Folketingsvalget: som man spørger får man svar

180grader.dk har en test, hvor man angiveligt kan finde ud af hvem, man bør stemme på. Når der skrives "angiveligt", skyldes det, at Berlingske.dk også har en test. Nu er begge spørgefunktioner blevet afprøvet af skribenten; og resultatet var ikke ensartet.

Borgerlige partier lå naturligvis i begge tilfælde i top. Der er ingen sympati herfra at finde for venstreorienterede socialistiske partier.

Men det var to forskellige partier, der lå øverst i de to tests. Hos 180grader.dk blev der anbefalet nogle bestemte kandidater fra et parti. Hos Berlingske Tidende blev som topscorer anbefalet et andet parti, hvis kandidater var at finde længere ned på listen hos 180grader.

Uden at afsløre hvad resultatet blev, kan man sige, at forskellen nok ligger i, at man fra 180graders side har fokuseret på beskatning, mens man hos Berlingske Tidende har fokuseret mere på værdier/kultur. Det kan også nævnes, at der i begge tilfælde i toppen blev anbefalet henholdsvis kandidater og henholdsvis et parti, som undertegnede indtil nu endnu ikke tidligere har stemt på. Men da begge partier er borgerlige, er de naturligvis ikke afskrevet (Resultaterne stimulerer tværtimod interessen).

Nogle hævder i øvrigt, at sådanne tests ikke kan måle intensitet. Men det kan de godt. Man kan indføre den mulighed, at man skal angive, hvor meget vægt det enkelte spørgsmål/svar skal have (evt. på en skal fra 1-5) i den samlede besvarelse. Men selv om man gjorde dette stod man stadig med det forhold, at spørgsmålene er stillet af nogle andre end én selv.

Her er derfor et bedre valgråd, end det som Berlingske og 180graders robotter giver: Stil dine egne spørgsmål og besvar dem selv. Find et blankt stykke A4-papir og skriv eksempelvis de fem hovedtemaer ned, som valget efter din egen mening burde handle om.

Vigtigere end det at stemme er det i øvrigt at kæmpe for sine holdninger i det daglige. Men hvis man kan finde et parti, der forsvarer frihedsrettighederne inklusive den private ejendomsret men også ytringsfriheden, fordi de to rettigheder er uadskillige i praksis, bør man stemme på det.

En anden måde at formulere dette på er, at socialistiske partier helt grundlæggende ikke respekterer de individuelle frihedsrettigheder, og derfor bør man ikke stemme på et parti, der bygger på et socialistisk grundlag.

180grader.dk's stemmeguide

Berlingske Tidendes politiske test

Fordummende fodboldsnak fra Lykke Friis

På EU-bloggen hos Berlingske Tidende, der bestyres af Lykke Friis findes fra den 15. oktober en postering med overskriften Fri foran mål. I omtalen af Lykke Friis på bloggen står der, at hun i snart 15 år været kendt som den ekspert, medierne går til, når de skal have forklaret, hvad EU er for en størrelse. Problemet er dog, at Lykke Friis i stedet for at forklare hvad EU er for en størrelse meget ofte bruger tiden på, at tale om det rene ingen ting, og at meget tid i stedet bruges på fodboldanalogier.

Læser man det seneste indlæg på Berlingske Tidendes hjemmeside, er man også nødt til at beskrive det, der står, som "tom snak". Helt konkret er der tale om fodboldsnak plus snik snak om politiske ligegyldigheder. Meget tyder (i kraft af de mange år med fodboldsnak) desværre på, at Lykke Friis ser politik som et fodboldspil. Det er bare en vildfarelse af dimensioner at gøre dette; og at man har levet under den vildfarelse i 15 år er bestemt ikke noget at være stolt af.

Ligesom andre kommentatorer og politiske "analytikere" på Berlingske Tidende bruges derfor uforholdsvist megen tid på at beskrive de allermindste politiske manøvrer her og nu. "Spin" og de marginale emner der diskuteres ”på den korte bane” for nu at bruge et fodboldudtryk analyseres ned i mindste detalje på bekostning af, at tale om det der er essentielt, og det er i overskriftsform ”principperne for politikken” (mere om de principper senere).

Et eksempel fra den aktuelle postering forfattet af Lykke Friis: Bulgarien er optaget af, at euro også skal skrives på kyrillisk – evro! – hvorimod østrigerne pludselig kæder traktaten sammen med en verserende sag om de mange tyske medicinstuderende på de østrigske universiteter. Så meget for Bulgarien og Østrig. Man kunne så umiddelbart konkludere, at man fra den side er hujende ligeglade med hvad politikken på det mere overordnede plan bliver. Men det er naturligvis ikke sandt. Det er de mange millioner borgere, der bor i de to lande selvfølgelig ikke.

Sandheden er bare, at Lykke Friis ikke forholder sig til politikkens kerne. Denne kerne handler ikke mindst om magtens afgrænsning, men det er bare ikke et udtryk, der bruges i fodboldens univers. EU er ikke desto mindre et samarbejde mellem stater, der har monopol på magtanvendelse; og hvert enkelt stat skal derfor, hvis ikke friheden i Europa skal trædes under fode, have grænser opstillet for hvad, statsapparatet skal bruges til.

EU-samarbejdet er ikke desto mindre en videreførelse af den socialdemokratiske national-stat, hvor man har ophævet grænserne for politik. Lykke Friis’ snik snak dækker dermed over, at der er indført et politisk samarbejde, hvor den samme grænseløshed indenfor medlemsstaternes territorium er ved at gøre sig gældende i en regional sammenhæng. Blot er det værd at bemærke at den folkelige kontrol, hvad angår EU, praktisk talt er ikke-eksisterende: Der er ikke en europæisk offentlighed, der holder øje med det der foregår; og Lykke Friis bidrager på ingen måde til meningsfuldt til at skabe den.

Fodboldanalogien skader i stedet konstruktionen af en sådan offentlighed, jævnfør det forhold at politik handler om magtanvendelse, mens fodbold er noget, der foregår i frivillighed. Fodbold finansieres ved frivillig indbetaling. Hver eneste krone i EU samarbejdet er derimod fratvunget borgerne med magt. Og alligevel opfører man sig i EU fuldstændigt nonchalant med de midler, man råder over. Man eksperimenterer, støtter snart det ene, så det andet. Man fører sig kort sagt frem for ikke ”lånte” men konfiskerede midler. Og problemet er ikke EU's aktuelle størrelse og de mange milliarder, der allerede misbruges på landbrugsstøtte og diverse former for regional-støtte-eksperimenter, men tværtimod retningen, der betyder mere magt til et skadeligt og overvejende socialistisk projekt (der intet har at gøre med at indføre fri handel og fri konkurrence, som naturligvis er noget dimentralt modsat ovenstående og ganske positivt).

”Reformtraktaten”

Det afsæt som Lykke Friis bruger til at kæde sin aktuelle ”namedropping” af forskellige landes (altså bestemte individer fra disse landes) krav sammen i sin postering, er så den aktuelle debat i EU-regi om "reformtraktaten". Det er denne traktat, som er en modificeret udgave af et forsøg på at indføre en forfatning i EU-samarbejdet, men som fik en så dårlig modtagelse af befolkningen i centrale lande (Frankrig og Holland), der er med i samarbejdet, at man til sidst opgav at få den til afstemning i samtlige lande, endsige at få traktaten vedtaget.

Nu har man fra de politiske beslutningstagere og bureaukraternes side så reformeret dette dokument, hvorefter en del tyder på, at man fra EU-ledernes side vil forsøge at vedtage dokumentet - men denne gang uden at lade Europas befolkninger stemme om dette dokument, der vel at mærke er noget, der har sin oprindelse i et forfatningsprojekt.

Ovenstående lyder da ellers som konfliktstof. Her må der gemme sig en historie (ikke mindst den der handler om fraværet af folkelig kontrol): det vil sige, at man forsøger at få Europas befolkninger til at stemme ja til noget; men fejler; og så bagefter forsøger at undgå at spørge befolkningerne en gang til. Dette kan da kun dække over reelle modstridende og væsentlige holdninger (og ikke interessen for kyrilliske bogstaver, jævnfør omtalen af Bulgarien foroven).

Men der er faktisk endnu mere påtrængende og principielle spørgsmål end dette om ”reformtraktaten”. Det mest vigtige kernespørgsmål vil man imidlertid på ingen måde kunne nå frem til, hvis man forsøger at orientere sig om EU-stoffet ved at læse Berlingske Tidende - måske med undtagelse af debatsiderne.

Det som man ikke kan sætte sig ind via Berlingske er EU-samarbejdets konsekvenser for de individuelle frihedsrettigheder, og dermed også for skabelsen af velstand.

Disse frihedsrettigheder afvikler eurokraterne skridt for skridt og erstatter dem med ”kræverettigheder” ("sociale" rettigheder eller "materielle rettigheder"), hvor de politiske beslutningstagere og administratorerne køber sig klienter ved at tilbyde disse ydelser med de midler, som de konfiskerer fra borgerne.

Eurokraternes største ønske (noget som man arbejder henimod og dermed også må se som noget de ønsker sig) er umiddelbart af få mulighed for at beskatte direkte. Det næsthøjeste ønske fra deres side er blot at få endnu flere skattekroner via medlemsstaterne.

Derimod er der allerede i dag faktisk intet område i EU-samarbejdet, hvor man ikke kan opleve, at der findes en eller anden tilskudsordning fra EU-apparatets side; eller noget som helst område, hvor man ikke blander sig fra regional side, sådan som det tidligere kun var den socialdemokratiske national-stat beskåret at gøre det.

Grænseløsheden er med andre ord allerede en realitet. Den eneste virkelige udfordring for de grænseløse er i praksis hvilken yderligere magt, man fra EU's side kan sikre sig; og p.t. handler det i høj grad om at opnå flere opkrævede skatter. Over tid vil en større administration finansieret med flere midler, så også arbejde i retning af en øget politisk magt; og så vil man stadigt mere kunne opleve konstruktionen af en regional udgave af de formynderiske nationale socialdemokratier.

Læser man Lykke Friis postering fra den 15. oktober kan i stedet godt få fornemmelsen af at befinde sig i en dagligstue – eller på en fodboldbane – hvor alle reglerne er vedtaget på forhånd. - Men er dette imidlertid ikke den helt centrale forskel på fodbold og så politik: at der i politik ikke er enighed om reglerne, at politik ikke er et spil, og at politik i stedet handler om magtanvendelse ikke mindst i Europæisk forstand – også historisk set (Samt at europæiske politikere i meget vid udstrækning har udvist en ganske ringe respekt for frihedsrettighederne og dermed for politikkens afgrænsning). Alligevel har Lykke Friis brugt fodbold-spillet som forståelsesramme i 15 år. - Hvorfor er der ingen, der har sagt noget til hende?

Læs også Nej til EU-reform(forfatnings)traktaten

Husk konteksten Niels Krause-Kjær

Hos Berlingske Tidende skriver Niels Krause-Kjær at [h]vis man vælger at kæmpe for ytringsfrihed i Danmark, må det føles som at sparke helt åbne døre op. Udover et par imamer m.fl. er der jo ingen - ingen - der sætter spørgsmålstegn ved den. Konteksten er at Niels Krause-Kjær mener, at Trykkefrihedsselskabet er tidsspilde.

Undertegnede skrev en kort kommentar i MetroXpress vedrørende den samme påstand i 2006, som svar på en klumme af forfatteren Mathilde Walter Clark, der den 3. marts det år spurgte om der på noget tidspunkt i forløbet [har] været en principiel trussel mod ytringsfriheden [egen fremhævelse].

Mit svar lød således:Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer selvfølgelig ikke fra Tøger Seidenfaden eller Uffe Ellemann. Den principielle trussel kommer fra dem, der via lovgivning ønsker at begrænse ytringsfriheden yderligere. Sådanne indskrænkninger blev forsøgt vedtaget den 31. januar i år [2006] i Storbritannien. Forslaget om nye begrænsninger på ytringsfriheden blev afvist med kun én stemmes flertal. Her var der således en konkret og principiel trussel mod denne fundamentale frihedsrettighed. Det der typisk leder op til sådanne lovforslag er netop de krav, der kommer fra f.eks. politisk religiøse om at lade ”tonen” bestemme. En anden fare kommer fra dem, der direkte truer redaktører, tegnere og forfattere. Det sker også i Danmark. [fremhævelse i denne anledning]

Altså var én stemme det eneste, der skilte lovgiverne i vores naboland, når det gælder stramninger i ytringsfriheden. (Måske husker man de protester, der var imod lovforslaget fra en række kendte britiske komikere, som netop er de første der ville blive ramt, eftersom lovgivningen netop handlede om, at man ville forhindre, at nogle blev kede af det).

Det er altså ikke blot forstyrrede isolerede personer, der truer tegnere som er et problem. I England er og var der tydeligvis en principiel trussel mod ytringsfriheden.

Det eneste der kan diskuteres i Danmark er så hvor langt vi er fra sådanne forslag. Og det har vel at mærke aldrig været Trykkefrihedsselskabets mission at fokusere på disse enkeltstående individers trusler, men på det generelle og principielle problem.

Sagen er jo, at der i dagens Danmark findes mennesker som ud fra bevidst formulerede ideologier ønsker at afvikle de individuelle frihedsrettigheder, og skridt for skridt indføre teokrati.

Deres arbejde er et ”langt sejt træk”. Men hvor langt de kom i England, med hjælp fra lokale, der var villige til at file på ytringsfriheden det vidner jo om, at deres arbejde skrider "fremad".

Så dette er ikke et særligt dansk problem. Det er europæisk og globalt. Og trykkefrihedsarbejdet skal naturligvis også ses i denne sammenhæng.

Det er faktisk gådefuldt, at Niels Krause-Kjær åbenbart ikke er i stand til at se sammenhængen mellem eksistensen af Trykkefrihedsselskabet - og så politisk islam i Europa, og at han nærmest skriver som om selskabet er opstået uden dette grundlag.

Læste han selskabets artikler, må det dog hurtigt blive klart for de fleste at disse netop handler om at beskrive – og i bedste fald bremse - den islamisering, der finder sted i såvel Danmark som Europa.

Mange akademikere inklusive undertegnede har desværre været alt for sløve til at tage denne islamisering alvorligt. Og når man læser Niels Krause-Kjærs kommentar kan man godt få indtryk af, at han stadigvæk ikke engang har lagt mærke til dette politiske fænomen.

Det er lidt lige som med terrorisme-debatten: Når nogen tages til fange af politiet for at have planlagt terrorisme eller når der begås terrorisme, så debatteres dette kun i det, man kan kalde ”terrorismens kontekst”.

På samme måde debatterer man så reaktionerne på tegningerne i ”tegningernes kontekst”.

Fællesnævneren er ikke desto mindre den totalitære politiske islam. Men den er der bare mange, der ikke vil forholde sig til.

(Dette minder også lidt om de mennesker, der glemmer, at alle de forbrugsgoder, der findes i rigt udvalg skyldes en levende og dynamisk industri. Og når man glemmer dette, er der så også en tendens til, at man lægger disse producenter i lænker; netop fordi man ikke forstår, hvor livgivende og positiv, deres adfærd er).

Men disse mennesker, der begår terrorhandlinger – (men for den sags også den religiøse, der blot ringer og truer en redaktør eller en tegner) er vel at mærke motiverede af noget, der har fyldt en meget stor del af deres liv i årtier – ja måske hele deres liv. Og hvad er det? - Det er naturligvis det religiøse verdensbillede, som er det samme som gør, at andre trosfæller så arbejder mere bevidst og langsigtet på at reducere ytringsfriheden og på at indføre teokrati.

Hvordan opnås dette politiske mål om teokratisering og islamisering så i lande, der har meget lange traditioner for ytringsfriheden (jævnfør også Storbritannien)?

- Ja, man kræver naturligvis ”blot” at religioner mere generelt skal have en særstatus, og så vil man på den måde indføre diverse former for ”tonelovgivning”.

Man vil således lovgive imod det man kalder ”hadefuld tale". Man arbejder på denne måde ganske lidt bombastisk; og man får i vid udstrækning nogle andre til at arbejde for sig. Dem, der gør arbejdet (som det også har været tilfældet i Storbritannien), er netop de som ikke forstår hvorfor ytringsfriheden er vigtig for disse grupper at afvikle.

Men de naive forstår samtidig ikke hvorfor forsvaret for ytringsfriheden må og skal være principiel: altså at man forsvarer ytringer som ikke gør nogen fysisk skade, men som nogle ganske vist ikke bryder sig om. (Og hvis det ikke er Krause-Kjær, der vil give efter, men blot vil forholde sig retten til at være ignorant, så finder man nogle, der er lidt mere "fleksible" i forholdet til denne frihed). Og det er sjovt nok ofte også de samme personer, der i den ringeste grad respekterer den private ejendomsret, man kan finde som "ytringsfrihedsafviklere" i diverse parlamenter (som det britiske).

Så islamisterne finder altså fælles sag, eller blot nogle man kan kalde ”politiske sagførere” med de, der hader de individuelle frihedsrettigheder allermest – eller blot de, der i allerringeste grad forstår værdien af dem. Disse individer findes i praksis på venstrefløjen. Det er netop her, at det har vist sig at være lettest for islamister at blive medlemmer af europæiske politiske partier.

Krause-Kjær giver således i sin klumme indtryk af, at han ikke rigtigt har forstået det, vi oplevede i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger og senere med de svenske tegninger.

Men hvis man ihukommer konteksten for at fokusere på ytringsfriheden, altså at der er en bestemt politisk ideologi - politisk islam, hvor man som led i sine politiske aktiviteter arbejder på at afvikle ytringsfriheden sammen med afviklingen af en række andre friheder, burde missionen være til at forstå.

Personligt tror jeg også, at Trykkefrihedsselskabet som sådan (og ikke blot det arbejde som mange andre gør for at forklare ytringsfrihedens værdi i det daglige) gør en vigtig forskel, eftersom det desværre i al for vid udstrækning har været forbeholdt en afgrænset del af de borgerlige for alvor at tage den politiske islam alvorligt.

Her tror jeg, at Trykkefrihedsselskabet bidrager som "brobygger" om man vil: det vil sige brobygger til den del af de borgerlige, der stadigvæk ikke har forstået, at den aktuelle form for Islam er en trussel mod friheden i Europa; og at det også er denne Islam, der holder Mellemøsten tilbage i materiel såvel som kulturel forstand.