William af Baskerville

Umberto Eco's middelalderroman "Rosens Navn" udkom på dansk i 1984. Historien handler om en munke-dektektiv ved navn William af Baskerville, der får til opgave, at opklare nogle gådefulde mord i et italiensk kloster. Historien handler blandt andet om religion og hemmelighedskræmmeri. Den omhandler en bortkommen - men også bortgemt - bog af Aristoteles. I Rosens Navn omtales også bøger med lattervækkende karikaturer af betydningsfulde personer og religiøse skikkelser.

I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.

Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.

Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.

Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.

Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.

På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.

Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.