Robinson, Fredag og »vækstens skyggeside«

På Informations nye hjemmeside findes en dyster artikelserie med overskriften »Det fattige Europa«. Jo mere man læser, desto mere får man nærmest indtryk af, at østeuropæerne have været bedre stillet med atter at vende tilbage til kommunismens planøkonomi. En række gratis-ydelser er jo forsvundet.

Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.

Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.

Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.

For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.

Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.

Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.

Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.

Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.

I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.

Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.

Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.

Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.


Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005