Maksimumspriser er et signal til markedet om at holde sig væk. Det gælder også inden for boligområdet. De stigende boligpriser og manglen på visse typer beboelse skyldes ikke ustyret kapitalisme, men er tværtimod udtryk for en forfejlet politik.
"Når der er boligmangel, når boligerne er et knapt gode, bør man regulere priserne på dem." Dette citat kommer - måske ikke overraskende - fra Lejernes LO i Hovedstaden. Som det vil være de fleste bekendt er boligmarkedet og ikke mindst lejeboliger i såvel Danmark som i store dele af den øvrige verden imidlertid allerede et reguleret område, også hvad angår priserne.
I New York, der med dens mange hjemløse står som et symbol på ustyret kapitalisme, er det kun en tredjedel af alle lejligheder, der ikke er udsat for en eller anden form for regulering i form af lejelofter m.m. (Kilde Economist: The Great Manhattan Rip Off). En lederartikel i dagbladet Information taler den 17. november imidlertid om en "himmelflugt på boligpriserne" i Danmark. Efterspørgslen på boliger er stor. Udbuddet er mindre. Så der hvor priserne kan stige, der stiger de. Og der hvor priserne kun i begrænset omfang må stige, eksempelvis hvad angår lejligheder, der øges mængden af aftaler "under bordet". Så priserne stiger alligevel.
Manglen på især lejeboliger rammer de svageste befolkningsgrupper hårdt. Så hvad kan der gøres? Der er groft sagt to muligheder. Det klassiske svar er at dynge forbud ovenpå forbud, at forsøge at "lukke huller", indføre nye prislofter, tilskudsordninger og bygge almennyttigt. Kort sagt øge mængden af offentlig regulering og overtage markedets funktion.
Et andet svar er atter at gøre det attraktivt at bygge boliger for private udbydere. Det vil sige at sætte priserne og boligmarkedet fri. For hvad er konsekvenserne af maksimumspriser på husleje for dem, der driver forretning på boligområdet? Dvs. for nye potentielle udlejere og for dem som ønsker at tjene penge på boligmarkedet - herunder dem, der kunne tænkes at bygge nyt? Det er et signal om at holde sig væk. At sætte grænser for indtjening er den sikreste vej til at bremse udbuddet af en hvilken som helst vare.
Det værste eksempel på konsekvenserne af maksimumspriser er set på fødevareområdet. Såvel kommunistiske som mere frie lande har eksperimenteret med dette onde. Resultatet har hver eneste gang været et fald i fødevareproduktionen og stigende sult.
Fødevarer er i korte perioder i verdenshistorien blevet anset for noget, som man ikke måtte tjene penge på, og som alle havde ret til. Derfor satte man fra politisk side et loft for indtjeningen for de slemme "spekulanter". Fødevareproducenterne forstod signalet på den eneste måde som det kunne forstås - og trak sig ud. Eksperimenterne med maksimumspriser inden for fødevareområdet er nu forladt. Når der sættes loft for belønningen ved at sælge en given vare, mindskes incitamentet til at producere den.
På det frie marked er stigende priser et signal om, at udbuddet med fortjeneste kan øges. Men markedet reagerer kun på signalet, når det bliver belønnet for at gøre det. Når udbud i modsætning til normalt ikke følger efterspørgsel, er svaret, at der fra politisk side er indført en række barrierer for investering - herunder lejeloft. Der er fra politisk side skabt en mangelsituation. Svaret er at slippe boligmarkedet fri.
Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 1. december 2004
