I november sidste år blev det såkaldte Greve Nord Projekt, finansieret af Landsbyggefonden, søsat. Projektet skal løbe til 2011 og skabe øget tryghed. I sommerferien er der ekstraordinært afsat 100.000 kr. til at aktivere områdets 11-18-årige med alt fra badminton og kanosejlads til rap-indspilninger. Alligevel er der stadig påsatte brande. - Det skriver Jyllands-Posten.
I selve artiklen fremgår det ikke hvad det er for nogle grupper, der står bag brandstiftelse. Men det kan man læse i en faktaboks ved siden af artiklen. Her står, at der er tale om en fortsættelse af de brande og det hærværk, der er blevet sat i forbindelse med raseri over den danske ytringsfrihed fra grupper af andengenerationsindvandrere.
Der findes selvfølgelig også grupperinger med rent dansk baggrund, som benytter sig af hærvæk for at opnå bestemte mål. Det interessante i den sammenhæng er så, at reaktionen fra de politiske beslutningstagere er af samme karakter: Man belønner den destruktive adfærd med penge og forlystelser - eller som i BZ'ernes tilfælde med et "ungdomshus".
Men det er ikke kun i en national sammenhæng, at man benytter sig af strategien med at belønne aggression. I Afghanistan gør man det samme. Konsekvensen her er naturligvis fuldstændig ligesådan, som den er herhjemme. Aggressorerne opmuntres til at forfølge deres mål. Man belønnes for at gøre det. Spurgte man aggressorerne kunne man således forvente svaret på årsagen til adfærden: At det nærmest ikke kan betale sig at lade være.
Vender vi os mod den produktive sektor, og de velstandsskabende egne af verden, er politikken fra beslutningstagerne som bekendt stik modsat: Her er der i stedet straf for kreativ og skabende adfærd: Jo mere du producerer, og jo mere du tjener mens du opfylder forbrugernes behov, desto mere kommer du i myndighedernes søgelys.
Besøg URIASPOSTEN.
Viser indlæg med etiketten Beskatning. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Beskatning. Vis alle indlæg
13. juli 2008
6. december 2007
Stockholm-syndrom som følge af europæisk omfordeling?
I Bruxelles har man udnævnt 2008 til at være "Year of intercultural Dialogue". Det betyder mere kultur på skatteydernes bekostning. Mindst 10 millioner euro eller 74.574.000,- dkr. er afsat til kulturprojekter, der skal have støtte fra EU, og dermed via tvangsopkrævede midler.
Pengene man fratvinger borgerne skal således bruges på, at "fejre dialogen" i det kommende år. Men sikkert ikke mellem opkrævere og afkrævede.
Projekterne vil omfatte syv "flagskibe" i form af "multi-europæiske projekter" samt 27 nationale projekter omfattende "kultur, uddannelse, ungdom, sport og borgerskab". Tilsammen skal projekterne "udforske fordelene ved kulturel diversitet", og "fremme en fornemmelse for europæisk tilhør", ifølge det af teknokraterne fremlagte program.
Det kan da heller ikke udelukkes, at der opstår en form for "stockholm-syndrom", og i dette omfang en relation, der går ud over ubehaget ved at miste ens retmæssigt erhvervede ejendom - mellem skatteglade eurokrater og så de beskattede europæiske borgere. Om der er grund til at fejre et sådant bånd, må ikke desto mindre siges at være tvivlsomt.
EU launches campaign for intercultural dialogue
Die EU startet eine Kampagne für interkulturellen Dialog
Pengene man fratvinger borgerne skal således bruges på, at "fejre dialogen" i det kommende år. Men sikkert ikke mellem opkrævere og afkrævede.
Projekterne vil omfatte syv "flagskibe" i form af "multi-europæiske projekter" samt 27 nationale projekter omfattende "kultur, uddannelse, ungdom, sport og borgerskab". Tilsammen skal projekterne "udforske fordelene ved kulturel diversitet", og "fremme en fornemmelse for europæisk tilhør", ifølge det af teknokraterne fremlagte program.
Det kan da heller ikke udelukkes, at der opstår en form for "stockholm-syndrom", og i dette omfang en relation, der går ud over ubehaget ved at miste ens retmæssigt erhvervede ejendom - mellem skatteglade eurokrater og så de beskattede europæiske borgere. Om der er grund til at fejre et sådant bånd, må ikke desto mindre siges at være tvivlsomt.
EU launches campaign for intercultural dialogue
Die EU startet eine Kampagne für interkulturellen Dialog
30. november 2007
6 mio. skattekroner til ubehageligt dansk filmflop
"Socialrealisme" som kunstnerisk stilart, hvor mennesker går til grunde og forfalder - enten fysisk eller psykisk er det meget populært at støtte med skatteydernes penge.
Borgerne i almindelighed bryder sig dog ikke om genren. Det viser besøgstallene. Mange har den indstilling, at de gerne vil underholdes, belæres, udfordres, inspireres og også påvirkes - men gerne på en måde, så man får noget med hjem, man kan bruge konstruktivt.
Socialrealisme i sin rene form tilbyder imidlertid i sagens natur ikke nogen form for tilsigtet opbyggelighed.
Socialrealismen skal netop være "realistisk", altså sådan som kunstneren ser realisme som ”kunstnerisk abstraktion”.
I praksis ser kunsterne så som oftest "socialrealisme" som den føromtalte sociale undergang. - Og dette er i sig selv forunderligt, når nu den gennemsnitlige levealder, interessen for selvrealisering og materiel velstand aldrig har været højere eller større end det er tilfældet i vor tid sammenlignet med alle andre tider i historien.
”Socialrealisme” tjener imidlertid det formål for staten, at den viser en verden, hvor mennesker lider og plages af såvel psykiske som fysiske ubehageligheder. Dette bidrager så til at skabe grobund for krav om mere bistand og flere projekter indenfor andre områder end i kunstens verden. At besøgstallene ofte ikke er høje er i denne sammenhæng ikke et stort problem. Mange af filmene finder alligevel vej til publikum, når priserne falder med årene efter premiere: Flere vil se værkerne i fjernsynet (typisk netop det skattefinansierede) eller på DVD til tyve kroner via den lokale udlejer. Når filmene er dansk producerede, kan de endvidere altid regne med omtale af pressen, der netop vil skildre temaet, hvor læserne så kan tænke at ”når de laver endnu en film om armod og nød, så må der jo være noget om snakken”.
Sagen er ikke desto mindre, at køberen umiddelbart ikke er publikum. Det er staten, der køber. Det er i staten, at man mener, at historier om armod og forfald i pseudorealistisk indpakning - uden håb og uden opbyggelighed, blottet for inspiration til handling endsige til storslåede gerninger skal have førsteprioritet. De statslige indkøbere og støtteadministratorer interesserer sig derfor for én type stilart; og mennesker, der har mulighed for at købe selv interesserer sig så for noget andet.
Således fik det seneste socialrealistiske filmflop ”Daisy Diamond” 6 millioner skattekroner i støtte. Trods et efter sigende stjernespækket filmhold (undertegnede er holdt op med at se danske film for mange år siden, og ved derfor ikke om der er tale om ”stjerner”) var der kun 683 individer, der købte billet til filmen i åbningsweekenden, ifølge Jyllands-Posten den 30. november.
I MetroExpress skrev man endvidere den 23. november at [m]an skal […] være i et noget specielt lune for at give penge for at se dette nærmest klinisk brutale overflødighedshorn af en tragisk menneskeskæbnes fald. Men det er man i staten uden tvivl også.
I staten må man i kraft af måden, man smider borgernes penge væk på, ligge under for noget af den samme kynisme, man finder i de ”socialrealistiske” film, som man støtter med konfiskerede midler.
Borgerne i almindelighed bryder sig dog ikke om genren. Det viser besøgstallene. Mange har den indstilling, at de gerne vil underholdes, belæres, udfordres, inspireres og også påvirkes - men gerne på en måde, så man får noget med hjem, man kan bruge konstruktivt.
Socialrealisme i sin rene form tilbyder imidlertid i sagens natur ikke nogen form for tilsigtet opbyggelighed.
Socialrealismen skal netop være "realistisk", altså sådan som kunstneren ser realisme som ”kunstnerisk abstraktion”.
I praksis ser kunsterne så som oftest "socialrealisme" som den føromtalte sociale undergang. - Og dette er i sig selv forunderligt, når nu den gennemsnitlige levealder, interessen for selvrealisering og materiel velstand aldrig har været højere eller større end det er tilfældet i vor tid sammenlignet med alle andre tider i historien.
”Socialrealisme” tjener imidlertid det formål for staten, at den viser en verden, hvor mennesker lider og plages af såvel psykiske som fysiske ubehageligheder. Dette bidrager så til at skabe grobund for krav om mere bistand og flere projekter indenfor andre områder end i kunstens verden. At besøgstallene ofte ikke er høje er i denne sammenhæng ikke et stort problem. Mange af filmene finder alligevel vej til publikum, når priserne falder med årene efter premiere: Flere vil se værkerne i fjernsynet (typisk netop det skattefinansierede) eller på DVD til tyve kroner via den lokale udlejer. Når filmene er dansk producerede, kan de endvidere altid regne med omtale af pressen, der netop vil skildre temaet, hvor læserne så kan tænke at ”når de laver endnu en film om armod og nød, så må der jo være noget om snakken”.
Sagen er ikke desto mindre, at køberen umiddelbart ikke er publikum. Det er staten, der køber. Det er i staten, at man mener, at historier om armod og forfald i pseudorealistisk indpakning - uden håb og uden opbyggelighed, blottet for inspiration til handling endsige til storslåede gerninger skal have førsteprioritet. De statslige indkøbere og støtteadministratorer interesserer sig derfor for én type stilart; og mennesker, der har mulighed for at købe selv interesserer sig så for noget andet.
Således fik det seneste socialrealistiske filmflop ”Daisy Diamond” 6 millioner skattekroner i støtte. Trods et efter sigende stjernespækket filmhold (undertegnede er holdt op med at se danske film for mange år siden, og ved derfor ikke om der er tale om ”stjerner”) var der kun 683 individer, der købte billet til filmen i åbningsweekenden, ifølge Jyllands-Posten den 30. november.
I MetroExpress skrev man endvidere den 23. november at [m]an skal […] være i et noget specielt lune for at give penge for at se dette nærmest klinisk brutale overflødighedshorn af en tragisk menneskeskæbnes fald. Men det er man i staten uden tvivl også.
I staten må man i kraft af måden, man smider borgernes penge væk på, ligge under for noget af den samme kynisme, man finder i de ”socialrealistiske” film, som man støtter med konfiskerede midler.
12. oktober 2007
FN’s arbejde for slaveri
I FN vil man indføre skatter, der betyder global økonomisk omfordeling fra de frie lande med respekt for det enkelte menneske til de lande, der er ufrie og undertrykte; og hvor en stor del af overførslerne så vil gå til magthaverne i disse lande, og en anden del til at holde utilfredsheden med undertrykkelsen i disse lande nede. Skridt for skridt vil man som følge af den politik afvikle den frihed, der findes.
"FN og Art of Living siger: nu er det nok! Støt kampagnen mod fattigdom og undertrykkelse onsdag. 17. oktober kl. 17 på Rådhuspladsen". - Det kan man læse på www.artofliving.dk, hvor man også tilbyder kurser i Yoga.
Parolerne for arrangementet den 17. lyder at: man vil 1. [b]ekæmpe ekstrem fattigdom, 2. Sikre skolegang for alle børn, 3. [s]ikre kvinder ligestilling og styrke kvinders rettigheder, 4. [r]educere børnedødeligheden, 5. [n]edbringe dødeligheden for gravide og fødende kvinder, 6. [b]ekæmpe HIV/AIDS, 7. [s]ikre et bæredygtigt miljø, 8. [s]kabe et globalt partnerskab for udvikling. Alt sammen med en deadline i år 2015.
I en folder tilsendt undertegnede via ses[at]coin.dk opremses så flere af de dårligdomme og den ufrihed, der kendertegner den fattigste del af verden.
Om Yoga kan man sige følgende: I sig selv skaber Yoga-dyrkning ingen som helst velstand. Flere hævder, at det har en god virkning på deres velbefindende. Men Yoga-aktiviteter fører hverken frem mod ligestilling, afskaffer fattigdom, slaveri eller sikrer ligestilling mellem kønnene. Sammenlignet med FN, må man alligevel betegne Yoga som harmløs. Under visse omstændigheder kan jeg endvidere ikke udelukke, at jeg ville anbefale Yoga til mennesker, der var meget stressede.
FN derimod er en anden sag: FN er en organisation, der i praksis er helt åben for alle typer af stater inklusive verdens mest undertrykkende. I FN er man dermed netop åben for de stater, hvor slaveriet florerer. Hvis man gerne vil styrke slaveriet og undertrykkelsen i verden, skal man derfor også styrke FN. De Forenede Nationer siger i praksis ”velkommen til diktaturer og slavestater i de mest formørkede egne af jorden”. Læseren kan selv finde FN’s hjemmeside og konstatere, hvordan repræsentanter for det ene afskyelige regime efter det andet sidder i komiteer og udvalg, der har navne, der skal signalere godgørenhed. Dertil kommer alle skandalerne og alle de groteske politikker, som i praksis føres fra FN’s side.
Man må konstatere, at man i FN også tager parti for ufriheden i praksis. Det forkastelige ved FN handler derfor ikke blot om, at give repræsentanter for ufrie regimer pladser i komiteer. Man fører også den politik, som disse regimer ønsker sig, hvor man er ansvarlig for ovenstående nød og elendig. Via FN har man som et eksempel blandt tusinder sikret sig, at terrororganisationen Hizbolla igen og igen har haft mulighed for at genopruste i Libanon, hver gang det frie og verdslige Israel har svækket denne organisation. Rent faktisk kan man opstille en grundregel, der handler om, at man i FN er på de allerværste individers og organisationers side.
FN er den organisation, der mere end nogen anden har styrket alverdens undertrykkende diktaturer ved at give disse diktaturers magthavere, det som de allermest ønsker sig i verden: status og prestige. I FN kan de onde derfor færdes side om side med de gode i ovennævnte udvalg og råd. Dette styrker selvsagt de onde og svækker de gode. FN står derfor for en politik, der handler om at åbne døren for ondskaben. Over tid dræber man i FN derfor også godheden. Ovenstående er også den centrale forklaring på, hvorfor intet godhedens projekt lykkes i FN-regi: Det skyldes netop, at præmissen i FN er, at diktatorer og undertrykkere skal have lov til at bevare magten.
I kraft af denne præmis om at frede verdens undertrykkere, som de findes i Afrika, Mellemøsten og dele af Asien tillades derfor ikke de økonomiske og politiske reformer, der sikrer politisk og økonomisk frihed: respekt for den private ejendomsret, ytringsfriheder samt de andre individuelle friheder. Disse friheder er ikke desto mindre en forudsætning for, at mennesker kan skabe deres egen velstand, og dermed opnå en værdig tilværelse. Hvis man finder oversigter over hvilke lande, der i FN er blevet kritiseret mest, vil man også opdage, at det enten er de frieste lande, der angribes mest, – eller at frie og ufrie lande behandles på omtrent den samme måde.
Nu er der så nogle, der på trods af ovenstående vil bruge FN til at afskaffe fattigdom og elendighed; - det vil sige på trods af ovenstående FN-forudsætning, der handler om at frede den ufrihed, der findes hos en stor del af medlemslandene; og som man i FN ikke bare har fejet ind under gulvtæppet, men som man også lader disse lande sprede - via blandt andet FN - til resten af verden. (Dette omfatter også den ufrihed, der findes i totalitære religiøse systemer).
- Hvordan vil disse mennesker så gøre dette i praksis: De vil i stedet for det slaveri og den undertrykkelse, der findes i bestemte lande, gøre slaveriet til noget globalt:
FN’s tilhængere vil gøre den frie verdens befolkning - som netop i kraft af friheden til at bruge fornuften samt friheden til at handle, og også i kraft af, at man rent faktisk bruger sin fornuft er rige - til resten af verdens slaver:
Det er dette, som arbejdet i FN i sin kerne handler om: I FN vil man indføre skatter, der betyder tvungen økonomisk omfordeling fra de frie lande med respekt for det enkelte menneske til de lande, der er ufrie og undertrykte; og hvor en stor del af overførslerne så vil gå til magthaverne i disse lande, og en anden del til at holde utilfredsheden med undertrykkelsen i disse lande nede.
Skridt for skridt vil man som følge af denne FN-politik derfor afvikle den frihed, der findes. Allerede i dag er man faktisk kommet langt i dette arbejde; for der overføres som bekendt kolossale midler fra de frie og rige lande til de ufrie og undertrykte diktaturlande.
Denne politik fører naturligvis blot ikke til nogen afskaffelse af fattigdom. For fattigdom udryddes ikke ved omfordeling - men i kraft af velstandsskabelse. Men som nævnt har man valgt at ignorere forudsætningerne for velstandsskabelse, eftersom man i FN gerne vil have diktaturlandene med i organisationen.
Den ignorance, som ovenstående politik fra FN’s tilhængere bygger på, har dermed en høj og stadigt højere pris; og politikken fører endvidere ikke til de opstillede mål. Tværtimod fører politikken om at udbrede det slaveri og den undertrykkelse, der findes i de værste lande til også den vestlige del af verden, til at fattigdommen tilsvarende udbredes hertil.
Til sidst vil jeg vende tilbage til Yogaen nævnt foroven. For man kunne godt formode, at det afsavn, der er forbundet med at være ”yogi”, sådan i den oprindelige ”klassiske” forstand er noget, man ser som et ideal. Det kunne jo tænkes, at man som FN-tilhænger er klar over, at man i praksis ikke uden konsekvenser kan ignorere diktaturernes magt og prestige, som de har opnået via FN. Samtidig kunne det tænkes, at FN-tilhængerne ikke er uvidende om hvad deres politikker og målsætninger om flere midler fra den frie del af verden i sidste instans fører til. Det kunne jo være, at man simpelthen ønsker at afskaffe velstanden i verden, fordi man ikke bryder sig om den handlefrihed og kulturelle styrke, som velstanden sikrer.
- Det følgende er under alle omstændigheder, det eneste som rationelle fornuftsvæsener kan konkludere: at hvis individer allierer sig med den ondskab, der findes i en organisation, som FN, så må det være fordi man ønsker det samme som det organisationen står for og som den arbejder i retning af; og for FN’s vedkommende er dette nu engang slaveri.
Blog-posteringer om emnet på www.coin.dk:
FN-styrke i Libanon bidrager til fortsat ustabilitet
Terrorsponsor medlem af Interpol
Verden ifølge FN
FN er det åbne samfunds fjende
FN: til gavn og beskyttelse for diktaturstater
Gæt en institution
Besøg også:
WWW.THE UN IS EVIL.COM
"FN og Art of Living siger: nu er det nok! Støt kampagnen mod fattigdom og undertrykkelse onsdag. 17. oktober kl. 17 på Rådhuspladsen". - Det kan man læse på www.artofliving.dk, hvor man også tilbyder kurser i Yoga.
Parolerne for arrangementet den 17. lyder at: man vil 1. [b]ekæmpe ekstrem fattigdom, 2. Sikre skolegang for alle børn, 3. [s]ikre kvinder ligestilling og styrke kvinders rettigheder, 4. [r]educere børnedødeligheden, 5. [n]edbringe dødeligheden for gravide og fødende kvinder, 6. [b]ekæmpe HIV/AIDS, 7. [s]ikre et bæredygtigt miljø, 8. [s]kabe et globalt partnerskab for udvikling. Alt sammen med en deadline i år 2015.
I en folder tilsendt undertegnede via ses[at]coin.dk opremses så flere af de dårligdomme og den ufrihed, der kendertegner den fattigste del af verden.
Om Yoga kan man sige følgende: I sig selv skaber Yoga-dyrkning ingen som helst velstand. Flere hævder, at det har en god virkning på deres velbefindende. Men Yoga-aktiviteter fører hverken frem mod ligestilling, afskaffer fattigdom, slaveri eller sikrer ligestilling mellem kønnene. Sammenlignet med FN, må man alligevel betegne Yoga som harmløs. Under visse omstændigheder kan jeg endvidere ikke udelukke, at jeg ville anbefale Yoga til mennesker, der var meget stressede.
FN derimod er en anden sag: FN er en organisation, der i praksis er helt åben for alle typer af stater inklusive verdens mest undertrykkende. I FN er man dermed netop åben for de stater, hvor slaveriet florerer. Hvis man gerne vil styrke slaveriet og undertrykkelsen i verden, skal man derfor også styrke FN. De Forenede Nationer siger i praksis ”velkommen til diktaturer og slavestater i de mest formørkede egne af jorden”. Læseren kan selv finde FN’s hjemmeside og konstatere, hvordan repræsentanter for det ene afskyelige regime efter det andet sidder i komiteer og udvalg, der har navne, der skal signalere godgørenhed. Dertil kommer alle skandalerne og alle de groteske politikker, som i praksis føres fra FN’s side.
Man må konstatere, at man i FN også tager parti for ufriheden i praksis. Det forkastelige ved FN handler derfor ikke blot om, at give repræsentanter for ufrie regimer pladser i komiteer. Man fører også den politik, som disse regimer ønsker sig, hvor man er ansvarlig for ovenstående nød og elendig. Via FN har man som et eksempel blandt tusinder sikret sig, at terrororganisationen Hizbolla igen og igen har haft mulighed for at genopruste i Libanon, hver gang det frie og verdslige Israel har svækket denne organisation. Rent faktisk kan man opstille en grundregel, der handler om, at man i FN er på de allerværste individers og organisationers side.
FN er den organisation, der mere end nogen anden har styrket alverdens undertrykkende diktaturer ved at give disse diktaturers magthavere, det som de allermest ønsker sig i verden: status og prestige. I FN kan de onde derfor færdes side om side med de gode i ovennævnte udvalg og råd. Dette styrker selvsagt de onde og svækker de gode. FN står derfor for en politik, der handler om at åbne døren for ondskaben. Over tid dræber man i FN derfor også godheden. Ovenstående er også den centrale forklaring på, hvorfor intet godhedens projekt lykkes i FN-regi: Det skyldes netop, at præmissen i FN er, at diktatorer og undertrykkere skal have lov til at bevare magten.
I kraft af denne præmis om at frede verdens undertrykkere, som de findes i Afrika, Mellemøsten og dele af Asien tillades derfor ikke de økonomiske og politiske reformer, der sikrer politisk og økonomisk frihed: respekt for den private ejendomsret, ytringsfriheder samt de andre individuelle friheder. Disse friheder er ikke desto mindre en forudsætning for, at mennesker kan skabe deres egen velstand, og dermed opnå en værdig tilværelse. Hvis man finder oversigter over hvilke lande, der i FN er blevet kritiseret mest, vil man også opdage, at det enten er de frieste lande, der angribes mest, – eller at frie og ufrie lande behandles på omtrent den samme måde.
Nu er der så nogle, der på trods af ovenstående vil bruge FN til at afskaffe fattigdom og elendighed; - det vil sige på trods af ovenstående FN-forudsætning, der handler om at frede den ufrihed, der findes hos en stor del af medlemslandene; og som man i FN ikke bare har fejet ind under gulvtæppet, men som man også lader disse lande sprede - via blandt andet FN - til resten af verden. (Dette omfatter også den ufrihed, der findes i totalitære religiøse systemer).
- Hvordan vil disse mennesker så gøre dette i praksis: De vil i stedet for det slaveri og den undertrykkelse, der findes i bestemte lande, gøre slaveriet til noget globalt:
FN’s tilhængere vil gøre den frie verdens befolkning - som netop i kraft af friheden til at bruge fornuften samt friheden til at handle, og også i kraft af, at man rent faktisk bruger sin fornuft er rige - til resten af verdens slaver:
Det er dette, som arbejdet i FN i sin kerne handler om: I FN vil man indføre skatter, der betyder tvungen økonomisk omfordeling fra de frie lande med respekt for det enkelte menneske til de lande, der er ufrie og undertrykte; og hvor en stor del af overførslerne så vil gå til magthaverne i disse lande, og en anden del til at holde utilfredsheden med undertrykkelsen i disse lande nede.
Skridt for skridt vil man som følge af denne FN-politik derfor afvikle den frihed, der findes. Allerede i dag er man faktisk kommet langt i dette arbejde; for der overføres som bekendt kolossale midler fra de frie og rige lande til de ufrie og undertrykte diktaturlande.
Denne politik fører naturligvis blot ikke til nogen afskaffelse af fattigdom. For fattigdom udryddes ikke ved omfordeling - men i kraft af velstandsskabelse. Men som nævnt har man valgt at ignorere forudsætningerne for velstandsskabelse, eftersom man i FN gerne vil have diktaturlandene med i organisationen.
Den ignorance, som ovenstående politik fra FN’s tilhængere bygger på, har dermed en høj og stadigt højere pris; og politikken fører endvidere ikke til de opstillede mål. Tværtimod fører politikken om at udbrede det slaveri og den undertrykkelse, der findes i de værste lande til også den vestlige del af verden, til at fattigdommen tilsvarende udbredes hertil.
Til sidst vil jeg vende tilbage til Yogaen nævnt foroven. For man kunne godt formode, at det afsavn, der er forbundet med at være ”yogi”, sådan i den oprindelige ”klassiske” forstand er noget, man ser som et ideal. Det kunne jo tænkes, at man som FN-tilhænger er klar over, at man i praksis ikke uden konsekvenser kan ignorere diktaturernes magt og prestige, som de har opnået via FN. Samtidig kunne det tænkes, at FN-tilhængerne ikke er uvidende om hvad deres politikker og målsætninger om flere midler fra den frie del af verden i sidste instans fører til. Det kunne jo være, at man simpelthen ønsker at afskaffe velstanden i verden, fordi man ikke bryder sig om den handlefrihed og kulturelle styrke, som velstanden sikrer.
- Det følgende er under alle omstændigheder, det eneste som rationelle fornuftsvæsener kan konkludere: at hvis individer allierer sig med den ondskab, der findes i en organisation, som FN, så må det være fordi man ønsker det samme som det organisationen står for og som den arbejder i retning af; og for FN’s vedkommende er dette nu engang slaveri.
Blog-posteringer om emnet på www.coin.dk:
FN-styrke i Libanon bidrager til fortsat ustabilitet
Terrorsponsor medlem af Interpol
Verden ifølge FN
FN er det åbne samfunds fjende
FN: til gavn og beskyttelse for diktaturstater
Gæt en institution
Besøg også:
WWW.THE UN IS EVIL.COM
10. oktober 2007
Voksne med skatteyderbetalte sutteflasker
Copenhagen Institute har tidligere beskæftiget sig med fedme-debatten. Det seneste indlæg var fra Søren Højbjerg , der pegede på, at overvægtige for tiden bliver udsat for noget, man må kalde hetz fra myndighedernes side.
For man kan ikke kalde det for andet end hetz, når offentligt ansatte taler om "fedme-epidemi".
Den form for sprogbrug viser, at de der hævder, at de er folkets tjenere (på engelsk "civil servants"), nu er blevet så magtfulde ”tjenere”, at de i stedet opfatter sig som et herrefolk.
Politik i velfærdsstaten handler således i høj grad om at spille forskellige grupper ud mod hinanden (, det som Højbjerg i sin kommentar betegner som "del og hersk"):
Man hæver skatterne og har et høj skatteniveau i "fællesskabets navn".
Men i praksis bruger man det høje skatteniveau til at forvandle den oprindelige interesseharmoni, der som udgangspunkt eksisterer i et frit samfund til stadigt flere interessekonflikter:
Man finder således mennesker, der ikke lever op til de offentlige standarder og normer. Derefter udpeger man deres adfærd til et offentligt anliggende og problem. Og så kræver man yderligere midler til ”problemløsning”.
Men disse midler bliver altså i praksis blot brugt på, at eskalere konfliktniveauet yderligere.
For jo en større en del af borgernes indkomst, der smides i "fælleskassen", desto mere bliver der, at strides om.
Ovenstående betyder imidlertid ikke, at man ikke skal bedømme samt søge at påvirke andres adfærd i en positiv retning. Det er bare ikke statens opgave at gøre det.
Og hvis staten var et individ - og ikke en organisation bestående af individer - måtte man i øvrigt også betegne staten som hyklerisk og dens adfærd som ekstremt selvmodsigende.
For sagen er jo den, at staten sponsorerer og finansierer nogle ret usunde holdninger og usund adfærd.
Usunde holdninger finder man ikke mindst promoveres fra og med de sene år i Folkeskolen fra venstreorienterede underviseres side. - Men det bliver som nævnt i andre sammenhænge meget værre, hvis man når frem til de videregående uddannelser. Her udsættes man i endnu højere grad for en række absurde og skadelige livsindstillinger. Alle er de finansieret af skatteydernes indkomst.
Hvad angår adfærden skal selvfølgelig nævnes, at man konsekvensløst giver penge til mennesker, der ikke på nogen som helst måde forsøger at ændre deres liv i en positiv retning; men som i stedet – eksempelvis står på det lokale torv, og dagligt drikker sig fra sans og samling med de midler, som andre har frembragt ved produktivt arbejde.
Bor man i København har man således sikkert passeret Vesterbro Torv, hvor fulderikker næsten hver eneste dag står og skriger og råber - under noget, der utvivlsomt må være ekstrem indtagelse af alkohol.
Næste gang man passerer disse mennesker, bør man derfor huske på, at der her ikke blot er tale om individer, der er selvdestruktive; men at de destruerer sig selv med midler, som nogle andre – der gerne vil iscenesætte sig selv som ”bekymrede” og ”ansvarlige” har fratvunget atter andre borgere; vel at mærke borgere for hvem personligt ansvar åbenlyst betyder meget mere.
Spørgsmålet er nu:
Hvem er grundlæggende de værste? - Er det den dårligt uddannede alkoholiker, der lader sin alkoholisme finansiere i kraft af statstilskud? - Eller er det de, som tidligere i processen aftvinger andre borgere deres midler, for derefter at give disse til alkoholikeren? Mit svar er sidstnævnte gruppe. Og denne langt større gruppe omfatter hver eneste socialdemokrat i Danmark.
For man kan ikke kalde det for andet end hetz, når offentligt ansatte taler om "fedme-epidemi".
Den form for sprogbrug viser, at de der hævder, at de er folkets tjenere (på engelsk "civil servants"), nu er blevet så magtfulde ”tjenere”, at de i stedet opfatter sig som et herrefolk.
Politik i velfærdsstaten handler således i høj grad om at spille forskellige grupper ud mod hinanden (, det som Højbjerg i sin kommentar betegner som "del og hersk"):
Man hæver skatterne og har et høj skatteniveau i "fællesskabets navn".
Men i praksis bruger man det høje skatteniveau til at forvandle den oprindelige interesseharmoni, der som udgangspunkt eksisterer i et frit samfund til stadigt flere interessekonflikter:
Man finder således mennesker, der ikke lever op til de offentlige standarder og normer. Derefter udpeger man deres adfærd til et offentligt anliggende og problem. Og så kræver man yderligere midler til ”problemløsning”.
Men disse midler bliver altså i praksis blot brugt på, at eskalere konfliktniveauet yderligere.
For jo en større en del af borgernes indkomst, der smides i "fælleskassen", desto mere bliver der, at strides om.
Ovenstående betyder imidlertid ikke, at man ikke skal bedømme samt søge at påvirke andres adfærd i en positiv retning. Det er bare ikke statens opgave at gøre det.
Og hvis staten var et individ - og ikke en organisation bestående af individer - måtte man i øvrigt også betegne staten som hyklerisk og dens adfærd som ekstremt selvmodsigende.
For sagen er jo den, at staten sponsorerer og finansierer nogle ret usunde holdninger og usund adfærd.
Usunde holdninger finder man ikke mindst promoveres fra og med de sene år i Folkeskolen fra venstreorienterede underviseres side. - Men det bliver som nævnt i andre sammenhænge meget værre, hvis man når frem til de videregående uddannelser. Her udsættes man i endnu højere grad for en række absurde og skadelige livsindstillinger. Alle er de finansieret af skatteydernes indkomst.
Hvad angår adfærden skal selvfølgelig nævnes, at man konsekvensløst giver penge til mennesker, der ikke på nogen som helst måde forsøger at ændre deres liv i en positiv retning; men som i stedet – eksempelvis står på det lokale torv, og dagligt drikker sig fra sans og samling med de midler, som andre har frembragt ved produktivt arbejde.
Bor man i København har man således sikkert passeret Vesterbro Torv, hvor fulderikker næsten hver eneste dag står og skriger og råber - under noget, der utvivlsomt må være ekstrem indtagelse af alkohol.
Næste gang man passerer disse mennesker, bør man derfor huske på, at der her ikke blot er tale om individer, der er selvdestruktive; men at de destruerer sig selv med midler, som nogle andre – der gerne vil iscenesætte sig selv som ”bekymrede” og ”ansvarlige” har fratvunget atter andre borgere; vel at mærke borgere for hvem personligt ansvar åbenlyst betyder meget mere.
Spørgsmålet er nu:
Hvem er grundlæggende de værste? - Er det den dårligt uddannede alkoholiker, der lader sin alkoholisme finansiere i kraft af statstilskud? - Eller er det de, som tidligere i processen aftvinger andre borgere deres midler, for derefter at give disse til alkoholikeren? Mit svar er sidstnævnte gruppe. Og denne langt større gruppe omfatter hver eneste socialdemokrat i Danmark.
Radikale vil erstatte tvang med tvang
Under overskriften Snart slut med EU landbrugsstøtten kunne man i maj læse at [p]å initiativ fra De Radikale har Folketinget vedtaget, at den danske regering skal udarbejde en strategi for afvikling af landbrugsstøtten
- Men hvad betyder det præcist, når de socialist-sympatisk indstillede i Det Radikale Venstre vil afskaffe landbrugsstøtten? Betyder det, at man vil overlade mere beslutningskraft til borgerne? Skal man nu have råderet over flere af ens egne midler, hvis det står til eksempelvis Lone Dybkjær, som er interviewet foroven?
Overhovedet ikke. Initiativet i Danmark skal ligesom politikere i andre lande ønsker det, føre til, at man omlægger landbrugsstøtten til at handle om en "indsats for miljø og landdistrikter". Så hvordan en meget stor del af læserens midler (og sandsynligvis alt hvad der i dag bruges på landbrugssstøtte) bliver forbrugt vil dermed stadig væk være en "tilskuersport"; - altså med mindre andre sikrer, at en reduktion af landbrugsstøtte i Europa og Dk fører til skattelettelser.
I Danmark er projektet, der gælder omlægning konkret formuleret således: B 75 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte. Fremsat den 16. januar 2007 af Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Arnold (RV), Ole Glahn (RV), Marianne Jelved (RV) og Niels Helveg Petersen (RV):
"I dag er landdistriktsprogrammerne finansieret bl.a. via en overførsel på 4 pct. fra landbrugsstøtten. Fra 2007 og frem vil overførslen være på 5 pct. (Rådets forordning 1782/2003). Det forventes derudover, at medlemslandene under landdistriktsprogrammet 2007-2013 får mulighed for frivilligt at overføre op til 20 pct. af den resterende landbrugsstøtte til landdistriktsprogrammet. Ordningen tegner dog til at blive en fiasko, idet kun Storbritannien har tilkendegivet interesse for at overføre en mindre andel på 6 pct. af landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet. Derfor bør et element i strategien for afvikling af landbrugsstøtten være forøgelse af den tvungne overførsel af midler fra landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet" http://www.ft.dk/Samling/20061/beslutningsforslag/B75/som_fremsat.htm [Egen fremhævelse].
Læs hvad støtten koster skatteyderne i 9.000 kroner om året.
Læs også kommentaren Landbrugsstøtte og skattelettelser.
Presseklip: Landbrugsstøttens afvikling skal bruges på skattelettelser.
- Men hvad betyder det præcist, når de socialist-sympatisk indstillede i Det Radikale Venstre vil afskaffe landbrugsstøtten? Betyder det, at man vil overlade mere beslutningskraft til borgerne? Skal man nu have råderet over flere af ens egne midler, hvis det står til eksempelvis Lone Dybkjær, som er interviewet foroven?
Overhovedet ikke. Initiativet i Danmark skal ligesom politikere i andre lande ønsker det, føre til, at man omlægger landbrugsstøtten til at handle om en "indsats for miljø og landdistrikter". Så hvordan en meget stor del af læserens midler (og sandsynligvis alt hvad der i dag bruges på landbrugssstøtte) bliver forbrugt vil dermed stadig væk være en "tilskuersport"; - altså med mindre andre sikrer, at en reduktion af landbrugsstøtte i Europa og Dk fører til skattelettelser.
I Danmark er projektet, der gælder omlægning konkret formuleret således: B 75 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte. Fremsat den 16. januar 2007 af Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Arnold (RV), Ole Glahn (RV), Marianne Jelved (RV) og Niels Helveg Petersen (RV):
"I dag er landdistriktsprogrammerne finansieret bl.a. via en overførsel på 4 pct. fra landbrugsstøtten. Fra 2007 og frem vil overførslen være på 5 pct. (Rådets forordning 1782/2003). Det forventes derudover, at medlemslandene under landdistriktsprogrammet 2007-2013 får mulighed for frivilligt at overføre op til 20 pct. af den resterende landbrugsstøtte til landdistriktsprogrammet. Ordningen tegner dog til at blive en fiasko, idet kun Storbritannien har tilkendegivet interesse for at overføre en mindre andel på 6 pct. af landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet. Derfor bør et element i strategien for afvikling af landbrugsstøtten være forøgelse af den tvungne overførsel af midler fra landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet" http://www.ft.dk/Samling/20061/beslutningsforslag/B75/som_fremsat.htm [Egen fremhævelse].
Læs hvad støtten koster skatteyderne i 9.000 kroner om året.
Læs også kommentaren Landbrugsstøtte og skattelettelser.
Presseklip: Landbrugsstøttens afvikling skal bruges på skattelettelser.
6. oktober 2007
Indvandring på frihedens betingelser
På bloggen ”Verden fra min altan” er spørgsmålet om fri indvandring blevet rejst.
Forudsætningen i den konkrete diskussion er dog et scenarium hvor det gælder, at indvandrere ikke får ”sociale ydelser”; det vil sige, at magthaverne ikke tager indkomst optjent af nogle andre, kalder deres konfiskerede midler for ”sociale” og forærer disse midler til nytilkomne. Men det gør politikere jo aktuelt og i praksis.
Problemet er nu, at denne politiske adfærd gør det særdeles attraktivt for navnlig indvandrere fra lande, hvor der generelt er fattigdom at rejse her til. For hvis man ikke finder sig et arbejde, kan man i vid udstrækning alligevel regne med at forbedre sin materielle standard.
Dette er helt grundlæggende et problem som europæiske lande står overfor:
- Indvandringen har i vid udstrækning bidraget til, at den arbejdsløshed, der i forvejen er højere end den nordamerikanske er blevet endnu højere, eftersom de ”sociale ydelser” (konfiskerede midler) også uddeles i form af kontanter og andre ydelser til tilrejsende.
Dette problem er altså forholdsvist simpelt at forholde sig til. De politiske beslutningstagere virker alligevel ude af stand til at ville erkende sammenhængene mellem den politiske adfærd; det vil sige forbindelserne mellem statsstøtte til dagpenge, lovbestemte mindstelønninger, fagforeningers protektionisme ud over mindsteløn, samt altså indvandringspolitikken - og så niveauet for arbejdsløshed.
Så den politiske opgave må derfor bestå i, at råbe politikerne op i forhold til den aktuelle problemstilling, der består i, at erkende hvilke negative konsekvenser disse politikker har. (Der er dog også om end svage tegn på, at man er ved at lægge kursen om i såvel Frankrig som Tyskland).
Det konkrete sociale problem er dermed, at lediggang skader den enkelte; især hvis lediggangen er langvarig.
Men som i andre sammenhænge er det ikke desto mindre konfiskationen af borgernes midler, der er det største moralske problem.
Det er afviklingen af ejendomsretten, der er den største negative kulturelle faktor i dette anliggende som i så mange andre.
Det er altså ikke, hvad man efterfølgende stiller op med de midler, man har taget. Dette er noget sekundært.
Hvis det sidste – hvad man gør med de konfiskerede midler - bliver spørgsmålet; og hvis det bliver diskussionen man rejser politisk, så ender resultatet blot med, at de politiske beslutningstagere siger OK, så bruger vi bare pengene på noget andet, lad os give dem til virksomhederne i stedet for.
Men virksomheder skal som bekendt ikke have penge foræret af politikere, som politikere har taget af borgere i almindelighed. Virksomheder skal tjene penge gennem fri handel og fri produktion. Så husk dette fokus: Det er konfiskationen, der er det primære problem, og hvad man gør med de midler, der konfiskeres er derfor et sekundært emne.
Derfor skal afviklingen af statsstøtte til dagpenge og til bistand føre til skattelettelser, lige såvel som det er skattelettelser, der skal være konsekvensen af fjernelsen af støtten til landmændene og erhvervslivet i almindelighed. Denne politik vil skabe den maksimale økonomiske aktivitet og den højeste beskæftigelse.
Det hypotetiske scenarium
Men hvad så hvis ovennævnte ydelser ikke eksisterede for indvandrere?
- Så fortæller de økonomiske love os, at interessen for at komme til landet ville blive reduceret, i kraft af, at man ikke kunne regne med at forbedre sin situation lige så meget, som det var tilfældet hvis omtalte ydelser blev givet.
Det skal dog nævnes, at man også måtte forvente, at det i kraft af omtalte forbedrede økonomiske dynamik samtidig ville blive mere interessant for andre typer af indvandrere at rejse hertil; det vil sige for de som i højere grad forventede at kunne finde ansættelse; og som slet ikke havde noget system med ”gratis” ydelser i tankerne i forbindelse med, at man overvejede at forlade sit hjemland.
Men spørgsmålet er nu: skulle indvandringen så være fri i dette tilfælde; men hvis tingene samtidig ellers var, som de er det i dag?
Lad os eksempelvis sige, at hele EU fjernede diverse ydelser og statslige ordninger, men eksempelvis Tyrkiet eller Mellemøsten var som det land og den region er for tiden. Skulle der så være fri indvandring fra disse lande med en kultur, der på mange måder er væsensforskellig fra den europæiske?
Svaret på dette spørgsmål må være et rimeligt klart nej. For resultatet ville være først en stigende sikkerhedstrussel og så til sidst en afvikling af den frihedens kultur, der trods alt eksisterer i Europa, og som har eksisteret de sidste to til tre hundrede år.
Der findes nu engang ikke en ”ren økonomi”, hvor kultur og sikkerhedspolitik skrives ud af den økonomiske analyse. Og økonomi handler nu engang om velstandsskabelse. Så hvis man ønsker at sikre velstanden og øge den, må man tage stilling til alle aspekter af en given sag, der påvirker økonomiske forhold.
Man kan derfor ikke sige, at kulturelle spørgsmål er økonomisk uvedkommende. Det samme gælder for det sikkerhedspolitiske spørgsmål, som alene er nok til at afvise indførslen af fri indvandring.
Sikkerhedspolitik handler om at forsvare de værdier samt de friheder og rettigheder, som man værdsætter lige såvel som det handler om at forsvare liv. Uden værdierne og friheden, så forsvinder også det liv, man værdsætter.
Amerikanere taler således om our way of life. Og forsvarspolitikken skal blandt andet forhindre former for invasion, der truer det frihedens liv, man værdsætter; og som vel at mærke er forudsætningen for, at man kan leve. Derfor er der tilsvarende ikke fri indvandring ind i USA. Men man har samtidig forståelse for, at det er en positiv faktor med indvandring, blot så længe det gælder individer, der værdsætter de amerikanske frihedsværdier.
Indvandring på frihedens præmisser
I det omfang, der findes lande med millioner af individer, der ikke bryder sig om de individuelle frihedsrettigheder, som er en central del af den europæiske kultur, må man derfor i samme omfang forholde sig til dette, også når spørgsmålet handler om økonomi og velstandsskabelse.
Økonomi handler med andre ord også om sikkerhed. Sikkerheden skal netop sikre friheden, der betyder, at man som individ kan skabe sig et værdigt og fremgangsrigt liv. Åbnes der derfor op for tilstrækkeligt mange, der ikke bryder sig om frihedens kultur, forsvinder frihedskulturen til sidst derfor også. Og i samme omfang forsvinder også velfærden og velstanden.
Så ja til indvandring. Men lad den være begrænset. Og lad begrænsningen bygge på frihedens principper og værdier. Lad dem der respekterer individets frihed, - med respekten for ytrings-, tros-, tanke, handle-, produktions-, religions-, og ikke mindst kvinders frihed til at leve på lige vilkår med mændene - komme hertil.
Sagen er jo den, at jo flere i Danmark og Europa, der respekterer disse friheder, desto stærkere og desto rigere en kultur skabes der.
En stærkere og mere velstandsskabende kultur vil derfor blive et eksempel til efterfølgelse.
Meget tyder jo også på, at de islamiserende og frihedsfjendske kræfter netop har vind i sejlende, eftersom man her mener, at den europæiske og amerikanske frihedskultur er aftagende.
Ovenstående politik hvor man bevidst tog stilling til, at frihedens kultur er bedre end ufrihedens ville vende billedet om: Europa ville i kraft af en indvandringspolitik, der tog højde for sikringen af de individuelle frihedsrettigheder herunder respekten for den private ejendomsret men altså også ytringsfriheden og tankefriheden stå stærkere, og mere selvsikkert. Politikker der byggede på det samme frihedens grundlag ville have den samme effekt.
Denne nyfundne kulturelle styrke kombineret med langt større konsekvens overfor det, man i praksis må kalde slyngelstater samt fornuftfjendske kulturer ville derfor omvendt svække de middelalderlige kræfter, man eksempelvis så manifestere sig den 11. september 2001.
Disse ufrihedens kræfter ville i første omgang derfor atter måtte lade sig nøjes med at operere i de regioner, hvor de i dag er stærkest. Derefter ville de skridt for skridt blive trængt tilbage også her i takt med, at den vestlige oplysnings og frihedskultur fik stærkere fodfæste efter det 20. århundredes skadelige kollektivistiske udskejelser.
For det er jo nok i vid udstrækning denne kollektivistiske fortid med totalitære styreformer, der plager os i den vestlige verden. Det er blot vigtigt at huske på, at sådanne former for kollektivisme: nazisme, socialisme, kommunisme er det stik modsatte af den respekt for individet og fornuften, som er den forudsætning, der har skabt velstanden i først Europa og USA - og siden i store dele af resten af verden.
Ovenstående indvandringspolitik baseret på frihedens betingelser ville samtidig være god sikkerhedspolitik. I den forbindelse er der jo glædeligvis noget, der tyder på at nogle af de nye lande (eksempelvis de baltiske lande og Tjekkiet, men også Polen), er mere frihedsorienterede end de gamle (såsom Frankrig og Tyskland). På denne måde er det europæiske samarbejde også blevet styrket (Og afsættet var jo netop også, at et totalitært system, det vil sige kommunismen i Østeuropa og Rusland brød sammen). Men de socialistiske bureaukrater og teknokrater i EU-institutionen har stadigvæk alt for meget indflydelse.
Så indvandring og ”åbenhed” kan bringe meget godt med sig, så længe man tænker sig om. Dette kræver blot, at åbenheden er betinget, og dermed ikke bliver en politik, der skader den frihed, der er en forudsætning for, at man kan bruge fornuften og bevidstheden til at skabe sig det liv, man som individ ønsker at skabe sig.
Frihedens kultur er derfor bedre end ufrihedens. Og på denne måde så er nogle kulturer åbenlyst bedre end andre.
- Eller som filosoffen Andrew Bernstein udtrykker det: Kapitalismen er den største godgører, som mennesket nogen sinde har haft. Det er på tide at hver enkelt tænkende mand og kvinde i enhver nation anerkender dette faktum, og fuldt og helt accepterer bevidsthedens system og individets rettigheder. (Læs mere her.)
Forudsætningen i den konkrete diskussion er dog et scenarium hvor det gælder, at indvandrere ikke får ”sociale ydelser”; det vil sige, at magthaverne ikke tager indkomst optjent af nogle andre, kalder deres konfiskerede midler for ”sociale” og forærer disse midler til nytilkomne. Men det gør politikere jo aktuelt og i praksis.
Problemet er nu, at denne politiske adfærd gør det særdeles attraktivt for navnlig indvandrere fra lande, hvor der generelt er fattigdom at rejse her til. For hvis man ikke finder sig et arbejde, kan man i vid udstrækning alligevel regne med at forbedre sin materielle standard.
Dette er helt grundlæggende et problem som europæiske lande står overfor:
- Indvandringen har i vid udstrækning bidraget til, at den arbejdsløshed, der i forvejen er højere end den nordamerikanske er blevet endnu højere, eftersom de ”sociale ydelser” (konfiskerede midler) også uddeles i form af kontanter og andre ydelser til tilrejsende.
Dette problem er altså forholdsvist simpelt at forholde sig til. De politiske beslutningstagere virker alligevel ude af stand til at ville erkende sammenhængene mellem den politiske adfærd; det vil sige forbindelserne mellem statsstøtte til dagpenge, lovbestemte mindstelønninger, fagforeningers protektionisme ud over mindsteløn, samt altså indvandringspolitikken - og så niveauet for arbejdsløshed.
Så den politiske opgave må derfor bestå i, at råbe politikerne op i forhold til den aktuelle problemstilling, der består i, at erkende hvilke negative konsekvenser disse politikker har. (Der er dog også om end svage tegn på, at man er ved at lægge kursen om i såvel Frankrig som Tyskland).
Det konkrete sociale problem er dermed, at lediggang skader den enkelte; især hvis lediggangen er langvarig.
Men som i andre sammenhænge er det ikke desto mindre konfiskationen af borgernes midler, der er det største moralske problem.
Det er afviklingen af ejendomsretten, der er den største negative kulturelle faktor i dette anliggende som i så mange andre.
Det er altså ikke, hvad man efterfølgende stiller op med de midler, man har taget. Dette er noget sekundært.
Hvis det sidste – hvad man gør med de konfiskerede midler - bliver spørgsmålet; og hvis det bliver diskussionen man rejser politisk, så ender resultatet blot med, at de politiske beslutningstagere siger OK, så bruger vi bare pengene på noget andet, lad os give dem til virksomhederne i stedet for.
Men virksomheder skal som bekendt ikke have penge foræret af politikere, som politikere har taget af borgere i almindelighed. Virksomheder skal tjene penge gennem fri handel og fri produktion. Så husk dette fokus: Det er konfiskationen, der er det primære problem, og hvad man gør med de midler, der konfiskeres er derfor et sekundært emne.
Derfor skal afviklingen af statsstøtte til dagpenge og til bistand føre til skattelettelser, lige såvel som det er skattelettelser, der skal være konsekvensen af fjernelsen af støtten til landmændene og erhvervslivet i almindelighed. Denne politik vil skabe den maksimale økonomiske aktivitet og den højeste beskæftigelse.
Det hypotetiske scenarium
Men hvad så hvis ovennævnte ydelser ikke eksisterede for indvandrere?
- Så fortæller de økonomiske love os, at interessen for at komme til landet ville blive reduceret, i kraft af, at man ikke kunne regne med at forbedre sin situation lige så meget, som det var tilfældet hvis omtalte ydelser blev givet.
Det skal dog nævnes, at man også måtte forvente, at det i kraft af omtalte forbedrede økonomiske dynamik samtidig ville blive mere interessant for andre typer af indvandrere at rejse hertil; det vil sige for de som i højere grad forventede at kunne finde ansættelse; og som slet ikke havde noget system med ”gratis” ydelser i tankerne i forbindelse med, at man overvejede at forlade sit hjemland.
Men spørgsmålet er nu: skulle indvandringen så være fri i dette tilfælde; men hvis tingene samtidig ellers var, som de er det i dag?
Lad os eksempelvis sige, at hele EU fjernede diverse ydelser og statslige ordninger, men eksempelvis Tyrkiet eller Mellemøsten var som det land og den region er for tiden. Skulle der så være fri indvandring fra disse lande med en kultur, der på mange måder er væsensforskellig fra den europæiske?
Svaret på dette spørgsmål må være et rimeligt klart nej. For resultatet ville være først en stigende sikkerhedstrussel og så til sidst en afvikling af den frihedens kultur, der trods alt eksisterer i Europa, og som har eksisteret de sidste to til tre hundrede år.
Der findes nu engang ikke en ”ren økonomi”, hvor kultur og sikkerhedspolitik skrives ud af den økonomiske analyse. Og økonomi handler nu engang om velstandsskabelse. Så hvis man ønsker at sikre velstanden og øge den, må man tage stilling til alle aspekter af en given sag, der påvirker økonomiske forhold.
Man kan derfor ikke sige, at kulturelle spørgsmål er økonomisk uvedkommende. Det samme gælder for det sikkerhedspolitiske spørgsmål, som alene er nok til at afvise indførslen af fri indvandring.
Sikkerhedspolitik handler om at forsvare de værdier samt de friheder og rettigheder, som man værdsætter lige såvel som det handler om at forsvare liv. Uden værdierne og friheden, så forsvinder også det liv, man værdsætter.
Amerikanere taler således om our way of life. Og forsvarspolitikken skal blandt andet forhindre former for invasion, der truer det frihedens liv, man værdsætter; og som vel at mærke er forudsætningen for, at man kan leve. Derfor er der tilsvarende ikke fri indvandring ind i USA. Men man har samtidig forståelse for, at det er en positiv faktor med indvandring, blot så længe det gælder individer, der værdsætter de amerikanske frihedsværdier.
Indvandring på frihedens præmisser
I det omfang, der findes lande med millioner af individer, der ikke bryder sig om de individuelle frihedsrettigheder, som er en central del af den europæiske kultur, må man derfor i samme omfang forholde sig til dette, også når spørgsmålet handler om økonomi og velstandsskabelse.
Økonomi handler med andre ord også om sikkerhed. Sikkerheden skal netop sikre friheden, der betyder, at man som individ kan skabe sig et værdigt og fremgangsrigt liv. Åbnes der derfor op for tilstrækkeligt mange, der ikke bryder sig om frihedens kultur, forsvinder frihedskulturen til sidst derfor også. Og i samme omfang forsvinder også velfærden og velstanden.
Så ja til indvandring. Men lad den være begrænset. Og lad begrænsningen bygge på frihedens principper og værdier. Lad dem der respekterer individets frihed, - med respekten for ytrings-, tros-, tanke, handle-, produktions-, religions-, og ikke mindst kvinders frihed til at leve på lige vilkår med mændene - komme hertil.
Sagen er jo den, at jo flere i Danmark og Europa, der respekterer disse friheder, desto stærkere og desto rigere en kultur skabes der.
En stærkere og mere velstandsskabende kultur vil derfor blive et eksempel til efterfølgelse.
Meget tyder jo også på, at de islamiserende og frihedsfjendske kræfter netop har vind i sejlende, eftersom man her mener, at den europæiske og amerikanske frihedskultur er aftagende.
Ovenstående politik hvor man bevidst tog stilling til, at frihedens kultur er bedre end ufrihedens ville vende billedet om: Europa ville i kraft af en indvandringspolitik, der tog højde for sikringen af de individuelle frihedsrettigheder herunder respekten for den private ejendomsret men altså også ytringsfriheden og tankefriheden stå stærkere, og mere selvsikkert. Politikker der byggede på det samme frihedens grundlag ville have den samme effekt.
Denne nyfundne kulturelle styrke kombineret med langt større konsekvens overfor det, man i praksis må kalde slyngelstater samt fornuftfjendske kulturer ville derfor omvendt svække de middelalderlige kræfter, man eksempelvis så manifestere sig den 11. september 2001.
Disse ufrihedens kræfter ville i første omgang derfor atter måtte lade sig nøjes med at operere i de regioner, hvor de i dag er stærkest. Derefter ville de skridt for skridt blive trængt tilbage også her i takt med, at den vestlige oplysnings og frihedskultur fik stærkere fodfæste efter det 20. århundredes skadelige kollektivistiske udskejelser.
For det er jo nok i vid udstrækning denne kollektivistiske fortid med totalitære styreformer, der plager os i den vestlige verden. Det er blot vigtigt at huske på, at sådanne former for kollektivisme: nazisme, socialisme, kommunisme er det stik modsatte af den respekt for individet og fornuften, som er den forudsætning, der har skabt velstanden i først Europa og USA - og siden i store dele af resten af verden.
Ovenstående indvandringspolitik baseret på frihedens betingelser ville samtidig være god sikkerhedspolitik. I den forbindelse er der jo glædeligvis noget, der tyder på at nogle af de nye lande (eksempelvis de baltiske lande og Tjekkiet, men også Polen), er mere frihedsorienterede end de gamle (såsom Frankrig og Tyskland). På denne måde er det europæiske samarbejde også blevet styrket (Og afsættet var jo netop også, at et totalitært system, det vil sige kommunismen i Østeuropa og Rusland brød sammen). Men de socialistiske bureaukrater og teknokrater i EU-institutionen har stadigvæk alt for meget indflydelse.
Så indvandring og ”åbenhed” kan bringe meget godt med sig, så længe man tænker sig om. Dette kræver blot, at åbenheden er betinget, og dermed ikke bliver en politik, der skader den frihed, der er en forudsætning for, at man kan bruge fornuften og bevidstheden til at skabe sig det liv, man som individ ønsker at skabe sig.
Frihedens kultur er derfor bedre end ufrihedens. Og på denne måde så er nogle kulturer åbenlyst bedre end andre.
- Eller som filosoffen Andrew Bernstein udtrykker det: Kapitalismen er den største godgører, som mennesket nogen sinde har haft. Det er på tide at hver enkelt tænkende mand og kvinde i enhver nation anerkender dette faktum, og fuldt og helt accepterer bevidsthedens system og individets rettigheder. (Læs mere her.)
2. oktober 2007
Landbrugsstøtte og skattelettelser
Afviklingen af landbrugsstøtten bør gå hånd i hånd med skattelettelser.
Landbrugsstøtte er tvungen økonomisk omfordeling: Man beskatter borgerne. Derefter giver man dele af de midler, man har beskattet sig til videre til udvalgte landbrugsvirksomheder. I praksis kanaliseres borgernes fortabte midler ofte over til større foretagender, der fordeler støtten yderligere.
Her kan der så identificeres en række negative konsekvenser. De beskattede, har nu ikke selv de beskattede midler at råde over. De er i praksis blevet fattigere. Derfor må de ændre deres økonomiske adfærd i forhold til nogle nye omstændigheder, hvor de er stillet ringere.
Dette betyder naturligvis også noget negativt i forhold til den del af budgettet, der bruges på fødevarer.
Men det er vigtigt at pointere at midlerne kunne være blevet brugt ligeså mangfoldigt som penge nu engang kan bruges. Så landbrugsstøttens negative effekter kan under ingen omstændigheder afgrænses til at handle om landbruget.
Det betyder, at det ikke blot er i rollen som borger, man har en interesse i at få landbrugsstøtten afskaffet, men også i rollen som producent og leverandør af varer og/eller ydelser. For med flere penge frit til rådighed var der naturligvis også flere midler for virksomheder af enhver art at konkurrere om.
Såvel i en moralsk henseende samt i en nyttemæssig henseende må fokus derfor være på denne primære konsekvens: at borgerne beskattes; at man tager noget fra dem; at man hæmmer deres muligheder for at handle med de midler, som de selv har tilvejebragt.
Med landbrugsstøtten og beskatningen forvolder man dermed skade på befolkningen og på den enkelte.
Beskatningen er det værste
Ovenstående vægtning af beskatning som det mest negative ved landbrugsstøtte er alligevel sjældent det politiske fokus, når man taler om landbrugsstøttens skadelighed.
Dette skyldes blandt andet, at de økonomer, der rådgiver politikerne også ser bort fra det moralske spørgsmål og skadeligheden forbundet med afviklingen af borgerens ejerskab og råderet.
I stedet stiller man skarpt på konsekvenserne ved, hvad der sker med midlerne efter, at de er blevet taget fra borgerne.
Der fokuseres således i stedet på den overproduktion, der ganske rigtigt også er en konsekvens af støtten.
Megen tid bruges her på de afledte politiske manøvrerer, der nødvendiggøres for at få overførselssystemet til ”fungere”. Der skrives og fortælles om ”madbjerge”, ”vinsøer” eller ”karruselssmør” (det vil sige smør der først eksporteres billigt med eksportstøtte til et tredjeland for så senere at blive importeret ind i eksportlandet igen - til brug i eksempelvis i landbrugsproduktion) eller gratis feta-ost til Nordkorea.
Andre afledte negative konsekvenser af eksempelvis overproduktion er skadevirkningerne forvoldt på fattigere lande i Afrika og Asien.
Det må derfor indskærpes, at det største problem forbundet med landbrugsstøtten er, at man tager borgernes penge. Det er det værste ved landbrugsstøtten.
Dette fokus bør derfor også være det helt primære i bestræbelserne på at afskaffe landbrugsstøtten; samt når man debatterer og diskuterer hvad, der skal ske når landbrugsstøtten aftrappes. I kraft af ovenstående burde det dermed være åbenlyst: - Borgerne skal ikke længere beskattes i samme omfang. Afviklingen af landbrugsstøtten må gå hånd i hånd med skattelettelser.
Landbrugsstøtte er tvungen økonomisk omfordeling: Man beskatter borgerne. Derefter giver man dele af de midler, man har beskattet sig til videre til udvalgte landbrugsvirksomheder. I praksis kanaliseres borgernes fortabte midler ofte over til større foretagender, der fordeler støtten yderligere.
Her kan der så identificeres en række negative konsekvenser. De beskattede, har nu ikke selv de beskattede midler at råde over. De er i praksis blevet fattigere. Derfor må de ændre deres økonomiske adfærd i forhold til nogle nye omstændigheder, hvor de er stillet ringere.
Dette betyder naturligvis også noget negativt i forhold til den del af budgettet, der bruges på fødevarer.
Men det er vigtigt at pointere at midlerne kunne være blevet brugt ligeså mangfoldigt som penge nu engang kan bruges. Så landbrugsstøttens negative effekter kan under ingen omstændigheder afgrænses til at handle om landbruget.
Det betyder, at det ikke blot er i rollen som borger, man har en interesse i at få landbrugsstøtten afskaffet, men også i rollen som producent og leverandør af varer og/eller ydelser. For med flere penge frit til rådighed var der naturligvis også flere midler for virksomheder af enhver art at konkurrere om.
Såvel i en moralsk henseende samt i en nyttemæssig henseende må fokus derfor være på denne primære konsekvens: at borgerne beskattes; at man tager noget fra dem; at man hæmmer deres muligheder for at handle med de midler, som de selv har tilvejebragt.
Med landbrugsstøtten og beskatningen forvolder man dermed skade på befolkningen og på den enkelte.
Beskatningen er det værste
Ovenstående vægtning af beskatning som det mest negative ved landbrugsstøtte er alligevel sjældent det politiske fokus, når man taler om landbrugsstøttens skadelighed.
Dette skyldes blandt andet, at de økonomer, der rådgiver politikerne også ser bort fra det moralske spørgsmål og skadeligheden forbundet med afviklingen af borgerens ejerskab og råderet.
I stedet stiller man skarpt på konsekvenserne ved, hvad der sker med midlerne efter, at de er blevet taget fra borgerne.
Der fokuseres således i stedet på den overproduktion, der ganske rigtigt også er en konsekvens af støtten.
Megen tid bruges her på de afledte politiske manøvrerer, der nødvendiggøres for at få overførselssystemet til ”fungere”. Der skrives og fortælles om ”madbjerge”, ”vinsøer” eller ”karruselssmør” (det vil sige smør der først eksporteres billigt med eksportstøtte til et tredjeland for så senere at blive importeret ind i eksportlandet igen - til brug i eksempelvis i landbrugsproduktion) eller gratis feta-ost til Nordkorea.
Andre afledte negative konsekvenser af eksempelvis overproduktion er skadevirkningerne forvoldt på fattigere lande i Afrika og Asien.
Det må derfor indskærpes, at det største problem forbundet med landbrugsstøtten er, at man tager borgernes penge. Det er det værste ved landbrugsstøtten.
Dette fokus bør derfor også være det helt primære i bestræbelserne på at afskaffe landbrugsstøtten; samt når man debatterer og diskuterer hvad, der skal ske når landbrugsstøtten aftrappes. I kraft af ovenstående burde det dermed være åbenlyst: - Borgerne skal ikke længere beskattes i samme omfang. Afviklingen af landbrugsstøtten må gå hånd i hånd med skattelettelser.
30. september 2007
Politik og fedme
”Nutidens amerikanske børn bliver muligvis den første generation, der kommer til at leve kortere og mere usundt liv end deres forældre. Det slår sundhedsorganisationen Trust for America's Health fast i sin årlige rapport med titlen "F som i Fedt."” Det kunne man læse i artiklen "Fedme truer USA’s økonomi" i Kristeligt Dagblad den 28. august.
I nogle lande er der uden tvivl et generelt problem med fedme og overvægtighed. Men problemet er først og fremmest den overvægtiges. Her må man dog samtidig erkende at nogle overvægtige eller fede ikke interesserer sig for spørgsmålet. I deres tilfælde må man lade sagen ligge.
Er det svært at blive overvægtig? - Nej. Hvis skuespillere skal påtage sig en rolle, hvor det kræves, at de tager adskillige kilo på, så gør de det. Kan man tabe sig? Javist, lige så vel som man kan holde op med at ryge og drikke. For nogle er dette med at gøre tingene ”absolut” det letteste og det bedste. Når man lærer sig selv bedre at kende, finder man ud af, hvad der er det bedste for en selv.
Er det vanskeligt at tabe sig? Her er svaret, at der er mere vanskeligt for nogle end andre.
Det næste spørgsmål er så naturligvis: ”hvorfor det?” Hvorfor er der nogle, der har svært ved at ændre på de forhold, der fører til overvægt, mens andre har lettere ved det?
Her må vi fastholde sammenligningen med at holde op med at ryge og drikke, og med at tage opgøret med alverdens øvrige laster; altså i det omfang man betragter sin overvægt/fedme som et problem - endsige som et resultat af "lastefuldhed". Og det er det ikke alle der gør.
Ovenstående handler ikke desto mindre om den personlige indstilling og holdning til, hvad det at være overvægtig, betyder. Hvis man ser fedme som et stort problem, gør man måske noget ved sagen. Men det er ikke sikkert. Det afhænger af hvad man er for et menneske, og hvad man interesserer sig for.
Hvad angår den genetiske og biologiske side af sagen, skal der konstateres følgende: Det er sandt at nogle er mere disponerede fra naturens hånd til at blive fede og overvægtige. Den samme diæt og de samme motionsvaner kan føre til at Hr. Hansen bliver overvægtig, mens Hr. Sørensen forbrænder energien bedre, og holder formen. Men det giver ikke Hansen et krav på Sørensens hjælp eller på penge til kostvejledning eller medlemskab af en motionsforening. Det betyder udelukkende, at Hansen står overfor en udfordring, som han selv kan vælge at forsøge at tackle - eller give op overfor. Dette er det eneste, som forskellen på biologi betyder.
Som det er påpeget tidligere, er det faktisk ikke så forfærdeligt svært at blive fed eller overvægtig, hvis man sætter sig for det. I dag – på grund af markedsøkonomien – er der praktisk talt ingen, der ikke er stand til at komme til at spise tilstrækkeligt. Vi lever i et rigelighedssamfund, hvad man bør være taknemmelig for. Praktisk talt samtlige borgere kan derfor æde sig fede, hvis de vil (med mindre de har nogle gener og en biologi, der på helt ekstrem vis forhindrer det, hvilket er ret ekstremt, i det tilfælde at man ligefrem bestemmer sig for at blive fed jævnfør de nævnte skuespillere og andre der har et ”behov” for at ændre vægten - eksempelvis sportsudøvere).
Hvis man synes man har taget på i vægt, mere end hvad godt er, og man vil gøre noget ved det, må man først og fremmest begynde med at erkende at problemet og dermed udfordringen, er ens egen. Har man slidte lunger af rygning, dårlige oplevelser med fuldskab eller er man træt af at se på dellerne i spejlet, må reaktionen være, at man selv tager de beslutninger, der skal tages.
At tage ansvar for ens egne konkrete udfordringer, er samtidig at tage ansvaret for ens eget liv i almindelighed. Dette er i bund og grund, hvad livet - tørt formuleret - består af: en lang række af udfordringer. (Det er også en udfordring at gøre udfordringerne vedkommende og så interessante, at man vil give sig i kast med dem). Selv det at nyde livet er derfor en udfordring. Det er en kamp, og det kræver at man bruger sin fornuft. Tingene kommer ikke af sig selv - heller ikke lykken. Hvad skulle man også med noget, som man havde fået uden at have fortjent det, det vil sige uden at have kæmpet for det?
For at kunne nå frem til det mål, man gerne vil nå frem til, må man så finde motivationen til at gøre det. Her skal det påpeges, at vi i vor tid mangler idealer og forbilleder. Og det er nu engang forudsætningen for at handle og give sig i kast med udfordringer: at man har en ide om, at det man efterstræber, er noget værd. Forbilleder bidrager på pædagogisk vis til at konkretisere denne værdi.
Heldigvis findes forbillederne, hvis man leder efter dem – også når det gælder sundhed og kropslig balance. Så hvis man vil give sig i kast med at leve sundere og dyrke mere motion, så kan det være en god ide at starte med at udvælge nogle helte indenfor området. Måske har læseren i forvejen nogle helte fra tidligere i livet – eventuelt fra barndommen, hvor det generelt er mere acceptabelt.
Fedme og socialisme
I vores samfund er der desværre en tendens til at man latterliggør helte, og derfor tager heltene fra børnene. Det betyder at mange voksne ikke har helte eller forbilleder. Og dette er en ret central årsag til, at så mange ikke giver sig i kast med de konkrete udfordringer, som de egentlig gerne ville rette sig imod.
At man på nationalt plan har ført en slags omvendt værdikamp imod helte og til afskaffelse af forbilleder, og at man eksempelvis laver børneprogramemmer uden helte og rollemodeller, kan der gives flere årsager til.
Overordnet kan man konstatere at socialismen, som desværre er en meget udbredt ideologi i Danmark ikke rigtigt har helte i det ideologiske univers. Socialisme er ikke for mennesker, der for sig selv og på egne præmisser forstår at nyde livet. Socialisme er for mennesker, der vil ofre nogle mennesker for andre menneskers skyld. Dette er simpelthen for afskyeligt til at der kan bygges en helteskikkelse op over denne grundidé. Ovenstående er derfor en af grundene til, at samfundet er blevet fattigt på forbilleder, og på at socialistiske politikere af og til forsøger at puste sig op til at være forbilleder fordi man ved at disse alligevel er nødvendige til at anspore til handling.
Aktuelt har folkesocialisten Villy Søvndal forsøgt at iscenesætte sig som forbillede ved at sælge en bil i den rød-grønne ideologis navn. Men hvordan kan dette for alvor være et forbillede for mennesker, der gerne vil leve på en meningsfuld måde: at man skal sælge sin større bil til fordel for en mindre, og så eventuelt bagefter sælge den mindre til fordel for at køre i bus eller tog, og derefter så søge at afvikle sådanne former for transport, der jo også ”belaster” og ”påvirker” til fordel for eksempelvis hestevogne og cykler? - Hvor er bedriften og udfordringen i grunden i at afvikle noget (velstand, komfort, effektivitet), der vitterligt er blevet skabt, fordi nogle gav sig i kast med virkelige udfordringer: at opfinde og udvikle komfortable transportmidler, som almindelige mennesker havde råd til? Med andre ord: Hvor er det heroiske i regression (tilbagevenden til en tidligere tilstand) og stagnation?
Det frie samfund har helte og forbilleder, som individet kan bruge som motivation.
Det skal således være påstanden, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem et samfund uden visioner, idealer og mål – og så tendensen til overvægt og usundhed; på samme måde som der er en sammenhæng mellem fraværet af idealer og forbilleder - og så omfanget af kriminalitet og andre former for negativ social adfærd.
Uden personlige helte og forbilleder, har mennesker uden filosofisk træning rent faktisk meget vanskeligt ved at gøre deres personlige udfordring konkret nok til at give sig i kast med den.
Med et forbillede / en rolle model er spørgsmålet naturligvis: hvad ville han eller hun (mit forbillede) gøre i dette tilfælde, – eksempelvis i tilfældet af stigende fedme? Helten og forbilledet ville naturligvis efter erkendelse af et problem give sig i kast med at løse problemet.
Mennesker, der holder af at leve og give sig i kast med alle de udfordringer, der er forbundet med tilværelsen så længe man er i live, bryder sig af samme grund simpelthen ikke om en stat, der skridt for skridt fjerner mulighederne for at man kan handle, sådan som man selv finder det bedst.
Omvendt er ”velfærdsstaten” netop skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som netop har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. Sådan et system, kan man naturligvis ikke skabe i praksis. Resultatet bliver blot at alle hæmmes i at handle, og at problemerne og udfordringerne vokser sig større og større – uden at nogen formår at forholde sig til dem.
Fedme er så et af problemerne, der opstår i bestræbelserne på at skabe en årsagsløs virkelighed. For i kraft af den socialistiske ideologi gøres fedme netop i stigende grad til et ”fælles anliggende”, og ophører dermed med at være et personligt spørgsmål. Så er det netop at flere og flere bliver fede og overvægtige. Her er det også på sin plads at kritisere lægestanden, der netop har væltet en række usikkerheder forbundet med at være læge over på staten og befolkningen i kraft af det nationaliserede sundhedssystem. Denne protektionisme har gjort det stadigt dyrere for befolkningen at være syge også i kraft af ventelister, men ikke mindst eftersom konkurrencen på pris og om at tilbyde kvalitet er blevet afviklet.
Står man overfor nogle af de nævnte og meget konkrete udfordringer såsom ønsket om at holde op med at ryge, drikke eller spise for meget, byder lejligheden sig netop til at man begynder med at forbedre sin tilværelse med noget, man har en praktisk mulighed for at forholde sig til. For dette er jo netop simpelt: Man bryder sig ikke om at ryge, men gør det alligevel. Så må man tage fat på problemet. Man må tænke tingene igennem: Man må lave en liste med fordele og ulemper ved ”lasten”. Man må veje dem på ens egen indre vægtskål. Ligeledes med alkohol og med overvægt og usunde madvaner. Så lav listen (gør det eventuelt når dette er læst). Tænk over hvad det betyder at tage opgøret med det negative i dit liv. Find alle de positive vinkler, der kan mobiliseres til brug for opgøret. Måske er der nogle, der gerne vil hjælpe med at strikke sådan en liste sammen.
Det kan ikke siges for sjældent men det gode liv er ikke mindst ”det bevidste liv”, hvor man ved hvad man kan, og hvorfor man gør det man gør; hvilket er en anden måde at sige, at man er motiveret til at handle.
Dertil kan så tilføjes at det gode liv på længere sigt, handler om at ens adfærd er konsistent: det vil sige at de forskellige delelementer i ens adfærd er integrerede til et samlet hele. Det man siger og gør skulle gerne også i sammenhæng give mening. Eksempelvis skulle den litteratur, man læser, gerne anspore en til at gøre de ting, som man gerne vil gøre. Tilsvarende skulle det man spiser gerne bidrage til, at man har energien og kræfterne til at handle i retning frem imod de mål, man gerne vil forfølge.
Hvad angår fedme og overvægt, kan man jo vælge at tænke i positive baner. For der er jo altid en positiv årsag til at man vil gøre op med noget negativt: Man vil kunne lide at se sig selv i spejlet. Man vil måske gerne kunne bevæge sig lettere og fremtræde mere elegant. Man vil gerne se bedre ud, når man omgås andre. Man vil gerne kunne nyde god mad uden at føle skam forbundet med, at man bidrager til flere deller og mere overflødigt fedt. Man vil gerne kunne motionere regelmæssigt, og gøre det sådan, at det ikke er en pine. Dette kræver, at man bygger kroppen op, hvis den er blevet dårligt vedligeholdt.
Igen hjælper det således, hvis man forsøger at integrere sine mål, sådan at de tilsammen udgør et livsbekræftende hele: Mange behandler således deres bil bedre end de behandler deres krop eller deres bevidsthed. Men skaderne som følge af misligholdelse vender jo som bekendt tilbage til det samme subjekt, det vil sige tilbage til én selv. Derfor kan det godt betale sig at tænke overfor hvorfor man eventuelt udviser større respekt overfor et (eksternt) transportmiddel, kæresten, arbejdet eller boligen, - end man gør over for sig selv.
Konklusion
Svaghed eller en bestemt udfordring giver således ingen som helst ret til at bemægtige sig andre menneskers ressourcer.
Jævnfør sammenligningen med at vedligeholde og passe et transport-middel (og det er jo også en af kroppens funktioner at være dette), så ved de fleste jo godt, at uansvarlighed bør have konsekvenser, og at virkeligheden i sig selv straffer ligegyldighed.
Derfor er det også så negativt, at tale om ”fedme-epidemi”. Det svarer til at tale om epidemi, hvad angår bilers eller jernbaneskinners kvalitet: Sådanne former for retorik handler udelukkende om ansvarsflugt; og det er som nævnt et centralt element i den socialistiske ideologi at flygte fra virkeligheden og ansvaret. Men så er det som sagt også, at problemerne for alvor hober sig op.
Konkrete udfordringer, som eksempelvis overvægt eller rygerlunger, betyder derfor udelukkende, at man her står overfor noget, man som individ må forholde sig til. Er man ikke fed eller overvægtig, står man uden tvivl overfor andre udfordringer, hvad enten de er fysiske eller psykiske.
Ingen af os har imidlertid retten til at vælte ansvaret for at forholde sig til de udfordringer vi står overfor over på andre. Det er umoralsk, forkert og destruktivt at gøre det - såvel på det personlige plan som på det politiske.
I nogle lande er der uden tvivl et generelt problem med fedme og overvægtighed. Men problemet er først og fremmest den overvægtiges. Her må man dog samtidig erkende at nogle overvægtige eller fede ikke interesserer sig for spørgsmålet. I deres tilfælde må man lade sagen ligge.
Er det svært at blive overvægtig? - Nej. Hvis skuespillere skal påtage sig en rolle, hvor det kræves, at de tager adskillige kilo på, så gør de det. Kan man tabe sig? Javist, lige så vel som man kan holde op med at ryge og drikke. For nogle er dette med at gøre tingene ”absolut” det letteste og det bedste. Når man lærer sig selv bedre at kende, finder man ud af, hvad der er det bedste for en selv.
Er det vanskeligt at tabe sig? Her er svaret, at der er mere vanskeligt for nogle end andre.
Det næste spørgsmål er så naturligvis: ”hvorfor det?” Hvorfor er der nogle, der har svært ved at ændre på de forhold, der fører til overvægt, mens andre har lettere ved det?
Her må vi fastholde sammenligningen med at holde op med at ryge og drikke, og med at tage opgøret med alverdens øvrige laster; altså i det omfang man betragter sin overvægt/fedme som et problem - endsige som et resultat af "lastefuldhed". Og det er det ikke alle der gør.
Ovenstående handler ikke desto mindre om den personlige indstilling og holdning til, hvad det at være overvægtig, betyder. Hvis man ser fedme som et stort problem, gør man måske noget ved sagen. Men det er ikke sikkert. Det afhænger af hvad man er for et menneske, og hvad man interesserer sig for.
Hvad angår den genetiske og biologiske side af sagen, skal der konstateres følgende: Det er sandt at nogle er mere disponerede fra naturens hånd til at blive fede og overvægtige. Den samme diæt og de samme motionsvaner kan føre til at Hr. Hansen bliver overvægtig, mens Hr. Sørensen forbrænder energien bedre, og holder formen. Men det giver ikke Hansen et krav på Sørensens hjælp eller på penge til kostvejledning eller medlemskab af en motionsforening. Det betyder udelukkende, at Hansen står overfor en udfordring, som han selv kan vælge at forsøge at tackle - eller give op overfor. Dette er det eneste, som forskellen på biologi betyder.
Som det er påpeget tidligere, er det faktisk ikke så forfærdeligt svært at blive fed eller overvægtig, hvis man sætter sig for det. I dag – på grund af markedsøkonomien – er der praktisk talt ingen, der ikke er stand til at komme til at spise tilstrækkeligt. Vi lever i et rigelighedssamfund, hvad man bør være taknemmelig for. Praktisk talt samtlige borgere kan derfor æde sig fede, hvis de vil (med mindre de har nogle gener og en biologi, der på helt ekstrem vis forhindrer det, hvilket er ret ekstremt, i det tilfælde at man ligefrem bestemmer sig for at blive fed jævnfør de nævnte skuespillere og andre der har et ”behov” for at ændre vægten - eksempelvis sportsudøvere).
Hvis man synes man har taget på i vægt, mere end hvad godt er, og man vil gøre noget ved det, må man først og fremmest begynde med at erkende at problemet og dermed udfordringen, er ens egen. Har man slidte lunger af rygning, dårlige oplevelser med fuldskab eller er man træt af at se på dellerne i spejlet, må reaktionen være, at man selv tager de beslutninger, der skal tages.
At tage ansvar for ens egne konkrete udfordringer, er samtidig at tage ansvaret for ens eget liv i almindelighed. Dette er i bund og grund, hvad livet - tørt formuleret - består af: en lang række af udfordringer. (Det er også en udfordring at gøre udfordringerne vedkommende og så interessante, at man vil give sig i kast med dem). Selv det at nyde livet er derfor en udfordring. Det er en kamp, og det kræver at man bruger sin fornuft. Tingene kommer ikke af sig selv - heller ikke lykken. Hvad skulle man også med noget, som man havde fået uden at have fortjent det, det vil sige uden at have kæmpet for det?
For at kunne nå frem til det mål, man gerne vil nå frem til, må man så finde motivationen til at gøre det. Her skal det påpeges, at vi i vor tid mangler idealer og forbilleder. Og det er nu engang forudsætningen for at handle og give sig i kast med udfordringer: at man har en ide om, at det man efterstræber, er noget værd. Forbilleder bidrager på pædagogisk vis til at konkretisere denne værdi.
Heldigvis findes forbillederne, hvis man leder efter dem – også når det gælder sundhed og kropslig balance. Så hvis man vil give sig i kast med at leve sundere og dyrke mere motion, så kan det være en god ide at starte med at udvælge nogle helte indenfor området. Måske har læseren i forvejen nogle helte fra tidligere i livet – eventuelt fra barndommen, hvor det generelt er mere acceptabelt.
Fedme og socialisme
I vores samfund er der desværre en tendens til at man latterliggør helte, og derfor tager heltene fra børnene. Det betyder at mange voksne ikke har helte eller forbilleder. Og dette er en ret central årsag til, at så mange ikke giver sig i kast med de konkrete udfordringer, som de egentlig gerne ville rette sig imod.
At man på nationalt plan har ført en slags omvendt værdikamp imod helte og til afskaffelse af forbilleder, og at man eksempelvis laver børneprogramemmer uden helte og rollemodeller, kan der gives flere årsager til.
Overordnet kan man konstatere at socialismen, som desværre er en meget udbredt ideologi i Danmark ikke rigtigt har helte i det ideologiske univers. Socialisme er ikke for mennesker, der for sig selv og på egne præmisser forstår at nyde livet. Socialisme er for mennesker, der vil ofre nogle mennesker for andre menneskers skyld. Dette er simpelthen for afskyeligt til at der kan bygges en helteskikkelse op over denne grundidé. Ovenstående er derfor en af grundene til, at samfundet er blevet fattigt på forbilleder, og på at socialistiske politikere af og til forsøger at puste sig op til at være forbilleder fordi man ved at disse alligevel er nødvendige til at anspore til handling.
Aktuelt har folkesocialisten Villy Søvndal forsøgt at iscenesætte sig som forbillede ved at sælge en bil i den rød-grønne ideologis navn. Men hvordan kan dette for alvor være et forbillede for mennesker, der gerne vil leve på en meningsfuld måde: at man skal sælge sin større bil til fordel for en mindre, og så eventuelt bagefter sælge den mindre til fordel for at køre i bus eller tog, og derefter så søge at afvikle sådanne former for transport, der jo også ”belaster” og ”påvirker” til fordel for eksempelvis hestevogne og cykler? - Hvor er bedriften og udfordringen i grunden i at afvikle noget (velstand, komfort, effektivitet), der vitterligt er blevet skabt, fordi nogle gav sig i kast med virkelige udfordringer: at opfinde og udvikle komfortable transportmidler, som almindelige mennesker havde råd til? Med andre ord: Hvor er det heroiske i regression (tilbagevenden til en tidligere tilstand) og stagnation?
Det frie samfund har helte og forbilleder, som individet kan bruge som motivation.
Det skal således være påstanden, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem et samfund uden visioner, idealer og mål – og så tendensen til overvægt og usundhed; på samme måde som der er en sammenhæng mellem fraværet af idealer og forbilleder - og så omfanget af kriminalitet og andre former for negativ social adfærd.
Uden personlige helte og forbilleder, har mennesker uden filosofisk træning rent faktisk meget vanskeligt ved at gøre deres personlige udfordring konkret nok til at give sig i kast med den.
Med et forbillede / en rolle model er spørgsmålet naturligvis: hvad ville han eller hun (mit forbillede) gøre i dette tilfælde, – eksempelvis i tilfældet af stigende fedme? Helten og forbilledet ville naturligvis efter erkendelse af et problem give sig i kast med at løse problemet.
Mennesker, der holder af at leve og give sig i kast med alle de udfordringer, der er forbundet med tilværelsen så længe man er i live, bryder sig af samme grund simpelthen ikke om en stat, der skridt for skridt fjerner mulighederne for at man kan handle, sådan som man selv finder det bedst.
Omvendt er ”velfærdsstaten” netop skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som netop har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. Sådan et system, kan man naturligvis ikke skabe i praksis. Resultatet bliver blot at alle hæmmes i at handle, og at problemerne og udfordringerne vokser sig større og større – uden at nogen formår at forholde sig til dem.
Fedme er så et af problemerne, der opstår i bestræbelserne på at skabe en årsagsløs virkelighed. For i kraft af den socialistiske ideologi gøres fedme netop i stigende grad til et ”fælles anliggende”, og ophører dermed med at være et personligt spørgsmål. Så er det netop at flere og flere bliver fede og overvægtige. Her er det også på sin plads at kritisere lægestanden, der netop har væltet en række usikkerheder forbundet med at være læge over på staten og befolkningen i kraft af det nationaliserede sundhedssystem. Denne protektionisme har gjort det stadigt dyrere for befolkningen at være syge også i kraft af ventelister, men ikke mindst eftersom konkurrencen på pris og om at tilbyde kvalitet er blevet afviklet.
Står man overfor nogle af de nævnte og meget konkrete udfordringer såsom ønsket om at holde op med at ryge, drikke eller spise for meget, byder lejligheden sig netop til at man begynder med at forbedre sin tilværelse med noget, man har en praktisk mulighed for at forholde sig til. For dette er jo netop simpelt: Man bryder sig ikke om at ryge, men gør det alligevel. Så må man tage fat på problemet. Man må tænke tingene igennem: Man må lave en liste med fordele og ulemper ved ”lasten”. Man må veje dem på ens egen indre vægtskål. Ligeledes med alkohol og med overvægt og usunde madvaner. Så lav listen (gør det eventuelt når dette er læst). Tænk over hvad det betyder at tage opgøret med det negative i dit liv. Find alle de positive vinkler, der kan mobiliseres til brug for opgøret. Måske er der nogle, der gerne vil hjælpe med at strikke sådan en liste sammen.
Det kan ikke siges for sjældent men det gode liv er ikke mindst ”det bevidste liv”, hvor man ved hvad man kan, og hvorfor man gør det man gør; hvilket er en anden måde at sige, at man er motiveret til at handle.
Dertil kan så tilføjes at det gode liv på længere sigt, handler om at ens adfærd er konsistent: det vil sige at de forskellige delelementer i ens adfærd er integrerede til et samlet hele. Det man siger og gør skulle gerne også i sammenhæng give mening. Eksempelvis skulle den litteratur, man læser, gerne anspore en til at gøre de ting, som man gerne vil gøre. Tilsvarende skulle det man spiser gerne bidrage til, at man har energien og kræfterne til at handle i retning frem imod de mål, man gerne vil forfølge.
Hvad angår fedme og overvægt, kan man jo vælge at tænke i positive baner. For der er jo altid en positiv årsag til at man vil gøre op med noget negativt: Man vil kunne lide at se sig selv i spejlet. Man vil måske gerne kunne bevæge sig lettere og fremtræde mere elegant. Man vil gerne se bedre ud, når man omgås andre. Man vil gerne kunne nyde god mad uden at føle skam forbundet med, at man bidrager til flere deller og mere overflødigt fedt. Man vil gerne kunne motionere regelmæssigt, og gøre det sådan, at det ikke er en pine. Dette kræver, at man bygger kroppen op, hvis den er blevet dårligt vedligeholdt.
Igen hjælper det således, hvis man forsøger at integrere sine mål, sådan at de tilsammen udgør et livsbekræftende hele: Mange behandler således deres bil bedre end de behandler deres krop eller deres bevidsthed. Men skaderne som følge af misligholdelse vender jo som bekendt tilbage til det samme subjekt, det vil sige tilbage til én selv. Derfor kan det godt betale sig at tænke overfor hvorfor man eventuelt udviser større respekt overfor et (eksternt) transportmiddel, kæresten, arbejdet eller boligen, - end man gør over for sig selv.
Konklusion
Svaghed eller en bestemt udfordring giver således ingen som helst ret til at bemægtige sig andre menneskers ressourcer.
Jævnfør sammenligningen med at vedligeholde og passe et transport-middel (og det er jo også en af kroppens funktioner at være dette), så ved de fleste jo godt, at uansvarlighed bør have konsekvenser, og at virkeligheden i sig selv straffer ligegyldighed.
Derfor er det også så negativt, at tale om ”fedme-epidemi”. Det svarer til at tale om epidemi, hvad angår bilers eller jernbaneskinners kvalitet: Sådanne former for retorik handler udelukkende om ansvarsflugt; og det er som nævnt et centralt element i den socialistiske ideologi at flygte fra virkeligheden og ansvaret. Men så er det som sagt også, at problemerne for alvor hober sig op.
Konkrete udfordringer, som eksempelvis overvægt eller rygerlunger, betyder derfor udelukkende, at man her står overfor noget, man som individ må forholde sig til. Er man ikke fed eller overvægtig, står man uden tvivl overfor andre udfordringer, hvad enten de er fysiske eller psykiske.
Ingen af os har imidlertid retten til at vælte ansvaret for at forholde sig til de udfordringer vi står overfor over på andre. Det er umoralsk, forkert og destruktivt at gøre det - såvel på det personlige plan som på det politiske.
19. september 2007
Umoralsk vælgeradfærd
Til SF's Anne Baastrup, der skrev om mig i Fyens Stiftstidende 18/8, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke ønsker at give en eneste krone til hendes socialistiske projekt. Problemet er imidlertid, at mine penge konfiskeres til den evigt forslugne "velfærdspyramide". Og det er umoralsk vælgeradfærd.
Baastrup skriver om USA og Danmark. USA er et af de rigeste lande i verden med rige borgere, og hvor fattige fra ufriere dele af verden strømmer til. Rigdommen skyldes, at man i USA fik friheden som individ til at skabe sig en bedre tilværelse. Frihedsrevolutionen blev Danmark også en del af.
Såvel USA som Danmark er i dag del af den globaliserede markedsøkonomi. Markedsøkonomi må man også takke for den lave arbejdsløshed. Desværre er USA også blevet ramt af "velfærdssyge" med økonomisk omfordeling, der skaber nogle af de samme sociale problemer, som vi ser i Danmark. Hvad angår nogle typer af skatter er niveauet ligefrem højere i USA end i Danmark. Det gælder selskabsskatterne. Forskelle på velstand mellem lande og mennesker, der er lige frie skyldes så forskelle på produktivitet.
Men hvorfor er Danmark med i de riges klub? Det skyldes, at vores høje skatter er indført meget sent. Rige lande med lave skatter er Hongkong, Irland, Schweiz, New Zealand, Monaco, Luxembourg eller Østrig. De er rige som Danmark, men man har lavere skatter, og man lever forholdsvist sundt.
Årsagen til velstanden skyldes derfor friheden til at producere, og friheden til at nyde godt af egen produktivitet; samt altså at vi er en del af det globale fællesskab, der er markedsøkonomien, hvor goder og ydelser udveksles i frihed.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 26/8
Baastrup skriver om USA og Danmark. USA er et af de rigeste lande i verden med rige borgere, og hvor fattige fra ufriere dele af verden strømmer til. Rigdommen skyldes, at man i USA fik friheden som individ til at skabe sig en bedre tilværelse. Frihedsrevolutionen blev Danmark også en del af.
Såvel USA som Danmark er i dag del af den globaliserede markedsøkonomi. Markedsøkonomi må man også takke for den lave arbejdsløshed. Desværre er USA også blevet ramt af "velfærdssyge" med økonomisk omfordeling, der skaber nogle af de samme sociale problemer, som vi ser i Danmark. Hvad angår nogle typer af skatter er niveauet ligefrem højere i USA end i Danmark. Det gælder selskabsskatterne. Forskelle på velstand mellem lande og mennesker, der er lige frie skyldes så forskelle på produktivitet.
Men hvorfor er Danmark med i de riges klub? Det skyldes, at vores høje skatter er indført meget sent. Rige lande med lave skatter er Hongkong, Irland, Schweiz, New Zealand, Monaco, Luxembourg eller Østrig. De er rige som Danmark, men man har lavere skatter, og man lever forholdsvist sundt.
Årsagen til velstanden skyldes derfor friheden til at producere, og friheden til at nyde godt af egen produktivitet; samt altså at vi er en del af det globale fællesskab, der er markedsøkonomien, hvor goder og ydelser udveksles i frihed.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 26/8
6. september 2007
Adfærds-socialisme
Anne Baastrup fra SF vil tage flere af mine sodvandspenge i sundhedens navn. I forvejen tager man billedligt talt hver fjerde sodavand i kraft af momsen på 25 procent. Det, man bør forestille sig, er således, at Baastrup & Co. står uden for supermarkedet og konfiskerer.
Råderet over indkomst i samfundet tilhører imidlertid de produktive i samfundet og ikke plyndrende socialister. Baastrup vil mere præcist derfor tage mine penge, og ikke sodavand. Og om tyven siger, at tyveriet er for sundhedens skyld eller ej gør ingen forskel. Men hvad med børnene? Det er ganske simpelt. Forældrene siger bare nej, hvis der drikkes for meget, og de gange, hvor der er noget at fejre, siger de ja. Vaner og dannelse er i øvrigt generelt et familiært anliggende.
Baastrups mafia-metoder ville også slå fejl, hvis hun fik sin vilje. Årsagen til dette er, at markedet generelt gør alle varer billigere; takket være den fri konkurrence, der bidrager til at reducere produktionsomkostningerne. Overfloden kommer man derfor ikke til livs. Den kan vi takke den markedsøkonomi for, som har gjort os sundere end nogen sinde i artens 130.000-årige historie. Det betyder, at Baastrup og de andre hele tiden måtte hæve skatterne, hvis de mener, at det er billiggørelse, der er problemet og fører til overvægt. For markedet sikrer, at vi har fået bedre råd til det meste. Det eneste, socialister kan skabe, er derfor til sidst fattigdom ved at nationalisere økonomien.
"Adfærds-socialisterne" har imidlertid takket være vælgere, der gerne vil opdrages, men også dem, der gerne vil have del i de midler, der konfiskeres, fundet sig en levevej. Problemet i den sammenhæng er nu, at den værste form for afhængighed ikke er sodavandstrang, men trangen til Andre Folks Penge.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende
Råderet over indkomst i samfundet tilhører imidlertid de produktive i samfundet og ikke plyndrende socialister. Baastrup vil mere præcist derfor tage mine penge, og ikke sodavand. Og om tyven siger, at tyveriet er for sundhedens skyld eller ej gør ingen forskel. Men hvad med børnene? Det er ganske simpelt. Forældrene siger bare nej, hvis der drikkes for meget, og de gange, hvor der er noget at fejre, siger de ja. Vaner og dannelse er i øvrigt generelt et familiært anliggende.
Baastrups mafia-metoder ville også slå fejl, hvis hun fik sin vilje. Årsagen til dette er, at markedet generelt gør alle varer billigere; takket være den fri konkurrence, der bidrager til at reducere produktionsomkostningerne. Overfloden kommer man derfor ikke til livs. Den kan vi takke den markedsøkonomi for, som har gjort os sundere end nogen sinde i artens 130.000-årige historie. Det betyder, at Baastrup og de andre hele tiden måtte hæve skatterne, hvis de mener, at det er billiggørelse, der er problemet og fører til overvægt. For markedet sikrer, at vi har fået bedre råd til det meste. Det eneste, socialister kan skabe, er derfor til sidst fattigdom ved at nationalisere økonomien.
"Adfærds-socialisterne" har imidlertid takket være vælgere, der gerne vil opdrages, men også dem, der gerne vil have del i de midler, der konfiskeres, fundet sig en levevej. Problemet i den sammenhæng er nu, at den værste form for afhængighed ikke er sodavandstrang, men trangen til Andre Folks Penge.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende
5. september 2007
Den offentlige og den private sektor
Anders Fogh Rasmussen sagde den 10. august i Jyllands-Posten at: Man skal lære at betragte investeringer i den offentlige sektor som en del af investeringen i en bedre konkurrenceevne. Det er det moderne samfund. Derfor kan man ikke lave en modsætning mellem den offentlige sektor og den private sektor. Men ikke desto mindre er der modsætningsforhold. Et af disse handler om, at den offentlige kan fortrænge den private sektors størrelse, og omvendt. Den private sektor er endvidere organiseret på én måde, og den offentlige sektor på en anden. Og langt de fleste af de ydelser og services, der leveres i den offentlige sektor ville langt bedre kunne frembringes i den private.
Grundlæggende er incitamentsstrukturen og dynamikken på markedspladsen helt anderledes end indenfor den offentlige sektor. I den offentlige sektor har man ikke det fænomen, der hedder ”entreprenøren”, altså det menneske, der med egne midler eller andres midler, som dog også er tilvejebragt i frivillighed, sætter noget nyt i værk, investerer, udvikler, og organiserer - ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere, som også vil gøre dette, altså belønne, i al frivillighed. Den offentlige sektor er i stedet opbygget langt mere formelt og stift. Det betyder at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved at imødekomme forbrugernes behov, – alene eftersom man ikke har deres individuelle tilkendegivelse i form af individuelle betalinger til at vurdere, om det, der leveres har værdi eller ej, og hvor meget. Landvindinger og nyskabelse ser man derfor altovervejende blive udviklet og distribueret enten hos den private sektor herhjemme eller fra de udenlandske private sektorers side.
Hvis resten af den frie verden afviklede den private sektor i samme omfang som man har gjort det herhjemme
Vi skal i den forbindelse også glæde os over, at de private sektorer i udlandet procentuelt (men også i absolut forstand) er langt større end vores. Dette betyder at vi, selv om vores offentlige sektor er ganske stor (og tilsvarende har fortrængt den private) i kraft af at være del af det globale marked, har glæde af alt det der opfindes, udvikles og masseproduceres i de udenlandske private sektorer. Det gælder altså for Nordamerika, resten af Europa, store dele af Asien, men også Latin Amerika. Den frie handel og de frie udvekslinger, som altså fylder procentuelt mere i andre industrialiserede lande med markedsøkonomi (men som i forhold til Danmarks også fylder mere absolut), er altså årsagen til at varer og ydelser er så billige, men også at vi ikke mærker de fulde konsekvenser ved at have en meget stor og ineffektiv offentlig sektor, der har gjort den private sektor mindre herhjemme. De samme billige varer og ydelser, som eksisterer i kraft af den generelle dynamik på markedspladsen betyder også, at de økonomiske konsekvenser ved de meget høje skatter i Danmark mildnes. Man kan derfor selv forstille sig hvad der ville ske, hvis resten af den frie verden fik tilsvarende høje skatter, og på samme måde som vi i Danmark fik meget store offentlige sektorer, hvor de private tilsvarende så blev reduceret.
Bevægelsen i retning mod én stor offentlig sektor er i øvrigt også bevægelsen frem i mod et fuldt socialiseret/nationaliseret samfund, som er det samme som et ”socialistisk” samfund. Og de lovmæssigheder, der gælder hvad angår faldende effektivitet i socialistiske samfund, gælder naturligvis også i det omfang, at man bevæger sig i denne retning. Modsætningsforholdet burde derfor allerede i kraft af det indledende være til at forstå.
De frie private virksomheder
Den private sektor består som bekendt af private virksomheder, som kan være små, mellemstore og store. Størrelsen på virksomhederne er bestemt af ”udbud og efterspørgsel”. Det siger måske ikke så meget. Men vigtigt i denne sammenhæng er det, at pege på, at hvad angår private virksomheder, er det forbrugerne, der bestemmer de private virksomheders størrelse ved at købe eller undlade at købe virksomhedernes varer.
Måske vurderes det fra forbrugernes side, at det som den ene virksomhed udbyder, er for dyrt i forhold til en anden virksomhed. Måske foretrækker man visse ydelser frem for andre. De populære virksomheder kan i kraft af at sælge noget populært derfor vokse og fortsætte med at vokse. Deres ydelser kan være en så stor succes, at de også vil blive en succes i andre lande.
Frihed kombineret med succes, der er en konsekvens af dygtighed, kommer med andre ord i høj grad forbrugerne til gode i form af lavere priser og højere kvalitet. Andre virksomheder bliver ikke populære, men forsvinder måske hurtigt efter at de er blevet etableret. Atter andre virksomheder bevarer i lange perioder deres størrelse. Behovet for varer og ydelser er måske ikke så stort. Måske er de individer, der organiserer sådanne virksomheder i andre tilfælde ikke dygtige nok. Forklaringerne kan være mangfoldige. Men hvis behovet, det vil sige efterspørgslen, er højere end det som en bestemt virksomhed kan finde ud af at levere til en for forbrugerne acceptabel pris, vil man også opleve, at andre virksomheder bevæger sig ind på dette marked for at tjene penge på de behov, som den eksisterende virksomhed ikke kan finde ud af at opfylde.
Det sidste forhold, hvor andre virksomheder går ind på et marked, hvor eksisterende virksomheder ikke kunne opfylde nogle større behov betyder så ikke nødvendigvis, at disse sidstnævnte virksomhederne var dårligt organiserede og ledet af de forkerte. Det betyder bare, at forbrugerne ikke valgte de varer eller serviceydelser, der blev solgt, sådan som de blev solgt. Pointen med ovenstående er ikke desto mindre, at man på et forholdsvis frit og ureguleret marked vil kunne se virksomheder opstå og forsvinde, at små virksomheder bliver store; at store bliver små og måske forsvinder; at nogle virksomheder belønnes og andre vrages; at markeder opstår og andre mister deres relevans.
Entreprenørens rolle og muligheden for at agere frit
Den centrale aktør som ikke findes i den offentlige sektor er så ”entreprenøren” forstået som iværksætteren men også ”entreprenøren” forstået som spekulanten, der ikke blot sætter én virksomhed i værk, men måske sætter adskillige i søen; og som altså har specialiseret sig i at identificere forbrugernes skiftende behov, og som ofte tjener store penge på at gøre dette. Sådanne aktører kan i visse tilfælde også være drivkraften bag fremkomsten af helt nye markeder eventuelt samme med andre enkeltstående og tilsvarende dygtige organisatorer.
I den private sektor er der således en ekstrem grad af individuel frihed. Og den store grad af individuel frihed, der findes i Danmark skyldes netop også, at vi har en privat sektor, og at man også i den offentlige sektor er nødt til at agerer på den private sektors præmisser. Fordi vi i Danmark har en markedsøkonomi, må offentlige virksomheder operere på noget, der tilnærmer markedsvilkår forstået på den måde, at man må efterspørge arbejdskraft ved at tilbyde en løn, der trækker arbejdskraft væk fra andre virksomheder (eller fra frivillig lediggang). Hvis der kun var en offentlig sektor, der ikke skulle tage hensyn til en markedsplads (der i så fald ikke eksisterede), ville man i stedet selv kunne bestemme, hvor arbejdskraften skulle placeres. Man ville med andre ord kunne ”arbejdstildele”, sådan som man gør det i Nordkorea, og sådan som man i vid udstrækning også gjorde det i de lande, der forsøgte at skabe et socialistisk system i Østeuropa og Asien tidligere. I kraft af en voksende offentlig sektor bevæger man sig ikke blot på grund af ringere materiel velstand, men også som følge af en reduceret personlig frihed væk fra sikringen af maksimal beslutningskraft til den enkelte.
I denne sammenhæng skal det derfor også påpeges, at den offentlige sektor og offentlige virksomheder ”konkurrerer” med private virksomheder og den private sektor om arbejdskraft. I mange tilfælde udbyder man også ydelser indenfor de samme områder, og her er det så nogle gange, at det offentlige kan fortrænge private virksomheder, i kraft at man kan tilbyde sine ydelser ”gratis” i kraft af de midler, man får via beskatning.
Når man først, som offentlig etableret virksomhed har sikret sig et monopol, opstår imidlertid problemet med at man herefter i langt ringere omfang kender forbrugernes behov, eftersom disse er skiftende. Man vidste med andre ord i vid udstrækning, hvad behovene var, dengang man havde en privat konkurrent, som man kunne efterligne. Men når denne konkurrent forsvinder, kan man enten vælge at fortsætte med at udbyde det samme, eller man må famle i blinde eftersom forbrugerne vil tage, hvad man tilbyder, når det er gratis. Hvis man så bedre vil vide, hvad der efterspørges, kan man så begynde at agere mere som den private virksomhed, og sætte en pris på den vare man tilbyder. Men hvad skal prisen være i kraft af finansieringen via beskatning?
Læg også mærke til at disse strategiske valg, som man i en offentlig virksomhed kan vælge at forfølge i den offentlige virksomhed fremstår som noget ”ikke-nødvendigt”. For i kraft af beskatningen og det politiske mandat, er man strengt taget ikke specielt påvirket af forbrugernes behov og interesser. Det er nu engang de politiske beslutningstagere, der sikrer indkomsten. Og så længe de vurderer at det, der frembringes er ”tilstrækkeligt”, er der ikke den store grund til at produktudvikle eller for den sags skyld at anstrenge sig for at holde omkostningerne lave.
Stor forskel på incitamentsstrukturen
Atter skal det således påpeges, at incitamentsstrukturen er helt anderledes for offentlige virksomheder, end det er tilfældet for private virksomheder. En anden måde at forklare dette på, er ved at påpege, at beskyttelsesniveauet for offentlige virksomheder er usædvanligt højt. Faktisk forstår man i offentlige virksomheder, over tid også, at det er de politiske beslutningstagere, der er afgørende for den offentlige organisations eksistens (og hverken vælgere eller forbrugere). Det bliver lidt efter lidt åbenlyst, at det meningsfulde for at sikre institutionens overlevelse først og fremmest handler om at bevare den politiske beskyttelse, eftersom man i takt med at have eksisteret i en længere periode uden private konkurrenter ikke rigtigt længere ved hvad det er, forbrugerne i virkeligheden ønsker i praksis. Blot en lille smule privat konkurrence, kan derfor udstille en traditionelt beskyttet offentlig virksomhed, som fuldstændig utidssvarende.
Det som de politiske beslutningstagere så bruger som pejlemærker, er de politisk motiverede behov, som man fra den offentlige institution aktivt vil bidrage til at sandsynliggøre eksisterer. Læg blot mærke til, at disse diskussioner om ydelser, så i modsætning til hvad der er tilfældet for private virksomheder, bliver ekstremt diffuse; hvilket netop skyldes, at de præcis ikke er kunde- og forbrugerorienterede men i stedet orienterede mod de politiske beslutningstagere, der måske ikke efterspørger de pågældende ydelser selv; og som man derfor måske bedst får i tale ved ikke at fokusere på de konkrete behov, men i stedet på følelser og forskellige former for pression (via pressen), der sikrer opmærksomheden og i sidste instans de løfter om ”midler”, som er bundlinien også for den offentlige virksomhed.
Disse løfter fra politiske beslutningstagere og de skatter, der opkræves efterfølgende skal altså sammenlignes med hvad, der finder sted af frivillige udvekslinger mellem borgerne på markedspladsen. (Her er der altså tale om et enten-eller). Og det burde være åbenlyst, at den information, der skabes på markedspladsen er langt mere detaljeret, end hvad det er for informationer, der ligger til grund for de løfter, som bureaukrater kan opnå fra politiske beslutningstagere, når det gælder hvad der afsættes til de respektive offentlige institutioner og virksomheder.
Kort sagt så er informationsniveauet lavere, når det gælder hvad der ligger til grund for organisationen af den offentlige sektor, end hvad der gælder for den private. Og i meget vid udstrækning er den information, som man trods alt har, en konsekvens af, at der eksisterer en markedsøkonomi, hvor man kan danne sig en ide om, hvad forbrugerne er villige til at bruge deres midler på.
I takt med at man afvikler den private sektor vil man altså også samtidig se at, det der frembringes i den offentlige sektor bliver stadigt mindre interessant for borgerne; og at projekterne i stadigt højere grad får deres eget liv. (Der bliver i værste tilfælde tale om, at skatteydernes penge bruges på forskellige former for ”selvrealisering” alene til ære for de offentligt ansatte; at man ”eksperimenterer”, og kaster sig ud i de mest besynderlige projekter, eftersom man ikke længere har nogen som helst standard og målestok at agere ud fra, som følge af det voksende informationstab. Netop indenfor uddannelsesområdet er man over tid således blevet forholdsvist afsondret fra markedsøkonomien, med netop disse konsekvenser til følge).
Forskellen på informationsdannelse
Det sikre for offentligt ansatte og institutioner bliver dog først og fremmest - i kraft af monopoliseringen, og den aftagende informationsmængde - at man gør det samme, som man gjorde ”dagen før”. På denne måde er den private sektor omvendt dynamisk. Der kan med andre tjenes store penge på at regne ud, hvad det er, forbrugerne efterspørger; hvor meget der efterspørges; hvordan; hvornår og så videre. Skifter forbrugernes præferencer, kan man opleve dette meget kontant. Man kan se, at forbrugerne enten svigter markedet, eller man kan se at de mere vælger den ene konkurrent frem for en anden. Man kan så prøve at komme udviklingen i forkøbet, og på denne måde høste fordele ved at opfylde de behov, man forventer, vil være mere tilstede i fremtiden.
Derfor har man historisk kunne iagttage, hvordan produkter udvikles på det fri marked, ofte over ganske kort tid, og især på de delmarkeder, hvor politiske beslutningstagere især undlader at blande sig. Selvfølgelig skal IT-området nævnes. Det skal det ikke mindst netop, eftersom masser af entreprenører og forretningsfolk som udgangspunkt afskrev, at almindelige mennesker skulle have interesse i en personlig computer, mens andre mente at noget sådant ville blive et behov på linie med telefonen. Markedsøkonomien sikrede netop plads til, at nogle kunne forsøge at undersøge om de havde ret, hvor andre tvivlede. Og så snart det viste sig, at de havde det, opstod så nye spørgsmål, om præcist hvad det var, som personlige computere skulle kunne, hvad de skulle indeholde, hvilken kapacitet de skulle have med meget mere. Og den variation, vi ser i dag er så netop udtryk for vidt forskellige svar på vidt forskellige behov, men altså også svar på nogle fælles behov.
Tilsvarende fortsætter processen med nye spørgsmål om, hvad der er fremtiden, med nye forbrugere, der vælger og undlader at vælge, med forskellige individer, der forsøger at besvare spørgsmålene og med nogle, der har succes, andre der klarer sig hæderligt og atter andre, der må finde noget andet at foretage sig.
Her i den private sektor er beskyttelsesniveauet således omvendt lav, og dynamikken er tilsvarende meget højere - ikke mindst hvad angår produktudvikling, men altså også hvad angår evnen til at reducere omkostninger og dermed hvad angår muligheden for at øge effektivitetsniveauet. Men selv om beskyttelsen er lav, kan man også se, at den IT-entreprenør, der må holde op med at være det, og finde på noget andet at lave, også nyder godt at de succeser, landvindinger og frembringelser, der finder sted: Vedkommende kan nu også købe computere, der koster mindre og kan mere. Og takket være disse forbedringer bliver det derfor tilsvarende muligt langt hurtigere at sprede information og kommunikere den nye ide, som netop dette individ måske vil forsøge at tjene penge på.
(Tilsvarende indenfor alle mulige andre områder, har den succes som de bedste har haft ved at producere til de laveste omkostninger og tilbyde den mest ønskede vare, også gavnet alle andre på markedspladsen ved også at reducere deres omkostninger. Forklaringen er den simple, at der er fælles objektive faktorer, der forbedres som følge af denne dynamik eksempelvis i form af tidsbesparelser; energibesparelser; og pengebesparelser, der betyder at man kan bruge mere af sin tid og ens penge, på noget andet. Det er således netop dynamikken på markedspladsen, der har sikret at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer, som man skulle før - for at opnå det samme resultat.
Markedsøkonomien (og altså den private sektor) er således netop en organisationsform, der sikrer at man i stigende grad kan bruge sit liv, på netop de ting man selv synes er allermest interessant, netop eftersom organisationsformen reducerer omkostningerne og sparer tid og energi. Når man reducerer den private sektor, reducerer man altså tilsvarende også dette fænomen; og man erstatter det i stedet med et system, der som udgangspunkt vil levere det som blev efterspurgt ”i går”, og som i takt med afviklingen af markedsøkonomien vil miste mere og mere information; og derfor til sidst – som i Nordkorea eller Sovjetunionen ikke vil kunne levere noget som helst – jævnfør de mangeltilstande og knaphedssituationer, der fysisk kunne - og kan - iagttages i takt med denne tilnærmelse til absolut socialisering.
Offentlige virksomheder og den politiske famlen i blinde
Offentlige virksomheder er således drevet ud fra en helt anden incitamentsstruktur end private virksomheder. Deres størrelse er ikke bestemt af forbrugernes efterspørgsel, men i stedet bestemt af de politiske beslutningstageres diktater, og vel at mærke ikke af vælgerne. Og jo mere offentlige virksomheder fylder i et samfund, desto mindre bliver tilsvarende den private sektor. I Danmark har man dermed reduceret forbrugernes frihed (og skatteydernes) til fordel for de politiske beslutningstagere. Det er derfor vigtigt at pointere, at forbrugerne (som analytisk kategori) ikke har mistet indflydelse til vælgerne (som analytisk kategori, for det er jo i vid udstrækning de samme individer). Forbrugerne har først og fremmest mistet beslutningskraft til de folkevalgte. Og denne beslutning har altså skæbnesvangre konsekvenser for, hvordan samfundet organiseres. Hvad man gør i praksis er således, at man afgiver ca. halvdelen af sin indkomst i skat, og så kan man ”til gengæld” ca. hvert fjerde år stemme på ensartede partier, der nu bruger de penge, man i stedet selv kunne have brugt ved at belønne virksomheder, men som de nu bruger på diverse politiske projekter med højt symbol-indhold, men med aftagende (som udgangspunkt stagnerende) kvalitet.
På markedspladsen kan en mangelsituation, hvor der er høj efterspørgsel men lavt udbud således føre til, at nogle sætter sig ind i dette behov, og organiserer en virksomhed; sådan at de varer og serviceydelser, der efterspørges bliver udbudt. Det er et andet ord for, at stigende priser indenfor et område (og muligheden for øget indtjening her i forhold til andre), fører til at flere virksomheder bevæger sig ind på dette område (og tilsvarende forlader andre områder). Dynamikken på markedspladsen kan dermed også beskrives ved en høj grad af smidig koordination mellem forbrugere og producenter. Men igen kan denne koordination forklares ved, at informationsniveauet er ganske højt i kraft af de daglige køb og undladelseskøb fra forbrugernes side.
Sådanne køb og undladelseskøb finder naturligvis også sted indenfor produktionssektorens domæne, og er blandt andet bestemt af forventninger til fremtidigt forbrug; men de er også udtryk for omkostningerne forbundet med tilvejebringelse af materialer og energi. Alt sammen bidrager dette, til at gøre prisdannelse til en helt central faktor i markedsøkonomien sammen med den frit agerende forretningsmands (entreprenørens) rolle. Atter er den effektivitet, hvormed forretningsmanden eller -kvinden kan agere vel at mærke bestemt af forbrugernes frihed til at købe og undlade at købe. Måske er den letteste måde at konkretisere dette på, netop ved at henvise til de forhandlinger som af og til opstår mellem den individuelle køber og sælger, og som jo netop også er udtryk for udveksling af information. (Og selv om køberen ikke køber noget, så bruges informationen således netop alligevel blandt andet på at skrue produktet lidt bedre sammen i fremtiden for at øge sandsynligheden for det fremtidige salg. Tilsvarende sendes den indsamlede information om undladelseskøb såvel som køb videre tilbage i systemet, og præger på denne måde den fremtidige produktion.)
Politikere derimod famler i praksis i blinde - i kraft af, at de ikke har forbrugernes valg og undladelses-valg at forholde sig til. I forbindelse med folketingsvalgene giver det naturligvis ikke mening, at lave gigantiske lister med behov og ønsker fra vælgernes side, hvor alle disse ønsker rangordnes ud fra en eller anden ide om en ”kollektiv præference”. Som bekendt handler de fleste folketingsvalg om ganske få sager, uanset om der er tale om et land med et lavt eller højt skattetryk. Mellem valgene står det ikke meget bedre til. Her har man meningsmålinger, hvor vælgerne kan rangere nogle få overordnede mærkesager, der praktisk talt intet fortæller sammenlignet med det overflødighedshorn af data, som skabes på markedspladsen i kraft af forbrugernes daglige handlinger.
Konklusion
Så jo større offentlig sektor, desto mere har man en situation, hvor det der frembringes ikke er det, der efterspørges. Uanset dette kan Anders Fogh Rasmussen så have ret i, at der i et eller andet omfang fra den offentlige sektors side bidrages til at facilitere produktionen, og at der også bliver produceret noget. Men det burde i kraft af ovenstående samtidig være klart, at dette er sagen uvedkommende. For spørgsmålet her handler i sidste instans om effektivitet og nytte. Det er ikke et spørgsmål, om der bliver gjort noget nyttigt i en absolut forstand, men ”kun” et spørgsmål om, at den ene sektor er den anden relativt mere overlegen. Dertil må så også tilføjes, at en del af det, man foretager sig i den offentlige sektor slet ikke har en positiv, men kun en negativ effekt og en negativ værdi. Og at denne adfærd fortsætter, skyldes netop, at forbrugerne (og dermed borgerne) ikke kan vrage denne adfærd i kraft af undladelseskøb. Adfærden fra de offentligt ansattes side er som nævnt udelukkende politisk bestemt.
Der er, som det her forholdsvist kort er skitseret, derfor en åbenlys forskel på private og offentlige virksomheders organisationsform, og i stort omfang derfor også et modsætningsforhold. Det skyldes ikke bare organisationen og herunder informationsniveauet for henholdsvis den offentlige og private sektor, men altså også finansieringsformen. Der er nu engang en verden til forskel på organisationer, der fungerer i kraft af frie udvekslinger på markedspladsen - og så på den anden side - organisationer, der eksisterer i kraft af konfiskation og dermed magtanvendelse. Det omfang af magtanvendelse, som benyttes i et samfund fortæller naturligvis også noget om moralen i sådan et samfund. Så spørgsmålet om forskellen på offentligt og privat handler derfor også om, hvad der er rigtigt og forkert, og ikke kun om nytte. I begge tilfælde er den private sektor (og model) vel at mærke den offentlige sektor overlegen; og modsætningsforholdet er også af den grund en realitet.
Jyllands-Posten: Fogh-interview: Med fingeren på knappen
Læs også Ludwig von Mises: HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).
Grundlæggende er incitamentsstrukturen og dynamikken på markedspladsen helt anderledes end indenfor den offentlige sektor. I den offentlige sektor har man ikke det fænomen, der hedder ”entreprenøren”, altså det menneske, der med egne midler eller andres midler, som dog også er tilvejebragt i frivillighed, sætter noget nyt i værk, investerer, udvikler, og organiserer - ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere, som også vil gøre dette, altså belønne, i al frivillighed. Den offentlige sektor er i stedet opbygget langt mere formelt og stift. Det betyder at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved at imødekomme forbrugernes behov, – alene eftersom man ikke har deres individuelle tilkendegivelse i form af individuelle betalinger til at vurdere, om det, der leveres har værdi eller ej, og hvor meget. Landvindinger og nyskabelse ser man derfor altovervejende blive udviklet og distribueret enten hos den private sektor herhjemme eller fra de udenlandske private sektorers side.
Hvis resten af den frie verden afviklede den private sektor i samme omfang som man har gjort det herhjemme
Vi skal i den forbindelse også glæde os over, at de private sektorer i udlandet procentuelt (men også i absolut forstand) er langt større end vores. Dette betyder at vi, selv om vores offentlige sektor er ganske stor (og tilsvarende har fortrængt den private) i kraft af at være del af det globale marked, har glæde af alt det der opfindes, udvikles og masseproduceres i de udenlandske private sektorer. Det gælder altså for Nordamerika, resten af Europa, store dele af Asien, men også Latin Amerika. Den frie handel og de frie udvekslinger, som altså fylder procentuelt mere i andre industrialiserede lande med markedsøkonomi (men som i forhold til Danmarks også fylder mere absolut), er altså årsagen til at varer og ydelser er så billige, men også at vi ikke mærker de fulde konsekvenser ved at have en meget stor og ineffektiv offentlig sektor, der har gjort den private sektor mindre herhjemme. De samme billige varer og ydelser, som eksisterer i kraft af den generelle dynamik på markedspladsen betyder også, at de økonomiske konsekvenser ved de meget høje skatter i Danmark mildnes. Man kan derfor selv forstille sig hvad der ville ske, hvis resten af den frie verden fik tilsvarende høje skatter, og på samme måde som vi i Danmark fik meget store offentlige sektorer, hvor de private tilsvarende så blev reduceret.
Bevægelsen i retning mod én stor offentlig sektor er i øvrigt også bevægelsen frem i mod et fuldt socialiseret/nationaliseret samfund, som er det samme som et ”socialistisk” samfund. Og de lovmæssigheder, der gælder hvad angår faldende effektivitet i socialistiske samfund, gælder naturligvis også i det omfang, at man bevæger sig i denne retning. Modsætningsforholdet burde derfor allerede i kraft af det indledende være til at forstå.
De frie private virksomheder
Den private sektor består som bekendt af private virksomheder, som kan være små, mellemstore og store. Størrelsen på virksomhederne er bestemt af ”udbud og efterspørgsel”. Det siger måske ikke så meget. Men vigtigt i denne sammenhæng er det, at pege på, at hvad angår private virksomheder, er det forbrugerne, der bestemmer de private virksomheders størrelse ved at købe eller undlade at købe virksomhedernes varer.
Måske vurderes det fra forbrugernes side, at det som den ene virksomhed udbyder, er for dyrt i forhold til en anden virksomhed. Måske foretrækker man visse ydelser frem for andre. De populære virksomheder kan i kraft af at sælge noget populært derfor vokse og fortsætte med at vokse. Deres ydelser kan være en så stor succes, at de også vil blive en succes i andre lande.
Frihed kombineret med succes, der er en konsekvens af dygtighed, kommer med andre ord i høj grad forbrugerne til gode i form af lavere priser og højere kvalitet. Andre virksomheder bliver ikke populære, men forsvinder måske hurtigt efter at de er blevet etableret. Atter andre virksomheder bevarer i lange perioder deres størrelse. Behovet for varer og ydelser er måske ikke så stort. Måske er de individer, der organiserer sådanne virksomheder i andre tilfælde ikke dygtige nok. Forklaringerne kan være mangfoldige. Men hvis behovet, det vil sige efterspørgslen, er højere end det som en bestemt virksomhed kan finde ud af at levere til en for forbrugerne acceptabel pris, vil man også opleve, at andre virksomheder bevæger sig ind på dette marked for at tjene penge på de behov, som den eksisterende virksomhed ikke kan finde ud af at opfylde.
Det sidste forhold, hvor andre virksomheder går ind på et marked, hvor eksisterende virksomheder ikke kunne opfylde nogle større behov betyder så ikke nødvendigvis, at disse sidstnævnte virksomhederne var dårligt organiserede og ledet af de forkerte. Det betyder bare, at forbrugerne ikke valgte de varer eller serviceydelser, der blev solgt, sådan som de blev solgt. Pointen med ovenstående er ikke desto mindre, at man på et forholdsvis frit og ureguleret marked vil kunne se virksomheder opstå og forsvinde, at små virksomheder bliver store; at store bliver små og måske forsvinder; at nogle virksomheder belønnes og andre vrages; at markeder opstår og andre mister deres relevans.
Entreprenørens rolle og muligheden for at agere frit
Den centrale aktør som ikke findes i den offentlige sektor er så ”entreprenøren” forstået som iværksætteren men også ”entreprenøren” forstået som spekulanten, der ikke blot sætter én virksomhed i værk, men måske sætter adskillige i søen; og som altså har specialiseret sig i at identificere forbrugernes skiftende behov, og som ofte tjener store penge på at gøre dette. Sådanne aktører kan i visse tilfælde også være drivkraften bag fremkomsten af helt nye markeder eventuelt samme med andre enkeltstående og tilsvarende dygtige organisatorer.
I den private sektor er der således en ekstrem grad af individuel frihed. Og den store grad af individuel frihed, der findes i Danmark skyldes netop også, at vi har en privat sektor, og at man også i den offentlige sektor er nødt til at agerer på den private sektors præmisser. Fordi vi i Danmark har en markedsøkonomi, må offentlige virksomheder operere på noget, der tilnærmer markedsvilkår forstået på den måde, at man må efterspørge arbejdskraft ved at tilbyde en løn, der trækker arbejdskraft væk fra andre virksomheder (eller fra frivillig lediggang). Hvis der kun var en offentlig sektor, der ikke skulle tage hensyn til en markedsplads (der i så fald ikke eksisterede), ville man i stedet selv kunne bestemme, hvor arbejdskraften skulle placeres. Man ville med andre ord kunne ”arbejdstildele”, sådan som man gør det i Nordkorea, og sådan som man i vid udstrækning også gjorde det i de lande, der forsøgte at skabe et socialistisk system i Østeuropa og Asien tidligere. I kraft af en voksende offentlig sektor bevæger man sig ikke blot på grund af ringere materiel velstand, men også som følge af en reduceret personlig frihed væk fra sikringen af maksimal beslutningskraft til den enkelte.
I denne sammenhæng skal det derfor også påpeges, at den offentlige sektor og offentlige virksomheder ”konkurrerer” med private virksomheder og den private sektor om arbejdskraft. I mange tilfælde udbyder man også ydelser indenfor de samme områder, og her er det så nogle gange, at det offentlige kan fortrænge private virksomheder, i kraft at man kan tilbyde sine ydelser ”gratis” i kraft af de midler, man får via beskatning.
Når man først, som offentlig etableret virksomhed har sikret sig et monopol, opstår imidlertid problemet med at man herefter i langt ringere omfang kender forbrugernes behov, eftersom disse er skiftende. Man vidste med andre ord i vid udstrækning, hvad behovene var, dengang man havde en privat konkurrent, som man kunne efterligne. Men når denne konkurrent forsvinder, kan man enten vælge at fortsætte med at udbyde det samme, eller man må famle i blinde eftersom forbrugerne vil tage, hvad man tilbyder, når det er gratis. Hvis man så bedre vil vide, hvad der efterspørges, kan man så begynde at agere mere som den private virksomhed, og sætte en pris på den vare man tilbyder. Men hvad skal prisen være i kraft af finansieringen via beskatning?
Læg også mærke til at disse strategiske valg, som man i en offentlig virksomhed kan vælge at forfølge i den offentlige virksomhed fremstår som noget ”ikke-nødvendigt”. For i kraft af beskatningen og det politiske mandat, er man strengt taget ikke specielt påvirket af forbrugernes behov og interesser. Det er nu engang de politiske beslutningstagere, der sikrer indkomsten. Og så længe de vurderer at det, der frembringes er ”tilstrækkeligt”, er der ikke den store grund til at produktudvikle eller for den sags skyld at anstrenge sig for at holde omkostningerne lave.
Stor forskel på incitamentsstrukturen
Atter skal det således påpeges, at incitamentsstrukturen er helt anderledes for offentlige virksomheder, end det er tilfældet for private virksomheder. En anden måde at forklare dette på, er ved at påpege, at beskyttelsesniveauet for offentlige virksomheder er usædvanligt højt. Faktisk forstår man i offentlige virksomheder, over tid også, at det er de politiske beslutningstagere, der er afgørende for den offentlige organisations eksistens (og hverken vælgere eller forbrugere). Det bliver lidt efter lidt åbenlyst, at det meningsfulde for at sikre institutionens overlevelse først og fremmest handler om at bevare den politiske beskyttelse, eftersom man i takt med at have eksisteret i en længere periode uden private konkurrenter ikke rigtigt længere ved hvad det er, forbrugerne i virkeligheden ønsker i praksis. Blot en lille smule privat konkurrence, kan derfor udstille en traditionelt beskyttet offentlig virksomhed, som fuldstændig utidssvarende.
Det som de politiske beslutningstagere så bruger som pejlemærker, er de politisk motiverede behov, som man fra den offentlige institution aktivt vil bidrage til at sandsynliggøre eksisterer. Læg blot mærke til, at disse diskussioner om ydelser, så i modsætning til hvad der er tilfældet for private virksomheder, bliver ekstremt diffuse; hvilket netop skyldes, at de præcis ikke er kunde- og forbrugerorienterede men i stedet orienterede mod de politiske beslutningstagere, der måske ikke efterspørger de pågældende ydelser selv; og som man derfor måske bedst får i tale ved ikke at fokusere på de konkrete behov, men i stedet på følelser og forskellige former for pression (via pressen), der sikrer opmærksomheden og i sidste instans de løfter om ”midler”, som er bundlinien også for den offentlige virksomhed.
Disse løfter fra politiske beslutningstagere og de skatter, der opkræves efterfølgende skal altså sammenlignes med hvad, der finder sted af frivillige udvekslinger mellem borgerne på markedspladsen. (Her er der altså tale om et enten-eller). Og det burde være åbenlyst, at den information, der skabes på markedspladsen er langt mere detaljeret, end hvad det er for informationer, der ligger til grund for de løfter, som bureaukrater kan opnå fra politiske beslutningstagere, når det gælder hvad der afsættes til de respektive offentlige institutioner og virksomheder.
Kort sagt så er informationsniveauet lavere, når det gælder hvad der ligger til grund for organisationen af den offentlige sektor, end hvad der gælder for den private. Og i meget vid udstrækning er den information, som man trods alt har, en konsekvens af, at der eksisterer en markedsøkonomi, hvor man kan danne sig en ide om, hvad forbrugerne er villige til at bruge deres midler på.
I takt med at man afvikler den private sektor vil man altså også samtidig se at, det der frembringes i den offentlige sektor bliver stadigt mindre interessant for borgerne; og at projekterne i stadigt højere grad får deres eget liv. (Der bliver i værste tilfælde tale om, at skatteydernes penge bruges på forskellige former for ”selvrealisering” alene til ære for de offentligt ansatte; at man ”eksperimenterer”, og kaster sig ud i de mest besynderlige projekter, eftersom man ikke længere har nogen som helst standard og målestok at agere ud fra, som følge af det voksende informationstab. Netop indenfor uddannelsesområdet er man over tid således blevet forholdsvist afsondret fra markedsøkonomien, med netop disse konsekvenser til følge).
Forskellen på informationsdannelse
Det sikre for offentligt ansatte og institutioner bliver dog først og fremmest - i kraft af monopoliseringen, og den aftagende informationsmængde - at man gør det samme, som man gjorde ”dagen før”. På denne måde er den private sektor omvendt dynamisk. Der kan med andre tjenes store penge på at regne ud, hvad det er, forbrugerne efterspørger; hvor meget der efterspørges; hvordan; hvornår og så videre. Skifter forbrugernes præferencer, kan man opleve dette meget kontant. Man kan se, at forbrugerne enten svigter markedet, eller man kan se at de mere vælger den ene konkurrent frem for en anden. Man kan så prøve at komme udviklingen i forkøbet, og på denne måde høste fordele ved at opfylde de behov, man forventer, vil være mere tilstede i fremtiden.
Derfor har man historisk kunne iagttage, hvordan produkter udvikles på det fri marked, ofte over ganske kort tid, og især på de delmarkeder, hvor politiske beslutningstagere især undlader at blande sig. Selvfølgelig skal IT-området nævnes. Det skal det ikke mindst netop, eftersom masser af entreprenører og forretningsfolk som udgangspunkt afskrev, at almindelige mennesker skulle have interesse i en personlig computer, mens andre mente at noget sådant ville blive et behov på linie med telefonen. Markedsøkonomien sikrede netop plads til, at nogle kunne forsøge at undersøge om de havde ret, hvor andre tvivlede. Og så snart det viste sig, at de havde det, opstod så nye spørgsmål, om præcist hvad det var, som personlige computere skulle kunne, hvad de skulle indeholde, hvilken kapacitet de skulle have med meget mere. Og den variation, vi ser i dag er så netop udtryk for vidt forskellige svar på vidt forskellige behov, men altså også svar på nogle fælles behov.
Tilsvarende fortsætter processen med nye spørgsmål om, hvad der er fremtiden, med nye forbrugere, der vælger og undlader at vælge, med forskellige individer, der forsøger at besvare spørgsmålene og med nogle, der har succes, andre der klarer sig hæderligt og atter andre, der må finde noget andet at foretage sig.
Her i den private sektor er beskyttelsesniveauet således omvendt lav, og dynamikken er tilsvarende meget højere - ikke mindst hvad angår produktudvikling, men altså også hvad angår evnen til at reducere omkostninger og dermed hvad angår muligheden for at øge effektivitetsniveauet. Men selv om beskyttelsen er lav, kan man også se, at den IT-entreprenør, der må holde op med at være det, og finde på noget andet at lave, også nyder godt at de succeser, landvindinger og frembringelser, der finder sted: Vedkommende kan nu også købe computere, der koster mindre og kan mere. Og takket være disse forbedringer bliver det derfor tilsvarende muligt langt hurtigere at sprede information og kommunikere den nye ide, som netop dette individ måske vil forsøge at tjene penge på.
(Tilsvarende indenfor alle mulige andre områder, har den succes som de bedste har haft ved at producere til de laveste omkostninger og tilbyde den mest ønskede vare, også gavnet alle andre på markedspladsen ved også at reducere deres omkostninger. Forklaringen er den simple, at der er fælles objektive faktorer, der forbedres som følge af denne dynamik eksempelvis i form af tidsbesparelser; energibesparelser; og pengebesparelser, der betyder at man kan bruge mere af sin tid og ens penge, på noget andet. Det er således netop dynamikken på markedspladsen, der har sikret at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer, som man skulle før - for at opnå det samme resultat.
Markedsøkonomien (og altså den private sektor) er således netop en organisationsform, der sikrer at man i stigende grad kan bruge sit liv, på netop de ting man selv synes er allermest interessant, netop eftersom organisationsformen reducerer omkostningerne og sparer tid og energi. Når man reducerer den private sektor, reducerer man altså tilsvarende også dette fænomen; og man erstatter det i stedet med et system, der som udgangspunkt vil levere det som blev efterspurgt ”i går”, og som i takt med afviklingen af markedsøkonomien vil miste mere og mere information; og derfor til sidst – som i Nordkorea eller Sovjetunionen ikke vil kunne levere noget som helst – jævnfør de mangeltilstande og knaphedssituationer, der fysisk kunne - og kan - iagttages i takt med denne tilnærmelse til absolut socialisering.
Offentlige virksomheder og den politiske famlen i blinde
Offentlige virksomheder er således drevet ud fra en helt anden incitamentsstruktur end private virksomheder. Deres størrelse er ikke bestemt af forbrugernes efterspørgsel, men i stedet bestemt af de politiske beslutningstageres diktater, og vel at mærke ikke af vælgerne. Og jo mere offentlige virksomheder fylder i et samfund, desto mindre bliver tilsvarende den private sektor. I Danmark har man dermed reduceret forbrugernes frihed (og skatteydernes) til fordel for de politiske beslutningstagere. Det er derfor vigtigt at pointere, at forbrugerne (som analytisk kategori) ikke har mistet indflydelse til vælgerne (som analytisk kategori, for det er jo i vid udstrækning de samme individer). Forbrugerne har først og fremmest mistet beslutningskraft til de folkevalgte. Og denne beslutning har altså skæbnesvangre konsekvenser for, hvordan samfundet organiseres. Hvad man gør i praksis er således, at man afgiver ca. halvdelen af sin indkomst i skat, og så kan man ”til gengæld” ca. hvert fjerde år stemme på ensartede partier, der nu bruger de penge, man i stedet selv kunne have brugt ved at belønne virksomheder, men som de nu bruger på diverse politiske projekter med højt symbol-indhold, men med aftagende (som udgangspunkt stagnerende) kvalitet.
På markedspladsen kan en mangelsituation, hvor der er høj efterspørgsel men lavt udbud således føre til, at nogle sætter sig ind i dette behov, og organiserer en virksomhed; sådan at de varer og serviceydelser, der efterspørges bliver udbudt. Det er et andet ord for, at stigende priser indenfor et område (og muligheden for øget indtjening her i forhold til andre), fører til at flere virksomheder bevæger sig ind på dette område (og tilsvarende forlader andre områder). Dynamikken på markedspladsen kan dermed også beskrives ved en høj grad af smidig koordination mellem forbrugere og producenter. Men igen kan denne koordination forklares ved, at informationsniveauet er ganske højt i kraft af de daglige køb og undladelseskøb fra forbrugernes side.
Sådanne køb og undladelseskøb finder naturligvis også sted indenfor produktionssektorens domæne, og er blandt andet bestemt af forventninger til fremtidigt forbrug; men de er også udtryk for omkostningerne forbundet med tilvejebringelse af materialer og energi. Alt sammen bidrager dette, til at gøre prisdannelse til en helt central faktor i markedsøkonomien sammen med den frit agerende forretningsmands (entreprenørens) rolle. Atter er den effektivitet, hvormed forretningsmanden eller -kvinden kan agere vel at mærke bestemt af forbrugernes frihed til at købe og undlade at købe. Måske er den letteste måde at konkretisere dette på, netop ved at henvise til de forhandlinger som af og til opstår mellem den individuelle køber og sælger, og som jo netop også er udtryk for udveksling af information. (Og selv om køberen ikke køber noget, så bruges informationen således netop alligevel blandt andet på at skrue produktet lidt bedre sammen i fremtiden for at øge sandsynligheden for det fremtidige salg. Tilsvarende sendes den indsamlede information om undladelseskøb såvel som køb videre tilbage i systemet, og præger på denne måde den fremtidige produktion.)
Politikere derimod famler i praksis i blinde - i kraft af, at de ikke har forbrugernes valg og undladelses-valg at forholde sig til. I forbindelse med folketingsvalgene giver det naturligvis ikke mening, at lave gigantiske lister med behov og ønsker fra vælgernes side, hvor alle disse ønsker rangordnes ud fra en eller anden ide om en ”kollektiv præference”. Som bekendt handler de fleste folketingsvalg om ganske få sager, uanset om der er tale om et land med et lavt eller højt skattetryk. Mellem valgene står det ikke meget bedre til. Her har man meningsmålinger, hvor vælgerne kan rangere nogle få overordnede mærkesager, der praktisk talt intet fortæller sammenlignet med det overflødighedshorn af data, som skabes på markedspladsen i kraft af forbrugernes daglige handlinger.
Konklusion
Så jo større offentlig sektor, desto mere har man en situation, hvor det der frembringes ikke er det, der efterspørges. Uanset dette kan Anders Fogh Rasmussen så have ret i, at der i et eller andet omfang fra den offentlige sektors side bidrages til at facilitere produktionen, og at der også bliver produceret noget. Men det burde i kraft af ovenstående samtidig være klart, at dette er sagen uvedkommende. For spørgsmålet her handler i sidste instans om effektivitet og nytte. Det er ikke et spørgsmål, om der bliver gjort noget nyttigt i en absolut forstand, men ”kun” et spørgsmål om, at den ene sektor er den anden relativt mere overlegen. Dertil må så også tilføjes, at en del af det, man foretager sig i den offentlige sektor slet ikke har en positiv, men kun en negativ effekt og en negativ værdi. Og at denne adfærd fortsætter, skyldes netop, at forbrugerne (og dermed borgerne) ikke kan vrage denne adfærd i kraft af undladelseskøb. Adfærden fra de offentligt ansattes side er som nævnt udelukkende politisk bestemt.
Der er, som det her forholdsvist kort er skitseret, derfor en åbenlys forskel på private og offentlige virksomheders organisationsform, og i stort omfang derfor også et modsætningsforhold. Det skyldes ikke bare organisationen og herunder informationsniveauet for henholdsvis den offentlige og private sektor, men altså også finansieringsformen. Der er nu engang en verden til forskel på organisationer, der fungerer i kraft af frie udvekslinger på markedspladsen - og så på den anden side - organisationer, der eksisterer i kraft af konfiskation og dermed magtanvendelse. Det omfang af magtanvendelse, som benyttes i et samfund fortæller naturligvis også noget om moralen i sådan et samfund. Så spørgsmålet om forskellen på offentligt og privat handler derfor også om, hvad der er rigtigt og forkert, og ikke kun om nytte. I begge tilfælde er den private sektor (og model) vel at mærke den offentlige sektor overlegen; og modsætningsforholdet er også af den grund en realitet.
Jyllands-Posten: Fogh-interview: Med fingeren på knappen
Læs også Ludwig von Mises: HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).
Når man i staten vil bygge broer kan det have to forskellige årsager
Der skal nu bygges en bro over Femern Bælt. Broen vil så før eller siden forventes at erstatte færgeforbindelsen mellem Rødbyhavn til Puttgarden. Den danske stat stiller ifølge Politiken den 29. juni, 35 milliarder kroner i garanti for projektet. Spørgsmålet mange stiller nu, er så om brobygningen kan betale sig; og hvordan projektmagerne måler dette.
Som udgangspunkt kunne man overordnet hævde, at jo materielt rigere et samfund bliver, desto mere rentabelt vil det alt andet lige være at bygge broer. Dette siger blot intet om, hvornår man eventuelt skal bygge en bro over en flod eller et bælt. Det fortæller blot, at der i produktive samfund vil være mere infrastruktur herunder broer, jernbaner, motorveje med videre, end i mindre produktive. Strengt taget er det imidlertid ikke en selvfølge, at broer med tiden skal afløse færger alle steder. Man kan sagtens forstille sig, at nogle områder mister deres økonomiske betydning; og at en nedslidt bro, i stedet derfor ville blive afløst af en færgeforbindelse, eftersom dette i kraft af en mindre grad af transport, så ville være det mest rentable.
Kendskab til rentabilitet forudsætter imidlertid muligheden for kalkulation. Man må som ejer af en bro eller en færge vide, hvad der bedst kan betale sig, for at man kan handle på baggrund af dette. Og der må være et kriterium for hvornår man vil tjene mere på at bygge en bro frem for at drive færgedrift. Man må vide, hvad man vil tjene ekstra. Tilsvarende i tilfælde af en lavere økonomisk aktivitet i et givent område, måtte man kunne danne sig en forventning om, hvornår det kunne betale sig at investere i et færgeleje med tilhørende færge frem for at fortsætte med at reparere på en nedslidt bro - eksempelvis i et hjørne af verden, der var præget af økonomisk afmatning og stagnation.
Regeringen må derfor have vurderet, at den økonomiske aktivitet, og dermed transporten mellem Danmark og Tyskland har nået et punkt, hvor det kan betale sig at bygge Femern Bælt-broen netop nu. Den nuværende minister hævder således også, at broen bliver big business. Man kunne dog også, når man nu har vurderet, at den økonomiske aktivitet er tilpas højere end tidligere, til at det kan betale sig at bygge broer mellem Tyskland og Danmark, have overvejet, at bygge en fast forbindelse mellem Gedser og Rostock. Måske gjorde man netop dette, hvorefter man fandt ud af at det ene var mere rentabelt end det andet.
Tilbage står derfor det helt store spørgsmål, hvordan regeringen er nået frem til, at staten skal bygge en bro lige netop nu; og dermed hvorfor det præcis er i år 2007 at man bestemmer sig for at bygge Femern Bælt-broen og ikke i år 2002 eller 2010? Staten er jo ikke en virksomhed. Staten står derfor grundlæggende ikke overfor den udfordring, der handler om først at kalkulere, for så senere at tjene penge. De der aktuelt har kontrollen med statsapparatet kan som udgangspunkt opkræve alle de penge, de vil i kraft af skatter og afgifter. Så hvis det var rentabelt at bygge en bro netop nu, hvorfor så ikke blot overlade det til private, som så enten kunne vælge eller undlade at vælge, at tage konkurrence om med private færgeforbindelser? Måske er spørgsmålet om rentabilitet og indtjening derfor alligevel ikke helt så centralt, som Transportministeren gerne vil give indtryk af. Måske handler beslutningen også om stemmer og vælgere.
Ifølge Politiken kan man således, som et supplement til sidstnævnte tanke, læse at: Aftalen mellem Danmark og Tyskland om en fast forbindelse over Femern Bælt er et vendepunkt for hele det sydsjællandske område og Lolland-Falster. - Det siger en lobbygruppe ved navn Femern Bælt Forum, der består af lokale myndigheder, arbejdsgivere og lønmodtagere i området. Det er således ikke utænkeligt, at sådanne politiske påvirkninger har spillet en rolle for beslutningen for, hvor man ville placere en bro mellem Tyskland og Danmark, og for at man ville bygge en bro i det hele taget. Og hvis indtjening og målsætningen om ”big business” var målet, kunne man jo som sagt have overladt udfordringen helt til det private erhvervsliv.
Hønen eller ægget
Det afledte spørgsmål i kraft af ovenstående, er derfor endvidere, om man virkelig bygger en bro på grund af voksende økonomisk aktivitet, og dermed så også med afsæt i en øget transportmængde mellem Tyskland og Danmark? Eller bygger man omvendt, fordi man tror, at broen vil medføre en øget transportmængde og øget aktivitet - også i det lokale område?
Den sidste indfaldsvinkel, der handler om at broen vil skabe økonomisk vækst – især regionalt - lader således til i det mindste at være lobbygruppen Femern Bælt Forums indstilling.
Den sidste indstilling står således i skarp kontrast til en indstilling om, at man udvider og forbedrer infrastrukturen, der hvor der er voksende økonomisk aktivitet, og ikke dér, hvor der er økonomisk afmatning. Hvis der i et område er øget vækst og stigende produktivitet, giver det således mening at forbedre infrastrukturen for at imødekomme og styrke denne vækst. Her vil man derfor ikke slække på den optimale transport; men det vil man naturligvis, når det gælder de områder, hvor der ikke sker det helt store, hvad angår produktiv adfærd.
Hvis et område mister sin økonomiske betydning, giver det derfor ikke mening at forsøge at genskabe betydningen i kraft af at forbedre transportmulighederne, mens det omvendte nu engang må være tilfældet: Hvis et område vokser og aktiviteten øges, må dette derfor være udslagsgivende for bedre infrastruktur. Ellers skulle man bygge de mest moderne højhastighedstog i de mest tilbagestående egne af Latin Amerika og Afrika, og omvendt lade Japan eller Taiwans befolkninger køre i bumletog.
Ideen om, at man vil skabe et vækstcenter i kraft af bedre transport, er derfor i sig selv irrationel. Tilsvarende er det derfor også ganske irrationelt, at de områder i Danmark, der har mest behov for transport, og hvor presset på infrastrukturen er størst ikke er de områder, der sikres den mest optimale transport. Men det er netop visse steder tilfældet.
Historisk ved vi, at man netop fra statens side af og til bygger motorveje, broer og færgeforbindelser – ikke fordi voksende økonomisk aktivitet tilsiger det, – men ud fra håbet om at bedre transportmuligheder vil forbedre økonomien i de begunstigede områder; alt imens man så vrager de områder der i praksis har behovet for bedre transport i virkeligheden. (Denne politik minder i øvrigt meget om beskatningspolitikken og de mange overførselsindkomster, der straffer produktiv adfærd og belønner lediggang).
I private virksomheder vil man således meget gerne tjene penge på at transportere andre producenter og forbrugere fra A til B. Men i det offentlige og indenfor staten har man som oftest en helt anden mission med transportpolitikken: Man vil gerne begunstige, de områder hvor der ikke produceres ret meget. Det gør man så bare på de produktives bekostning. Derfor bygger man af og til broer og motorveje de mest eksotiske steder – i eller uden for Danmark, hvor den økonomiske aktivitet står i skarp kontrast til ofte storslåede værker, mens man slækker på indsatsen de steder, hvor man på grund af høj økonomisk dynamik samtidig skriger på bedre transport.
Berettigelse versus begunstigelse
Der er således grundlæggende to indfaldsvinkler til at forbedre infrastrukturen: Den ene handler om at man vil tjene penge på at facilitere en stigende efterspørgsel på bedre og mere transport; og så investerer man som privat entreprenør i jernbaner (som i 1800-tallets USA), færger, masseproduktion af biler, et vejnet, sporvogne, højhastighedstog, fly med videre. Her får vækstcentre bedre transport.
Den anden indfaldsvinkel handler om, at man vil begunstige områder af den modsatte årsag: det vil sige fordi der i stedet er tale om områder, der er stagneret og gået i stå. Og så vil man som udgangspunkt ikke tjene penge. Man vil i praksis forbruge dem (ved at give dem væk); kalde de penge man forbruger for investering; lade skatteyderne betale, alt imens man hævder, at hele landet profiterer af de stemmer, man på denne måde køber.
I praksis har der, hvad angår statslige projekter således som mindstemål været en kamp mellem de projekter, der skulle understøtte et reelt voksende behov for bedre og mere transport, og så - på den anden side - de transportprojekter, der ligesom den tvungne ulandshjælp skulle skabe vækst ved overrisle stagnerede områder med andres frembragte midler (på de sidstnævnte produktives bekostning). En række motorveje i Danmark er således blevet til i kraft af den sidstnævnte doktrin, mens områder der havde mere reelle behov på samme tid blev ignoreret.
Hvad angår private virksomheder er der blot ikke sådanne interne stridigheder, som beskrevet foroven. En mere privatdomineret infrastruktur ville derfor sikre, at transportmulighederne for et givent område også svarede til den økonomiske aktivitet og dynamik i det pågældende område. I sådanne tilfælde betyder rentabilitet så også noget konkret, og er derfor ikke blot at regne for et ”buzz word” (jævnfør når Flemming Hansen eller Connie Hedegaard taler om Big Business, når det gælder nye broer eller nye vindmølleprojekter).
Broer og jernbaner
Hvad angår indfaldsvinklen, hvor man tror at væksten i et tilbagestående område vil følge i kraft af mere eller bedre infrastruktur, - og som har negative konsekvenser for de områder, der har reelle behov for opgraderinger, skrev den franske filosof og økonom Frederic Bastiat i øvrigt i 1800-tallet om et forslag der gik ud på, at en ny togstrækning fra Paris til Spanien, skulle have et stop i Bordeaux, med den begrundelse at det kunne gavne erhvervslivet dér.
- Men, som Bastiat bemærkede: hvad der var godt for producenterne i Bordeaux måtte i så fald også være godt for alle andre byer og deres producenter på strækningen, så hvorfor ikke en jernbane, der udelukkende bestod af et langt stop? Fokus for de, der som producenter ønskede at blive begunstigede (i dette tilfælde altså eksempelvis Femern Bælt Forum) er således på dem selv. Havde jernbanen været privat, ville spørgsmålet om hvor mange steder, man som udgangspunkt så skulle stoppe undervejs på dette tidspunkt i Frankrigs historie have været ganske uproblematisk: Hvis den økonomiske aktivitet i en given by var tilstrækkelig høj, ja så ville man også investere i en togstation (for så var der penge at tjene), men ellers ikke; så ville man derimod vente.
Altså: Jo mere økonomisk aktivitet og jo højere vækst, desto mere infrastruktur følger – og ikke omvendt. USA blev ikke bygget på grund af jernbanerne. Den voksende aktivitet i USA gjorde tværtimod på et tidspunkt jernbanerne rentable (Senere gjorde den amerikanske stat dem atter mere urentable, men det er en anden historie).
I kraft af at det er staten, der bestemmer, hvor der skal bygges og ikke bygges broer og motorveje, og dermed ikke forbrugerne via deres efterspørgsel og via profitincitamentet på markedspladsen, er der derfor i almindelighed grund til at være skeptisk, hver gang politikere taler om ”big business” eller, når de hævder, at hele Danmark vil tjene på en bro. Nogle gange vil man i staten lege virksomhed. Andre gange vil man tværtimod være mæcen*. I kraft af magtbeføjelserne (skatteopkrævning) har man mulighed for at forfølge begge spor. Derfor bygger politikere af og til, hvor behovet er mindst og ikke størst.
Henvisninger:
*Mæcenat er en betegnelse for at yde støtte til eller på anden måde favorisere en bestemt person, gruppe, organisation eller tilsvarende. Wikipedia.
Politiken - Støttegruppe glæder sig over Femern-bro
BT - Minister: Femern-bro bliver big business
Erhvervsbladet: Fynsk skepsis over Femernbro
Wikipedia - Femern Bæltforbindelsen.
Frederic Bastiat - A negative railroad.
Se også - Ludwig von Mises - HUMAN ACTION - Kapitel XXVII. THE GOVERNMENT AND THE MARKET
Som udgangspunkt kunne man overordnet hævde, at jo materielt rigere et samfund bliver, desto mere rentabelt vil det alt andet lige være at bygge broer. Dette siger blot intet om, hvornår man eventuelt skal bygge en bro over en flod eller et bælt. Det fortæller blot, at der i produktive samfund vil være mere infrastruktur herunder broer, jernbaner, motorveje med videre, end i mindre produktive. Strengt taget er det imidlertid ikke en selvfølge, at broer med tiden skal afløse færger alle steder. Man kan sagtens forstille sig, at nogle områder mister deres økonomiske betydning; og at en nedslidt bro, i stedet derfor ville blive afløst af en færgeforbindelse, eftersom dette i kraft af en mindre grad af transport, så ville være det mest rentable.
Kendskab til rentabilitet forudsætter imidlertid muligheden for kalkulation. Man må som ejer af en bro eller en færge vide, hvad der bedst kan betale sig, for at man kan handle på baggrund af dette. Og der må være et kriterium for hvornår man vil tjene mere på at bygge en bro frem for at drive færgedrift. Man må vide, hvad man vil tjene ekstra. Tilsvarende i tilfælde af en lavere økonomisk aktivitet i et givent område, måtte man kunne danne sig en forventning om, hvornår det kunne betale sig at investere i et færgeleje med tilhørende færge frem for at fortsætte med at reparere på en nedslidt bro - eksempelvis i et hjørne af verden, der var præget af økonomisk afmatning og stagnation.
Regeringen må derfor have vurderet, at den økonomiske aktivitet, og dermed transporten mellem Danmark og Tyskland har nået et punkt, hvor det kan betale sig at bygge Femern Bælt-broen netop nu. Den nuværende minister hævder således også, at broen bliver big business. Man kunne dog også, når man nu har vurderet, at den økonomiske aktivitet er tilpas højere end tidligere, til at det kan betale sig at bygge broer mellem Tyskland og Danmark, have overvejet, at bygge en fast forbindelse mellem Gedser og Rostock. Måske gjorde man netop dette, hvorefter man fandt ud af at det ene var mere rentabelt end det andet.
Tilbage står derfor det helt store spørgsmål, hvordan regeringen er nået frem til, at staten skal bygge en bro lige netop nu; og dermed hvorfor det præcis er i år 2007 at man bestemmer sig for at bygge Femern Bælt-broen og ikke i år 2002 eller 2010? Staten er jo ikke en virksomhed. Staten står derfor grundlæggende ikke overfor den udfordring, der handler om først at kalkulere, for så senere at tjene penge. De der aktuelt har kontrollen med statsapparatet kan som udgangspunkt opkræve alle de penge, de vil i kraft af skatter og afgifter. Så hvis det var rentabelt at bygge en bro netop nu, hvorfor så ikke blot overlade det til private, som så enten kunne vælge eller undlade at vælge, at tage konkurrence om med private færgeforbindelser? Måske er spørgsmålet om rentabilitet og indtjening derfor alligevel ikke helt så centralt, som Transportministeren gerne vil give indtryk af. Måske handler beslutningen også om stemmer og vælgere.
Ifølge Politiken kan man således, som et supplement til sidstnævnte tanke, læse at: Aftalen mellem Danmark og Tyskland om en fast forbindelse over Femern Bælt er et vendepunkt for hele det sydsjællandske område og Lolland-Falster. - Det siger en lobbygruppe ved navn Femern Bælt Forum, der består af lokale myndigheder, arbejdsgivere og lønmodtagere i området. Det er således ikke utænkeligt, at sådanne politiske påvirkninger har spillet en rolle for beslutningen for, hvor man ville placere en bro mellem Tyskland og Danmark, og for at man ville bygge en bro i det hele taget. Og hvis indtjening og målsætningen om ”big business” var målet, kunne man jo som sagt have overladt udfordringen helt til det private erhvervsliv.
Hønen eller ægget
Det afledte spørgsmål i kraft af ovenstående, er derfor endvidere, om man virkelig bygger en bro på grund af voksende økonomisk aktivitet, og dermed så også med afsæt i en øget transportmængde mellem Tyskland og Danmark? Eller bygger man omvendt, fordi man tror, at broen vil medføre en øget transportmængde og øget aktivitet - også i det lokale område?
Den sidste indfaldsvinkel, der handler om at broen vil skabe økonomisk vækst – især regionalt - lader således til i det mindste at være lobbygruppen Femern Bælt Forums indstilling.
Den sidste indstilling står således i skarp kontrast til en indstilling om, at man udvider og forbedrer infrastrukturen, der hvor der er voksende økonomisk aktivitet, og ikke dér, hvor der er økonomisk afmatning. Hvis der i et område er øget vækst og stigende produktivitet, giver det således mening at forbedre infrastrukturen for at imødekomme og styrke denne vækst. Her vil man derfor ikke slække på den optimale transport; men det vil man naturligvis, når det gælder de områder, hvor der ikke sker det helt store, hvad angår produktiv adfærd.
Hvis et område mister sin økonomiske betydning, giver det derfor ikke mening at forsøge at genskabe betydningen i kraft af at forbedre transportmulighederne, mens det omvendte nu engang må være tilfældet: Hvis et område vokser og aktiviteten øges, må dette derfor være udslagsgivende for bedre infrastruktur. Ellers skulle man bygge de mest moderne højhastighedstog i de mest tilbagestående egne af Latin Amerika og Afrika, og omvendt lade Japan eller Taiwans befolkninger køre i bumletog.
Ideen om, at man vil skabe et vækstcenter i kraft af bedre transport, er derfor i sig selv irrationel. Tilsvarende er det derfor også ganske irrationelt, at de områder i Danmark, der har mest behov for transport, og hvor presset på infrastrukturen er størst ikke er de områder, der sikres den mest optimale transport. Men det er netop visse steder tilfældet.
Historisk ved vi, at man netop fra statens side af og til bygger motorveje, broer og færgeforbindelser – ikke fordi voksende økonomisk aktivitet tilsiger det, – men ud fra håbet om at bedre transportmuligheder vil forbedre økonomien i de begunstigede områder; alt imens man så vrager de områder der i praksis har behovet for bedre transport i virkeligheden. (Denne politik minder i øvrigt meget om beskatningspolitikken og de mange overførselsindkomster, der straffer produktiv adfærd og belønner lediggang).
I private virksomheder vil man således meget gerne tjene penge på at transportere andre producenter og forbrugere fra A til B. Men i det offentlige og indenfor staten har man som oftest en helt anden mission med transportpolitikken: Man vil gerne begunstige, de områder hvor der ikke produceres ret meget. Det gør man så bare på de produktives bekostning. Derfor bygger man af og til broer og motorveje de mest eksotiske steder – i eller uden for Danmark, hvor den økonomiske aktivitet står i skarp kontrast til ofte storslåede værker, mens man slækker på indsatsen de steder, hvor man på grund af høj økonomisk dynamik samtidig skriger på bedre transport.
Berettigelse versus begunstigelse
Der er således grundlæggende to indfaldsvinkler til at forbedre infrastrukturen: Den ene handler om at man vil tjene penge på at facilitere en stigende efterspørgsel på bedre og mere transport; og så investerer man som privat entreprenør i jernbaner (som i 1800-tallets USA), færger, masseproduktion af biler, et vejnet, sporvogne, højhastighedstog, fly med videre. Her får vækstcentre bedre transport.
Den anden indfaldsvinkel handler om, at man vil begunstige områder af den modsatte årsag: det vil sige fordi der i stedet er tale om områder, der er stagneret og gået i stå. Og så vil man som udgangspunkt ikke tjene penge. Man vil i praksis forbruge dem (ved at give dem væk); kalde de penge man forbruger for investering; lade skatteyderne betale, alt imens man hævder, at hele landet profiterer af de stemmer, man på denne måde køber.
I praksis har der, hvad angår statslige projekter således som mindstemål været en kamp mellem de projekter, der skulle understøtte et reelt voksende behov for bedre og mere transport, og så - på den anden side - de transportprojekter, der ligesom den tvungne ulandshjælp skulle skabe vækst ved overrisle stagnerede områder med andres frembragte midler (på de sidstnævnte produktives bekostning). En række motorveje i Danmark er således blevet til i kraft af den sidstnævnte doktrin, mens områder der havde mere reelle behov på samme tid blev ignoreret.
Hvad angår private virksomheder er der blot ikke sådanne interne stridigheder, som beskrevet foroven. En mere privatdomineret infrastruktur ville derfor sikre, at transportmulighederne for et givent område også svarede til den økonomiske aktivitet og dynamik i det pågældende område. I sådanne tilfælde betyder rentabilitet så også noget konkret, og er derfor ikke blot at regne for et ”buzz word” (jævnfør når Flemming Hansen eller Connie Hedegaard taler om Big Business, når det gælder nye broer eller nye vindmølleprojekter).
Broer og jernbaner
Hvad angår indfaldsvinklen, hvor man tror at væksten i et tilbagestående område vil følge i kraft af mere eller bedre infrastruktur, - og som har negative konsekvenser for de områder, der har reelle behov for opgraderinger, skrev den franske filosof og økonom Frederic Bastiat i øvrigt i 1800-tallet om et forslag der gik ud på, at en ny togstrækning fra Paris til Spanien, skulle have et stop i Bordeaux, med den begrundelse at det kunne gavne erhvervslivet dér.
- Men, som Bastiat bemærkede: hvad der var godt for producenterne i Bordeaux måtte i så fald også være godt for alle andre byer og deres producenter på strækningen, så hvorfor ikke en jernbane, der udelukkende bestod af et langt stop? Fokus for de, der som producenter ønskede at blive begunstigede (i dette tilfælde altså eksempelvis Femern Bælt Forum) er således på dem selv. Havde jernbanen været privat, ville spørgsmålet om hvor mange steder, man som udgangspunkt så skulle stoppe undervejs på dette tidspunkt i Frankrigs historie have været ganske uproblematisk: Hvis den økonomiske aktivitet i en given by var tilstrækkelig høj, ja så ville man også investere i en togstation (for så var der penge at tjene), men ellers ikke; så ville man derimod vente.
Altså: Jo mere økonomisk aktivitet og jo højere vækst, desto mere infrastruktur følger – og ikke omvendt. USA blev ikke bygget på grund af jernbanerne. Den voksende aktivitet i USA gjorde tværtimod på et tidspunkt jernbanerne rentable (Senere gjorde den amerikanske stat dem atter mere urentable, men det er en anden historie).
I kraft af at det er staten, der bestemmer, hvor der skal bygges og ikke bygges broer og motorveje, og dermed ikke forbrugerne via deres efterspørgsel og via profitincitamentet på markedspladsen, er der derfor i almindelighed grund til at være skeptisk, hver gang politikere taler om ”big business” eller, når de hævder, at hele Danmark vil tjene på en bro. Nogle gange vil man i staten lege virksomhed. Andre gange vil man tværtimod være mæcen*. I kraft af magtbeføjelserne (skatteopkrævning) har man mulighed for at forfølge begge spor. Derfor bygger politikere af og til, hvor behovet er mindst og ikke størst.
Henvisninger:
*Mæcenat er en betegnelse for at yde støtte til eller på anden måde favorisere en bestemt person, gruppe, organisation eller tilsvarende. Wikipedia.
Politiken - Støttegruppe glæder sig over Femern-bro
BT - Minister: Femern-bro bliver big business
Erhvervsbladet: Fynsk skepsis over Femernbro
Wikipedia - Femern Bæltforbindelsen.
Frederic Bastiat - A negative railroad.
Se også - Ludwig von Mises - HUMAN ACTION - Kapitel XXVII. THE GOVERNMENT AND THE MARKET
9. januar 2007
Riv skattemuren ned!
I 1980’erne gennemførte Ronald Reagan og Margaret Thatcher en række drastiske skattelettelser sammen med andre økonomiske reformer, herunder nedskæringer i den offentlige sektor.
Skattelettelserne havde sammen med de øvrige reformer til formål at øge incitamenterne til produktivitetsforbedringer - i form af øgede private investeringer og innovation i netop disse lande.
Reformerne førte imidlertid ikke blot til mere dynamiske økonomier i USA og England, eftersom initiativerne taget af Thatcher og Reagan snart efter blev kopieret i blandt andet en række europæiske - og mere skattetunge - lande.
De reformer blev dermed startskuddet til det økonomiske opsving, der ikke bare gjorde den vestlige verdens befolkninger rigere, men som på samme tid udstillede planøkonomierne i Østeuropa og Sovjetunionen, mere end det i forvejen var tilfældet.
Spørgsmålet historikere nu mangler at besvare, er hvorfor socialistiske og socialdemokratiske politikere i en række vesteuropæiske velfærdsstater på dette tidspunkt valgte at kopiere de amerikanske og britiske reformer?
Det vil sige hvorfor skatteglade tilhængere af en voksende offentlig sektor pludselig sænkede skatterne, og i højere grad lyttede til økonomer, der talte for effektiviseringer eller lige frem nedskæringer i den selv samme sektor?
Svaret handler ifølge Dan Mitchell fra den amerikanske tænketank the Heritage Foundation, der besøgte Danmark den 19. maj først og fremmest om, at de amerikanske og britiske reformer hurtigt gjorde interessen for at arbejde, investere og producere langt større i USA og Storbritannien, end det var tilfældet i de fleste andre industrilande.
Andre - og endog meget skatteglade lande, - det vil sige lande hvor politikere og politiske økonomer fra ”arbejderbevægelsen” i det mindste er meget glade for skat, var derfor, uanset den ideologiske opbakning til høje skatter og en udgiftstung offentlig sektor, pisket til at efterligne England og USA.
I Danmark tog Poul Schlüter som bekendt over for Anker Jørgensen i 1982. Han kunne takket være det globale opsving, men også takket være beherskede danske reformer, inspireret af såvel Reagan og Thatcher, bevare magten i en tiårig periode, præget af stigende økonomisk vækst.
Budskabet var fra starten i 1982 det simple og logiske, at det atter skulle kunne ”betale sig at arbejde”. Det budskab gik rent ind – ikke mindst takt med de reformer i navnlig USA og England, der spredte sig til mange andre lande, der betød at det rent faktisk bedre kunne betale sig.
For reformerne i udlandet øgede selvsagt også efterspørgslen på danske varer, også selv om en række hævdvundne ”rettigheder” i Danmark betød at incitamenterne til ikke at arbejde stadigvæk var ganske store.
Takket være Reagan og Thatcher begyndte selv dele af arbejderbevægelsen at forstå det nyttige ved reform: ”Bevægelsen” hjalp således til med at reformere dagpengesystemet, og tog denne gang arbejdernes parti.
I nyere tid har den samme form for ”kongens efterfølger” udspillet sig med blandt andet Irland, der tidligere havde tilnavnet ”Europa syge mand”, men som takket være reformerne nu har kunnet spille rolle som konge; og som undervejs ganske passende har taget navneforandring til ”den keltiske tiger”. Irlands succes skyldes EU-støtten og ikke skattelettelse, siger de skatteglade imidlertid. Men hvad har EU- og stats-støtte så i givet fald gjort for en række sydeuropæiske lande – eller for de tilsyneladende stadigt mere støtteivrige - og skatteglade - nationer som Tyskland og Frankrig?.
Den nye irske politik gjorde, som de fleste anerkender det, investering og initiativ langt mere interessant. Politikken pressede ikke blot andre gamle europæiske lande, men dannede skole for en række nu frie østeuropæiske nationer. Reformerne i Irland påvirkede og inspirerede også Rusland.
Den samme positive udvikling presser nu a
Skattelettelserne havde sammen med de øvrige reformer til formål at øge incitamenterne til produktivitetsforbedringer - i form af øgede private investeringer og innovation i netop disse lande.
Reformerne førte imidlertid ikke blot til mere dynamiske økonomier i USA og England, eftersom initiativerne taget af Thatcher og Reagan snart efter blev kopieret i blandt andet en række europæiske - og mere skattetunge - lande.
De reformer blev dermed startskuddet til det økonomiske opsving, der ikke bare gjorde den vestlige verdens befolkninger rigere, men som på samme tid udstillede planøkonomierne i Østeuropa og Sovjetunionen, mere end det i forvejen var tilfældet.
Spørgsmålet historikere nu mangler at besvare, er hvorfor socialistiske og socialdemokratiske politikere i en række vesteuropæiske velfærdsstater på dette tidspunkt valgte at kopiere de amerikanske og britiske reformer?
Det vil sige hvorfor skatteglade tilhængere af en voksende offentlig sektor pludselig sænkede skatterne, og i højere grad lyttede til økonomer, der talte for effektiviseringer eller lige frem nedskæringer i den selv samme sektor?
Svaret handler ifølge Dan Mitchell fra den amerikanske tænketank the Heritage Foundation, der besøgte Danmark den 19. maj først og fremmest om, at de amerikanske og britiske reformer hurtigt gjorde interessen for at arbejde, investere og producere langt større i USA og Storbritannien, end det var tilfældet i de fleste andre industrilande.
Andre - og endog meget skatteglade lande, - det vil sige lande hvor politikere og politiske økonomer fra ”arbejderbevægelsen” i det mindste er meget glade for skat, var derfor, uanset den ideologiske opbakning til høje skatter og en udgiftstung offentlig sektor, pisket til at efterligne England og USA.
I Danmark tog Poul Schlüter som bekendt over for Anker Jørgensen i 1982. Han kunne takket være det globale opsving, men også takket være beherskede danske reformer, inspireret af såvel Reagan og Thatcher, bevare magten i en tiårig periode, præget af stigende økonomisk vækst.
Budskabet var fra starten i 1982 det simple og logiske, at det atter skulle kunne ”betale sig at arbejde”. Det budskab gik rent ind – ikke mindst takt med de reformer i navnlig USA og England, der spredte sig til mange andre lande, der betød at det rent faktisk bedre kunne betale sig.
For reformerne i udlandet øgede selvsagt også efterspørgslen på danske varer, også selv om en række hævdvundne ”rettigheder” i Danmark betød at incitamenterne til ikke at arbejde stadigvæk var ganske store.
Takket være Reagan og Thatcher begyndte selv dele af arbejderbevægelsen at forstå det nyttige ved reform: ”Bevægelsen” hjalp således til med at reformere dagpengesystemet, og tog denne gang arbejdernes parti.
I nyere tid har den samme form for ”kongens efterfølger” udspillet sig med blandt andet Irland, der tidligere havde tilnavnet ”Europa syge mand”, men som takket være reformerne nu har kunnet spille rolle som konge; og som undervejs ganske passende har taget navneforandring til ”den keltiske tiger”. Irlands succes skyldes EU-støtten og ikke skattelettelse, siger de skatteglade imidlertid. Men hvad har EU- og stats-støtte så i givet fald gjort for en række sydeuropæiske lande – eller for de tilsyneladende stadigt mere støtteivrige - og skatteglade - nationer som Tyskland og Frankrig?.
Den nye irske politik gjorde, som de fleste anerkender det, investering og initiativ langt mere interessant. Politikken pressede ikke blot andre gamle europæiske lande, men dannede skole for en række nu frie østeuropæiske nationer. Reformerne i Irland påvirkede og inspirerede også Rusland.
Den samme positive udvikling presser nu a