Copenhagen Institute har tidligere beskæftiget sig med fedme-debatten. Det seneste indlæg var fra Søren Højbjerg , der pegede på, at overvægtige for tiden bliver udsat for noget, man må kalde hetz fra myndighedernes side.
For man kan ikke kalde det for andet end hetz, når offentligt ansatte taler om "fedme-epidemi".
Den form for sprogbrug viser, at de der hævder, at de er folkets tjenere (på engelsk "civil servants"), nu er blevet så magtfulde ”tjenere”, at de i stedet opfatter sig som et herrefolk.
Politik i velfærdsstaten handler således i høj grad om at spille forskellige grupper ud mod hinanden (, det som Højbjerg i sin kommentar betegner som "del og hersk"):
Man hæver skatterne og har et høj skatteniveau i "fællesskabets navn".
Men i praksis bruger man det høje skatteniveau til at forvandle den oprindelige interesseharmoni, der som udgangspunkt eksisterer i et frit samfund til stadigt flere interessekonflikter:
Man finder således mennesker, der ikke lever op til de offentlige standarder og normer. Derefter udpeger man deres adfærd til et offentligt anliggende og problem. Og så kræver man yderligere midler til ”problemløsning”.
Men disse midler bliver altså i praksis blot brugt på, at eskalere konfliktniveauet yderligere.
For jo en større en del af borgernes indkomst, der smides i "fælleskassen", desto mere bliver der, at strides om.
Ovenstående betyder imidlertid ikke, at man ikke skal bedømme samt søge at påvirke andres adfærd i en positiv retning. Det er bare ikke statens opgave at gøre det.
Og hvis staten var et individ - og ikke en organisation bestående af individer - måtte man i øvrigt også betegne staten som hyklerisk og dens adfærd som ekstremt selvmodsigende.
For sagen er jo den, at staten sponsorerer og finansierer nogle ret usunde holdninger og usund adfærd.
Usunde holdninger finder man ikke mindst promoveres fra og med de sene år i Folkeskolen fra venstreorienterede underviseres side. - Men det bliver som nævnt i andre sammenhænge meget værre, hvis man når frem til de videregående uddannelser. Her udsættes man i endnu højere grad for en række absurde og skadelige livsindstillinger. Alle er de finansieret af skatteydernes indkomst.
Hvad angår adfærden skal selvfølgelig nævnes, at man konsekvensløst giver penge til mennesker, der ikke på nogen som helst måde forsøger at ændre deres liv i en positiv retning; men som i stedet – eksempelvis står på det lokale torv, og dagligt drikker sig fra sans og samling med de midler, som andre har frembragt ved produktivt arbejde.
Bor man i København har man således sikkert passeret Vesterbro Torv, hvor fulderikker næsten hver eneste dag står og skriger og råber - under noget, der utvivlsomt må være ekstrem indtagelse af alkohol.
Næste gang man passerer disse mennesker, bør man derfor huske på, at der her ikke blot er tale om individer, der er selvdestruktive; men at de destruerer sig selv med midler, som nogle andre – der gerne vil iscenesætte sig selv som ”bekymrede” og ”ansvarlige” har fratvunget atter andre borgere; vel at mærke borgere for hvem personligt ansvar åbenlyst betyder meget mere.
Spørgsmålet er nu:
Hvem er grundlæggende de værste? - Er det den dårligt uddannede alkoholiker, der lader sin alkoholisme finansiere i kraft af statstilskud? - Eller er det de, som tidligere i processen aftvinger andre borgere deres midler, for derefter at give disse til alkoholikeren? Mit svar er sidstnævnte gruppe. Og denne langt større gruppe omfatter hver eneste socialdemokrat i Danmark.
Viser indlæg med etiketten Bistand. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Bistand. Vis alle indlæg
10. oktober 2007
6. oktober 2007
Indvandring på frihedens betingelser
På bloggen ”Verden fra min altan” er spørgsmålet om fri indvandring blevet rejst.
Forudsætningen i den konkrete diskussion er dog et scenarium hvor det gælder, at indvandrere ikke får ”sociale ydelser”; det vil sige, at magthaverne ikke tager indkomst optjent af nogle andre, kalder deres konfiskerede midler for ”sociale” og forærer disse midler til nytilkomne. Men det gør politikere jo aktuelt og i praksis.
Problemet er nu, at denne politiske adfærd gør det særdeles attraktivt for navnlig indvandrere fra lande, hvor der generelt er fattigdom at rejse her til. For hvis man ikke finder sig et arbejde, kan man i vid udstrækning alligevel regne med at forbedre sin materielle standard.
Dette er helt grundlæggende et problem som europæiske lande står overfor:
- Indvandringen har i vid udstrækning bidraget til, at den arbejdsløshed, der i forvejen er højere end den nordamerikanske er blevet endnu højere, eftersom de ”sociale ydelser” (konfiskerede midler) også uddeles i form af kontanter og andre ydelser til tilrejsende.
Dette problem er altså forholdsvist simpelt at forholde sig til. De politiske beslutningstagere virker alligevel ude af stand til at ville erkende sammenhængene mellem den politiske adfærd; det vil sige forbindelserne mellem statsstøtte til dagpenge, lovbestemte mindstelønninger, fagforeningers protektionisme ud over mindsteløn, samt altså indvandringspolitikken - og så niveauet for arbejdsløshed.
Så den politiske opgave må derfor bestå i, at råbe politikerne op i forhold til den aktuelle problemstilling, der består i, at erkende hvilke negative konsekvenser disse politikker har. (Der er dog også om end svage tegn på, at man er ved at lægge kursen om i såvel Frankrig som Tyskland).
Det konkrete sociale problem er dermed, at lediggang skader den enkelte; især hvis lediggangen er langvarig.
Men som i andre sammenhænge er det ikke desto mindre konfiskationen af borgernes midler, der er det største moralske problem.
Det er afviklingen af ejendomsretten, der er den største negative kulturelle faktor i dette anliggende som i så mange andre.
Det er altså ikke, hvad man efterfølgende stiller op med de midler, man har taget. Dette er noget sekundært.
Hvis det sidste – hvad man gør med de konfiskerede midler - bliver spørgsmålet; og hvis det bliver diskussionen man rejser politisk, så ender resultatet blot med, at de politiske beslutningstagere siger OK, så bruger vi bare pengene på noget andet, lad os give dem til virksomhederne i stedet for.
Men virksomheder skal som bekendt ikke have penge foræret af politikere, som politikere har taget af borgere i almindelighed. Virksomheder skal tjene penge gennem fri handel og fri produktion. Så husk dette fokus: Det er konfiskationen, der er det primære problem, og hvad man gør med de midler, der konfiskeres er derfor et sekundært emne.
Derfor skal afviklingen af statsstøtte til dagpenge og til bistand føre til skattelettelser, lige såvel som det er skattelettelser, der skal være konsekvensen af fjernelsen af støtten til landmændene og erhvervslivet i almindelighed. Denne politik vil skabe den maksimale økonomiske aktivitet og den højeste beskæftigelse.
Det hypotetiske scenarium
Men hvad så hvis ovennævnte ydelser ikke eksisterede for indvandrere?
- Så fortæller de økonomiske love os, at interessen for at komme til landet ville blive reduceret, i kraft af, at man ikke kunne regne med at forbedre sin situation lige så meget, som det var tilfældet hvis omtalte ydelser blev givet.
Det skal dog nævnes, at man også måtte forvente, at det i kraft af omtalte forbedrede økonomiske dynamik samtidig ville blive mere interessant for andre typer af indvandrere at rejse hertil; det vil sige for de som i højere grad forventede at kunne finde ansættelse; og som slet ikke havde noget system med ”gratis” ydelser i tankerne i forbindelse med, at man overvejede at forlade sit hjemland.
Men spørgsmålet er nu: skulle indvandringen så være fri i dette tilfælde; men hvis tingene samtidig ellers var, som de er det i dag?
Lad os eksempelvis sige, at hele EU fjernede diverse ydelser og statslige ordninger, men eksempelvis Tyrkiet eller Mellemøsten var som det land og den region er for tiden. Skulle der så være fri indvandring fra disse lande med en kultur, der på mange måder er væsensforskellig fra den europæiske?
Svaret på dette spørgsmål må være et rimeligt klart nej. For resultatet ville være først en stigende sikkerhedstrussel og så til sidst en afvikling af den frihedens kultur, der trods alt eksisterer i Europa, og som har eksisteret de sidste to til tre hundrede år.
Der findes nu engang ikke en ”ren økonomi”, hvor kultur og sikkerhedspolitik skrives ud af den økonomiske analyse. Og økonomi handler nu engang om velstandsskabelse. Så hvis man ønsker at sikre velstanden og øge den, må man tage stilling til alle aspekter af en given sag, der påvirker økonomiske forhold.
Man kan derfor ikke sige, at kulturelle spørgsmål er økonomisk uvedkommende. Det samme gælder for det sikkerhedspolitiske spørgsmål, som alene er nok til at afvise indførslen af fri indvandring.
Sikkerhedspolitik handler om at forsvare de værdier samt de friheder og rettigheder, som man værdsætter lige såvel som det handler om at forsvare liv. Uden værdierne og friheden, så forsvinder også det liv, man værdsætter.
Amerikanere taler således om our way of life. Og forsvarspolitikken skal blandt andet forhindre former for invasion, der truer det frihedens liv, man værdsætter; og som vel at mærke er forudsætningen for, at man kan leve. Derfor er der tilsvarende ikke fri indvandring ind i USA. Men man har samtidig forståelse for, at det er en positiv faktor med indvandring, blot så længe det gælder individer, der værdsætter de amerikanske frihedsværdier.
Indvandring på frihedens præmisser
I det omfang, der findes lande med millioner af individer, der ikke bryder sig om de individuelle frihedsrettigheder, som er en central del af den europæiske kultur, må man derfor i samme omfang forholde sig til dette, også når spørgsmålet handler om økonomi og velstandsskabelse.
Økonomi handler med andre ord også om sikkerhed. Sikkerheden skal netop sikre friheden, der betyder, at man som individ kan skabe sig et værdigt og fremgangsrigt liv. Åbnes der derfor op for tilstrækkeligt mange, der ikke bryder sig om frihedens kultur, forsvinder frihedskulturen til sidst derfor også. Og i samme omfang forsvinder også velfærden og velstanden.
Så ja til indvandring. Men lad den være begrænset. Og lad begrænsningen bygge på frihedens principper og værdier. Lad dem der respekterer individets frihed, - med respekten for ytrings-, tros-, tanke, handle-, produktions-, religions-, og ikke mindst kvinders frihed til at leve på lige vilkår med mændene - komme hertil.
Sagen er jo den, at jo flere i Danmark og Europa, der respekterer disse friheder, desto stærkere og desto rigere en kultur skabes der.
En stærkere og mere velstandsskabende kultur vil derfor blive et eksempel til efterfølgelse.
Meget tyder jo også på, at de islamiserende og frihedsfjendske kræfter netop har vind i sejlende, eftersom man her mener, at den europæiske og amerikanske frihedskultur er aftagende.
Ovenstående politik hvor man bevidst tog stilling til, at frihedens kultur er bedre end ufrihedens ville vende billedet om: Europa ville i kraft af en indvandringspolitik, der tog højde for sikringen af de individuelle frihedsrettigheder herunder respekten for den private ejendomsret men altså også ytringsfriheden og tankefriheden stå stærkere, og mere selvsikkert. Politikker der byggede på det samme frihedens grundlag ville have den samme effekt.
Denne nyfundne kulturelle styrke kombineret med langt større konsekvens overfor det, man i praksis må kalde slyngelstater samt fornuftfjendske kulturer ville derfor omvendt svække de middelalderlige kræfter, man eksempelvis så manifestere sig den 11. september 2001.
Disse ufrihedens kræfter ville i første omgang derfor atter måtte lade sig nøjes med at operere i de regioner, hvor de i dag er stærkest. Derefter ville de skridt for skridt blive trængt tilbage også her i takt med, at den vestlige oplysnings og frihedskultur fik stærkere fodfæste efter det 20. århundredes skadelige kollektivistiske udskejelser.
For det er jo nok i vid udstrækning denne kollektivistiske fortid med totalitære styreformer, der plager os i den vestlige verden. Det er blot vigtigt at huske på, at sådanne former for kollektivisme: nazisme, socialisme, kommunisme er det stik modsatte af den respekt for individet og fornuften, som er den forudsætning, der har skabt velstanden i først Europa og USA - og siden i store dele af resten af verden.
Ovenstående indvandringspolitik baseret på frihedens betingelser ville samtidig være god sikkerhedspolitik. I den forbindelse er der jo glædeligvis noget, der tyder på at nogle af de nye lande (eksempelvis de baltiske lande og Tjekkiet, men også Polen), er mere frihedsorienterede end de gamle (såsom Frankrig og Tyskland). På denne måde er det europæiske samarbejde også blevet styrket (Og afsættet var jo netop også, at et totalitært system, det vil sige kommunismen i Østeuropa og Rusland brød sammen). Men de socialistiske bureaukrater og teknokrater i EU-institutionen har stadigvæk alt for meget indflydelse.
Så indvandring og ”åbenhed” kan bringe meget godt med sig, så længe man tænker sig om. Dette kræver blot, at åbenheden er betinget, og dermed ikke bliver en politik, der skader den frihed, der er en forudsætning for, at man kan bruge fornuften og bevidstheden til at skabe sig det liv, man som individ ønsker at skabe sig.
Frihedens kultur er derfor bedre end ufrihedens. Og på denne måde så er nogle kulturer åbenlyst bedre end andre.
- Eller som filosoffen Andrew Bernstein udtrykker det: Kapitalismen er den største godgører, som mennesket nogen sinde har haft. Det er på tide at hver enkelt tænkende mand og kvinde i enhver nation anerkender dette faktum, og fuldt og helt accepterer bevidsthedens system og individets rettigheder. (Læs mere her.)
Forudsætningen i den konkrete diskussion er dog et scenarium hvor det gælder, at indvandrere ikke får ”sociale ydelser”; det vil sige, at magthaverne ikke tager indkomst optjent af nogle andre, kalder deres konfiskerede midler for ”sociale” og forærer disse midler til nytilkomne. Men det gør politikere jo aktuelt og i praksis.
Problemet er nu, at denne politiske adfærd gør det særdeles attraktivt for navnlig indvandrere fra lande, hvor der generelt er fattigdom at rejse her til. For hvis man ikke finder sig et arbejde, kan man i vid udstrækning alligevel regne med at forbedre sin materielle standard.
Dette er helt grundlæggende et problem som europæiske lande står overfor:
- Indvandringen har i vid udstrækning bidraget til, at den arbejdsløshed, der i forvejen er højere end den nordamerikanske er blevet endnu højere, eftersom de ”sociale ydelser” (konfiskerede midler) også uddeles i form af kontanter og andre ydelser til tilrejsende.
Dette problem er altså forholdsvist simpelt at forholde sig til. De politiske beslutningstagere virker alligevel ude af stand til at ville erkende sammenhængene mellem den politiske adfærd; det vil sige forbindelserne mellem statsstøtte til dagpenge, lovbestemte mindstelønninger, fagforeningers protektionisme ud over mindsteløn, samt altså indvandringspolitikken - og så niveauet for arbejdsløshed.
Så den politiske opgave må derfor bestå i, at råbe politikerne op i forhold til den aktuelle problemstilling, der består i, at erkende hvilke negative konsekvenser disse politikker har. (Der er dog også om end svage tegn på, at man er ved at lægge kursen om i såvel Frankrig som Tyskland).
Det konkrete sociale problem er dermed, at lediggang skader den enkelte; især hvis lediggangen er langvarig.
Men som i andre sammenhænge er det ikke desto mindre konfiskationen af borgernes midler, der er det største moralske problem.
Det er afviklingen af ejendomsretten, der er den største negative kulturelle faktor i dette anliggende som i så mange andre.
Det er altså ikke, hvad man efterfølgende stiller op med de midler, man har taget. Dette er noget sekundært.
Hvis det sidste – hvad man gør med de konfiskerede midler - bliver spørgsmålet; og hvis det bliver diskussionen man rejser politisk, så ender resultatet blot med, at de politiske beslutningstagere siger OK, så bruger vi bare pengene på noget andet, lad os give dem til virksomhederne i stedet for.
Men virksomheder skal som bekendt ikke have penge foræret af politikere, som politikere har taget af borgere i almindelighed. Virksomheder skal tjene penge gennem fri handel og fri produktion. Så husk dette fokus: Det er konfiskationen, der er det primære problem, og hvad man gør med de midler, der konfiskeres er derfor et sekundært emne.
Derfor skal afviklingen af statsstøtte til dagpenge og til bistand føre til skattelettelser, lige såvel som det er skattelettelser, der skal være konsekvensen af fjernelsen af støtten til landmændene og erhvervslivet i almindelighed. Denne politik vil skabe den maksimale økonomiske aktivitet og den højeste beskæftigelse.
Det hypotetiske scenarium
Men hvad så hvis ovennævnte ydelser ikke eksisterede for indvandrere?
- Så fortæller de økonomiske love os, at interessen for at komme til landet ville blive reduceret, i kraft af, at man ikke kunne regne med at forbedre sin situation lige så meget, som det var tilfældet hvis omtalte ydelser blev givet.
Det skal dog nævnes, at man også måtte forvente, at det i kraft af omtalte forbedrede økonomiske dynamik samtidig ville blive mere interessant for andre typer af indvandrere at rejse hertil; det vil sige for de som i højere grad forventede at kunne finde ansættelse; og som slet ikke havde noget system med ”gratis” ydelser i tankerne i forbindelse med, at man overvejede at forlade sit hjemland.
Men spørgsmålet er nu: skulle indvandringen så være fri i dette tilfælde; men hvis tingene samtidig ellers var, som de er det i dag?
Lad os eksempelvis sige, at hele EU fjernede diverse ydelser og statslige ordninger, men eksempelvis Tyrkiet eller Mellemøsten var som det land og den region er for tiden. Skulle der så være fri indvandring fra disse lande med en kultur, der på mange måder er væsensforskellig fra den europæiske?
Svaret på dette spørgsmål må være et rimeligt klart nej. For resultatet ville være først en stigende sikkerhedstrussel og så til sidst en afvikling af den frihedens kultur, der trods alt eksisterer i Europa, og som har eksisteret de sidste to til tre hundrede år.
Der findes nu engang ikke en ”ren økonomi”, hvor kultur og sikkerhedspolitik skrives ud af den økonomiske analyse. Og økonomi handler nu engang om velstandsskabelse. Så hvis man ønsker at sikre velstanden og øge den, må man tage stilling til alle aspekter af en given sag, der påvirker økonomiske forhold.
Man kan derfor ikke sige, at kulturelle spørgsmål er økonomisk uvedkommende. Det samme gælder for det sikkerhedspolitiske spørgsmål, som alene er nok til at afvise indførslen af fri indvandring.
Sikkerhedspolitik handler om at forsvare de værdier samt de friheder og rettigheder, som man værdsætter lige såvel som det handler om at forsvare liv. Uden værdierne og friheden, så forsvinder også det liv, man værdsætter.
Amerikanere taler således om our way of life. Og forsvarspolitikken skal blandt andet forhindre former for invasion, der truer det frihedens liv, man værdsætter; og som vel at mærke er forudsætningen for, at man kan leve. Derfor er der tilsvarende ikke fri indvandring ind i USA. Men man har samtidig forståelse for, at det er en positiv faktor med indvandring, blot så længe det gælder individer, der værdsætter de amerikanske frihedsværdier.
Indvandring på frihedens præmisser
I det omfang, der findes lande med millioner af individer, der ikke bryder sig om de individuelle frihedsrettigheder, som er en central del af den europæiske kultur, må man derfor i samme omfang forholde sig til dette, også når spørgsmålet handler om økonomi og velstandsskabelse.
Økonomi handler med andre ord også om sikkerhed. Sikkerheden skal netop sikre friheden, der betyder, at man som individ kan skabe sig et værdigt og fremgangsrigt liv. Åbnes der derfor op for tilstrækkeligt mange, der ikke bryder sig om frihedens kultur, forsvinder frihedskulturen til sidst derfor også. Og i samme omfang forsvinder også velfærden og velstanden.
Så ja til indvandring. Men lad den være begrænset. Og lad begrænsningen bygge på frihedens principper og værdier. Lad dem der respekterer individets frihed, - med respekten for ytrings-, tros-, tanke, handle-, produktions-, religions-, og ikke mindst kvinders frihed til at leve på lige vilkår med mændene - komme hertil.
Sagen er jo den, at jo flere i Danmark og Europa, der respekterer disse friheder, desto stærkere og desto rigere en kultur skabes der.
En stærkere og mere velstandsskabende kultur vil derfor blive et eksempel til efterfølgelse.
Meget tyder jo også på, at de islamiserende og frihedsfjendske kræfter netop har vind i sejlende, eftersom man her mener, at den europæiske og amerikanske frihedskultur er aftagende.
Ovenstående politik hvor man bevidst tog stilling til, at frihedens kultur er bedre end ufrihedens ville vende billedet om: Europa ville i kraft af en indvandringspolitik, der tog højde for sikringen af de individuelle frihedsrettigheder herunder respekten for den private ejendomsret men altså også ytringsfriheden og tankefriheden stå stærkere, og mere selvsikkert. Politikker der byggede på det samme frihedens grundlag ville have den samme effekt.
Denne nyfundne kulturelle styrke kombineret med langt større konsekvens overfor det, man i praksis må kalde slyngelstater samt fornuftfjendske kulturer ville derfor omvendt svække de middelalderlige kræfter, man eksempelvis så manifestere sig den 11. september 2001.
Disse ufrihedens kræfter ville i første omgang derfor atter måtte lade sig nøjes med at operere i de regioner, hvor de i dag er stærkest. Derefter ville de skridt for skridt blive trængt tilbage også her i takt med, at den vestlige oplysnings og frihedskultur fik stærkere fodfæste efter det 20. århundredes skadelige kollektivistiske udskejelser.
For det er jo nok i vid udstrækning denne kollektivistiske fortid med totalitære styreformer, der plager os i den vestlige verden. Det er blot vigtigt at huske på, at sådanne former for kollektivisme: nazisme, socialisme, kommunisme er det stik modsatte af den respekt for individet og fornuften, som er den forudsætning, der har skabt velstanden i først Europa og USA - og siden i store dele af resten af verden.
Ovenstående indvandringspolitik baseret på frihedens betingelser ville samtidig være god sikkerhedspolitik. I den forbindelse er der jo glædeligvis noget, der tyder på at nogle af de nye lande (eksempelvis de baltiske lande og Tjekkiet, men også Polen), er mere frihedsorienterede end de gamle (såsom Frankrig og Tyskland). På denne måde er det europæiske samarbejde også blevet styrket (Og afsættet var jo netop også, at et totalitært system, det vil sige kommunismen i Østeuropa og Rusland brød sammen). Men de socialistiske bureaukrater og teknokrater i EU-institutionen har stadigvæk alt for meget indflydelse.
Så indvandring og ”åbenhed” kan bringe meget godt med sig, så længe man tænker sig om. Dette kræver blot, at åbenheden er betinget, og dermed ikke bliver en politik, der skader den frihed, der er en forudsætning for, at man kan bruge fornuften og bevidstheden til at skabe sig det liv, man som individ ønsker at skabe sig.
Frihedens kultur er derfor bedre end ufrihedens. Og på denne måde så er nogle kulturer åbenlyst bedre end andre.
- Eller som filosoffen Andrew Bernstein udtrykker det: Kapitalismen er den største godgører, som mennesket nogen sinde har haft. Det er på tide at hver enkelt tænkende mand og kvinde i enhver nation anerkender dette faktum, og fuldt og helt accepterer bevidsthedens system og individets rettigheder. (Læs mere her.)
30. september 2007
Politik og fedme
”Nutidens amerikanske børn bliver muligvis den første generation, der kommer til at leve kortere og mere usundt liv end deres forældre. Det slår sundhedsorganisationen Trust for America's Health fast i sin årlige rapport med titlen "F som i Fedt."” Det kunne man læse i artiklen "Fedme truer USA’s økonomi" i Kristeligt Dagblad den 28. august.
I nogle lande er der uden tvivl et generelt problem med fedme og overvægtighed. Men problemet er først og fremmest den overvægtiges. Her må man dog samtidig erkende at nogle overvægtige eller fede ikke interesserer sig for spørgsmålet. I deres tilfælde må man lade sagen ligge.
Er det svært at blive overvægtig? - Nej. Hvis skuespillere skal påtage sig en rolle, hvor det kræves, at de tager adskillige kilo på, så gør de det. Kan man tabe sig? Javist, lige så vel som man kan holde op med at ryge og drikke. For nogle er dette med at gøre tingene ”absolut” det letteste og det bedste. Når man lærer sig selv bedre at kende, finder man ud af, hvad der er det bedste for en selv.
Er det vanskeligt at tabe sig? Her er svaret, at der er mere vanskeligt for nogle end andre.
Det næste spørgsmål er så naturligvis: ”hvorfor det?” Hvorfor er der nogle, der har svært ved at ændre på de forhold, der fører til overvægt, mens andre har lettere ved det?
Her må vi fastholde sammenligningen med at holde op med at ryge og drikke, og med at tage opgøret med alverdens øvrige laster; altså i det omfang man betragter sin overvægt/fedme som et problem - endsige som et resultat af "lastefuldhed". Og det er det ikke alle der gør.
Ovenstående handler ikke desto mindre om den personlige indstilling og holdning til, hvad det at være overvægtig, betyder. Hvis man ser fedme som et stort problem, gør man måske noget ved sagen. Men det er ikke sikkert. Det afhænger af hvad man er for et menneske, og hvad man interesserer sig for.
Hvad angår den genetiske og biologiske side af sagen, skal der konstateres følgende: Det er sandt at nogle er mere disponerede fra naturens hånd til at blive fede og overvægtige. Den samme diæt og de samme motionsvaner kan føre til at Hr. Hansen bliver overvægtig, mens Hr. Sørensen forbrænder energien bedre, og holder formen. Men det giver ikke Hansen et krav på Sørensens hjælp eller på penge til kostvejledning eller medlemskab af en motionsforening. Det betyder udelukkende, at Hansen står overfor en udfordring, som han selv kan vælge at forsøge at tackle - eller give op overfor. Dette er det eneste, som forskellen på biologi betyder.
Som det er påpeget tidligere, er det faktisk ikke så forfærdeligt svært at blive fed eller overvægtig, hvis man sætter sig for det. I dag – på grund af markedsøkonomien – er der praktisk talt ingen, der ikke er stand til at komme til at spise tilstrækkeligt. Vi lever i et rigelighedssamfund, hvad man bør være taknemmelig for. Praktisk talt samtlige borgere kan derfor æde sig fede, hvis de vil (med mindre de har nogle gener og en biologi, der på helt ekstrem vis forhindrer det, hvilket er ret ekstremt, i det tilfælde at man ligefrem bestemmer sig for at blive fed jævnfør de nævnte skuespillere og andre der har et ”behov” for at ændre vægten - eksempelvis sportsudøvere).
Hvis man synes man har taget på i vægt, mere end hvad godt er, og man vil gøre noget ved det, må man først og fremmest begynde med at erkende at problemet og dermed udfordringen, er ens egen. Har man slidte lunger af rygning, dårlige oplevelser med fuldskab eller er man træt af at se på dellerne i spejlet, må reaktionen være, at man selv tager de beslutninger, der skal tages.
At tage ansvar for ens egne konkrete udfordringer, er samtidig at tage ansvaret for ens eget liv i almindelighed. Dette er i bund og grund, hvad livet - tørt formuleret - består af: en lang række af udfordringer. (Det er også en udfordring at gøre udfordringerne vedkommende og så interessante, at man vil give sig i kast med dem). Selv det at nyde livet er derfor en udfordring. Det er en kamp, og det kræver at man bruger sin fornuft. Tingene kommer ikke af sig selv - heller ikke lykken. Hvad skulle man også med noget, som man havde fået uden at have fortjent det, det vil sige uden at have kæmpet for det?
For at kunne nå frem til det mål, man gerne vil nå frem til, må man så finde motivationen til at gøre det. Her skal det påpeges, at vi i vor tid mangler idealer og forbilleder. Og det er nu engang forudsætningen for at handle og give sig i kast med udfordringer: at man har en ide om, at det man efterstræber, er noget værd. Forbilleder bidrager på pædagogisk vis til at konkretisere denne værdi.
Heldigvis findes forbillederne, hvis man leder efter dem – også når det gælder sundhed og kropslig balance. Så hvis man vil give sig i kast med at leve sundere og dyrke mere motion, så kan det være en god ide at starte med at udvælge nogle helte indenfor området. Måske har læseren i forvejen nogle helte fra tidligere i livet – eventuelt fra barndommen, hvor det generelt er mere acceptabelt.
Fedme og socialisme
I vores samfund er der desværre en tendens til at man latterliggør helte, og derfor tager heltene fra børnene. Det betyder at mange voksne ikke har helte eller forbilleder. Og dette er en ret central årsag til, at så mange ikke giver sig i kast med de konkrete udfordringer, som de egentlig gerne ville rette sig imod.
At man på nationalt plan har ført en slags omvendt værdikamp imod helte og til afskaffelse af forbilleder, og at man eksempelvis laver børneprogramemmer uden helte og rollemodeller, kan der gives flere årsager til.
Overordnet kan man konstatere at socialismen, som desværre er en meget udbredt ideologi i Danmark ikke rigtigt har helte i det ideologiske univers. Socialisme er ikke for mennesker, der for sig selv og på egne præmisser forstår at nyde livet. Socialisme er for mennesker, der vil ofre nogle mennesker for andre menneskers skyld. Dette er simpelthen for afskyeligt til at der kan bygges en helteskikkelse op over denne grundidé. Ovenstående er derfor en af grundene til, at samfundet er blevet fattigt på forbilleder, og på at socialistiske politikere af og til forsøger at puste sig op til at være forbilleder fordi man ved at disse alligevel er nødvendige til at anspore til handling.
Aktuelt har folkesocialisten Villy Søvndal forsøgt at iscenesætte sig som forbillede ved at sælge en bil i den rød-grønne ideologis navn. Men hvordan kan dette for alvor være et forbillede for mennesker, der gerne vil leve på en meningsfuld måde: at man skal sælge sin større bil til fordel for en mindre, og så eventuelt bagefter sælge den mindre til fordel for at køre i bus eller tog, og derefter så søge at afvikle sådanne former for transport, der jo også ”belaster” og ”påvirker” til fordel for eksempelvis hestevogne og cykler? - Hvor er bedriften og udfordringen i grunden i at afvikle noget (velstand, komfort, effektivitet), der vitterligt er blevet skabt, fordi nogle gav sig i kast med virkelige udfordringer: at opfinde og udvikle komfortable transportmidler, som almindelige mennesker havde råd til? Med andre ord: Hvor er det heroiske i regression (tilbagevenden til en tidligere tilstand) og stagnation?
Det frie samfund har helte og forbilleder, som individet kan bruge som motivation.
Det skal således være påstanden, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem et samfund uden visioner, idealer og mål – og så tendensen til overvægt og usundhed; på samme måde som der er en sammenhæng mellem fraværet af idealer og forbilleder - og så omfanget af kriminalitet og andre former for negativ social adfærd.
Uden personlige helte og forbilleder, har mennesker uden filosofisk træning rent faktisk meget vanskeligt ved at gøre deres personlige udfordring konkret nok til at give sig i kast med den.
Med et forbillede / en rolle model er spørgsmålet naturligvis: hvad ville han eller hun (mit forbillede) gøre i dette tilfælde, – eksempelvis i tilfældet af stigende fedme? Helten og forbilledet ville naturligvis efter erkendelse af et problem give sig i kast med at løse problemet.
Mennesker, der holder af at leve og give sig i kast med alle de udfordringer, der er forbundet med tilværelsen så længe man er i live, bryder sig af samme grund simpelthen ikke om en stat, der skridt for skridt fjerner mulighederne for at man kan handle, sådan som man selv finder det bedst.
Omvendt er ”velfærdsstaten” netop skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som netop har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. Sådan et system, kan man naturligvis ikke skabe i praksis. Resultatet bliver blot at alle hæmmes i at handle, og at problemerne og udfordringerne vokser sig større og større – uden at nogen formår at forholde sig til dem.
Fedme er så et af problemerne, der opstår i bestræbelserne på at skabe en årsagsløs virkelighed. For i kraft af den socialistiske ideologi gøres fedme netop i stigende grad til et ”fælles anliggende”, og ophører dermed med at være et personligt spørgsmål. Så er det netop at flere og flere bliver fede og overvægtige. Her er det også på sin plads at kritisere lægestanden, der netop har væltet en række usikkerheder forbundet med at være læge over på staten og befolkningen i kraft af det nationaliserede sundhedssystem. Denne protektionisme har gjort det stadigt dyrere for befolkningen at være syge også i kraft af ventelister, men ikke mindst eftersom konkurrencen på pris og om at tilbyde kvalitet er blevet afviklet.
Står man overfor nogle af de nævnte og meget konkrete udfordringer såsom ønsket om at holde op med at ryge, drikke eller spise for meget, byder lejligheden sig netop til at man begynder med at forbedre sin tilværelse med noget, man har en praktisk mulighed for at forholde sig til. For dette er jo netop simpelt: Man bryder sig ikke om at ryge, men gør det alligevel. Så må man tage fat på problemet. Man må tænke tingene igennem: Man må lave en liste med fordele og ulemper ved ”lasten”. Man må veje dem på ens egen indre vægtskål. Ligeledes med alkohol og med overvægt og usunde madvaner. Så lav listen (gør det eventuelt når dette er læst). Tænk over hvad det betyder at tage opgøret med det negative i dit liv. Find alle de positive vinkler, der kan mobiliseres til brug for opgøret. Måske er der nogle, der gerne vil hjælpe med at strikke sådan en liste sammen.
Det kan ikke siges for sjældent men det gode liv er ikke mindst ”det bevidste liv”, hvor man ved hvad man kan, og hvorfor man gør det man gør; hvilket er en anden måde at sige, at man er motiveret til at handle.
Dertil kan så tilføjes at det gode liv på længere sigt, handler om at ens adfærd er konsistent: det vil sige at de forskellige delelementer i ens adfærd er integrerede til et samlet hele. Det man siger og gør skulle gerne også i sammenhæng give mening. Eksempelvis skulle den litteratur, man læser, gerne anspore en til at gøre de ting, som man gerne vil gøre. Tilsvarende skulle det man spiser gerne bidrage til, at man har energien og kræfterne til at handle i retning frem imod de mål, man gerne vil forfølge.
Hvad angår fedme og overvægt, kan man jo vælge at tænke i positive baner. For der er jo altid en positiv årsag til at man vil gøre op med noget negativt: Man vil kunne lide at se sig selv i spejlet. Man vil måske gerne kunne bevæge sig lettere og fremtræde mere elegant. Man vil gerne se bedre ud, når man omgås andre. Man vil gerne kunne nyde god mad uden at føle skam forbundet med, at man bidrager til flere deller og mere overflødigt fedt. Man vil gerne kunne motionere regelmæssigt, og gøre det sådan, at det ikke er en pine. Dette kræver, at man bygger kroppen op, hvis den er blevet dårligt vedligeholdt.
Igen hjælper det således, hvis man forsøger at integrere sine mål, sådan at de tilsammen udgør et livsbekræftende hele: Mange behandler således deres bil bedre end de behandler deres krop eller deres bevidsthed. Men skaderne som følge af misligholdelse vender jo som bekendt tilbage til det samme subjekt, det vil sige tilbage til én selv. Derfor kan det godt betale sig at tænke overfor hvorfor man eventuelt udviser større respekt overfor et (eksternt) transportmiddel, kæresten, arbejdet eller boligen, - end man gør over for sig selv.
Konklusion
Svaghed eller en bestemt udfordring giver således ingen som helst ret til at bemægtige sig andre menneskers ressourcer.
Jævnfør sammenligningen med at vedligeholde og passe et transport-middel (og det er jo også en af kroppens funktioner at være dette), så ved de fleste jo godt, at uansvarlighed bør have konsekvenser, og at virkeligheden i sig selv straffer ligegyldighed.
Derfor er det også så negativt, at tale om ”fedme-epidemi”. Det svarer til at tale om epidemi, hvad angår bilers eller jernbaneskinners kvalitet: Sådanne former for retorik handler udelukkende om ansvarsflugt; og det er som nævnt et centralt element i den socialistiske ideologi at flygte fra virkeligheden og ansvaret. Men så er det som sagt også, at problemerne for alvor hober sig op.
Konkrete udfordringer, som eksempelvis overvægt eller rygerlunger, betyder derfor udelukkende, at man her står overfor noget, man som individ må forholde sig til. Er man ikke fed eller overvægtig, står man uden tvivl overfor andre udfordringer, hvad enten de er fysiske eller psykiske.
Ingen af os har imidlertid retten til at vælte ansvaret for at forholde sig til de udfordringer vi står overfor over på andre. Det er umoralsk, forkert og destruktivt at gøre det - såvel på det personlige plan som på det politiske.
I nogle lande er der uden tvivl et generelt problem med fedme og overvægtighed. Men problemet er først og fremmest den overvægtiges. Her må man dog samtidig erkende at nogle overvægtige eller fede ikke interesserer sig for spørgsmålet. I deres tilfælde må man lade sagen ligge.
Er det svært at blive overvægtig? - Nej. Hvis skuespillere skal påtage sig en rolle, hvor det kræves, at de tager adskillige kilo på, så gør de det. Kan man tabe sig? Javist, lige så vel som man kan holde op med at ryge og drikke. For nogle er dette med at gøre tingene ”absolut” det letteste og det bedste. Når man lærer sig selv bedre at kende, finder man ud af, hvad der er det bedste for en selv.
Er det vanskeligt at tabe sig? Her er svaret, at der er mere vanskeligt for nogle end andre.
Det næste spørgsmål er så naturligvis: ”hvorfor det?” Hvorfor er der nogle, der har svært ved at ændre på de forhold, der fører til overvægt, mens andre har lettere ved det?
Her må vi fastholde sammenligningen med at holde op med at ryge og drikke, og med at tage opgøret med alverdens øvrige laster; altså i det omfang man betragter sin overvægt/fedme som et problem - endsige som et resultat af "lastefuldhed". Og det er det ikke alle der gør.
Ovenstående handler ikke desto mindre om den personlige indstilling og holdning til, hvad det at være overvægtig, betyder. Hvis man ser fedme som et stort problem, gør man måske noget ved sagen. Men det er ikke sikkert. Det afhænger af hvad man er for et menneske, og hvad man interesserer sig for.
Hvad angår den genetiske og biologiske side af sagen, skal der konstateres følgende: Det er sandt at nogle er mere disponerede fra naturens hånd til at blive fede og overvægtige. Den samme diæt og de samme motionsvaner kan føre til at Hr. Hansen bliver overvægtig, mens Hr. Sørensen forbrænder energien bedre, og holder formen. Men det giver ikke Hansen et krav på Sørensens hjælp eller på penge til kostvejledning eller medlemskab af en motionsforening. Det betyder udelukkende, at Hansen står overfor en udfordring, som han selv kan vælge at forsøge at tackle - eller give op overfor. Dette er det eneste, som forskellen på biologi betyder.
Som det er påpeget tidligere, er det faktisk ikke så forfærdeligt svært at blive fed eller overvægtig, hvis man sætter sig for det. I dag – på grund af markedsøkonomien – er der praktisk talt ingen, der ikke er stand til at komme til at spise tilstrækkeligt. Vi lever i et rigelighedssamfund, hvad man bør være taknemmelig for. Praktisk talt samtlige borgere kan derfor æde sig fede, hvis de vil (med mindre de har nogle gener og en biologi, der på helt ekstrem vis forhindrer det, hvilket er ret ekstremt, i det tilfælde at man ligefrem bestemmer sig for at blive fed jævnfør de nævnte skuespillere og andre der har et ”behov” for at ændre vægten - eksempelvis sportsudøvere).
Hvis man synes man har taget på i vægt, mere end hvad godt er, og man vil gøre noget ved det, må man først og fremmest begynde med at erkende at problemet og dermed udfordringen, er ens egen. Har man slidte lunger af rygning, dårlige oplevelser med fuldskab eller er man træt af at se på dellerne i spejlet, må reaktionen være, at man selv tager de beslutninger, der skal tages.
At tage ansvar for ens egne konkrete udfordringer, er samtidig at tage ansvaret for ens eget liv i almindelighed. Dette er i bund og grund, hvad livet - tørt formuleret - består af: en lang række af udfordringer. (Det er også en udfordring at gøre udfordringerne vedkommende og så interessante, at man vil give sig i kast med dem). Selv det at nyde livet er derfor en udfordring. Det er en kamp, og det kræver at man bruger sin fornuft. Tingene kommer ikke af sig selv - heller ikke lykken. Hvad skulle man også med noget, som man havde fået uden at have fortjent det, det vil sige uden at have kæmpet for det?
For at kunne nå frem til det mål, man gerne vil nå frem til, må man så finde motivationen til at gøre det. Her skal det påpeges, at vi i vor tid mangler idealer og forbilleder. Og det er nu engang forudsætningen for at handle og give sig i kast med udfordringer: at man har en ide om, at det man efterstræber, er noget værd. Forbilleder bidrager på pædagogisk vis til at konkretisere denne værdi.
Heldigvis findes forbillederne, hvis man leder efter dem – også når det gælder sundhed og kropslig balance. Så hvis man vil give sig i kast med at leve sundere og dyrke mere motion, så kan det være en god ide at starte med at udvælge nogle helte indenfor området. Måske har læseren i forvejen nogle helte fra tidligere i livet – eventuelt fra barndommen, hvor det generelt er mere acceptabelt.
Fedme og socialisme
I vores samfund er der desværre en tendens til at man latterliggør helte, og derfor tager heltene fra børnene. Det betyder at mange voksne ikke har helte eller forbilleder. Og dette er en ret central årsag til, at så mange ikke giver sig i kast med de konkrete udfordringer, som de egentlig gerne ville rette sig imod.
At man på nationalt plan har ført en slags omvendt værdikamp imod helte og til afskaffelse af forbilleder, og at man eksempelvis laver børneprogramemmer uden helte og rollemodeller, kan der gives flere årsager til.
Overordnet kan man konstatere at socialismen, som desværre er en meget udbredt ideologi i Danmark ikke rigtigt har helte i det ideologiske univers. Socialisme er ikke for mennesker, der for sig selv og på egne præmisser forstår at nyde livet. Socialisme er for mennesker, der vil ofre nogle mennesker for andre menneskers skyld. Dette er simpelthen for afskyeligt til at der kan bygges en helteskikkelse op over denne grundidé. Ovenstående er derfor en af grundene til, at samfundet er blevet fattigt på forbilleder, og på at socialistiske politikere af og til forsøger at puste sig op til at være forbilleder fordi man ved at disse alligevel er nødvendige til at anspore til handling.
Aktuelt har folkesocialisten Villy Søvndal forsøgt at iscenesætte sig som forbillede ved at sælge en bil i den rød-grønne ideologis navn. Men hvordan kan dette for alvor være et forbillede for mennesker, der gerne vil leve på en meningsfuld måde: at man skal sælge sin større bil til fordel for en mindre, og så eventuelt bagefter sælge den mindre til fordel for at køre i bus eller tog, og derefter så søge at afvikle sådanne former for transport, der jo også ”belaster” og ”påvirker” til fordel for eksempelvis hestevogne og cykler? - Hvor er bedriften og udfordringen i grunden i at afvikle noget (velstand, komfort, effektivitet), der vitterligt er blevet skabt, fordi nogle gav sig i kast med virkelige udfordringer: at opfinde og udvikle komfortable transportmidler, som almindelige mennesker havde råd til? Med andre ord: Hvor er det heroiske i regression (tilbagevenden til en tidligere tilstand) og stagnation?
Det frie samfund har helte og forbilleder, som individet kan bruge som motivation.
Det skal således være påstanden, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem et samfund uden visioner, idealer og mål – og så tendensen til overvægt og usundhed; på samme måde som der er en sammenhæng mellem fraværet af idealer og forbilleder - og så omfanget af kriminalitet og andre former for negativ social adfærd.
Uden personlige helte og forbilleder, har mennesker uden filosofisk træning rent faktisk meget vanskeligt ved at gøre deres personlige udfordring konkret nok til at give sig i kast med den.
Med et forbillede / en rolle model er spørgsmålet naturligvis: hvad ville han eller hun (mit forbillede) gøre i dette tilfælde, – eksempelvis i tilfældet af stigende fedme? Helten og forbilledet ville naturligvis efter erkendelse af et problem give sig i kast med at løse problemet.
Mennesker, der holder af at leve og give sig i kast med alle de udfordringer, der er forbundet med tilværelsen så længe man er i live, bryder sig af samme grund simpelthen ikke om en stat, der skridt for skridt fjerner mulighederne for at man kan handle, sådan som man selv finder det bedst.
Omvendt er ”velfærdsstaten” netop skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som netop har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. Sådan et system, kan man naturligvis ikke skabe i praksis. Resultatet bliver blot at alle hæmmes i at handle, og at problemerne og udfordringerne vokser sig større og større – uden at nogen formår at forholde sig til dem.
Fedme er så et af problemerne, der opstår i bestræbelserne på at skabe en årsagsløs virkelighed. For i kraft af den socialistiske ideologi gøres fedme netop i stigende grad til et ”fælles anliggende”, og ophører dermed med at være et personligt spørgsmål. Så er det netop at flere og flere bliver fede og overvægtige. Her er det også på sin plads at kritisere lægestanden, der netop har væltet en række usikkerheder forbundet med at være læge over på staten og befolkningen i kraft af det nationaliserede sundhedssystem. Denne protektionisme har gjort det stadigt dyrere for befolkningen at være syge også i kraft af ventelister, men ikke mindst eftersom konkurrencen på pris og om at tilbyde kvalitet er blevet afviklet.
Står man overfor nogle af de nævnte og meget konkrete udfordringer såsom ønsket om at holde op med at ryge, drikke eller spise for meget, byder lejligheden sig netop til at man begynder med at forbedre sin tilværelse med noget, man har en praktisk mulighed for at forholde sig til. For dette er jo netop simpelt: Man bryder sig ikke om at ryge, men gør det alligevel. Så må man tage fat på problemet. Man må tænke tingene igennem: Man må lave en liste med fordele og ulemper ved ”lasten”. Man må veje dem på ens egen indre vægtskål. Ligeledes med alkohol og med overvægt og usunde madvaner. Så lav listen (gør det eventuelt når dette er læst). Tænk over hvad det betyder at tage opgøret med det negative i dit liv. Find alle de positive vinkler, der kan mobiliseres til brug for opgøret. Måske er der nogle, der gerne vil hjælpe med at strikke sådan en liste sammen.
Det kan ikke siges for sjældent men det gode liv er ikke mindst ”det bevidste liv”, hvor man ved hvad man kan, og hvorfor man gør det man gør; hvilket er en anden måde at sige, at man er motiveret til at handle.
Dertil kan så tilføjes at det gode liv på længere sigt, handler om at ens adfærd er konsistent: det vil sige at de forskellige delelementer i ens adfærd er integrerede til et samlet hele. Det man siger og gør skulle gerne også i sammenhæng give mening. Eksempelvis skulle den litteratur, man læser, gerne anspore en til at gøre de ting, som man gerne vil gøre. Tilsvarende skulle det man spiser gerne bidrage til, at man har energien og kræfterne til at handle i retning frem imod de mål, man gerne vil forfølge.
Hvad angår fedme og overvægt, kan man jo vælge at tænke i positive baner. For der er jo altid en positiv årsag til at man vil gøre op med noget negativt: Man vil kunne lide at se sig selv i spejlet. Man vil måske gerne kunne bevæge sig lettere og fremtræde mere elegant. Man vil gerne se bedre ud, når man omgås andre. Man vil gerne kunne nyde god mad uden at føle skam forbundet med, at man bidrager til flere deller og mere overflødigt fedt. Man vil gerne kunne motionere regelmæssigt, og gøre det sådan, at det ikke er en pine. Dette kræver, at man bygger kroppen op, hvis den er blevet dårligt vedligeholdt.
Igen hjælper det således, hvis man forsøger at integrere sine mål, sådan at de tilsammen udgør et livsbekræftende hele: Mange behandler således deres bil bedre end de behandler deres krop eller deres bevidsthed. Men skaderne som følge af misligholdelse vender jo som bekendt tilbage til det samme subjekt, det vil sige tilbage til én selv. Derfor kan det godt betale sig at tænke overfor hvorfor man eventuelt udviser større respekt overfor et (eksternt) transportmiddel, kæresten, arbejdet eller boligen, - end man gør over for sig selv.
Konklusion
Svaghed eller en bestemt udfordring giver således ingen som helst ret til at bemægtige sig andre menneskers ressourcer.
Jævnfør sammenligningen med at vedligeholde og passe et transport-middel (og det er jo også en af kroppens funktioner at være dette), så ved de fleste jo godt, at uansvarlighed bør have konsekvenser, og at virkeligheden i sig selv straffer ligegyldighed.
Derfor er det også så negativt, at tale om ”fedme-epidemi”. Det svarer til at tale om epidemi, hvad angår bilers eller jernbaneskinners kvalitet: Sådanne former for retorik handler udelukkende om ansvarsflugt; og det er som nævnt et centralt element i den socialistiske ideologi at flygte fra virkeligheden og ansvaret. Men så er det som sagt også, at problemerne for alvor hober sig op.
Konkrete udfordringer, som eksempelvis overvægt eller rygerlunger, betyder derfor udelukkende, at man her står overfor noget, man som individ må forholde sig til. Er man ikke fed eller overvægtig, står man uden tvivl overfor andre udfordringer, hvad enten de er fysiske eller psykiske.
Ingen af os har imidlertid retten til at vælte ansvaret for at forholde sig til de udfordringer vi står overfor over på andre. Det er umoralsk, forkert og destruktivt at gøre det - såvel på det personlige plan som på det politiske.
15. december 2006
Bistand gør lande fattige
Den 11. december skrev journalist Jacob Basbøll i Nyhedsavisens leder, at »frihandel, ikke bistand, vil hjælpe verdens fattigste fremad«. Engang var Nordeuropa også lige så fattigt som et 'moderne' u-land, og det har været endnu fattigere.
Vores store held var imidlertid, at vi slap for at blive et projekt for velmenende idealister uden økonomisk indsigt.
I Danmark har man derfor kunnet skabe velstand uden at blive modarbejdet af mennesker, der ikke forstår helt basale årsagssammenhænge mellem evnen til at skabe og evnen til forbruge, og som i stedet har stillet årsag og virkning på hovedet. Vi har i det store hele været forskånet for projektmagere og tvangsopkrævet bistandshjælp.
Det er ganske vist rigtigt, at vikingerne plyndrede andre. Derved skabtes blot ingen velstand. Der var i stedet netop tale om det, vi i dag kalder for 'omfordeling' - det vil sige, at visse mennesker berigede sig på andres bekostning, mens den samlede velstand blev reduceret.
Har man svært ved at forstå økonomisk argumentation, kan man kaste sig over forfatter og nobelpristager Johannes V. Jensens storslåede roman 'Den lange rejse'. I sin roman om menneskets verdenshistorie beskrives tiden fra de første mennesker forlod Afrika til koloniseringen af Nordeuropa og op til vor tid: Først var ingen mennesker, så var nogle flere og så blev her mange.
Undervejs har man uden ydre bistand overlevet, formået at tage sig af de svageste samt mangfoldiggøre sig, mens man i løbet af generationer har forbedret sin materielle og åndelige situation.
Rigtig stærkt gik det med velstandsskabelsen på det tidspunkt, hvor man fandt ud af at formulere og forsvare ejendomsretten og den personlige frihed: Det vil især sige fra og med den amerikanske frihedsrevolution i 1776.
Principperne herfra bør nu med flere årtusinders forsinkelse også udbredes til de sidste egne af verden, jævnfør frihandelen.
Og så bør vi kæmpe for at styrke disse principper i vores del af verden, hvis og såfremt vi ønsker at bevare vores egen velstand.
Tidligere bragt i Nyhedsavisen den 14. december 2006
Vores store held var imidlertid, at vi slap for at blive et projekt for velmenende idealister uden økonomisk indsigt.
I Danmark har man derfor kunnet skabe velstand uden at blive modarbejdet af mennesker, der ikke forstår helt basale årsagssammenhænge mellem evnen til at skabe og evnen til forbruge, og som i stedet har stillet årsag og virkning på hovedet. Vi har i det store hele været forskånet for projektmagere og tvangsopkrævet bistandshjælp.
Det er ganske vist rigtigt, at vikingerne plyndrede andre. Derved skabtes blot ingen velstand. Der var i stedet netop tale om det, vi i dag kalder for 'omfordeling' - det vil sige, at visse mennesker berigede sig på andres bekostning, mens den samlede velstand blev reduceret.
Har man svært ved at forstå økonomisk argumentation, kan man kaste sig over forfatter og nobelpristager Johannes V. Jensens storslåede roman 'Den lange rejse'. I sin roman om menneskets verdenshistorie beskrives tiden fra de første mennesker forlod Afrika til koloniseringen af Nordeuropa og op til vor tid: Først var ingen mennesker, så var nogle flere og så blev her mange.
Undervejs har man uden ydre bistand overlevet, formået at tage sig af de svageste samt mangfoldiggøre sig, mens man i løbet af generationer har forbedret sin materielle og åndelige situation.
Rigtig stærkt gik det med velstandsskabelsen på det tidspunkt, hvor man fandt ud af at formulere og forsvare ejendomsretten og den personlige frihed: Det vil især sige fra og med den amerikanske frihedsrevolution i 1776.
Principperne herfra bør nu med flere årtusinders forsinkelse også udbredes til de sidste egne af verden, jævnfør frihandelen.
Og så bør vi kæmpe for at styrke disse principper i vores del af verden, hvis og såfremt vi ønsker at bevare vores egen velstand.
Tidligere bragt i Nyhedsavisen den 14. december 2006
10. december 2006
Mindre skat – mere velstand
Trods Socialdemokraternes nærmest urokkelige evne til at hylde velfærdssystemet, er der i grunden ikke så meget at fejre – hverken i Europa eller i Danmark. Tal fra Cepos og Finansministeriet dokumenterede for nyligt, at 2,6 millioner danskere på den ene eller anden måde er afhængige af de offentlige kasser – enten som offentligt ansatte eller som nydere af diverse overførsler.
Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.
Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.
Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.
Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?
Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?
I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."
Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?
Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.
Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.
Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005
Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.
Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.
Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.
Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?
Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?
I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."
Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?
Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.
Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.
Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005
Bistand skaber ingen vækst
Lørdag 9. oktober var der i Kristeligt Dagblad en længere artikel om dansk ulandsbistand, hvor bistands- og integrationsminister Bertel Haarder (V) blandt andet gav et interessant bud på, hvorfor det - trods alt - går fremad med velfærden i Øst-, Sydøst, og Vestasien, men også mindre godt i Afrika og Latinamerika:
Det går fremad i Asien som følge af økonomisk vækst - og ikke p.g.a. Danmarks eller andre landes bistand. Det får imidlertid ikke BH til at ville nedprioritere bistanden, men blot at kanalisere den derhen, hvor der ingen vækst er - primært Afrika.
Imidlertid burde BH stille sig selv spørgsmålet, om bistand overhovedet er et gode, hvis målet er at skabe vækst og dermed velfærd: Andetsteds i artiklen taler BH nemlig varmt for at afskaffe en form for dansk bistand, nemlig landbrugsstøtten. Dén er skadelig, siger Bertel Haarder.
- Det er den, fordi den forvrænger det globale landbrugsmarked og gør det vanskeligere for ulandene at producere. Landbrugs- og eksportstøtte betyder, at vi i Nord producerer mere og gør fødevarer billigere, og at det derfor bliver vanskeligere for producenterne i Syd at blive en del af dette marked.
Men hvad med alle de gratis værdier, der dumpes over Afrika i form af bistand - herunder fødevarer, men også boliger, veje og vandforsyning? Hvilken effekt har de så på muligheden for at skabe markedsøkonomi i Afrika? Svaret er nøjagtig den samme effekt som enhver anden dumpning. Desto flere gratis værdier desto mindre tilskyndelse til at producere noget som helst.
- Der er dog én afgørende forskel på støtten til de danske landmænd og så den danske ulandsbistand. Støtten til landmænd belønner mennesker, der producerer noget, mens ulandsbistanden går til ikke-producenter, dvs. forbrugere.
Ulandsbistand og markedsøkonomi er udtryk for to modsatrettede principper. I en markedsøkonomi belønnes den, der handler og producerer. I en bistandsøkonomi belønner man dem, der forbruger på bekostning af dem, der producerer. Den danske stat beskatter producenter (d.v.s. lønmodtagere og virksomheder) og giver til dem, der ikke producerer, i form af vores nationale overførselsindkomster, men også i form af ulandsbistand. Resultatet er det modsatte af økonomisk vækst - nemlig forbrug.
Den bedste hjælp, man kan give Afrika, er at opfordre dem til at efterligne de asiatiske lande og skabe gode vilkår for erhvervslivet ved at beskytte frihedsrettighederne og herunder den private ejendomsret.
Problemet er imidlertid, at bistanden til Afrika ikke alene ved sin forvrængning af incitamentsstrukturer forvrænger mulighederne for at skabe markedsøkonomi, men at bistanden også virker korrumperende på landenes magthavere.
Ingen af de nuværende afrikanske præsidentklienter vil have fordel af at sige farvel til bistand og velkommen til markedsøkonomi. Og spørgsmålet er om ikke den samme korrumperende faktor gør sig gældende i Danmark.
Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 12. oktober 2004
Abonner på:
Indlæg (Atom)
