Om motivation

Hvordan man opnår "det gode liv" er et emne, der sandsynligvis er blevet diskuteret selv før der opstod en skriftkultur. Spørgsmålet om det gode liv må siges at være relevant også i dag; eftersom svarene på, hvad det gode liv er, trækker i mange forskellige og ofte modstridende retninger.

Eksempelvis kan to forskellige svar være, at det gode liv mest handler om at leve for andres skyld og for at behage sine omgivelser, mens andre vil hævde, at det gode liv mest handler om at leve for sin egen skyld, og forfølge sine egne værdier. Dette er diskussionen, der handler om altruisme vs. egeninteresse. I dag er der imidlertid noget der hedder "lykkeforskning", og der udgives flere bøger om arbejdsglæde. Der trykkes i det hele taget en masse bøger, der handler om hvordan man får succes; og om hvordan man opnår øget velvære og livskvalitet. Disse lykke- og arbejdsglædeforskere går i modstrid med altruismen til spørgsmålet om det gode liv på følgende vis. De spørger: Hvad er godt for dig? Og hvorfor er det godt? De spørger omvendt ikke en given interviewperson "Hvad er godt for andre? Og hvorfor er det godt for andre?"

Den sidste type spørgsmål og ikke mindst svar er imidlertid nogle som moderne politiske beslutningstagere er særdeles optagede af, det vil sige hvad andre har godt af; og hvad befolkningen så skal yde i form af skatter m.v. for at tilgodese disse andre og deres lykke og velfærd. Det belejlige for politiske beslutningstagere er nu, at deres tid i medierne altid er knap og meget begrænset, og derfor at deres svar sjældent kan blive gransket nøjere. Midlerne, der bruges for at føre de politiske visioner ud i livet, får man slet ikke tid til at kritisere. Dermed når ingen tilsvarende at påpege, at disse midler netop er taget fra individer, der rent faktisk har deres egne ideer og projekter, når det gælder, hvad der skal regnes for det gode liv; og at midlerne som politikere bruger på at gøre det gode, dermed er en del af andres midler som de havde opnået, kæmpet for og efterstræbt - for at søge deres egen lykke og livskvalitet.

Det følgende er imidlertid apolitisk i mindst to instanser: For det første er denne korte ikke-kvantitative undersøgelse som det primære et resultat af en personlig interesse i at konkretisere spørgsmålet om det gode liv. Dermed har undersøgelsen ikke umiddelbart nogen interesse for politiske beslutningstagere, der leder efter nye undskyldninger for at forsøge at omsætte interessen for det gode liv i flere stemmer, ved at omfordele de midler som andre anvender i deres bestræbelser på at realisere netop ideen om dette liv.

For det andet er indfaldsvinklen her ydermere, at lykkeforskerne og arbejdsglædefolket har ret i deres fokus på - via deres litteratur - at forklare den enkelte, hvordan man får det bedre - i kraft af undersøgelser man har lavet om en masse andre mennesker, der beskæftiger sig med, hvordan de har fået det bedre - for og med sig selv. For dette betoner tydeligvis egeninteressen frem for altruismen. Om de så har ret i deres ofte kvantitative tilgang, hvor de stiller tusindvis af mennesker den samme type spørgsmål, er derimod en anden diskussion.

En altruistisk tilgang til lykke- og arbejdsglæde ville således omvendt beskæftige sig med spørgsmål som: Hvad tror du andre har godt af? Og hvad bør man/du gøre for at maksimere andres lykke? Derfor kan man, når det lige netop gælder dette område, umiddelbart konkludere, at der så snart spørgsmålet om det gode liv rejses fra denne vinkel - med fokus på arbejdsglæde og lykkeforskning - lykkeligvis (!) konstatere, at altruisterne tabt slaget. Måske ville det også være vanskeligt at forvente at altruisme ville stå stærkt indenfor et område, der beskæftiger sig med hvordan man har det godt og er glad, mens man arbejder, eller at lykkeforskning fokuserede på hvordan individer maksimerede andres glæde, der så tilsvarende søgte at maksimere andres o.s.v. - ud i det absurde.

I den følgende diskussion om det gode liv ses der derfor stort på altruismen - simpelthen i kraft af altruismens iboende irrationalitet. I stedet skal der fokuseres på begrebet motivation.

Bevidsthed og målrettethed

Et parameter for velvære og i sidste instans "det gode liv" kan netop være motivation, det vil sige om man er meget eller lidt motiveret for at gøre det, man gør; fortsætte med at gøre det; og eventuelt at man er motiveret til at fortsætte med at gøre det, man gør, resten af livet. At være motiveret handler dermed om forudsætningerne for, at man kan præstere og yde noget, og dermed nå nogle bestemte mål, det vil sige netop de mål, man selv ønsker at nå.

Motivation handler dermed i sidste instans om forudsætningen for, at man kan realisere det gode liv. En buddhistisk måde at udtrykke dette på kunne være, at det handler om at skabe overensstemmelse mellem det ydre og det indre. Men med den udtryksform er der imidlertid tale om intetsigende balanceretorik, hvor der ikke gives svar på, om det indre eller ydre så skal have fortrinsret. En aristotelisk version kunne i stedet formuleres sådan, at realiseringen af det gode handler om at integrere ens egne værdier med omverdenen - ved at forfølge de målsætninger i virkeligheden, der kan siges at være i overensstemmelse med værdierne. En betingelse for at dette kan ske, er således, at værdierne har et virkelighedsbaseret fundament, hvorfor disse værdier må identificeres, formuleres og vælges bevidst. Det betyder også, at der overordnet set kun kan identificeres nogle bestemte typer af værdier, som kan integreres, og som kan sikre denne overensstemmelse mellem individ og virkelighed bedre end andre, - eftersom mennesket som art har nogle bestemte forudsætninger for at begå sig i virkelighedens verden. Men at nå frem til dette er vel at mærke ikke noget, der kan overlades til andre. Det er ikke et politisk spørgsmål - i modsætning til spørgsmål om jura eller sikkerhed.

Kedelige definitioner på motivation

Desværre er der ikke nogen som helst enighed om "motivation", ligesom der ikke er enighed om retningslinier for det gode liv, lykke eller blot sikringen af arbejdsglæde på længere sigt. Gyldendals Etbinds Leksikon anno 2003 skal således kun bruges til at beskrive tilgange til motivation, der således afviger fra den, der forsvares her:

Motivation, indre kraft, der bevæger og igangsætter os. Ifølge behavioristisk psykologi igangsættes vi af behov, først og fremmest sult, sex og moderfølelse, dernæst nysgerrighed og behovet for stimulation af sanserne. Ifølge psykoanalysen styres vi af seksualdrift (eros) og dødsdrift (thanatos). Ifølge humanistisk psykologi bevæges vi af behovet for personlig vækst.

Det er på sin vis redeligt, at man har valgt flere tilgange. Imidlertid har man ikke medtaget den som forsvares her, og som ikke er ny, eftersom den tager afsæt i ideen om selvstændigt at vælge og være bevidst; hvilket er en mindst 2500 år gammel formuleret idé.

Man har i sin opremsninger af bud på motivations-definitioner i vid udstrækning også kun valgt et overordnet tema, der handler om determinisme. I ovenstående leksikon åbnes der i det store hele ikke op for, at aktøren bevidst kan bidrage til sin egen motivation, altså i strid med målet for lykkeforskning og de mange bøger om arbejdsglæde, der netop sælges ud fra en idé om at læseren kan ændre sit liv og syn på arbejdet og dermed få det bedre, hvilket netop handler om at opnå motivationen til at ændre på tingene. [Hvis man køber en bog om arbejdsglæde, er man naturligvis motiveret på forhånd til at gøre noget ved sit arbejdsliv, men man er ikke sikker på hvad. Når man har læst en bog om arbejdsglæde, så antages det derimod, at man mere klart ved hvad, man vil gøre. Man er altså mere bevidst, og kan dermed bedre selv træffe nogle valg. Derfor er teorien således, at man herefter vil være mere motiveret til at gøre noget bestemt, og at motivation derfor er noget der er drevet frem af bevidste overvejelser og dermed ikke af ovennævnte drifter, en overfladisk "nysgerrighed" eller en "trang til at stimulere sanserne"] - Af det ovenstående kan i øvrigt udledes, at et mere klart og veldefineret mål kan være en central grund til at være og blive mere motiveret. Det vil sige: at skabe motivering kan ske ved at man præciserer, hvad det er, man vil. Omvendt følger det tilsvarende, at mennesker uden klare mål i tilværelsen, hverken når det gælder kortsigtede mål - eller på længere sigt - vil være specielt motiverede (Naturligvis skal Ungdomshusets beboere parentetisk nævnes som et eksempel på det sidste).

Disse sidste pointer, om at motivation kan ændres, lægger sig i øvrigt tættere op ad en ældre Gyldendals-definition (fra 1977) med en lidt mindre giftig tilgang til begrebet motivation. Her står der følgende:

(eng. af motivate tilskynde motivere af motivere, se motiv) psyk. Indbegrebet af handlingsbegrundelse spec. I undervisning; styring af dyrs og menneskers adfærd, positiv (belønning), negativ (straf).

Lige under står der ydermere om at motivere

(fr. motiver, af motif, se motiv) være motiv til noget; påvirke persons motiver; bestemme et individs målsætning; tilskynde begrunde; motivering.

I denne tidligere Gyldendal er der vel at mærke et større fokus på, at man kan motivere andre. Det vil sige at motivering ikke handler så meget om determinisme (om ydre faktorer eller indre drifter) som i den senere version. Det der ligger lige for i dette sidste tilfælde, er nu at spørge: Hvis man kan motivere og tilskynde andre, hvorfor skulle man så ikke også kunne motivere sig selv, det vil sige være i stand til at øge sin egen motivation?

Definitionerne i Gyldendal peger således i almindelighed ikke frem imod, hvordan man motiverer. Forfatterne tager ikke afsæt i ideen om fri vilje og en selvstændig bevidsthed, men i stedet i nogle behavioristiske ideer om adfærd, der er bestemt af ydre faktorer. - Og det sidste er bestemt ikke motiverende for at beskæftige sig videre med spørgsmålet: Jo flere ydre faktorer, der hævdes at bestemme os (den sene Gyldendal har således ligefrem en længere liste), - desto mindre grund er der således til bevidst at søge at ændre på vores egen adfærd (især hvis listen skal forstås som at samtlige tilgange til motivation kan anses for at være gyldige).

Morsomt er det dog i Gyldendal "årgang 77", at man kan motivere andre, mens man overser at den enkelte skulle kunne motivere sig selv. Det sidste burde dog være lettere, hvis det første accepteres som mulighed: Forudsætningen for at en træner kan motivere fodboldspillere må dog nu engang være, at fodboldspillerne selv er i stand til at motivere sig, til det, de skal yde.

Atter engang skal opmærksomheden derfor henledes på den indledningsvise opdagelse, der handler om at en præcisering af en given målsætning i sig selv har en tendens til at virke motiverende. Dette er således i fodboldeksemplet den aktivitet som såvel fodboldspilleren som træneren vil være optaget af, når det gælder motivation: at klargøre hvad målet er, hvad målet fører til, hvad der kræves, hvilke muligheder målopfyldelse fører til, og så videre. Når man er blevet mere klar over dette, er man dermed bedre rustet til at handle i forhold til det specifikke mål.

Pointen her, er således, at de gængse definitioner foroven ikke kan bruges til at præcisere hvad der er motivation; det vil sige hvorfor nogle i praksis er meget motiverede og bliver mere motiverede, mens andre ikke er det, og måske aldrig bliver det. Og en vigtig årsag er som nævnt, at man i vid udstrækning ignorerer ideen om fri vilje, og evnen til at tænke selvstændigt; det vil sige muligheden for at tænke og handle bevidst. Den alternative indfaldsvinkel til motivation, der præsenteres her (og som er langt ældre end de moderne accepterede definitioner) er derfor, at motivation er en indre - men af den enkelte påvirkelig - kraft forstået som et individs vilje og tilbøjelighed til at gøre noget bestemt; og at viljen og tilbøjeligheden kan forstærkes af den pågældende selv - sådan som det eksempelvis forholder sig med fodboldspillere, forfattere, politikere og alle andre bevidste væsner ude i virkelighedens ikke-behavioristiske og ikke determinerede verden.

Ydermere skal det her pointeres, at individet anses som den centrale aktør, når det gælder motivation: Således gælder det også i virkeligheden, at man ikke kan "skabe" en professionel fodboldspiller, ligesom man ikke kan skabe en læge eller en professionel politiker. Man vælger selv at blive læge, politiker eller fodboldspiller. Det vil sige det ydre spiller en langt mindre rolle end det indre.

De politiske implikationer ved denne sidste tilgang til motivation skal forfølges andre steder. Beslægtet med de politiske implikationer er det imidlertid, at denne sidste tilgang til motivation, som værende noget der har relevans for den enkelte, eftersom individer kan motivere sig selv, samtidig er en tilgang hvor begrebet motivation kan integreres og forbindes med langt flere fænomener og begreber end det er tilfældet med de første definitioner, herunder den lange liste over forskellige bud på "motivation"; hvor man i realiteten blot har erstattet determinisme indenfor forskellige fagretninger (psykologi, humaniora eller sociologi) med et andet begreb. De nye bud på motivation har imidlertid det til fælles, at de har gjort spørgsmålet om motivation uvedkommende for den enkelte. For hvem kan aktivt bruge en påstand om at man "ikke kan gøre for det", og at man er et produkt, i kraft af at være "motiveret" af ydre kræfter eller indre drifter? Hvis man leder efter en måde. hvorpå man kan øge sin egen motivation, går man således forgæves i de moderne ideer om fænomenet.

Jævnfør analogien med den professionelle fodboldspiller kan man således i kraft af et motivationsbegreb med afsæt i fri vilje sætte sig nogle mål; og derfor kan man også tilsvarende bevidst vælge at fokusere på de ting, der kan motivere yderligere til, at man når sit mål. Denne proces handler dermed om at klargøre hvad det præcist er, at målets realisering fører til: At få mulighed for at bevæge sig op i en højere klasse i fodboldens verden kan således føre til nye typer af personlige udfordringer, større indtjening, øget viden og forståelse for spillet, samt eventuelt berømmelse der kan åbne op for endnu flere muligheder - og måske bane vejen for nye typer af udfordringer med mere. Ved at klargøre alle disse perspektiver, det vil sige ved at gøre sig bevidst om dem, kan motivationen til at yde en høj præstation på den længere bane dermed øges.

Bevidsthed og motivation handler dermed, ifølge tilgangen her, om "fokuseret identifikation", det vil sige at man kortlægger et bestemt område, man vurderer som relevant for sin egen person, og dermed gør sig selv bevidst om sammenhængen mellem de forskellige elementer indenfor dette felt. Dette er tydeligvis en intellektuel proces, der ikke direkte har ret meget at gøre med sult, sex eller moderfølelser at gøre jævnfør den omtalte behaviorisme. På samme måde kan man øge præstationen på det kortere sigt ved at klargøre/identificere, hvad der kræves for måske at vinde den næste kamp ved at sætte sig ind i modstanderens styrke og svagheder, sine egne, sit holds og så videre.

Ved at forbinde motivation med bevidsthed og målrettethed kan man dermed beskrive, hvordan motivation i en konkret kontekst kan øges, det vil sige: ved at man øger bevidstheden om de faktorer, der kræves for at et bestemt mål, kan nås. Omvendt kan man også via denne tilgang forstå, hvorfor nogle mennesker ikke vil være motiverede, hvilket her kan være i kraft af manglende kendskab samt usikkerhed omkring mål, midler og mening i en bredere forstand. Forbundet med dette er således også den manglende vilje til at koncentrere sig, og til at mobilisere den opmærksomhed, der kræves, for at man kan blive mere bevidst om, hvad der skal til - for at man kan realisere et givent mål. Når man lærer at fokusere og koncentrere sig, og når man i kraft af dette bliver i stand til at nå nogle konkrete mål, - så bliver man dermed også mere motiveret til at sætte og forfølge nogle nye og måske mere udfordrende mål.

Den behavioristiske tilgang, der omvendt ikke fokuserer på bevidstheden kan derimod ikke forklare hvordan man øger motivationen til at fortage sig ret meget andet end de allermest primitive handlinger. Og det må nu engang siges at være tvivlsomt, om det er en kombination af ovenstående medfødte drifter og instinkter, der skal stå som forklaringen på eksempelvis David Beckhams eller en anden professionel fodboldspillers karriere og succes.

Alternativet til en behavioristisk tilgang til motivation, er således en tilgang, hvor motivation kan øges i kraft af menneskers evne til at gøre brug af deres egen bevidsthed. Og fokus på bevidstheden er netop valgt i kraft af, at mennesker adskiller sig fra andre væsener i kraft af evnen til at være bevidste - jævnfør evnen til at opstille og forfølge mål. Denne i vor tid ikke-akademiske tilgang til motivation kan dermed ikke siges at være en helt tilfældig indfaldsvinkel. For læseren ved, at vi på hypotetisk vis (det vil sige uden at handle) kan opstille forskellige mål, og derefter vælge at forkaste dem i kraft af vores bevidsthed; samt at vi kan vælge at analysere, vurdere og forsøge at integrere de mål vi opstiller, med de mål vi allerede i forvejen forfølger. Og vi ved også, at denne viden, der følger af sådan en aktivitet i praksis har konsekvenser for vores motivation. Behaviorismen ignorerer dermed denne helt centrale forskel på dyr og mennesker, vel at mærke trods det forhold, at bevidstheden er en forudsætning ikke blot for menneskets overlevelse (de allermest basale behov kan nu engang ikke tilfredsstilles ubevidst), - men bevidstheden er nu engang også afgørende og central, for at der kan ske forandringer. [Hvilket er en underdrivelse, eftersom man ikke engang kan tale om forandringer uden at være bevidst].

For at noget nyt, en opfindelse - eller en sportsgren - skal kunne sprede sig (hvilket handler om at motivere andre) kræves således, at man kan overbevise - bevidstgøre - om at det ene eller andet er et gode, og at der er tale om noget, som har værdi. Og her har behaviorismen således intet at sige. Ikke desto mindre trives behaviorismen på universiteterne, mens det der fra akademisk side får status af "pop-psykologi" eller "selvhjælps-filosofi" er det der sælger, måske også i kraft af at læserne antages at være bevidste og målrettede individer, der bevidst ønsker hjælp til selvhjælp ved at valgmulighederne for handling klargøres. Alligevel handler Gyldendals nye bud på motivation vel at mærke mere end den gamle om, at man "ikke kan gøre for det", trods det forhold at der er opstået en hel genre, der står op imod det statiske syn på motivation.

Opsummering

• Motivation kan i kraft af den ovenstående alternative tilgang forbindes med forfølgelsen af det gode liv, det vil sige som et redskab til det gode livs realisering.


• Motivation forstås her som en indre kraft, der kan øges gennem et fokus på mål og midler.


• Motivation på længere sigt handler nu mere om mål; hvor motivation på kortere sigt mere handler om kendskabet til og forståelse for midlerne. Fælles er således øget "kendskab", hvilket er et andet ord for øget bevidsthed om noget konkret. At være motiveret som menneske, er således i høj grad ifølge denne tilgang, at være bevidst og klar over, hvad det er man gør og hvorfor man gør det.


• Motivation, som det er præsenteret her, er dermed ideen om at vilje til at handle kan øges, i kraft af øget bevidsthed om, at en bestemt handling fører frem til et bestemt mål, hvilket er det kortsigtede. Endvidere beskrives motivation på længere sigt som en indre kraft, der er baseret på en bredere accept og forståelse af, at det man gør, er i overensstemmelse med ens egen idé om "det gode liv".

Ovenstående indfaldsvinkel kan nu ikke bare bruges til at forklare produktivitet og kreativitet, men også passivitet og uproduktiv adfærd, som værende adfærd, der skyldes, at man ikke er motiveret eftersom man ikke er bevidst om, hvorhen en given adfærd kunne føre. Den umotiverede vælger således ikke at bruge energi på at fokusere sin opmærksomhed, sådan at han/hun kunne blive motiveret til noget bestemt.

Mere vigtigt er det dog, at der er opstillet en tilgang til motivation, hvor man altid kan motivere sig yderligere: - Et motivationsbegreb, der tager afsæt i fri vilje og egeninteresse handler dermed om, at man kan vælge at fokusere på hvad der kræves her og nu, for at man kan motivere sig til at løse kortsigtede problemer, såfremt man er overbevist om, at man grundlæggende forfølger det gode liv også på længere sigt. Alternativt kan man, hvis man er i tvivl om det sidste fokusere på, hvad der kræves, for at man vil kunne være fokuseret - også på længere sigt. Hvis man vælger det sidste vil man naturligvis stadigvæk kunne vende tilbage til det kortsigtede og det konkrete, men måske nu for at afslutte det man beskæftiger sig med her og nu, for så efterfølgende at opstille nogle nye konkrete mål ud fra en reevaluering af eksempelvis ideer og værdier, man mener, vil være mere motiverende end de oprindelige.

Alt det dette handler således om, at der findes motiver, og at man handler ud fra sådanne, og sidst men ikke mindst om, at pointere at disse kan opstilles og vælges af den enkelte. Et dansk ord for motiv er "bevæggrund". Et andet ord for bevæggrund er simpelthen "mål". Et andet ord for at være motiveret er nu at være "målrettet". Så spørgsmålet om hvordan man bliver mere motiveret, er tilsvarende et spørgsmål om, hvordan man bliver mere målrettet og dermed mere fokuseret på at virkeliggøre noget bestemt, det vil sige føre sine mål ud i livet.

Perspektivering

For mange i dag handler spørgsmålet ikke desto mindre mere om "hvorfor" end "hvordan". Det vil sige eksempelvis: Hvorfor skulle man fokusere og øge sin egen bevidsthed omkring mål og midler? Hvorfor skulle man så være opmærksom på sin egen motivation og tilbøjelighed til at gøre det ene frem for det andet; og ikke mindst til at gøre noget bedre, end det man har gjort ind til videre? Hvorfor denne identifikation og integration? Og hvorfor denne interesse for at overgå sig selv? Kort sagt: Hvorfor i det hele taget bruge sin bevidsthed aktivt og fremadrettet?

I kraft af sådanne spørgsmål har vi imidlertid forladt motivationsspørgsmålet, hvor svarene på disse spørgsmål tages for givet, vel at mærke især når det gælder den foretrukne definition på motivation som den er givet her. Som en slags afrunding men også som en indledning til et helt nyt emne, skal et svar på ovenstående "hvorfor" derfor gives som følgende konstatering og til eftertanke. Denne konstatering handler kort skitseret om at:

Mennesket kendetegnes ved at være et bevidst og selv-reflekterende væsen; hvor bevidstheden og fornuften er det centrale redskab til overlevelse. For at overleve bruger mennesket dermed sin fornuft til at stille spørgsmål, identificere hindringer og udfordringer; og derefter til at besvare spørgsmål og fjerne de nævnte hindringer; sådan som alle andre levende væsener tilsvarende bruger deres særlige kvalifikationer til at gøre det samme. Og når det gælder hvorfor, så rummer menneskets evne til at vælge, yderligere valget af, om man fremadrettet vil forfølge sådanne aktiviteter eller ej. Spørgsmålet om "hvorfor" er i sidste instans derfor noget hver enkelt kan afgøre med sig selv. Det svar der her er givet er imidlertid det eneste, der i praksis kan bruges til at opretholde livet, i fald man ikke kan regne med ydelser fra det offentlige. Og den eneste måde, man kan tage stilling til spørgsmålet om hvorfor man bør interesse sig for motivation, og alle andre spørgsmål er dermed ved at bruge sin fornuft.

Som yngre forstod man imidlertid uden besvær, og uden "hvorfor" betydningen af at lære og være motiveret til at handle. I kraft af eksempelvis Gyldendals motivationsbegreber og de bagvedliggende doktriner, der undervises i indenfor såvel psykologi, humaniora som sociologi skabes der derimod tvivlere, der i kraft af begreber, der ikke kan integreres med ideen om at man kan handle selvstændigt, ikke længere ved om de er deres herrer over deres egen skæbne eller brikker i spil. Og disse doktriner har naturligvis også politiske implikationer.

Menneskers motivation finder således ikke sted af sig selv, men derimod i kraft af vilje til identifikation, integration og handling. Dette kræver således en aktiv og bevidst indsats, og sker derfor ikke automatisk. Men netop det forhold at motiveret handling ikke sker automatisk men bevidst er vel at mærke samtidig årsagen til, at mennesker til forskellige tider langt har overgået et hvilket som helst andet dyr, når det gælder om at producere og forandre sine omgivelser - i kraft af litteratur, musik, sportslige præstationer, arkitektur med meget meget mere.

I kraft af ordbogs-litteraturen kan man ikke desto mindre konstatere, at mange tror de kan nøjes med at leve af andres motivation; eller det hævdes at motivation er et statisk fænomen; eller det postuleres som i ovenstående Gyldendals definitioner, at belønning og straf er noget centralt for motivation (Og tænk så venligst atter på arkitekturen, musikken og litteraturen). Disse "moderne" syn på motivation har således i høj grad politiske implikationer; og de betyder dermed også noget for de politiske beslutningstageres syn på resten af befolkningen (i det omfang de skulle anse sådanne former for psykologi, der henvises til i ordbogen for at være videnskab). - Pisk eller gulerod? Sult eller sex? Er New York, London og Paris så blot udtryk for sublimering af drifter, nysgerrighed og instinkter? I hvilken politisk retning fører mon sådanne ideer om drivkraften for menneskelig adfærd, som man finder i moderne akademisk psykologi? Til frihed eller diktatur?

Et biologisk forsvar for frihedsrettighederne

Teleologi er: den anskuelse at hvad der sker i verden har et formål, en hensigt. Denne anskuelse kan nu være enten verdsligt eller religiøst funderet. Den verdslige anskuelse, når det gælder teleologi handler simpelthen om, at konkrete handlinger er formålsrettede i en meget konkret forstand. Planter gør således bestemte ting: det vil sige, de opfører sig på en bestemt måde, for at opnå noget bestemt. For planters vedkommende handler dette således om adfærd, der sikrer næring, der på dette niveau er ubevidst; men ikke desto mindre er det adfærd, der er kendetegnet ved formålsrettede handlinger; det vil sige: uanset om en bestemt organisme, så ved at handlingen er rettet mod et formål eller ej. Tilsvarende opfører forskellige dyr sig på forskellige måder, men de fleste af deres handlinger kan alligevel iagttages som førende hen til noget bestemt. Vi kan således se, at et dyr vil jage et andet dyr, og at det holder op med denne adfærd, når målet – byttet - er nået; og at det derefter fortærer byttedyret FOR AT optage næring, selv om dyret ingen viden skulle have om, at det foretog den ene formålsrettede handling efter den anden.

Teleologi skal derfor ikke forveksles med teologi. Begrebets vigtighed handler imidlertid om menneskets forståelse af sig selv og verden. Teleologi skal snarere forstås i forhold til det modsatte synspunkt, der handler om, at ”alt hvad der sker i verden er tilfældigt”. Kontrasten til teleologi skal tilsvarende være på det konkrete niveau: det vil sige en idé om, at planter eksempelvis skulle siges ”tilfældigt” at omdanne vand og luftens kuldioxid til kulhydrater ved hjælp af sollyset, eller at det skulle kunne siges at være tilfældigt, at ét dyr jager et andet, og altså ikke, at der var et formål bag handlingen, og at handlinger dermed ikke var formålsrettede. Dyrs og planters adfærd må derfor siges at være formålsrettede, men i sammenligning med menneskers adfærd dog i det store hele ubevidst – og i det mindste ikke selv-reflekterende. Teleologi handler dermed om at levende væsner gør noget bestemt for at opnå noget bestemt, - uanset om en organisme selv ved at det forholder sig sådan eller ej.

Begrebet formålsrettethed og den bevidste idé om teleologi er selvsagt menneskeskabt, men ikke desto mindre kan vi sige at dyr og planter gør noget, FOR AT de kan nå frem til noget. Denne formålsrettethed er også et tematisk grundtræk i alverdens naturprogrammer: Man forklarer adfærden for en dyreart eller plante ved at beskrive, hvad dens specifikke handlinger fører til, hvilket i sidste instans er en beskrivelse af hvordan, dyret eller planten lever og overlever: - For at tiltrække en mage, så gør markmusen sådan og sådan. - For at lokke byttet til sig, udsender den kødædende plante de og de duftstoffer. - For at bygge en tue samler myrerne grannåle og så videre. Den eneste måde naturprogrammer kan struktureres på, er således ved at acceptere at dyr og planter er formålsrettede, og at adfærden samlet set er rettet imod at opretholde de pågældende organismers liv og udbrede det, hvad enten der så er tale om den enkelte organisme eller artens. Som iagttager kan man derfor sige, at dyr og planters adfærd er målrettet, og at den adfærd, der kan iagttages i denne forbindelse har et specifikt formål.

Mennesket har i kraft af sin natur evnen til bevidst at opstille og forfølge sine helt egne mål

I modsætning til dyr og planter har mennesker således evnen til at være bevidst om sine helt egne formål. Det vil sige: Vi handler ikke bare. Vi kan tænke over hvad vi gør, og hvad vi kan gøre, og hvorfor. Menneskers handlinger er dermed også formålsrettede; men vi har muligheden for at være bevidste om formålene, før vi forsøger at føre dem ud i livet. Vi kan også tænke over tidligere forfulgte mål, og dermed over, hvorfor vi forfulgte dem. Vi kan opstille nogle bestemte mål, og så vælge at forkaste dem igen, uden overhovedet at forsøge at forfølge dem. Alle, der er bevidste og selv-reflekterende - og i denne forstand menneskelige, kan således vælge at opstille sine egne mål, og prøve at føre dem ud i livet. Civilisationen indtil videre viser nu, hvor forskellige mål, der kan opstilles; og tilsvarende hvor varieret adfærden og de formålsrettede handlinger kan være.

Pointen med det ovenstående er derfor, at mennesket i lighed med dyr og planter handler formålsrettet, men at mennesker i kraft af deres bevidsthed kan vælge at ”gå deres egne veje” i forhold til andre. Centralt er det således, at mennesket som væsen har mulighed for at identificere de mål, som det selv foretrækker at forfølge. I kraft af det sidste kan man også som individ vælge nogle generelle og mere overordnede mål, som skal være styrende for den konkrete adfærd. Disse langsigtede og mere generelle mål kaldes også for værdier. - Det vil sige: Dyr og planter handler som vi har set det, generelt for at opretholde livet, selv om de ikke ved, at det er det, de gør. Mennesker kan som valgt ”værdi”, det vil sige som et bevidst formuleret, valgt og opstillet generelt mål, vælge at gøre det samme (men for den sags skyld også det modsatte). (Denne evne til at vælge mellem bevidst opstillede/identificerede valgmuligheder kaldes også for fri vilje.)

Værdier handler dermed om, at man bevidst kan forestille sig i hvilken generel retning, man vil bevæge sig i fremtiden, herunder om man vil søge at tage vare på sig selv, også også i det daglige; og når man står overfor bestemte valg, kan man så vælge ud fra dette overordnede formål. Mennesket som art er dermed i besiddelse af en selv-reflekterende evne og i stand til at vælge sine egne værdier og sine egne kortsigtede såvel som langsigtede (for)mål. Og når vi iagttager vores omgivelser er dette således noget helt enestående, og noget som i høj grad definerer mennesket – jf. også begrebet ”homo sapiens”, det tænkende væsen, - også i forhold til de aber vi nedstammer fra.

I kraft af netop evnen til selv at vælge og selvstændigt at opstille og forfølge sine egne mål, følger imidlertid også, at man som menneske vil være klar over de tilfælde, hvor mulighederne for at gøre dette forhindres. Nogle kan tilsvarende bevidst vælge at opstille nogle mål for dem selv, der handler om at de med magt vil udstikke formål og midler for andre. De som udsættes for dette vil, i kraft af at de er mennesker derfor også vide dette, og forstå at deres frihed nu er blevet indskrænket. For at forhindre sådanne konkliktfyldte situationer kan der derfor opstilles regler for adfærden, der gælder for alle. Dette kaldes i daglig tale for "eksistensen af et retssamfund". Situationen er ikke mindst kendetegnet ved at statsmagten, der netop er et magtinstrument, - den er begrænset.

- At forsvare frihedsrettighederne på denne måde har vel at mærke intet at gøre med at vende ”tilbage til naturen”, men derimod med at vende tilbage til civilisationen, hvor de oprindelige spilleregler, der sikrede menneskers frihed til at handle i kraft af deres egen fornuft blev forsvaret mere konsekvent, end det sker i dag. Det er således friheden til bevidst at opstille mål, og derefter friheden til at føre disse ud i livet, samt evnen til at forsvare regler, der sikrer netop dette, som adskiller mennesker fra dyr og planter. - Og når det ovenstående er hensigten og formålet med at opstille frihedsrettigheder for mennesker, så er diskussionen om plante- og dyrerettigheder i øvrigt også meningsløs.

……………………….

Om emnet ”teleologi” findes bogen The Biological Basis of Teleological Concepts af Harry Binswanger. Om forsvaret for frihedsrettighederne og det borgerlige retssamfund ud fra et biologisk afsæt anbefales Objectivism the philosopy of Ayn Rand af Leonard Peikoff.