Konservativt enogtyvepunktsprogram for personligt ansvar?

"Nøgletemaerne [i moderne borgerlig politik] er stærk økonomi, global konkurrenceevne, velfærd, miljø og sikkerhed. Nu vil nogle med næsen begravet i støvede ideologiske opslagsværker måske tænke, at et par af de politiske overskrifter ikke hører til på den borgerlige fløj, men deri tager de fejl. Netop politiske områder, som venstrefløjen i mange år har forsøgt at monopolisere, er ved at løbe dem af hænde".

- Det skriver Brian Mikkelsen i dagens JP-kronik, hvor han senere yderligere fremhæver, at de borgerlige har overtaget venstrefløjens mærkesager. Dette gælder ikke mindst miljø-spørgsmål.

Overskriften henviser i øvrigt til, at Mikkelsen mener, at Connie Hedegaard (hende der sammenligner mennesker med græshopper ) har startet en "grøn revolution", der med et enogtyvepunktsprogram skal revolutionere miljø- og energipolitikken "med vægt på det personlige ansvar"…

Altså en slags konservativ miljø-kanon fra højeste sted? Konservative kommer således nærmest permanent rendende med nye stentavler bestående af påbud og forbud, og kalder så deres krav, restriktioner og forskrifter for god borgerlig politik. Overskriften for Brian Mikkelsens kronik er Europa går mod højre. I kraft af indholdet kunne man også have valgt "Det borgerlige Europa går mod venstre".

Copenhagen Institutes afsæt for at forhold sig til miljøspørgsmål lyder i øvrigt således:

I den vestlige og industrialiserede del af verden lever mennesker i dag længere, og er sundere end nogen sinde før. Industrialiseringen, og den velstand som den kapitalistiske arbejdsdeling har medført, har samtidig gjort det muligt at brødføde stadigt flere mennesker jorden over.

De teknologiske revolutioner har ikke bare direkte ført til bedre levevilkår. De har samtidig skabt langt mere behagelige omgivelser for mennesket - sammenlignet med industrialderens begyndelse.

Med dette in mente kan det derfor virke paradoksalt, at miljøpolitikken har en så fremtrædende rolle i den aktuelle debat.

I Copenhagen Institute vil vi ikke desto mindre søge at deltage så fordomsfrit som det er muligt, når det kommer til de former for potentielle trusler og faretruende scenarier, som kan fremmanes i forbindelse med spørgsmål om globalisering - herunder den tredje verdens industrialisering - eller fremvæksten af ny teknologi.

Tekstens udformning skyldes ikke mindst, at man skal være nærmest blind, for ikke at kunne se sammenhængen mellem den politiske radikalisering (i socialistisk retning) på offentlige universiteter i USA og Europa fra og med 1970'erne, - og så fremvæksten af den moderne miljøbevægelse. Derfor er der tilsvarende en logisk grund til at være skeptisk overfor miljø-lobbyen - jævnfør netop den velstandsskabelse, der er opstået i kraft af en fri økonomi.

Det er nu engang fri samhandel og fri produktion, der har forbedret vores omgivelser, sådan at vores omgivelser bedre lever op til vore egne behov. I 1970’ernes USA førte man vel at mærke netop – også inspireret af naturkonservatisme - en katastrofal energipolitik, hvor man ville styre økonomien (og tage hensyn til miljøet via statslige indgreb), som så i praksis styrkede et Mellemøsten, man havde været langt bedre tjent ved ikke at begunstige med oliepenge.

Nogen skepsis over miljøbevægelsen utidige fremkost i 1970’erne, hvor almindelige borgeres velstand var højere end nogen sinde, og hvor vi dermed tilsvarende havde distanceret os fra den natur, der dræber som følge af knapheden der findes i før-industrielle samfund, som følge af banale infektioner, mangel på rent og rindende vand - den skepsis finder man tydeligvis ikke hos i den konservative partitop.

- Og hvad var det lige, der legitimerede en genoplivelse af naturromantikken i 1970’erne; – altså ud over at markedsøkonomien havde vist sig at være en fantastisk succes, og derfor netop – i modsætning til socialismen – var det som satte os fri fra det usle liv, der kendetegner en tilværelse tættere på naturens præmisser?

Staten og de konservative

Den konservative begejstring for miljøsagen hænger rent faktisk sammen med den generelle konservative begejstring for en stærk, omfangsrig og dikterende stat – jf. også mængden af krav og påbud, som konservative i almindelighed er leveringsdygtige i.Forklaringen på Brian Mikkelsens opremsning af det, han mener kun tilsyneladende er modstridende politiske sager, er yderligere at konservative nu engang har en tendens til at smide alverdens modstridende elementer ned i samme gryde, og så kalde det for konservatisme eller borgerlighed. Der er simpelthen heller intet nyt under solen i den forstand. Som konservativ har man altid været tilhænger af mere marked og mere stat. Man vil på samme tid gerne have fri prisdannelse og priskontrol. Eller mere natur og mere kultur. Man er tilsvarende sympatisk indstillet overfor såvel socialisme og liberalisme. Konservative er dermed de ultimative ”balancekunstnere” i dansk politik.

Arven fra Hegel

En af kilderne til den politiske trang til at ville blæse og have mel i munden, er ikke mindst den tyske konservative filosof Hegel, der troede at man kunne blande alverdens politiske modsætninger, og så opnå en bedre syntese.

Hos de konservative bryder man sig derfor netop ikke om principper. Og i kraft af den manglende interesse for at identificere rigtige og forkerte principper, ser man derfor ikke, at modstridende ideer bygger på bestemte principper og helt grundlæggende forskellige (og uforenelige) forudsætninger - herunder afgørende forskelle på menneskesyn. I stedet er man bare generelt sympatisk indstillet. For alle mener jo angiveligt noget godt med hver deres projekt. - Så hvad kunne være bedre end om man forsøgte at forene det modstridende?

Brian Mikkelsen har derfor samtidig ikke ret i, at der med hvad han præsenterer er tale om "moderne" konservatisme. Der er tværtimod tale om klassisk tysk konservatisme, der fører til mere politisk ufrihed og en mindre fri økonomi, som det gælder alle andre kollektivistiske retninger, hvor man vil bestemme over andres liv og adfærd. Hvad angår venstreorienterede konservative som Brian Mikkelsen kan man derfor i vid udstrækning også forstå dem som det mest ekstreme eksempel på den danske politiske pragmatisme, der handler om, at man skridt for skridt giver køb på egne værdier for at vinde magten.

Resultatet af denne adfærd, hvor man den ene dag taler om frihed, ejendomsret og retssamfund - og den næste dag om ”sammenhængskraft”, støtte til kultur, uddannelse, miljøprojekter, tvungen bistand, en stærk velfærdsstat o.s.v. o.s.v., er netop den konkrete og løbende efterrationalisering, som man finder i den konservative lejr. Denne efterrationalisering handler derfor udelukkende om, at man har travlt med at retfærdiggøre det eksisterende (og alle disse modstridende projekter, der baserer sig på enten et forsvar for frihed og så omvendt lighedstrangen, som de konservative gerne vil være en del af). - Mere er der simpelthen ikke i de konservatives interesse for miljøbevægelsen: At den nu har været forholdsvis stærk i ca. 30-40 år. Den anses derfor for at være blevet bevaringsværdig, og vurderes til at være en del af kulturarven. (Og at der ikke kan forventes dybere kriterier kan man forvisse sig om ved netop at konsulterer de andre "kanoner" - herunder den for kultur, som konservative præsenterer befolkningen for.

En af grundene til, at man som konservativ ikke forsvarer sig mod det, man ikke bryder sig om, men i stedet med tiden giver efter - og efterrationaliserer, er i øvrigt også, at konservatisme i høj grad netop bygger på tyske filosoffer, for hvem staten var langt vigtigere end det civile samfund; og hvor menneskets frihed til at tænke og handle i frihed tilsvarende betyder langt mindre. Derfor støtter man som konservativ i almindelighed projekter, der styrker staten på frihedens bekostning. (Måske bryder man sig ikke specielt meget om det konkrete projekt, men at staten gives mere magt kan man da forstå). I det konkrete tilfælde hvad angår miljø, bakker man derfor også op, selv om miljøbevægelsens mål ikke er bedre omgivelser for mennesker, men at promovere miljøet som en værdi-i-sig-selv.

Hvis målet var at forbedre menneskers omgivelser yderligere, så måtte man tværtimod tage fat på at gøre op med klientskabelse - også hvad angår "udviklingslande"; sænke skatterne, og reducere den offentlige sektor - sådan at det atter kunne betale sig at producere - og dermed netop at forandre og skabe velstand - altså også ved at ændre på omgivelserne, og forandre materiale i naturen til noget, der kan bruges til at opfylde vore egne behov.

Kan man præsentere de konservative for ét stort fælles projekt, hvor individuel frihed skal ofres til fordel for noget, som nogen finder er "en større sag", kan man derfor også roligt regne med, at opbakningen - eller som udgangspunkt interessen - vil være til stede. Balancegangen, som de konservative mystikere også taler om, har i praksis vist sig ikke at eksistere: Konservative vælger ad de små skridts vej altid mere stat frem for mere civilsamfund.

---

Artikler om konservatisme:

Liberalist, socialist eller særling?

Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”

De andres idéer

Hvem tager ansvar for uddannelsen?

Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”

Mange danskere lider under den forestilling, at velfærden og velstanden i Danmark skyldes en særlig ”balancegang”.

De Konservative holder jf. deres valgplakater særligt meget af balanceretorikken, hvor forskellige begreber balanceres op i mod hinanden. Det kan være stat og marked, miljø og marked eller vækst og velfærd, der tildeles rollen som yin og yang. -Således hævdes det, at velfærden i Danmark skyldes en særlig balancegang mellem stat og marked.

Hvis dette er noget, man lærer på Statskundskab har jeg imidlertid ikke hørt efter. Derimod skal jeg gerne indrømme, at jeg hørte så meget sludder – ikke mindst fra de undervisere, der viftede med rapporter fra ”Center for Alternativ Samfundsanalyse”, der er en af de mange (yin-yang-)institutioner, der forsvarer den herskende velfærdsstatstilstand, som den naturlige, at jeg ikke vil udelukke, at det efterfølgende er kokset for mange; og at man derfor har taget tilflugt i denne form for buddhistisk retorik.

Ikke desto mindre, er det med et afsæt i politisk eller økonomisk teori vanskeligt, at tage en påstand alvorligt, der henviser til en ”særlig balance”. Sådan en påstand må henføres til mysticisme. Det kan samtidig ikke siges at være harmløst at bruge retorikken hverken overfor de brede masser - eller i samtale med akademiske kolleger, af den simple grund, at den måde at udtrykke sig på, virker fordummende.

Balancesludderet gør os uegnede til at forvalte det, vi har arvet fra tidligere, hårdt arbejdende og (ofte mere) intelligente generationer. Om noget burde det i stedet være en konservativ mission, at forsvare evnen til at gøre tingene bedre, og ikke bruge tiden på at udsende den ene pressemeddelelse efter den anden med krav om nye forbud og nye begrænsninger for menneskers handlefrihed; mens man taler om ting, der skal afbalanceres - ovenfra og nedefter.

Sandhedsværdien i påstanden, om en særlig balancegang kan med lidt god vilje siges, at bestå i, at det nuværende skattetryk samt den historiske gældsætning i Danmark er det økonomiske grundlag for mængden af modtagere af offentlige ydelser samt antallet af offentligt ansatte ( jf. CEPOS omfattende dokumentation, der blandt andet er baseret på tal fra finansministeriet).

Det vil sige: Mængden af skattekroner opkrævet, svarer til mængden af personer, der lever af disse midler. Der er ”balance”.

I andre lande er balancen imidlertid en helt anden. Blandt andet er der i disse lande flere selvforsørgende. Udenfor landets grænser findes eksempler på en udbredt grad af velstand. Men samtidig er staten, det vil sige den offentlige sektor langt mindre. Den offentlige sektors påvirkning i sådanne lande er ligeledes lavere, når det gælder mængden af regulering og indblanding i det civile samfund. Balancen er anderledes. Eksempelvis fylder det civile samfund mere.

Sådanne indsigter gør ondt på mange. Mange steder er indbyggerne rigere, sundere og mere afbalancerede, end vi er det. Og politikere bestemmer samtidig mindre. Hvad skal de dog bruge de indsigter til?

Jævnfør sammenhængen mellem evnen til produktiv adfærd og økonomisk handlefrihed, er det derfor mere korrekt at sige, at forudsætningen for finansieringen af en offentlig sektor som den danske, er en velfungerende og konkurrencedygtig markedsøkonomi.

Det vil sige: Den ”særlige balance” skyldes, at den offentlige sektor i Danmark i vid udstrækning ikke detailstyrer markedsøkonomien, men ”nøjes” med at beskatte den private sektor.

At den nuværende ”balance” mellem stat og marked, i modsætning til andre lande, ikke har ødelagt incitamenterne til at investere i dansk økonomi (men ikke desto mindre har formindsket den private sektor samt øget den økonomiske afhængighed) handler således ikke mindst om laissez-faire; hvilket er noget, der historisk set har været en væsentlig forudsætning for økonomisk forbedringer, - og dermed helt nye ”balancer”.

Kyoto-tilhængernes balancevrøvl

På Copenhagen Institutes hjemmeside kan man finde flere henvisninger til Kyoto-tilhængernes argumentation om balance og harmoni. Den filmaktuelle Al Gore har eksempelvis skrevet en bog, der hedder "Earth in the Balance".

Problemet med balanceargumentationen er, at Jorden ikke var i balance, heller ikke før mennesker udviklede sig fra vores mere abelignende forfædre.

Jorden har rent faktisk aldrig været i balance. Jordens historie er historien om evolution frem mod noget nyt og hidtil uset - såvel før som efter, mennesker dukkede op. Og de geologiske klimadata viser, at fraværet af balance også gælder temperaturen.

Altså: Ingen balance og ingen harmoni. Ideerne om balance og harmoni er således menneskeskabte. De ideer findes blandt mange andre steder i buddhismen. Og begreberne er i høj grad nyttige inden for mange områder, men blot ikke, når det gælder klimaforskning.

Ideen om, at jorden kan være i en temperaturmæssig balance, er dermed forkert. Klodens historie begyndte - ud fra en menneskelig målestok - kaotisk.

Da jorden afkølede, stabiliserede overfladen sig ganske vist, men imidlertid ikke frem mod nogen balance. De sidste 65 millioner år har hovedtendensen, det vil sige over det lange stræk, været kendetegnet ved afkøling.

Det er imidlertid for tidligt at sige, om der er tale om en klar tendens; selv om man kunne antage, at afkøling ville være det naturlige i takt med, at Jorden blev ældre.

Alligevel bliver klimalobbyen ved med at insistere på balance og harmoni, også når det gælder Jorden. Der er tale om ønsketænkning: Det er antagelig rart for balancefolket at tænke på, at man befinder sig på en planet, der er kendetegnet ved en slags hviletilstand. Nogle taler sågar om "Gaia", det vil sige om jorden som ét (holistisk) levende væsen. Men selv de mere jordbundne klimapolitikere abonnerer indirekte på balance-ideerne.

Ovenstående virker muligvis uvedkommende for mange. Men balanceideen er ikke desto mindre afsættet for modstanden mod de "fossile" brændstoffer. Først kommer verdensbilledet om balance. Derefter identificerer balancemenneskene det, der forrykker den balance, som de selv har fundet på.

De fossile brændstoffer skader ifølge retorikken således balancen, der vel at mærke ikke findes. Det gør de "fossile brændstoffer" ifølge det, der desværre er mainstream i dag, eftersom der er tale om "gammel" energi fra undergrunden, der hentes op til overfladen og afbrændes af de slemme industrialister, og som dermed svækker balancen - der ikke findes; hvorimod "ny" energi: Olie, metan med mere produceret fra overfladen bevarer balancen (der ikke findes); og som gør industrialisterne lidt mindre slemme i balancefolkets øjne.

Energi fra overfladen hævdes således at være "CO2-neutral" i henhold til "balancen", der vel at mærke ikke findes.

For at opsummere, så har Jorden aldrig nogen sinde befundet sig i en klimabalance eller i nogen anden form for harmonisk hviletilstand. Påstanden har været sværmerisk fra begyndelsen.

Tidligere bragt i Jyllands-Posten, d. 30. september 2006.