Om intellektuel ejendomsret

Patents on new inventions, copyrights on books, drawings, musical compositions, and the like, and trademarks and brand names do not constitute monopolies. True enough, they reserve markets, or parts of markets, to the exclusive possession of the owners of the patents or copyrights, or trademarks or brand names, and they do so by means of the use of physical force inasmuch as it is against the law to infringe on these rights.

None of these rights represent monopoly, however, because none of them is supported by the initiation of physical force. In all of these cases, the government stands ready to use physical force in defence of a pre-existing property right established either by an act of personal creation or by the fact of distinct identity. A new invention, or book, drawing, or song, and so forth is the product of a definite individual or group of individuals and belongs to him or them on the same basis that a farmer’s crop or a corporation’s product belongs to him or it – namely, the right of having created it. A trademark or brand name belongs to its creator on the same basis as his own name – in order to distinguish the distinct identity of the individual and his actions, and thus to be able to assign individual responsibility for the good or bad that is done.

The fact that that the government is ready to use force to protect patents and copyrights is fully as proper as that it stands ready to protect farmers and businessmen in the ownership of their physical products and to come to their rescue when they are set upon by trespassers or attacked by robbers. In both cases, it does nothing more than protect the rights of producers to their products. In protecting trademarks and brand names, it does nothing more than when it protects individuals from impersonation by others. It acts to enable them to be recognized for the good or bad they do, and thus gain or lose accordingly.

Teksten kan læses online på Capitalism.net, hvor Reisman uddyber sine pointer. (på side 388, som findes på side 444 ved online søgning i pdf-dokumentet).

Moralsk og praktisk

Reismans udgangspunkt er, at det er praktisk, men også moralsk at forsvare eksistensen af ovennævnte intellektuelle rettigheder.

Disse rettigheder er ifølge Reisman i overenstemmelse med eksistensen af den private (fysiske) ejendomsret og frihedsrettighederne. Disse er alle individuelle rettigheder. De giver ikke bestemte grupper privilegier forstået som en ”ret til indtjening” eller ret til "ydelser", men forbedrer mulighederne for indtjening ved innovation.

Sådanne individuelle rettigheder baserer sig tilsvarende ikke (primært) på andres behov: Intellektuelle rettigheder forsvares ikke (primært) med at kunderne har behov for, at goder bliver spredt så vidt muligt (og at de i det hele taget udvikles), men derimod først og fremmest med, at muligheden og incitamentet til at skabe nyt, og profitere derved, de øges for den enkelte.

Også på denne måde er intellektuelle ejendomsrettigheder i overensstemmelse med de andre individuelle rettigheder. Hvis man tager udgangspunkt i, at den der skaber har retten (herunder råderetten) til det, der bliver skabt, er det derfor vanskeligt ikke at forsvare disse.

Reisman bygger således sit forsvar op omkring det han ser som det centrale aspekt forbundet med rettigheder, hvilket er velstandsskabelse; det vil sige det, der forbedrer menneskers livsvilkår.

Om varemærker

- Og hvorfor skulle andre end kæden McDonalds i grunden kunne anvende McDonalds omdømme, til at tjene hurtige penge ved at udgive sig for at være McDonalds, og i processen sætte burgerkædens omdømme over styr?

Om copyrights

- Og er det ikke moralsk og praktisk, at forfatteren til en bog har rettighederne til sit eget værk? Og at andre dermed ikke kan købe et af de første eksemplarer, masseproducere nye bøger ved hjælp af dette eksemplar, og derefter berige sig på forfatterens bekostning?

Det er – mildt sagt - vanskeligt at forsvare sådan en adfærd, hvis udgangspunktet for et forsvar for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i almindelighed, er evnen til at tænke og handle for at forbedre egne muligheder.

Eksistensen af en copyright-lovgivning vil indenfor et givent territorium være universel, og som George Reisman påpeger, er der tale om en beskyttelse, der muliggør og/eller fremmer kreativ adfærd, ved at styrke profitincitamentet.

Intellektuelle rettigheder giver ingen ”ret” til at tjene penge; men den forbedrer alles muligheder for at gøre det. Ved fravær af copyright reduceres tværtimod incitamentet – ifølge Reisman – til at producere bøger, cd’er m.v., og vel at mærke også evnen til at tjene på sådanne former for produktivitet.

Om patenter

- Men har patenter eventuelt en særstatus i forhold til ovenstående?

Ifølge Gyldendals leksikon er et patent: – [En] eneret til at fremstille og nyttiggøre en teknisk opfindelse. Mere afgrænset er begrebet ikke. Der kan samtidig yderligere, ifølge Oxford Advanced Learners Dictionary, med et patent være tale om beskyttelsen af en proces.

Det vil sige, at man ikke blot via patentlovgivningen kan opnå beskyttelse af en bestemt opfindelse, men blot beskyttelsen af en bestemt måde at gøre noget på.

Igen: - På hvis side er moralen? - Hos de der ønsker at tjene penge på det, som andre har udtænkt og/eller skabt? - Eller hos ophavsmændene (m/k); som uden en patentbeskyttelse risikerer at deres ideer (processer), eller opfindelser, med det samme kan overtages af andre?

Hvis disse ”andre” i modsætning til ovenstående var nogle andre skabende og produktive – eventuelt mennesker – der uafhængigt af de, der kommer først til patentkontoret har opfundet en opfindelse, men ikke kommer først, kunne lovgivningen så ikke tage højde for dette? Men uanset om lovgivningen kunne dette eller ej: er reglen om, at den der kommer først til patentkontoret så ikke tilsvarende universel?

- Og beskytter lovgivningen, og opmuntrer den, ikke ligefrem samtidig til kreativitet og produktivitet for alle - uanset om det sidstnævnte skulle være tilfældet?

Det vil sige, kan eksistensen af en intellektuel ejendomsret ligefrem afskrække nogle fra at bruge deres (eget) intellekt i processen, der handler om at forbedre egen - og som følge heraf i et moderne samfund med arbejdsdeling - andres situation?

Og det sidste er vel det primære formål med enhver form for retfærdig lovgivning: At sikre at mennesker kan leve, producere, nyudvikle og skabe; og at de derved kan forbedre deres livsvilkår; sådan som det er formålet med ejendomsrettighederne og frihedsrettighederne i almindelighed.

Lovgivning skal med andre ord være universel. Den bør fremme handleevnen og handlefriheden – og dermed evnen til at skabe velstand. Som følge heraf skal lovgivningen samtidig være ikke-selvmodsigende.

Med George Reismans afsæt er der umiddelbart ikke noget, der tyder på, at forsvaret for intellektuelle ejendomsrettigheder skulle være i strid med andre negative rettigheder, men derimod at de intellektuelle ejendomsrettigheder sikrer det samme som det er tilfældet med de øvrige individuelle rettigheder (Sådanne rettigheder håndhævedes i øvrigt ikke i de nu historiske planøkonomier – endsige i vor tids Cuba eller Nordkorea).

Med andre ord: den fysiske ejendomsret, frihedsrettighederne (herunder ytringsfriheden) samt de intellektuelle rettigheder trækker alle sammen i retning af en forbedret evne for den enkelte til at klare sig – ved at øge incitamenterne ved at innovere og ved at sprede ideer.

Som Reisman påpeger, kunne man ikke desto mindre forvente en kortsigtet vækst som følge af overtagelsen af indtil et givent tidspunkt beskyttede processer, opfindelser og tekster mv. – hvis de intellektuelle rettigheder pludselig skulle blive afskaffet. Men herefter må man forvente, at interessen for at nyudvikle efterfølgende ville falde markant. Det vil sige, at det vil være upraktisk at afvikle sådanne rettigheder; men atter engang må man vende tilbage til, om det samtidig ville være rigtigt at afskaffe sådanne rettigheder, det vil sige om det ville være moralsk (men samtidig upraktisk).

Man skulle imidlertid mene, at det moralske netop ville være at forsvare andre menneskers ret til at profitere af det, de skaber, og at håndhæve sådanne et forsvar, så længe håndhævelsen er universel.

Man har ikke ret til det andre skaber

De der angriber – eksempelvis – patentlovgivning, gør det således ofte ved at henvise til nogle bestemte menneskers behov for det andre har skabt, som de ønsker at overtage. Det er imidlertid ikke et moralsk gyldigt argument. - Det er et forsvar for "særlige behov". Men behov giver ingen ret.

Incitamenter til handel, produktivitet og velstandsskabelse er i stedet snævert forbundet med netop rettigheder, der ikke blot er nedfældet i dokumenter, men som er rettigheder som kan håndhæves, og som samtidig tager udgangspunkt i individet; jævnfør det enestående ved sentensen i den amerikanske uafhængighedserkæring , (der udgør en del af grundlaget for den amerikanske forfatning) - om den enkeltes ret til at søge lykken.

I andre landes forfatningsdokumenter er i stedet indført en række behovsrettigheder, der netop ikke skaber incitamenter til at behovene opfyldes; men som i stedet afvikler incitamentet til produktivitet ved at kræve, at nogle skal opfylde bestemte af lovgiverne opstillede behov.

Intellektuelle rettigheder hører således tydeligvis ikke til under kategorien behovsrettigheder. Det er i stedet netop en beskyttelse af de, der skaber nyt og bidrager med nye ideer (og dermed ikke ”de krævende”); og beskyttelsen har netop til formål, at sikre at det kan betale sig for disse kreative at anvende og/eller, at det kan betale sig at sprede deres nyskabelser i praksis.

De intellektuelle rettigheder, ifølge ovenstående udgangspunkt, sætter udelukkende grænser for, dem, der uretmæssigt ønsker at overtage det, som andre har skabt.

At man har behov for en ny opfindelse giver således ingen retten til at overtage det originale, som en opfinder eller forfatter har frembragt, og sælge dette med et forsvar, der baserer sig på en ”moral”, der er udviklet med afsæt i bestemte kunders og ikke-kunders behov.

(Hvis der i givet fald findes undtagelser fra ovenstående, hvor patentrettigheder skader de originale og produktive i samfundet, skyldes dette så en iboende fejl i forsvaret for patentrettigheder; eller kan det i stedet blot tilskrives den konkrete håndhævelse af disse? Bør statsansatte som følge af den eksisterende skatte-finansieringsform i øvrigt have retten til at opnå patenter på noget som helst?)

Afrunding og perspektivering

For at opsummere, så er rettigheder noget som mennesker indfører og håndhæver. De må, hvis de skal være meningsfulde være ikke-selvmodsigende. Det vil sige retten til at søge profit, giver dermed ingen ret til at opnå profit.

Frihedsrettighederne og den private ejendomsret samt de intellektuelle rettigheder giver således ingen ret til indtjening. Men de sikrer og øger mulighederne for, at man kan tjene penge på det man foretager sig.

Rettigheder er således menneskeskabte spilleregler. De er ikke gudgivne; og de findes samtidig ikke i naturen.

Der skal samtidig være et formål med at indføre rettigheder; og dette formål må være ikke selvmodsigende.

Det formål der forsvares foroven, er retten til handling, handleevnen og evnen til at skabe velstand. Det er ét og samme formål: Det vil sige, menneskets ret til at søge at forbedre sin egen tilværelse.

Forsvaret for intellektuelle ejendomsrettigheder kan således forsvares med, at disse styrker evnen til skabelsen af velstand.

Uenigheden omkring disse rettigheder, og dermed hvordan lovgivningen skal være, bygger på moralske overvejelser. Moral er tilsvarende (og tydeligvis) ikke givet på forhånd. Det er noget mennesket udleder af fornuften.

Forudsætningen for, at man kan nå til enighed om hvilken lovgivning og hvilke regler, der skal være gældende i et samfund, kan kun ske ud fra en henvisning til objektive principper. Diskussioner om disse må derfor gå forud for indførslen af bestemte rettigheder.

Eksistensen af såvel materielle rettigheder og frihedsrettighederne på samme tid, er derimod selvmodsigende. De ophæver hinanden, og dermed overlades det til de politiske beslutningstagere at bestemme hvem, der på et givent tidspunkt skal have ret til hvad.

Hvilke rettigheder, der skal være gældende i et samfund må således udledes af fornuften, og må bygge på en bestemt moral. Konkret er der imidlertid stor uenighed om, hvad der er moralsk. På samme måde er der i praksis stor uenighed om hvilke rettigheder, der skal (og ikke skal) være gældende og hvorfor.

Ovenstående forsvar for frihedsrettighederne og den private ejendomsret samt intellektuelle rettigheder tager således afsæt i et forsvar for menneskets evne til at overleve, og til at forbedre egne livsvilkår - ved at sikre de bedst mulige lovgivningsmæssige forudsætninger for, at den enkelte kan skabe velstand.

Reisman baserer således sit forsvar på at de intellektuelle ejendomrettigheder forbedrer og styrker den velstandsskabelse og herunder øgede arbejdsdeling som kendetegner det kapitalistiske samfund:- Rettighederne gavner de der skaber; hvilket er det primære. Men konsekvensen er samtidig at rettighederne gavner alle andre, eftersom rettighederne sikrer, at det kan betale sig at specialisere sig, opfinde og skrive – mere end det ville være tilfældet, hvis rettighederne ikke eksisterede.

Det er imidlertid sjældent, at alle mennesker indenfor et givent territorium kan blive enige om hvilke rettigheder og hvilke principper, der skal være gældende. Modstridende ideer om hvad, der er moralsk kan imidlertid ikke føre til andet end selvmodsigende lovgivning.

I sidste instans (og i praksis) er det derfor dem, der kan overtale tilstrækkeligt mange - eller tilstrækkeligt stærke individer til at indføre et givet (forhåbentlig ikke-selvmodsigende) sæt af rettigheder, der får deres vilje. Man kan ikke stemme sig til enighed. Den opstår som følge af diskussion. Man kan derimod via overtalelse kæmpe for at sikre, at det er de mest moralske og fornuftige individer i samfundet, der præger lovgivningen.