”Hver femte dansker mellem 16 og 66 år lever fortsat af penge fra det offentlige og står uden arbejde”. Det kan man læse i Erhvervsbladet fra den 22. januar i dette nye år. Der er med andre ord tale om en arbejdsløshed i Danmark på ”oppe mod 20 procent”, som det udtrykkes i artiklen.
Danmark fik som bekendt en såkaldt borgerlig regering tilbage i 2001. Ved ethvert folketingsvalg fra og med dette år husker de fleste vel de hujende VU’eres sejrsgjalden over ”de røde”.
Danmark havde fået en borgerlig-liberal regering, sang man. Det var bare mest at beskrive som et mantra. Man råbte højt. Det kunne ikke modsiges. Det passede bare ikke.
Ved flere lejligheder er det således blevet foreslået, at man gjorde op med de meget generøse dagpengeordninger, samt andre former for overførselsindkomster herunder SU-systemet, diverse orlovsordninger betalt via skatten, samt en række andre ”gratisydelser”, der øger tilbøjeligheden til lediggang.
Men intet tyder altså på, at man er villig til tage fat på afviklingen af disse umoralske former for straf på produktiv adfærd, som det er når man tager fra de som laver noget, og giver til dem, der ikke gør det. Råderetten over ejendom er naturligvis hos de, som retmæssigt erhverver den.
Meget tyder i stedet på, at den ”borgerlige-liberale” regering har redet med på en bølge af økonomisk dynamik, der mere er kommet udefra landets grænser - frem for, at der er tale om noget, der har rod i økonomiske reformer herhjemme. Overordnet har man jo i flere større europæiske lande gennemført nogle reformer, der har bevirket lavere arbejdsløshed dér.
Det er også værd at huske på at man i Østeuropa efter murens fald markant har fået mere købedygtige og produktive samfund; altså netop fordi man i de lande sagde farvel til kollektive og socialistiske inspirerede ordninger. Det vil sige ordninger, som netop er årsagen til den høje ledighed herhjemme.
Så måske rider vi mest med på en bølge, som ”borgerlige” politikere ikke har den store medansvarlighed for.
Og hvis man i gode tider har en så høj arbejdsløshed, som man har glemt at forholde sig til, hvad mon der så sker, når tiderne bliver dårlige?
Lige nu er der således ifølge artiklen i Erhvervsbladet ”701.000 personer i den erhvervsaktive alder, som står uden arbejde, og i det tal indgår ikke ledige på dagpenge. Heller ikke personer, der er på kontanthjælp, og som står til rådighed for arbejdsmarkedet, er talt med”.
Danmark har tydeligvis mere end nogen sinde brug for en borgerlig-liberal regering; en regering, hvori man laver noget.
Viser indlæg med etiketten Beskæftigelse. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Beskæftigelse. Vis alle indlæg
23. januar 2008
4. september 2007
Realløn og beskæftigelse i EU
For et år siden var den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent i EU på 8 procent. Nu er den på 7,1.
Årsagerne til den lavere arbejdsløshed skal blandt andet findes i frimarkedsreformer, der har gjort det lettere og mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte. De konkrete reformer er muligvis også inspireret af danske forhold, hvor man netop har relativt let ved at hyre og fyre; hvor fleksibiliteten er relativt høj og hvor ledigheden tilsvarende er lav.
Journalisten Ralph T Niemeyer [se artikel nederst], der bringer den positive nyhed om lavere ledighed i avisen EU Reporter giver imidlertid udtryk for skepsis og bekymring i forbindelse med den lavere ledighed, eftersom mange af de, der nu får sig et arbejde bliver ”kastet ud” på arbejdsmarkedet til en ganske lav løn.
Niemeyer konstaterer som led i sin argumentation, at den lave løn, som flere ansættes til i eksempelvis Tyskland betyder, at efterspørgslen på varer og serviceydelser falder. Pointen med at nævne dette fra Niemeyer side er formodentlig, at den lavere efterspørgsel så forventes at reducere den økonomiske aktivitet generelt; og at det på denne måde antages, at den højere beskæftigelse vil være kortsigtet og/eller at den højere beskæftigelse modsvares af stigende fattigdom.
Problemet for Niemeyer er bare, at fuld beskæftigelse og fri prisdannelse, hvad angår løn, i praksis fører til øget købekraft og dermed en forbedret realløn for alle i et frit samfund. Dette sker helt på samme måde, som når Robinson Crusoe skaber sig en bedre tilværelse (alene) gennem en målrettet arbejdsindsats. I en markedsøkonomi går det blot stærkere med at skabe velstand, eftersom man er flere om at skabe den og altså ikke mindst i kraft af arbejdsdeling og specialisering, (som naturligvis ikke er en mulighed, der er åben for Robinson.). Flere hænder i arbejde skaber derfor mere velstand, og ikke mindre; derfor forbedres også det som man kan købe for sin løn, også selv om lønnen for visse grupper på kort sigt skulle falde nominelt.
Fagforeningsretorik
For den danske læser lyder det måske også intuitivt paradoksalt, at flere i arbejde i sidste instans skulle føre til lavere produktivitet! Vi hører ikke desto mindre også retorikken herhjemme. I Danmark har argumentationen om, at fri løndannelse vil føre til en ond spiral i form af fattigere forbrugere bare ikke haft en praktisk betydning for arbejdsmarkedspolitikken. Der er især tale om en retorik, der promoveres fra fagforeningers side.
Det er derfor de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.
Udbud og efterspørgsel
Postulatet om at lav løn går hånd i hånd med øget forarmelse og reduceret velstandsskabelse, går således ud på, at arbejdere kan få en så lav løn (som følge af konkurrence om jobbene), at de ikke har råd til at købe så meget som de kunne tidligere.
Sandt er det således, at udbuddet af arbejdskraft stiger (som følge af arbejdsmarkedsreformer). Og at arbejdsgiverne derfor alt andet lige - som følge af det højere udbud – efterfølgende kan tillade sig at betale en lavere nominel løn. Den lavere løn fører nu på kort sigt til, at de arbejdere, der berøres af dette fænomen reducerer deres efterspørgsel på varer og serviceydelser. Problemet er imidlertid, at man ignorerer hvad der efterfølgende ret hurtigt sker med priserne - i kraft af det stigende udbud af arbejdskraft.
Da man ignorer det sidste (og antager priserne for upåvirkede af produktionsindsatsen) påstås det derfor, at virksomhedernes indtjening, så vil reduceres, som følge af det mindre købestærke publikum. Incitamentet til at producere forventes derfor at falde, og så - hævdes det - falder efterspørgslen på arbejdskraft, og lønningerne vil ifølge doktrinen derfor fortsætte med at falde. Det hævdes derfor, i kraft af, at man ignorerer den afledte effekt på prisniveauet, at den lavere løn blot fører til endnu lavere løn; og at den oprindelige årsag til en lønsænkning (det vil sige reformer der øger incitamentet til at søge arbejde) derfor bliver startskuddet til en permanent negativ spiral, hvor det oprindelige fald i den nominelle løn fører til et nyt fald, o.s.v.
Hvad man overser, er imidlertid netop, at den øgede produktivitet, der følger af at flere kommer i arbejde, også betyder at udbuddet af varer øges, og at priserne på varer og serviceydelser derfor også falder sammen med lønningerne!
Fejltagelsen fra fagforeningernes side består derfor ikke mindst, i at man udelukkende fokuserer på løn, og ikke på hvad der sker med prisniveauet generelt. Når man reformerer arbejdsmarkedet, ved eksempelvis at fjerne minimumslønninger; - når man reducerer statsstøtten til dagpenge; - samt når man ændrer på reglerne hvad angår kontanthjælp i nedadgående retning, ja - så betyder alt dette som det netop er konstateret: at flere efterfølgende vil bidrage til samfundets samlede produktion. Virksomheder, der har brug for flere hænder kan derfor med den øgede arbejdskraft, der stilles til rådighed producere mere og sælge flere varer og ydelser. Og når dette sker – så øges dermed også udbuddet af det som virksomhederne tilbyder – hvilket derfor tilsvarende fører til lavere priser også her (og altså ikke kun hvad angår prisen på arbejdskraft).
Priserne på varer og serviceydelser
Det er således ikke kun lønningerne der reduceres som følge af ovenstående reformer men på sigt også prisniveauet for varer og serviceydelser. På sigt bliver købekraften derfor uforandret, og i kraft af at flere som følge af arbejdsmarkedsreformerne er kommet i arbejde, øges vel at mærke også tempoet for velstandsskabelse yderligere, end det ellers ville være tilfældet.
Ovenstående er således en vigtig del af forklaringen på, at der ikke opstår en negativ spiral, som følge af de lavere lønninger, som flere i arbejde fører til. Og påstanden om at lavere løn, som følge af et stigende udbud af arbejdskraft forringer købekraften for en del af befolkningen, og derfor har en negativ effekt på produktionen over tid, - kan derfor afvises.
Flere hænder og hjerner i arbejde øger velstanden i samfundet
Lavere beskæftigelse og fri løndannelse betyder dermed som det vigtigste, at flere bidrager til, at der bliver produceret varer og serviceydelser. Hver enkelt bidrager til at det går lidt hurtigere med at skifte de gamle maskiner ud med nogle der er nyere og mere effektive.
Reformer der reducerer mængden af overførselsindkomster gavner derfor også, de der (nominelt) går ned i løn, - eftersom priserne - med en vis forsinkelse - følger med ned. Og selv hvis priserne ikke fulgte med ned, så bidrog den øgede produktivitet imidlertid alligevel til, at det man kunne købe for sin løn var mere værd, end det var tilfældet før sådanne reformer.
Reformerne betyder som bekendt også, at færre vil være arbejdsløse, og at færre derfor ikke længere skal forsørges af enten deres familier eller af det offentlige. De penge som der spares på overførselsindkomster betyder derfor også, at skatterne kan sænkes. Og de lavere skatter øger yderligere incitamenterne til produktiv adfærd.
På kort sigt vil man imidlertid ganske rigtigt, som man også kan iagttage det i Tyskland, se at efterspørgslen på varer og ydelser vil falde, når lønningerne reduceres, eftersom priserne på varer ikke falder på samme tid, som der er tilfældet med priserne på arbejdskraft – men altså i stedet med en vis forsinkelse. Men så snart det sidste sker (og i kraft af de øvrige dynamiske faktorer), vil alle imidlertid opleve, at man som følge af øget velstandsskabelse og mere uhindret produktivitet kan købe det samme og mere for sin løn i forhold til situationen før arbejdsmarkeds-reformerne.
Hvis det sidste ikke var tilfældet ville det også være vanskeligt at forklare, hvordan en voksende befolkning i vesten de sidste to hundrede år ikke har betydet, at vi er blevet fattigere – men som bekendt rigere. Årsagen til at det sidste har været tilfældet, er derfor, at reallønnen er afhængig af arbejdskraftens produktivitet, og at denne produktivitet atter er afhængig af et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked (d.v.s. et hvor det kan betale sig at forbedre sine kvalifikationer) tilføjet alle de øvrige faktorer, der udgør en levende og velfungerende markedsøkonomi.
Økonomen George Reisman gør i sit hovedværk Capitalism i kapitel 14 netop op med ovenstående fordomme om en ond spiral, en påstand der blandt andet stammer fra marxistisk udbytningsteori.
Under overskriften Determination of Real Wages by the productivity of labor konstaterer Reisman, at [W]ith a constant productivity of labor, increases in the supply of labor and consumers’ goods take place in the same proportion and cause equal reductions in wage rates and prices in the face of constant demands for labor and consumers’ goods, leaving real wages the same. (Capitalism pp. 618). Samme sted gør Reisman tilsvarende opmærksom på, at de byrder, der er pålagt produktive skatteydere i kraft af den høje arbejdsløshed, de via den øgede beskæftigelse nu reduceres ved at antallet af individer på forsørgelse nedbringes. Hele George Reismans Capitalism kan downloades som pdf via www.capitalism.net.
Artikel i EU Reporter: Ralph T Niemeyer - “Working Poverty Rate”: EU unemployment rate down to 7.1%
Årsagerne til den lavere arbejdsløshed skal blandt andet findes i frimarkedsreformer, der har gjort det lettere og mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte. De konkrete reformer er muligvis også inspireret af danske forhold, hvor man netop har relativt let ved at hyre og fyre; hvor fleksibiliteten er relativt høj og hvor ledigheden tilsvarende er lav.
Journalisten Ralph T Niemeyer [se artikel nederst], der bringer den positive nyhed om lavere ledighed i avisen EU Reporter giver imidlertid udtryk for skepsis og bekymring i forbindelse med den lavere ledighed, eftersom mange af de, der nu får sig et arbejde bliver ”kastet ud” på arbejdsmarkedet til en ganske lav løn.
Niemeyer konstaterer som led i sin argumentation, at den lave løn, som flere ansættes til i eksempelvis Tyskland betyder, at efterspørgslen på varer og serviceydelser falder. Pointen med at nævne dette fra Niemeyer side er formodentlig, at den lavere efterspørgsel så forventes at reducere den økonomiske aktivitet generelt; og at det på denne måde antages, at den højere beskæftigelse vil være kortsigtet og/eller at den højere beskæftigelse modsvares af stigende fattigdom.
Problemet for Niemeyer er bare, at fuld beskæftigelse og fri prisdannelse, hvad angår løn, i praksis fører til øget købekraft og dermed en forbedret realløn for alle i et frit samfund. Dette sker helt på samme måde, som når Robinson Crusoe skaber sig en bedre tilværelse (alene) gennem en målrettet arbejdsindsats. I en markedsøkonomi går det blot stærkere med at skabe velstand, eftersom man er flere om at skabe den og altså ikke mindst i kraft af arbejdsdeling og specialisering, (som naturligvis ikke er en mulighed, der er åben for Robinson.). Flere hænder i arbejde skaber derfor mere velstand, og ikke mindre; derfor forbedres også det som man kan købe for sin løn, også selv om lønnen for visse grupper på kort sigt skulle falde nominelt.
Fagforeningsretorik
For den danske læser lyder det måske også intuitivt paradoksalt, at flere i arbejde i sidste instans skulle føre til lavere produktivitet! Vi hører ikke desto mindre også retorikken herhjemme. I Danmark har argumentationen om, at fri løndannelse vil føre til en ond spiral i form af fattigere forbrugere bare ikke haft en praktisk betydning for arbejdsmarkedspolitikken. Der er især tale om en retorik, der promoveres fra fagforeningers side.
Det er derfor de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.
Udbud og efterspørgsel
Postulatet om at lav løn går hånd i hånd med øget forarmelse og reduceret velstandsskabelse, går således ud på, at arbejdere kan få en så lav løn (som følge af konkurrence om jobbene), at de ikke har råd til at købe så meget som de kunne tidligere.
Sandt er det således, at udbuddet af arbejdskraft stiger (som følge af arbejdsmarkedsreformer). Og at arbejdsgiverne derfor alt andet lige - som følge af det højere udbud – efterfølgende kan tillade sig at betale en lavere nominel løn. Den lavere løn fører nu på kort sigt til, at de arbejdere, der berøres af dette fænomen reducerer deres efterspørgsel på varer og serviceydelser. Problemet er imidlertid, at man ignorerer hvad der efterfølgende ret hurtigt sker med priserne - i kraft af det stigende udbud af arbejdskraft.
Da man ignorer det sidste (og antager priserne for upåvirkede af produktionsindsatsen) påstås det derfor, at virksomhedernes indtjening, så vil reduceres, som følge af det mindre købestærke publikum. Incitamentet til at producere forventes derfor at falde, og så - hævdes det - falder efterspørgslen på arbejdskraft, og lønningerne vil ifølge doktrinen derfor fortsætte med at falde. Det hævdes derfor, i kraft af, at man ignorerer den afledte effekt på prisniveauet, at den lavere løn blot fører til endnu lavere løn; og at den oprindelige årsag til en lønsænkning (det vil sige reformer der øger incitamentet til at søge arbejde) derfor bliver startskuddet til en permanent negativ spiral, hvor det oprindelige fald i den nominelle løn fører til et nyt fald, o.s.v.
Hvad man overser, er imidlertid netop, at den øgede produktivitet, der følger af at flere kommer i arbejde, også betyder at udbuddet af varer øges, og at priserne på varer og serviceydelser derfor også falder sammen med lønningerne!
Fejltagelsen fra fagforeningernes side består derfor ikke mindst, i at man udelukkende fokuserer på løn, og ikke på hvad der sker med prisniveauet generelt. Når man reformerer arbejdsmarkedet, ved eksempelvis at fjerne minimumslønninger; - når man reducerer statsstøtten til dagpenge; - samt når man ændrer på reglerne hvad angår kontanthjælp i nedadgående retning, ja - så betyder alt dette som det netop er konstateret: at flere efterfølgende vil bidrage til samfundets samlede produktion. Virksomheder, der har brug for flere hænder kan derfor med den øgede arbejdskraft, der stilles til rådighed producere mere og sælge flere varer og ydelser. Og når dette sker – så øges dermed også udbuddet af det som virksomhederne tilbyder – hvilket derfor tilsvarende fører til lavere priser også her (og altså ikke kun hvad angår prisen på arbejdskraft).
Priserne på varer og serviceydelser
Det er således ikke kun lønningerne der reduceres som følge af ovenstående reformer men på sigt også prisniveauet for varer og serviceydelser. På sigt bliver købekraften derfor uforandret, og i kraft af at flere som følge af arbejdsmarkedsreformerne er kommet i arbejde, øges vel at mærke også tempoet for velstandsskabelse yderligere, end det ellers ville være tilfældet.
Ovenstående er således en vigtig del af forklaringen på, at der ikke opstår en negativ spiral, som følge af de lavere lønninger, som flere i arbejde fører til. Og påstanden om at lavere løn, som følge af et stigende udbud af arbejdskraft forringer købekraften for en del af befolkningen, og derfor har en negativ effekt på produktionen over tid, - kan derfor afvises.
Flere hænder og hjerner i arbejde øger velstanden i samfundet
Lavere beskæftigelse og fri løndannelse betyder dermed som det vigtigste, at flere bidrager til, at der bliver produceret varer og serviceydelser. Hver enkelt bidrager til at det går lidt hurtigere med at skifte de gamle maskiner ud med nogle der er nyere og mere effektive.
Reformer der reducerer mængden af overførselsindkomster gavner derfor også, de der (nominelt) går ned i løn, - eftersom priserne - med en vis forsinkelse - følger med ned. Og selv hvis priserne ikke fulgte med ned, så bidrog den øgede produktivitet imidlertid alligevel til, at det man kunne købe for sin løn var mere værd, end det var tilfældet før sådanne reformer.
Reformerne betyder som bekendt også, at færre vil være arbejdsløse, og at færre derfor ikke længere skal forsørges af enten deres familier eller af det offentlige. De penge som der spares på overførselsindkomster betyder derfor også, at skatterne kan sænkes. Og de lavere skatter øger yderligere incitamenterne til produktiv adfærd.
På kort sigt vil man imidlertid ganske rigtigt, som man også kan iagttage det i Tyskland, se at efterspørgslen på varer og ydelser vil falde, når lønningerne reduceres, eftersom priserne på varer ikke falder på samme tid, som der er tilfældet med priserne på arbejdskraft – men altså i stedet med en vis forsinkelse. Men så snart det sidste sker (og i kraft af de øvrige dynamiske faktorer), vil alle imidlertid opleve, at man som følge af øget velstandsskabelse og mere uhindret produktivitet kan købe det samme og mere for sin løn i forhold til situationen før arbejdsmarkeds-reformerne.
Hvis det sidste ikke var tilfældet ville det også være vanskeligt at forklare, hvordan en voksende befolkning i vesten de sidste to hundrede år ikke har betydet, at vi er blevet fattigere – men som bekendt rigere. Årsagen til at det sidste har været tilfældet, er derfor, at reallønnen er afhængig af arbejdskraftens produktivitet, og at denne produktivitet atter er afhængig af et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked (d.v.s. et hvor det kan betale sig at forbedre sine kvalifikationer) tilføjet alle de øvrige faktorer, der udgør en levende og velfungerende markedsøkonomi.
Økonomen George Reisman gør i sit hovedværk Capitalism i kapitel 14 netop op med ovenstående fordomme om en ond spiral, en påstand der blandt andet stammer fra marxistisk udbytningsteori.
Under overskriften Determination of Real Wages by the productivity of labor konstaterer Reisman, at [W]ith a constant productivity of labor, increases in the supply of labor and consumers’ goods take place in the same proportion and cause equal reductions in wage rates and prices in the face of constant demands for labor and consumers’ goods, leaving real wages the same. (Capitalism pp. 618). Samme sted gør Reisman tilsvarende opmærksom på, at de byrder, der er pålagt produktive skatteydere i kraft af den høje arbejdsløshed, de via den øgede beskæftigelse nu reduceres ved at antallet af individer på forsørgelse nedbringes. Hele George Reismans Capitalism kan downloades som pdf via www.capitalism.net.
Artikel i EU Reporter: Ralph T Niemeyer - “Working Poverty Rate”: EU unemployment rate down to 7.1%
1. august 2007
Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme
Ifølge Hans-Jørgen Pahlke fra fagforeningen 3F får jordbærplukkere i Danmark en uanstændig lav løn. Bærplukning er som bekendt blot ét af de steder, hvor Danmark har fået besøg udefra i form af tilrejsende arbejdskraft fra Østeuropa. Det kan derfor tydeligvis godt betale sig for nogle mennesker, at forlade Polen eller måske Østtyskland for at plukke bær eller gå med aviser i Danmark.I praksis må den lave løn her - eller i Tyskland, hvor man netop har afsluttet en diskussion om mindsteløn, derfor virke som et anstændigt og godt tilbud sammenlignet med hvad der blev tilbudt derhjemme. Her spiller den nominelle løn – og den relative forskel på løn mellem fastboende og tilrejsende – derfor åbenlyst en mindre rolle, end hvad man som produktiv indvandrer kan købe for lønnen. Med andre ord: købekraften er det centrale. Om man får halvt så meget som andre i Danmark er i praksis mindre vigtigt; ellers ville man simpelthen ikke rejse hertil.
Men rent faktisk er købekraften altid vigtigere end hvad man nominelt får i løn. Købekraften er tilsvarende (objektivt set) altid vigtigere, end hvad man får i forhold til andre. Det illustrative bevis på at købekraften er vigtigere end den nominelle løn, er selvfølgelig, hvis hele befolkningen på samme tid blot tilførte et ”0”, på samtlige mønter og pengesedler og hvad der stod på diverse konti. Mængden – og værdien - af varer, der kunne købes ville i så fald være nøjagtig den samme. Penge er i al deres simpelhed som bekendt blot et middel til at handle med. Det interessante er helt og aldeles hvad der bliver produceret, og hvad der dermed i praksis er til rådighed. De tilrejsende ”østarbejdere” kommer derfor fra lande, hvor der som følge af socialisme og tilstræbt planøkonomi er produceret ganske lidt; hvor investeringen i effektive maskiner over tid har været lav; og hvor man derfor skal arbejde meget mere for at opnå det samme, som man skal i Danmark. Tilsvarende kan man derfor tage til Danmark, og med den samme indsats som i Polen eller Østtyskland opnå meget mere – takket være en højere købekraft.
Med andre ord: penge er ikke magiske. Deres købekraft er dermed ikke en kraft, der findes iboende i pengene selv. ”Kraften” som pengene har, skyldes i stedet, hvad der findes udenfor; det vil sige hvad der eksisterer som følge af produktiv kapacitet. (Og kort fortalt er årsagen til en højere købekraft ikke mindst højt ydende maskiner, der øger arbejdskraftens værdi).
Tilstræbt planøkonomi forringer købekraften
Produktiviteten i Østeuropa har over tid – i kraft af tilstræbt planøkonomi – været lav. Derfor er mængden af goder til rådighed tilsvarende – relativt set - begrænset. Og derfor er købekraften, det vil sige det som man kan købe for sin indkomst, tilsvarende lav. Keine hexerei, nur behändichkeit, siger tyskerne. Man kan ikke blive rigere ved at trykke pengesedler. Man kan tilsvarende ikke omfordele sig til velstandsskabelse. Man kan derimod vælge det rigtige økonomiske system. Og man kan i kraft at det rette system, derefter producere en masse varer og ydelser samt maskiner (som har værdi), - og så øges købekraften.
Vil man øge sin egen købekraft, må man derfor producere noget, som andre gerne vil købe. Men langt vigtigere end dette, er det nu engang at man befinder sig indenfor et økonomisk system, hvor produktivitet og velstandsskabelse i almindelighed er høj. Før man begynder at producere er det derfor altafgørende, at man finder ud af om man befinder sig i et generelt produktivt samfund. Og her er det derfor en kolossal fordel at befinde sig i et industrisamfund, som det danske, som har nydt godt af en fri markedsøkonomi i årtier, ja i århundreder.
Historien viser heldigvis også, at så snart man indfører en markedsøkonomi, ja så øges produktiviteten og dermed købekraften særdeles hurtigt, eftersom man snart får adgang til den øvrige globale markedsøkonomi – inklusive hvad der produceres i Danmark og Tyskland; og på denne måde gives i hastigt tempo dermed mulighed for at man indhente de lande, der har haft frie økonomier i længere tid. - Kapitalismen er på denne måde særdeles generøs.
Tilhører man derimod et meget lille mindretal i et lukket samfund, der producerer meget, mens alle andre er uproduktive og/eller dovne, og/eller producerer noget med lav værdi, er købekraften tilsvarende lav.
Østeuropæere har siden murens fald ikke desto mindre vist, at det helt centrale problem for dem var det forkerte økonomiske system, og hverken dovenskab eller en iboende manglende evne til kvalitetsproduktion. Så nu hvor østeuropæerne har fået et nyt system ved navn markedsøkonomien, kan man iagttage hvor vigtigt dette system er; og også at tjekker eller polakker er såvel arbejdsomme som kvalitetsbevidste, når blot forudsætningerne – det vil sige det rette system – er til stede. Ud over at være et generøst system diskriminerer kapitalisme derfor tilsvarende heller ikke mellem folkeslag: reglerne og konsekvenserne af at indføre ejendomsret og produktionsfrihed er ens for alle.
Kapitalismen bør snarest udbredes til resten af verden
Købekraften, det vil sige hvad der kan købes og frembringes i kraft af maskiner og som følge af det økonomiske system, er således altid vigtigere end den nominelle indkomst.
I sit hovedværk Capitalism forklarer Økonomen George Reisman særdeles omstændeligt om købekraftens betydning. Den allermest enkle måde at forklare købekraftens betydning på, er måske følgende konstatering: Værdien af det som læseren kan købe, skyldes i et kapitalistisk samfund med udbredt arbejdsdeling altovervejende andre menneskers produktive indsats. Bor man i et afrikansk udviklingsland kan man således slide sig halvt ihjel. Men man vil stort set alligevel ikke kunne købe noget af værdi. Dette skyldes fravær af teknologi og maskiner. Men det skyldes altså også, at omgivelserne (ligesom en selv) ikke producerer noget, der er meget anderledes end hvad der oprindeligt eksisterede i naturen. Mange ugers arbejde hvor flere arbejder sammen kan måske i et lukket land i Afrika resultere i frembringelsen af et primitivt transportmiddel, som en hestevogn. Det er ikke desto mindre den generelt lave produktivitet, der gør at man ikke kan sælge hestevognen for penge, og efterfølgende købe noget af høj værdi og kvalitet hos nogle andre.
Grunden til at man i almindelighed i vores del af verden derfor har råd til en bil, eller til en bolig med el, vand, fjernvarme og så videre har dermed praktisk talt intet at gøre med graden eller omfanget af ens egen arbejdsindsats - når man sammenligner med valget af økonomisk system. Man er derfor i meget vid udstrækning nødt til at være taknemmelig for markedsøkonomien, og den frie samhandel.
Det man som almindelig indkomstmodtager kan købe for sin løn, skyldes dermed først og fremmest og altovervejende det økonomiske system, som man befinder sig. Og ”det økonomiske system” er simpelthen blot et andet ord for måden som individer interagerer med hinanden på i produktiv henseende. - Forudsætninger for at velstandsfrembringende samfund fungerer, er i øvrigt så ikke mindst respekten for den private ejendomsret, der sikrer at det kan betale sig at spare op, sådan at denne opsparing kan bruges til investering i maskiner, der effektiviserer brugen af arbejdskraft.
En personlig lønstigning har derfor tilsvarende stort set intet at sige, når sådanne personlige indkomstforbedringer sættes i forhold til de omgivelser, som man befinder sig i. Man kan således forestille sig en fordobling eller firedobling af en almindelig arbejders lønindkomst i et afrikansk udviklingsland: Det interessante er simpelthen ikke sådanne ændringer men hvad man kan købe for pengene, det vil sige hvad der fysisk er til rådighed og til salg, som ens indkomst kan bruges på. (Man kan således forestille sig at man som enkeltperson i et fattigt land går fra at få fem kroner i timen til 10. Sådanne forandringer har praktisk talt intet at sige. Og hvis alle andre i dette samfund også får en tilsvarende lønstigning annulleres naturligvis helt og aldeles værdien af denne stigning). Det er dermed først hvis andre i almindelighed tilsvarende har produceret meget, at købekraften er høj, sådan som det relativt set er tilfældet, når man sammenligner europæiske nationer med mindre udviklede lande. Forskellen på hvad man nominelt får i indkomst og hvad man eventuelt kan få procentuelt ekstra, hvad angår denne nominelle løn, betyder således intet i forhold til hvilket land og under hvilket økonomisk system, man befinder sig i.
Ovenstående forhold er derfor også forklaringen på, at mennesker, der ikke arbejder specielt hårdt i vores del af verden, men som dog arbejder – kan nyde ekstrem høj velstand sammenlignet med det usle resultat, som hårdt arbejde ofte fører til i et udviklingsland. Og det, at det er købekraften i almindelighed, der betyder noget, - er tilsvarende forklaringen på, at et individ, der arbejder fysisk hårdt i vores del af verden, men som i det store hele ikke bruger sit intellekt tilsvarende kan nyde høj velstand; hvor en person, der arbejder lige så hårdt i et udviklingsland omvendt ikke gør det.
Uretfærdigheden forbundet med ovenstående består derfor først og fremmest i, at man politisk har valgt to forskellige økonomiske systemer; at det fattige land ikke er en del af den globale økonomi; og at man lokalt i det fattige land ikke respekterer ejendomsret, produktionsfrihed og retten til at handle uhindret.
Reformer der gør os rigere
Pointen med ovenstående er ikke mindst at gøre opmærksom på, at hvis man vil forbedre sin egen velstand (og andres), så giver det særdeles god mening at fokusere på forbedringer af det økonomiske systems evne til at fungere. Dette handler derfor – og jævnfør erfaringerne fra Østeuropa – for vores vedkommende også først og fremmest om mere marked og mindre stat:
Omfordeling: hvor man beskatter privatansatte og giver pengene til offentligt ansatte forbedrer således ikke købekraften. På kort sigt flyttes blot købekraft fra private til offentligt ansatte. På længere sig reduceres købekraften for alle – i kraft af, at motivationen til produktiv indsats begrænses som følge af skattetrykket.
Vil man forbedre købekraften for alle er det helt centrale derimod, at man reducerer den offentlige sektor til fordel for den private (sådan som man har gjort det i Østeuropa), og i takt med dette sænker skatterne. Resultatet bliver som for de østarbejdere, der rejser til Danmark, at man kan opnå mere for den samme indsats. Vi behøver bare ikke rejse til et andet land for at blive rigere, men kan nøjes med at ændre på systemet herhjemme.
Tidligere bragt på RÆSONBLOG
Men rent faktisk er købekraften altid vigtigere end hvad man nominelt får i løn. Købekraften er tilsvarende (objektivt set) altid vigtigere, end hvad man får i forhold til andre. Det illustrative bevis på at købekraften er vigtigere end den nominelle løn, er selvfølgelig, hvis hele befolkningen på samme tid blot tilførte et ”0”, på samtlige mønter og pengesedler og hvad der stod på diverse konti. Mængden – og værdien - af varer, der kunne købes ville i så fald være nøjagtig den samme. Penge er i al deres simpelhed som bekendt blot et middel til at handle med. Det interessante er helt og aldeles hvad der bliver produceret, og hvad der dermed i praksis er til rådighed. De tilrejsende ”østarbejdere” kommer derfor fra lande, hvor der som følge af socialisme og tilstræbt planøkonomi er produceret ganske lidt; hvor investeringen i effektive maskiner over tid har været lav; og hvor man derfor skal arbejde meget mere for at opnå det samme, som man skal i Danmark. Tilsvarende kan man derfor tage til Danmark, og med den samme indsats som i Polen eller Østtyskland opnå meget mere – takket være en højere købekraft.
Med andre ord: penge er ikke magiske. Deres købekraft er dermed ikke en kraft, der findes iboende i pengene selv. ”Kraften” som pengene har, skyldes i stedet, hvad der findes udenfor; det vil sige hvad der eksisterer som følge af produktiv kapacitet. (Og kort fortalt er årsagen til en højere købekraft ikke mindst højt ydende maskiner, der øger arbejdskraftens værdi).
Tilstræbt planøkonomi forringer købekraften
Produktiviteten i Østeuropa har over tid – i kraft af tilstræbt planøkonomi – været lav. Derfor er mængden af goder til rådighed tilsvarende – relativt set - begrænset. Og derfor er købekraften, det vil sige det som man kan købe for sin indkomst, tilsvarende lav. Keine hexerei, nur behändichkeit, siger tyskerne. Man kan ikke blive rigere ved at trykke pengesedler. Man kan tilsvarende ikke omfordele sig til velstandsskabelse. Man kan derimod vælge det rigtige økonomiske system. Og man kan i kraft at det rette system, derefter producere en masse varer og ydelser samt maskiner (som har værdi), - og så øges købekraften.
Vil man øge sin egen købekraft, må man derfor producere noget, som andre gerne vil købe. Men langt vigtigere end dette, er det nu engang at man befinder sig indenfor et økonomisk system, hvor produktivitet og velstandsskabelse i almindelighed er høj. Før man begynder at producere er det derfor altafgørende, at man finder ud af om man befinder sig i et generelt produktivt samfund. Og her er det derfor en kolossal fordel at befinde sig i et industrisamfund, som det danske, som har nydt godt af en fri markedsøkonomi i årtier, ja i århundreder.
Historien viser heldigvis også, at så snart man indfører en markedsøkonomi, ja så øges produktiviteten og dermed købekraften særdeles hurtigt, eftersom man snart får adgang til den øvrige globale markedsøkonomi – inklusive hvad der produceres i Danmark og Tyskland; og på denne måde gives i hastigt tempo dermed mulighed for at man indhente de lande, der har haft frie økonomier i længere tid. - Kapitalismen er på denne måde særdeles generøs.
Tilhører man derimod et meget lille mindretal i et lukket samfund, der producerer meget, mens alle andre er uproduktive og/eller dovne, og/eller producerer noget med lav værdi, er købekraften tilsvarende lav.
Østeuropæere har siden murens fald ikke desto mindre vist, at det helt centrale problem for dem var det forkerte økonomiske system, og hverken dovenskab eller en iboende manglende evne til kvalitetsproduktion. Så nu hvor østeuropæerne har fået et nyt system ved navn markedsøkonomien, kan man iagttage hvor vigtigt dette system er; og også at tjekker eller polakker er såvel arbejdsomme som kvalitetsbevidste, når blot forudsætningerne – det vil sige det rette system – er til stede. Ud over at være et generøst system diskriminerer kapitalisme derfor tilsvarende heller ikke mellem folkeslag: reglerne og konsekvenserne af at indføre ejendomsret og produktionsfrihed er ens for alle.
Kapitalismen bør snarest udbredes til resten af verden
Købekraften, det vil sige hvad der kan købes og frembringes i kraft af maskiner og som følge af det økonomiske system, er således altid vigtigere end den nominelle indkomst.
I sit hovedværk Capitalism forklarer Økonomen George Reisman særdeles omstændeligt om købekraftens betydning. Den allermest enkle måde at forklare købekraftens betydning på, er måske følgende konstatering: Værdien af det som læseren kan købe, skyldes i et kapitalistisk samfund med udbredt arbejdsdeling altovervejende andre menneskers produktive indsats. Bor man i et afrikansk udviklingsland kan man således slide sig halvt ihjel. Men man vil stort set alligevel ikke kunne købe noget af værdi. Dette skyldes fravær af teknologi og maskiner. Men det skyldes altså også, at omgivelserne (ligesom en selv) ikke producerer noget, der er meget anderledes end hvad der oprindeligt eksisterede i naturen. Mange ugers arbejde hvor flere arbejder sammen kan måske i et lukket land i Afrika resultere i frembringelsen af et primitivt transportmiddel, som en hestevogn. Det er ikke desto mindre den generelt lave produktivitet, der gør at man ikke kan sælge hestevognen for penge, og efterfølgende købe noget af høj værdi og kvalitet hos nogle andre.
Grunden til at man i almindelighed i vores del af verden derfor har råd til en bil, eller til en bolig med el, vand, fjernvarme og så videre har dermed praktisk talt intet at gøre med graden eller omfanget af ens egen arbejdsindsats - når man sammenligner med valget af økonomisk system. Man er derfor i meget vid udstrækning nødt til at være taknemmelig for markedsøkonomien, og den frie samhandel.
Det man som almindelig indkomstmodtager kan købe for sin løn, skyldes dermed først og fremmest og altovervejende det økonomiske system, som man befinder sig. Og ”det økonomiske system” er simpelthen blot et andet ord for måden som individer interagerer med hinanden på i produktiv henseende. - Forudsætninger for at velstandsfrembringende samfund fungerer, er i øvrigt så ikke mindst respekten for den private ejendomsret, der sikrer at det kan betale sig at spare op, sådan at denne opsparing kan bruges til investering i maskiner, der effektiviserer brugen af arbejdskraft.
En personlig lønstigning har derfor tilsvarende stort set intet at sige, når sådanne personlige indkomstforbedringer sættes i forhold til de omgivelser, som man befinder sig i. Man kan således forestille sig en fordobling eller firedobling af en almindelig arbejders lønindkomst i et afrikansk udviklingsland: Det interessante er simpelthen ikke sådanne ændringer men hvad man kan købe for pengene, det vil sige hvad der fysisk er til rådighed og til salg, som ens indkomst kan bruges på. (Man kan således forestille sig at man som enkeltperson i et fattigt land går fra at få fem kroner i timen til 10. Sådanne forandringer har praktisk talt intet at sige. Og hvis alle andre i dette samfund også får en tilsvarende lønstigning annulleres naturligvis helt og aldeles værdien af denne stigning). Det er dermed først hvis andre i almindelighed tilsvarende har produceret meget, at købekraften er høj, sådan som det relativt set er tilfældet, når man sammenligner europæiske nationer med mindre udviklede lande. Forskellen på hvad man nominelt får i indkomst og hvad man eventuelt kan få procentuelt ekstra, hvad angår denne nominelle løn, betyder således intet i forhold til hvilket land og under hvilket økonomisk system, man befinder sig i.
Ovenstående forhold er derfor også forklaringen på, at mennesker, der ikke arbejder specielt hårdt i vores del af verden, men som dog arbejder – kan nyde ekstrem høj velstand sammenlignet med det usle resultat, som hårdt arbejde ofte fører til i et udviklingsland. Og det, at det er købekraften i almindelighed, der betyder noget, - er tilsvarende forklaringen på, at et individ, der arbejder fysisk hårdt i vores del af verden, men som i det store hele ikke bruger sit intellekt tilsvarende kan nyde høj velstand; hvor en person, der arbejder lige så hårdt i et udviklingsland omvendt ikke gør det.
Uretfærdigheden forbundet med ovenstående består derfor først og fremmest i, at man politisk har valgt to forskellige økonomiske systemer; at det fattige land ikke er en del af den globale økonomi; og at man lokalt i det fattige land ikke respekterer ejendomsret, produktionsfrihed og retten til at handle uhindret.
Reformer der gør os rigere
Pointen med ovenstående er ikke mindst at gøre opmærksom på, at hvis man vil forbedre sin egen velstand (og andres), så giver det særdeles god mening at fokusere på forbedringer af det økonomiske systems evne til at fungere. Dette handler derfor – og jævnfør erfaringerne fra Østeuropa – for vores vedkommende også først og fremmest om mere marked og mindre stat:
Omfordeling: hvor man beskatter privatansatte og giver pengene til offentligt ansatte forbedrer således ikke købekraften. På kort sigt flyttes blot købekraft fra private til offentligt ansatte. På længere sig reduceres købekraften for alle – i kraft af, at motivationen til produktiv indsats begrænses som følge af skattetrykket.
Vil man forbedre købekraften for alle er det helt centrale derimod, at man reducerer den offentlige sektor til fordel for den private (sådan som man har gjort det i Østeuropa), og i takt med dette sænker skatterne. Resultatet bliver som for de østarbejdere, der rejser til Danmark, at man kan opnå mere for den samme indsats. Vi behøver bare ikke rejse til et andet land for at blive rigere, men kan nøjes med at ændre på systemet herhjemme.
Tidligere bragt på RÆSONBLOG
Tiden er inde til at reducere statens størrelse
Ledigheden gør det umulige. Faldet fortsætter overraskende til 3,6 pct. i maj, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Antallet af ledige er nu under 100.000.[…] Det er første gang siden 1970'erne, at under 100.000 er ledige i Danmark. - Det kunne man læse i online-udgaven af Børsen den 28. juni.
Lejligheden bør nu politisk benyttes til at reformere på balancen mellem den offentlige og den private sektor.
For i alt for mange årtier er det gået den forkerte vej: Den private sektor er skridt for skridt blev formindsket på den offentlige sektors bekostning. (Man kan læse mere om den negative udvikling i kommentaren Velfærdsstat og selvværdstab.) Med den aktuelt lave og stadigt faldende ledighed burde det være forholdsvist politisk opportunt, at afvikle diverse styrelser og ministerier. Og hvad man så i praksis begynder at privatisere eller nedlægge kan afhænge af, hvad der politisk er mest belejligt.
Danmarks Radio kunne imidlertid fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.
- I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?
Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv
Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man læser Naomi Kleins bog No Logo (mere her), og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).
Hvad angår forbrugs- og fødevareområdet i det hele taget kunne man også tage fat på at afruste i "krigen" mellem politisk korrekthed på den ene side (økologisk og socialistisk frygtskabelse), og så landbrugsstøtte (et resultat af lobbyisme fra erhvervslivet) på den anden. Med andre ord: Man kunne fjerne landbrugsstøtten og de tilhørende protekionistiske institutioner samtidig med, at man fjernede de mange institutioner, der har travlt med at styre, kontrollere og regulere på landmændenes adfærd. Hvorfor lægge et erhverv for had, og så samtidig sponsorere det med ca. 11 milliarder om året? (Svaret handler utvivlsomt om kontrol). En sådan afrustning ville tilsammen betyde færre politiske klienter, et øget råderum for lavere skatter, og samtidig også en frisætning af mere arbejdskraft til de områder, der kan udnytte de ledige hænder langt mere produktivt (hvad enten de frisatte så er ineffektive landmænd eller bureaukrater).
Problemet med landbrugsstøtten er således, at den gør det rentabelt at være landmand, vel at mærke, når det i tilfældet af et fravær af landbrugsstøtte rent faktisk ville være noget andet, som der var mere efterspørgsel på. Landbrugsstøtten sikrer dermed, at mindre effektive landmænd, ernærer sig indenfor landbruget på forbrugernes - men også de mere effektive producenters bekostning. På samme måde er de mange kontrolinstanser tilsvarende en barriere for såvel konkurrencen som produktiviteten indenfor landbruget. Årsagen til det sidste er som bekendt at det allerstørste incitament til at levere en vare af høj kvalitet er muligheden for at tjene penge på at gøre det. Hvornår har man sidst hørt politikere og bureaukrater kæmpe for landbrugets ret til at konkurrere om at tjene mest? Mentalt har vi i stedet flyttet os i retning imod den kontinental-europæiske ide, der handler om at landbrug mere skal være en kulturel faktor end en økonomisk. Det bør landbrugerne i Danmark ikke finde sig i.
Fortsæt selv med områder, hvor statens størrelse kan reduceres, og hvor der kan findes mere arbejdskraft til den private sektor. Vil man gerne have eksempler på, at en fri og levende privatsektor er et mål, der er værd at kæmpe for, kan man skele til IT-industrien, der netop er en de mest uregulerede og derfor også mest levende sektorer, men også generelt til informations, kultur og nyhedsområdet (DR undtaget), hvor konkurrencen trives.
De strategisk store områder, hvor der som skatteyder kan tjenes penge på, at reducere det offentliges dominans - der findes i form af monopolisering, afgifter, kontrol og styring - er måske først og fremmest energi-, uddannelses-, sundheds- og transportområdet.
Men de ovennævnte kulturelle institutioner er imidlertid vigtige at gøre op med, eftersom de er statens ideologiske instrumenter. Lad derfor de ansatte her få lov til at gå; og lad dem finde andet arbejde i den private sektor. Et lille økonomisk skridt for det frie menneske, men et stort symbolsk skridt for det private danske samfund ville således være en nedlæggelse af Danmarks Radio og Kulturministeriet.
Lejligheden bør nu politisk benyttes til at reformere på balancen mellem den offentlige og den private sektor.
For i alt for mange årtier er det gået den forkerte vej: Den private sektor er skridt for skridt blev formindsket på den offentlige sektors bekostning. (Man kan læse mere om den negative udvikling i kommentaren Velfærdsstat og selvværdstab.) Med den aktuelt lave og stadigt faldende ledighed burde det være forholdsvist politisk opportunt, at afvikle diverse styrelser og ministerier. Og hvad man så i praksis begynder at privatisere eller nedlægge kan afhænge af, hvad der politisk er mest belejligt.
Danmarks Radio kunne imidlertid fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.
- I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?
Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv
Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man læser Naomi Kleins bog No Logo (mere her), og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).
Hvad angår forbrugs- og fødevareområdet i det hele taget kunne man også tage fat på at afruste i "krigen" mellem politisk korrekthed på den ene side (økologisk og socialistisk frygtskabelse), og så landbrugsstøtte (et resultat af lobbyisme fra erhvervslivet) på den anden. Med andre ord: Man kunne fjerne landbrugsstøtten og de tilhørende protekionistiske institutioner samtidig med, at man fjernede de mange institutioner, der har travlt med at styre, kontrollere og regulere på landmændenes adfærd. Hvorfor lægge et erhverv for had, og så samtidig sponsorere det med ca. 11 milliarder om året? (Svaret handler utvivlsomt om kontrol). En sådan afrustning ville tilsammen betyde færre politiske klienter, et øget råderum for lavere skatter, og samtidig også en frisætning af mere arbejdskraft til de områder, der kan udnytte de ledige hænder langt mere produktivt (hvad enten de frisatte så er ineffektive landmænd eller bureaukrater).
Problemet med landbrugsstøtten er således, at den gør det rentabelt at være landmand, vel at mærke, når det i tilfældet af et fravær af landbrugsstøtte rent faktisk ville være noget andet, som der var mere efterspørgsel på. Landbrugsstøtten sikrer dermed, at mindre effektive landmænd, ernærer sig indenfor landbruget på forbrugernes - men også de mere effektive producenters bekostning. På samme måde er de mange kontrolinstanser tilsvarende en barriere for såvel konkurrencen som produktiviteten indenfor landbruget. Årsagen til det sidste er som bekendt at det allerstørste incitament til at levere en vare af høj kvalitet er muligheden for at tjene penge på at gøre det. Hvornår har man sidst hørt politikere og bureaukrater kæmpe for landbrugets ret til at konkurrere om at tjene mest? Mentalt har vi i stedet flyttet os i retning imod den kontinental-europæiske ide, der handler om at landbrug mere skal være en kulturel faktor end en økonomisk. Det bør landbrugerne i Danmark ikke finde sig i.
Fortsæt selv med områder, hvor statens størrelse kan reduceres, og hvor der kan findes mere arbejdskraft til den private sektor. Vil man gerne have eksempler på, at en fri og levende privatsektor er et mål, der er værd at kæmpe for, kan man skele til IT-industrien, der netop er en de mest uregulerede og derfor også mest levende sektorer, men også generelt til informations, kultur og nyhedsområdet (DR undtaget), hvor konkurrencen trives.
De strategisk store områder, hvor der som skatteyder kan tjenes penge på, at reducere det offentliges dominans - der findes i form af monopolisering, afgifter, kontrol og styring - er måske først og fremmest energi-, uddannelses-, sundheds- og transportområdet.
Men de ovennævnte kulturelle institutioner er imidlertid vigtige at gøre op med, eftersom de er statens ideologiske instrumenter. Lad derfor de ansatte her få lov til at gå; og lad dem finde andet arbejde i den private sektor. Et lille økonomisk skridt for det frie menneske, men et stort symbolsk skridt for det private danske samfund ville således være en nedlæggelse af Danmarks Radio og Kulturministeriet.
13. december 2006
Velfærdsstat og selvværdstab
Den tyske Journalist Olaf Gersemann udgav i 2004 bogen "Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality". Bogen handler om forskellen på USA, og så europæiske lande som Frankrig og Tyskland. Med et meget omfattende statistisk materiale dokumenterede Gersemann, hvorfor disse ledende eurolande ikke er forbilleder, hvad angår beskæftigelse og økonomisk vækst. Det er en europæisk realitet, der efterhånden er ved at trænge ind.
Blandt de myter om USA, som Gersemann gjorde op med, var blandt andet den om, at mindstelønnen i USA er så lav at de fattigste er nødt til at tage flere jobs. Gersemann viser, at det hovedsagelig er den veluddannede amerikanske middelklasse, der har en eller flere bibeskæftigelseer, og at disse prioriteres over fritid, ikke af nød, men fordi det derovre kan betale sig at arbejde ekstra. Endvidere fremgår det at den amerikanske økonomi modtager langt flere indvandrere og alligevel formår at sætte disse i arbejde. Langtidsledigheden og arbejdsløsheden har i almindelighed også været højere i Europa. Når man er arbejdsløs, er sandsynligheden for at komme i arbejde lavere på vores side af Atlanten. Det må siges at være en høj pris at betale for at høre selvgode europæiske politikere tale om solidaritet.
Lad os antage at denne erkendelse af det fransk-tyske lederskabs dårligdomme bliver mere udbredt. Hvad så med Danmark? Her er arbejdsløsheden lav, og væksten høj. Bør vi så frygte at den tyske stagnation eller de franske uroligheder når til landet?
Princippet bag dansk og europæisk socialdemokratisme er ikke desto mindre den samme. Det princip handler om, at vi giver "de svage" - i USA bedre kendt som "de fattige" - nogle ressourcer, mens man i USA i højere grad lader eksempelvis indvandrere tage vare på sig selv. Forskellen på USA og EU, handler netop om, at såvel de fattige som middelklassen i USA i høj grad forsørger sig selv, men europæere lader sig forsørge af nogle andre. Men jo mere langvarig forsørgelse og øget afhængighed - desto lavere selvværd og jo flere sociale problemer.
At den sociale mobilitet er højere i USA er naturligvis forbundet med at evnen til selvforsørgelse også er større. Eftersom dårlige arbejdsforhold ikke er en undskyldning for ikke at klare sig selv, taler venstrefløjen i Europa forventeligt så meget om amerikanske tilstande på området. Men netop fordi indvandrere har lettere ved at forsøge sig selv (også p.g.a. arbejdspladskravene), er USA ikke gået op i røg, selv om indvandringsbølgen derovre har været større. Dårlige jobs til lavt kvalificerede er således en realitet. I USA skaber indvandrerne sig en mere tålelig tilværelse, end den de forlod. Kan man virkelig sige det samme om de flygtninge, indvandrere, "2.g''ere" med flere, vi i godhedens navn har parkeret på "sociale" ydelser indtil den dag det ikke-belastende rengøringsjob, til en for myndighederne acceptabel løn, dukker op?
Den 1. oktober dette år udgav CEPOS en kort oversigt, der viser hvorfor vi - navnlig siden 70''erne - har afviklet velstandskabelse for at skabe "velfærd": Vores skattetryk er vokset, så meget at flertallet af befolkningen, nu har status som afhængige af offentlige kasser. Det fremgår, at der i perioden er sket en fordobling af "antallet af offentligt ansatte fra 405.000 til 833.000 personer", at antallet af overførselsmodtagere i 2006 vil være fordoblet fra 0,9 til 1,8 millioner; og at der i 2006 således vil være mere end 2,6 millioner danskere enten på overførselsindkomster eller som offentligt ansat. Den offentlige sektor, d.v.s. ansatte samt ydelsesmodtagere er vokset på de selvforsørgendes bekostning.
En mindre privat sektor, en voksende offentlig samt flere på forsørgelse betyder mindre produktion, og dermed mindre af det vi lever af. På længere sigt skabes mindre velstand, færre muligheder, mere fattigdom; men på kort sigt, som følge af overførslerne og takket være en velfungerende privatsektor har vi et ganske højt niveau, når det gælder forbrug. Spørgsmålet er ikke desto mindre, om vi kan tale om velfærd, når den andel af den voksne befolkning, der er afhængige af de offentlige kasser, er vokset fra 35 pct. til knap 61 pct. på bare fire årtier? Og om et land, hvor der skabes øget afhængighed af "sociale" ydelser, virkelig kan siges at være et forbillede for noget som helst?
Tidligere bragt i Erhvervsbladet den 23. november 2005
Blandt de myter om USA, som Gersemann gjorde op med, var blandt andet den om, at mindstelønnen i USA er så lav at de fattigste er nødt til at tage flere jobs. Gersemann viser, at det hovedsagelig er den veluddannede amerikanske middelklasse, der har en eller flere bibeskæftigelseer, og at disse prioriteres over fritid, ikke af nød, men fordi det derovre kan betale sig at arbejde ekstra. Endvidere fremgår det at den amerikanske økonomi modtager langt flere indvandrere og alligevel formår at sætte disse i arbejde. Langtidsledigheden og arbejdsløsheden har i almindelighed også været højere i Europa. Når man er arbejdsløs, er sandsynligheden for at komme i arbejde lavere på vores side af Atlanten. Det må siges at være en høj pris at betale for at høre selvgode europæiske politikere tale om solidaritet.
Lad os antage at denne erkendelse af det fransk-tyske lederskabs dårligdomme bliver mere udbredt. Hvad så med Danmark? Her er arbejdsløsheden lav, og væksten høj. Bør vi så frygte at den tyske stagnation eller de franske uroligheder når til landet?
Princippet bag dansk og europæisk socialdemokratisme er ikke desto mindre den samme. Det princip handler om, at vi giver "de svage" - i USA bedre kendt som "de fattige" - nogle ressourcer, mens man i USA i højere grad lader eksempelvis indvandrere tage vare på sig selv. Forskellen på USA og EU, handler netop om, at såvel de fattige som middelklassen i USA i høj grad forsørger sig selv, men europæere lader sig forsørge af nogle andre. Men jo mere langvarig forsørgelse og øget afhængighed - desto lavere selvværd og jo flere sociale problemer.
At den sociale mobilitet er højere i USA er naturligvis forbundet med at evnen til selvforsørgelse også er større. Eftersom dårlige arbejdsforhold ikke er en undskyldning for ikke at klare sig selv, taler venstrefløjen i Europa forventeligt så meget om amerikanske tilstande på området. Men netop fordi indvandrere har lettere ved at forsøge sig selv (også p.g.a. arbejdspladskravene), er USA ikke gået op i røg, selv om indvandringsbølgen derovre har været større. Dårlige jobs til lavt kvalificerede er således en realitet. I USA skaber indvandrerne sig en mere tålelig tilværelse, end den de forlod. Kan man virkelig sige det samme om de flygtninge, indvandrere, "2.g''ere" med flere, vi i godhedens navn har parkeret på "sociale" ydelser indtil den dag det ikke-belastende rengøringsjob, til en for myndighederne acceptabel løn, dukker op?
Den 1. oktober dette år udgav CEPOS en kort oversigt, der viser hvorfor vi - navnlig siden 70''erne - har afviklet velstandskabelse for at skabe "velfærd": Vores skattetryk er vokset, så meget at flertallet af befolkningen, nu har status som afhængige af offentlige kasser. Det fremgår, at der i perioden er sket en fordobling af "antallet af offentligt ansatte fra 405.000 til 833.000 personer", at antallet af overførselsmodtagere i 2006 vil være fordoblet fra 0,9 til 1,8 millioner; og at der i 2006 således vil være mere end 2,6 millioner danskere enten på overførselsindkomster eller som offentligt ansat. Den offentlige sektor, d.v.s. ansatte samt ydelsesmodtagere er vokset på de selvforsørgendes bekostning.
En mindre privat sektor, en voksende offentlig samt flere på forsørgelse betyder mindre produktion, og dermed mindre af det vi lever af. På længere sigt skabes mindre velstand, færre muligheder, mere fattigdom; men på kort sigt, som følge af overførslerne og takket være en velfungerende privatsektor har vi et ganske højt niveau, når det gælder forbrug. Spørgsmålet er ikke desto mindre, om vi kan tale om velfærd, når den andel af den voksne befolkning, der er afhængige af de offentlige kasser, er vokset fra 35 pct. til knap 61 pct. på bare fire årtier? Og om et land, hvor der skabes øget afhængighed af "sociale" ydelser, virkelig kan siges at være et forbillede for noget som helst?
Tidligere bragt i Erhvervsbladet den 23. november 2005
10. december 2006
Socialdemokratisk omfordeling handler om stemmer
Socialdemokraterne har som optakt til valget lovet arbejdspladser. Som en artikel i Kristeligt Dagblad beskriver det (28. december), så er der tale om klassisk socialdemokratisk politik. Det er det, fordi socialdemokraterne i bedste Robin Hood-stil vil tage fra nogle og give til nogle andre.
De socialdemokratiske arbejdspladser skal skabes via omfordeling afgjort efter flertalsprincippet: Flertallet stemmer på socialdemokraterne. Når socialdemokraterne vinder, så beskatter de den private sektor og øger aktiviteten i den offentlige. Dermed øges sandsynligheden for, at de, der stemmer på socialdemokraterne, også får et arbejde. Sådan fungerer det moderne demokrati.
Selv om tvungen omfordeling kræver politisk magt og flertallets opbakning, og den form for udspil derfor let får karakter af at være populisme og politisk spekulation i arbejdsløshed, hævdes det naturligvis alligevel, at omfordeling er gavnligt for samfundet som helhed, og altså ikke bare gavner socialdemokraterne og deres vælgergrundlag.
Det, som afgør dette, er blandt andet, om arbejde i sig selv er et mål, der kan isoleres fra målene om økonomisk vækst - men vel også isoleres fra moral? Er arbejde på en hvilken som helst præmis et ønskværdigt arbejde? Samtidig bør det - og dette er lige så vigtigt - undersøges, hvad der sker i den anden ende. Det vil sige dér, hvor socialdemokraterne tager pengene fra.
For når socialdemokraterne beskatter sig til at ansætte flere i den offentlige sektor, opstår der naturligvis et produktivitets- og forbrugstab nogle andre steder. Her kan der nu efterspørges færre varer samt mindre arbejdskraft, og man kan investere og forske mindre. Men det er intet problem, hævder Lykketoft - det gør vi så bare ovre i "vores" sektor. Og for at sikre sig, at selv nogle af de privatansatte lønmodtagere stemmer på ham, så forslår han også i sit udspil at flytte rundt mellem byrderne for hhv. virksomhed og lønmodtager indenfor den private sektor.
Samtidig hævder socialdemokraterne uden blusel, at udspillet er udtryk for en bekymring for de mange udflagninger af arbejdspladser til udlandet. Men når man flytter en del af skattebyrden fra arbejdstager til arbejdsgiver, bliver omkostningerne ved at producere, når det gælder beskatning, naturligvis de samme som før. Måske bliver incitamenterne ved at blive i Danmark oven i købet mindre. For det er arbejdsgiveren, der bestemmer, hvornår det vil kunne betale sig at producere i et andet land.
Kommer der så i det mindste flere i arbejde af omfordelingen? Det spørgsmål er der ingen, der kan besvare på forhånd. For mængden af arbejdskraft, som den private sektor kunne have efterspurgt, reduceres nu blot til fordel for dem, som Lykketoft ansætter. Det socialdemokratiske udspil handler derfor først og fremmest om at blive valgt.
Det anstændige valg burde i stedet handle om, hvorvidt man har ret til at beholde det, man tjener, eller ej, og om tvungen omfordeling har nogen som helst retfærdiggørelse i et frit og oplyst samfund.
Det valg kunne så i modsætning til det kommende valg handle om et opgør med de allerede eksisterende overførselsindkomster - herunder statsfinansierede dagpenge, efterløn, SU, den tvungne u-landsbistand, landbrugstøtten og støtten til erhvervslivet i det hele taget - kort sagt alle de overførsler, der er blevet etableret i forbindelse med (eller mellem) tidligere valg - og som blandt andet reducerer incitamentet til at arbejde.
Til M.C. Holst [en anden debattør i Kristeligt Dagblad] henvises blot til de nu historiske politiske systemer, der kollapsede, netop som følge af deres erklærede målsætning om at udjævne økonomiske og sociale forskelle gennem undertrykkelse og tvang. Den afgørende fællesnævner mellem de rige og frie lande i den vestlige verden er derimod oplyst egeninteresse samt håndhævelse af den private ejendomsret.
Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 22. januar 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
