Ideologier kan ikke ignoreres

”Ideologi er ikke noget man skal skamme sig over eller erklære stendød,” sagde socialdemokraten Henrik Sass Larsen den 1. maj, ifølge den borgerlige internetavis 180grader.dk. Det gjorde han med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters bemærkning om, at "ideologi er noget bras", hvilket Sass Larsen mente var en indstilling den nuværende regering havde taget til sig.

Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.

Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?

Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.

Uden ideologi ingen politik

I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.

Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.

For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?

Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.

Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.

Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?

Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.

Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.

For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.

De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.

Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.

Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).

Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.

Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.

For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)

En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien

Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.

Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.

Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)

Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).

Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).

Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.

Fornuften har også en ideologi

Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.

Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:

Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.

Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.

Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.

Menneskets natur og menneskets moral

I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.

Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.

Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.

Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.

Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.