Til forandringer kræves statshammer eller markedsbrødmaskine?

Hvad enten klimaforandringerne er menneskeskabte eller naturlige, skal der en stærk økonomi til at beskytte os imod dem. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kører økonomien ned i unyttige forsøg på at begrænse CO2-udledningen - Det sagde undertegnede i 2005, den 28. juni til iDag - Industriens Dagblad. Anledningen var en konference som Copenhagen Institut afholdt om Kyoto-protokollen og de økonomiske konsekvenser ved at forfølge "Kyoto-sporet".

Under overskriften Kyoto kritiske resultater kan man læse hvad, der ellers er blevet sagt og skrevet fra Copenhagen Institutes side om emnet.

Bemærk således at der ikke siges det samme som Bjørn Lomborg. For det er vigtigt, at huske på, at Lomborg er socialist, og at man desværre er nået til et tidspunkt i verdenshistorien, hvor socialister skændes om hvad borgerne i den frie verden skal bruge deres penge på. I praksis er der med andre ord tale om forskellige socialister, der laver en række lister over, hvilke projekter de helst vil bruge de midler på, som de konfiskerer til. Men det er altså alternativer til dette afsæt.

Journalist John Stossel udtrykker det alternative således:

Government is a blunt instrument, riddled with self-serving politics and special-interest pandering. To expect it to do something as complicated as calibrate regulations and taxes to fine-tune the climate — without making many people poorer and a few cronies richer — is naive. But that doesn’t mean we can do nothing. We have a powerful generator of solutions if we let it work: the free market.
- Mere i Free Market Solutions to Global Warming.

Besøg Kyoto Kritik.

CBS og Copenhagen Consensus

Politik handler som bekendt om "den autoritative fordeling af ressourcer med gyldighed for et samfund", det vil sige tvungen omfordeling via staten: Statslige myndigheder truer dig, og så betaler du. Eller også ryger du i fængsel. Forskellen på stat og marked burde dermed være til at forstå.

Engang definerede man mere fredsommeligt politik, som det "at ville noget". Den sætning gælder stadigvæk; men med den autoritative tilgang nu med den tilføjelse, at andre bliver tvunget til at betale for det, man vil.

På Handelshøjskolen lærer man, i modsætning til hvad man lærer inden for politisk videnskab, hvordan man skaber ressourcerne i samfundet; det vil sige de ressourcer som politikere senere hen konfiskerer, og omfordeler autoritativt.

Nu kommer socialisten Bjørn Lomborg, en af de mange repræsentanter for autoritative omfordelere, så til Handelshøjskolen for at lære ungdommen, hvordan socialismen fungerer i et samfund med markedsøkonomi.

Copenhagen Consensus skal således have en mere permanent base. Der skal laves lister over alverdens problemer. Men der skal først og fremmest prioriteres. Og det vil før eller siden ske autoritativt. For der er ikke konsensus, og det har der aldrig
været.

Hvis der virkelig var konsensus, var der ingen som helst grund til at fordele "autoritativt". Borgerne kan dog under ingen omstændigheder regne med at bruge deres penge selv. Dét er der konsensus om.

"Copenhagen Consensus Centret vil arbejde målrettet for at prioritere løsninger til globale problemer på samme måde som sidste års Copenhagen Consensus møde," står der i velkomstteksten på Handelshøjskolens hjemmeside. Man kan oversætte de floromvundne vendinger, der findes på CBS hjemmeside til følgende:

"Vi er skam også socialister her på CBS, trods det forhold at vores studerende fortrækker at blive privatansatte. Vi synes ikke desto mindre dette med at konfiskere og uddele midler, gøre sig venner med ligesindede samt øge mængden af klienter, er en spændende, ja fascinerende, disciplin. Tænk hvad verden, dvs. vores venner i staten, kan gøre med - lad os sige - 50 mia. dollar ekstra. Det er mange penge. Det er lovende. Det er visionært. Hurra.".

Der er således intet nyt i oprettelsen af Copenhagen Consensus. Det eneste nye er, at de socialistiske smagsdommere nu er nogle andre, og at de vil bruge statens redskaber til at tvinge og omfordele på nogle andre - mere gammel-socialistiske - måder, end dem der mener, at 'konsensus' bør handle om noget andet - eksempelvis klima-socialisme.

Samfundskageretorik

I overensstemmelse med en tidligere tv-spot til bekæmpelse af licensunddragelse kan man derfor sammenligne disse forskellige statslige eller statssponsorerede kliker, med forskellige fester, der uanset hvor forskelligartede de er, og hvilken musik, der spilles, alle har det til fælles, at festdeltagerne ikke er dem, der betaler regningen. Regningen betales derimod af de naboer, der står tidligt op og går tidligt i seng; men som tvinges til at betale for den musik, der holder dem vågne om natten; og hvor festernes overdådighed - jævnfør Danmarks Radio - dokumenteres, så festdeltagere har noget at gøre i dagtimerne - mens naboerne er på arbejde.

Hvis en af naboerne formaster sig til at protestere over larmen og den destruktive ordning, kan han regne med at få besøg af en vred festdeltager, der taler om 'solidaritet', mens der under dette begreb lurer en trussel om frihedsberøvelse eller yderligere konfiskation. Og som udgangsreplik kan finde på at sige: "Eller skal jeg stave det for dig."

I 'skarp' opposition til Lomborg og Copenhagen Consensus, har vi derfor socialister som Christian Ege, Niels I. Meyer eller Svend Auken, der gerne vil prioritere helt anderledes med de ressourcer, som andre skaber.

Den ældre fest-generation synes ikke desto mindre som Lomborg, at Robin Hood-princippet, er noget af det mest moderne, der er set siden dampmaskinen. Og som i de gode gamle 1970'ere, benytter hver fest-fraktion sig af hver deres samfundskage-retorik, hvor man - eksempelvis som Ege, Meyer eller Auken - prøver at få kvoteordninger og højere priser på energi til at fremstå som en gevinst.

I Iran kan man vælge mellem forskellige islam-modeller. I Danmark kan vi vælge mellem de røde og de grønne socialister. Det fælles spørgsmål, som de mange festlige socialister rejser, er det, der handler om, hvad vi skal bruge dine penge på. Er der konsensus? Og er den klar?

Tidligere bragt i Information den 24. januar 2006.