ingen af de etablerede politiske partier synes at tilbyde noget bestemt. At man som islamist kan finde på at søge optagelse, og forsøge karriere i henholdsvis Enhedslisten og det Konservative Folkeparti vidner således om, at tolerance overfor andres ideer i dag har nået hidtil usete højder, hvor alle politiske grænser og skel er nedbrudt, og hvor de politiske pejlemærker internt i partierne derfor er i vid udstrækning er blevet udviskede.[6]

Konsekvensen er, at de nuværende partier skal passe på ikke at miste stemmer til flere af deres nabopartier, eftersom enkeltsager og detaljer spiller en stadigt større rolle. En person, en dårlig sag, et uigennemtænkt formulering kan derfor ødelægge meget, eftersom det overordnede – principperne og ideerne - er blevet underordnet. (Og det er i øvrigt også en af grundene til at Ny Alliance med ikke ret meget substans kan gå ind og ifølge meningsmålinger skabe frygt for en ændring af det eksisterende partibillede).

Men interessen for ideer og principper er under ingen omstændigheder forsvundet ude i samfundet. Denne tilstand betyder derfor også, at et parti med et stærkt koncept netop kunne vinde meget fra de andre forholdsvist hurtigt, ved at tilbyde den samme ideologisk konsistente vare uanset personer, slipsefarve og stil. Til dette kræves dog naturligvis som udgangspunkt, at der kan skabes tilstrækkelig opbakning til selve konceptet og ideen, som man promoverer. Det er et langtidsprojekt. Men pludselig kunne det ensartede så stå overfor noget, der var radikalt anderledes, og som dermed i bedste fald (alt efter brillerne der ser) formåede at vælte den gamle dagsorden og sætte en ny.

Personfiksering

I sidste instans handler ovenstående ganske vist også om markedsføring. Det handler dog ikke om at tilbyde personer, men primært ideer og principper, der er abstrakte - men som samtidig har praktiske konsekvenser. Dette kunne netop være den styrke som Liberalisterne kunne gøre til deres egen, præcis fordi det efterhånden er gået hen og blevet samtlige af de ”nedgravede” partiers svaghed at man ikke længere kan se en klar ideologisk profil.

Det overfladiske fokus skinner derfor også tydeligt igennem i mantraerne fra medierne og de garvede politiske analytikere, hvor sympatien ligger hos det bestående: Liberalisterne har ingen karismatiske personer! De er ufolkelige! (Eller: Partiets stifter er ansat i en bank!) I Weekendavisen brugte man således en halv avis side på at lede efter den manglende karismatiske frontfigur, som ellers har været det, der har kendetegnet de sidste mange årtiers protestpartier. Det forunderlige er blot, at lige så snart man fandt den pågældende person ville det – i overensstemmelse med tidsånden – sandsynligvis tilsvarende komme til at handle om, hvorvidt den pågældende i kraft af sin person nu kunne trække læsset eller ej; og hvorvidt han eller hun så også var karismatisk nok. Man har nu engang lært at substansen betyder så uendelig lidt.

Imidlertid har hverken islam eller økologismen – eller for den sags skyld socialisme – en bestemt person, der gør forskellen. Ideen om at personer er det vigtigste er simpelthen en moderne løgn, uanset hvor meget personfiksering, der præger medierne. Det værste, der kan ske for de indlejrede partier er samtidig, at dette går op for befolkningen. Staunings styrke var dermed også konceptet bag manden: At Stauning ville omfordele til fordel for vælgeren – takket være (socialistiske) teorier udviklet af nogle andre. Uden eksistensen af socialisme ville mange politiske demagoger aldrig have kommet til magten.

I vid udstrækning er det derfor også demagogernes fortjeneste, at liberalisme i en politisk henseende (men ikke økonomisk) har haft så ringe vilkår i Danmark: Liberalisme har rent faktisk aldrig konsistent er forsøgt markedsført i Skandinavien, heller ikke af dem, der har benyttet sig af liberalismens principper. I Venstre, hos de Radikale og de Konservative tog man det, man kunne bruge - uden at man syntes, man behøvede at revidere alt det andet, man gerne ville promovere. Det man beholdt handlede vel at mærke bare ikke dest fjerneste om økonomisk frihed - men ofte i stedet om det stik modsatte (diverse former for begunstigelse og protektionisme).

Så ideerne, principperne og det mere rendyrkede er derfor som udgangspunkt Liberalisternes styrke. Det er derfor logisk at der fra den anden side (en temmelig rød presse og de etablerede partier) fokuseres på det, man ser som svagheden: at man ikke har de dygtige sælgere.

For det fjerde, og beslægtet med det tredje punkt: Præcis når det gælder Liberalisternes politiske placering er det også værd at hæfte sig ved, at netop Venstre (liberalisterne med lille L) med Anders Fogh Rasmussen i spidsen - men også i kraft af Pia Kjærsgaards og Bendt Bendtsens midtersøgning - simpelthen har fjernet tilstedeværelsen af et parti på højrefløjen; sådan at der nu i vid udstrækning kun er midten - og det, der findes til venstre – tilbage. Pladsen inde på Christiansborg er derfor ledig. Spørgsmålet er derfor ikke, om Liberalisterne kan bidrage med noget, der ikke findes på de politiske hylder, men derimod udelukkende, om der er opbakning i befolkning til, at pladsen til højre, når det gælder Christiansborgpolitikken atter bliver besat.

Succes på kort sigt – og langt

Der er ydermere gode kortsigtede grunde til, at Liberalisterne kunne få opbakning til næste valg i kraft af protestfaktoren samt V, K og DF-vælgeres interesse i at bruge partiet som løftestang, når det især gælder skattetrykket og ønsket om lavere skatter.

På længere sigt er der derudover et potentiale, hvis Liberalisterne forstår at gøre liberalisme til noget nærværende og vedkommende, hvilket således handler om at bryde liberalismens image i Danmark, sådan som det er blevet opbygget navnlig siden 1970’erne af mennesker, der ikke ville liberalismen det noget godt.[7]

Når det gælder det kortsigtede mål, er det selvsagt en fordel at finde en stærk kommunikator, så hurtigt som overhovedet muligt. Men når det gælder den længere bane, kan den person, man vælger i dag, derimod hurtigt blive en hæmsko, når man skal forsøge at vokse og påvirke på det længere sigt. Indtil videre tyder noget dermed også på, at Liberalisterne selv - en smule uklogt - har ladet sig gribe af ovenstående personfiksering, når man betænker den misforståede promovering af Karsten Madsen[8]

Men hvad skal Liberalisterne gøre i en mere konkret forstand, hvis de vil vinde pladser i Folketinget til næste valg, og samtidig også gøre en forskel på den lange bane?

Det moralske argument om individets frihed

William Shatner spillede den ledende hovedrolle i de allerførste ”Star Trek”-episoder[9] tilbage i 1966-69. Flere årtier efter at Shatner var gået på pension fra sin rolle som James T. Kirk på rumskibet Enterprise svarede han meget præcist – og ret beskedent på, hvorfor tv-serien Star Trek blev en så langvarig succes, med produktionen af nye film og nye tv-serier selv fire årtier senere. Svaret lød i al sin nøgternhed at: Man kan gøre alt ud fra et koncept. Et koncept kan bære en serie. Dialogen kan være dårlig, skuespillerne ud af trit. Men hvis seeren får fat i konceptet, bliver man båret på den bølge.[10] Netop dette er den eneste forklaring på, at 60ernes lav-budget programmer - med masser af genbrug, og hvor de amerikanske seere blev udsat for masser af provokationer og eksperimenter - ikke førte til Star-Trek-seriens død: Ideen om jordens civilisation, der i form af et stjerne-skib udforsker og undersøger universet – men i lige så høj grad møder og reflekterer over sig selv (og hvor der er et stærkt fokus på videnskab og fornuft) - har derfor kunnet overleve selv de mest outrerede indslag. Det var med andre ord selve grundideen, der gjorde Star Trek til en langvarig og kommerciel succes.

Et andet stærkt ”koncept” er således ideen om det selvstændige og frie menneske, der har retten til at bruge sin egen fornuft, og – i kraft af den private ejendomsret – er givet mulighederne for at gøre det.

I denne kontekst er det derfor interessant, at Liberalisterne tilsyneladende ikke kun lægger sig op af den traditionelle ”praktiske skole” indenfor liberalismen, hvor man ignorerer normative og moralske spørgsmål; og hvor man fokuserer på at liberalisme øger ”samfundskagen”. Det sidste var noget som den borgerlige tænketank CEPOS især i begyndelsen fokuserede meget på med diverse rapporter, der tørt pegede på samlede ”velfærdsgevinster” ved at sænke skatterne og afregulere. Langt vigtigere i praksis for individers handlinger, også når de sætter deres kryds hvert fjerde år, er dog spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert. Spørgsmålet her kunne dermed eksempelvis være om høje skatter og dermed udbredt konfiskation af borgernes midler i det hele taget er moralsk?

Meget tyder således på at en god del af Liberalisterne, er det man kalder for rettighedsliberalister, og altså ikke nytteliberalister. Den private ejendomsret og den økonomiske handlefrihed forsvares derfor ud fra moralske betragtninger ligeså meget som praktiske. I strid med David Hume[11] (1711-76) er ER og BØR dermed blevet splejset sammen.[12] Det praktiske anses derfor også for at være det moralske, og det moralske er så den centrale motivation for rettighedsliberalister.

Det har indtil videre derfor været en af liberalismens allerstørste svagheder, at den i modsætning til andre ’ismer kun i meget ringe grad forholdt sig til den moralske side af sagen, for det gør som bekendt såvel kristelige, socialistiske og konservative tilgange til politik. Og tilsvarende vil det derfor være en styrke, at man meget eksplicit fokuserer på spørgsmålet. I det nye partis principprogram kan man da også læse konstateringen:

At eje sig selv og at være et frit menneske er to sider af samme sag. Hver enkelt har ejendomsret til sin egen person. Deraf følger frihedsrettighederne som åndsfrihed, trosfrihed, ytringsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse, søge arbejde osv. Også retten til resultatet af ens eget arbejde følger af ejendomsretten til sin egen person. Beskyttelsen af den private ejendomsret er derfor ikke alene en forudsætning for et åbent samfund baseret på en fri markedsøkonomi, men også udgangspunktet for beskyttelsen af hver enkelt individs frihed og rettigheder som menneske […] Den enkelte ved bedst, hvad der er i vedkommendes egen interesse. Lykke og velfærd skabes af den enkelte og ikke af staten.

Med ovenstående er man, hvis man tør forfølge ideen om at hvert enkelt individ har retten til sit eget liv, derfor godt på vej til at bygge et koncept op, der kunne gøre en reel forskel i dansk politik, hvor liberalisme pludselig ikke er noget abstrakt og samfundskage-agtigt, men i stedet handler om forudsætningen for det gode liv – hvilket ikke mindst handler om retten til at forfølge sine egne ideer om dette liv.

Dermed ikke sagt at der ikke er masser af moraliserende retorik at finde hos alle de andre partier. Men typisk bruges moral som et redskab til at tale skatterne op, hvor ovenstående moral (der findes i rettighedsliberalismen) kun kan bruges til at tale skatterne ned. Hvis Liberalisterne således formår at formidle en ny og klar opfattelse af ikke bare hvad økonomisk frihed er, men også hvorfor frihed er noget, som man BØR forsvare i en moralsk henseende, kan de på længere sigt så også formå at sætte en helt ny dagsorden i dansk politik.

På den ene side skal man i kraft af denne udfordring så pege på nogle forbindelser mellem forskellige begreber, som ikke tidligere er set i politik – herunder sammenhængene mellem fornuft, moral og individuel frihed. På den anden skal man tilsvarende nedbryde nogle fordomme om, at liberalisme skal forbindes med - eller afbalanceres af - nogle andre typer af ’ismer, ’domme og koncepter. Det er netop det sidstnævnte, de traditionelle borgerlige partier har gjort.

Denne ”vare” – det vil sige dette politiske koncept - sælger imidlertid under ingen omstændigheder sig selv, og vil også kræve af en slags tilgang til hvad der er liberalisme vinder over en anden.

Flere vil imidlertid mene at det netop er i retning hen imod rettighedsliberalismen, at liberalismens teoretiske bagland i almindelighed har bevæget sig i Danmark, eksempelvis hvis man ser på, hvad der findes i kraft af de frihedsorienterede grupperinger, der er udsprunget navnlig af miljøet omkring foreningen Libertas[13] - i form af Cepos, Punditokraterne, Liberator, m.fl. (herunder også hvad man kan finde i Venstres og Konservativ Ungdom) – samt også den nye borgerlige netavis 180grader.dk.[14] Libertas var som det første skridt en sluttet kreds med et næsten rent teoretisk fokus, hvor de nye grupperinger, der opstod omkring tusindskiftet er blevet mere udadvendte og aktive i medierne (og med 180grader.dk er der så også kommet et decideret liberalistisk medie). Nu er der så etableret et politisk parti, det netop baserer sig på de tænkere, der blev præsenteret via Libertas.

Sjovt er det derfor, at der fra der fra dagbladet Informations side gøres en del anstrengelser for at pointere at den rene liberalisme er stendød, og at det med at mennesket er et mål i sig selv er noget fis[15], mens ideerne fra Libertas-miljøet, hvor man mildt sagt er uenig i dette, breder sig til en stadigt større kreds.

Frihed handler nu engang om respekt for det enkelte menneske, og om retten til at man kan gå sine egne veje ikke mindst i kraft af den private ejendomsret. Det er derfor dén grundlæggende idé, Liberalisterne bør sprede – mere end diverse programmer og tekniske forslag. Vælger man således at tage afsæt i principprogrammets passage om at mennesket ejer sig selv og har retten til sit eget liv, ligger der derfor af samme grund en mulighed for med det samme at skabe interesse hos dem, der i forvejen ønsker at rettighedsspørgsmålene, de principielle, og normative diskussioner kommer længere frem i den politiske debat.

Kampagnen mod Venstre

At promovere den private ejendomsret ud fra et moralsk afsæt er derfor også den værdikamp, Venstre skulle have ført efter valgsejren i 2001. Anbefalingen er derfor, at man netop tager dette rettighedsliberalistiske afsæt, og at man derefter som det primære går efter kritikken af Venstre, som netop er det parti, der mere end noget andet har bidraget til at fjerne forskellene mellem partierne på Christiansborg. Venstre må derfor tage en god del af ”æren” for, at politik er blevet noget teknokratisk, uinteressant og samtidig som det værste grænseløst. Og selv i Venstre ved man lige som alle andre steder, at flanken til det frihedsorienterede højre er den eneste flanke, man indtil videre ikke har bekymret sig om at dække.[16]

Frem til det næste valg bør man derfor fokusere på netop de emner, som gør at utilfredse elementer kunne forventes at bruge Liberalisterne enten som en generel protestmulighed eller som en konkret løftestang, når det gælder spørgsmålet om skattelettelser. Proteststemmerne i den forbindelse kan vel at mærke hentes så langt til venstre som de Radikale - men hvis man er meget dygtig også hos de socialdemokratiske vælgere, der er bevidste om at Liberalisterne har et slægtsfælleskab med ”Rygerpartiet”: i ønsket om at reducere graden af politisk indblanding, som der også på venstrefløjen efterhånden må være vælgere, der finder overdrevet. De på venstrefløjen (tilhængere af forskellige former for decentralisering), der ikke tror at oppositionen kan vælte V&K, kunne derfor søge at modvirke det topstyrede ved således at sende liberalistiske systemkritikere ind på borgen, og på denne måde smide grus i det konservative/borgerlige velfærds-maskineri.

Fokus bør derfor være på det, der indtil 2001 var Venstres mærkesager: på kritikken af Systemdanmark, på skattetrykket og på den offentlige sektors stigende indblanding i borgernes liv. Det nye - i modsætning til Venstre før 2001 – bør så være, at man går bort fra at forsvare sine synspunkter med ”uhensigtsmæssighed” ved statslig indblanding, og at man i stedet betoner at borgerne har ret til at leve deres eget liv, uden at blive opdraget på - af selvbestaltede formyndere, der vil udstikke retningslinier for sundheden, kulturen, om hvorvidt trafikken skal være individualiseret eller kollektiv, eller på hvor meget man må tjene og så videre.

Dette overordnede fokus, der tager afsæt i et klart formuleret koncept, vil så også kunne give partiets medlemmer friheden til at agere selvstændigt, og selv rejse sager uden at de skal frygte for ”venskabelige partikammeratlige samtaler” med ledelsen. Et godt koncept (jf. også Shatners bemærkning om Star Trek) kan sagtens klare sig uden topstyring, netop fordi nogle konsistente tanker sikrer, at det er det samme budskab, der kommer igennem - uanset hvad emnet så i det konkrete drejer sig om.

I kraft af konceptet bør det, man fokuserer på, derfor også være at påpege at rigdommen, der er skabt i Danmark - såvel som den rigdom der er skabt i Hong Kong, Schweiz, USA, Australien eller New Zealand - er skabt i kraft af den økonomiske frihed, der er sikret takket være netop den ideologiske liberalisme. Det handler om at påpege, at denne frihed ikke mindst handler om individets ret til at forfølge sine egne drømme og ideer om det gode liv; og dermed også at selvstændige og stærke kulturer, de netop er frie kulturer.

Tidligere bragt i Nyhedsmagasinet RÆSON

---

Henvisninger:

[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Friedrich_Hayek , Bestyrelsesmedlem René Andreasen om F.A. Hayek

[2] http://en.wikipedia.org/wiki/Milton_friedman , Partiets stifter Torben Mark Petersen om Milton Friedman.

[3] Hvis man ønsker et eksempel på en stærk fortaler for globalisering anbefales den svenske forfatter og journalist Johan Norberg som man kan opleve her.

[4] Den korte måde at sige dette på er at liberalisterne i høj grad mener det, de siger.

[5] Jf. skattetrykket, den voksende mængde lovgivning, og omfanget af den offentlige sektor.

[6] Aktuelt har de konservative dog vist, at der dog er nogle grænser ved klogeligt at ekskludere en islamist.

[7] Det sidste handler også om at sætte liberalisme ind i en anden kontekst end de, der indtil videre har benyttet sig af liberalismen, har sat den i: For blot at nævne et lille eksempel har de konservative syltet liberalisme ind i nogle helt bestemte værdier, der ikke nødvendigvis har noget som helst med liberalisme at gøre, såsom at liberalisme skulle være specielt forbunden med Kristendom, eller at liberalisme som det primære ikke handler så meget om individet, mere end hvad konservative har af ideer om korporativ ”samfundsnytte”, hvor økonomisk frihed så bliver noget, der afbalanceres op i mod det modsatte. Tilsvarende har de Radikale bidraget til at fremstille liberalisme, som noget der var kulturløst, hvor de kulturelle værdier, så skulle komme i kraft af noget, der tilsvarende var en anti-tese til liberalisme: Det vil sige at staten via funktionærer skulle folkeopdrage, tage vare på og sørge for befolkningen; og hvor markedet så kunne få lov til at levere goderne dér hvor staten ikke havde monopoliseret udbuddet. Som det sidste Christiansborg-parti har man nu også i Venstre valgt at købe ind på ideen om at økonomisk frihed er noget, der skal holdes i stramme tøjler; men heller ikke her har man på noget tidspunkt været særligt konsistent.

[8] Misforståelsen ligger blandt i, at Karsten Madsen slet ikke ville promoveres eller kendes ved Liberalisterne

[9] http://en.wikipedia.org/wiki/Star_trek

[10] Citatet er fra et dokumentarprogram fra 2004 med titlen ”Sci-Fci-Visionaries”.

[11] http://en.wikipedia.org/wiki/David_Hume. Ayn Rand skriver om sammenhængen mellem viden/fakta og værdier (ER og BØR) følgende: "In order to live, man must act; in order to act, he must make choices; in order to make choices, he must define a code of values; in order to define a code of values, he must know what he is and where he is – i.e. he must know his own nature (including his means of knowledge) and the nature of the universe in which he acts – i.e. he needs metaphysics, epistemology, ethics, which means: philosophy. He cannot escape from this need; his only alternative is whether the philosophy guiding him is to be chosen by his mind or by chance". Ayn Rand (“Philosophy and Sense of Life,” 1966, jf link).

[12] Dette har netop været liberalismens store traditionelle svaghed: At den kunne levere ”varen” (økonomisk velstand), men ikke forklare om det var godt eller skidt. Kapitalisme blev dermed regnet for at være praktisk, men ikke nødvendigvis et retfærdigt system. Siden ”Er og bør” blev adskilt af David Hume har ingen, der forsvarede den økonomiske frihed derfor været i stand til konsistent at forsvare den også på et normativt endsige filosofisk grundlag. - Liberalister kunne derfor forklare at kapitalisme førte til øget velstand for alle. Men hvis nogen (socialister) sagde at lighed var vigtigere end generelt stigende velstand med en vis ulighed, eller at det gode bestod i ikke at påvirke og forandre naturen, så havde liberalisterne ikke noget at svare tilbage - i kraft af den manglende normativitet. Det har de vel at mærke i dag blandt andet takket være forfatter-filosoffen Ayn Rand, som Liberalisterne henviser til på deres hjemmeside.

[13] Besøger man http://www.libertas.dk , der er en forening, der blev oprettet i 1986 kan man således se, at fokus ikke er på at økonomisk frihed skaber velstand, men netop på at det gode er, at man har frihed til at forfølge sine egne mål. Det er dermed mennesket og dets ret til at være fri, og ikke det økonomiske system (og utilitarisme), der står i centrum.

[14] Når man i Venstre lovede, at man ville føre værdikamp, så var det således forventningen, at man ville høre noget der blot mindede lidt om et forsvar for individets ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv. I stedet har retorikken om samfundsnytte og sammenhængskraft været dominerende. Og liberalisme har i vid udstrækning mest af alt været brugt som et lokkemiddel, der sikrede baglandets opbakning til en midtersøgende politik., som mange troede var at forstå som en kortsigtet og taktisk manøvre. Men i dag kan man ikke høre en Venstreminister uden en uopfordret lovprisning af velfærdsstaten. De borgerlige partier har dermed i kraft af denne retorik flyttet Danmark tættere på et korporativt, ensrettet og ikke mindst statsdomineret samfund end det var før 2001, hvor der i kraft af Venstre var nogle, der ville reducere statens indblanding. Det korte svar på hvorfor i denne henseende kunne simpelthen være, at selv om Anders Fogh Rasmussen skulle have ønsket sig dette (jf. hans egne bidrag i Libertas og med ”Fra socialstat til minimalstat”, så formåede han ikke at ændre et parti, med så indgroede politiske traditioner for at søge magten på frihedens bekostning, som de der - trods det gode der kan siges om partiet - kendetegner Venstre).

[15] Henholdsvis Rune Lykkeberg citeret efter hukommelsen og Georg Metz.

[16] Her kunne forhalingen hvad angår godkendelse af partinavnet derfor også ses som et udslag af en slags desperation fra Venstres side.

Star Trek og værdikampen

Som nævnt i et indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, kan der findes et vist slægtskab mellem Star Trek og Liberalismen. Det handler blandt andet om, at begge er koncepter, der beskæftiger sig med fremskridt og civilisation. Der findes vel at mærke også en forbindelse mellem den frihedsorienterede skønlitterære forfatter Ayn Rand og så Star Treks skaber Gene Roddenberry. Star Treks ophavsmand var således bekendt med filosoffen Ayn Rand, der med sit forfatterskab i særdeleshed har bidraget til at øge interessen for politisk og økonomisk frihed i USA.

Der er dog også nogle tilsyneladende uligheder, samt åbenlyse forskelle på hvad Star Trek, står for, og så hvad det betyder, at gå ind for alle de friheder, som omfattes af den politiske og økonomiske liberalisme. Som et yderpunkt – der afviser forbindelsen - kan der identificeres en tilgang, der mener at Star Trek, står for noget autoritært og statscentreret - og i bund og grund noget negativt og uforeneligt med frihedsorienteret værdikamp. Som et andet yderpunkt findes altså dem, der mener at Star Trek netop handler om noget af det gode ved liberalisme: Fremkomsten af teknologi og maskiner, der gør vores liv lettere.

Hertil må så bemærkes, at begge disse to tilgange tager fejl, eftersom Star Trek ikke som det primære handler om økonomiske systemer eller for den sags skyld teknologi – men først og fremmest om mennesker, der interagerer med hinanden, og som gør dette ud fra nogle bestemte værdier. Og med den sidste indfaldsvinklen bliver det langt lettere at se, hvorfor lighederne mellem liberalisme og Star Trek er større end forskellene.

Forudsætningen for at liberalisme, det vil sige udbredt økonomisk og politisk frihed kan realiseres er nu engang, at mennesket er et fornuftsvæsen herunder rationelt, målrettet, skabende, kreativt og undersøgende. Det er netop den socialistiske stat, der via statspropaganda gør sit bedste for at præsentere den modsatte version. Star Trek er blevet til i USA, der om noget er individualismens hjemland. Og individualisme handler netop om evnen til at gøre en forskel som individ, dér hvor man er. Den liberalistiske individualisme, handler præcis som i Star Trek om, at mennesket underlægger sig naturen, og forandrer omgivelserne, så de bedre passer til individernes egne behov.

Den individualisme som man finder i Star Trek handler tilsvarende ikke, som det er tilfældet for socialisme om, at mennesker underlægger sig mennesker. (For det er resultatet af kollektivisme i praksis). Målet for at udforske er således, at finde nye muligheder for frivilligt samarbejde med andre civilisationer. Star Trek serien viderebringer samtidig indfaldsvinklen, at vi (i modsætning til hvad der kommer fra Forbrugerstyrelsen) ikke er ofre for vores egen kreativitet og skabertrang, men at vi som mennesker har såvel evnen som retten til at nyde de frembringelser, der skabes ud fra de elementer, der findes i naturen. Der er således ingen maskinstormere eller ”grønne” som hovedpersoner i serien – eller på stjerneskibet Enterprise i det hele taget. Det kan der af gode grunde ikke være. (Og nej, man kan ikke bestille ”økologisk” mad ombord.)

Miljøbevægelsen, hvad angår menneskers civilisation lader i Star Treks fremtid i det store hele til at være et overstået kapitel. Nogle få afsnit i de første serier kan ligefrem siges at gøre nar af såvel hippier som økologister. En af Enterprise' officererer i 1960’ernes serie rammes således af en rumsyge, der fører til udråb om, at man skal lade universet være i fred! (The naked Time, the Original Series, Season one). I en anden episode fra 1960’erne er der tale om forkælede unge, der er åbenlyse maskinstormere og vil tilbage til naturen. Det vil de naturligvis i kraft af et stjerneskib, der skal finde en passende ”uspoleret” planet til formålet. (The Way to Eden, The Original series, Season three). Her kan man derfor iagttage det hykleri, man også finder i vor tid, med grupperinger, der vil leve i tryghed og med velstand - og så på en og samme tid vil tilbage til det oprindelige.

Hele indstillingen om fremskridt og fremgang, og om at universet er menneskets tumleplads, er dermed ifølge denne forfatter udtryk for noget centralt ved liberalisme og også ved Star Trek. Derfor fokuseres der også herfra især på de ideologier, der udgør en trussel mod fremskridtet, hvad enten det er socialisme, islamisme eller økologisme. Hvis man ikke forstår truslen kan man netop forestille sig, hvad disse totalitære ’ismer ville gøre ved den civiliserede og omgængelige adfærd på Enterprise.

Socialisterne, som rendyrkede kollektivister finder man i øvrigt også i skikkelse af det teknologiske mareridt ”the borgs”, der er i besiddelse af en "kollektiv bevidsthed". Islamisme finder man i form af krigeriske civilisationer. Tilsvarende finder man økologisme, i form af kulturer, der har besluttet sig for at låse deres kultur fast på et bestemt stade - til ære for stilstanden og en misforstået respekt for miljøet som værdi-i-sig-selv. Økologisterne i Star Trek, som man af og til besøger, kommer netop til at fremstå lattervækkende, eftersom de får besøg af en menneskelig civilisation, fra hvis side man kan redde liv med overlegen teknologi og kundskaber - erhvervet via åbenhed overfor det nye og dermed også i kraft af manglende respekt for rigide traditioner; og hvor man vel at mærke også takket være sin teknologi kan løse konkrete miljøudfordringer langt bedre end de økologisk stavnsbundne kan!.

Socialisme, som egalitarisme (lighedstrang), handler således ikke om fremskridt (og med undtagelse af de usandsynlige ”borgs) heller ikke om teknologi, men er et gammelt fænomen, der har holdt mennesker tilbage de sidste 130.000 år. Vor tids socialister iklæder sig blot videnskabens gevandter.

Respekten for videnskaben i befolkningen skyldes tværtimod netop liberalismen. Det er liberalismen, der har spredt de videnskabelige landvindinger til den almindelige befolkning. Det er takket være liberalisme, at der er fænomener, som masseproduktion, produktudvikling, billiggørelse o.s.v. Star Trek-serien er da også en kontant og konstant hyldest til mennesker, der får gjort noget, og som ”passer deres arbejde”, om man vil. Man behøver samtidig ikke være en af hovedpersonerne i serien for at gøre en forskel. Af og til er det et af de ukendte medlemmer, der træder til og redder dagen. Og her er en anden undtagelse, der vedrører Star Trek: Universet og Enterprise er ikke befolket af inkompetente, hvor heltene er undtagelser. Heltene er blot dygtigere end resten. (Hvilket står i skrap kontrast til de mange thrillers, hvor praktisk talt alle andre end hovedpersonen er inkompetente, og hvor de fleste andre i thriller-universet enten er korrupte eller ligeglade med, hvad der foregår).

Dertil kommer respekten for forskelligheder og individualitet, som man finder i Star Trek. Hvad angår det sidste, er man dog ganske rigtigt ikke helt konsistent i denne respekt for individuelle forskelligheder. Skal man være kritisk, må man konstatere, at det i Star Trek nogle gange ikke er individualitet, man respekterer. Af og til accepterer man en række former for undertrykkelse i mangfoldighedens (multikulturens) navn. Det man hylder i stedet, bliver så ”grupperettigheder” og/eller ”gruppeidentitet”. Denne inkonsistens kan skyldes, at forskellige forfattere har været involveret i de enkelte afsnit. Det kan også skyldes inkonsistens hos den enkelte forfatter. Sandheden er derfor, at Star Trek ikke er konsistent, og ikke kan sættes i bås politisk, men at der kan identificeres en række positive værdier. Dette har imidlertid ikke forhindret visse ”libertarianere” i at stemple Star Trek som socialistisk, statscentreret, militant og autoritært. Denne fløj har også set sig vred på den økonomi, som findes (eller som rettere stort set ikke findes) i Gene Roddenberrys fremtidsverden. Sagen er imidlertid, at Roddenberry såvel som Rand forsvarer ideen om, at mennesket er et mål i sig selv. (Rand gør det så en del mere konsistent).

Den mest kritiske fløj har derfor ikke forstået Star Treks positive kulturelle betydning, som handler om de karakterer, som man finder i serien herunder deres ret uformelle og tvangfrie kommunikation; og som også handler om, at de hver især har retten til deres individualitet, selvstændighed, rationalitet og faktuelle orientering. Man følger netop ikke blindt kaptajnen.

Den libertarianske surhed over, at der er en hierarkisk struktur på stjerneskibet Enterprise må tilsvarende siges at være malplaceret. Et skib uden en vis grad af hierarkisk struktur og veldefinerede kommandoveje er en praktisk umulighed. Ideen om et stjerneskib drevet i kraft af anarkisme, kan kun siges at være en socialistisk drøm, der intet har at gøre under overskriften ”frihedsorienteret værdikamp”. Det samme gælder naturligvis ideen om, at der skal være lighed på en arbejdsplads. Det er intet andet end anarkistisk socialisme. Der er nu engang ikke lighed i virkelighedens verden. Så hvorfor forsøge at få virkeligheden til at ligne en utopi, som ikke kan lade sig gøre; og som hver gang man forsøger at realisere den, viser sig at være et mareridt i praksis?

Så uanset om Enterprise var statsejet eller privatejet måtte strukturen selvsagt være hierarkisk. Det er forudsætningen for at man kan føre et hvilket som helst skib. Hvorfor ødelægge forudsætningerne for, at man kan udrette noget, blot for, at man kan insistere på at opføre sig barnagtigt, og lege at der ikke er forskel på intelligens, evner, talenter, ambition, vision, forståelse, dygtighed og så videre? Det er netop hvad de der ønsker at udbrede demokratiet til arbejdspladsen forsøger: Man vil ophæve virkelighedens forskelle og insistere på det egalitære, uanset konsekvenserne. Så heldigvis er strukturen på Star Trek, som på et hvert andet fartøj af en vis størrelse hierarkisk – uanset om det er militært eller civilt. Virkelighedens verden vil altid have nogle, der er ansvarlige indenfor bestemte områder, og som derfor har mere at skulle sige indenfor disse områder end andre.

I samme omfang har man fra den mest kritiske libertarianske fløj i vid udstrækning heller ikke forstået forudsætningerne for økonomisk fremgang. For disse handler som bekendt ikke blot om spille-regler. Det er med andre ord helt forkert, at fokusere på, om Enterprise er statsejet eller ikke (på samme måde som det er, at beklage sig over hiearkiet); eller for den sags skyld om der er en guldstandard eller ej i Roddenberrys univers (!) Forudsætningerne for at man måske en gang i fremtiden vil kunne nå i retning af en fremtidsverden ala Star Treks, forsætter nu engang som det primære, at mennesker er selvstændige, uafhængige, rationelle og fornuftsorienterede, og det er netop dette som science fiction-serien indeholder og viderebringer som en positiv værdi.

Med Star Trek findes således netop en ret vigtig undtagelse til alle de sociale bøvehoveder, som moderne fiktion, som film og tv-serier er smækfyldte af. I Star Trek står man overfor problemer, som man løser ved at bruge sin fornuft og de midler, man har til rådighed. Man kommer for det meste hele vejen rundt i brugen af intellektuelle redskaber til at tackle de mest forskelligartede udfordringer: samfundsvidenskab, kulturforståelse, matematik, psykologi, teknik, ingeniørvidenskab, lægevidenskab, militærstrategi, m.m. I vor tids amerikanske ”sitcoms” findes Star Treks personligheder derimod praktisk talt ikke længere: Her bruges i stedet 25 minutter på oneliners og gentagelsesfyldt tomgang. Noget af dette er underholdende på kort sigt, men det er aldrig virkeligt udfordrende. Det er samtidig yderst sjældent inspirerende. På vores side af Atlanten er det endnu værre. Her findes praktisk talt ingen forbilleder, men mere rædselsfuldt stort set kun socialrealistiske serier – ofte krimiserier, eller serier om papfædre og skilsmissebørn.

Med andre ord så er heltene, som de findes i Star Trek, forsvundet fra Europa. Dette er naturligvis helt i overensstemmelse med at den eneste ”helt” på kontinentet efterhånden er blevet Staten, der giver tilskud og krisehjælp til den stadigt voksende andel af befolkningen, der så kulturelt "hjælpes" til at miste troen på dem selv. I staten har man netop brug for via kulturen at fremstille de almindelige borgere, som ofre og hjælpeløse. Her udfylder de statslige eller statsstøttede tv-kanaler, deres opgave til punkt og prikke. - Derfor er der samtidig grund til at glæde sig over, at det private SBS-net for tiden genudsender Star Trek, der også langt overgår de "moderne" Science Fiction-serier, der kvæler sig selv i mysticisme – hvilket både gælder for Battlestar Galactica samt den ulidelige båndsløjfe - Stargate.

Star Trek er således fiktion, der tjener et formål ved at være inspirerende og visionær. Det er et alternativ til den moderne amerikanske dumsmarte dåselatter og den ligeså ulidelige europæiske grædekone-tv-serie. Med Star Trek er der i stedet tale om rollemodeller, forbilleder og helteskikkelser, sådan som man også kender dem fra De tre musketerer (Dumas), Ivanhoe (Scott), Jules Vernes og Victor Hugos bøger samt også tegneseriernes verden. Der er tale om mennesker, der handler ud fra nogle bestemte værdier; og hvor karaktererne i et eller andet omfang også udvikler sig, eftersom de fra forfatterens hånd har mulighederne for det. Om heltene i så fald befinder sig på et statsejet stjerneskib er i sagens natur underordnet.

Med andre ord bør fiktion ikke mindst handle om individer, man kan relatere sig til, eftersom de har positive holdninger og værdier, man kan genkende, forstå og bruge i praksis. Gary McGath forklarer en del af denne værdifuldhed i essayet Star Trek lives!:

”The "Optimism Effect" is the view of the future which Star Trek provides. It is a "vision of a brighter future of man, and of a world characterized by hope, achievement and understanding." Star Trek's presentation of such a future provides an image of success which can encourage someone seeking success for himself.

The Optimism Effect is not only a statement about the future, it is a statement about the nature of reality. In facing difficulties, discovering their nature and sources, and overcoming them, the Star Trek characters show "that the mind can understand reality and be a useful tool of survival." This philosophical optimism puts Star Trek in contrast with the view, which is prevalent today, that reality is malevolent and incomprehensible.

Closely related to the Optimism Effect is the "Goal Effect." This is the presentation of the idea "that important goals are worthwhile, worth striving for and -- attainable." Every episode of Star Trek deals with the seeking and attaining of important goals -- the saving of a life, a planet, or even a galaxy, the correction of an injustice, the attainment of co-operation between civilizations. ”

---

Læs mere i Gary McGath Star Trek Lives! (Blandt andet om Gene Roddenberrys interesse for Ayn Rand)

Johan Norberg - Ten favourite TV serials: Captain Kirk’s impulsive urge to liberty and Mr Spock’s rationality made this 60s classic the first really optimistic science fiction series, combining action and ideas. “To boldly go where no man has gone before”, is the noblest battle cry ever.

Warp speed Libertarianism af Alberto Mingardi (Negativt syn fra "libertarianer")

Was Spock an Austro-libertarian? af Jack Maturin (Positivt syn fra "libertarianer")

Ayn Rand – the Romantic Manifesto - Kunst har et psykologisk formål ifølge Ayn Rand. Dette formål handler ikke mindst om inspiration og motivation.

Anders Næsby i Jyllands-Posten - Kronik: Da helten forsvandt fra historien

Star Trek på COIN-bloggen.

En plan for Liberalisterne: til angreb på Venstre (om liberalisme som et koncept)

Hymne og menneskets omgivelser i fremtiden (Om miljøbevægelsen og Ayn Rand, Isaac Asimov, Aldous Huxley og George Orwell).

Wikipedia – Star Trek

Wikipedia - Gene Roddenberry

Den sociale vs. den objektive virkelighed

De fleste har sikkert hørt begrebet overforbrug. Mange har dog sikkert ikke taget præcis stilling til, hvad det er begrebet egentlig går ud på. Dermed får termen lov til at eksistere på samme uklare vilkår, som forsigtighedsprincip, samfundsnytte, risikosamfund, sammenhængskraft eller den sociale massegrav.

Tænker man nærmere over det, vil man kunne konstatere, at der som oftest er en tendens til, at det er de samme personer man omgås, der benytter sig af ovenstående hob af vage og udefinerede begreber, hvad enten de så er nye eller gamle. Omvendt kan man iagttage, at sproglig klarhed typisk er noget karakteristisk for en anden type individ. Det vil sige, enten er en person forståelig, eller også er han/hun det ikke. Og måske er sidstnævnte det netop i kraft af, at ovennævnte vage og udefinerede begreber flyder fra vedkommende i en lind strøm.

Hvis en person udtrykker sig klart og tydeligt, vil man således som hovedregel kunne forvente, at det altid vil forholde sig sådan. En person, som man stoler på – måske bankrådgiveren – vil ikke pludselig begynde at tale om ”forsigtighedsprincip” eller samfundsnytte, mens han/hun kigger på én, efter den gænges sociale gengældelsesreaktion i form af ansigtsudtrykket, der skal signalere, at man er helt og aldeles indforstået med begrebets indre sandhed, selv om det simpelthen ikke kan være tilfældet i kraft af begrebets iboende uklarhed.

I grove træk kan man derfor lave en sondring mellem de mennesker, der ganske ukritisk overtager nye og moderne begreber, og som bruger og misbruger dem, - og så dem, der kun vil benytte sig af et nyt begreb, hvis de gennem personlig stillingtagen har besluttet sig for, at begrebet er gyldigt; det vil sige: hvis udtrykket rent faktisk siger noget om virkeligheden; hvilket atter vil sige hvis termen efter tænkning og overvejelse er vurderet til at være beskrivende for en gældende tilstand, proces eller situation.

Ikke kun begreber men også ideer og værdier

Ifølge forfatteren Ayn Rand skyldes den ovenstående forskel på mennesker, som man kan iagttage i det daglige, vel at mærke som oftest noget langt mere fundamentalt end blot to uens tilgange til sproget.

Forskellen handler i stedet ofte om, at personer i en mere omfattende forstand overtager, hvad der er i samfundet, uden at tage stilling, om det rigtigt eller forkert, sandt eller falskt.

Der er således ikke blot tale om den ukritiske overtagelse af moderne fritsvævende termer, men også - og typisk på samme tid - om ideer, ideologier, teorier, værdier eller hele vendinger, som man måske har læst sig til i Politiken, eller som man er blevet udsat for på universitet.

Der vil altså typisk være et sammenfald mellem de der overtager ideer og værdier ukritisk, og så de der abonnerer på det sidste nye indenfor vagt, uklart og udefinerligt sprog.

Hvad angår den anden kategori, det vil sige dem der har en virkelighedsbaseret standard og nogle krav til, om de vil benytte sig af det nye, jf. afsættet i ”sandt eller falskt”, lyder dette formodentlig uhyrligt, sådan som det er beskrevet. For sidstnævnte vil det umiddelbart vil være svært at tro, at andre blot overtager noget, fordi ”det er der” i