Forandringsfrygt

Hvad har genmodificerede afgrøder; atomkraft; mobiltelefoner; diverse nydelsesmidler; teorier om solens indflydelse på forandringer i klimaet samt Christoffer Columbus ideer om en søvej til Indien og Kina til fælles? Svaret er, at alle fænomener eller ideer enten er eller har været udsat for frygtskabelse: Nogle har brugt - eller bruger - store anstrengelser for at forhindre eller bremse introduktionen af disse fænomener samt promoveringen af diverse ideer, eftersom disse andre og - ofte konservative kræfter - enten har en materiel eller ideologisk motiveret interesse i at gøre det.

Den journalistiske udfordring i denne henseende er vel at mærke den samme i dag, som den var på Columbus tid. Og der er heldigvis en standard, hvormed man kan bedømme om anklagerne og frygtskabelsen i det hele taget er værd at beskæftige sig med. Målestokken og standarden handler naturligvis om noget er sandt eller falskt:

Som udgangspunkt må den redelige journalist tage afsæt i, om der er grund, det vil sige anledning; altså en eller anden form for faktuel motivation: kort sagt, at der er reelle, vægtige, væsentlige og vedkommende forhold, der gør at man bør tage diverse former for frygtskabelse seriøst.

Når det gælder mobiltelefoner, har vi således set, at denne standard ikke spillede den store rolle for den journalistiske adfærd.

Rygter og skrøner er blevet luftet og gentaget igen og igen til stor skade for producenterne og forbrugerne. Men offentlige ”eksperter” er naturligvis højt hævede over spørgsmål om erstatning. Hvem skulle i givet fald betale? Svaret er skatteyderne, og ikke frygtmagerne selv.

Den samme permanente og ansvarsfri frygtkampagne fra offentlige eksperters side, har man også kunnet iagttage, når det gælder atomkraft og GMO’er.

Hvad angår disse fænomener ser det derfor ikke for kønt ud i Europa.

Med mytedannelsesjournalistikken er der derfor tydelige tegn på, at kulturen er i forfald – for journalister lever som bekendt ikke i et vakuum.

Når journalister er blevet leverandører i det man engang kaldte for ”ammestuesnak”, må det derfor skyldes, at der er en vis efterspørgsel i befolkningen, hvilket er det samme som at man i et eller andet omfang er ligeglade med hvad der er fup, rygte- og mytedannelse - og hvad der er fakta.

Der findes rent faktisk en slags ideologi, hvormed man kan angribe alt nyt; og blive ved med at angribe det nye, og dermed skabe frygt i al evighed; vel at mærke uden at man forventer at bringe vægtige grunde til torvs for sine anklager.

Mange forskellige mål har samme ideologi

Denne ideologi er simpelthen forandringsfrygten. Og forskellige grupperinger kan bruge forandringsfrygt til at forfølge vidt forskellige mål. Disse delmål kan så handle om, at man gerne vil beskytte sit produkt mod et nyt og bedre produkt.

Målene kan også handle om en eller anden form for magt, som man gerne vil bevare og udvide over ”sjæle” (eksempelvis skatteydere men også overfor bestemte kunder); og hvor en ny teori, ide eller et produkt så truer denne magt.

Ideer om solens eller jordens egenskaber kan derfor spille en rolle i denne henseende af den grund at ideologisk funderede magthavere har et bestemt verdensbillede, som er en delmængde af deres – typisk totalitære – ideologi.

Nye ideer og data om jorden eller solen kan derfor rokke ved hele grundlaget for en ideologi; og navnlig hvis den pågældende ideologi hylder en eller anden form for uforanderlighed.

(Men ønsket om uforanderlighed kan altså også blot handle om markedsandele, eller stemmetal).

Frygt kan derfor bruges til at forstærke offervilje og forsagelse af individualitet og selvstændighed.

Det har rent faktisk været en klassisk religiøs tilgang til magten. Staten har med sin omgang med kirken bestemt ikke undladt at tage ved lære af denne metodik.

Men forandringsfrygt er ikke desto mindre en fælles-ideologi, som diverse mindre grupperinger tilsvarende kan søge at aktivere og mobilisere i større eller mindre dele af befolkningen – enten ud fra et ønske om at tjene penge, eller om at bevare magten uanset det specifikke værdigrundlag eller omfanget af denne magt.

Forandringsfrygt kan derfor også for at nævne et meget specifikt eksempel handle om, at man gerne vil indføre eller bevare nationale standarder for stikdåser til el-installationer; hvor man så skaber frygt for at konkurrence på området fører til flere brande.

I virkeligheden vil man imidlertid blot gerne monopolisere markedet, og forhindre konkurrence. I staten synes man imidlertid - og måske ikke overraskende - at ideen om nationale standarder for dette og hint er en fantastisk ide.

Så i hvert land får man derfor et sikkerhedsråd/styrelse, hvor hvert land derefter har hver deres beskyttede klike af leverandører, der så i et eller andet omfang slipper for at produktudvikle – og i mindre omfang så motiveres til at skabe de mere sikre stikdåser, som der nu engang vil være efterspørgsel på fra forbrugernes side. (Som det er dokumenteret i andre sammenhænge, er det således først og fremmest forbrugerne, der har en interesse i fri konkurrence og fravær af protektionisme, hvorfor statslige forbrugerråd samt statslige forbrugerprogrammer altid kommer til at fremstå en smule mærkværdige i kraft af den bagvedliggende monopolisering, som de i kraft af at være statslige er udtryk for).

To former for frygtskabelse

I gamle dage handlede magtfuldkommenhed ikke mindst om at være frygtet. Det gør det stadigvæk i andre dele af verden (Iran eller Nordkorea). Men magtfuldkommenhed kan altså også handle om, at man optræder som beskytter i forhold til de frygtsomme. I det sidste tilfælde - såvel som i det første - gælder det ikke desto mindre om at skabe frygt, og derefter styre og kontrollere den.

I Danmark kommer man som bekendt ikke langt med at være frygtet. Men frygtskabelse er ikke desto mindre noget, man med lethed – jf. indledningen finder bliver promoveret af såvel offentlige institutioner - men rent faktisk også af private organisationer. Eventuelt samarbejder private og offentlige virksomheder indenfor bestemte områder, hvor frygtskabelse spiller en større eller mindre rolle i den måde, hvorpå man sikrer en eller anden form for monopolisering af et givent område. (Jævnfør ovennævnte eksempel med el-installationer).

Frygt og destruktivitet

For kort at vende tilbage til diktaturstaterne skal det dog også nævnes, at man her bestemt ikke blot spiller på frygt for autoriteten (via eksempelvis grusomme former for straf i tilfælde af ulydighed) – hvilket med lethed fører til ukontrollerbar modstandskamp, men i stedet spiller man i praksis altid et dobbeltspil: Som i Iran eller Nordkorea udpeger og skaber man eksterne og interne fjender såvel individuelle som kulturelle fænomener, som man ønsker at den lokale befolkning skal hade samt frygte.

I diktaturstaternes enhedsskoler lærer man dermed, at man skal frygte at ens egen kultur er truet af noget andet, som man derfor også lærer at hade. I sådanne stater lærer man således – med relevans for vores egen del af verden - fra de første år at frygte selv de mindste forandringer.

Denne rædsel for forandringer som man skaber, er derfor en meget stor del af forklaringen på de voksnes had, som vi ser manifestere sig i Pakistan eller Iran. Rendyrket forandringsfrygt hos voksne ser netop sådan ud, som vi ser det i Pakistan for tiden med trusler, symbolske afbrændinger og tøjlesløshed: Det er tale om et udadvendt raseri mod eksempelvis nogen, der har formuleret sig anderledes eller som hævder at verden er på den og den måde. - Og her er det i øvrigt værd at betænke, at Christoffer Columbus rent faktisk fik lov til at sejle ud mod det ukendte tilbage i 1492! Men det var altså også i Europa, at han fik lov til det.

Frygtmotiverede bevægelser i vores del af verden

I Europa og i Danmark har vi ikke desto mindre også deciderede bevægelser, der er drevet af forandringsfrygt, og som er destruktive og hærgende i deres adfærd; og som tilsvarende er blevet udsat for de ideer, som er drivkraften for deres adfærd via offentlig uddannelse.

Og tilsvarende i dagens Danmark – og Europa – er der altså også nogle, der blot på mere fredelig og civiliseret vis profiterer i kraft af forandringsfrygten. Det sker altså en del mere subtilt end det er tilfældet i Iran og Nordkorea. Men det er ikke desto mindre stadigvæk den journalistiske opgave at afdække, granske, undersøge, kortlægge og dokumentere omfanget af sådanne former for frygtskabelse og fordummelse.

Forsigtighedsprincippet og ideerne om ”ikke-bevist sikkerhed”

Frygtskabelsen har således nogle ideer og begreber, man kan genkende den på; og hvor man med nogen lethed vil kunne vide, at her er der ikke så meget at komme efter.

I bestemte tilfælde behøver man derfor ikke at kulegrave ret meget. For hvis bestemte aktører anvender et princip, der går efter – eller i princippet kan bruges til at angribe - alt nyt, blot fordi det er nyt og anderledes, så er det ikke en specifik grund, en anledning som sådan, et konkret faktum, der motiverer til at tage frygtskabelsen seriøst.

Med ovenstående tænkes naturligvis på ”forsigtighedsprincippet”, der netop kan bruges til at skabe frygte for hvad som helst. Og princippet kan kun forstås, hvis man betænker dets formål, hvilket netop er, at have en eller anden grad af forandringsmodvilje i en bestemt del af befolkningen, hvor denne modvilje så kan bruges til at forfølge nogle konkrete politiske (eller økonomiske) formål.

Forsigtighedsprincippet ville ikke desto mindre aldrig have tilladt brugen af ilden eller hjulet; og da slet ikke, at Christoffer Columbus forsøgte at finde ud af om der var en hurtigere vej til Indien og Kina. Man ville have udskudt beslutningen til fremtidige generationer af hensyn til de fremtidige generationer - og så fremdeles.

Barnagtigheden i Bruxelles

Opfindere og innovative producenter demonstrerer således fordele og forbedringer. Og de viser hvordan, at deres produkt er et ældre produkt overlegent.

Videnskabsfolk viser med en ny hypotese eller teori tilsvarende, at de formår at tage højde for noget som andre ikke gør, og at de langt bedre formår at forklare flere fænomener og data end nogle andre og konkurrerende teorier kan gøre det.

”Forsigtighedsprincippet” kræver i første instans imidlertid, at producenter også skal tage højde for ulykker og misbrug, og en række andre faktorer som i praksis går ud over deres umiddelbare horisont, men vel at mærke også alle andres horisont og fatteevne.

Ingen har således endnu bevist, at det er ”helt sikkert” at bruge mobiltelefoner; eller at mobiltelefoner ”beviseligt ufarlige”. Man har bare ikke bevist, at mobiltelefoner er farlige.

Tilhængere af forsigtighedsprincippet, som altså bare har fejlet i deres angreb på denne form for telekommunikation, er således ligesom børn, der ønsker at verden skal være ”helt sikker”, og at verden skal indrette sig efter dette ret barnagtige ønske.

Problemet er naturligvis det helt konkrete, at når man giver børn magten så bliver verden endnu mere usikker og farlig end den ellers ville være. I Europa bliver vi fattigere og vores økonomi stagnerer netop i det omfang at introduktionen af det nye skal have det barnagtige stempel: ”Beviseligt ufarligt”.

Heldigvis bruges forsigtighedsprincippet og kravet om proven safety altså kun, når meget stærke kræfter af ideologiske eller økonomiske grunde vælger at bruge det. Og disse kræfter eksisterede således ikke i tilfældet af mobiltelefoner. Dem har selv Greenpeace god brug for i deres kamp mod industrisamfundet.

Men ideen om, at man skal forbyde noget indtil man har bevist ufarligheden af et givent produkt kunne man således i teorien udvide til alt, med det resultat at vi i Europa så helt vendte tilbage til den mørke middelalder, det netop var en æra præget af rendyrket forandringsfrygt. Her var forsigtighedsprincippet netop gældende for langt mere i overensstemmelse med frygtsomhedens større styrke. (Og selv om frygtsomheden derfor også er på fremmarch i EU kan man derfor også konstatere at denne og forandringsfrygten er langt større andre steder).

Frygten for mere viden

I den anden instans, når det gælder videnskabsfolkene, så er frygtmagerne således tilsvarende uimponerede af, at en given videnskabsmand dokumenterer at han eller hun ved mere eller bedre end hvad man hidtil har vidst. For hvorhen fører den nye viden?

Kan det ikke være farligt med sådanne indsigter, spørger derfor frygtmagerne i det omfang, de kan slippe godt fra at gøre det i det politiske klima. Det er naturligvis praktisk talt umuligt at kræve diskussionen lukket i vor tid; men hvad man kan gøre er at hævde, at der er ”konsensus” uanset, hvor mange uenige stemmer, der i praksis melder sig. Og ikke alene vil man derfor blive ved med at hævde konsensus (altså på dansk ”enstemmighed”), man vil også mere eller mindre eksplicit hævde at konsensus er nødvendig. Begge dele er vel at mærke udtryk for en så middelalderlig indstilling, og så kollektivistisk og individfjendsk, at det er stærkt foruroligende hvor langt man kan drive det – også i dansk politik med såvel påstanden om konsensus som ideen om at konsensus skulle være noget specielt afgørende for handling.

I tilfældet med klimaforandringer og solens indflydelse på disse forandringer, ændrer sådanne udfordringer fra selvstændige videnskabsfolk således på ideen om, at der kan tages hånd om forandringerne via menneskelige ofre i form af indskrænkninger i vestlig levevis, sådan som frygtmagerne havde forstillet sig det, at denne vision skulle blive den fælles kollektive og samlende mærkesag; og som de allerede i nogen tid var begyndt at vænne befolkningen på skulle være det fælles gode - også i en moralsk forstand.

Man kan således netop se hvordan ny data og nye teorier rokker ved et samlet hele, der handler om et bestemt verdensbillede og bestemte former for moral (offervilje); og hvordan nye påstande så ikke blot rokker ved verdensbilledet, men altså også ved den bagvedliggende moral.

Det er således i sidste instans netop moralen, man føler er truet ved de nye påstande, sådan som mange tilsvarende så en trussel i den måde som Christoffer Columbus eller Galileo Galilei ville kunne rokke ved moralen, ved - som udgangspunkt - at ændre på den måde, som man anskuede den fysiske verden.

Tilsvarende, når nogle producenter eller en innovatør introducerer noget nyt, der forbedrer og højner livskvaliteten i befolkningen og for den enkelte borger, så angriber frygtmagerne netop produktet, for så må der jo være noget forkert ved det, når det skaber en bedre tilværelse her på jorden. Det som frygtmagerne selv promoverer, er jo netop det modsatte af konkrete, fysiske og synlige forbedringer af menneskers levevis. Meningen med at være skatteyder eller reguleret er tværtimod at man skal give afkald og yde ofre til fordel for noget andet (naturen) eller nogle andre. Disse andre kan så være grupper der skal begunstiges i kraft af omfordeling; eller det kan være de fremtidige generationer, der åbenbart - ifølge doktrinen - er bedst tjent med, at vi ikke forandrer vores omgivelser til det bedre her og nu, men udskyder vores omformende bestræbelser til senere. Og den sidste del-ideologi er på sin vis den mest finurlige af de mange former for demagogi, man kan iagttage i vor tid; for dette med at man skal gøre mindre af hensyn til fremtiden - er jo så åbenlyst blot en omskrivning af, at man ønsker at fremtiden skal være det samme som i dag: altså blot nutiden med nogle nye aktører.

Frygt og fortidstrang

Interessant og sammenhængende med det øvrige, er det derfor også, at se hvordan forandringsfrygten, forsagelsesideologien og forsigtighedsprincippet kommer til udformning, når det gælder de ensidige anbefalinger, der efterfølger dommedagsprofetierne: For her er budskabet jo netop også i praksis og endda helt eksplicit, at vi i kraft af de menneskelige påvirkninger, må betale bod og sone ved at gå tilbage i tiden:

Udledninger af CO2 skal ifølge tankegangen således føres tilbage til – først - det arbitrære årstal 1990. (Men det er naturligvis blot det første skridt, og at man i praksis ikke formår dette, er naturligvis ikke en grund til at give magthaverne ære for realisme. Det udstukne mål viser nu engang i sig selv, at man er helt og aldeles verdensfjern; og i praksis at det er i Bruxelles, at man har mistet jordforbindelsen - og ikke i den verden, hvor man frembringer noget værdifuldt og løbende skaber forbedringer og øger livskvaliteten for den enkelte).

Motiverne for frygtskabelse og politikanbefalinger er derfor i meget vid udstrækning de samme, som de var tilbage i mere overtroiske tider. Indpakningen er blot anderledes.

Af og til finder man dog eksempler på at heller ikke indpakningen er forskellig fra tidligere:

Hedegaard og græshoppe-retorikken

Connie Hedegaard har således så glimrende dokumenteret det sidste, samt at hun åbenlyst abonnerer på forandringsfrygt og forsagelsesideologi ved at sammenligne mennesker med græshopper (vel at mærke uden at blive fyret af den grund), men også i kraft af talen om, at vi – trods ofre – vil kunne bevare vores levevis. Temaet er dermed åbenlyst ikke, at vi skal gå frem, men at vi enten skal gå tilbage - eller stå i stampe. Og det håber man så åbenbart vil være gavnligt for kommende generationer, at vi gør. Historieløshed er i denne henseende naturligvis en vigtig forudsætning for at man kan gentage historien. Og det er præcis det som er tilfældet her:

Modstanden mod forandringer, ønsket om at bevare magten over sjælene, ideen om kollektiv skyld, der så skal sones i kraft af kollektiv straf og/eller kollektive løsninger, hvor magten så ønskes koncentreret hos enten stat eller kirke, er således et aldeles klassisk tema også i europæisk historie. På den måde kan man da også sige, at det ikke er overraskende, at dette historiske tema er vendt tilbage.

At påpege, at kollektivisme og kollektive løsninger med monopolisering og tilstræbt kontrol over borgenes adfærd, hvad enten det vedrører transport, energi, innovation, uddannelse - eller produktion og forbrug i almindelighed – aldrig har skabt en bedre verden, vil i sig selv nok desværre ikke ændre på indstillingen hos de magthavere, der vil kollektivisere. Det er først og fremmest moralen – herunder den urgamle idé om, at mennesker skal ofre sig for den ene eller anden sag (som i vor tid så udstikkes fra politisk side) – at det er galt med. Men at ofre sig, uanset om det er for politiske demagoger, ”sammenhængskraften” eller truede koralrev er – for nu at bruge et udtryk fra indledningen – helt og aldeles grundløst.