Folketingskandidaters vilje og evne

De Konservative har opstillet tv-værten Paula Larrain og Ny Alliance har valgt at promovere generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen.

Informationschef Jeanette Serritzlev skrev i fredags på www.coin.dk om kendthed som afsæt for en politisk platform. Hun gav i den anledning udtryk for, at "visioner [,] vilje og evne" til at bære sine holdninger igennem og kæmpe for dem, var ligeså vigtigt, som at kunne tilslutte sig et givent partis værdigrundlag.

Hvad angår det sidste kan man sige, at værdigrundlaget i moderne danske partier kan være svært at finde. Principper er vid udstrækning forsvundet fra politikken. Her tænkes først og fremmest på forsvaret for ”liv, frihed og ejendom” – altså det enkeltes menneskes ret til at leve sit liv i fred og frihed. Skattetrykket bærer vidnesbyrd om, at politikere i almindelighed ikke forsvarer frihedens principper. Det gør tillige de områder, der er blevet nationaliserede – herunder sundhedsområdet, uddannelsesområdet, dele af mediesektoren (Danmarks Radio) med mere, tilføjet altså alle de midler, der konfiskeres og placeres i andre end de retmæssige ejeres hænder; tilføjet de stadigt flere tiltag, der reducerer menneskers handlefrihed via regulering og forbud.

De nye og gamle kandidater

Det er således sandt, at der findes nogle garvede politikere med mange års erfaring, og at man kan finde nogle, der kommer ”lige ind fra gaden”, og gerne vil deltage i politik-arbejdet. Men i kraft af ovenstående kan man jo rent faktisk godt mene, at problemstillingen bliver mindre – al den stund, at de professionelle politikere ikke rigtigt respekterer de ovenfor omtalte frihedsrettigheder. Det vil sige de nye og gamle er lige uduelige: De garvede er ikke i Folketinget, eftersom de er velfunderede ud i hvad der er rigtigt og forkert, og fordi de således søger at håndhæve, forsvare og genindføre retten til ”liv, frihed og ejendom”. De er der fordi, de er ”interesse-gruppe-politikere”.

Nu kommer der blot nogle nye til, som er mere grønne ud i "kunsten", at tage fra nogle og give til andre. Det kan i den aktuelle situation alt andet lige, vise sig at skabe dynamik, der bryder det politiske dødvande; og hvor man så kunne håbe på, at man endte med at diskutere grænser for politikker og hvilke principper, der bør være pejlemærker.

Generelt lavere skatter?

Nogle af de nye politikere er imidlertid allerede kendte for deres politiske holdninger, og man ved mere eller mindre, hvad man kan forvente. Jørgen Poulsen fra Dansk Røde Kors kan man eksempelvis nok kun tvivlsomt forvente med iver, at ville kaste sig over en mission, der handler om lavere skatter og en mindre offentlig sektor. Mon ikke politikken fra Jørgen Poulsens side kommer til at handle om at eksperimentere mere med at åbne for adgangen af flygtninge fra ufrie lande domineret af religiøsitet i blandt andet Mellemøsten og Afrika, som så skal søges indpasset til danske verdslige forhold.

Poulsen er i vid udstrækning det, man kan kalde kulturignorant. Dette fremgår blandt andet af Dansk Røde Kors markedsføring: Man forstår grundlæggende ikke hvorfor der er fredsommeligt i Danmark, Norden og Europa – og hvorfor der er krig og/eller ufrihed i Mellemøsten og Afrika. I vid udstrækning er forklaringen man giver fra Dansk Røde Kors’ side ”fattigdom”: Man tror at hvis man blot sender penge ind i lande, med en helt anden kultur og nogle andre værdier, så forandres kulturen og værdierne, hvis man da i det hele taget tager kulturen med i sine betragtninger. I praksis er dette en form for marxisme, hvor man netop tillægger økonomien en primær faktor og ikke ideerne og værdierne.

Tilsvarende giver man ikke indtryk af, at man forventer at se nogle reelle kulturelle og værdimæssige konflikter ved at tage imod flere flygtninge; netop eftersom man tror, at krig og fred er et spørgsmål om rigdom kontra fattigdom. Det er derfor vigtigt at pointere, at det er værdierne og ideerne, der har sikret grundlaget for den rigdom, der findes i den vestlige verden. Men disse værdier og ideer ignorerer man. Og hvis man tror, at denne pointe bare handler om lidt uddannelse og nogle pjecer, hvor man ”forklarer” kultur og værdier, samt først og fremmest uddeler gratis ydelser; og at man så kan ”integrere” flere så tager man ikke desto mindre fejl ud i det ekstreme. - Mon Poulsen nogen sinde har prøvet at debattere med mennesker, der er stærkt troende – eller fastlåste i bestemte rigide traditionelle mønstre. Man tvivler.

Vi er derfor nødt til at indse, at modviljen mod den frihedens kultur, der bygger på respekt og ligeværd mellem mænd og kvinder, på ytringsfrihed, på videnskabens værdi, på rationalitet, på retssamfund m.v. stikker dybere, end man vil indrømme. Det er ganske vist sandt, at der er sket erkendelser af, at disse kulturelle forskelle er mere væsentlige end man tidligere antog også inde på midten. Men det er temmelig tvivlsomt om erkendelsen er nået frem til Jørgen Poulsen.

Ovenstående handler i øvrigt også om skattetrykket: Hvis de politiske ”slappere” i denne henseende får mere politisk indflydelse, så stiger skatterne alt andet lige: Mennesker, der ikke umiddelbart kan finde arbejde, eftersom det er begrænset, hvad der findes af manuelt arbejde, hvor man ikke behøver at tale sproget, vil uden tvivl blive en byrde, som væltes over på skatteyderne; sådan som den politiske situation er i dag. Man skal tilsvarende være blind for ikke, at erkende at flere arbejdsløse flygtninge fra Mellemøsten og Afrika vil føre til en situation med øget kriminalitet. Selv i USA hvor man er relativt god til at få indvandrere i arbejde, eftersom man ikke har alverdens barrierer på arbejdsgiversiden og samtidig ikke har en masse ydelser, der gør der relativt mindre attraktivt at påtage sig hårdt arbejde, da er der grænser for hvor mange indvandrere eller flygtninge, man kan lukke ind fra lande fra Afrika eller Mellemøsten, uden at kriminaliteten og sikkerheden trues. Denne faktor fører så til, at man i kraft af den skattefinansierede sikkerhed, må hæve skatterne yderligere, hvis dette blive politikken, man fører.

Skattestoppet må respekteres

Pointen her kan altså gøres mere generel: Skattesiden er omkostninger. Og her siger man fra Ny Alliance og fra de Konservatives side, at omkostningerne skal være lavere. Og det skal man i kraft af principperne om ”liv, frihed og ejendomsret” naturligvis tilslutte sig. Men forudsætningen for at omkostningerne reelt bliver reduceret, sådan at skatterne kommer ned, er nu engang, at de samme politikere reducerer de statslige aktiviteter, og begrænser de offentlige udgifter. Hvad angår såvel Ny Alliance som de Konservative er der faktisk ikke ret meget, der peger i denne retning. Når det gælder Ny Alliance, der ligger lige et par skridt til højre for det Radikale Venstre, er det tydeligt at lavere skatter på indkomst simpelthen skal finansieres via højere skatter andre steder. Meget tyder i den forstand på, at el-regningen og prisen på andre former for energi kommer til at stige yderligere. Men uden nogen interesse for reduceringer af den offentlige sektor kan man forvente sig adskillige fantasifulde påfund ud i nye skatter og afgifter. De Konservative har dog i det mindste respekteret skattestoppet. Men heller ikke her finder man nogen som helst evne og vilje til at tage fat på den offentlige sektors størrelse i praksis.

Derfor skal man selvsagt ikke gå ret meget op i løfterne om skattelettelser, sådan som de kommer fra mange af de nye og gamle kandidaters side. For det er netop jævnfør indledningen en holdning, at man gerne vil reducere skatterne – men viljen og evnen til at tage opgøret med den voksende offentlige sektor (samt vilje til at bekæmpe afviklingen af den private sektor) mangler i begge tilfælde – såvel for de nye som de gamle kandidater.