I dagens udgave af Erhvervsbladet kan man læse, at dambrug lukker på stribe på grund af skærpede miljøregler. Det fremgår også, at det er blevet vanskeligere at starte ny virksomhed op indenfor området. Seks procent af antallet af danske dambrug lukkede således ned i 2006.
Forfatter og pædagog Steen Steensen har udførligt beskrevet den miljø-ideologi, som er drivkraft bag miljøpolitikken, og som fik fodfæste i Danmark fra og med 1970’erne. I takt med at ideologien blev stærkere, blev stadigt flere kontrollanter ansat i styrelser og departementer til at kontrollere selvstændige erhvervsdrivende og deres påvirkning af miljøet.
Mens private virksomheder lukkes, vokser således en ny og uproduktiv sektor op, der jo større den bliver i højere grad kræver flere beføjelser og flere af borgernes midler af de politiske beslutningstagere. Denne miljø-sektor er vel at mærke langt tættere på sidstnævnte. Miljølobbyisterne taler samtidig bedre de politiske magthaveres sprog.
Politisk magtteori vil så fortælle, at jo stærkere den offentlige miljølobby bliver, desto større udfordringer vil den give sig i kast med.
Hvis man har stiftet bekendtskab med miljøskræmmekampagnen 1 ton mindre , der er betalt af skatteyderne og produceret af Miljøministeriet, kan man således se, at det nu er selve industrisamfundet, man tager kampen op med. I miljøministeriets film har man med andre ord intet til overs for velstanden i det moderne samfund; og man ser ikke handlefriheden og de muligheder, som velstanden og velfærden har skabt. I stedet ser miljølobbyen forurening.
Vil man forsvare sig i mod dem, der skridt for skridt er ved at gøre op med de frie og rige samfund bør man læse Ayn Rands the Anti-industrial revolution , eller begynde med at læse Steen Steensens novelle Miljøkommissæren ( pdf), der netop handler om et familiedrevet dambrug, der står overfor at blive lukket ned af denne nye klasse af administratorer.
Det hævdes i øvrigt at miljøpolitik hører under såkaldt "bløde værdier", som kvindelige vælgere endvidere skulle være særligt engagerede i. De kvindelige vælgere burde undersøge, om det virkelig er gavnligt og omsorgsfuldt, at lade stadigt flere virksomheder - små og store - lukke ned på bekostning af et voksende korps af kontrollanter betalt over skatten. Over tid fører sådanne "bløde værdier" vel at mærke til en forringet købekraft, hvilket er et andet ord for fattigdom og reduceret velstand og velfærd.
- Så den dag man pludselig opdager, at man fordi man stemte på socialister og miljøfolk, også er blevet nødt til at arbejde flere timer; at arbejdet man foretager sig er blevet hårdere (i kraft af hensynet til miljøet) og at man i stigende grad ikke har råd til at foretage sig noget meningsfuldt i den smule fritid, man har til overs eller at skabe en bedre fremtid for sine børn, - da vil man også indse, at "den bløde værdi" i virkeligheden blot var hårde afsavn, som blev solgt i en lyserød indpakning.
Viser indlæg med etiketten Bureaukrati. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Bureaukrati. Vis alle indlæg
29. oktober 2007
17. oktober 2007
Fordummende fodboldsnak fra Lykke Friis
På EU-bloggen hos Berlingske Tidende, der bestyres af Lykke Friis findes fra den 15. oktober en postering med overskriften Fri foran mål. I omtalen af Lykke Friis på bloggen står der, at hun i snart 15 år været kendt som den ekspert, medierne går til, når de skal have forklaret, hvad EU er for en størrelse. Problemet er dog, at Lykke Friis i stedet for at forklare hvad EU er for en størrelse meget ofte bruger tiden på, at tale om det rene ingen ting, og at meget tid i stedet bruges på fodboldanalogier.
Læser man det seneste indlæg på Berlingske Tidendes hjemmeside, er man også nødt til at beskrive det, der står, som "tom snak". Helt konkret er der tale om fodboldsnak plus snik snak om politiske ligegyldigheder. Meget tyder (i kraft af de mange år med fodboldsnak) desværre på, at Lykke Friis ser politik som et fodboldspil. Det er bare en vildfarelse af dimensioner at gøre dette; og at man har levet under den vildfarelse i 15 år er bestemt ikke noget at være stolt af.
Ligesom andre kommentatorer og politiske "analytikere" på Berlingske Tidende bruges derfor uforholdsvist megen tid på at beskrive de allermindste politiske manøvrer her og nu. "Spin" og de marginale emner der diskuteres ”på den korte bane” for nu at bruge et fodboldudtryk analyseres ned i mindste detalje på bekostning af, at tale om det der er essentielt, og det er i overskriftsform ”principperne for politikken” (mere om de principper senere).
Et eksempel fra den aktuelle postering forfattet af Lykke Friis: Bulgarien er optaget af, at euro også skal skrives på kyrillisk – evro! – hvorimod østrigerne pludselig kæder traktaten sammen med en verserende sag om de mange tyske medicinstuderende på de østrigske universiteter. Så meget for Bulgarien og Østrig. Man kunne så umiddelbart konkludere, at man fra den side er hujende ligeglade med hvad politikken på det mere overordnede plan bliver. Men det er naturligvis ikke sandt. Det er de mange millioner borgere, der bor i de to lande selvfølgelig ikke.
Sandheden er bare, at Lykke Friis ikke forholder sig til politikkens kerne. Denne kerne handler ikke mindst om magtens afgrænsning, men det er bare ikke et udtryk, der bruges i fodboldens univers. EU er ikke desto mindre et samarbejde mellem stater, der har monopol på magtanvendelse; og hvert enkelt stat skal derfor, hvis ikke friheden i Europa skal trædes under fode, have grænser opstillet for hvad, statsapparatet skal bruges til.
EU-samarbejdet er ikke desto mindre en videreførelse af den socialdemokratiske national-stat, hvor man har ophævet grænserne for politik. Lykke Friis’ snik snak dækker dermed over, at der er indført et politisk samarbejde, hvor den samme grænseløshed indenfor medlemsstaternes territorium er ved at gøre sig gældende i en regional sammenhæng. Blot er det værd at bemærke at den folkelige kontrol, hvad angår EU, praktisk talt er ikke-eksisterende: Der er ikke en europæisk offentlighed, der holder øje med det der foregår; og Lykke Friis bidrager på ingen måde til meningsfuldt til at skabe den.
Fodboldanalogien skader i stedet konstruktionen af en sådan offentlighed, jævnfør det forhold at politik handler om magtanvendelse, mens fodbold er noget, der foregår i frivillighed. Fodbold finansieres ved frivillig indbetaling. Hver eneste krone i EU samarbejdet er derimod fratvunget borgerne med magt. Og alligevel opfører man sig i EU fuldstændigt nonchalant med de midler, man råder over. Man eksperimenterer, støtter snart det ene, så det andet. Man fører sig kort sagt frem for ikke ”lånte” men konfiskerede midler. Og problemet er ikke EU's aktuelle størrelse og de mange milliarder, der allerede misbruges på landbrugsstøtte og diverse former for regional-støtte-eksperimenter, men tværtimod retningen, der betyder mere magt til et skadeligt og overvejende socialistisk projekt (der intet har at gøre med at indføre fri handel og fri konkurrence, som naturligvis er noget dimentralt modsat ovenstående og ganske positivt).
”Reformtraktaten”
Det afsæt som Lykke Friis bruger til at kæde sin aktuelle ”namedropping” af forskellige landes (altså bestemte individer fra disse landes) krav sammen i sin postering, er så den aktuelle debat i EU-regi om "reformtraktaten". Det er denne traktat, som er en modificeret udgave af et forsøg på at indføre en forfatning i EU-samarbejdet, men som fik en så dårlig modtagelse af befolkningen i centrale lande (Frankrig og Holland), der er med i samarbejdet, at man til sidst opgav at få den til afstemning i samtlige lande, endsige at få traktaten vedtaget.
Nu har man fra de politiske beslutningstagere og bureaukraternes side så reformeret dette dokument, hvorefter en del tyder på, at man fra EU-ledernes side vil forsøge at vedtage dokumentet - men denne gang uden at lade Europas befolkninger stemme om dette dokument, der vel at mærke er noget, der har sin oprindelse i et forfatningsprojekt.
Ovenstående lyder da ellers som konfliktstof. Her må der gemme sig en historie (ikke mindst den der handler om fraværet af folkelig kontrol): det vil sige, at man forsøger at få Europas befolkninger til at stemme ja til noget; men fejler; og så bagefter forsøger at undgå at spørge befolkningerne en gang til. Dette kan da kun dække over reelle modstridende og væsentlige holdninger (og ikke interessen for kyrilliske bogstaver, jævnfør omtalen af Bulgarien foroven).
Men der er faktisk endnu mere påtrængende og principielle spørgsmål end dette om ”reformtraktaten”. Det mest vigtige kernespørgsmål vil man imidlertid på ingen måde kunne nå frem til, hvis man forsøger at orientere sig om EU-stoffet ved at læse Berlingske Tidende - måske med undtagelse af debatsiderne.
Det som man ikke kan sætte sig ind via Berlingske er EU-samarbejdets konsekvenser for de individuelle frihedsrettigheder, og dermed også for skabelsen af velstand.
Disse frihedsrettigheder afvikler eurokraterne skridt for skridt og erstatter dem med ”kræverettigheder” ("sociale" rettigheder eller "materielle rettigheder"), hvor de politiske beslutningstagere og administratorerne køber sig klienter ved at tilbyde disse ydelser med de midler, som de konfiskerer fra borgerne.
Eurokraternes største ønske (noget som man arbejder henimod og dermed også må se som noget de ønsker sig) er umiddelbart af få mulighed for at beskatte direkte. Det næsthøjeste ønske fra deres side er blot at få endnu flere skattekroner via medlemsstaterne.
Derimod er der allerede i dag faktisk intet område i EU-samarbejdet, hvor man ikke kan opleve, at der findes en eller anden tilskudsordning fra EU-apparatets side; eller noget som helst område, hvor man ikke blander sig fra regional side, sådan som det tidligere kun var den socialdemokratiske national-stat beskåret at gøre det.
Grænseløsheden er med andre ord allerede en realitet. Den eneste virkelige udfordring for de grænseløse er i praksis hvilken yderligere magt, man fra EU's side kan sikre sig; og p.t. handler det i høj grad om at opnå flere opkrævede skatter. Over tid vil en større administration finansieret med flere midler, så også arbejde i retning af en øget politisk magt; og så vil man stadigt mere kunne opleve konstruktionen af en regional udgave af de formynderiske nationale socialdemokratier.
Læser man Lykke Friis postering fra den 15. oktober kan i stedet godt få fornemmelsen af at befinde sig i en dagligstue – eller på en fodboldbane – hvor alle reglerne er vedtaget på forhånd. - Men er dette imidlertid ikke den helt centrale forskel på fodbold og så politik: at der i politik ikke er enighed om reglerne, at politik ikke er et spil, og at politik i stedet handler om magtanvendelse ikke mindst i Europæisk forstand – også historisk set (Samt at europæiske politikere i meget vid udstrækning har udvist en ganske ringe respekt for frihedsrettighederne og dermed for politikkens afgrænsning). Alligevel har Lykke Friis brugt fodbold-spillet som forståelsesramme i 15 år. - Hvorfor er der ingen, der har sagt noget til hende?
Læs også Nej til EU-reform(forfatnings)traktaten
Læser man det seneste indlæg på Berlingske Tidendes hjemmeside, er man også nødt til at beskrive det, der står, som "tom snak". Helt konkret er der tale om fodboldsnak plus snik snak om politiske ligegyldigheder. Meget tyder (i kraft af de mange år med fodboldsnak) desværre på, at Lykke Friis ser politik som et fodboldspil. Det er bare en vildfarelse af dimensioner at gøre dette; og at man har levet under den vildfarelse i 15 år er bestemt ikke noget at være stolt af.
Ligesom andre kommentatorer og politiske "analytikere" på Berlingske Tidende bruges derfor uforholdsvist megen tid på at beskrive de allermindste politiske manøvrer her og nu. "Spin" og de marginale emner der diskuteres ”på den korte bane” for nu at bruge et fodboldudtryk analyseres ned i mindste detalje på bekostning af, at tale om det der er essentielt, og det er i overskriftsform ”principperne for politikken” (mere om de principper senere).
Et eksempel fra den aktuelle postering forfattet af Lykke Friis: Bulgarien er optaget af, at euro også skal skrives på kyrillisk – evro! – hvorimod østrigerne pludselig kæder traktaten sammen med en verserende sag om de mange tyske medicinstuderende på de østrigske universiteter. Så meget for Bulgarien og Østrig. Man kunne så umiddelbart konkludere, at man fra den side er hujende ligeglade med hvad politikken på det mere overordnede plan bliver. Men det er naturligvis ikke sandt. Det er de mange millioner borgere, der bor i de to lande selvfølgelig ikke.
Sandheden er bare, at Lykke Friis ikke forholder sig til politikkens kerne. Denne kerne handler ikke mindst om magtens afgrænsning, men det er bare ikke et udtryk, der bruges i fodboldens univers. EU er ikke desto mindre et samarbejde mellem stater, der har monopol på magtanvendelse; og hvert enkelt stat skal derfor, hvis ikke friheden i Europa skal trædes under fode, have grænser opstillet for hvad, statsapparatet skal bruges til.
EU-samarbejdet er ikke desto mindre en videreførelse af den socialdemokratiske national-stat, hvor man har ophævet grænserne for politik. Lykke Friis’ snik snak dækker dermed over, at der er indført et politisk samarbejde, hvor den samme grænseløshed indenfor medlemsstaternes territorium er ved at gøre sig gældende i en regional sammenhæng. Blot er det værd at bemærke at den folkelige kontrol, hvad angår EU, praktisk talt er ikke-eksisterende: Der er ikke en europæisk offentlighed, der holder øje med det der foregår; og Lykke Friis bidrager på ingen måde til meningsfuldt til at skabe den.
Fodboldanalogien skader i stedet konstruktionen af en sådan offentlighed, jævnfør det forhold at politik handler om magtanvendelse, mens fodbold er noget, der foregår i frivillighed. Fodbold finansieres ved frivillig indbetaling. Hver eneste krone i EU samarbejdet er derimod fratvunget borgerne med magt. Og alligevel opfører man sig i EU fuldstændigt nonchalant med de midler, man råder over. Man eksperimenterer, støtter snart det ene, så det andet. Man fører sig kort sagt frem for ikke ”lånte” men konfiskerede midler. Og problemet er ikke EU's aktuelle størrelse og de mange milliarder, der allerede misbruges på landbrugsstøtte og diverse former for regional-støtte-eksperimenter, men tværtimod retningen, der betyder mere magt til et skadeligt og overvejende socialistisk projekt (der intet har at gøre med at indføre fri handel og fri konkurrence, som naturligvis er noget dimentralt modsat ovenstående og ganske positivt).
”Reformtraktaten”
Det afsæt som Lykke Friis bruger til at kæde sin aktuelle ”namedropping” af forskellige landes (altså bestemte individer fra disse landes) krav sammen i sin postering, er så den aktuelle debat i EU-regi om "reformtraktaten". Det er denne traktat, som er en modificeret udgave af et forsøg på at indføre en forfatning i EU-samarbejdet, men som fik en så dårlig modtagelse af befolkningen i centrale lande (Frankrig og Holland), der er med i samarbejdet, at man til sidst opgav at få den til afstemning i samtlige lande, endsige at få traktaten vedtaget.
Nu har man fra de politiske beslutningstagere og bureaukraternes side så reformeret dette dokument, hvorefter en del tyder på, at man fra EU-ledernes side vil forsøge at vedtage dokumentet - men denne gang uden at lade Europas befolkninger stemme om dette dokument, der vel at mærke er noget, der har sin oprindelse i et forfatningsprojekt.
Ovenstående lyder da ellers som konfliktstof. Her må der gemme sig en historie (ikke mindst den der handler om fraværet af folkelig kontrol): det vil sige, at man forsøger at få Europas befolkninger til at stemme ja til noget; men fejler; og så bagefter forsøger at undgå at spørge befolkningerne en gang til. Dette kan da kun dække over reelle modstridende og væsentlige holdninger (og ikke interessen for kyrilliske bogstaver, jævnfør omtalen af Bulgarien foroven).
Men der er faktisk endnu mere påtrængende og principielle spørgsmål end dette om ”reformtraktaten”. Det mest vigtige kernespørgsmål vil man imidlertid på ingen måde kunne nå frem til, hvis man forsøger at orientere sig om EU-stoffet ved at læse Berlingske Tidende - måske med undtagelse af debatsiderne.
Det som man ikke kan sætte sig ind via Berlingske er EU-samarbejdets konsekvenser for de individuelle frihedsrettigheder, og dermed også for skabelsen af velstand.
Disse frihedsrettigheder afvikler eurokraterne skridt for skridt og erstatter dem med ”kræverettigheder” ("sociale" rettigheder eller "materielle rettigheder"), hvor de politiske beslutningstagere og administratorerne køber sig klienter ved at tilbyde disse ydelser med de midler, som de konfiskerer fra borgerne.
Eurokraternes største ønske (noget som man arbejder henimod og dermed også må se som noget de ønsker sig) er umiddelbart af få mulighed for at beskatte direkte. Det næsthøjeste ønske fra deres side er blot at få endnu flere skattekroner via medlemsstaterne.
Derimod er der allerede i dag faktisk intet område i EU-samarbejdet, hvor man ikke kan opleve, at der findes en eller anden tilskudsordning fra EU-apparatets side; eller noget som helst område, hvor man ikke blander sig fra regional side, sådan som det tidligere kun var den socialdemokratiske national-stat beskåret at gøre det.
Grænseløsheden er med andre ord allerede en realitet. Den eneste virkelige udfordring for de grænseløse er i praksis hvilken yderligere magt, man fra EU's side kan sikre sig; og p.t. handler det i høj grad om at opnå flere opkrævede skatter. Over tid vil en større administration finansieret med flere midler, så også arbejde i retning af en øget politisk magt; og så vil man stadigt mere kunne opleve konstruktionen af en regional udgave af de formynderiske nationale socialdemokratier.
Læser man Lykke Friis postering fra den 15. oktober kan i stedet godt få fornemmelsen af at befinde sig i en dagligstue – eller på en fodboldbane – hvor alle reglerne er vedtaget på forhånd. - Men er dette imidlertid ikke den helt centrale forskel på fodbold og så politik: at der i politik ikke er enighed om reglerne, at politik ikke er et spil, og at politik i stedet handler om magtanvendelse ikke mindst i Europæisk forstand – også historisk set (Samt at europæiske politikere i meget vid udstrækning har udvist en ganske ringe respekt for frihedsrettighederne og dermed for politikkens afgrænsning). Alligevel har Lykke Friis brugt fodbold-spillet som forståelsesramme i 15 år. - Hvorfor er der ingen, der har sagt noget til hende?
Læs også Nej til EU-reform(forfatnings)traktaten
16. oktober 2007
"Gen-investering i overskuds-afvikling"
The Prague Post: Instead of continuing to fund the elimination of excess grapes through distillation, or conversion to ethanol, [Mariann Fischer Boel, the European commissioner for agriculture and rural development] proposed a scheme to allow wine producers to reorient to other types of farming by receiving reimbursement for every hectare of vines dug up. Since the money formerly spent on distillation would be reinvested into surplus elimination, Pucek says northern wine-producing countries that do not produce excess wine have nothing to gain from the proposal. [egen fremhævelse]
Altså i stedet for at man betaler for, at den producerede vin ikke bruges til at blive drukket, men i stedet til brændstof, så foreslår Landbrugskommissæren nu, at man i stedet betaler vinbønderne for at grave deres vinranker op; sådan at de får penge for slet ikke at producere vin i det hele taget. (Kunne man ikke bare have ladet være med at indføre støtten i første omgang?)
Til forslaget svarer man i Tjekkiet, der nu er kommet med i EU-støttecirkuset, og hvor man nu producerer mere vin, som følge af EU-tilskuddene, at det nye forslag er en dårlig aftale for de som (endnu) ikke overproducerer!
I artiklen kan man også læse, hvordan kommissæren vil blande sig i indholdet af sukker i den vin, der trods alt når frem til forbrugerne.
Det må siges at være nogle sære smagsdommere, der konfiskererer skatteydernes penge for først at betale til en overproduktion; som bagefter betaler til en omkosningstningsfuld produktion og transformation af energi, eftersom man ikke ønsker det producerede ud til det marked, det egentlig er rettet imod; og som så til sidst betaler for en direkte afvikling af den overproduktion, som de selv er årsag til...
Dette skal forestille Europas allerøverste ledere; men de minder mest om Monty Pythons skøre riddere. Hvis man stemmer ja til flere af deres bizarre dokumenter, kan man i øvrigt være sikker på mere "underholdning", men også på at man selv vil betale prisen for de skøre påfund over skatten.
Læs Winemakers get boost from EU.
Altså i stedet for at man betaler for, at den producerede vin ikke bruges til at blive drukket, men i stedet til brændstof, så foreslår Landbrugskommissæren nu, at man i stedet betaler vinbønderne for at grave deres vinranker op; sådan at de får penge for slet ikke at producere vin i det hele taget. (Kunne man ikke bare have ladet være med at indføre støtten i første omgang?)
Til forslaget svarer man i Tjekkiet, der nu er kommet med i EU-støttecirkuset, og hvor man nu producerer mere vin, som følge af EU-tilskuddene, at det nye forslag er en dårlig aftale for de som (endnu) ikke overproducerer!
I artiklen kan man også læse, hvordan kommissæren vil blande sig i indholdet af sukker i den vin, der trods alt når frem til forbrugerne.
Det må siges at være nogle sære smagsdommere, der konfiskererer skatteydernes penge for først at betale til en overproduktion; som bagefter betaler til en omkosningstningsfuld produktion og transformation af energi, eftersom man ikke ønsker det producerede ud til det marked, det egentlig er rettet imod; og som så til sidst betaler for en direkte afvikling af den overproduktion, som de selv er årsag til...
Dette skal forestille Europas allerøverste ledere; men de minder mest om Monty Pythons skøre riddere. Hvis man stemmer ja til flere af deres bizarre dokumenter, kan man i øvrigt være sikker på mere "underholdning", men også på at man selv vil betale prisen for de skøre påfund over skatten.
Læs Winemakers get boost from EU.
10. oktober 2007
Nej til EU-reform(forfatnings)traktaten
Der tales for tiden om hvorvidt, der skal stemmes om en revideret udgave af EU-"forfatningstraktaten". Nu skal det sagnomspundne dokument blot ikke hedde noget med "forfatning" længere, men mest traktat; og så skal dokumentet have et tillægsnavn, der adskiller det fra andre EU-traktater.
Financial Times bragte i juni måned en kort oversigt over, hvad der adskiller det reformerede dokument fra det, der er afvist (og som i nogle lande blev kaldt en forfatning og i andre noget andet). Når man har læst denne oversigt, kan man roligt stemme nej en gang til; hvis altså man gives mulighed for det.
Som allerede tidligere nævnt - blandt andet i Clement Kjersgaards magasin RÆSON , så skal en forfatning sikre borgernes friheder, også kaldet de individuelle frihedsrettigheder. Traktater indgået mellem lande, der hver især har forfatninger, der sikrer disse rettigheder, skal så respektere disse friheder.
Med respektere menes simpelthen, at traktater ikke må afvikle frihedsrettighederne ligeså vel, som man ikke må gøre dette på det nationale plan.
Men det er præcist sådanne afviklinger og krænkelser af borgernes friheder, som EU-samarbejdet i meget vid udstrækning er udtryk for:
De økonomiske overførsler mellem landene er grove krænkelser af ejendomsretten. EU's dokumenter er tillige med et hav af dokumenter fremstillet i FN-regi fyldt med såkaldte "materielle rettigheder" også kaldet "behovsrettigheder", som socialister har formuleret i disse institutioner.
Dette betyder i praksis, at nogle skal opfylde de mange behov (krav), som findes i disse dokumenter i det omfang at dokument-magerne får magt til at tvinge deres krav igennem.
(Man er forhåbentlig i stand til se, at friheden, som frihedsrettighederne sikrer de i samme omfang erstattes af en herre-slave-relation, hvor nogle skal yde, for at andre kan nyde i kraft af de krav, der er nedfældet i de mange dokumenter).
Nu består udgifterne til EU jo i praksis netop af økonomiske overførsler, hvoraf en meget stor del går til landbrugsstøtte - og en anden stor del til såkaldt "regionalstøtte", som i vid udstrækning også går til landbruget - men også andre typer af erhverv. Men der findes også en meget lang række af andre typer af projekter, hvor ganske mange EU-milliarder flyder hen.
Produktionen af disse dokumenter, som man vil have borgerne til at godkende, handler så i al sin enkelhed først og fremmest om, at man vil have en formel godkendelse af, at man afkræver enorme beløb i skat, for at man bagefter kan uddele disse midler til de grupper og individer, man vælger som sine klienter
(Naturligvis strander store beløb også hos bureaukraterne undervejs, og bliver så forbrugt i de byer, hvor EU's institutioner befinder sig).
Stemmer man ja til de traktater/forfatninger der i vor tid derfor kommer fra EU-embedsmændene og Europas politikere, stemmer man derfor i praksis for et voksende omfang af konfiskation af den indkomst, man tjener.
Men her er det mest uhyggelige: Stemmer man nej, fortsætter væksten i konfiskationen alligevel - blot i et mere behersket tempo.
Det vil sige: et Nej, betyder en vis opbremsning af europæisk klientskabelse og bureakratisk korruption. Et Ja, betyder i stedet en eskalering.
Hvis man ikke vil beskattes med henblik på regionale overførsler, og eksempelvis ikke vil finansiere tobaksproducenter i andre dele af Europa over skattebilletten, - er der i praksis kun en måde at sikre dette på; og det er at arbejde for en udmelding af EU-samarbejdet, og blive ved med at gøre dette indtil konfiskationen til sidst ophører.
Financial Times: Revamping the constitution.
(Det skal tilføjes, at der også er ret store omkostninger for borgerne ved EU-samarbejdet i kraft af regulering, der bygger på misforstået konkurrenceteori, samt baserer sig på det, man må kalde direkte korrupt adfærd - i form af regulering, der åbenlyst har til formål at beskytte bestemte virksomheder imod andre via lovgivning, bøder m.v.)
Financial Times bragte i juni måned en kort oversigt over, hvad der adskiller det reformerede dokument fra det, der er afvist (og som i nogle lande blev kaldt en forfatning og i andre noget andet). Når man har læst denne oversigt, kan man roligt stemme nej en gang til; hvis altså man gives mulighed for det.
Som allerede tidligere nævnt - blandt andet i Clement Kjersgaards magasin RÆSON , så skal en forfatning sikre borgernes friheder, også kaldet de individuelle frihedsrettigheder. Traktater indgået mellem lande, der hver især har forfatninger, der sikrer disse rettigheder, skal så respektere disse friheder.
Med respektere menes simpelthen, at traktater ikke må afvikle frihedsrettighederne ligeså vel, som man ikke må gøre dette på det nationale plan.
Men det er præcist sådanne afviklinger og krænkelser af borgernes friheder, som EU-samarbejdet i meget vid udstrækning er udtryk for:
De økonomiske overførsler mellem landene er grove krænkelser af ejendomsretten. EU's dokumenter er tillige med et hav af dokumenter fremstillet i FN-regi fyldt med såkaldte "materielle rettigheder" også kaldet "behovsrettigheder", som socialister har formuleret i disse institutioner.
Dette betyder i praksis, at nogle skal opfylde de mange behov (krav), som findes i disse dokumenter i det omfang at dokument-magerne får magt til at tvinge deres krav igennem.
(Man er forhåbentlig i stand til se, at friheden, som frihedsrettighederne sikrer de i samme omfang erstattes af en herre-slave-relation, hvor nogle skal yde, for at andre kan nyde i kraft af de krav, der er nedfældet i de mange dokumenter).
Nu består udgifterne til EU jo i praksis netop af økonomiske overførsler, hvoraf en meget stor del går til landbrugsstøtte - og en anden stor del til såkaldt "regionalstøtte", som i vid udstrækning også går til landbruget - men også andre typer af erhverv. Men der findes også en meget lang række af andre typer af projekter, hvor ganske mange EU-milliarder flyder hen.
Produktionen af disse dokumenter, som man vil have borgerne til at godkende, handler så i al sin enkelhed først og fremmest om, at man vil have en formel godkendelse af, at man afkræver enorme beløb i skat, for at man bagefter kan uddele disse midler til de grupper og individer, man vælger som sine klienter
(Naturligvis strander store beløb også hos bureaukraterne undervejs, og bliver så forbrugt i de byer, hvor EU's institutioner befinder sig).
Stemmer man ja til de traktater/forfatninger der i vor tid derfor kommer fra EU-embedsmændene og Europas politikere, stemmer man derfor i praksis for et voksende omfang af konfiskation af den indkomst, man tjener.
Men her er det mest uhyggelige: Stemmer man nej, fortsætter væksten i konfiskationen alligevel - blot i et mere behersket tempo.
Det vil sige: et Nej, betyder en vis opbremsning af europæisk klientskabelse og bureakratisk korruption. Et Ja, betyder i stedet en eskalering.
Hvis man ikke vil beskattes med henblik på regionale overførsler, og eksempelvis ikke vil finansiere tobaksproducenter i andre dele af Europa over skattebilletten, - er der i praksis kun en måde at sikre dette på; og det er at arbejde for en udmelding af EU-samarbejdet, og blive ved med at gøre dette indtil konfiskationen til sidst ophører.
Financial Times: Revamping the constitution.
(Det skal tilføjes, at der også er ret store omkostninger for borgerne ved EU-samarbejdet i kraft af regulering, der bygger på misforstået konkurrenceteori, samt baserer sig på det, man må kalde direkte korrupt adfærd - i form af regulering, der åbenlyst har til formål at beskytte bestemte virksomheder imod andre via lovgivning, bøder m.v.)
6. oktober 2007
En portal til "europæiske" medier
Problemet med et tættere politisk samarbejde i Europa, er som bekendt (ud over en række andre ting), at der ikke er en offentlighed man kan kalde europæisk. Der findes ikke rigtigt europæiske medier og en europæisk debat.
Derfor er det direkte farligt for friheden (også af mange andre grunde), at centralisere den politiske magt. Der er endvidere intet grundlag for at gøre dette. Det afgørende for et stærkt Europa er ikke fælles institutioner, men i stedet fælles værdier. Og den fælles værdi, som COIN ønsker at promovere, er den økonomiske og politiske frihed.
Ønsker man derimod socialisme, - ja så må man centralisere og afvikle hvert enkelt lands suverænitet. Det er der mange, der arbejder på.
Frihandel har imidlertid ikke brug for en EU-kommission eller et europæisk parlament. Her er der i stedet brug for "nedrustning": I hvert land bør man gøre hvad man kan for at liberalisere og smidiggøre mulighederne for at handle frit over grænserne. Og dette er en kamp, der bedst kæmpes af andre end bureaukrater og eurokrater. (Men nogle af disse har ganske vist flyttet Europa i den rigtige frihedsorienterede retning, mens andre af deres kollegaer gør det stik modsatte).
Der er således et behov for en stærkere europæisk offentlighed. For i takt med fremvæksten af mere debat over grænserne - herunder om Europa, USA, Asien, Latinamerika og de andre regioner - så kan de principper styrkes, der bevarer velstandens grundlag, hvilket er handlefriheden. For velstandsskabelse er nu engang et folkeligt projekt. (Socialister som i vid udstrækning er akademikere tilbyder i praksis fattigdom og armod; og de er ikke tilfredse med at "eksperimentere" med ufrihed og plyndringstogter af borgerne en enkelt gang, nej de vil altid have en chance til for at gøre endnu et forsøg med kommando-økonomi og direktiver fra oven. I vor tid kaldes visionen "det grønne Europa".)
Nogle har i den forbindelse, det vil sige hvad angår offentligheden, nu skabt en portal til medier i en række europæiske (pt. vist 15) lande. Det er et lille skridt i den rigtige retning.
Besøg http://www.imooty.eu - The first navigator for european news. (Bemærk også: http://www.imooty.eu/dk/blog/sidste_erhverv.php .)
Derfor er det direkte farligt for friheden (også af mange andre grunde), at centralisere den politiske magt. Der er endvidere intet grundlag for at gøre dette. Det afgørende for et stærkt Europa er ikke fælles institutioner, men i stedet fælles værdier. Og den fælles værdi, som COIN ønsker at promovere, er den økonomiske og politiske frihed.
Ønsker man derimod socialisme, - ja så må man centralisere og afvikle hvert enkelt lands suverænitet. Det er der mange, der arbejder på.
Frihandel har imidlertid ikke brug for en EU-kommission eller et europæisk parlament. Her er der i stedet brug for "nedrustning": I hvert land bør man gøre hvad man kan for at liberalisere og smidiggøre mulighederne for at handle frit over grænserne. Og dette er en kamp, der bedst kæmpes af andre end bureaukrater og eurokrater. (Men nogle af disse har ganske vist flyttet Europa i den rigtige frihedsorienterede retning, mens andre af deres kollegaer gør det stik modsatte).
Der er således et behov for en stærkere europæisk offentlighed. For i takt med fremvæksten af mere debat over grænserne - herunder om Europa, USA, Asien, Latinamerika og de andre regioner - så kan de principper styrkes, der bevarer velstandens grundlag, hvilket er handlefriheden. For velstandsskabelse er nu engang et folkeligt projekt. (Socialister som i vid udstrækning er akademikere tilbyder i praksis fattigdom og armod; og de er ikke tilfredse med at "eksperimentere" med ufrihed og plyndringstogter af borgerne en enkelt gang, nej de vil altid have en chance til for at gøre endnu et forsøg med kommando-økonomi og direktiver fra oven. I vor tid kaldes visionen "det grønne Europa".)
Nogle har i den forbindelse, det vil sige hvad angår offentligheden, nu skabt en portal til medier i en række europæiske (pt. vist 15) lande. Det er et lille skridt i den rigtige retning.
Besøg http://www.imooty.eu - The first navigator for european news. (Bemærk også: http://www.imooty.eu/dk/blog/sidste_erhverv.php .)
5. september 2007
Den ”passive rygerlov” skal på sigt sikre flere skattekroner og ansatte til bureaukratiet
Der er [...] landsdækkende protester mod loven op til den 15. august, og hotel- og restaurationsbranchen vurderer, at dens medlemmer vil smide 180 millioner kroner væk på rygerum og kabiner - spildte penge, fordi der sandsynligvis indføres totalt rygeforbud, når loven revideres i 2010, og Arbejdstilsynet endelig kommer på besøg. [Fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år].
- Loven, der tales om, er den lov, der i princippet forbyder rygning fra og med midten af august, men som man ikke rigtigt har tænkt sig at håndhæve fra myndighedernes side, før om nogle år.
Da undertegnede gik på universitetet og blandt andet studerede International Politik, var der nogle, der talte om "imperial overstretch" (Se Paul Kennedys brug af ordet i henvisningen). Man antog, at USA (der i øvrigt ikke er et imperium, eftersom USA ikke opkræver skat udenfor sit territorium) "overstrækkede" sig, ved at blande sig i for mange internationale problemstillinger for mange steder på kloden.
Nu er der så noget, der tyder på, at myndighederne i Danmark har "overstrukket" sig for alvor. Med rygerloven, lovgiver man således mere, end man kan holde, det vil sige: mere end man kan håndhæve.
Dette ”statslige overstræk” sætter naturligvis lovgiverne i et dårligt lys, eftersom det fremstiller dem som producenter af "ønskelovgivning", hvor lovgivning i stigende omfang får samme status som hensigtserklæringer, ligesom de mange dokumenter man finder i FN- og EU-regi. Uanset hvad man måtte mene om loven, er det nu engang problematisk, at man bruger lovgivningen til at sende ”signaler” og vise intentioner. Det har aldrig været meningen med retssamfundet og lovgivning, at man blot skulle sende signaler. Meningen med love, var, at det skulle have konsekvenser at bryde dem.
Formålet med love var oprindeligt også, at beskytte borgerne og sikre borgerne deres liv, frihed og ejendom. Dette gør man rent faktisk ikke med rygerloven. Man krænker i stedet ejendomsretten. Dermed krænker man også borgernes frihed, og også deres frihedsrettigheder, og deres ret til at bruge deres liv, som de nu vil. Til ”liv” (som i retten til liv, frihed og ejendom) hører naturligvis også retten til at leve usundt. Lovgiverne fremstår i kraft af begge de nævnte forhold derfor som useriøse og korrupte. De har ikke forstået meningen med at have love i første omgang. Substansen i deres love er endvidere, at disse love afvikler den reelle ejendomsret og den personlige frihed.
”Overstræk” vs. et skridt til fordel for embedsværket
Hvis vi ser bort fra de politiske beslutningstageres korrupte indfaldsvinkel til lovgivning, handler ”overstræk” om, at politikere gerne vil gøre en hel masse, og også mere end de har ressourcer til; samt at de således blot laver ”signallovgivning” i det omfang ressourcerne ikke slår til.
Ser man lidt nærmere på de bagvedliggende politiske mekanismer, holder ”overstræks-tesen” imidlertid ikke i dette tilfælde.
Der findes en bedre forklaring på ”signallovgivningen”. Og denne alternative forklaring gælder i øvrigt også for motivationen bag signallovgivning og ønskelovgivning i FN og EU.
Den mere korrekte forklaring handler simpelthen om måden, man sikrer sig flere ressourcer på i det offentlige – på skatteydernes og den private sektors bekostning. For det er nu engang ikke politiske beslutningstagere, der er de primære aktører i den aktuelle lovgivning. Faktisk bliver langt de fleste lovgivningsinitiativer til på nogle andres initiativ (altså nogle andre end det fåtal af den danske befolkning, der er medlemmer af Folketinget)
Skatte- og medarbejder-lobbyisme fra offentlige myndigheders side
De virkelige (oprindelige) initiativtagere til lovforslag om forbud, kontrol, regulering med videre kommer løseligt formuleret fra ”akademiker-standen” i Danmark (hvor man i stigende grad i øvrigt også er ikke-rygere). Mere præcist kommer initiativerne i den konkrete sammenhæng men også generelt fra de bedst lønnede i den offentlige sektor: altså offentligt ansatte ”DJØF’ere”. (Samfundsfaglige kandidater).
Hvis man ser på den aktuelle sag fra de offentligt ansattes side – og især men ikke kun DJØF’erne, men minus de politiske beslutningstagere og de der formelt er initiativtagere, giver den ovennævnte lovgivningsmæssige overbudspolitik rent faktisk mening, forstået som at den er en investering i offentlige organisationers vækst. Her har man derfor ikke engang ”tabt ansigt” ved at være initiativtager til lovgivning, der ikke kan håndhæves. For det første ses man ikke som initiativtager i offentligheden (politikerne tager æren). For det andet må lovgivningen ses som et første skridt i netop den ønskede retning, som de offentligt ansatte strateger vil have, at tingene skal bevæge sig i. Var man først begyndt at tale om ”ressourcer” og ”medarbejdere” var man jo ingen vegne kommet. Taler man i stedet om nogle målsætninger uden først at nævne omkostningerne, ja så glider tingene lettere. Fra de offentligt ansattes side giver det jo mening at bruge en lov som en målsætning og ikke (nødvendigvis) som en regel, der gælder her og nu. Med loven har man fået sat et mål. Nu gælder det så om at sikre sig midlerne. Og med et officielt mål, bliver dette langt lettere at sikre sig. Tænk hvis man skulle kæmpe for flere ressourcer alene i kraft af de gamle mål.
Forskel på private og offentlige virksomheder
I en privat virksomhed belønnes man imidlertid for at tjene kundernes interesser via profitincitamentet. Har virksomheden succes i kraft af salgsfremgang, og et økonomisk overskud, kan man så regne med flere nye kolleger, og dermed også, at man som medarbejder vil befinde sig i en virksomhed, hvor man kan udsættes for mere interessante udfordringer. Derfor vil man være opmærksom på dette med at opfylde kundernes behov. Frivilligheden sikrer altså, at de betalende stilles tilfredse. At opfylde kundernes behov, er dermed en central forudsætning for fremgang og vækst.
I en bureaukratisk organisation er det i langt mindre grad resultaterne, der tæller. De betalende er samtidig ikke de samme som dem der i sidste instans betaler. De betalende er skatteyderne. De der betaler, er de politiske beslutningstagere, som giver skattemyndighederne grønt lys til at opkræve mere. Offentlige organisationers størrelse er dermed - i modsætning til de markedsbaserede - politiske og lovgivningsmæssigt bestemte. Her skal man derfor lede efter nogle andre motivationer (end indtjening), der kan overtale de politiske beslutningstagere til at beskatte borgerne yderligere (eller flytte rundt med de nuværende – og i øvrigt omfangsrige eksisterende skattekroner).
Man opererer derfor helt anderledes i offentlige sektorer end man gør i private virksomheder. Forbrugerne sætter som det helt centrale ikke grænserne for en offentlig institutions størrelse. Det gør i stedet formelt de folkevalgte. (Efterhånden kan man dog godt mistænke dem for også at have mistet en stor del af deres magt, sådan som det også ofte sker i den britiske tv-serie Yes Minister).
De mindre synlige men altså oprindelige initiativtagere til diverse kontrolforanstaltninger, er derfor blandt andet en række sundhedsinstitutioner samt også nogle statsstøttede sundheds ”NGO’er”. For de offentlige sundhedsorganisationer er målet ret naturligt, at vokse, eftersom man opfatter det, man selv laver som nødvendigt og vigtigt.
Erfaringsmæssigt finder man så over tid ud af hvilke metoder, der bedst muligt sikrer organisationens vækst. Dette sker nu engang bedst ved først at tale om, hvad man skal gøre, og så diskutere regningen på et senere tidspunkt. Derfor søger man, som ambitiøs leder i en offentlig virksomhed at få opstillet så mange officielle mål for den del af bureaukratiet man er ansvarlig for, som overhovedet muligt. - Jo flere mål, der opstilles, desto flere midler kan man via medierne, kræve at der bliver tilført.
Det forunderlige består så i, at medierne i det store hele er ukritiske i denne henseende. Det er næsten som om, man lader som om, at de politiske beslutningstagere også er de reelle initiativtagere til nye love; når de egentlige initiativtagere er de fastansatte bureaukrater eller de statssponsorerede aktører i form af diverse sundheds-NGO’er.
Ikke desto mindre er der nu engang meget store begrænsninger for, hvor meget information og hvor mange lovforslag 179 individer selv kan henholdvis fremskaffe og hitte på, samt føre ud i livet. ”Hjælperne” er jævnfør ovenstående vid udstrækning samtidig ofte, dem der starter sagerne. De har intet problem med at politikere tager æren, blot de kan få de penge (”midler”), som nye målsætninger fører til krav om at der skal sikres. Tilsvarende er det også begrænset, hvor mange midler, der tilflyder 179 folketingsmedlemmer sammenlignet med hvad den offentlige sektor, som helhed modtager. Skal man lede efter store økonomiske interesser, der er motivation for lovgivningsmæssige initiativer, bliver man derfor nødt til at løfte stenen, der hedder ”den offentlige sektor minus 179 MF’ere”, og se hvad der kryber rundt under den. Denne andel er - i modsætning til dens størrelse - alt for usynlig, når det gælder forklaringen på, hvordan lovgivning bliver til.
”Folkets tjenere” (embedsværket) er således i meget udstrækning også dem, der udstikker retningslinierne for præcist hvordan, man har tænkt sig at ”tjene”. Mere præcist kan sige, at man i det offentlige har et redskab, der ikke hedder ”indtjening” men ”muligheden for legal konfiskation”; og at man så leder efter en retfærdiggørelse for dette redskab (eller ”våben” imod skatteyderne), der kan få de opkrævende myndigheder (politi og skattevæsen) til at acceptere at gøre det grove arbejde, og tilvejebringe de midler, man ønsker til det pågældende område.
Mediernes rolle
Medierne er vel at mærke helt afgørende for at identificere disse ofte anonyme lobbyister, der formidler initiativer fra eksempelvis sundhedsinstitutionerne.
Lobbyisme fra det offentliges side (fra ministerier, styrelser, departementer, råd, nævn, statsstøttede NGO’er, der er mere offentlige end private) er ikke desto mindre på mange måder et tabu-område. Man lader som om det formelle: at bureaukratiet består af tjenere (civil servants, som det hedder på engelsk), også er det reelle. Men sådan er det ikke. Takket være journalister, der ignorerer bureaukraternes aktive indsats for at få deres ressortområde til at vokse, kan disse områder derfor vokse så meget desto mere uhindret. Tilsvarende kan man via ukritiske journalister også agere på en måde, så det i vid udstrækning kommer til at fremstå, som om det er ”folket” og offentligheden, der driver bestemte former for lovgivning. Det er det i vid udstrækning tilsvarende ikke.
Journalisterne vil derfor som led i dette sundheds-spin bidrage til, at denne investering i en fremtidigt endnu større offentlig sektor relativt lettere bliver en realitet på den private sektors bekostning. Faktisk er de i praksis ikke en barriere og en udfordring. Langt oftere spiller medierne på de offentlige lobbyisters side.
I den konkrete sag vil medierne sammen med de offentlige sundhedsmyndigheder - tilføjet de statsligt sponsorerede NGO'er – således kunne forventes at drive intens lobbyisme for at sikre, at den lov man har vedtaget, også efterfølgende får tilført de ressourcer, der kræves for, at man kan kontrollere alle landets restaurationer og værtshuse på en måde, så man realistisk kan sige, at loven i praksis har gyldighed.
En anden vigtig pointe her er så, at denne lobbyisme, der assisteres af medierne, er skattefinansieret. Det er netop p.g.a. af en i forvejen stor offentlig sektor, at presset for at sikre at den offentlige sektor kan vokse endnu mere, er så intens. Med andre ord, så bruges skattekronerne ikke kun på at løse de eksisterende opgaver. De bruges også på lobbyisme, der skal føre frem til, at der kan blive opstillet flere mål, sådan at man kan sikre sig yderligere ”midler” (det vil sige borgernes penge).
Konklusion
Overordnet må man konstatere, at offentligt ansatte, og navnlig de der har de højeste placeringer i den offentlige sektor, har en interesse i, at der bliver flere offentligt ansatte. Jo mere lovgivning - desto flere offentligt ansatte kan man regne med. Jo mere regulering, desto mere skal der alt andet lige håndhæves.
Man kan derfor også enten se den aktuelle lovgivning som en offensiv eller en defensiv strategi. Offensivt handler politikken fra det offentliges side, om at man har skabt en situation, hvor det er mest sandsynligt, at diskussionen vil være, om man skal bevare det nuværende antal kontrollanter, eller om man skal øge niveauet. Den defensive vinkel består i, at havde man ikke indført rygeloven, havde diskussionen mere sandsynligt handlet om, hvorvidt niveauet skulle bevares eller reduceres. Om det er det offensive eller defensive aspekt, der gjorde sig gældende i den aktuelle sitution, kan man så overlade til historieskrivere at finde ud af. (Dommen handler jo om, hvad man reelt burde have frygtet. Her kan man så konstatere, at meget taler for, at det offensive nok spiller en større rolle, eftersom man praktisk talt ikke behøver være bange for nedskæringer fra den nuværende regerings side).
En vækst indenfor et givent område i det offentlige betyder således noget positivt for såvel de ansatte som ledelsen. For de ansatte betyder det, at man i kraft af denne vækst vil sikre sig, at flere nye ansættes. De nytilkomne er så de første der ryger ud i tilfælde af nedskæringer. Altså har man sikret sig en "buffer", det vil sige en slags forsikring mod dårlige tider. For ledelsen i sådanne sektorer betyder flere medarbejdere øget prestige, men også muligheden for højere lønninger i kraft af, at man har flere medarbejdere under sig.
Omvendt vil den nye lovgivning ikke blot forsure tilværelsen for de værtshus- og restaurations-ejere, der mister kunder; de kunder, der mister et socialt tilholdssted og for hvem rygning i selskab med andre rygere er en del af deres samlede livskvalitet.
I samme omfang som loven skal have effekt, skal der naturligvis også betales for den. Det er således helt afgørende, at man forstår, at når man stemmer på partier, der indfører strammere regler, flere forbud og som lovgiver til fordel for mere kontrol er der også en regning, der skal betales over skatten.
Citatet øverst er fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år.
- Loven, der tales om, er den lov, der i princippet forbyder rygning fra og med midten af august, men som man ikke rigtigt har tænkt sig at håndhæve fra myndighedernes side, før om nogle år.
Da undertegnede gik på universitetet og blandt andet studerede International Politik, var der nogle, der talte om "imperial overstretch" (Se Paul Kennedys brug af ordet i henvisningen). Man antog, at USA (der i øvrigt ikke er et imperium, eftersom USA ikke opkræver skat udenfor sit territorium) "overstrækkede" sig, ved at blande sig i for mange internationale problemstillinger for mange steder på kloden.
Nu er der så noget, der tyder på, at myndighederne i Danmark har "overstrukket" sig for alvor. Med rygerloven, lovgiver man således mere, end man kan holde, det vil sige: mere end man kan håndhæve.
Dette ”statslige overstræk” sætter naturligvis lovgiverne i et dårligt lys, eftersom det fremstiller dem som producenter af "ønskelovgivning", hvor lovgivning i stigende omfang får samme status som hensigtserklæringer, ligesom de mange dokumenter man finder i FN- og EU-regi. Uanset hvad man måtte mene om loven, er det nu engang problematisk, at man bruger lovgivningen til at sende ”signaler” og vise intentioner. Det har aldrig været meningen med retssamfundet og lovgivning, at man blot skulle sende signaler. Meningen med love, var, at det skulle have konsekvenser at bryde dem.
Formålet med love var oprindeligt også, at beskytte borgerne og sikre borgerne deres liv, frihed og ejendom. Dette gør man rent faktisk ikke med rygerloven. Man krænker i stedet ejendomsretten. Dermed krænker man også borgernes frihed, og også deres frihedsrettigheder, og deres ret til at bruge deres liv, som de nu vil. Til ”liv” (som i retten til liv, frihed og ejendom) hører naturligvis også retten til at leve usundt. Lovgiverne fremstår i kraft af begge de nævnte forhold derfor som useriøse og korrupte. De har ikke forstået meningen med at have love i første omgang. Substansen i deres love er endvidere, at disse love afvikler den reelle ejendomsret og den personlige frihed.
”Overstræk” vs. et skridt til fordel for embedsværket
Hvis vi ser bort fra de politiske beslutningstageres korrupte indfaldsvinkel til lovgivning, handler ”overstræk” om, at politikere gerne vil gøre en hel masse, og også mere end de har ressourcer til; samt at de således blot laver ”signallovgivning” i det omfang ressourcerne ikke slår til.
Ser man lidt nærmere på de bagvedliggende politiske mekanismer, holder ”overstræks-tesen” imidlertid ikke i dette tilfælde.
Der findes en bedre forklaring på ”signallovgivningen”. Og denne alternative forklaring gælder i øvrigt også for motivationen bag signallovgivning og ønskelovgivning i FN og EU.
Den mere korrekte forklaring handler simpelthen om måden, man sikrer sig flere ressourcer på i det offentlige – på skatteydernes og den private sektors bekostning. For det er nu engang ikke politiske beslutningstagere, der er de primære aktører i den aktuelle lovgivning. Faktisk bliver langt de fleste lovgivningsinitiativer til på nogle andres initiativ (altså nogle andre end det fåtal af den danske befolkning, der er medlemmer af Folketinget)
Skatte- og medarbejder-lobbyisme fra offentlige myndigheders side
De virkelige (oprindelige) initiativtagere til lovforslag om forbud, kontrol, regulering med videre kommer løseligt formuleret fra ”akademiker-standen” i Danmark (hvor man i stigende grad i øvrigt også er ikke-rygere). Mere præcist kommer initiativerne i den konkrete sammenhæng men også generelt fra de bedst lønnede i den offentlige sektor: altså offentligt ansatte ”DJØF’ere”. (Samfundsfaglige kandidater).
Hvis man ser på den aktuelle sag fra de offentligt ansattes side – og især men ikke kun DJØF’erne, men minus de politiske beslutningstagere og de der formelt er initiativtagere, giver den ovennævnte lovgivningsmæssige overbudspolitik rent faktisk mening, forstået som at den er en investering i offentlige organisationers vækst. Her har man derfor ikke engang ”tabt ansigt” ved at være initiativtager til lovgivning, der ikke kan håndhæves. For det første ses man ikke som initiativtager i offentligheden (politikerne tager æren). For det andet må lovgivningen ses som et første skridt i netop den ønskede retning, som de offentligt ansatte strateger vil have, at tingene skal bevæge sig i. Var man først begyndt at tale om ”ressourcer” og ”medarbejdere” var man jo ingen vegne kommet. Taler man i stedet om nogle målsætninger uden først at nævne omkostningerne, ja så glider tingene lettere. Fra de offentligt ansattes side giver det jo mening at bruge en lov som en målsætning og ikke (nødvendigvis) som en regel, der gælder her og nu. Med loven har man fået sat et mål. Nu gælder det så om at sikre sig midlerne. Og med et officielt mål, bliver dette langt lettere at sikre sig. Tænk hvis man skulle kæmpe for flere ressourcer alene i kraft af de gamle mål.
Forskel på private og offentlige virksomheder
I en privat virksomhed belønnes man imidlertid for at tjene kundernes interesser via profitincitamentet. Har virksomheden succes i kraft af salgsfremgang, og et økonomisk overskud, kan man så regne med flere nye kolleger, og dermed også, at man som medarbejder vil befinde sig i en virksomhed, hvor man kan udsættes for mere interessante udfordringer. Derfor vil man være opmærksom på dette med at opfylde kundernes behov. Frivilligheden sikrer altså, at de betalende stilles tilfredse. At opfylde kundernes behov, er dermed en central forudsætning for fremgang og vækst.
I en bureaukratisk organisation er det i langt mindre grad resultaterne, der tæller. De betalende er samtidig ikke de samme som dem der i sidste instans betaler. De betalende er skatteyderne. De der betaler, er de politiske beslutningstagere, som giver skattemyndighederne grønt lys til at opkræve mere. Offentlige organisationers størrelse er dermed - i modsætning til de markedsbaserede - politiske og lovgivningsmæssigt bestemte. Her skal man derfor lede efter nogle andre motivationer (end indtjening), der kan overtale de politiske beslutningstagere til at beskatte borgerne yderligere (eller flytte rundt med de nuværende – og i øvrigt omfangsrige eksisterende skattekroner).
Man opererer derfor helt anderledes i offentlige sektorer end man gør i private virksomheder. Forbrugerne sætter som det helt centrale ikke grænserne for en offentlig institutions størrelse. Det gør i stedet formelt de folkevalgte. (Efterhånden kan man dog godt mistænke dem for også at have mistet en stor del af deres magt, sådan som det også ofte sker i den britiske tv-serie Yes Minister).
De mindre synlige men altså oprindelige initiativtagere til diverse kontrolforanstaltninger, er derfor blandt andet en række sundhedsinstitutioner samt også nogle statsstøttede sundheds ”NGO’er”. For de offentlige sundhedsorganisationer er målet ret naturligt, at vokse, eftersom man opfatter det, man selv laver som nødvendigt og vigtigt.
Erfaringsmæssigt finder man så over tid ud af hvilke metoder, der bedst muligt sikrer organisationens vækst. Dette sker nu engang bedst ved først at tale om, hvad man skal gøre, og så diskutere regningen på et senere tidspunkt. Derfor søger man, som ambitiøs leder i en offentlig virksomhed at få opstillet så mange officielle mål for den del af bureaukratiet man er ansvarlig for, som overhovedet muligt. - Jo flere mål, der opstilles, desto flere midler kan man via medierne, kræve at der bliver tilført.
Det forunderlige består så i, at medierne i det store hele er ukritiske i denne henseende. Det er næsten som om, man lader som om, at de politiske beslutningstagere også er de reelle initiativtagere til nye love; når de egentlige initiativtagere er de fastansatte bureaukrater eller de statssponsorerede aktører i form af diverse sundheds-NGO’er.
Ikke desto mindre er der nu engang meget store begrænsninger for, hvor meget information og hvor mange lovforslag 179 individer selv kan henholdvis fremskaffe og hitte på, samt føre ud i livet. ”Hjælperne” er jævnfør ovenstående vid udstrækning samtidig ofte, dem der starter sagerne. De har intet problem med at politikere tager æren, blot de kan få de penge (”midler”), som nye målsætninger fører til krav om at der skal sikres. Tilsvarende er det også begrænset, hvor mange midler, der tilflyder 179 folketingsmedlemmer sammenlignet med hvad den offentlige sektor, som helhed modtager. Skal man lede efter store økonomiske interesser, der er motivation for lovgivningsmæssige initiativer, bliver man derfor nødt til at løfte stenen, der hedder ”den offentlige sektor minus 179 MF’ere”, og se hvad der kryber rundt under den. Denne andel er - i modsætning til dens størrelse - alt for usynlig, når det gælder forklaringen på, hvordan lovgivning bliver til.
”Folkets tjenere” (embedsværket) er således i meget udstrækning også dem, der udstikker retningslinierne for præcist hvordan, man har tænkt sig at ”tjene”. Mere præcist kan sige, at man i det offentlige har et redskab, der ikke hedder ”indtjening” men ”muligheden for legal konfiskation”; og at man så leder efter en retfærdiggørelse for dette redskab (eller ”våben” imod skatteyderne), der kan få de opkrævende myndigheder (politi og skattevæsen) til at acceptere at gøre det grove arbejde, og tilvejebringe de midler, man ønsker til det pågældende område.
Mediernes rolle
Medierne er vel at mærke helt afgørende for at identificere disse ofte anonyme lobbyister, der formidler initiativer fra eksempelvis sundhedsinstitutionerne.
Lobbyisme fra det offentliges side (fra ministerier, styrelser, departementer, råd, nævn, statsstøttede NGO’er, der er mere offentlige end private) er ikke desto mindre på mange måder et tabu-område. Man lader som om det formelle: at bureaukratiet består af tjenere (civil servants, som det hedder på engelsk), også er det reelle. Men sådan er det ikke. Takket være journalister, der ignorerer bureaukraternes aktive indsats for at få deres ressortområde til at vokse, kan disse områder derfor vokse så meget desto mere uhindret. Tilsvarende kan man via ukritiske journalister også agere på en måde, så det i vid udstrækning kommer til at fremstå, som om det er ”folket” og offentligheden, der driver bestemte former for lovgivning. Det er det i vid udstrækning tilsvarende ikke.
Journalisterne vil derfor som led i dette sundheds-spin bidrage til, at denne investering i en fremtidigt endnu større offentlig sektor relativt lettere bliver en realitet på den private sektors bekostning. Faktisk er de i praksis ikke en barriere og en udfordring. Langt oftere spiller medierne på de offentlige lobbyisters side.
I den konkrete sag vil medierne sammen med de offentlige sundhedsmyndigheder - tilføjet de statsligt sponsorerede NGO'er – således kunne forventes at drive intens lobbyisme for at sikre, at den lov man har vedtaget, også efterfølgende får tilført de ressourcer, der kræves for, at man kan kontrollere alle landets restaurationer og værtshuse på en måde, så man realistisk kan sige, at loven i praksis har gyldighed.
En anden vigtig pointe her er så, at denne lobbyisme, der assisteres af medierne, er skattefinansieret. Det er netop p.g.a. af en i forvejen stor offentlig sektor, at presset for at sikre at den offentlige sektor kan vokse endnu mere, er så intens. Med andre ord, så bruges skattekronerne ikke kun på at løse de eksisterende opgaver. De bruges også på lobbyisme, der skal føre frem til, at der kan blive opstillet flere mål, sådan at man kan sikre sig yderligere ”midler” (det vil sige borgernes penge).
Konklusion
Overordnet må man konstatere, at offentligt ansatte, og navnlig de der har de højeste placeringer i den offentlige sektor, har en interesse i, at der bliver flere offentligt ansatte. Jo mere lovgivning - desto flere offentligt ansatte kan man regne med. Jo mere regulering, desto mere skal der alt andet lige håndhæves.
Man kan derfor også enten se den aktuelle lovgivning som en offensiv eller en defensiv strategi. Offensivt handler politikken fra det offentliges side, om at man har skabt en situation, hvor det er mest sandsynligt, at diskussionen vil være, om man skal bevare det nuværende antal kontrollanter, eller om man skal øge niveauet. Den defensive vinkel består i, at havde man ikke indført rygeloven, havde diskussionen mere sandsynligt handlet om, hvorvidt niveauet skulle bevares eller reduceres. Om det er det offensive eller defensive aspekt, der gjorde sig gældende i den aktuelle sitution, kan man så overlade til historieskrivere at finde ud af. (Dommen handler jo om, hvad man reelt burde have frygtet. Her kan man så konstatere, at meget taler for, at det offensive nok spiller en større rolle, eftersom man praktisk talt ikke behøver være bange for nedskæringer fra den nuværende regerings side).
En vækst indenfor et givent område i det offentlige betyder således noget positivt for såvel de ansatte som ledelsen. For de ansatte betyder det, at man i kraft af denne vækst vil sikre sig, at flere nye ansættes. De nytilkomne er så de første der ryger ud i tilfælde af nedskæringer. Altså har man sikret sig en "buffer", det vil sige en slags forsikring mod dårlige tider. For ledelsen i sådanne sektorer betyder flere medarbejdere øget prestige, men også muligheden for højere lønninger i kraft af, at man har flere medarbejdere under sig.
Omvendt vil den nye lovgivning ikke blot forsure tilværelsen for de værtshus- og restaurations-ejere, der mister kunder; de kunder, der mister et socialt tilholdssted og for hvem rygning i selskab med andre rygere er en del af deres samlede livskvalitet.
I samme omfang som loven skal have effekt, skal der naturligvis også betales for den. Det er således helt afgørende, at man forstår, at når man stemmer på partier, der indfører strammere regler, flere forbud og som lovgiver til fordel for mere kontrol er der også en regning, der skal betales over skatten.
Citatet øverst er fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år.
10. december 2006
Mindre skat – mere velstand
Trods Socialdemokraternes nærmest urokkelige evne til at hylde velfærdssystemet, er der i grunden ikke så meget at fejre – hverken i Europa eller i Danmark. Tal fra Cepos og Finansministeriet dokumenterede for nyligt, at 2,6 millioner danskere på den ene eller anden måde er afhængige af de offentlige kasser – enten som offentligt ansatte eller som nydere af diverse overførsler.
Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.
Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.
Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.
Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?
Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?
I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."
Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?
Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.
Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.
Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005
Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.
Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.
Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.
Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?
Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?
I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."
Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?
Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.
Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.
Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
