Lobbyisme

Den 18. december 2005 afsluttedes WTO-topmødet i Hong Kong. Dette topmøde skilte sig ud fra mange andre ved at sætte en dato for afviklingen af EU’s eksportstøtte til landbruget til år 2013. Eksportstøtten er imidlertid kun en mindre del af den samlede EU-støtte til landbruget. EU-eksportstøtten er på omkring 25 mia. kr. om året, mens EU’s samlede landbrugsstøtte er på omkring 500 mia.

- Men hvordan og hvorfor bliver sådanne former for støtte indført i første omgang? Det kan man læse om i essayet ”Lobbyismen og den grænseløse stat”, der tidligere er bragt i tidsskriftet Libertas.

Det korte svar er, at statsstøtte indføres, når det er lykkedes interesseorganisationer at overbevise politiske beslutningstagere om at indføre ordninger, der på denne måde gavner deres medlemmer - i dette tilfælde landmænd, men hvor regningen for støtten betales af en mere diffus gruppe i form af skatteydere og forbrugere. De mange der betaler regningen er imidlertid ikke er nær så opmærksomme på omkostningerne, som de få nyderne er det på fordelene ved politisk lobbyisme.

Undervejs i den politiske proces omformulerer de politiske beslutningstagere samtidig begrundelserne om at give støtte, så det på en eller anden måde lyder som om støtten gavner os alle.

Et eksempel på dette er, når den danske stat giver støtte til såkaldt ”alternativ energi”, og samtidig hævder at denne støtte gavner hele samfundet, trods det forhold at vi som forbrugere og skatteydere ikke desto mindre via denne markedsforvridning tvinges til at betale mere for at kunne køre i bil eller varme boligen op.

Ikke desto mindre har der længe været udbredt enighed om, at statsstøtte til landbruget samt til alle andre erhverv er skadelig, at disse former for støtte ikke afspejler forbrugernes præferencer; men at støtten tværtimod medfører dyrere og/eller ringere varer for forbrugerne. Alligevel kunne man så sent som i forbindelse med folketingsvalget 2005 høre en statsminister tale om statslige ”satsninger” indenfor IT-området - i størrelsesordenen 10 mia. Man har tilsyneladende intet lært.

Disse former for støtte gennemføres derfor trods det forhold, at sådanne tilfældigt prægede satsninger fra politisk side er skadelige for økonomien. En ringe fungerende økonomi er som bekendt den sikre vej til fattigdom. Ansvarlige økonomer og kommentatorer kan hver gang en ny form for støtte indføres derfor se frem til at bruge mange årtier og mange ressourcer på at få politikere til at atter afskaffe dem.

Støtteordningerne bliver med andre ord ikke indført fordi de ved indførelse anses for at være tidssvarende eller fordi folket kræver det, men fordi visse interesseorganisationer kontakter bestemte politikere - og ”sød musik” opstår. ”Kunststykket” forbundet med lobbyisme handler blandt andet om, at forklare den politiske beslutningstager hvordan, han ved at give bestemte grupper eller en udvalgt branche i samfundet særbehandling på samme tid vil kunne tage sig godt ud i resten af offentligheden.

Når man så langt om længe, jf. WTO-topmødet i Hong Kong, får overbevist politiske beslutningstagere om at den ene form for støtte er skadelig bevæger støttecirkuset sig blot videre til nye støtte-jagtmarker eksempelvis til støtte af andre typer af erhverv.

Derfor skal man som skatteyder i Europa og Danmark ikke forvente, at afviklingen af eksportstøtten til landbruget også vil føre til lavere skatter. Det er tværtimod mere sandsynligt, at man vil se en stigende vækst i EU’s budgetter som følge af støtte til nye områder, der nu er fundet egnede til det politiske satsespil.

Denne form for ”spredehaglsstøtte”, det vil sige støtte til alt og alle, og ud fra snart sagt en hvilken som helst begrundelse, er allerede en realitet. Den støtte er det endnu vanskeligere at gøre op med. Det er det, eftersom hver enkelt klientgruppe vil have hver deres interesseorganisation, der har deres egne lobbyister ansat til at begrunde, hvorfor lige netop deres område er et værdigt trængende område, mens ingen af disse grupper har interesse i at pege på, at andres støtte er unødvendig og skadelig. Samlet set betyder det at markedet og den frie samhandel erstattes med politik, og tvungne opkrævninger erstatter frivillige udvekslinger.

Siden indførslen af den almene valgret i begyndelsen af det 20. århundrede er skattetrykket i Danmark således vokset støt og roligt på bekostning af de frivillige relationer, der kendetegner markedet og et mere retfærdigt samfund.

Synet på støtten til landbruget er således undtagelsen fra reglen. Her er der en markant modstand mod støtteordningerne. Dette skyldes muligvis at ofrene for støtten ikke bare er de europæiske skatteydere og forbrugere, hvis præferencer man jævnfør Kyoto ikke regner for ret meget, men samtidig også er de dygtige, men fattige landmænd i den såkaldt tredje verden, der imidlertid ikke kan klare sig, når landmænd i vesten modtager op til fem gange så meget i støtte som den tredje verden modtager i bistand.

- Derimod er der meget få, der beskæftiger sig med, hvad statsstøtten til eksempelvis Danmarks Radio eller en statslig institution som Danmarks Journalisthøjskole betyder for medielandskabet i Danmark, og hvilken indflydelse en statslig nyhedsorganisation, der virker ved tvungne opkrævninger har for den politiske dagsorden. Det er ligeledes fristende at stille spørgsmålet, om ikke lobbyisme-fænomenet ville have en mere fremtrædende plads i spalterne og dækningen af disse relationer mellem interessegrupper og politiske beslutningstagere ville være mere omfattende, hvis der - navnlig i en undervisningssammenhæng - herskede en større grad af økonomisk uafhængighed af statslige midler.

Lektien som de politiske beslutningstagere ikke har lært, er derfor, at statsstøtte helt principielt er skadelig. - Forholdet gælder med andre ord ikke bare for landbrug, cykelproduktion eller nissehuefremstilling, men for alle typer af varer og serviceydelser. Indtil denne indsigt når frem til Brusseles og Christiansborg skal man derfor ikke forvente et væsentligt lavere skattetryk.

Hvis ovenstående lyder afskrækkende for politisk aktivisme kan man i det mindste glæde sig over, at skattestoppet til en begyndelse har sat en stopper for den samlede mængde af statsstøtte der kan gives – i Danmark.

Uddrag fra artiklen ”Lobbyisme og den grænseløse stat”:

”Embedsmænd og politikere i EU bruger lobbyisterne til at få mere magt. Lobbyister i EU bidrager til fællesskabets legitimitet ved at skabe nye behov. Dermed cementeres idéen om en fælles europæisk dagsorden, langt ud over hvad der reelt kan siges at være fælles europæiske interesser.”

”Det mest betændte område og det bedste eksempel på lobbyvirksomhed er naturligvis landbrugsstøtten, der ifølge mange undersøgelser slet ikke gavner landbruget, men tværtimod skader det. Amerikanske og europæiske forbrugere betaler i dag tre gange verdensmarkedsprisen, når de køber sukker. Det kan de takke landbrugets lobbyister for. Men landbrugsstøtten
betyder, at EU’s bureaukrater og politikere øger deres politiske magt. Pengene giver dem beslutningskraft. Og det er en af grundene til, at økonomerne ikke kan overbevise dem om, at det kan betale sig at afskaffe støtten.”

”De nye behov som lobbyister skaber, betyder højere skatter. Højere skatter betyder mere magt til staten frem for markedet. Og jo mere magt til staten, desto flere lobbyister. Systemet har sin helt egen dynamik.”

Læs artiklen om lobbyisme her.

Om emnet er skrevet EU alá Monty Python, der også handler om tilsvarende national-statslige former overførsler og "satsninger".

CBS og Copenhagen Consensus

Politik handler som bekendt om "den autoritative fordeling af ressourcer med gyldighed for et samfund", det vil sige tvungen omfordeling via staten: Statslige myndigheder truer dig, og så betaler du. Eller også ryger du i fængsel. Forskellen på stat og marked burde dermed være til at forstå.

Engang definerede man mere fredsommeligt politik, som det "at ville noget". Den sætning gælder stadigvæk; men med den autoritative tilgang nu med den tilføjelse, at andre bliver tvunget til at betale for det, man vil.

På Handelshøjskolen lærer man, i modsætning til hvad man lærer inden for politisk videnskab, hvordan man skaber ressourcerne i samfundet; det vil sige de ressourcer som politikere senere hen konfiskerer, og omfordeler autoritativt.

Nu kommer socialisten Bjørn Lomborg, en af de mange repræsentanter for autoritative omfordelere, så til Handelshøjskolen for at lære ungdommen, hvordan socialismen fungerer i et samfund med markedsøkonomi.

Copenhagen Consensus skal således have en mere permanent base. Der skal laves lister over alverdens problemer. Men der skal først og fremmest prioriteres. Og det vil før eller siden ske autoritativt. For der er ikke konsensus, og det har der aldrig
været.

Hvis der virkelig var konsensus, var der ingen som helst grund til at fordele "autoritativt". Borgerne kan dog under ingen omstændigheder regne med at bruge deres penge selv. Dét er der konsensus om.

"Copenhagen Consensus Centret vil arbejde målrettet for at prioritere løsninger til globale problemer på samme måde som sidste års Copenhagen Consensus møde," står der i velkomstteksten på Handelshøjskolens hjemmeside. Man kan oversætte de floromvundne vendinger, der findes på CBS hjemmeside til følgende:

"Vi er skam også socialister her på CBS, trods det forhold at vores studerende fortrækker at blive privatansatte. Vi synes ikke desto mindre dette med at konfiskere og uddele midler, gøre sig venner med ligesindede samt øge mængden af klienter, er en spændende, ja fascinerende, disciplin. Tænk hvad verden, dvs. vores venner i staten, kan gøre med - lad os sige - 50 mia. dollar ekstra. Det er mange penge. Det er lovende. Det er visionært. Hurra.".

Der er således intet nyt i oprettelsen af Copenhagen Consensus. Det eneste nye er, at de socialistiske smagsdommere nu er nogle andre, og at de vil bruge statens redskaber til at tvinge og omfordele på nogle andre - mere gammel-socialistiske - måder, end dem der mener, at 'konsensus' bør handle om noget andet - eksempelvis klima-socialisme.

Samfundskageretorik

I overensstemmelse med en tidligere tv-spot til bekæmpelse af licensunddragelse kan man derfor sammenligne disse forskellige statslige eller statssponsorerede kliker, med forskellige fester, der uanset hvor forskelligartede de er, og hvilken musik, der spilles, alle har det til fælles, at festdeltagerne ikke er dem, der betaler regningen. Regningen betales derimod af de naboer, der står tidligt op og går tidligt i seng; men som tvinges til at betale for den musik, der holder dem vågne om natten; og hvor festernes overdådighed - jævnfør Danmarks Radio - dokumenteres, så festdeltagere har noget at gøre i dagtimerne - mens naboerne er på arbejde.

Hvis en af naboerne formaster sig til at protestere over larmen og den destruktive ordning, kan han regne med at få besøg af en vred festdeltager, der taler om 'solidaritet', mens der under dette begreb lurer en trussel om frihedsberøvelse eller yderligere konfiskation. Og som udgangsreplik kan finde på at sige: "Eller skal jeg stave det for dig."

I 'skarp' opposition til Lomborg og Copenhagen Consensus, har vi derfor socialister som Christian Ege, Niels I. Meyer eller Svend Auken, der gerne vil prioritere helt anderledes med de ressourcer, som andre skaber.

Den ældre fest-generation synes ikke desto mindre som Lomborg, at Robin Hood-princippet, er noget af det mest moderne, der er set siden dampmaskinen. Og som i de gode gamle 1970'ere, benytter hver fest-fraktion sig af hver deres samfundskage-retorik, hvor man - eksempelvis som Ege, Meyer eller Auken - prøver at få kvoteordninger og højere priser på energi til at fremstå som en gevinst.

I Iran kan man vælge mellem forskellige islam-modeller. I Danmark kan vi vælge mellem de røde og de grønne socialister. Det fælles spørgsmål, som de mange festlige socialister rejser, er det, der handler om, hvad vi skal bruge dine penge på. Er der konsensus? Og er den klar?

Tidligere bragt i Information den 24. januar 2006.