Det Konservative Folkeparti med Connie Hedegaard i spidsen har med dets klima- og miljøpolitik forvoldt langt mere skade på markedsøkonomien end man i Verdensnaturfonden (WWF) eller Greenpeace nogensinde vil kunne gøre sig forhåbninger om.
Alligevel stemte adskillige liberalister på partiet ved det seneste folketingsvalg, - blandt andet ud fra synspunktet om, at man i så fald valgte det mindst ringe parti.
Det er dog imidlertid for det første tvivlsomt om Det Konservative Folkeparti var det mindst ringe opstillede parti ved sidste valg. Og i fald at dette reelt var tilfældet burde man på baggrund af ovenstående ikke desto mindre så have valgt slet ikke at stemme.
Det er muligt, at det er det traditionelle nationale perspektiv, der handler om nationale skattelettelser, som har ført flere frihedsorienterede til beslutningen om at stemme på Bendt Bendtsen, Connie Hedegaard m.fl.
Imidlertid er globaliseringen og regionaliseringen en realitet. Pointen med at nævne dette er naturligvis, at de beslutninger, der træffes i regionale og globale fora, efterhånden som hovedregel vil have langt større konsekvenser for den lokale økonomi, end noget som besluttes nationalt.
I den henseende burde det nu efterhånden stå tydeligt for de fleste, at man har undervurderet den regionale energi-, miljø – og fødevarepolitik; og at den retorik som man så bort fra i en national sammenhæng – miljø- og klimaretorikken – var noget, der blev realiseret andetsteds, det vil sige internationalt; og som dermed i praksis var en politik, der fik langt større negative konsekvenser for os herhjemme end man (andre end undertegnede) troede.
Har man fulgt det Konservative partis grønmaling af sig selv de seneste år, burde man imidlertid have overvejet hvilke resultater, man i partiet ville forfølge i den internationale sammenhæng.
Før valget blev det fra denne side således påpeget, hvordan Connie Hedegaard som miljøminister i februar 2007 sammenlignede mennesker med græshopper, – vel at mærke uden at det fik hverken opinionsdannere eller presse til at undre sig, endsige protestere.
Sammenligningen som Hedegaard begik, er selvsagt afskyelig. Den form for retorik blev nok desværre antaget for at være harmløs grøn ”idealisme”. Man er blot nødt til at indse, at det menneskesyn som Connie Hedegaard må have - i kraft af sådanne udtalelser, i praksis er blevet realiseret via de regionale europæiske samt de internationale institutioner. For det er via disse institutioner, at man promoveret den politik og ideologi, som har ført til de politikker, der nu rammer almindelige borgere hårdt i dagligdagen, og selvsagt de med de mindste budgetter hårdest.
Der er med andre ord tale nogle personer i det konservative parti som forfølger en dagsorden, der mildt sagt slår benene væk under hvad der måtte være af markedsgavnlige programmer fra det partis side. Eftersom disse personer forfølger deres dagsorden i nogle institutioner, der i vor tid er mere magtfulde end de var for 20 eller 30 år siden, opvejer de altså langt mere de nationale ønsker om skattelettelser, som man samtidig har haft langt vanskeligere ved at komme igennem med.
Så man burde ikke have stemt konservativt, eftersom stemmerne aktivt er blevet brugt på en politik, der har gjort amerikanske og europæiske borgere fattigere, og som i øvrigt har ført til menneskelige katastrofer i de såkaldte udviklingslande.
Om Connie Hedegaards sammenligning af mennesker med græshopper:
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/konservativ-kologisme-og-anti-bilisme.html
Viser indlæg med etiketten Connie Hedegaard. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Connie Hedegaard. Vis alle indlæg
14. juli 2008
9. november 2007
Konservativ økologisme og anti-bilisme
Connie Hedegaard: "Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper".
I dag udsendte den konservative pressetjeneste en pressemeddelelse på vegne af den konservative kandidat og fungerende miljøminister Connie Hedegaard. Af pressemeddelelsen fremgår det tydeligt, at den konservative minister er åbenlys modstander af komfortable biler; samt at modstanden bygger på miljøideologi og naturkonservatisme. Pressemeddelelsen bærer samtidig vidnesbyrd om at være henvendt til hærværksmænd og potentielle vandaler, som griber til selvtægt med afsæt i den selv samme miljøideologi, som ministeren promoverer:
Pressemeddelelsen består i sin enkelthed netop af sammenstillingen af to forhold: for det første, at der begås hærværk mod firehjulstrækkere i det indre København; og for det andet - at den konservative politik indtil videre har reduceret antallet af solgte firehjulstrækkere i Danmark!
Der kan således kun udledes den slutning, at Connie Hedegaard ideologisk set er på hærværkspersonernes side, selv om hun giver udtryk for at hun ikke er enig i deres metoder. Dette burde i sig selv, betyde at Connie Hedegaard blev ekskluderet fra det Konservative Folkeparti. For dette parti burde jo forsvare frie menneskers ret til for egne midler at erhverve sig et komfortabelt køretøj. Men politikken fra navnlig Connie Hedegaards side er ikke desto mindre den modsatte. For som det også fremgår af pressemeddelelsen, er man åbenlyst stolt over, at man har ændret forbrugsadfærden i retning af mindre og dermed mere ukomfortable transportmidler. (Læs mere her).
Som det er påpeget i mange andre sammenhænge, er og bliver den konservative miljøpolitik, som også er FN’s og EU’s, grundlæggende skadelig for udviklingen af industrisamfundet: Skridt for skridt vil politikken med højere energiafgifter og kvoteordninger for energiforbruget føre til - først en reduceret velstandsskabelse - dernæst stagnation - og endelig forarmelse og fattigdom.
Det skal i samme anledning også bemærkes, at Connie Hedegaard ved en anden lejlighed har sammenlignet mennesker i industrisamfundet, det vil sige det frie og rige samfund, som vi lever i også i Danmark, - med græshopper, hvilket netop også er i overensstemmelse med de værste former for økologisk retorik. - Citat af Connie Hedegaard: Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten [fra FN] fortæller os, at det skal være nu. Læs mere her.
I medierne har man desværre endnu ikke forholdt sig til denne afskyelige sammenligning fra februar 2007. Men at man har en dansk minister, der benytter sig af en sådan analogi mellem det frie, oplyste og produktive samfund - og så en sværm af græshopper, er imidlertid så frastødende, at citatet må fremhæves indtil medlemmer af pressen får øjnene op. Og at det Konservative Folkeparti har en kandidat, der benytter sig af sådanne sammenligninger bør naturligvis også have konsekvenser for partiet på valgdagen den 13. november.
I dag udsendte den konservative pressetjeneste en pressemeddelelse på vegne af den konservative kandidat og fungerende miljøminister Connie Hedegaard. Af pressemeddelelsen fremgår det tydeligt, at den konservative minister er åbenlys modstander af komfortable biler; samt at modstanden bygger på miljøideologi og naturkonservatisme. Pressemeddelelsen bærer samtidig vidnesbyrd om at være henvendt til hærværksmænd og potentielle vandaler, som griber til selvtægt med afsæt i den selv samme miljøideologi, som ministeren promoverer:
Pressemeddelelsen består i sin enkelthed netop af sammenstillingen af to forhold: for det første, at der begås hærværk mod firehjulstrækkere i det indre København; og for det andet - at den konservative politik indtil videre har reduceret antallet af solgte firehjulstrækkere i Danmark!
Der kan således kun udledes den slutning, at Connie Hedegaard ideologisk set er på hærværkspersonernes side, selv om hun giver udtryk for at hun ikke er enig i deres metoder. Dette burde i sig selv, betyde at Connie Hedegaard blev ekskluderet fra det Konservative Folkeparti. For dette parti burde jo forsvare frie menneskers ret til for egne midler at erhverve sig et komfortabelt køretøj. Men politikken fra navnlig Connie Hedegaards side er ikke desto mindre den modsatte. For som det også fremgår af pressemeddelelsen, er man åbenlyst stolt over, at man har ændret forbrugsadfærden i retning af mindre og dermed mere ukomfortable transportmidler. (Læs mere her).
Som det er påpeget i mange andre sammenhænge, er og bliver den konservative miljøpolitik, som også er FN’s og EU’s, grundlæggende skadelig for udviklingen af industrisamfundet: Skridt for skridt vil politikken med højere energiafgifter og kvoteordninger for energiforbruget føre til - først en reduceret velstandsskabelse - dernæst stagnation - og endelig forarmelse og fattigdom.
Det skal i samme anledning også bemærkes, at Connie Hedegaard ved en anden lejlighed har sammenlignet mennesker i industrisamfundet, det vil sige det frie og rige samfund, som vi lever i også i Danmark, - med græshopper, hvilket netop også er i overensstemmelse med de værste former for økologisk retorik. - Citat af Connie Hedegaard: Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten [fra FN] fortæller os, at det skal være nu. Læs mere her.
I medierne har man desværre endnu ikke forholdt sig til denne afskyelige sammenligning fra februar 2007. Men at man har en dansk minister, der benytter sig af en sådan analogi mellem det frie, oplyste og produktive samfund - og så en sværm af græshopper, er imidlertid så frastødende, at citatet må fremhæves indtil medlemmer af pressen får øjnene op. Og at det Konservative Folkeparti har en kandidat, der benytter sig af sådanne sammenligninger bør naturligvis også have konsekvenser for partiet på valgdagen den 13. november.
1. august 2007
Konservativt enogtyvepunktsprogram for personligt ansvar?
"Nøgletemaerne [i moderne borgerlig politik] er stærk økonomi, global konkurrenceevne, velfærd, miljø og sikkerhed. Nu vil nogle med næsen begravet i støvede ideologiske opslagsværker måske tænke, at et par af de politiske overskrifter ikke hører til på den borgerlige fløj, men deri tager de fejl. Netop politiske områder, som venstrefløjen i mange år har forsøgt at monopolisere, er ved at løbe dem af hænde".
- Det skriver Brian Mikkelsen i dagens JP-kronik, hvor han senere yderligere fremhæver, at de borgerlige har overtaget venstrefløjens mærkesager. Dette gælder ikke mindst miljø-spørgsmål.
Overskriften henviser i øvrigt til, at Mikkelsen mener, at Connie Hedegaard (hende der sammenligner mennesker med græshopper ) har startet en "grøn revolution", der med et enogtyvepunktsprogram skal revolutionere miljø- og energipolitikken "med vægt på det personlige ansvar"…
Altså en slags konservativ miljø-kanon fra højeste sted? Konservative kommer således nærmest permanent rendende med nye stentavler bestående af påbud og forbud, og kalder så deres krav, restriktioner og forskrifter for god borgerlig politik. Overskriften for Brian Mikkelsens kronik er Europa går mod højre. I kraft af indholdet kunne man også have valgt "Det borgerlige Europa går mod venstre".
Copenhagen Institutes afsæt for at forhold sig til miljøspørgsmål lyder i øvrigt således:
I den vestlige og industrialiserede del af verden lever mennesker i dag længere, og er sundere end nogen sinde før. Industrialiseringen, og den velstand som den kapitalistiske arbejdsdeling har medført, har samtidig gjort det muligt at brødføde stadigt flere mennesker jorden over.
De teknologiske revolutioner har ikke bare direkte ført til bedre levevilkår. De har samtidig skabt langt mere behagelige omgivelser for mennesket - sammenlignet med industrialderens begyndelse.
Med dette in mente kan det derfor virke paradoksalt, at miljøpolitikken har en så fremtrædende rolle i den aktuelle debat.
I Copenhagen Institute vil vi ikke desto mindre søge at deltage så fordomsfrit som det er muligt, når det kommer til de former for potentielle trusler og faretruende scenarier, som kan fremmanes i forbindelse med spørgsmål om globalisering - herunder den tredje verdens industrialisering - eller fremvæksten af ny teknologi.
Tekstens udformning skyldes ikke mindst, at man skal være nærmest blind, for ikke at kunne se sammenhængen mellem den politiske radikalisering (i socialistisk retning) på offentlige universiteter i USA og Europa fra og med 1970'erne, - og så fremvæksten af den moderne miljøbevægelse. Derfor er der tilsvarende en logisk grund til at være skeptisk overfor miljø-lobbyen - jævnfør netop den velstandsskabelse, der er opstået i kraft af en fri økonomi.
Det er nu engang fri samhandel og fri produktion, der har forbedret vores omgivelser, sådan at vores omgivelser bedre lever op til vore egne behov. I 1970’ernes USA førte man vel at mærke netop – også inspireret af naturkonservatisme - en katastrofal energipolitik, hvor man ville styre økonomien (og tage hensyn til miljøet via statslige indgreb), som så i praksis styrkede et Mellemøsten, man havde været langt bedre tjent ved ikke at begunstige med oliepenge.
Nogen skepsis over miljøbevægelsen utidige fremkost i 1970’erne, hvor almindelige borgeres velstand var højere end nogen sinde, og hvor vi dermed tilsvarende havde distanceret os fra den natur, der dræber som følge af knapheden der findes i før-industrielle samfund, som følge af banale infektioner, mangel på rent og rindende vand - den skepsis finder man tydeligvis ikke hos i den konservative partitop.
- Og hvad var det lige, der legitimerede en genoplivelse af naturromantikken i 1970’erne; – altså ud over at markedsøkonomien havde vist sig at være en fantastisk succes, og derfor netop – i modsætning til socialismen – var det som satte os fri fra det usle liv, der kendetegner en tilværelse tættere på naturens præmisser?
Staten og de konservative
Den konservative begejstring for miljøsagen hænger rent faktisk sammen med den generelle konservative begejstring for en stærk, omfangsrig og dikterende stat – jf. også mængden af krav og påbud, som konservative i almindelighed er leveringsdygtige i.Forklaringen på Brian Mikkelsens opremsning af det, han mener kun tilsyneladende er modstridende politiske sager, er yderligere at konservative nu engang har en tendens til at smide alverdens modstridende elementer ned i samme gryde, og så kalde det for konservatisme eller borgerlighed. Der er simpelthen heller intet nyt under solen i den forstand. Som konservativ har man altid været tilhænger af mere marked og mere stat. Man vil på samme tid gerne have fri prisdannelse og priskontrol. Eller mere natur og mere kultur. Man er tilsvarende sympatisk indstillet overfor såvel socialisme og liberalisme. Konservative er dermed de ultimative ”balancekunstnere” i dansk politik.
Arven fra Hegel
En af kilderne til den politiske trang til at ville blæse og have mel i munden, er ikke mindst den tyske konservative filosof Hegel, der troede at man kunne blande alverdens politiske modsætninger, og så opnå en bedre syntese.
Hos de konservative bryder man sig derfor netop ikke om principper. Og i kraft af den manglende interesse for at identificere rigtige og forkerte principper, ser man derfor ikke, at modstridende ideer bygger på bestemte principper og helt grundlæggende forskellige (og uforenelige) forudsætninger - herunder afgørende forskelle på menneskesyn. I stedet er man bare generelt sympatisk indstillet. For alle mener jo angiveligt noget godt med hver deres projekt. - Så hvad kunne være bedre end om man forsøgte at forene det modstridende?
Brian Mikkelsen har derfor samtidig ikke ret i, at der med hvad han præsenterer er tale om "moderne" konservatisme. Der er tværtimod tale om klassisk tysk konservatisme, der fører til mere politisk ufrihed og en mindre fri økonomi, som det gælder alle andre kollektivistiske retninger, hvor man vil bestemme over andres liv og adfærd. Hvad angår venstreorienterede konservative som Brian Mikkelsen kan man derfor i vid udstrækning også forstå dem som det mest ekstreme eksempel på den danske politiske pragmatisme, der handler om, at man skridt for skridt giver køb på egne værdier for at vinde magten.
Resultatet af denne adfærd, hvor man den ene dag taler om frihed, ejendomsret og retssamfund - og den næste dag om ”sammenhængskraft”, støtte til kultur, uddannelse, miljøprojekter, tvungen bistand, en stærk velfærdsstat o.s.v. o.s.v., er netop den konkrete og løbende efterrationalisering, som man finder i den konservative lejr. Denne efterrationalisering handler derfor udelukkende om, at man har travlt med at retfærdiggøre det eksisterende (og alle disse modstridende projekter, der baserer sig på enten et forsvar for frihed og så omvendt lighedstrangen, som de konservative gerne vil være en del af). - Mere er der simpelthen ikke i de konservatives interesse for miljøbevægelsen: At den nu har været forholdsvis stærk i ca. 30-40 år. Den anses derfor for at være blevet bevaringsværdig, og vurderes til at være en del af kulturarven. (Og at der ikke kan forventes dybere kriterier kan man forvisse sig om ved netop at konsulterer de andre "kanoner" - herunder den for kultur, som konservative præsenterer befolkningen for.
En af grundene til, at man som konservativ ikke forsvarer sig mod det, man ikke bryder sig om, men i stedet med tiden giver efter - og efterrationaliserer, er i øvrigt også, at konservatisme i høj grad netop bygger på tyske filosoffer, for hvem staten var langt vigtigere end det civile samfund; og hvor menneskets frihed til at tænke og handle i frihed tilsvarende betyder langt mindre. Derfor støtter man som konservativ i almindelighed projekter, der styrker staten på frihedens bekostning. (Måske bryder man sig ikke specielt meget om det konkrete projekt, men at staten gives mere magt kan man da forstå). I det konkrete tilfælde hvad angår miljø, bakker man derfor også op, selv om miljøbevægelsens mål ikke er bedre omgivelser for mennesker, men at promovere miljøet som en værdi-i-sig-selv.
Hvis målet var at forbedre menneskers omgivelser yderligere, så måtte man tværtimod tage fat på at gøre op med klientskabelse - også hvad angår "udviklingslande"; sænke skatterne, og reducere den offentlige sektor - sådan at det atter kunne betale sig at producere - og dermed netop at forandre og skabe velstand - altså også ved at ændre på omgivelserne, og forandre materiale i naturen til noget, der kan bruges til at opfylde vore egne behov.
Kan man præsentere de konservative for ét stort fælles projekt, hvor individuel frihed skal ofres til fordel for noget, som nogen finder er "en større sag", kan man derfor også roligt regne med, at opbakningen - eller som udgangspunkt interessen - vil være til stede. Balancegangen, som de konservative mystikere også taler om, har i praksis vist sig ikke at eksistere: Konservative vælger ad de små skridts vej altid mere stat frem for mere civilsamfund.
Artikler om konservatisme:
Liberalist, socialist eller særling?
Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”
De andres idéer
Hvem tager ansvar for uddannelsen?
- Det skriver Brian Mikkelsen i dagens JP-kronik, hvor han senere yderligere fremhæver, at de borgerlige har overtaget venstrefløjens mærkesager. Dette gælder ikke mindst miljø-spørgsmål.
Overskriften henviser i øvrigt til, at Mikkelsen mener, at Connie Hedegaard (hende der sammenligner mennesker med græshopper ) har startet en "grøn revolution", der med et enogtyvepunktsprogram skal revolutionere miljø- og energipolitikken "med vægt på det personlige ansvar"…
Altså en slags konservativ miljø-kanon fra højeste sted? Konservative kommer således nærmest permanent rendende med nye stentavler bestående af påbud og forbud, og kalder så deres krav, restriktioner og forskrifter for god borgerlig politik. Overskriften for Brian Mikkelsens kronik er Europa går mod højre. I kraft af indholdet kunne man også have valgt "Det borgerlige Europa går mod venstre".
Copenhagen Institutes afsæt for at forhold sig til miljøspørgsmål lyder i øvrigt således:
I den vestlige og industrialiserede del af verden lever mennesker i dag længere, og er sundere end nogen sinde før. Industrialiseringen, og den velstand som den kapitalistiske arbejdsdeling har medført, har samtidig gjort det muligt at brødføde stadigt flere mennesker jorden over.
De teknologiske revolutioner har ikke bare direkte ført til bedre levevilkår. De har samtidig skabt langt mere behagelige omgivelser for mennesket - sammenlignet med industrialderens begyndelse.
Med dette in mente kan det derfor virke paradoksalt, at miljøpolitikken har en så fremtrædende rolle i den aktuelle debat.
I Copenhagen Institute vil vi ikke desto mindre søge at deltage så fordomsfrit som det er muligt, når det kommer til de former for potentielle trusler og faretruende scenarier, som kan fremmanes i forbindelse med spørgsmål om globalisering - herunder den tredje verdens industrialisering - eller fremvæksten af ny teknologi.
Tekstens udformning skyldes ikke mindst, at man skal være nærmest blind, for ikke at kunne se sammenhængen mellem den politiske radikalisering (i socialistisk retning) på offentlige universiteter i USA og Europa fra og med 1970'erne, - og så fremvæksten af den moderne miljøbevægelse. Derfor er der tilsvarende en logisk grund til at være skeptisk overfor miljø-lobbyen - jævnfør netop den velstandsskabelse, der er opstået i kraft af en fri økonomi.
Det er nu engang fri samhandel og fri produktion, der har forbedret vores omgivelser, sådan at vores omgivelser bedre lever op til vore egne behov. I 1970’ernes USA førte man vel at mærke netop – også inspireret af naturkonservatisme - en katastrofal energipolitik, hvor man ville styre økonomien (og tage hensyn til miljøet via statslige indgreb), som så i praksis styrkede et Mellemøsten, man havde været langt bedre tjent ved ikke at begunstige med oliepenge.
Nogen skepsis over miljøbevægelsen utidige fremkost i 1970’erne, hvor almindelige borgeres velstand var højere end nogen sinde, og hvor vi dermed tilsvarende havde distanceret os fra den natur, der dræber som følge af knapheden der findes i før-industrielle samfund, som følge af banale infektioner, mangel på rent og rindende vand - den skepsis finder man tydeligvis ikke hos i den konservative partitop.
- Og hvad var det lige, der legitimerede en genoplivelse af naturromantikken i 1970’erne; – altså ud over at markedsøkonomien havde vist sig at være en fantastisk succes, og derfor netop – i modsætning til socialismen – var det som satte os fri fra det usle liv, der kendetegner en tilværelse tættere på naturens præmisser?
Staten og de konservative
Den konservative begejstring for miljøsagen hænger rent faktisk sammen med den generelle konservative begejstring for en stærk, omfangsrig og dikterende stat – jf. også mængden af krav og påbud, som konservative i almindelighed er leveringsdygtige i.Forklaringen på Brian Mikkelsens opremsning af det, han mener kun tilsyneladende er modstridende politiske sager, er yderligere at konservative nu engang har en tendens til at smide alverdens modstridende elementer ned i samme gryde, og så kalde det for konservatisme eller borgerlighed. Der er simpelthen heller intet nyt under solen i den forstand. Som konservativ har man altid været tilhænger af mere marked og mere stat. Man vil på samme tid gerne have fri prisdannelse og priskontrol. Eller mere natur og mere kultur. Man er tilsvarende sympatisk indstillet overfor såvel socialisme og liberalisme. Konservative er dermed de ultimative ”balancekunstnere” i dansk politik.
Arven fra Hegel
En af kilderne til den politiske trang til at ville blæse og have mel i munden, er ikke mindst den tyske konservative filosof Hegel, der troede at man kunne blande alverdens politiske modsætninger, og så opnå en bedre syntese.
Hos de konservative bryder man sig derfor netop ikke om principper. Og i kraft af den manglende interesse for at identificere rigtige og forkerte principper, ser man derfor ikke, at modstridende ideer bygger på bestemte principper og helt grundlæggende forskellige (og uforenelige) forudsætninger - herunder afgørende forskelle på menneskesyn. I stedet er man bare generelt sympatisk indstillet. For alle mener jo angiveligt noget godt med hver deres projekt. - Så hvad kunne være bedre end om man forsøgte at forene det modstridende?
Brian Mikkelsen har derfor samtidig ikke ret i, at der med hvad han præsenterer er tale om "moderne" konservatisme. Der er tværtimod tale om klassisk tysk konservatisme, der fører til mere politisk ufrihed og en mindre fri økonomi, som det gælder alle andre kollektivistiske retninger, hvor man vil bestemme over andres liv og adfærd. Hvad angår venstreorienterede konservative som Brian Mikkelsen kan man derfor i vid udstrækning også forstå dem som det mest ekstreme eksempel på den danske politiske pragmatisme, der handler om, at man skridt for skridt giver køb på egne værdier for at vinde magten.
Resultatet af denne adfærd, hvor man den ene dag taler om frihed, ejendomsret og retssamfund - og den næste dag om ”sammenhængskraft”, støtte til kultur, uddannelse, miljøprojekter, tvungen bistand, en stærk velfærdsstat o.s.v. o.s.v., er netop den konkrete og løbende efterrationalisering, som man finder i den konservative lejr. Denne efterrationalisering handler derfor udelukkende om, at man har travlt med at retfærdiggøre det eksisterende (og alle disse modstridende projekter, der baserer sig på enten et forsvar for frihed og så omvendt lighedstrangen, som de konservative gerne vil være en del af). - Mere er der simpelthen ikke i de konservatives interesse for miljøbevægelsen: At den nu har været forholdsvis stærk i ca. 30-40 år. Den anses derfor for at være blevet bevaringsværdig, og vurderes til at være en del af kulturarven. (Og at der ikke kan forventes dybere kriterier kan man forvisse sig om ved netop at konsulterer de andre "kanoner" - herunder den for kultur, som konservative præsenterer befolkningen for.
En af grundene til, at man som konservativ ikke forsvarer sig mod det, man ikke bryder sig om, men i stedet med tiden giver efter - og efterrationaliserer, er i øvrigt også, at konservatisme i høj grad netop bygger på tyske filosoffer, for hvem staten var langt vigtigere end det civile samfund; og hvor menneskets frihed til at tænke og handle i frihed tilsvarende betyder langt mindre. Derfor støtter man som konservativ i almindelighed projekter, der styrker staten på frihedens bekostning. (Måske bryder man sig ikke specielt meget om det konkrete projekt, men at staten gives mere magt kan man da forstå). I det konkrete tilfælde hvad angår miljø, bakker man derfor også op, selv om miljøbevægelsens mål ikke er bedre omgivelser for mennesker, men at promovere miljøet som en værdi-i-sig-selv.
Hvis målet var at forbedre menneskers omgivelser yderligere, så måtte man tværtimod tage fat på at gøre op med klientskabelse - også hvad angår "udviklingslande"; sænke skatterne, og reducere den offentlige sektor - sådan at det atter kunne betale sig at producere - og dermed netop at forandre og skabe velstand - altså også ved at ændre på omgivelserne, og forandre materiale i naturen til noget, der kan bruges til at opfylde vore egne behov.
Kan man præsentere de konservative for ét stort fælles projekt, hvor individuel frihed skal ofres til fordel for noget, som nogen finder er "en større sag", kan man derfor også roligt regne med, at opbakningen - eller som udgangspunkt interessen - vil være til stede. Balancegangen, som de konservative mystikere også taler om, har i praksis vist sig ikke at eksistere: Konservative vælger ad de små skridts vej altid mere stat frem for mere civilsamfund.
Artikler om konservatisme:
Liberalist, socialist eller særling?
Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”
De andres idéer
Hvem tager ansvar for uddannelsen?
Abonner på:
Indlæg (Atom)
