Det Konservative Folkeparti med Connie Hedegaard i spidsen har med dets klima- og miljøpolitik forvoldt langt mere skade på markedsøkonomien end man i Verdensnaturfonden (WWF) eller Greenpeace nogensinde vil kunne gøre sig forhåbninger om.
Alligevel stemte adskillige liberalister på partiet ved det seneste folketingsvalg, - blandt andet ud fra synspunktet om, at man i så fald valgte det mindst ringe parti.
Det er dog imidlertid for det første tvivlsomt om Det Konservative Folkeparti var det mindst ringe opstillede parti ved sidste valg. Og i fald at dette reelt var tilfældet burde man på baggrund af ovenstående ikke desto mindre så have valgt slet ikke at stemme.
Det er muligt, at det er det traditionelle nationale perspektiv, der handler om nationale skattelettelser, som har ført flere frihedsorienterede til beslutningen om at stemme på Bendt Bendtsen, Connie Hedegaard m.fl.
Imidlertid er globaliseringen og regionaliseringen en realitet. Pointen med at nævne dette er naturligvis, at de beslutninger, der træffes i regionale og globale fora, efterhånden som hovedregel vil have langt større konsekvenser for den lokale økonomi, end noget som besluttes nationalt.
I den henseende burde det nu efterhånden stå tydeligt for de fleste, at man har undervurderet den regionale energi-, miljø – og fødevarepolitik; og at den retorik som man så bort fra i en national sammenhæng – miljø- og klimaretorikken – var noget, der blev realiseret andetsteds, det vil sige internationalt; og som dermed i praksis var en politik, der fik langt større negative konsekvenser for os herhjemme end man (andre end undertegnede) troede.
Har man fulgt det Konservative partis grønmaling af sig selv de seneste år, burde man imidlertid have overvejet hvilke resultater, man i partiet ville forfølge i den internationale sammenhæng.
Før valget blev det fra denne side således påpeget, hvordan Connie Hedegaard som miljøminister i februar 2007 sammenlignede mennesker med græshopper, – vel at mærke uden at det fik hverken opinionsdannere eller presse til at undre sig, endsige protestere.
Sammenligningen som Hedegaard begik, er selvsagt afskyelig. Den form for retorik blev nok desværre antaget for at være harmløs grøn ”idealisme”. Man er blot nødt til at indse, at det menneskesyn som Connie Hedegaard må have - i kraft af sådanne udtalelser, i praksis er blevet realiseret via de regionale europæiske samt de internationale institutioner. For det er via disse institutioner, at man promoveret den politik og ideologi, som har ført til de politikker, der nu rammer almindelige borgere hårdt i dagligdagen, og selvsagt de med de mindste budgetter hårdest.
Der er med andre ord tale nogle personer i det konservative parti som forfølger en dagsorden, der mildt sagt slår benene væk under hvad der måtte være af markedsgavnlige programmer fra det partis side. Eftersom disse personer forfølger deres dagsorden i nogle institutioner, der i vor tid er mere magtfulde end de var for 20 eller 30 år siden, opvejer de altså langt mere de nationale ønsker om skattelettelser, som man samtidig har haft langt vanskeligere ved at komme igennem med.
Så man burde ikke have stemt konservativt, eftersom stemmerne aktivt er blevet brugt på en politik, der har gjort amerikanske og europæiske borgere fattigere, og som i øvrigt har ført til menneskelige katastrofer i de såkaldte udviklingslande.
Om Connie Hedegaards sammenligning af mennesker med græshopper:
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/konservativ-kologisme-og-anti-bilisme.html
Viser indlæg med etiketten CO2-kvoter. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten CO2-kvoter. Vis alle indlæg
14. juli 2008
12. juli 2008
Klimaekstremisme
Hvem er det, der er ekstrem i klimaspørgsmål? Er det dem, som forvolder skade på andre mennesker gennem deres ødelæggende politik? Eller er det dem, som beskriver de negative konsekvenser, som følger af førstnævnte politik?
Takket være et sammenfald af flere negative og markedsskadelige politiske initiativer kan man nu, allerede tre år efter at Copenhagen Institute begyndte at advare om de negative konsekvenser af klimapolitikken, iagttage disse i virkeligheden.
Imidlertid kan man være ret sikker på, at de miljøekstremister som har magten i dag vil fortsætte ud af samme spor, mens de vil kalde deres destruktive politik for moderat; og mens de vil hævde at de med deres sultskabende adfærd på en eller anden måde bidrager til at frelse verden.
Konsekvenser i Danmark: Største prisstigninger på mad i 24 år
(I andre lande rammes man naturligvis langt hårdere af klimapolitikken end vi gør det herhjemme, se link i billede nedenfor).
Aktuel kommentar: Grøn skade
Mere af det samme: Global warming tax hikes heading your way
Deficient computer models drive policies that destroy jobs, profits and family budgets by Paul Driessen
Den nye rapport [fra Verdensbanken] vurderer, at den stigende produktion af bioetanol har fået de globale fødevarepriser til at stige 75 pct., og dermed er hovedårsagen til den globale fødevarekrise. Børsen.
Rapport: Biobrændstof skyld i 30 mio. fattige - Børsen
World Bank: rocketing food prices have put fight against poverty back 7 years - The Guardian
Takket være et sammenfald af flere negative og markedsskadelige politiske initiativer kan man nu, allerede tre år efter at Copenhagen Institute begyndte at advare om de negative konsekvenser af klimapolitikken, iagttage disse i virkeligheden.
Imidlertid kan man være ret sikker på, at de miljøekstremister som har magten i dag vil fortsætte ud af samme spor, mens de vil kalde deres destruktive politik for moderat; og mens de vil hævde at de med deres sultskabende adfærd på en eller anden måde bidrager til at frelse verden.
Konsekvenser i Danmark: Største prisstigninger på mad i 24 år
(I andre lande rammes man naturligvis langt hårdere af klimapolitikken end vi gør det herhjemme, se link i billede nedenfor).
Aktuel kommentar: Grøn skade
Mere af det samme: Global warming tax hikes heading your way
Deficient computer models drive policies that destroy jobs, profits and family budgets by Paul Driessen
Den nye rapport [fra Verdensbanken] vurderer, at den stigende produktion af bioetanol har fået de globale fødevarepriser til at stige 75 pct., og dermed er hovedårsagen til den globale fødevarekrise. Børsen.
Rapport: Biobrændstof skyld i 30 mio. fattige - Børsen
World Bank: rocketing food prices have put fight against poverty back 7 years - The Guardian
Besøg Kyoto Kritik.
9. november 2007
Konservativ økologisme og anti-bilisme
Connie Hedegaard: "Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper".
I dag udsendte den konservative pressetjeneste en pressemeddelelse på vegne af den konservative kandidat og fungerende miljøminister Connie Hedegaard. Af pressemeddelelsen fremgår det tydeligt, at den konservative minister er åbenlys modstander af komfortable biler; samt at modstanden bygger på miljøideologi og naturkonservatisme. Pressemeddelelsen bærer samtidig vidnesbyrd om at være henvendt til hærværksmænd og potentielle vandaler, som griber til selvtægt med afsæt i den selv samme miljøideologi, som ministeren promoverer:
Pressemeddelelsen består i sin enkelthed netop af sammenstillingen af to forhold: for det første, at der begås hærværk mod firehjulstrækkere i det indre København; og for det andet - at den konservative politik indtil videre har reduceret antallet af solgte firehjulstrækkere i Danmark!
Der kan således kun udledes den slutning, at Connie Hedegaard ideologisk set er på hærværkspersonernes side, selv om hun giver udtryk for at hun ikke er enig i deres metoder. Dette burde i sig selv, betyde at Connie Hedegaard blev ekskluderet fra det Konservative Folkeparti. For dette parti burde jo forsvare frie menneskers ret til for egne midler at erhverve sig et komfortabelt køretøj. Men politikken fra navnlig Connie Hedegaards side er ikke desto mindre den modsatte. For som det også fremgår af pressemeddelelsen, er man åbenlyst stolt over, at man har ændret forbrugsadfærden i retning af mindre og dermed mere ukomfortable transportmidler. (Læs mere her).
Som det er påpeget i mange andre sammenhænge, er og bliver den konservative miljøpolitik, som også er FN’s og EU’s, grundlæggende skadelig for udviklingen af industrisamfundet: Skridt for skridt vil politikken med højere energiafgifter og kvoteordninger for energiforbruget føre til - først en reduceret velstandsskabelse - dernæst stagnation - og endelig forarmelse og fattigdom.
Det skal i samme anledning også bemærkes, at Connie Hedegaard ved en anden lejlighed har sammenlignet mennesker i industrisamfundet, det vil sige det frie og rige samfund, som vi lever i også i Danmark, - med græshopper, hvilket netop også er i overensstemmelse med de værste former for økologisk retorik. - Citat af Connie Hedegaard: Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten [fra FN] fortæller os, at det skal være nu. Læs mere her.
I medierne har man desværre endnu ikke forholdt sig til denne afskyelige sammenligning fra februar 2007. Men at man har en dansk minister, der benytter sig af en sådan analogi mellem det frie, oplyste og produktive samfund - og så en sværm af græshopper, er imidlertid så frastødende, at citatet må fremhæves indtil medlemmer af pressen får øjnene op. Og at det Konservative Folkeparti har en kandidat, der benytter sig af sådanne sammenligninger bør naturligvis også have konsekvenser for partiet på valgdagen den 13. november.
I dag udsendte den konservative pressetjeneste en pressemeddelelse på vegne af den konservative kandidat og fungerende miljøminister Connie Hedegaard. Af pressemeddelelsen fremgår det tydeligt, at den konservative minister er åbenlys modstander af komfortable biler; samt at modstanden bygger på miljøideologi og naturkonservatisme. Pressemeddelelsen bærer samtidig vidnesbyrd om at være henvendt til hærværksmænd og potentielle vandaler, som griber til selvtægt med afsæt i den selv samme miljøideologi, som ministeren promoverer:
Pressemeddelelsen består i sin enkelthed netop af sammenstillingen af to forhold: for det første, at der begås hærværk mod firehjulstrækkere i det indre København; og for det andet - at den konservative politik indtil videre har reduceret antallet af solgte firehjulstrækkere i Danmark!
Der kan således kun udledes den slutning, at Connie Hedegaard ideologisk set er på hærværkspersonernes side, selv om hun giver udtryk for at hun ikke er enig i deres metoder. Dette burde i sig selv, betyde at Connie Hedegaard blev ekskluderet fra det Konservative Folkeparti. For dette parti burde jo forsvare frie menneskers ret til for egne midler at erhverve sig et komfortabelt køretøj. Men politikken fra navnlig Connie Hedegaards side er ikke desto mindre den modsatte. For som det også fremgår af pressemeddelelsen, er man åbenlyst stolt over, at man har ændret forbrugsadfærden i retning af mindre og dermed mere ukomfortable transportmidler. (Læs mere her).
Som det er påpeget i mange andre sammenhænge, er og bliver den konservative miljøpolitik, som også er FN’s og EU’s, grundlæggende skadelig for udviklingen af industrisamfundet: Skridt for skridt vil politikken med højere energiafgifter og kvoteordninger for energiforbruget føre til - først en reduceret velstandsskabelse - dernæst stagnation - og endelig forarmelse og fattigdom.
Det skal i samme anledning også bemærkes, at Connie Hedegaard ved en anden lejlighed har sammenlignet mennesker i industrisamfundet, det vil sige det frie og rige samfund, som vi lever i også i Danmark, - med græshopper, hvilket netop også er i overensstemmelse med de værste former for økologisk retorik. - Citat af Connie Hedegaard: Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten [fra FN] fortæller os, at det skal være nu. Læs mere her.
I medierne har man desværre endnu ikke forholdt sig til denne afskyelige sammenligning fra februar 2007. Men at man har en dansk minister, der benytter sig af en sådan analogi mellem det frie, oplyste og produktive samfund - og så en sværm af græshopper, er imidlertid så frastødende, at citatet må fremhæves indtil medlemmer af pressen får øjnene op. Og at det Konservative Folkeparti har en kandidat, der benytter sig af sådanne sammenligninger bør naturligvis også have konsekvenser for partiet på valgdagen den 13. november.
16. oktober 2007
CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften
Fremkomsten af maskiner, og dermed af det, vi kalder industrisamfundet har betydet, at efterspørgslen på arbejdskraft er vokset i forhold til tiden, der gik forud. I lang tid troede mange, at det forholdt sig omvendt og at maskinerne ville skabe arbejdsløshed. Dette viste sig ikke, at holde stik. Maskinerne betyder tværtimod, at værdien af det, man foretager sig i en arbejdsmæssig henseende vokser i kraft af den værdi, maskinerne tilfører produktet.
Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.
Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.
Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.
Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd
Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.
Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.
Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.
En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.
Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.
Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.
Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?
I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.
Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.
Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.
Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.
Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.
Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.
Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.
Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.
Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.
Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.
I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.
Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.
Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.
De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.
CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.
Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).
Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.
Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.
Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.
Opsummering
Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.
Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.
Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.
Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.
Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.
Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd
Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.
Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.
Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.
En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.
Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.
Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.
Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?
I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.
Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.
Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.
Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.
Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.
Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.
Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.
Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.
Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.
Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.
I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.
Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.
Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.
De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.
CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.
Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).
Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.
Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.
Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.
Opsummering
Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.
Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.
6. september 2007
Maskinstorm A/S
Et nyt dansk firma vil til efteråret begynde at sælge C02-kvoter direkte til danskerne. Investeringen er ikke bare god for miljøet – den kan også give et pænt afkast, skriver Penge & Privatøkonomi. Mens bilerne, fabrikkerne og kraftværkerne fortsat prutter drivhusgassen C02 lystigt ud i atmosfæren, er der nu godt nyt til de danskere, der gerne vil have en lidt grønnere samvittighed – og samtidig tjene lidt penge. - Det skriver gratisavisen Urban [se artikel nederst]. På forsiden af Urban havde man dog passende kaldt dette "at tjene penge på varm luft".
Man kan mildt sagt også kalde det "interessant", at man kan tjene penge på ikke at producere noget, og på at spekulere i, at politikere vil reducere den økonomiske handlefrihed stadigt mere (sådan at prisen på disse kvoter presses yderligere op). Men det kan man. Og det skyldes lovgivningsmagten, som nogle nu har benyttet, til at skabe en situation, hvor man kan sælge økonomisk frihed i kvoteform. Dire Straits sang om money for nothing; her er udtrykket mere passende, end det var tilfældet i selve sangen.
For de første individer, der får sådanne kvoter i hænderne - eventuelt gratis - er der naturligvis tale om en yderst indbringende forretning; eftersom der ingenting er produceret, før man sælger sin "vare". Man sælger simpelthen noget, der er skabt ved politisk dekret. Hvad man sælger, og handler med er således at sidestille med arbejdstilladelser udstedt af staten eller EU.
Staten og EU kan altså som udgangspunkt gøre to ting: De kan enten sælge disse kvoter, og produktionstilladelser; eller de kan forære dem væk. Det afgør så, hvem der beriger sig mest. Prisen for sådanne manøvrer væltes ligesom med de "grønne afgifter" over på befolkningen i almindelighed. De som ikke begunstiges, men som altså må købe (d.v.s. de produktive virksomheder), de rammes. Og det som disse ramte så producerer efterfølgende, det koster så mere for forbrugerne i kraft at de kunstigt forhøjede omkostninger, der er en konsekvens af kvotekøbet.
Indkomst i samfundet flyttes altså fra een gruppe i samfundet til anden: Den økonomiske omfordeling går fra lønmodtagere, som må holde for, i det omfang at udgiften til lønninger må reduceres, når der skal købes kvoter. Omfordelingen går samtidig fra een type af virksomhedsejer til en anden (De kvote-begunstigede).
Konsekvensen for muligheden for, at man udvikler mere effektive maskiner og mere optimale energiformer er i øvrigt også den samme, som for "grønne afgifter": De produktive i samfundet straffes på bekostning af dem, der ønsker at forbruge her-og-nu. Dermed fastholder man i praksis også den aktuelle påvirkning af vores omgivelser, - og det var vist ikke meningen. Det er derfor ironisk, at nogle vil kunne øge deres forbrug på bekostning af velstandsskabelse og andres forbrug, og samtidig iklæder sig godhedens og altruismens gevandter, men sådan er det: - For det var markedsøkonomien, der begunstigede de mest produktive og mest effektive producenter på de mindre effektives bekostning.
Det var således i kraft af det fri marked, at der blev skabt en situation, hvor vi bevægede os fra at bruge hvalolie, kul og tørv - og til at benytte os af de renere og mere ydende fossile brændstoffer såsom olie. Den rigelighed som olierevolutionen sikrede førte så senere til muligheden for, at man kunne udvikle atomkraft (men også moderne vindmøller og solenergi).
Den rigelighed, som markedet sikrer, er ikke desto mindre den samme rigelighed, man bekæmper med kvoterne.
- Med denne "kvote-virksomhed" må man derfor tale om Maskinstorm A/S. Man kan da også godt kalde det konservativt, ligesom man fik et "konservativt" indtryk af Sovjetunionen og de ufrie lande i Østeuropa, når man fra den frie vestlige verden besøgte disse lande før murens fald, og kunne se "gammeldags" kraftværker og fabrikker; - for der trivedes kvotementaliteten i allerhøjeste grad. Man havde derfor ikke overskud til at producere noget, der var bedre.
Er man et arbejdende menneske, der værdsætter andres produktivitet, er det måske derfor interessant at vide, at der med disse kvoter er tale om "profitskabelse ud i den blå luft". Der er som det allerede nævnt tale om profit, der er skabt takket være et statsindgreb, og som dermed er profit, som er sikret en "profitmager" uden at der er leveret nogen som helst form for produktiv indsats fra den virksomhedsejer, der som den første får sådan en kvote tildelt af staten.
Får man sin kvote foræret er det dermed "gratis penge"; og disse "gratis penge" bruger den kvotebegunstigede så alt andet lige mere på forbrug, end på geninvestering i kapitalapparatet samt til lønninger. Eventuelt vil den kvotebegunstigede bruge en del tid på at sikre, at kvotenettet strammes yderligere, og man tilsvarende begunstiges; for det vil jo være en "god" forretning for de begunstigede, at drive sådanne former for lobbyisme.
Med kvoteordningerne har vi dermed også et fænomen, som ligner det man har i kraft af den statslige begunstning af offentligt ansatte, der kan pege på sociale problemer, der angiveligt så kræver flere skatter og nye offentlige projekter for at kunne blive løst: Nu har man skabt et incitament i erhvervslivet til at kræve øget regulering fra en gruppe spekulanter; og hvor denne gruppe så vil vokse endnu mere i kraft af deres succes (altimens de reelt produktives skare omvendt vil reduceres i samme omfang).
Ovenstående konsekvenser for ændret økonomisk adfærd gælder i øvrigt, uanset om kvoteejeren selv er producent og udleder CO2 - eller ikke. For jo større en kvote, der kan sælges - desto mere kommer indtægten nu fra dette salg, og ikke fra, hvad virksomheden ellers foretager sig. Der er med andre ord bragt noget ind i verden, som er blevet gjort profitabelt, der bare ikke har en fysisk værdi. Det der har en fysisk værdi, og som er noget reelt værdifuldt får dermed også en relativt mindre værdi i forbindelse med salg, eftersom der er større omkostninger forbundet med at producere det; i modsætning til salget af sådanne tilladelser, der ikke koster mere end det papir, som tilladelsen er nedfældet på.
Det politiske indgreb fører derfor til mere forbrug hos disse kvoteejere, på bekostning af de produktive i markedsøkonomien - herunder lønmodtagere. Der er derfor også tale om en økonomisk omfordeling fra de der skaber og producerer noget, og så over til nogle, der også kan kaldes "netto-forbrugere": Det er altså mennesker, der kan leve af at sælge en tilladelse, som andre skal bruge for at klare sig; det vil sige en politisk tilladelse til produktivitet begunstiget af de uproduktive!
Alle der efterspørger billig energi, og som ikke får kvoter foræret, der kan dække deres eget forbrug, og hvor de derfor ikke kan sælge det tiloverblevne af sådanne kvoter på CO2-børsen, bliver derfor tabere i dette kvotespil. Den virksomhed, der bruger meget energi, men ikke får en kvote bliver derfor taber i spillet. Og den almindelige lønmodtager, der oplever at energipriserne stiger, rammes igen af skadelig energipolitik.
Man bør derfor også holde et godt øje med, hvad der kan findes af politiske forbindelser og kvotetildelinger. For hver eneste kvotebegunstigelse vil have en historie tilknyttet vedrørende "gode relationer" og politisk sympati-dannelse, også kaldet lobbyisme.
Med CO2-kvoter har Karl Marx på ironisk vis derfor også fået en smule relevans: - Kvoteejerne sælger noget værdiløst, men noget man som produktiv virksomhed kan blive nødt til at købe. De virksomheder, der er nødt til dette, kan nu i mindre grad bruge midlerne på, at investere i kapital og arbejdskraft. I praksis er der således tale om økonomisk omfordeling fra ydere til nydere, sådan som Marx malende beskrev det i en anden sammenhæng.
Over tid bortfalder så incitamenterne, der sikrer, at industrisamfundet vedligeholdes og udbygges . CO2-kvoter fører derfor ikke til "miljøforbedringer", men til forbrug her-og-nu og økonomisk stagnation.
I modsætning til hvad Karl Marx mente, er det således bare ikke markedsøkonomien, men de politiske beslutningstagere - herunder "folkets mand" (i Havana) Svend Auken og Connie Hedegaard, der må tage "æren" for den faldende velstand.
Læs mere på COIN-bloggen.
Urban: Spekuler i global opvarmning
Læs også George Reisman: How Environmentalism Raises Profits at the Expense of Wages .
Man kan mildt sagt også kalde det "interessant", at man kan tjene penge på ikke at producere noget, og på at spekulere i, at politikere vil reducere den økonomiske handlefrihed stadigt mere (sådan at prisen på disse kvoter presses yderligere op). Men det kan man. Og det skyldes lovgivningsmagten, som nogle nu har benyttet, til at skabe en situation, hvor man kan sælge økonomisk frihed i kvoteform. Dire Straits sang om money for nothing; her er udtrykket mere passende, end det var tilfældet i selve sangen.
For de første individer, der får sådanne kvoter i hænderne - eventuelt gratis - er der naturligvis tale om en yderst indbringende forretning; eftersom der ingenting er produceret, før man sælger sin "vare". Man sælger simpelthen noget, der er skabt ved politisk dekret. Hvad man sælger, og handler med er således at sidestille med arbejdstilladelser udstedt af staten eller EU.
Staten og EU kan altså som udgangspunkt gøre to ting: De kan enten sælge disse kvoter, og produktionstilladelser; eller de kan forære dem væk. Det afgør så, hvem der beriger sig mest. Prisen for sådanne manøvrer væltes ligesom med de "grønne afgifter" over på befolkningen i almindelighed. De som ikke begunstiges, men som altså må købe (d.v.s. de produktive virksomheder), de rammes. Og det som disse ramte så producerer efterfølgende, det koster så mere for forbrugerne i kraft at de kunstigt forhøjede omkostninger, der er en konsekvens af kvotekøbet.
Indkomst i samfundet flyttes altså fra een gruppe i samfundet til anden: Den økonomiske omfordeling går fra lønmodtagere, som må holde for, i det omfang at udgiften til lønninger må reduceres, når der skal købes kvoter. Omfordelingen går samtidig fra een type af virksomhedsejer til en anden (De kvote-begunstigede).
Konsekvensen for muligheden for, at man udvikler mere effektive maskiner og mere optimale energiformer er i øvrigt også den samme, som for "grønne afgifter": De produktive i samfundet straffes på bekostning af dem, der ønsker at forbruge her-og-nu. Dermed fastholder man i praksis også den aktuelle påvirkning af vores omgivelser, - og det var vist ikke meningen. Det er derfor ironisk, at nogle vil kunne øge deres forbrug på bekostning af velstandsskabelse og andres forbrug, og samtidig iklæder sig godhedens og altruismens gevandter, men sådan er det: - For det var markedsøkonomien, der begunstigede de mest produktive og mest effektive producenter på de mindre effektives bekostning.
Det var således i kraft af det fri marked, at der blev skabt en situation, hvor vi bevægede os fra at bruge hvalolie, kul og tørv - og til at benytte os af de renere og mere ydende fossile brændstoffer såsom olie. Den rigelighed som olierevolutionen sikrede førte så senere til muligheden for, at man kunne udvikle atomkraft (men også moderne vindmøller og solenergi).
Den rigelighed, som markedet sikrer, er ikke desto mindre den samme rigelighed, man bekæmper med kvoterne.
- Med denne "kvote-virksomhed" må man derfor tale om Maskinstorm A/S. Man kan da også godt kalde det konservativt, ligesom man fik et "konservativt" indtryk af Sovjetunionen og de ufrie lande i Østeuropa, når man fra den frie vestlige verden besøgte disse lande før murens fald, og kunne se "gammeldags" kraftværker og fabrikker; - for der trivedes kvotementaliteten i allerhøjeste grad. Man havde derfor ikke overskud til at producere noget, der var bedre.
Er man et arbejdende menneske, der værdsætter andres produktivitet, er det måske derfor interessant at vide, at der med disse kvoter er tale om "profitskabelse ud i den blå luft". Der er som det allerede nævnt tale om profit, der er skabt takket være et statsindgreb, og som dermed er profit, som er sikret en "profitmager" uden at der er leveret nogen som helst form for produktiv indsats fra den virksomhedsejer, der som den første får sådan en kvote tildelt af staten.
Får man sin kvote foræret er det dermed "gratis penge"; og disse "gratis penge" bruger den kvotebegunstigede så alt andet lige mere på forbrug, end på geninvestering i kapitalapparatet samt til lønninger. Eventuelt vil den kvotebegunstigede bruge en del tid på at sikre, at kvotenettet strammes yderligere, og man tilsvarende begunstiges; for det vil jo være en "god" forretning for de begunstigede, at drive sådanne former for lobbyisme.
Med kvoteordningerne har vi dermed også et fænomen, som ligner det man har i kraft af den statslige begunstning af offentligt ansatte, der kan pege på sociale problemer, der angiveligt så kræver flere skatter og nye offentlige projekter for at kunne blive løst: Nu har man skabt et incitament i erhvervslivet til at kræve øget regulering fra en gruppe spekulanter; og hvor denne gruppe så vil vokse endnu mere i kraft af deres succes (altimens de reelt produktives skare omvendt vil reduceres i samme omfang).
Ovenstående konsekvenser for ændret økonomisk adfærd gælder i øvrigt, uanset om kvoteejeren selv er producent og udleder CO2 - eller ikke. For jo større en kvote, der kan sælges - desto mere kommer indtægten nu fra dette salg, og ikke fra, hvad virksomheden ellers foretager sig. Der er med andre ord bragt noget ind i verden, som er blevet gjort profitabelt, der bare ikke har en fysisk værdi. Det der har en fysisk værdi, og som er noget reelt værdifuldt får dermed også en relativt mindre værdi i forbindelse med salg, eftersom der er større omkostninger forbundet med at producere det; i modsætning til salget af sådanne tilladelser, der ikke koster mere end det papir, som tilladelsen er nedfældet på.
Det politiske indgreb fører derfor til mere forbrug hos disse kvoteejere, på bekostning af de produktive i markedsøkonomien - herunder lønmodtagere. Der er derfor også tale om en økonomisk omfordeling fra de der skaber og producerer noget, og så over til nogle, der også kan kaldes "netto-forbrugere": Det er altså mennesker, der kan leve af at sælge en tilladelse, som andre skal bruge for at klare sig; det vil sige en politisk tilladelse til produktivitet begunstiget af de uproduktive!
Alle der efterspørger billig energi, og som ikke får kvoter foræret, der kan dække deres eget forbrug, og hvor de derfor ikke kan sælge det tiloverblevne af sådanne kvoter på CO2-børsen, bliver derfor tabere i dette kvotespil. Den virksomhed, der bruger meget energi, men ikke får en kvote bliver derfor taber i spillet. Og den almindelige lønmodtager, der oplever at energipriserne stiger, rammes igen af skadelig energipolitik.
Man bør derfor også holde et godt øje med, hvad der kan findes af politiske forbindelser og kvotetildelinger. For hver eneste kvotebegunstigelse vil have en historie tilknyttet vedrørende "gode relationer" og politisk sympati-dannelse, også kaldet lobbyisme.
Med CO2-kvoter har Karl Marx på ironisk vis derfor også fået en smule relevans: - Kvoteejerne sælger noget værdiløst, men noget man som produktiv virksomhed kan blive nødt til at købe. De virksomheder, der er nødt til dette, kan nu i mindre grad bruge midlerne på, at investere i kapital og arbejdskraft. I praksis er der således tale om økonomisk omfordeling fra ydere til nydere, sådan som Marx malende beskrev det i en anden sammenhæng.
Over tid bortfalder så incitamenterne, der sikrer, at industrisamfundet vedligeholdes og udbygges . CO2-kvoter fører derfor ikke til "miljøforbedringer", men til forbrug her-og-nu og økonomisk stagnation.
I modsætning til hvad Karl Marx mente, er det således bare ikke markedsøkonomien, men de politiske beslutningstagere - herunder "folkets mand" (i Havana) Svend Auken og Connie Hedegaard, der må tage "æren" for den faldende velstand.
Læs mere på COIN-bloggen.
Urban: Spekuler i global opvarmning
Læs også George Reisman: How Environmentalism Raises Profits at the Expense of Wages .
14. januar 2007
Det store europæiske energieksperiment
1. MAJ 2005 indledte Bolivia en bølge af nationaliseringer startende med energisektorerne. Bolivias præsident Evo Morales satte ved et dekret landets energi-sektor under statslig kontrol. I forbindelse med dekretet gav Morales de udenlandske virksomheder seks måneder til at opfylde de nye krav. - Imidlertid er militæret allerede begyndt at tage kontrol med såvel naturgassen som oliefelter.
Beslutningen rammer i særlig grad Brasilien eftersom Brasiliens behov for naturgas for 60 procents vedkommende dækkes af gas fra Bolivia. (En kilde hævder i øvrigt, at statslige energimyndigheder fra Venezuela var involveret i den planlægning, der førte frem til nationaliseringen i nabolandet ).
Hvis man hører statsradio i Danmark (og sikkert også i Bolivia) får man ikke desto mindre indtrykket af, at ressourcerne nu overgår til folket, og bliver til gavn for almenvældet.
Hvis man tror dette, kender man ikke sin historie. Det er måske ikke specielt overraskende, at mange statsansatte venstreorienterede journalister ikke bare er historieløse, og samtidig ikke ved hvilke forudsætninger, der skal være gældende før olie - eller frugtbar jord – kan bruges til gavn for folket. For ethvert nyt socialistisk eksperiment med sagesløse menneskeskæbner får fra den side som oftest pæne ord med på vejen. Selv med de allerseneste socialistiske projekter (herunder det i Nicaragua) har Europas socialister håbet på, at eksperimentet ville gå godt. Man har håbet, at det blot denne gang ville blive en succes, når den aktuelle frelseragtige nationalpopulist konfiskerede privat ejendom, og forærede værdierne væk til nogle andre - på en eller anden måde.
Det er ikke desto mindre det samme eksperiment, man fortager igen og igen, samt billedlig talt den samme gift, man giver - til den samme forsøgsperson.
For det gør i princippet – og i praksis – ingen større forskel, om der i toppen af diktatureksperimentet sidder en kommissær, en kommission, en Lenin, en Stalin, en Pol Pot, en Kim Il Sung, en superskurk eller en miniskurk: Før eller siden kollapser økonomien, fordi almindelige mennesker mister deres fremtid, deres mulighed for at investere, for at planlægge, for at tilrettelægge - og for at spare op. Når én karismatisk og socialistisk diktator - eller et kollektiv af små anonyme og ukarismatiske diktatorer, centraliserer magten i samfundet, mister de øvrige medlemmer i samfundet, som en konsekvens af netop dette, evnen til at handle rationelt, det vil sige moralsk, bevidst og velovervejet. Resten af befolkningen mister kort sagt evnen til at handle som mennesker, og får nærmere status af at være forsøgsdyr.
Så hør godt efter, næste gang en journalist fra Danmarks Radio roser et nyt socialistisk eksperiment. Hvordan mon den pågældende ville reagere, hvis vi – sådan for eksperimentets skyld – halverede hans indkomst, og gav det konfiskerede til ”folket”? Mon ikke han i stigende grad ville ændre adfærd – og ville leve i mere i nuet? Det vil sige præcis som man gør i de lande, hvor man gang på gang eksperimenterer, alene til glæde for frustrerede socialistiske kommentatorer i fjerne lande.
Eksperimentet i Europa
Heldigvis er vi ikke slet så kollektivistiske og frihedsfjendske i Europa! Eller er vi?
Som afsæt for at vurdere dette skal indledningsvist citeres fra en invitation Copenhagen Institute i maj måned modtog fra Dansk Industri. Her kunne man i selve invitationen - som om det var en selvfølgelighed - læse at: ”Hvis EU’s borgere skal have udsigt til en sikker, miljøvenlig og konkurrencedygtig energiforsyning, er kravet en fælles europæisk energipolitik”.
Ovenstående kan imidlertid ikke betyde andet, end at beslutninger om energiforbrug fra politisk side skal centraliseres endnu mere - samt at denne centralisering skal finde sted i EU-regi.
Afsættet for den konference, Dansk Industri indbød til, var således en grønbog fra marts måned i år, udgivet af EU-kommissionen.
Grønbogen dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at de europæiske beslutningstagere ønsker en politisk centraliseret energipolitik. Begrundelserne for centralisering er Ruslands indflydelse; Kyoto-visionerne; den (politisk påvirkede) ringe økonomiske ydeevne i EU; den (politisk påvirkede) høje arbejdsløshed; de i øvrigt (politisk påvirkede) katastrofale forhold i en række lande i det gamle Europa, der har ført til et krav om ”solidaritet” fra resten af EU - samt endelig: embedsmændenes generelle ønske om at opnå øget kontrol over markedsøkonomien.
Det med småt
I almindelighed er det blevet vanskeligere, såvel at beskrive, karakterisere samt at forudse EU’s politik – og dermed også energipolitikken – ved hjælp af de mange dokumenter, der udgår fra kommissionen. Snart sagt alt er i støbeskeen, og det burde efterhånden være tydeligt for de fleste, at EU arbejder ud fra en broget buket af modstridende principper. - De selvmodsigende aktiviteter vil man imidlertid helst selv karakterisere som ”balancegang”.
Jævnfør det diffuse element i EU’s dokumenter, er den mest redelige måde at introducere læseren for EU’s energipolitik ved at henvise til EU’s egne tre parametre, som embedsmændene simultant forsøger at afbalancere deres forslag i lyset af:
Disse parametre er ”Bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.” I EU mener man jf. påstanden om, at man ønsker at respektere markedsøkonomien, tydeligvis ikke, at aktører på markedet i nær så høj grad som EU, vil kunne sikre den rette balance mellem de - af EU opstillede - parametre. Embedsmændene mener tydeligvis også, at der er et indbyrdes modsætningsforhold mellem disse.
Som en konsekvens af ovenstående, vil man en række steder i EU-kommissionens grønbog kunne fremdrage eksempler på, at EU-kommissionen finder det relevant at markedsøkonomien, det vil sige forretningsfolks orientering efter profit, vitterlig bliver respekteret; vel at mærke samtidig med at EU-projekter enten søsættes eller planlægges, der vidner mere om et ønske om ikke at respektere den drivkraft som profitincitamentet er.
Kyoto-protokollen er således sådan et eksempel på en politisk skabt realitet, der ganske betydeligt vil lægge en dæmper på profitincitamentet og interessen for at producere CO2-udledende energi – i det mindste i de lande, der har tilsluttet sig aftalen.
Kyoto-protokollen er dog på visse måder en gammel nyhed:
Virksomhederne, spekulanter, investorer med mere er – sandsynligvis og forhåbentlig – de senere år allerede begyndt at tage højde for de fleste af de krav og nye spilleregler, der findes i Kyoto-protokollen. Protokollen er ikke desto mindre en af årsagerne til, at priserne på energi stiger.
Prisstigninger er således markedets måde at reagere fremadrettet på. Kun ved at sikre sig en fortjeneste, der gør dem i stand til at forholde sig til en ændret situation, bliver det muligt for energivirksomheder at reagere på de politiske skabte forandringer. Virksomhederne, sender således de politiske skabte omkostninger ved energiproduktion videre til forbrugerne. Sådan overlever de – trods de politisk omskiftelige vinde. At virksomheder kan gøre dette – og at de er i stand til at øge deres indtjening, er samtidig forbrugernes garanti for at disse virksomheder fortsat vil eksistere, også selv om nye barrierer fra naturens side eller fra politisk hold vil gøre sig gældende i fremtiden.
Imidlertid kunne man i Jyllands-Posten den 6. maj læse, at man fra EU’s side, nu ikke vil lade sig stille tilfreds med Kyoto, og de højere priser som dette vil føre til – og som således trækker i retning væk fra billig og tilgængelig energi (– og dermed svækker det ene parameter: forsyningssikkerheden). – Nu drøftes det samtidig at indføre en ny EU-skat på olieprofitter, det vil sige de profitter, som man i olieindustrien for det første retmæssigt kan gøre krav på at beholde; profitter der for det andet er del af den markedsøkonomi EU-embedsmændene hævdede, de ville respektere - samt for det tredje de profitter, som er nødvendige hvis olieindustrien skal kunne omstille sig; hvis og såfremt vi er på vej mod oliemangel - samt hvis og såfremt politikerne finder på nye krav, industrien skal tilpasse sig. For markedet tager som nævnt ikke bare højde for de omkostninger, der er blevet tilføjet via Kyoto, men også de som de forventer, eller frygter – der yderligere vil blive tilført.
Resultatet af ovenstående er under alle omstændigheder, at man med garanti kan forvente højere priser, jo mere EU og den amerikanske forbundsstat strammer grebet om energiområdet. – For her gør man jo netop det modsatte af det, man gør indenfor landbrugsområdet, hvor man traditionelt har ønsket sig en øget lokal landbrugsproduktion og nationale produkter: Indenfor giver landbruget giver man produktionstilskud. Mange lande har derudover en lav moms på fødevarer (sammenlign venligst med afgifterne på energi!). Staten begunstiger således på en række områder landbrugserhvervet. Indenfor energiområdet, da gør man via kvoter, skatter og afgifter således det stik modsatte. Man straffer… og undrer sig over at priserne stiger…
(Ovenstående sammenligning med landbrugspolitikken er imidlertid ikke et forslag om aktivt at give industrien statsstøtte, men er blot tilføjet for at anskueliggøre, hvorfor man det ene sted oplever prisfald og ”overflod”, mens man det andet sted oplever prisstigninger og - hvad man kan frygte med de kommende kvoteordninger – sådan som de i øvrigt blev indført i USA i 1970’erne – eksempler på decideret knaphed og mangeltilstande ).
Således deler EU tilsyneladende den almindelige befolknings forundring – og for nogles vedkommende forargelse - over, at priserne på energi stiger!
Forbrugerne vs. eurokraternes præferencer
EU’s energipolitik - inklusive de tre parametre om bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed, er således aktiviteter, der finder sted sideløbende med de aktiviteter, der er rent markedsbestemte; og som i høj grad - men dog ikke i afgørende grad - præger markedets adfærd.
Fra politisk side har man således påvirket overgangen fra kul til olie. Man har speedet tempoet for overgange op. Det gør man sandsynligvis stadigvæk.
Jf. de tre parametre svækker dette fra-kul-til-olie-påvirkningsarbejde imidlertid forsyningssikkerheden (eftersom det øger afhængigheden af olie fra Mellemøsten). Politikken gavner angiveligt miljøet (eftersom kul angiveligt er værre end olie). Det svækker imidlertid samtidig konkurrenceevnen – eftersom øget politisk indblanding reducerer den samlede interesse for at blive en aktør indenfor energiområdet (og fordi konkurrencen fra kulindustrien svækkes).
Hvad angår Kyoto-protollen, der skal præge overgangen væk fra brugen af kul samt olie, hævdes dette at skulle gavne miljøet. Det er tvivlsomt. Protokol-politikken vil imidlertid med stor sikkerhed svække forsyningssikkerheden samt tilsvarende begrænse konkurrenceevnen eftersom kul- og olieindustrien svækkes: Andre virksomheder vil som følge af Kyoto stå stærkere (i en relativ forstand), men vel at mærke ikke som følge af egne forbedringer, men blot som følge af politisk svækkede konkurrenter. De grønne afgifter på olie har ligeledes svækket konkurrenceevnen - og dermed også forsyningssikkerheden.
For at opsummere, mener man i EU således ikke, at markedet kan overlades til at opfylde de tre (af EU opstillede) parametre. Samtidig bidrager politikken imidlertid på en række områder til at markedet ikke bliver i stand til at opfylde disse.
Summen af EU’s aktiviteter er – som det vil være danske forbrugere – bekendt, at vi betaler mere for vores energi trods det forhold, at der produceres ganske meget af den. Energipolitikken giver os med andre ord dyr energi. Politikerne svarer tilbage, at energien er ”bedre”. ( Og EU’s parametre indeholder ganske belejligt ikke en målsætning om, at energien skal være billig…).
Der kan blive endnu værre
Før blikket rettes mod det, som EU burde fokusere på, skal for at fuldende det dystre billede yderligere nævnes to negative former for EU-energipolitik.
For det første er der EU’s støtte til investering i alternative energikilder.
Jf. ovenstående debat om den økonomiske svækkelse af energiselskaber kunne man mene, at det som følge af den svækkelse af energibranchen følger af Kyoto-protokollen, burde følge, at EU nu i stigende grad overtog det område, der hedder forskning og udvikling - altså i takt med at man reducerer mulighederne for at dette kan ske i privat regi – jf. også kampen mod profitterne. Tendensen er jo åbenbart, at politikere ønsker at overtage ansvaret for energimæssige forandringer…
Imidlertid mangler EU-myndighederne og offentligt ansatte forskere det tidligere omtalte profitincitament. Dette problem skal omtales senere. Det skal dog her overordnet bemærkes, at tendensen til at staten eller EU skridt for skridt svækker den private energisektor, og tilsvarende forsøger at overtage markedets opgaver, jf. parameteret ”konkurrenceevne” der nøje er forbundet med forsyningssikkerhed, det ikke er specielt ”hensigtsmæssigt” – for nu at formulere det mildt.
Dette er ironisk nok samtidig i strid med det ønske, der fra EU’s egen side er, om at bryde med de nationale statsmonopoler indenfor energiområdet! - Man er jo erklæret modstander af favoritisme og protektionisme. Så hvordan har man fra EU’s side tænkt sig at satse og begunstige bestemte virksomheder og energiformer – uden på samme tid at diskriminere, og uden at svække konkurrencen?
At tage opgøret med de nationalt udpegede ”favoritter”, der nyder beskyttelse mod andre nationale og udenlandske konkurrenter, er ikke desto mindre den vigtige og positive rolle som EU-embedsmændene kunne påtage sig, men som man blandt andet - jf. grønbogen - så at sige drukner i de mange andre projekter, der enten er søsat eller under opbygning – og som nævnt her såvel som tidligere, trækker i den stik modsatte retning.
Med andre ord: Hvorfor i alverden bryde de nationale statsmonopoler, for blot at skabe regional monopolisering; det vil sige blot for at indføre en EU-energipolitik, EU-planlægning, en centraliseret EU-regulering (ikke afregulering), EU-forskning, (hvem ved måske med tiden et EU-energiselskab?), der tydeligvis vil svække konkurrenceevnen langt mere, end det er tilfældet i dag?
- Det er således tydeligt, at EU-kommissionen har et ønske (blandt mange andre konfliktende ønsker), om at bidrage til reelle alternativer til brugen af olie i Europa. Pointen her er således, at hvis man vil opnå noget, skal man ikke gennemføre politiker, der trækker i den stik modsatte regning (og så efterfølgende undskylde sig med ”balancegang”).
Hvis målet er at opfylde samtlige tre parametre – og dermed ikke afbalancere dem i mod hinanden - bør man (stik i mod den måde EU udvikler sig på i dag) tage ved lære af udviklingen indenfor mindre regulerede og mere levende områder, og hvor man netop ser, at udviklingen af alternativer trives netop på grund af den økonomiske frihed – og således fordi alternativer er noget der opstår som en positiv følge af økonomisk frihed og økonomisk vækst:
Områder med høj økonomisk frihed – såsom USA eller Hong Kong set under ét, er netop områder hvor udviklingen af alternative livsformer, transportformer, IT-styresystemer, computerspil, kulturelle manifestationer etc. trives i bedste velgående. I EU er vi ikke håbløse, når det gælder spørgsmålet om fri konkurrence. Vi er bare (mildt sagt) ikke i front.
Omvendt er lande med en lav grad af økonomisk ufrihed, lande hvor monopolismen trives, hvor forsyningssikkerhed er et reelt problem, fordi der ingen konkurrence tillades, og hvor – i øvrigt – bæredygtigheden har det ”rigtig skidt” (begrebet bæredygtighed defineres nedenunder).
Den sidstnævnte tilstand kendetegnede for nogle år siden Rusland og Østeuropa. Det er tilfældet i dagens Nordkorea. Og det er stadigvæk tilfældet i Kina, der netop indenfor energiområdet endnu plages af en høj grad af statslig monopolisering, der betyder at de ineffektive kraftværker har fået lov til at eksistere i alt for mange årtier som følge af kommunistpartiets beskyttelse af disse mod konkurrence fra private nationale aktører – samt beskyttelse mod konkurrence udefra. Men hvor ofte hører man Ole Sohn eller Svend Auken tale for, at Kina sætter turbo på privatiseringen af sin energisektor, og giver amerikanske og europæiske selskaber mulighed for at kæmpe om markedsandele, og dermed overtage ringe fungerende virksomheder???
I mindre målestok gør EU, i Europa, hvor usandsynligt det end kan lyde, på visse områder tværtimod det samme som man gør i Bolivia: Man har indført og vil indføre en række regler, der svækker konkurrencen indenfor energiområdet. Man gør dermed på samme måde. men dog i mindre grad, energi-industrien mindre økonomisk tiltrækkende end det er tilfældet i dag.
Og som det forholder sig med Bolivia fører det første reguleringsskridt, til at man føler sig tvunget til at tage det næste skridt og så det næste igen – for at reparere på de skadelige konsekvenser af de(t) første skridt. En - samlet set - svækket energisektor vil derfor, ligesom det var tilfældet i Sovjetunionen, i stigende grad ikke kunne omstille sig, men vil som det er tilfældet i Kina blot levere varen, lige indtil fabrikken løber tør for kul, minen bryder sammen – eller som det skete i Rusland til kernekraftværket nedsmelter. For hvilke incitamenter har den administrerende direktør i et statsejet selskab - og/eller en virksomhed, der ikke må tjene penge, som drives ved meget ensartede lønninger, anciennitet – og fra officiel side via erklæret altruisme, i grunden i at investere i fremtiden? I sådanne samfund belønnes dygtighed med mere arbejde, og ikke med højere indtjening.
Diskussionen af Ruslands kollektivistiske arv fører frem til det sidste aktuelle farescenarium forbundet med EU’s energipolitik; det vil sige, det europæiske fokus på Rusland og gassen herfra, som afsæt for en europæisk og energipolitisk ”sikkerhedspolitik”.
For i Europa bryder vi naturligvis ikke om at en stærk mand fra Rusland kan afpresse os. Vi (i det mindste mange af os) bryder os tilsvarende ikke om at en revolutionær fantast kan nationalisere energisektoren i Boliva.
Men ligesom svaret på den bolivianske udfordring Brasiliens side ikke er at gøre det samme mod Petrobras, som virksomheden er blevet udsat for i Bolivia; ja så bør svaret fra EU’s side ikke være at svække interessen for at gøre forretninger indenfor energiområdet i EU, blot fordi det er hvad Putin gør i Rusland, men derimod at øge interessen for at investere i dette område!
En styrkelse af samtlige parametre
Det gode som EU kunne gøre, var således at skære fedtet fra EU's grønbog, og i stedet fokusere på den udfordring, der handler om for alvor at tage opgøret med de statslige nationale monopoler, og som EU allerede i dag har et reelt mandat til at tage et opgør med.
Dette vil dermed sige at ignorere – og ikke efterligne - Rusland og i stedet tage kampen op med eksempelvis de franske protektionister, men også de mange andre lande (herunder i et vist omfang DK), der favoriserer bestemte virksomheder, hvilket man gør til skade for andre - og til skade for forbrugerne.
En politik, der mere målrettet handler om at liberalisere energimarkedet, og som dermed øger interessen for at investere i dette område ved mere konsistent respektere den private ejendomsret – herunder profitincitamentet – vil ikke blot selvklart vil styrke det område, der hedder konkurrenceevnen. En sådan politik vil styrke samtlige tre parametre som EU-kommissionen har opstillet. Det vil sige: Bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.
”Bæredygtighed” skal her defineres som en forbedring af miljøet, forstået som en forbedring af menneskets omgivelser.
For eksemplerne på markedsmæssige præcedens for introduktionen af nye og mere effektive energikilder er utallige.
Der findes samtidig ingen virkelige eksempler på en reelt statslig introduktion af - og for forbrugerne nye og bedre alternativer; men kun, som i tilfældet med kul, at staten lader forbrugerne betale ekstra, ved at speede en given og eksisterende proces op (og derefter kalder deres kunstige omkostninger for ”grøn” politik).
De mest energieffektive former for energiudvikling, der samtidig når frem til forbrugerne – og dermed erstatter gamle energiformer – uden at påføre forbrugerne et økonomisk tab, men derimod giver dem en økonomisk besparelse – kan i sagens natur kun finde sted i samfund, der har en høj grad af økonomisk frihed. Og det er truslen mod denne frihed, og ikke truslen fra Putin, der er den største.
Forudsætningen for at nye, bedre og billigere energiformer introduceres er dermed også en fri og levende energisektor, der vel at mærke har retten til at tjene penge, og dermed har evnerne til at satse på introduktionen af nye energiformer – vel at mærke med hensigten om at tjene endnu flere penge!
At vi i Europa i højere grad accepterer dette ganske centrale element i markedsøkonomien er derfor en påtrængende og altafgørende betingelse, hvis vi ønsker det fremtidssamfund, hvor vi reelt vil kunne se frem til at komme hurtigere fra punkt A til punkt B vel at mærke med en større komfort og sikkerhed end det er tilfældet i dag.
Det er således helt centralt, at EU-kommissærerne såvel indenfor dette områder, som så mange andre, lader sig belære af den produktudvikling, den innovation samt vel at mærke de kampe om at opnå markedsandele, der drives af ønsket om øget indtjening, der finder sted indenfor – eksempelvis – bilindustrien, IT-industrien , fødevareområdet, i modebranchen eller de mange andre steder, hvor man må som bekendt må tjene alle de penge man vil uden at regulatorer mener, at man tjener ”for meget”!
Embedsmændene bør tage ved lære at de mange andre områder, der er mindre regulerede og udsat for færre restriktioner end det er tilfældet med energiområdet, der således stadigvæk trods den megen fokus på området er et af de områder, der præges af statsmonopolisme, samt af et kritisk syn på indtjeningen for private selskaber (- men altså sjovt nok ikke i nær så høj grad af de statsejede).
EU’s kilde til inspiration
Trods ovenstående bør ønsket om en mere politisk centraliseret energipolitik desværre ikke komme som en overraskelse, når man kan se, at det samme ønske gør sig gældende selv i det mere økonomisk friere USA. For en af forhindringerne for en amerikansk deltagelse i Kyoto er således også, at de amerikanske politikere aktuelt selv ønsker at centralisere den energipolitiske magt, og at modstanden altså ikke udelukkende er bestemt af en ambition om at bevare et frit og levende amerikansk energimarked. Den ambition er derimod lunken.
At man i en dansk brancheforening – jf. den omtalte invitation fra Dansk Industri - skulle drømme om øget centralisering, burde måske ikke bekymre så forfærdelig meget, hvis ikke lige det var fordi, der er så mange rundt om i Europa, i USA og således ikke bare på venstrefløjen, der drømmer den samme drøm om fællesskab, statslig koordinering, styring samt planlægning fra højeste sted. Hvad centraliseringen efterfølgende skal bruges til, er der som bekendt ikke megen konsensus om.
Men med Putins forsøg på at afpresse dele af Europa har EU’s regulatorer ikke desto mindre, fået en kærkommen anledning til at speede den overordnede politiske centraliseringsproces op. - Eurokraternes rationale er dermed – jf. ovenstående - noget i retning af, at hvis Rusland har en energi-tsar i form af Putin, ja så må svaret på denne trussel være en magtfuld energikommissær i EU. Med blandt andet dette betænkelige afsæt har man besluttet sig for, at energi-tøjlen ikke først skal strammes i 2008, men derimod så hurtigt som overhovedet muligt.
Opbakning til centralisering og kollektivisering af energisektoren i EU fra dele af erhvervslivet (navnlig de energiproducerende virksomheder, der ønsker at få deres bedre konkurrenter svækket af politisk vej) vil politikerne i Europa naturligvis modtage som en anerkendelse af de bestræbelser, man allerede har gjort sig i form af ratificeringen af Kyoto-protokollen. Her er således en del af Europa, der langt om længe – men på tragisk vis med de helt forkerte motiver - bakker op om det ”europæiske” projekt…
Mediernes begejstring for det ”alternative”
En politisk fordyret energi fører som bekendt til ”alternativ” indtjening. Det vil sige den politisk påvirkede adfærd fører til, at de traditionelle og mere markedsorienterede leverandører mister indtjening, men at andre og eller nye udbydere derimod tjener mere som følge af reguleringen:
- Når prisen på CO2-udledende energi stiger som følge af Kyoto-protokollen eller grønne afgifter, så stiger efterspørgslen på alternativer. Ikke desto mindre vil resultatet af de politiske bestræbelser – præcis som det har været tilfældet de sidste mange årtier - være højere energipriser for forbrugerne. Samt – helt i modstrid de politiske løfter - en stadigt mere ustabil energiforsyning. Dette vil ske i takt med, at investeringer, konkurrenceformer og stadigt flere former for energi-allokering kræves blåstemplet fra oven.
Men trods dette slutresultat skal man imidlertid ikke forvente større hjælp fra dagspressen, når det gælder om at beskrive kollektiviseringens skadevirkninger.
I stedet må vi blot forvente flere historier om ”alternativ” energi, der kan forandre dagligdagen. Vi kan også se frem til nye dødssyge interviews med offentligt ansatte forskere, der har opfundet noget, de ikke kan omsætte til profit, fordi de ikke ved hvordan, og ikke rigtigt interesserer sig for det; men hvis adgangsbillet til fem minutters berømmelse, er deres påstand om at have skabt noget ”alternativt”.
Først og fremmest kan vi se frem til et utal af reportager, der blot vil repetere de magtglade embedsmænds budskab om at ”energikrisen” gør det nødvendigt at regulere energisektoren endnu mere, og at de nuværende energiproducenter i øvrigt tjener ”for meget” .
Som variation kan vi forvente at medierne vil gentage miljøbevægelsens budskab om, at lige netop de energiformer, som forbrugerne efterspørger, er dem, der bevirker at jorden går under. Og de samme klimajournalister vil formentlig behændigt undlade, at påpege, at de alternative ”drivhusgasser”, der ville blive udledt, hvis miljøbevægelsen havde haft større indflydelse imidlertid ifølge klimabevægelsen selv, ofte hævdes at være meget ”værre” - end udledningen af CO2.
- Her tænkes blandt andet på den nyere historie om, at is, der som følge af menneskeskabt opvarmning smelter i den sibiriske tundra vil øge frigivelsen af metan , og at mere metan i atmosfæren vil føre til en hastigere og mere ondartet global opvarmning. En bilpark baseret på alternative og angiveligt mere farlige gasser må ud fra retorikken dermed tilsvarende formodes, at være ”slemmere” end vores nuværende ”CO2-baserede” og angiveligt slemme infrastruktur. Som en følge heraf må ønsket fra miljøbevægelsens side om alternativer dog således på samme tid antages mest at være på skrømt. (Det skal blot for yderligere at skærpe interessen for denne diskussion tilføjes, at vanddamp også er en drivhusgas; samt at der er en ganske interessant sammenhæng mellem solens adfærd og forandringer i den i øvrigt svært målbare - globale gennemsnitstemperatur, hvilket blot er to eksempler på, at den særlige fokus på CO2 ikke holder til et nærmere eftersyn).
Kollektivismens løfter
Som økonomen William Anderson påpeger , så handler centralisering af magten over energiproduktion ikke mindst om særinteresser, politisk propaganda, strategiske alliancer og nyttige idioter.
Den politiske historie handler – som den så ofte gør – dermed også om statsstøtte og skatteyderkroner. Det vil ikke mindst sige om politisk magt, der gives til de magtglade, mod at de økonomisk skrupelløse får adgang til vælgernes penge, og dermed slipper for konkurrencen på markedet.
Det politiske spil handler som en følge heraf også om at stikke blår i øjnene på en befolkning i Europa, der tilsyneladende stadig accepterer, at energipriserne fra politisk side får stadigt flere hak opad, mens journalister, miljøbevægelse, politikere, forskere og ”alternative” leverandører, viser os det ene nye fremtids scenarium efter det andet, som de - jf. deres placering i en offentlig jobfunktion uden profitincitament - samtidig ikke har den store interesse i for alvor at realisere.
- Burde alt dette i grunden ikke minde os om de plakater, der blev fabrikeret i ”det nye Rusland” efter revolutionen i 1917? ”Se hvad vi lover jer! Bare I vil ofre jer en lille smule mere her og nu, så vil I – eller jeres efterkommere – en gang i fremtiden kunne nyde efter behov. Giv os blot lidt flere midler, og vi vil levere fissionsenergi, højhastighedstoge, sikkerhed, stabilitet, vækst, tryghed, rigdom, velstand, velfærd. Det eneste, vi forlanger, er, at I opgiver jeres frihed, samt via stemmesedlen naturligvis: naboens frihed. For kun hvis alle giver efter, kan projektet lykkes”.
Forskellen på det bolivianske og det europæiske centraliserings-eksperiment er således, at førstnævnte eksperiment er primitivt og åbenlyst skadeligt, mens det europæiske er – og med stor sikkerhed vil forblive - mere skjult – ikke mindst som følge af, at EU-embedsmændene altid formulerer sig ved hjælp af modsætningsfyldte sætninger og balanceretorik. Der er med den førte, faktiske og konkrete politik ikke desto mindre tale om det samme slags eksperiment.
Kryds fingrene.
Beslutningen rammer i særlig grad Brasilien eftersom Brasiliens behov for naturgas for 60 procents vedkommende dækkes af gas fra Bolivia. (En kilde hævder i øvrigt, at statslige energimyndigheder fra Venezuela var involveret i den planlægning, der førte frem til nationaliseringen i nabolandet ).
Hvis man hører statsradio i Danmark (og sikkert også i Bolivia) får man ikke desto mindre indtrykket af, at ressourcerne nu overgår til folket, og bliver til gavn for almenvældet.
Hvis man tror dette, kender man ikke sin historie. Det er måske ikke specielt overraskende, at mange statsansatte venstreorienterede journalister ikke bare er historieløse, og samtidig ikke ved hvilke forudsætninger, der skal være gældende før olie - eller frugtbar jord – kan bruges til gavn for folket. For ethvert nyt socialistisk eksperiment med sagesløse menneskeskæbner får fra den side som oftest pæne ord med på vejen. Selv med de allerseneste socialistiske projekter (herunder det i Nicaragua) har Europas socialister håbet på, at eksperimentet ville gå godt. Man har håbet, at det blot denne gang ville blive en succes, når den aktuelle frelseragtige nationalpopulist konfiskerede privat ejendom, og forærede værdierne væk til nogle andre - på en eller anden måde.
Det er ikke desto mindre det samme eksperiment, man fortager igen og igen, samt billedlig talt den samme gift, man giver - til den samme forsøgsperson.
For det gør i princippet – og i praksis – ingen større forskel, om der i toppen af diktatureksperimentet sidder en kommissær, en kommission, en Lenin, en Stalin, en Pol Pot, en Kim Il Sung, en superskurk eller en miniskurk: Før eller siden kollapser økonomien, fordi almindelige mennesker mister deres fremtid, deres mulighed for at investere, for at planlægge, for at tilrettelægge - og for at spare op. Når én karismatisk og socialistisk diktator - eller et kollektiv af små anonyme og ukarismatiske diktatorer, centraliserer magten i samfundet, mister de øvrige medlemmer i samfundet, som en konsekvens af netop dette, evnen til at handle rationelt, det vil sige moralsk, bevidst og velovervejet. Resten af befolkningen mister kort sagt evnen til at handle som mennesker, og får nærmere status af at være forsøgsdyr.
Så hør godt efter, næste gang en journalist fra Danmarks Radio roser et nyt socialistisk eksperiment. Hvordan mon den pågældende ville reagere, hvis vi – sådan for eksperimentets skyld – halverede hans indkomst, og gav det konfiskerede til ”folket”? Mon ikke han i stigende grad ville ændre adfærd – og ville leve i mere i nuet? Det vil sige præcis som man gør i de lande, hvor man gang på gang eksperimenterer, alene til glæde for frustrerede socialistiske kommentatorer i fjerne lande.
Eksperimentet i Europa
Heldigvis er vi ikke slet så kollektivistiske og frihedsfjendske i Europa! Eller er vi?
Som afsæt for at vurdere dette skal indledningsvist citeres fra en invitation Copenhagen Institute i maj måned modtog fra Dansk Industri. Her kunne man i selve invitationen - som om det var en selvfølgelighed - læse at: ”Hvis EU’s borgere skal have udsigt til en sikker, miljøvenlig og konkurrencedygtig energiforsyning, er kravet en fælles europæisk energipolitik”.
Ovenstående kan imidlertid ikke betyde andet, end at beslutninger om energiforbrug fra politisk side skal centraliseres endnu mere - samt at denne centralisering skal finde sted i EU-regi.
Afsættet for den konference, Dansk Industri indbød til, var således en grønbog fra marts måned i år, udgivet af EU-kommissionen.
Grønbogen dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at de europæiske beslutningstagere ønsker en politisk centraliseret energipolitik. Begrundelserne for centralisering er Ruslands indflydelse; Kyoto-visionerne; den (politisk påvirkede) ringe økonomiske ydeevne i EU; den (politisk påvirkede) høje arbejdsløshed; de i øvrigt (politisk påvirkede) katastrofale forhold i en række lande i det gamle Europa, der har ført til et krav om ”solidaritet” fra resten af EU - samt endelig: embedsmændenes generelle ønske om at opnå øget kontrol over markedsøkonomien.
Det med småt
I almindelighed er det blevet vanskeligere, såvel at beskrive, karakterisere samt at forudse EU’s politik – og dermed også energipolitikken – ved hjælp af de mange dokumenter, der udgår fra kommissionen. Snart sagt alt er i støbeskeen, og det burde efterhånden være tydeligt for de fleste, at EU arbejder ud fra en broget buket af modstridende principper. - De selvmodsigende aktiviteter vil man imidlertid helst selv karakterisere som ”balancegang”.
Jævnfør det diffuse element i EU’s dokumenter, er den mest redelige måde at introducere læseren for EU’s energipolitik ved at henvise til EU’s egne tre parametre, som embedsmændene simultant forsøger at afbalancere deres forslag i lyset af:
Disse parametre er ”Bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.” I EU mener man jf. påstanden om, at man ønsker at respektere markedsøkonomien, tydeligvis ikke, at aktører på markedet i nær så høj grad som EU, vil kunne sikre den rette balance mellem de - af EU opstillede - parametre. Embedsmændene mener tydeligvis også, at der er et indbyrdes modsætningsforhold mellem disse.
Som en konsekvens af ovenstående, vil man en række steder i EU-kommissionens grønbog kunne fremdrage eksempler på, at EU-kommissionen finder det relevant at markedsøkonomien, det vil sige forretningsfolks orientering efter profit, vitterlig bliver respekteret; vel at mærke samtidig med at EU-projekter enten søsættes eller planlægges, der vidner mere om et ønske om ikke at respektere den drivkraft som profitincitamentet er.
Kyoto-protokollen er således sådan et eksempel på en politisk skabt realitet, der ganske betydeligt vil lægge en dæmper på profitincitamentet og interessen for at producere CO2-udledende energi – i det mindste i de lande, der har tilsluttet sig aftalen.
Kyoto-protokollen er dog på visse måder en gammel nyhed:
Virksomhederne, spekulanter, investorer med mere er – sandsynligvis og forhåbentlig – de senere år allerede begyndt at tage højde for de fleste af de krav og nye spilleregler, der findes i Kyoto-protokollen. Protokollen er ikke desto mindre en af årsagerne til, at priserne på energi stiger.
Prisstigninger er således markedets måde at reagere fremadrettet på. Kun ved at sikre sig en fortjeneste, der gør dem i stand til at forholde sig til en ændret situation, bliver det muligt for energivirksomheder at reagere på de politiske skabte forandringer. Virksomhederne, sender således de politiske skabte omkostninger ved energiproduktion videre til forbrugerne. Sådan overlever de – trods de politisk omskiftelige vinde. At virksomheder kan gøre dette – og at de er i stand til at øge deres indtjening, er samtidig forbrugernes garanti for at disse virksomheder fortsat vil eksistere, også selv om nye barrierer fra naturens side eller fra politisk hold vil gøre sig gældende i fremtiden.
Imidlertid kunne man i Jyllands-Posten den 6. maj læse, at man fra EU’s side, nu ikke vil lade sig stille tilfreds med Kyoto, og de højere priser som dette vil føre til – og som således trækker i retning væk fra billig og tilgængelig energi (– og dermed svækker det ene parameter: forsyningssikkerheden). – Nu drøftes det samtidig at indføre en ny EU-skat på olieprofitter, det vil sige de profitter, som man i olieindustrien for det første retmæssigt kan gøre krav på at beholde; profitter der for det andet er del af den markedsøkonomi EU-embedsmændene hævdede, de ville respektere - samt for det tredje de profitter, som er nødvendige hvis olieindustrien skal kunne omstille sig; hvis og såfremt vi er på vej mod oliemangel - samt hvis og såfremt politikerne finder på nye krav, industrien skal tilpasse sig. For markedet tager som nævnt ikke bare højde for de omkostninger, der er blevet tilføjet via Kyoto, men også de som de forventer, eller frygter – der yderligere vil blive tilført.
Resultatet af ovenstående er under alle omstændigheder, at man med garanti kan forvente højere priser, jo mere EU og den amerikanske forbundsstat strammer grebet om energiområdet. – For her gør man jo netop det modsatte af det, man gør indenfor landbrugsområdet, hvor man traditionelt har ønsket sig en øget lokal landbrugsproduktion og nationale produkter: Indenfor giver landbruget giver man produktionstilskud. Mange lande har derudover en lav moms på fødevarer (sammenlign venligst med afgifterne på energi!). Staten begunstiger således på en række områder landbrugserhvervet. Indenfor energiområdet, da gør man via kvoter, skatter og afgifter således det stik modsatte. Man straffer… og undrer sig over at priserne stiger…
(Ovenstående sammenligning med landbrugspolitikken er imidlertid ikke et forslag om aktivt at give industrien statsstøtte, men er blot tilføjet for at anskueliggøre, hvorfor man det ene sted oplever prisfald og ”overflod”, mens man det andet sted oplever prisstigninger og - hvad man kan frygte med de kommende kvoteordninger – sådan som de i øvrigt blev indført i USA i 1970’erne – eksempler på decideret knaphed og mangeltilstande ).
Således deler EU tilsyneladende den almindelige befolknings forundring – og for nogles vedkommende forargelse - over, at priserne på energi stiger!
Forbrugerne vs. eurokraternes præferencer
EU’s energipolitik - inklusive de tre parametre om bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed, er således aktiviteter, der finder sted sideløbende med de aktiviteter, der er rent markedsbestemte; og som i høj grad - men dog ikke i afgørende grad - præger markedets adfærd.
Fra politisk side har man således påvirket overgangen fra kul til olie. Man har speedet tempoet for overgange op. Det gør man sandsynligvis stadigvæk.
Jf. de tre parametre svækker dette fra-kul-til-olie-påvirkningsarbejde imidlertid forsyningssikkerheden (eftersom det øger afhængigheden af olie fra Mellemøsten). Politikken gavner angiveligt miljøet (eftersom kul angiveligt er værre end olie). Det svækker imidlertid samtidig konkurrenceevnen – eftersom øget politisk indblanding reducerer den samlede interesse for at blive en aktør indenfor energiområdet (og fordi konkurrencen fra kulindustrien svækkes).
Hvad angår Kyoto-protollen, der skal præge overgangen væk fra brugen af kul samt olie, hævdes dette at skulle gavne miljøet. Det er tvivlsomt. Protokol-politikken vil imidlertid med stor sikkerhed svække forsyningssikkerheden samt tilsvarende begrænse konkurrenceevnen eftersom kul- og olieindustrien svækkes: Andre virksomheder vil som følge af Kyoto stå stærkere (i en relativ forstand), men vel at mærke ikke som følge af egne forbedringer, men blot som følge af politisk svækkede konkurrenter. De grønne afgifter på olie har ligeledes svækket konkurrenceevnen - og dermed også forsyningssikkerheden.
For at opsummere, mener man i EU således ikke, at markedet kan overlades til at opfylde de tre (af EU opstillede) parametre. Samtidig bidrager politikken imidlertid på en række områder til at markedet ikke bliver i stand til at opfylde disse.
Summen af EU’s aktiviteter er – som det vil være danske forbrugere – bekendt, at vi betaler mere for vores energi trods det forhold, at der produceres ganske meget af den. Energipolitikken giver os med andre ord dyr energi. Politikerne svarer tilbage, at energien er ”bedre”. ( Og EU’s parametre indeholder ganske belejligt ikke en målsætning om, at energien skal være billig…).
Der kan blive endnu værre
Før blikket rettes mod det, som EU burde fokusere på, skal for at fuldende det dystre billede yderligere nævnes to negative former for EU-energipolitik.
For det første er der EU’s støtte til investering i alternative energikilder.
Jf. ovenstående debat om den økonomiske svækkelse af energiselskaber kunne man mene, at det som følge af den svækkelse af energibranchen følger af Kyoto-protokollen, burde følge, at EU nu i stigende grad overtog det område, der hedder forskning og udvikling - altså i takt med at man reducerer mulighederne for at dette kan ske i privat regi – jf. også kampen mod profitterne. Tendensen er jo åbenbart, at politikere ønsker at overtage ansvaret for energimæssige forandringer…
Imidlertid mangler EU-myndighederne og offentligt ansatte forskere det tidligere omtalte profitincitament. Dette problem skal omtales senere. Det skal dog her overordnet bemærkes, at tendensen til at staten eller EU skridt for skridt svækker den private energisektor, og tilsvarende forsøger at overtage markedets opgaver, jf. parameteret ”konkurrenceevne” der nøje er forbundet med forsyningssikkerhed, det ikke er specielt ”hensigtsmæssigt” – for nu at formulere det mildt.
Dette er ironisk nok samtidig i strid med det ønske, der fra EU’s egen side er, om at bryde med de nationale statsmonopoler indenfor energiområdet! - Man er jo erklæret modstander af favoritisme og protektionisme. Så hvordan har man fra EU’s side tænkt sig at satse og begunstige bestemte virksomheder og energiformer – uden på samme tid at diskriminere, og uden at svække konkurrencen?
At tage opgøret med de nationalt udpegede ”favoritter”, der nyder beskyttelse mod andre nationale og udenlandske konkurrenter, er ikke desto mindre den vigtige og positive rolle som EU-embedsmændene kunne påtage sig, men som man blandt andet - jf. grønbogen - så at sige drukner i de mange andre projekter, der enten er søsat eller under opbygning – og som nævnt her såvel som tidligere, trækker i den stik modsatte retning.
Med andre ord: Hvorfor i alverden bryde de nationale statsmonopoler, for blot at skabe regional monopolisering; det vil sige blot for at indføre en EU-energipolitik, EU-planlægning, en centraliseret EU-regulering (ikke afregulering), EU-forskning, (hvem ved måske med tiden et EU-energiselskab?), der tydeligvis vil svække konkurrenceevnen langt mere, end det er tilfældet i dag?
- Det er således tydeligt, at EU-kommissionen har et ønske (blandt mange andre konfliktende ønsker), om at bidrage til reelle alternativer til brugen af olie i Europa. Pointen her er således, at hvis man vil opnå noget, skal man ikke gennemføre politiker, der trækker i den stik modsatte regning (og så efterfølgende undskylde sig med ”balancegang”).
Hvis målet er at opfylde samtlige tre parametre – og dermed ikke afbalancere dem i mod hinanden - bør man (stik i mod den måde EU udvikler sig på i dag) tage ved lære af udviklingen indenfor mindre regulerede og mere levende områder, og hvor man netop ser, at udviklingen af alternativer trives netop på grund af den økonomiske frihed – og således fordi alternativer er noget der opstår som en positiv følge af økonomisk frihed og økonomisk vækst:
Områder med høj økonomisk frihed – såsom USA eller Hong Kong set under ét, er netop områder hvor udviklingen af alternative livsformer, transportformer, IT-styresystemer, computerspil, kulturelle manifestationer etc. trives i bedste velgående. I EU er vi ikke håbløse, når det gælder spørgsmålet om fri konkurrence. Vi er bare (mildt sagt) ikke i front.
Omvendt er lande med en lav grad af økonomisk ufrihed, lande hvor monopolismen trives, hvor forsyningssikkerhed er et reelt problem, fordi der ingen konkurrence tillades, og hvor – i øvrigt – bæredygtigheden har det ”rigtig skidt” (begrebet bæredygtighed defineres nedenunder).
Den sidstnævnte tilstand kendetegnede for nogle år siden Rusland og Østeuropa. Det er tilfældet i dagens Nordkorea. Og det er stadigvæk tilfældet i Kina, der netop indenfor energiområdet endnu plages af en høj grad af statslig monopolisering, der betyder at de ineffektive kraftværker har fået lov til at eksistere i alt for mange årtier som følge af kommunistpartiets beskyttelse af disse mod konkurrence fra private nationale aktører – samt beskyttelse mod konkurrence udefra. Men hvor ofte hører man Ole Sohn eller Svend Auken tale for, at Kina sætter turbo på privatiseringen af sin energisektor, og giver amerikanske og europæiske selskaber mulighed for at kæmpe om markedsandele, og dermed overtage ringe fungerende virksomheder???
I mindre målestok gør EU, i Europa, hvor usandsynligt det end kan lyde, på visse områder tværtimod det samme som man gør i Bolivia: Man har indført og vil indføre en række regler, der svækker konkurrencen indenfor energiområdet. Man gør dermed på samme måde. men dog i mindre grad, energi-industrien mindre økonomisk tiltrækkende end det er tilfældet i dag.
Og som det forholder sig med Bolivia fører det første reguleringsskridt, til at man føler sig tvunget til at tage det næste skridt og så det næste igen – for at reparere på de skadelige konsekvenser af de(t) første skridt. En - samlet set - svækket energisektor vil derfor, ligesom det var tilfældet i Sovjetunionen, i stigende grad ikke kunne omstille sig, men vil som det er tilfældet i Kina blot levere varen, lige indtil fabrikken løber tør for kul, minen bryder sammen – eller som det skete i Rusland til kernekraftværket nedsmelter. For hvilke incitamenter har den administrerende direktør i et statsejet selskab - og/eller en virksomhed, der ikke må tjene penge, som drives ved meget ensartede lønninger, anciennitet – og fra officiel side via erklæret altruisme, i grunden i at investere i fremtiden? I sådanne samfund belønnes dygtighed med mere arbejde, og ikke med højere indtjening.
Diskussionen af Ruslands kollektivistiske arv fører frem til det sidste aktuelle farescenarium forbundet med EU’s energipolitik; det vil sige, det europæiske fokus på Rusland og gassen herfra, som afsæt for en europæisk og energipolitisk ”sikkerhedspolitik”.
For i Europa bryder vi naturligvis ikke om at en stærk mand fra Rusland kan afpresse os. Vi (i det mindste mange af os) bryder os tilsvarende ikke om at en revolutionær fantast kan nationalisere energisektoren i Boliva.
Men ligesom svaret på den bolivianske udfordring Brasiliens side ikke er at gøre det samme mod Petrobras, som virksomheden er blevet udsat for i Bolivia; ja så bør svaret fra EU’s side ikke være at svække interessen for at gøre forretninger indenfor energiområdet i EU, blot fordi det er hvad Putin gør i Rusland, men derimod at øge interessen for at investere i dette område!
En styrkelse af samtlige parametre
Det gode som EU kunne gøre, var således at skære fedtet fra EU's grønbog, og i stedet fokusere på den udfordring, der handler om for alvor at tage opgøret med de statslige nationale monopoler, og som EU allerede i dag har et reelt mandat til at tage et opgør med.
Dette vil dermed sige at ignorere – og ikke efterligne - Rusland og i stedet tage kampen op med eksempelvis de franske protektionister, men også de mange andre lande (herunder i et vist omfang DK), der favoriserer bestemte virksomheder, hvilket man gør til skade for andre - og til skade for forbrugerne.
En politik, der mere målrettet handler om at liberalisere energimarkedet, og som dermed øger interessen for at investere i dette område ved mere konsistent respektere den private ejendomsret – herunder profitincitamentet – vil ikke blot selvklart vil styrke det område, der hedder konkurrenceevnen. En sådan politik vil styrke samtlige tre parametre som EU-kommissionen har opstillet. Det vil sige: Bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.
”Bæredygtighed” skal her defineres som en forbedring af miljøet, forstået som en forbedring af menneskets omgivelser.
For eksemplerne på markedsmæssige præcedens for introduktionen af nye og mere effektive energikilder er utallige.
Der findes samtidig ingen virkelige eksempler på en reelt statslig introduktion af - og for forbrugerne nye og bedre alternativer; men kun, som i tilfældet med kul, at staten lader forbrugerne betale ekstra, ved at speede en given og eksisterende proces op (og derefter kalder deres kunstige omkostninger for ”grøn” politik).
De mest energieffektive former for energiudvikling, der samtidig når frem til forbrugerne – og dermed erstatter gamle energiformer – uden at påføre forbrugerne et økonomisk tab, men derimod giver dem en økonomisk besparelse – kan i sagens natur kun finde sted i samfund, der har en høj grad af økonomisk frihed. Og det er truslen mod denne frihed, og ikke truslen fra Putin, der er den største.
Forudsætningen for at nye, bedre og billigere energiformer introduceres er dermed også en fri og levende energisektor, der vel at mærke har retten til at tjene penge, og dermed har evnerne til at satse på introduktionen af nye energiformer – vel at mærke med hensigten om at tjene endnu flere penge!
At vi i Europa i højere grad accepterer dette ganske centrale element i markedsøkonomien er derfor en påtrængende og altafgørende betingelse, hvis vi ønsker det fremtidssamfund, hvor vi reelt vil kunne se frem til at komme hurtigere fra punkt A til punkt B vel at mærke med en større komfort og sikkerhed end det er tilfældet i dag.
Det er således helt centralt, at EU-kommissærerne såvel indenfor dette områder, som så mange andre, lader sig belære af den produktudvikling, den innovation samt vel at mærke de kampe om at opnå markedsandele, der drives af ønsket om øget indtjening, der finder sted indenfor – eksempelvis – bilindustrien, IT-industrien , fødevareområdet, i modebranchen eller de mange andre steder, hvor man må som bekendt må tjene alle de penge man vil uden at regulatorer mener, at man tjener ”for meget”!
Embedsmændene bør tage ved lære at de mange andre områder, der er mindre regulerede og udsat for færre restriktioner end det er tilfældet med energiområdet, der således stadigvæk trods den megen fokus på området er et af de områder, der præges af statsmonopolisme, samt af et kritisk syn på indtjeningen for private selskaber (- men altså sjovt nok ikke i nær så høj grad af de statsejede).
EU’s kilde til inspiration
Trods ovenstående bør ønsket om en mere politisk centraliseret energipolitik desværre ikke komme som en overraskelse, når man kan se, at det samme ønske gør sig gældende selv i det mere økonomisk friere USA. For en af forhindringerne for en amerikansk deltagelse i Kyoto er således også, at de amerikanske politikere aktuelt selv ønsker at centralisere den energipolitiske magt, og at modstanden altså ikke udelukkende er bestemt af en ambition om at bevare et frit og levende amerikansk energimarked. Den ambition er derimod lunken.
At man i en dansk brancheforening – jf. den omtalte invitation fra Dansk Industri - skulle drømme om øget centralisering, burde måske ikke bekymre så forfærdelig meget, hvis ikke lige det var fordi, der er så mange rundt om i Europa, i USA og således ikke bare på venstrefløjen, der drømmer den samme drøm om fællesskab, statslig koordinering, styring samt planlægning fra højeste sted. Hvad centraliseringen efterfølgende skal bruges til, er der som bekendt ikke megen konsensus om.
Men med Putins forsøg på at afpresse dele af Europa har EU’s regulatorer ikke desto mindre, fået en kærkommen anledning til at speede den overordnede politiske centraliseringsproces op. - Eurokraternes rationale er dermed – jf. ovenstående - noget i retning af, at hvis Rusland har en energi-tsar i form af Putin, ja så må svaret på denne trussel være en magtfuld energikommissær i EU. Med blandt andet dette betænkelige afsæt har man besluttet sig for, at energi-tøjlen ikke først skal strammes i 2008, men derimod så hurtigt som overhovedet muligt.
Opbakning til centralisering og kollektivisering af energisektoren i EU fra dele af erhvervslivet (navnlig de energiproducerende virksomheder, der ønsker at få deres bedre konkurrenter svækket af politisk vej) vil politikerne i Europa naturligvis modtage som en anerkendelse af de bestræbelser, man allerede har gjort sig i form af ratificeringen af Kyoto-protokollen. Her er således en del af Europa, der langt om længe – men på tragisk vis med de helt forkerte motiver - bakker op om det ”europæiske” projekt…
Mediernes begejstring for det ”alternative”
En politisk fordyret energi fører som bekendt til ”alternativ” indtjening. Det vil sige den politisk påvirkede adfærd fører til, at de traditionelle og mere markedsorienterede leverandører mister indtjening, men at andre og eller nye udbydere derimod tjener mere som følge af reguleringen:
- Når prisen på CO2-udledende energi stiger som følge af Kyoto-protokollen eller grønne afgifter, så stiger efterspørgslen på alternativer. Ikke desto mindre vil resultatet af de politiske bestræbelser – præcis som det har været tilfældet de sidste mange årtier - være højere energipriser for forbrugerne. Samt – helt i modstrid de politiske løfter - en stadigt mere ustabil energiforsyning. Dette vil ske i takt med, at investeringer, konkurrenceformer og stadigt flere former for energi-allokering kræves blåstemplet fra oven.
Men trods dette slutresultat skal man imidlertid ikke forvente større hjælp fra dagspressen, når det gælder om at beskrive kollektiviseringens skadevirkninger.
I stedet må vi blot forvente flere historier om ”alternativ” energi, der kan forandre dagligdagen. Vi kan også se frem til nye dødssyge interviews med offentligt ansatte forskere, der har opfundet noget, de ikke kan omsætte til profit, fordi de ikke ved hvordan, og ikke rigtigt interesserer sig for det; men hvis adgangsbillet til fem minutters berømmelse, er deres påstand om at have skabt noget ”alternativt”.
Først og fremmest kan vi se frem til et utal af reportager, der blot vil repetere de magtglade embedsmænds budskab om at ”energikrisen” gør det nødvendigt at regulere energisektoren endnu mere, og at de nuværende energiproducenter i øvrigt tjener ”for meget” .
Som variation kan vi forvente at medierne vil gentage miljøbevægelsens budskab om, at lige netop de energiformer, som forbrugerne efterspørger, er dem, der bevirker at jorden går under. Og de samme klimajournalister vil formentlig behændigt undlade, at påpege, at de alternative ”drivhusgasser”, der ville blive udledt, hvis miljøbevægelsen havde haft større indflydelse imidlertid ifølge klimabevægelsen selv, ofte hævdes at være meget ”værre” - end udledningen af CO2.
- Her tænkes blandt andet på den nyere historie om, at is, der som følge af menneskeskabt opvarmning smelter i den sibiriske tundra vil øge frigivelsen af metan , og at mere metan i atmosfæren vil føre til en hastigere og mere ondartet global opvarmning. En bilpark baseret på alternative og angiveligt mere farlige gasser må ud fra retorikken dermed tilsvarende formodes, at være ”slemmere” end vores nuværende ”CO2-baserede” og angiveligt slemme infrastruktur. Som en følge heraf må ønsket fra miljøbevægelsens side om alternativer dog således på samme tid antages mest at være på skrømt. (Det skal blot for yderligere at skærpe interessen for denne diskussion tilføjes, at vanddamp også er en drivhusgas; samt at der er en ganske interessant sammenhæng mellem solens adfærd og forandringer i den i øvrigt svært målbare - globale gennemsnitstemperatur, hvilket blot er to eksempler på, at den særlige fokus på CO2 ikke holder til et nærmere eftersyn).
Kollektivismens løfter
Som økonomen William Anderson påpeger , så handler centralisering af magten over energiproduktion ikke mindst om særinteresser, politisk propaganda, strategiske alliancer og nyttige idioter.
Den politiske historie handler – som den så ofte gør – dermed også om statsstøtte og skatteyderkroner. Det vil ikke mindst sige om politisk magt, der gives til de magtglade, mod at de økonomisk skrupelløse får adgang til vælgernes penge, og dermed slipper for konkurrencen på markedet.
Det politiske spil handler som en følge heraf også om at stikke blår i øjnene på en befolkning i Europa, der tilsyneladende stadig accepterer, at energipriserne fra politisk side får stadigt flere hak opad, mens journalister, miljøbevægelse, politikere, forskere og ”alternative” leverandører, viser os det ene nye fremtids scenarium efter det andet, som de - jf. deres placering i en offentlig jobfunktion uden profitincitament - samtidig ikke har den store interesse i for alvor at realisere.
- Burde alt dette i grunden ikke minde os om de plakater, der blev fabrikeret i ”det nye Rusland” efter revolutionen i 1917? ”Se hvad vi lover jer! Bare I vil ofre jer en lille smule mere her og nu, så vil I – eller jeres efterkommere – en gang i fremtiden kunne nyde efter behov. Giv os blot lidt flere midler, og vi vil levere fissionsenergi, højhastighedstoge, sikkerhed, stabilitet, vækst, tryghed, rigdom, velstand, velfærd. Det eneste, vi forlanger, er, at I opgiver jeres frihed, samt via stemmesedlen naturligvis: naboens frihed. For kun hvis alle giver efter, kan projektet lykkes”.
Forskellen på det bolivianske og det europæiske centraliserings-eksperiment er således, at førstnævnte eksperiment er primitivt og åbenlyst skadeligt, mens det europæiske er – og med stor sikkerhed vil forblive - mere skjult – ikke mindst som følge af, at EU-embedsmændene altid formulerer sig ved hjælp af modsætningsfyldte sætninger og balanceretorik. Der er med den førte, faktiske og konkrete politik ikke desto mindre tale om det samme slags eksperiment.
Kryds fingrene.
3. januar 2007
USA bør ikke gå på kompromis
”Konflikten er klassisk: Skal de mest progressive gå forrest og blot lade bagstræberne køre på frihjul, eller skal man forsøge at finde et kompromis omkring den laveste fællesnævner? Sådan står dilemmaet i de globale klimaforhandlinger, som lige nu spidser til på FN's 11. klimakonference i Montreal i Canada”.
– Og sådan indledes lederen i Politiken den 30. november 2005. Rollefordelingen er klar: USA udnævnes af Politiken vanligvis som værende bagstræber nummer et, mens EU tildeles rollen som progressiv forgangsregion.
At denne status som forgangsregion tydeligvis ikke gælder, hvad angår sociale stabilitet (Frankrig?), økonomisk vækst (Tyskland?), eller når det gælder beskæftigelse (der hersker generelt ringe forhold i EU) samt evnen til selvforsørgelse (høje skatter reducerer, ligesom det er tilfældet med fordyrelse af brændstof, denne evne); det ser Politiken-lederen bort fra.
På samme vis er det problematisk, at kalde EU’s tilgang til klimaspørgsmålet for "progressivt": Kvoteordninger for brændstof er naturligvis lige så lidt progressive som alle andre barrierer for økonomisk vækst. Kyoto er tværtimod endnu en barriere for velstansskabelse.
Kyoto-politikken er en trussel mod europæiske borgeres velfærd. Mennesker bliver hverken rigere, bedre egnede til overlevelse, mere sikre - eller for den sags skyld mere ”harmoniske” eller afbalancerede ved at forhindre hinanden i velstandsskabelse via kvoteordninger.
Begrebet ”progressiv” i lederen kan derfor ikke handle om, at sikre forudsætningerne for leve et langt og behageligt liv omgivet af moderne former for komfort, hvilket tværtimod ville betinge en accept af den amerikanske indstilling til Kyoto.
”Progressiv” handler tværtimod om at leve ”miljørigtigt”. Det vil sige at leve i overensstemmelse med miljøbevægelsens begreber om natur-moral: At leve i respekt for naturen - for naturens skyld. Bytteforholdet her er øget materiel fattigdom til ”fordel” for mere ”balance”. Hvor høj en pris, der skal betales og hvor stor balance, d.v.s. hvilket usselt liv, vi må indstille os på, det vides ikke.
For at finde ud af dette, må man rette blikket mod de miljøgrupper, der ikke går på kompromis med deres idealer, og som i højere grad end Politikens lederskribent ved, hvad målet med galskaben er.
Disse grupper (såsom Friends of the Earth og Greenpeace) ønsker at afvikle industrisamfundet. De er direkte modstandere af fossile brændstoffer. Og ideen om fossile brændstoffers skadelighed, hvor almindelige mennesker ser nytte og velstand, er konstrueret af dem.
Trods deres radikalisme og kompromisløshed er det denne hårde kerne i miljøbevægelsen, der er de oprindelige ophavsmænd til det kompromis vi kender som Kyoto-protokollen, et kompromis den amerikanske regering heldigvis ikke vil kendes ved.
– Og sådan indledes lederen i Politiken den 30. november 2005. Rollefordelingen er klar: USA udnævnes af Politiken vanligvis som værende bagstræber nummer et, mens EU tildeles rollen som progressiv forgangsregion.
At denne status som forgangsregion tydeligvis ikke gælder, hvad angår sociale stabilitet (Frankrig?), økonomisk vækst (Tyskland?), eller når det gælder beskæftigelse (der hersker generelt ringe forhold i EU) samt evnen til selvforsørgelse (høje skatter reducerer, ligesom det er tilfældet med fordyrelse af brændstof, denne evne); det ser Politiken-lederen bort fra.
På samme vis er det problematisk, at kalde EU’s tilgang til klimaspørgsmålet for "progressivt": Kvoteordninger for brændstof er naturligvis lige så lidt progressive som alle andre barrierer for økonomisk vækst. Kyoto er tværtimod endnu en barriere for velstansskabelse.
Kyoto-politikken er en trussel mod europæiske borgeres velfærd. Mennesker bliver hverken rigere, bedre egnede til overlevelse, mere sikre - eller for den sags skyld mere ”harmoniske” eller afbalancerede ved at forhindre hinanden i velstandsskabelse via kvoteordninger.
Begrebet ”progressiv” i lederen kan derfor ikke handle om, at sikre forudsætningerne for leve et langt og behageligt liv omgivet af moderne former for komfort, hvilket tværtimod ville betinge en accept af den amerikanske indstilling til Kyoto.
”Progressiv” handler tværtimod om at leve ”miljørigtigt”. Det vil sige at leve i overensstemmelse med miljøbevægelsens begreber om natur-moral: At leve i respekt for naturen - for naturens skyld. Bytteforholdet her er øget materiel fattigdom til ”fordel” for mere ”balance”. Hvor høj en pris, der skal betales og hvor stor balance, d.v.s. hvilket usselt liv, vi må indstille os på, det vides ikke.
For at finde ud af dette, må man rette blikket mod de miljøgrupper, der ikke går på kompromis med deres idealer, og som i højere grad end Politikens lederskribent ved, hvad målet med galskaben er.
Disse grupper (såsom Friends of the Earth og Greenpeace) ønsker at afvikle industrisamfundet. De er direkte modstandere af fossile brændstoffer. Og ideen om fossile brændstoffers skadelighed, hvor almindelige mennesker ser nytte og velstand, er konstrueret af dem.
Trods deres radikalisme og kompromisløshed er det denne hårde kerne i miljøbevægelsen, der er de oprindelige ophavsmænd til det kompromis vi kender som Kyoto-protokollen, et kompromis den amerikanske regering heldigvis ikke vil kendes ved.
30. december 2006
Kyoto-tilhængernes balancevrøvl
På Copenhagen Institutes hjemmeside kan man finde flere henvisninger til Kyoto-tilhængernes argumentation om balance og harmoni. Den filmaktuelle Al Gore har eksempelvis skrevet en bog, der hedder "Earth in the Balance".
Problemet med balanceargumentationen er, at Jorden ikke var i balance, heller ikke før mennesker udviklede sig fra vores mere abelignende forfædre.
Jorden har rent faktisk aldrig været i balance. Jordens historie er historien om evolution frem mod noget nyt og hidtil uset - såvel før som efter, mennesker dukkede op. Og de geologiske klimadata viser, at fraværet af balance også gælder temperaturen.
Altså: Ingen balance og ingen harmoni. Ideerne om balance og harmoni er således menneskeskabte. De ideer findes blandt mange andre steder i buddhismen. Og begreberne er i høj grad nyttige inden for mange områder, men blot ikke, når det gælder klimaforskning.
Ideen om, at jorden kan være i en temperaturmæssig balance, er dermed forkert. Klodens historie begyndte - ud fra en menneskelig målestok - kaotisk.
Da jorden afkølede, stabiliserede overfladen sig ganske vist, men imidlertid ikke frem mod nogen balance. De sidste 65 millioner år har hovedtendensen, det vil sige over det lange stræk, været kendetegnet ved afkøling.
Det er imidlertid for tidligt at sige, om der er tale om en klar tendens; selv om man kunne antage, at afkøling ville være det naturlige i takt med, at Jorden blev ældre.
Alligevel bliver klimalobbyen ved med at insistere på balance og harmoni, også når det gælder Jorden. Der er tale om ønsketænkning: Det er antagelig rart for balancefolket at tænke på, at man befinder sig på en planet, der er kendetegnet ved en slags hviletilstand. Nogle taler sågar om "Gaia", det vil sige om jorden som ét (holistisk) levende væsen. Men selv de mere jordbundne klimapolitikere abonnerer indirekte på balance-ideerne.
Ovenstående virker muligvis uvedkommende for mange. Men balanceideen er ikke desto mindre afsættet for modstanden mod de "fossile" brændstoffer. Først kommer verdensbilledet om balance. Derefter identificerer balancemenneskene det, der forrykker den balance, som de selv har fundet på.
De fossile brændstoffer skader ifølge retorikken således balancen, der vel at mærke ikke findes. Det gør de "fossile brændstoffer" ifølge det, der desværre er mainstream i dag, eftersom der er tale om "gammel" energi fra undergrunden, der hentes op til overfladen og afbrændes af de slemme industrialister, og som dermed svækker balancen - der ikke findes; hvorimod "ny" energi: Olie, metan med mere produceret fra overfladen bevarer balancen (der ikke findes); og som gør industrialisterne lidt mindre slemme i balancefolkets øjne.
Energi fra overfladen hævdes således at være "CO2-neutral" i henhold til "balancen", der vel at mærke ikke findes.
For at opsummere, så har Jorden aldrig nogen sinde befundet sig i en klimabalance eller i nogen anden form for harmonisk hviletilstand. Påstanden har været sværmerisk fra begyndelsen.
Tidligere bragt i Jyllands-Posten, d. 30. september 2006.
Problemet med balanceargumentationen er, at Jorden ikke var i balance, heller ikke før mennesker udviklede sig fra vores mere abelignende forfædre.
Jorden har rent faktisk aldrig været i balance. Jordens historie er historien om evolution frem mod noget nyt og hidtil uset - såvel før som efter, mennesker dukkede op. Og de geologiske klimadata viser, at fraværet af balance også gælder temperaturen.
Altså: Ingen balance og ingen harmoni. Ideerne om balance og harmoni er således menneskeskabte. De ideer findes blandt mange andre steder i buddhismen. Og begreberne er i høj grad nyttige inden for mange områder, men blot ikke, når det gælder klimaforskning.
Ideen om, at jorden kan være i en temperaturmæssig balance, er dermed forkert. Klodens historie begyndte - ud fra en menneskelig målestok - kaotisk.
Da jorden afkølede, stabiliserede overfladen sig ganske vist, men imidlertid ikke frem mod nogen balance. De sidste 65 millioner år har hovedtendensen, det vil sige over det lange stræk, været kendetegnet ved afkøling.
Det er imidlertid for tidligt at sige, om der er tale om en klar tendens; selv om man kunne antage, at afkøling ville være det naturlige i takt med, at Jorden blev ældre.
Alligevel bliver klimalobbyen ved med at insistere på balance og harmoni, også når det gælder Jorden. Der er tale om ønsketænkning: Det er antagelig rart for balancefolket at tænke på, at man befinder sig på en planet, der er kendetegnet ved en slags hviletilstand. Nogle taler sågar om "Gaia", det vil sige om jorden som ét (holistisk) levende væsen. Men selv de mere jordbundne klimapolitikere abonnerer indirekte på balance-ideerne.
Ovenstående virker muligvis uvedkommende for mange. Men balanceideen er ikke desto mindre afsættet for modstanden mod de "fossile" brændstoffer. Først kommer verdensbilledet om balance. Derefter identificerer balancemenneskene det, der forrykker den balance, som de selv har fundet på.
De fossile brændstoffer skader ifølge retorikken således balancen, der vel at mærke ikke findes. Det gør de "fossile brændstoffer" ifølge det, der desværre er mainstream i dag, eftersom der er tale om "gammel" energi fra undergrunden, der hentes op til overfladen og afbrændes af de slemme industrialister, og som dermed svækker balancen - der ikke findes; hvorimod "ny" energi: Olie, metan med mere produceret fra overfladen bevarer balancen (der ikke findes); og som gør industrialisterne lidt mindre slemme i balancefolkets øjne.
Energi fra overfladen hævdes således at være "CO2-neutral" i henhold til "balancen", der vel at mærke ikke findes.
For at opsummere, så har Jorden aldrig nogen sinde befundet sig i en klimabalance eller i nogen anden form for harmonisk hviletilstand. Påstanden har været sværmerisk fra begyndelsen.
Tidligere bragt i Jyllands-Posten, d. 30. september 2006.
13. december 2006
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Kyoto-protokollen er et eksempel på det håndværk politikere behersker allerbedst: at sætte grænser for økonomisk vækst - gennem forbud, regulering og beskatning. Med Kyoto kan målsætningen i form af lavere vækst og energiudledning således i teorien opfyldes, så længe den politiske vilje er til stede. Det kræver bare, at nogen betaler prisen; og at man ikke ryster på hånden, selv når prisen bliver høj.
Først til en nyhed, der er gammel i resten af verden, men ny i Europa: USA er ikke isoleret i klimapolitikken. Seneste bevis for dette er den - i forhold til Kyoto - mere vækstorienterede og uforpligtende klima-aftale mellem USA, Australien, Kina, Japan, Indien og Sydkorea. Det er tværtimod EU's administrative og politiske elite, der er isoleret: Der er efterhånden udbredt skepsis over for euroen, overfor EU-forfatningen, over for landbrugsstøtten og over for EU-bureaukratiet set under ét.
EU-apparatet har tydeligvis store vanskeligheder ved at sikre betingelserne for såvel øget beskæftigelse som økonomisk vækst. Så hvad er det, der får eurokraterne til at tro, at de kan skabe bedre vejr og forandre klimaet; hvad enten det nu er tilfældet, at den nuværende globale opvarmning (men altså åbenbart ikke tidligere tiders) i vid udstrækning skyldes menneskers påvirkning eller ej?
En af de få politikere, der i Europa for alvor har turdet nævne, at Kyoto-aftalen også har økonomiske konsekvenser, er George W. Bush. Men på grund af sin politiske status i denne del af verden gjorde Bush vel nærmest Kyoto-tilhængere en tjeneste ved, også i forbindelse med Danmarksbesøget, at kritisere aftalen og begrunde hvorfor, USA ikke ønskede at deltage. Mere vigtigt er det dog at påpege, at indgreb i økonomien altid har omkostninger; og at nogle derfor også må betale prisen forbundet hermed. Politikere, der bevidst undlader at gøre opmærksom på de endog særdeles høje omkostninger, der må forventes ved Kyoto-protokollens gennemførelse, må derfor også karakteriseres som uhæderlige:
For antag som udgangspunkt, at du har forskellige muligheder, når det gælder køb af energi. Noget af den energi, du kan købe, er billig. Andre former for energi er dyr. Typisk vælger du den energi, der giver dig mest for prisen. Engang var dette tørv eller kulkraft. I dag vil det for almindelige mennesker i Danmark være olie eller atomkraft fra Sverige. Nu hæver det administrative apparat så prisen på olie, hvad enten de gør det via en kvoteordning som i tilfældet med Kyoto eller grønne afgifter.
Samtidig påstår den administrative og politiske elite, at denne type af indgreb skam ikke har nogen betydelige økonomiske omkostninger.Tværtimod, lyder budskabet: Hvad der er godt for vindmøllebranchen, er også godt for dig. I tilfælde af sådan en form for politisk adfærd burde det falde de fleste naturligt at råbe om hjælp! Ikke på en læge, men derimod på en økonom. Miljøminister Svend Auken m.fl. har tvunget befolkningen til at købe den dyre energi, og påstår i samme åndedrag, at deres indgreb enten i form af kvoter, afgifter eller deciderede forbud er udgifts- og omkostningsneutrale. Den situation kan kun beskrives som grotesk.
Men sandt er det, at det gavner vindmøllebranchen, når den får statstilskud, billige lån - eller når prisen på olie stiger. Vi skal bare huske, at prisstigninger eller en øget markedsandel, der er skabt via statslige reguleringer eller forbud, ikke er det samme som øget velstand for befolkningen som helhed, men tværtimod udtryk for det modsatte.
Sådanne kunstigt skabte prisstigninger og/eller statsligt skabte monopoler repræsenterer færre valgmuligheder for forbrugerne og højere priser, hvilket er ensbetydende med færre penge at bruge på andre ting. Endelig stemmer påstandene om udgiftsneutralitet, hvad angår energipolitikken dårligt overens med EU's megen tale om byrdefordeling, samt det forhold, at de såkaldte udviklingslande har fået lov at slippe fra at deltage Kyoto-aftalens krav om begrænsninger.
Hvis alternativ energi var så billig, som det ved højtidelige lejligheder påstås, ville befolkningen, dvs. som udgangspunkt entreprenørerne, naturligvis også investere i den energi og købe den. Men den alternative energi er endnu ikke et reelt alternativ. Nogle af energiformerne - såsom brint-pillen - bliver måske fremtidens energi. Andre bliver aldrig økonomisk rentable.
I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at statsligt ansatte embedsmænd ligeså lidt (ja faktisk endnu mindre) end nutidens entreprenører kan vide, hvad der bliver en succes, og hvad der med tiden går hen og bliver en fiasko. Olie eller for den sags skyld atomkraft vil derfor naturligvis også engang blive erstattet, så snart der opfindes noget, der reelt er bedre og billigere.
Bureaukrater kan bare ikke vide, hvad disse succesfulde energiformer bliver. Det kan de ikke, fordi end ikke aktørerne på markedet kan vide det. I modsætning til de økonomiske lærebøger hersker der i virkelighedens verden ikke 'fuld information', hverken når det gælder nutiden eller fremtiden.
Indførelsen af nye rentable energi-former er derfor historisk set sket gennem trial and error - på markedspladsen.
Forskelle på statslige ordninger og markedets er, at man på markedet selv er ansvarlig for satsninger og investeringer. Når det gælder staten, er ansvaret for fiasko ikke til at placere; og succesen kan derfor ikke måles, når midlerne til at forfølge disse inddrives via skatterne.
Ligesom Danmark kan prale af en enestående vindmøllepark, kunne det hedengangne Sovjet engang også prale af en række succeser på så forskellige områder som militær oprustning, rumfart, idrætsprogrammer, patriotisme eller betonbyggeri.
På sin vis kunne man måske tale om succes for magthaverne, men de færreste vil jævnfør den fattigdom, der viste sig bag potemkin-facaden, hævde, at der var tale om andet en end fiasko og en omkostning for befolkningen set under ét.
Havde man i Sovjetunionen prioriteret anderledes, kunne man med lethed have forbudt eller beskattet sig til en række andre "succeser" - herunder inden for miljø - ved eksempelvis at lukke fabrikker.
Havde man haft tilstrækkeligt med ressourcer at beskatte, kunne man sikkert også have bygget kolossale vindmøller og flere end i Danmark. Den eneste afgørende forudsætning var som bekendt, at der var nogen, der måtte betale prisen i form af højere leveomkostninger.
Spørgsmålet og problemstillingen handler således ikke blot om, hvad man kan gøre, men også om hvordan man gør det: Det vil sige for det første om det, man gør, er moralsk forsvarligt samt herunder hvor høj en pris, der skal betales for det man gør - og af hvem.
Med Kyoto skal europæere atter til at ofre sig - ikke for hinanden, for konstruktionen af betonslum eller for afrikanere, men for den i øvrigt vanskeligt målbare gennemsnitlige globale temperatur.
En meget betydelig del af miljøbevægelsen har med kampen for denne politik derfor tydeligvis ikke sat mennesket i centrum for deres overvejelser og bekymringer. Fokus er snarere på ideen om den uberørte natur (jvf. talen om visse koralrev, der frygtes af være truede - som udgangspunkt for en politik, man principielt ønsker skal gælde hele verdens befolkning...).
Grundlæggende bygger sådanne tanker på en idé om, at menneskets korrekte forhold til naturen anses for at være et præget af 'balance' eller harmoni. Dette sværmeriske og Rousseau'ske afsæt har ført til konstruktionen af de begrænsningens principper, der kaldes for bæredygtigheds- og forsigtighedsprincippet.
Afslutningsvist skal citeres Andrei Illiaronov, en af Ruslands Putins højtstående økonomiske rådgivere, der - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - har givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:
"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".
Tidligere bragt som kronik i Dagbladet Information den 16. september 2005.
En længere version kan læses på RÆSON.
Først til en nyhed, der er gammel i resten af verden, men ny i Europa: USA er ikke isoleret i klimapolitikken. Seneste bevis for dette er den - i forhold til Kyoto - mere vækstorienterede og uforpligtende klima-aftale mellem USA, Australien, Kina, Japan, Indien og Sydkorea. Det er tværtimod EU's administrative og politiske elite, der er isoleret: Der er efterhånden udbredt skepsis over for euroen, overfor EU-forfatningen, over for landbrugsstøtten og over for EU-bureaukratiet set under ét.
EU-apparatet har tydeligvis store vanskeligheder ved at sikre betingelserne for såvel øget beskæftigelse som økonomisk vækst. Så hvad er det, der får eurokraterne til at tro, at de kan skabe bedre vejr og forandre klimaet; hvad enten det nu er tilfældet, at den nuværende globale opvarmning (men altså åbenbart ikke tidligere tiders) i vid udstrækning skyldes menneskers påvirkning eller ej?
En af de få politikere, der i Europa for alvor har turdet nævne, at Kyoto-aftalen også har økonomiske konsekvenser, er George W. Bush. Men på grund af sin politiske status i denne del af verden gjorde Bush vel nærmest Kyoto-tilhængere en tjeneste ved, også i forbindelse med Danmarksbesøget, at kritisere aftalen og begrunde hvorfor, USA ikke ønskede at deltage. Mere vigtigt er det dog at påpege, at indgreb i økonomien altid har omkostninger; og at nogle derfor også må betale prisen forbundet hermed. Politikere, der bevidst undlader at gøre opmærksom på de endog særdeles høje omkostninger, der må forventes ved Kyoto-protokollens gennemførelse, må derfor også karakteriseres som uhæderlige:
For antag som udgangspunkt, at du har forskellige muligheder, når det gælder køb af energi. Noget af den energi, du kan købe, er billig. Andre former for energi er dyr. Typisk vælger du den energi, der giver dig mest for prisen. Engang var dette tørv eller kulkraft. I dag vil det for almindelige mennesker i Danmark være olie eller atomkraft fra Sverige. Nu hæver det administrative apparat så prisen på olie, hvad enten de gør det via en kvoteordning som i tilfældet med Kyoto eller grønne afgifter.
Samtidig påstår den administrative og politiske elite, at denne type af indgreb skam ikke har nogen betydelige økonomiske omkostninger.Tværtimod, lyder budskabet: Hvad der er godt for vindmøllebranchen, er også godt for dig. I tilfælde af sådan en form for politisk adfærd burde det falde de fleste naturligt at råbe om hjælp! Ikke på en læge, men derimod på en økonom. Miljøminister Svend Auken m.fl. har tvunget befolkningen til at købe den dyre energi, og påstår i samme åndedrag, at deres indgreb enten i form af kvoter, afgifter eller deciderede forbud er udgifts- og omkostningsneutrale. Den situation kan kun beskrives som grotesk.
Men sandt er det, at det gavner vindmøllebranchen, når den får statstilskud, billige lån - eller når prisen på olie stiger. Vi skal bare huske, at prisstigninger eller en øget markedsandel, der er skabt via statslige reguleringer eller forbud, ikke er det samme som øget velstand for befolkningen som helhed, men tværtimod udtryk for det modsatte.
Sådanne kunstigt skabte prisstigninger og/eller statsligt skabte monopoler repræsenterer færre valgmuligheder for forbrugerne og højere priser, hvilket er ensbetydende med færre penge at bruge på andre ting. Endelig stemmer påstandene om udgiftsneutralitet, hvad angår energipolitikken dårligt overens med EU's megen tale om byrdefordeling, samt det forhold, at de såkaldte udviklingslande har fået lov at slippe fra at deltage Kyoto-aftalens krav om begrænsninger.
Hvis alternativ energi var så billig, som det ved højtidelige lejligheder påstås, ville befolkningen, dvs. som udgangspunkt entreprenørerne, naturligvis også investere i den energi og købe den. Men den alternative energi er endnu ikke et reelt alternativ. Nogle af energiformerne - såsom brint-pillen - bliver måske fremtidens energi. Andre bliver aldrig økonomisk rentable.
I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at statsligt ansatte embedsmænd ligeså lidt (ja faktisk endnu mindre) end nutidens entreprenører kan vide, hvad der bliver en succes, og hvad der med tiden går hen og bliver en fiasko. Olie eller for den sags skyld atomkraft vil derfor naturligvis også engang blive erstattet, så snart der opfindes noget, der reelt er bedre og billigere.
Bureaukrater kan bare ikke vide, hvad disse succesfulde energiformer bliver. Det kan de ikke, fordi end ikke aktørerne på markedet kan vide det. I modsætning til de økonomiske lærebøger hersker der i virkelighedens verden ikke 'fuld information', hverken når det gælder nutiden eller fremtiden.
Indførelsen af nye rentable energi-former er derfor historisk set sket gennem trial and error - på markedspladsen.
Forskelle på statslige ordninger og markedets er, at man på markedet selv er ansvarlig for satsninger og investeringer. Når det gælder staten, er ansvaret for fiasko ikke til at placere; og succesen kan derfor ikke måles, når midlerne til at forfølge disse inddrives via skatterne.
Ligesom Danmark kan prale af en enestående vindmøllepark, kunne det hedengangne Sovjet engang også prale af en række succeser på så forskellige områder som militær oprustning, rumfart, idrætsprogrammer, patriotisme eller betonbyggeri.
På sin vis kunne man måske tale om succes for magthaverne, men de færreste vil jævnfør den fattigdom, der viste sig bag potemkin-facaden, hævde, at der var tale om andet en end fiasko og en omkostning for befolkningen set under ét.
Havde man i Sovjetunionen prioriteret anderledes, kunne man med lethed have forbudt eller beskattet sig til en række andre "succeser" - herunder inden for miljø - ved eksempelvis at lukke fabrikker.
Havde man haft tilstrækkeligt med ressourcer at beskatte, kunne man sikkert også have bygget kolossale vindmøller og flere end i Danmark. Den eneste afgørende forudsætning var som bekendt, at der var nogen, der måtte betale prisen i form af højere leveomkostninger.
Spørgsmålet og problemstillingen handler således ikke blot om, hvad man kan gøre, men også om hvordan man gør det: Det vil sige for det første om det, man gør, er moralsk forsvarligt samt herunder hvor høj en pris, der skal betales for det man gør - og af hvem.
Med Kyoto skal europæere atter til at ofre sig - ikke for hinanden, for konstruktionen af betonslum eller for afrikanere, men for den i øvrigt vanskeligt målbare gennemsnitlige globale temperatur.
En meget betydelig del af miljøbevægelsen har med kampen for denne politik derfor tydeligvis ikke sat mennesket i centrum for deres overvejelser og bekymringer. Fokus er snarere på ideen om den uberørte natur (jvf. talen om visse koralrev, der frygtes af være truede - som udgangspunkt for en politik, man principielt ønsker skal gælde hele verdens befolkning...).
Grundlæggende bygger sådanne tanker på en idé om, at menneskets korrekte forhold til naturen anses for at være et præget af 'balance' eller harmoni. Dette sværmeriske og Rousseau'ske afsæt har ført til konstruktionen af de begrænsningens principper, der kaldes for bæredygtigheds- og forsigtighedsprincippet.
Afslutningsvist skal citeres Andrei Illiaronov, en af Ruslands Putins højtstående økonomiske rådgivere, der - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - har givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:
"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".
Tidligere bragt som kronik i Dagbladet Information den 16. september 2005.
En længere version kan læses på RÆSON.
10. december 2006
Hysterisk klimapolitik
For 120.000 år siden var mængden af CO2-indholdet i luften 78 pct. af hvad det er tilfældet i dag, vandstanden var i gennemsnit seks meter højere, og planeten var betydeligt varmere, end den er det i dag. [kilde]
For såvel 1.000 som for 500 år siden var klimaet også varmere: For 1.000 år siden var gennemsnitstemperaturen på omkring 24,5 gr. C. De næste 500 år oplevede planeten først et fald i temperaturen med næsten 2 gr. C (til 22,5 gr. C), før temperaturen atter steg til lidt under de 24 grader gr. C. Den nuværende gennemsnitstemperatur på omkring 23 gr. C svarer i øvrigt til temperaturen på omkring Jesu tid (alt dette målt ved havets overfladetemperatur). [kilde]
En række af disse temperaturstigninger og fald har i øvrigt været drastiske set med historiens målestok. Temperaturforandringerne har ikke desto mindre været aldeles uvæsentlige, når det gælder den menneskelige evne til at overleve og til at forbedre egne livsvilkår. Mennesket har til alle tider været i stand til at tilpasse sig. Og befolkningerne i de frie og industrialiserede lande har tilpasset sig bedst.
Klimaforandringer, herunder ændringer i gennemsnitstemperaturen, er den normale tilstand, når det gælder livet på klodens overflade. Store og voldsomme drivhuseffekter eller modsatrettede - kølehuseffekter har fundet sted i hele planetens historie.
Betydelige klimaforandringer sker derfor helt uden menneskers påvirkning af klimaet. Ideen om menneskets indflydelse, når det gælder klimaforandringer, er, som den fremtræder i medierne, derfor også vildt overdrevet.
Klimaets dynamik
Hvordan vil Kyoto-tilhængere eksempelvis forklare perioden 1940-1970, da den globale gennemsnitstemperatur faldt, mens mængden af CO2-indholdet i atmosfæren samtidig steg? [kilde]
De kan kun forklare sådanne fænomener, der modbeviser enhver idé om nogen simpel sammenhæng, ved at gøre op med deres egne forudsætninger og dermed indrømme, at klimaet har sin helt egen dynamik.
De påståede simple sammenhænge mellem mængden af CO2-indhold i atmosfæren og gennemsnitlige temperaturstigninger holder derfor ikke. [Kilde. Se også Scotese og Berner.]Der er blot tale om en tvivlsom og - fra et menneskeligt og naturhistorisk synspunkt - i øvrigt temmelig uinteressant teori.
Det mest foruroligende ved EU's klimapolitik, herunder det fastsatte mål for, hvor meget temperaturen må stige (hvem sagde storhedsvanvid?), er derfor først og fremmest, at denne absurde politik, som også Kyoto-aftalen er en del af, slet ikke får modspil fra forskere, ansvarlige politiske beslutningstagere eller fra medieverdenen.
Lige så bekymrende er det, at stort set ingen journalister og meningsdannere gør sig ulejlighed med at påpege de økonomiske og dermed velfærdsmæssige og sociale konsekvenser, der følger ved at forpligte befolkningen i alverdens lande på stadigt nye reduktioner af CO2.
Hvorfor er der praktisk talt ingen, der protesterer over, at store dele af verdens befolkning nu skal lære at tilpasse sig den fattigdom, som Kyoto-aftalen medfører? Findes der virkelig en god begrundelse for, at velfærdsskabelse gennem industrialisering skal ofres til fordel for den mildt sagt absurde ambition om at regulere på den gennemsnitlige globale temperatur?
Tidligere bragt i Jyllands-Posten den 17. marts 2005
Copenhagen Institute: Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken (4/9/06)
Ritzau: Thor P. gør grin med EU's klimapolitik
Folketinget: §20-spørgsmål: Om brev til regeringens medlemmer i marts 2005
Morten Messerschmidt (medlem af Folketinget) i Jyllands-Posten: Fri os for klimafundamentalister (29/11/06)
Mere om klimapolitikken:
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Der Totalitarismus der heißen Luft
USA - 8 december 2006: SENATOR INHOFE ANNOUNCES PUBLIC RELEASE OF “SKEPTIC’S GUIDE TO DEBUNKING GLOBAL WARMING”
Abonner på:
Indlæg (Atom)
