Det blev sagt, at en Femern-bælt-bro ikke ville koste skatteyderne noget. Det blev sagt, at broen ville være "big business". - Det blev dog samtidig pointeret, at der ville være tale om et statsligt projekt. Så man skulle i stedet have talt om "big goverment business".
Troværdigheden for de mange udtalelser var naturligvis lav, al den stund at "borgerlige" politikere ikke rigtigt formår, at bremse væksten i offentlige udgifter og dermed ikke skaber grundlaget for et lavere beskatningsniveau. (I Hong Kong betaler man i øvrigt en flad skat på 15 procent).
Nu viser det sig da også, at "gratis" betyder 2, 8 mia. danske skattekroner betalt af danske og europæiske skatteydere, alene i kraft af hvad der kommer fra EU's skattefinansierede pengekasser.
Jeg synes bevillingen fra EU-kommissionen er rigtig tilfredsstillende, og Femern Bælt har fået en pæn andel af det samlede budget. Bevillingen fra EU-Kommissionen indeholder også medfinansiering til en forundersøgelse af forbedret jernbaneforhold mellem København og Ringsted, siger ordfører for den liberale gruppe i EU´s transport- og budgetudvalg Anne E. Jensen (V), der i øvrigt mener, at Europas statschefer og finansministre er for "fedtede". Der stod den liberale gruppe (se nederste henvisning). Læs EU støtter Femern forbindelse med 2,8 mia. kr.
Det nye "gratis" er således det gamle ord for skattefinansiering. - Og den nye EU-traktat er apropos EU, ifølge Giscard d'Estaing, tilsvarende den gamle forkastede Forfatningstraktat, som nu bare har fået nye navne: Lissabon-traktaten samt Reformtraktaten. Mere om det sidste her.
Omtale af George Orwells "1984": The slogans of Newspeak are “War is Peace” Freedom is Slavery” and “Ignorance is Strength.” Og på samme måde er "skat" dermed det samme som "økonomisk frihed". Venstre er helt klart i "den liberale gruppe".
Viser indlæg med etiketten Det Radikale Venstre. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Det Radikale Venstre. Vis alle indlæg
21. november 2007
Saudi Arabien og forsøgene på islamisering herhjemme
Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse
Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.
I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).
Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".
Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.
Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.
I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).
Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".
Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.
En asylpolitik på frihedens præmisser
Der har i forbindelse med valgkampen været krav fra venstrefløjens side om, at afviste asylansøgere, skulle have lov til at arbejde i landet. Det har så vist sig at de allerede gjorde det.
I stedet for at bruge det mærkværdige krav til at diskutere principper for asylpolitikken, diskuterer man nu i stedet om, hvorvidt afviste asylansøgere skal arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Bertel Haarder har i den forbindelse sagt til Jyllands-Posten at: "[h]vis afviste asylsøgere får lov at arbejde til overenskomsten - hvilket ingen af de nordiske lande tillader - vil det få en dramatisk effekt og gøre menneskesmuglernes forretning endnu mere givtig." Reaktionen fra Dansk Folkepartis side var også at tale om overenskomster. Men principper for politikken diskuteres ikke. Her kan man derfor klart identificere politisk eftergivenhed til den store guldmedalje.
De Radikale (i Det Radikale Venstre) og socialdemokraterne vil i øvrigt generelt åbne op for, at asylansøgere skal have lov til at arbejde og uddanne sig, mens de venter på at få asyl. Mest ”principfast” kunne man derfor sige, at man er på venstrefløjen. Her er det tydeligt, man ønsker at den asylpolitik, der sikrer borgerne inde i landet, den bliver afviklet - til fordel for grænseløshed og konsekvensløshed. De mere ekstreme ”slappere” i denne henseende, virker stort set blinde for konsekvenserne af deres konsekvensløse politik. Det er der flere årsager til, men det er ikke de årsager, der skal diskuteres her.
Der kan i denne debat rent faktisk identificeres et klart venstre og højre, som netop handler om graden af respekt for ejendomsretten og borgernes ret til at leve i et samfund, hvor friheden og retssamfundet sikres; også selv om nogle på højre side måske ikke tænker så meget over det. Til højre tager man netop mere hensyn til borgerne ved dog at holde igen, selv om man jævnfør ovenstående giver efter. Til venstre må man sige, at tåbeligheden manifesterer sig i fuldt flor – jævnfør netop ideen om at begunstige afviste asylansøgere med en række rettigheder på borgernes bekostning i netop det land, som har afvist at give asyl.
Det problematiske ved at give asyl vanskeliggøres af, at man i ”velfærdsstaten” bruger skatteydernes midler til at købe sig popularitet i befolkningen. Netop økonomisk svagt stillede, der kommer ind i landet, udgør en fristende gruppering for politikeren, eftersom selv få ydelser fra statens side her gør en stor forskel i forhold til, hvad man var vant til, hvor man kom fra. Derfor er det på sin vis logisk, at det er netop er socialister og venstrefløj i almindelighed, der er begejstrede for at give asyl og begunstige nye individer med ydelser fra staten.
En del af problemstillingen er således, at man har gjort eventuelt frihedssøgende individer til en meget sandsynlig potentiel økonomisk belastning. Dette ville dermed i mindre grad være tilfældet, hvis der var færre ydelser, som blev tildelt fra statens side på skatteydernes bekostning. Konsekvensen af det nuværende system med ”velfærdsstaten” må derfor være, at asylpolitikken forbliver stram. Det er der samtidig yderligere grunde til.
Der tales i sammenhængen meget om ”internationale forpligtelser”. Men det er i den forstand vigtigt at huske på, at man i FN i praksis ikke forpligter sig på at sikre, at flygtningestrømme ophører, ved at man presser på for friere og mere oplyste samfund i eksempelvis Mellemøsten og afrikanske lande. Det er også værd, at ihukomme, at en stigende mængde flygtninge fra lande med kulturer, der er helt anderledes end den danske og europæiske vil udgøre et problem for de lokalområder her i landet, hvor flygtningene placeres. Allerede i dag må man erkende, at jo mere fjernt - i kulturel henseende - flygtninge har deres oprindelse, desto vanskeligere bliver det for dem at tilpasse sig de nye forhold. Dette bliver åbenlyst et problem, for de oprindelige beboere, der vil opleve denne vanskelighed ved integration i form af øget kriminalitet, men også i kraft af et stigende pres på de skattefinansierede ydelser.
Der kan i øvrigt identificeres et princip, som asylpolitikken kunne tage udgangspunkt i, og som ville betyde, at man på højre side lettere kunne afvise de krav, der kommer fra venstrefløjens side. Princippet hedder ”den nationale interesse” som må være i overensstemmelse med borgernes interesse i at bevare frihedsrettighederne, det åbne, frie og oplyste samfund herunder sikringen af den nævnte private ejendomsret. Et afsæt i denne udgave af ”den nationale interesse” ville betyde, at man bevarede en meget begrænset asyltildeling; og at man ikke følte sig forpligtet af internationale aftaler. I stedet tog man så hensyn til borgenes ret til selv at bruge deres økonomiske midler - herunder på at bruge penge på at reducere flygtningestrømme på den måde som den enkelte borger selv mente var den mest optimale.
En forudsætning for at færre bliver flygtninge er naturligvis, at der skabes velfungerende markeder og frie samfund med plads til handle- og produktionsfrihed i netop de lande, der i dag er kilder til flygtningestrømme til den øvrige del af verden. Selv om der ikke er krige i sådanne lande, vil man altid kunne identificere en markant mangel på respekt for den private ejendomsret, og dermed et fravær af økonomisk handlefrihed i disse lande. Problemet man burde fokusere på, er jo netop kilden og årsagen til symptomet, som er flygtningestrømme fra navnlig Mellemøsten og Afrika, hvad enten der er tale om økonomiske eller politiske flygtninge eller flygtninge fra krige. Uden at gøre op med årsagerne, der ikke mindst er fravær af økonomisk og politisk frihed vil disse flygtningestrømme, derfor fortsætte.
I modsætning til meningsfuld politik bliver de flygtninge-skabende landes repræsentanter i stedet på amoralsk vis behandlet respektfuldt - ikke mindst i FN. Når dette sker, betyder det, at de politiske beslutningstagere i den vestlige del af verden i samme omfang ikke respekterer sikkerhedsproblemerne forbundet med flygtningestrømme til Europa og USA, men også at de ikke søger at sætte sig ind i årsagerne til disse strømme.
Frihedsorienterede lande burde derfor, som det første, begynde at trække sig ud af FN-samarbejdet, men også på andre måder søge at lægge afstand til de regimer, der i dag er ansvarlige for flygtningestrømme. Samtidig må der føres en stram flygtninge- og indvandringspolitik, hvad angår strømme fra netop lande, hvor der historisk set aldrig har været længere perioder med økonomisk og politisk frihed. Det er nu engang forkert at tro, at flygtninge, blot fordi de flygter fra aktuelle magthavere og deres håndlangere, har nogen bevidst formuleret interesse i - endsige er i besiddelse af opbakning til - den relativt høje grad af såvel frihed men også til den omgængelighed (jævnfør blandt andet forståelsen for mænds og kvinders ligestilling), som præger denne del af verden.
Læs også Indvandring på frihedens betingelser.
I stedet for at bruge det mærkværdige krav til at diskutere principper for asylpolitikken, diskuterer man nu i stedet om, hvorvidt afviste asylansøgere skal arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Bertel Haarder har i den forbindelse sagt til Jyllands-Posten at: "[h]vis afviste asylsøgere får lov at arbejde til overenskomsten - hvilket ingen af de nordiske lande tillader - vil det få en dramatisk effekt og gøre menneskesmuglernes forretning endnu mere givtig." Reaktionen fra Dansk Folkepartis side var også at tale om overenskomster. Men principper for politikken diskuteres ikke. Her kan man derfor klart identificere politisk eftergivenhed til den store guldmedalje.
De Radikale (i Det Radikale Venstre) og socialdemokraterne vil i øvrigt generelt åbne op for, at asylansøgere skal have lov til at arbejde og uddanne sig, mens de venter på at få asyl. Mest ”principfast” kunne man derfor sige, at man er på venstrefløjen. Her er det tydeligt, man ønsker at den asylpolitik, der sikrer borgerne inde i landet, den bliver afviklet - til fordel for grænseløshed og konsekvensløshed. De mere ekstreme ”slappere” i denne henseende, virker stort set blinde for konsekvenserne af deres konsekvensløse politik. Det er der flere årsager til, men det er ikke de årsager, der skal diskuteres her.
Der kan i denne debat rent faktisk identificeres et klart venstre og højre, som netop handler om graden af respekt for ejendomsretten og borgernes ret til at leve i et samfund, hvor friheden og retssamfundet sikres; også selv om nogle på højre side måske ikke tænker så meget over det. Til højre tager man netop mere hensyn til borgerne ved dog at holde igen, selv om man jævnfør ovenstående giver efter. Til venstre må man sige, at tåbeligheden manifesterer sig i fuldt flor – jævnfør netop ideen om at begunstige afviste asylansøgere med en række rettigheder på borgernes bekostning i netop det land, som har afvist at give asyl.
Det problematiske ved at give asyl vanskeliggøres af, at man i ”velfærdsstaten” bruger skatteydernes midler til at købe sig popularitet i befolkningen. Netop økonomisk svagt stillede, der kommer ind i landet, udgør en fristende gruppering for politikeren, eftersom selv få ydelser fra statens side her gør en stor forskel i forhold til, hvad man var vant til, hvor man kom fra. Derfor er det på sin vis logisk, at det er netop er socialister og venstrefløj i almindelighed, der er begejstrede for at give asyl og begunstige nye individer med ydelser fra staten.
En del af problemstillingen er således, at man har gjort eventuelt frihedssøgende individer til en meget sandsynlig potentiel økonomisk belastning. Dette ville dermed i mindre grad være tilfældet, hvis der var færre ydelser, som blev tildelt fra statens side på skatteydernes bekostning. Konsekvensen af det nuværende system med ”velfærdsstaten” må derfor være, at asylpolitikken forbliver stram. Det er der samtidig yderligere grunde til.
Der tales i sammenhængen meget om ”internationale forpligtelser”. Men det er i den forstand vigtigt at huske på, at man i FN i praksis ikke forpligter sig på at sikre, at flygtningestrømme ophører, ved at man presser på for friere og mere oplyste samfund i eksempelvis Mellemøsten og afrikanske lande. Det er også værd, at ihukomme, at en stigende mængde flygtninge fra lande med kulturer, der er helt anderledes end den danske og europæiske vil udgøre et problem for de lokalområder her i landet, hvor flygtningene placeres. Allerede i dag må man erkende, at jo mere fjernt - i kulturel henseende - flygtninge har deres oprindelse, desto vanskeligere bliver det for dem at tilpasse sig de nye forhold. Dette bliver åbenlyst et problem, for de oprindelige beboere, der vil opleve denne vanskelighed ved integration i form af øget kriminalitet, men også i kraft af et stigende pres på de skattefinansierede ydelser.
Der kan i øvrigt identificeres et princip, som asylpolitikken kunne tage udgangspunkt i, og som ville betyde, at man på højre side lettere kunne afvise de krav, der kommer fra venstrefløjens side. Princippet hedder ”den nationale interesse” som må være i overensstemmelse med borgernes interesse i at bevare frihedsrettighederne, det åbne, frie og oplyste samfund herunder sikringen af den nævnte private ejendomsret. Et afsæt i denne udgave af ”den nationale interesse” ville betyde, at man bevarede en meget begrænset asyltildeling; og at man ikke følte sig forpligtet af internationale aftaler. I stedet tog man så hensyn til borgenes ret til selv at bruge deres økonomiske midler - herunder på at bruge penge på at reducere flygtningestrømme på den måde som den enkelte borger selv mente var den mest optimale.
En forudsætning for at færre bliver flygtninge er naturligvis, at der skabes velfungerende markeder og frie samfund med plads til handle- og produktionsfrihed i netop de lande, der i dag er kilder til flygtningestrømme til den øvrige del af verden. Selv om der ikke er krige i sådanne lande, vil man altid kunne identificere en markant mangel på respekt for den private ejendomsret, og dermed et fravær af økonomisk handlefrihed i disse lande. Problemet man burde fokusere på, er jo netop kilden og årsagen til symptomet, som er flygtningestrømme fra navnlig Mellemøsten og Afrika, hvad enten der er tale om økonomiske eller politiske flygtninge eller flygtninge fra krige. Uden at gøre op med årsagerne, der ikke mindst er fravær af økonomisk og politisk frihed vil disse flygtningestrømme, derfor fortsætte.
I modsætning til meningsfuld politik bliver de flygtninge-skabende landes repræsentanter i stedet på amoralsk vis behandlet respektfuldt - ikke mindst i FN. Når dette sker, betyder det, at de politiske beslutningstagere i den vestlige del af verden i samme omfang ikke respekterer sikkerhedsproblemerne forbundet med flygtningestrømme til Europa og USA, men også at de ikke søger at sætte sig ind i årsagerne til disse strømme.
Frihedsorienterede lande burde derfor, som det første, begynde at trække sig ud af FN-samarbejdet, men også på andre måder søge at lægge afstand til de regimer, der i dag er ansvarlige for flygtningestrømme. Samtidig må der føres en stram flygtninge- og indvandringspolitik, hvad angår strømme fra netop lande, hvor der historisk set aldrig har været længere perioder med økonomisk og politisk frihed. Det er nu engang forkert at tro, at flygtninge, blot fordi de flygter fra aktuelle magthavere og deres håndlangere, har nogen bevidst formuleret interesse i - endsige er i besiddelse af opbakning til - den relativt høje grad af såvel frihed men også til den omgængelighed (jævnfør blandt andet forståelsen for mænds og kvinders ligestilling), som præger denne del af verden.
Læs også Indvandring på frihedens betingelser.
11. november 2007
Den lille forskel
"De [nye partiskabere i Ny Alliance] har forsøgt at spille poker med statsministeren hele vejen igennem ved at skubbe ham ud i en dronningerunde. Det er fuldstændig hul i hovedet. Man kan ikke erklære sig som borgerligt parti, og så skubbe Anders Fogh Rasmussen væk fra posten som statsminister", siger [Asger Aamund] til Berlingske Tidende ifølge Politiken. - "Det er ikke noget liberalt projekt, der kun går ud på skattelettelser, men også hvordan Danmark skal forholde sig til globalisering, udlændinge og en ordentlige tone i dansk politik," udtaler [Gitte] Seeberg [medstifter af Ny Alliance] til Berlingske Tidende. Det skriver 180grader.dk.
Udover at man måske burde overveje at købe Berlingske Tidende lidt oftere, er der tale om et ret interessant fokus på en problemstilling, som fra Copenhagen Institutes side allerede har været fremhævet et stykke tid. Helt overordnet er det blevet bemærket, at Ny Alliance med den samlede politik måtte vurderes til at ligge ganske få skridt til højre for Det Radikale Venstre i en økonomisk sammenhæng. Aktuelt er det blevet pointeret yderligere, at det præcis var interessen for øget samarbejde med V&K, der var afgørende for placeringen af NA ”lidt til højre”.
Skal man forklare hvor meget, der ligger i "lidt til højre for DRV", er det måske værd at gøre opmærksom på, at Marianne Jelved i årevis som leder af Det Radikale Venstre havde været særdeles afvisende overfor et forpligtende politisk samarbejde med Anders Fogh Rasmussen; og at denne position blev vurderet til at være særdeles skadelig for et parti, der netop bygger på at ”flip-floppe” politisk og danne skiftende alliancer.
Så i kraft af Marianne Jelveds indstilling voksede frustrationen internt i DRV, indtil dette førte til en ny partidannelse. Ny Alliance blev som bekendt stiftet den 7. maj 2007. Den 15. juni 2007 forlod Marianne Jelved det Radikale Venstre. Der kan således ikke herske ret meget tvivl om at vurderingen har været, at Jelveds politik var medvirkende til opsplitning. Samtidig bærer kronologien vidnesbyrd om, at personforskelle på midten ofte betyder langt mere, end det gør i partier, der er mere klart ideologisk funderede.
Gitte Seeberg, der forlod det Konservative Folkeparti for at blive medstifter af Ny Alliance er interessant i denne sammenhæng; eftersom hun netop står for noget af det samme, som var årsagen til at Marianne Jelved ikke ville samarbejde med Anders Fogh Rasmussen og Venstre i dybden; hvilket netop handler om V&K’s samarbejde med Dansk Folkeparti. Seeberg er således netop gået væk fra et parti (K), der gerne ville samarbejde med DF, og så til et, der tager mere afstand. Seebergs indstilling er derfor tilsvarende Jelveds. Naser Khader er endvidere nødt til at tage hensyn til dette i kraft af Seebergs topplacering og strategiske betydning i det nye parti. Hun skal ikke mindst sikre stemmer fra de Konservative i Det Konservative Folkeparti.
Så vi har altså et parti, der bygger på to modsatrettede politiske orienteringer. Nogle der var mere indstillede på at samarbejde med et V&K, der baserede sig på DF forlod et parti, hvor det i mindre grad var tilfældet. Andre der var mindre indstillede på dette valgte ligeledes at forlade et parti, i kraft af deres indstilling. Begge grupperinger havnede så i det samme parti.
Økonomisk er der nu virkeligt ved at være trængsel på midten. For såvel Det Radikale Venstre, Ny Alliance og de Konservative præsenterer grundlæggende vælgerne for det samme tilbud: Lavere indkomstskat, men højere grønne afgifter og skattestigninger andre steder. Igen må man sige, at det mest sandsynlige er, at skatterne nok generelt vil stige mere, hvis man stemmer til venstre for de Konservative i det Konservative Folkeparti; det vil sige på NA eller DRV.
Det er også mere sandsynligt, at man, hvis man stemmer til venstre for det Konservative Folkeparti vil opleve flere udgiftsforøgelser, der skaber et yderligere pres på de offentlige udgifter. Det sidste kan man i øvrigt også læse ud af Gitte Seebergs udtalelser foroven. Det er afgørende at bemærke, at politiske beslutningstagere ved deres udgiftspolitik ikke blot øger skattepresset med netop de midler, som de konkret afsætter, - men også, at de skaber præcedens for, at man i fremtiden vil bruge endnu flere midler. Derfor er det aktuelt meningsfuldt at sondre mellem politikere, der fokuserer på såkaldte ”kerneydelser” - og så de, der taler om noget, der kan forbindes med begrebet ”generøsitet”, men som altså i praksis i politik fører til øget skattetvang. Med det sidste er der dermed tale om politikere som bruger en del af deres tid på at udpege nye politiske projekter, og på at finde på nye dagsordner, der afvikler borgernes økonomiske frihed. Hvis man sondrer på denne måde skulle det stå ret klart, at der i partierne til venstre for det Konservative Folkeparti (NA, DRV, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) findes langt flere ”projektmagere”, end det er tilfældet til højre.
Hovedpointen med dette indlæg er imidlertid først og fremmest at betone, hvor særdeles tæt på det Radikale Venstre det nye parti befinder sig politisk. Dette betyder naturligvis også, at interessen for at samarbejde med det Radikale Venstre efter et valg fra NA’s side kan siges at være helt uproblematisk for de nye partistiftere: - Det var netop ikke værdier, men mere personer, der skilte parterne og som førte til en opsplitning af det radikale parti. I kraft af det uproblematiske i denne orientering, er interessen for Socialdemokratiet i NA naturligvis derfor også tilsvarende højere end det vil være tilfældet i Venstre og det Konservative Folkeparti. Dette må man som borgerlig vælger tage med i betragtning, hvis man vælger at stemme.
180grader - Asger Aamund overvejer sit kryds på Ny Alliance
Politiken - Aamund: Ny Alliance er på taberkurs.
Udover at man måske burde overveje at købe Berlingske Tidende lidt oftere, er der tale om et ret interessant fokus på en problemstilling, som fra Copenhagen Institutes side allerede har været fremhævet et stykke tid. Helt overordnet er det blevet bemærket, at Ny Alliance med den samlede politik måtte vurderes til at ligge ganske få skridt til højre for Det Radikale Venstre i en økonomisk sammenhæng. Aktuelt er det blevet pointeret yderligere, at det præcis var interessen for øget samarbejde med V&K, der var afgørende for placeringen af NA ”lidt til højre”.
Skal man forklare hvor meget, der ligger i "lidt til højre for DRV", er det måske værd at gøre opmærksom på, at Marianne Jelved i årevis som leder af Det Radikale Venstre havde været særdeles afvisende overfor et forpligtende politisk samarbejde med Anders Fogh Rasmussen; og at denne position blev vurderet til at være særdeles skadelig for et parti, der netop bygger på at ”flip-floppe” politisk og danne skiftende alliancer.
Så i kraft af Marianne Jelveds indstilling voksede frustrationen internt i DRV, indtil dette førte til en ny partidannelse. Ny Alliance blev som bekendt stiftet den 7. maj 2007. Den 15. juni 2007 forlod Marianne Jelved det Radikale Venstre. Der kan således ikke herske ret meget tvivl om at vurderingen har været, at Jelveds politik var medvirkende til opsplitning. Samtidig bærer kronologien vidnesbyrd om, at personforskelle på midten ofte betyder langt mere, end det gør i partier, der er mere klart ideologisk funderede.
Gitte Seeberg, der forlod det Konservative Folkeparti for at blive medstifter af Ny Alliance er interessant i denne sammenhæng; eftersom hun netop står for noget af det samme, som var årsagen til at Marianne Jelved ikke ville samarbejde med Anders Fogh Rasmussen og Venstre i dybden; hvilket netop handler om V&K’s samarbejde med Dansk Folkeparti. Seeberg er således netop gået væk fra et parti (K), der gerne ville samarbejde med DF, og så til et, der tager mere afstand. Seebergs indstilling er derfor tilsvarende Jelveds. Naser Khader er endvidere nødt til at tage hensyn til dette i kraft af Seebergs topplacering og strategiske betydning i det nye parti. Hun skal ikke mindst sikre stemmer fra de Konservative i Det Konservative Folkeparti.
Så vi har altså et parti, der bygger på to modsatrettede politiske orienteringer. Nogle der var mere indstillede på at samarbejde med et V&K, der baserede sig på DF forlod et parti, hvor det i mindre grad var tilfældet. Andre der var mindre indstillede på dette valgte ligeledes at forlade et parti, i kraft af deres indstilling. Begge grupperinger havnede så i det samme parti.
Økonomisk er der nu virkeligt ved at være trængsel på midten. For såvel Det Radikale Venstre, Ny Alliance og de Konservative præsenterer grundlæggende vælgerne for det samme tilbud: Lavere indkomstskat, men højere grønne afgifter og skattestigninger andre steder. Igen må man sige, at det mest sandsynlige er, at skatterne nok generelt vil stige mere, hvis man stemmer til venstre for de Konservative i det Konservative Folkeparti; det vil sige på NA eller DRV.
Det er også mere sandsynligt, at man, hvis man stemmer til venstre for det Konservative Folkeparti vil opleve flere udgiftsforøgelser, der skaber et yderligere pres på de offentlige udgifter. Det sidste kan man i øvrigt også læse ud af Gitte Seebergs udtalelser foroven. Det er afgørende at bemærke, at politiske beslutningstagere ved deres udgiftspolitik ikke blot øger skattepresset med netop de midler, som de konkret afsætter, - men også, at de skaber præcedens for, at man i fremtiden vil bruge endnu flere midler. Derfor er det aktuelt meningsfuldt at sondre mellem politikere, der fokuserer på såkaldte ”kerneydelser” - og så de, der taler om noget, der kan forbindes med begrebet ”generøsitet”, men som altså i praksis i politik fører til øget skattetvang. Med det sidste er der dermed tale om politikere som bruger en del af deres tid på at udpege nye politiske projekter, og på at finde på nye dagsordner, der afvikler borgernes økonomiske frihed. Hvis man sondrer på denne måde skulle det stå ret klart, at der i partierne til venstre for det Konservative Folkeparti (NA, DRV, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) findes langt flere ”projektmagere”, end det er tilfældet til højre.
Hovedpointen med dette indlæg er imidlertid først og fremmest at betone, hvor særdeles tæt på det Radikale Venstre det nye parti befinder sig politisk. Dette betyder naturligvis også, at interessen for at samarbejde med det Radikale Venstre efter et valg fra NA’s side kan siges at være helt uproblematisk for de nye partistiftere: - Det var netop ikke værdier, men mere personer, der skilte parterne og som førte til en opsplitning af det radikale parti. I kraft af det uproblematiske i denne orientering, er interessen for Socialdemokratiet i NA naturligvis derfor også tilsvarende højere end det vil være tilfældet i Venstre og det Konservative Folkeparti. Dette må man som borgerlig vælger tage med i betragtning, hvis man vælger at stemme.
180grader - Asger Aamund overvejer sit kryds på Ny Alliance
Politiken - Aamund: Ny Alliance er på taberkurs.
7. november 2007
Røde radikale
Fast plads på "rød stue". Det er vel kernen af vores nye kurs. Sådan kritiserer [Rune Heiberg Hansen,] Radikal folketingskandidat partiformand Margrethe Vestagers nej til at støtte en Fogh-regering efter valget. Det skriver Danmarks Radio. Charlotte Fischer, der også er radikal kandidat formidler den samme kritik.
Undertegnede meldte sig ud af det Radikale Venstre i 2002. Erkendelsen byggede netop på, at Det Radikale Venstre i praksis ikke var et parti, der fremmede frihedsorienterede værdier. Men var jeg blot passivt medlem? Nej, jeg var tværtimod at betegne som yderst engageret i det politiske arbejde, og deltog i løbet af de fire års medlemskab i to landsmøder. Dertil kommer funktioner som webmaster, redaktionelt arbejde, valgkampsdeltagelse, læserbrevsproduktion m.v. Med en politisk uddannelse skulle der også være gode forudsætninger, for at have forstået den radiale politiske retning og de radikale ”værdier”. Det blev i øvrigt også til et fælles debatindlæg med netop Charlotte Fisher om kandidaten Mona Sheiks syn på demokrati og frihedsrettigheder. (Omtalt her)
Sandt er det, at der findes borgerlige i partiet. Men når man taler med flere af medlemmerne opdager man hurtigt, at synet på markedsøkonomi er præget af så mange forbehold og modsigelser, at man i praksis ender med at føre den samme politik, som man gør i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Man fandt ofte retorik, der var typisk for Enhedslisten.
Ovenstående forklarer interessen for EU, for FN og for eksempelvis ulandsbistand: Man har forstået, at EU netop er et bistandsforankret projekt, der bygger på økonomiske overførsler. Nogle af overførslerne kritiserer man (eksempelvis landbrugsstøtten); men det er vel at mærke ikke for at gøre op med overførslerne som sådan: det er for at omlægge dem, og eksperimentere på andre måder med borgernes penge.
Det Radikale Venstre og Ny Alliance bygger vel at mærke på samme ”grundtone”; og det er ideen om at frie og produktive borgeres velstandsskabelse skal bruges til at forsørge de som lever i ufrihed og/eller er mindre produktive - i EU eller i resten af verden.
Ønsket om lavere personskatter skal derfor også ses i denne kontekst: I det Radikale Venstre og i Ny Alliance har man forstået, at højere skatter er skadelige for produktiviteten. Derfor vil man sænke indkomstskatten. Men man vil stadigvæk omfordele, og føre politik på det ovennævnte grundlag, der handler om at ofre friheden til fordel for ufrihed (jævnfør den høje ulandsbistand, og glæden ved FN og EU). Derfor vil man hæve skatterne andre steder. Man vil, for nu at gentage, bevare omfanget af økonomisk omfordeling og også den offentlige sektors størrelse.
Læseren vil måske gerne have et bud på, hvordan Ny Alliance skal forstås i denne kontekst. Her er svaret, at skabelsen af det parti netop handlede om at være mere fri til at vælge V og K. Resten af hvad der skiller Ny Alliance og Det Radikale Venstre er at betegne som detailspørgsmål. De som blev tilbage i det Radikale Venstre vil i praksis det samme, som de vil i Ny Alliance. De vil gerne have lavere indkomstskat. Og ligesom i Ny Alliance vil man i DRV så gerne finansiere en lavere skat ved at hæve skatterne andre steder. For man vil som bekendt føre en ret omkostningstung politik. Derfor er det helt usandsynligt, at Ny Alliance vil kunne bidrage til reducere den offentlige sektors størrelse og styrke det private erhvervsliv.
Foretager man en punkt-for-punkt analyse af indholdet i de to partier, hvad angår mærkesager vil man derfor finde, at indholdet vil være bemærkelsesværdigt ensartet, og altså præget af omfordeling og konfiskation. Hvis man alligevel har tænkt sig at vælge mellem disse to partier, må pointen netop i kraft af udsagnene foroven handle om, hvorvidt man vil have et parti, hvor man har løsrevet sig en smule fra den socialdemokratiske alliance. Men det vil i så fald primært blive et spørgsmål om, at man støtter nogle individers politiske karriere frem for andres. Man skal ikke forvente en mindre offentlig sektor eller generelt lavere skatter. I så fald måtte man i begge partier gøre helt op med de respektive partiprogrammer.
Undertegnede meldte sig ud af det Radikale Venstre i 2002. Erkendelsen byggede netop på, at Det Radikale Venstre i praksis ikke var et parti, der fremmede frihedsorienterede værdier. Men var jeg blot passivt medlem? Nej, jeg var tværtimod at betegne som yderst engageret i det politiske arbejde, og deltog i løbet af de fire års medlemskab i to landsmøder. Dertil kommer funktioner som webmaster, redaktionelt arbejde, valgkampsdeltagelse, læserbrevsproduktion m.v. Med en politisk uddannelse skulle der også være gode forudsætninger, for at have forstået den radiale politiske retning og de radikale ”værdier”. Det blev i øvrigt også til et fælles debatindlæg med netop Charlotte Fisher om kandidaten Mona Sheiks syn på demokrati og frihedsrettigheder. (Omtalt her)
Sandt er det, at der findes borgerlige i partiet. Men når man taler med flere af medlemmerne opdager man hurtigt, at synet på markedsøkonomi er præget af så mange forbehold og modsigelser, at man i praksis ender med at føre den samme politik, som man gør i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Man fandt ofte retorik, der var typisk for Enhedslisten.
Ovenstående forklarer interessen for EU, for FN og for eksempelvis ulandsbistand: Man har forstået, at EU netop er et bistandsforankret projekt, der bygger på økonomiske overførsler. Nogle af overførslerne kritiserer man (eksempelvis landbrugsstøtten); men det er vel at mærke ikke for at gøre op med overførslerne som sådan: det er for at omlægge dem, og eksperimentere på andre måder med borgernes penge.
Det Radikale Venstre og Ny Alliance bygger vel at mærke på samme ”grundtone”; og det er ideen om at frie og produktive borgeres velstandsskabelse skal bruges til at forsørge de som lever i ufrihed og/eller er mindre produktive - i EU eller i resten af verden.
Ønsket om lavere personskatter skal derfor også ses i denne kontekst: I det Radikale Venstre og i Ny Alliance har man forstået, at højere skatter er skadelige for produktiviteten. Derfor vil man sænke indkomstskatten. Men man vil stadigvæk omfordele, og føre politik på det ovennævnte grundlag, der handler om at ofre friheden til fordel for ufrihed (jævnfør den høje ulandsbistand, og glæden ved FN og EU). Derfor vil man hæve skatterne andre steder. Man vil, for nu at gentage, bevare omfanget af økonomisk omfordeling og også den offentlige sektors størrelse.
Læseren vil måske gerne have et bud på, hvordan Ny Alliance skal forstås i denne kontekst. Her er svaret, at skabelsen af det parti netop handlede om at være mere fri til at vælge V og K. Resten af hvad der skiller Ny Alliance og Det Radikale Venstre er at betegne som detailspørgsmål. De som blev tilbage i det Radikale Venstre vil i praksis det samme, som de vil i Ny Alliance. De vil gerne have lavere indkomstskat. Og ligesom i Ny Alliance vil man i DRV så gerne finansiere en lavere skat ved at hæve skatterne andre steder. For man vil som bekendt føre en ret omkostningstung politik. Derfor er det helt usandsynligt, at Ny Alliance vil kunne bidrage til reducere den offentlige sektors størrelse og styrke det private erhvervsliv.
Foretager man en punkt-for-punkt analyse af indholdet i de to partier, hvad angår mærkesager vil man derfor finde, at indholdet vil være bemærkelsesværdigt ensartet, og altså præget af omfordeling og konfiskation. Hvis man alligevel har tænkt sig at vælge mellem disse to partier, må pointen netop i kraft af udsagnene foroven handle om, hvorvidt man vil have et parti, hvor man har løsrevet sig en smule fra den socialdemokratiske alliance. Men det vil i så fald primært blive et spørgsmål om, at man støtter nogle individers politiske karriere frem for andres. Man skal ikke forvente en mindre offentlig sektor eller generelt lavere skatter. I så fald måtte man i begge partier gøre helt op med de respektive partiprogrammer.
1. november 2007
Ny venstrefløjsbudding på den blævrende midte
Den offentligt ansatte professor, Asbjørn Sonne påpeger i Nyhedsavisen følgende om Ny Alliance: Det er rigtigt, at der er en overvægt af synspunkter, som traditionelt flugter med venstrefløjen, og ved en nøjere granskning vil jeg tro, at de dækker omkring 80 procent af De Radikales program.
Svend Auken har engang sagt noget dækkende om radikal politik: Det er, at det er ligeså nemt at forholde sig til den politik, som det er at hamre en budding op på en væg. Måske er dette i grunden det mest rigtige, der nogensinde er kommet fra Svend Aukens mund i hans ganske lange karriere som energifordyrende og diktator-sympatiserende socialdemokrat (det sidste i forhold til Fidel Castro i Cuba).
Nu er der så kommet et nyt parti med buddinge-agtige holdninger, som til forveksling ligner de oprindelige radikales (men også socialdemokraternes). Igår skrev COIN-bloggen således om den radikale Martin Lidegaards energipolitik herunder Lidegaards begejstring for højere oliepriser(!). Besøger man Ny Alliance finder man vel at mærke den samme trang til, at ville sænke skatterne et sted for at hæve den andre steder, nøjagtigt som hos de Radikale.
Det er i øvrigt ret velkendt, at "grønne afgifter" vender den tunge ende nedad. Så skattepolitikken er naturligvis ikke blot generelt asocial ved at straffe den frivillige handel og produktion, som er den virkeligt sociale adfærd i et civiliseret samfund, - og som er et fænomen, man reducerer jo mere man hæver skatterne.
- Nej, de grønne afgifter rammer i særlig grad de, for hvem priser på energi, fylder mest i budgettet. Og da prisen på energi - ligesom priser på fødevarer - er specielt afgørende for husholdninger med lave indkomster, men også for en række særlige typer af mindre virksomheder, kan man blot konkludere, at der er kommet Ny Venstrefløjs-øko-budding med skadelige politikker, og med en - som hos de Radikale - stor villighed til at samarbejde hen over den i almindelighed blævrende midte.
Værst er det således, at man finder de samme tendenser til, at man på asocial vis med den foreslåede politik vil afvikle produktiv adfærd udfra en større interesse for naturbevarelse.
Hvis man har tænkt sig at stemme, bør man i stedet finde nogle, der i størst muligt omfang vil respektere produktive menneskers ret til deres retmæssigt erhvervede ejendom, samt retten til at råde over denne. Og det er hverken til venstre eller på midten i dansk politik, at sådanne politikere og politikker findes. (Det kan også tænkes, at det bedste var at springe en omgang over, og vente på noget bedre).
Svend Auken har engang sagt noget dækkende om radikal politik: Det er, at det er ligeså nemt at forholde sig til den politik, som det er at hamre en budding op på en væg. Måske er dette i grunden det mest rigtige, der nogensinde er kommet fra Svend Aukens mund i hans ganske lange karriere som energifordyrende og diktator-sympatiserende socialdemokrat (det sidste i forhold til Fidel Castro i Cuba).
Nu er der så kommet et nyt parti med buddinge-agtige holdninger, som til forveksling ligner de oprindelige radikales (men også socialdemokraternes). Igår skrev COIN-bloggen således om den radikale Martin Lidegaards energipolitik herunder Lidegaards begejstring for højere oliepriser(!). Besøger man Ny Alliance finder man vel at mærke den samme trang til, at ville sænke skatterne et sted for at hæve den andre steder, nøjagtigt som hos de Radikale.
Det er i øvrigt ret velkendt, at "grønne afgifter" vender den tunge ende nedad. Så skattepolitikken er naturligvis ikke blot generelt asocial ved at straffe den frivillige handel og produktion, som er den virkeligt sociale adfærd i et civiliseret samfund, - og som er et fænomen, man reducerer jo mere man hæver skatterne.
- Nej, de grønne afgifter rammer i særlig grad de, for hvem priser på energi, fylder mest i budgettet. Og da prisen på energi - ligesom priser på fødevarer - er specielt afgørende for husholdninger med lave indkomster, men også for en række særlige typer af mindre virksomheder, kan man blot konkludere, at der er kommet Ny Venstrefløjs-øko-budding med skadelige politikker, og med en - som hos de Radikale - stor villighed til at samarbejde hen over den i almindelighed blævrende midte.
Værst er det således, at man finder de samme tendenser til, at man på asocial vis med den foreslåede politik vil afvikle produktiv adfærd udfra en større interesse for naturbevarelse.
Hvis man har tænkt sig at stemme, bør man i stedet finde nogle, der i størst muligt omfang vil respektere produktive menneskers ret til deres retmæssigt erhvervede ejendom, samt retten til at råde over denne. Og det er hverken til venstre eller på midten i dansk politik, at sådanne politikere og politikker findes. (Det kan også tænkes, at det bedste var at springe en omgang over, og vente på noget bedre).
31. oktober 2007
Radikal: Danmark har "klimagæld"
Det Radikale Venstres energipolitiske ordfører, Martin Lidegaard, hævder, at Danmark har stiftet "klimagæld". Det fortæller han om i Erhvervsbladet i dag (31/10). Den kollektive gæld som Lidegaard taler om, sættes der imidlertid ikke præcise tal på fra energiordførerens side. Ej heller forklares det præcist, hvordan gælden er opstået. Om det første siger han ifølge Erhvervsbladet imidlertid, at han vil "investere" "et pænt to cifret milliardbeløb frem til 2020" af skatteydernes penge; og giver så udtryk for at denne såkaldt statslige investering, skal betale den gæld, som energiordføreren taler om.
Hvordan ”klimagælden” er opstået er ikke desto mindre uklart. Der kan opstilles to hypoteser for, hvad det er som den radikale energiordfører mener:
1) Den første hypotese handler om, at Martin Lidegaard mener, at den danske befolkning har påvirket klimaet på en eller anden måde; og at dette i så fald skal føre til et offer fra den danske befolknings side, - sådan som man i forhistorisk tid ofrede noget værdifuldt til naturen, når man havde fanget et dyr eller havde haft en særligt god høst. I så fald vil Lidegaard via statsapparatet sørge for, at der bliver ydet de, ifølge ham selv, rette økonomiske ofre.
2) Den anden hypotese kan handle om, at Lidegaard med "Danmark" i realiteten mener de politiske beslutningstagere, som overfor deres politiske kolleger har fremsat nogle løfter til deres kolleger i EU og Kyoto-protokols-regi om, hvor meget CO2 der af den danske befolkning samlet set vil blive udledt frem til år 2050. I så fald sættes der med "Danmark" her altså lighedstegn med "danske politiske beslutningstagere", når det gælder gældsstiftelse.
Mest tyder på, at hypotese nummer 2 er den korrekte måde at tolke Martin Lidegaards kommentarer.
Dette betyder så også, at politikere nu atter har stiftet en gæld, som de derefter kræver at befolkningen betaler af på. Det fremgår også af artiklen, at Martin Lidegaard ønsker højere energiafgifter.
Lidegaard giver samtidig udtryk for, at højere oliepriser i almindelig er gavnlige for dansk erhvervsliv. Ordret citat: Jo mere olieprisen stiger jo bedre en forretning bliver det for Danmark og dansk Erhvervsliv - Det har folketingspolitikeren naturligvis ikke ret i. Alle virksomheder, der ikke producerer olie, men som efterspørger olie til forbrug rammes af højere priser på olie. (Den mest passende afslutning her er måske at: en stemme på de Radikale er en stemme på de Radikale...).
Erhvervsbladet: Nordsøolie skal betale klima-gælden
Læs også Grønne afgifter reducerer produktivitetsforbedringer.
Hvordan ”klimagælden” er opstået er ikke desto mindre uklart. Der kan opstilles to hypoteser for, hvad det er som den radikale energiordfører mener:
1) Den første hypotese handler om, at Martin Lidegaard mener, at den danske befolkning har påvirket klimaet på en eller anden måde; og at dette i så fald skal føre til et offer fra den danske befolknings side, - sådan som man i forhistorisk tid ofrede noget værdifuldt til naturen, når man havde fanget et dyr eller havde haft en særligt god høst. I så fald vil Lidegaard via statsapparatet sørge for, at der bliver ydet de, ifølge ham selv, rette økonomiske ofre.
2) Den anden hypotese kan handle om, at Lidegaard med "Danmark" i realiteten mener de politiske beslutningstagere, som overfor deres politiske kolleger har fremsat nogle løfter til deres kolleger i EU og Kyoto-protokols-regi om, hvor meget CO2 der af den danske befolkning samlet set vil blive udledt frem til år 2050. I så fald sættes der med "Danmark" her altså lighedstegn med "danske politiske beslutningstagere", når det gælder gældsstiftelse.
Mest tyder på, at hypotese nummer 2 er den korrekte måde at tolke Martin Lidegaards kommentarer.
Dette betyder så også, at politikere nu atter har stiftet en gæld, som de derefter kræver at befolkningen betaler af på. Det fremgår også af artiklen, at Martin Lidegaard ønsker højere energiafgifter.
Lidegaard giver samtidig udtryk for, at højere oliepriser i almindelig er gavnlige for dansk erhvervsliv. Ordret citat: Jo mere olieprisen stiger jo bedre en forretning bliver det for Danmark og dansk Erhvervsliv - Det har folketingspolitikeren naturligvis ikke ret i. Alle virksomheder, der ikke producerer olie, men som efterspørger olie til forbrug rammes af højere priser på olie. (Den mest passende afslutning her er måske at: en stemme på de Radikale er en stemme på de Radikale...).
Erhvervsbladet: Nordsøolie skal betale klima-gælden
Læs også Grønne afgifter reducerer produktivitetsforbedringer.
10. oktober 2007
Radikale vil erstatte tvang med tvang
Under overskriften Snart slut med EU landbrugsstøtten kunne man i maj læse at [p]å initiativ fra De Radikale har Folketinget vedtaget, at den danske regering skal udarbejde en strategi for afvikling af landbrugsstøtten
- Men hvad betyder det præcist, når de socialist-sympatisk indstillede i Det Radikale Venstre vil afskaffe landbrugsstøtten? Betyder det, at man vil overlade mere beslutningskraft til borgerne? Skal man nu have råderet over flere af ens egne midler, hvis det står til eksempelvis Lone Dybkjær, som er interviewet foroven?
Overhovedet ikke. Initiativet i Danmark skal ligesom politikere i andre lande ønsker det, føre til, at man omlægger landbrugsstøtten til at handle om en "indsats for miljø og landdistrikter". Så hvordan en meget stor del af læserens midler (og sandsynligvis alt hvad der i dag bruges på landbrugssstøtte) bliver forbrugt vil dermed stadig væk være en "tilskuersport"; - altså med mindre andre sikrer, at en reduktion af landbrugsstøtte i Europa og Dk fører til skattelettelser.
I Danmark er projektet, der gælder omlægning konkret formuleret således: B 75 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte. Fremsat den 16. januar 2007 af Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Arnold (RV), Ole Glahn (RV), Marianne Jelved (RV) og Niels Helveg Petersen (RV):
"I dag er landdistriktsprogrammerne finansieret bl.a. via en overførsel på 4 pct. fra landbrugsstøtten. Fra 2007 og frem vil overførslen være på 5 pct. (Rådets forordning 1782/2003). Det forventes derudover, at medlemslandene under landdistriktsprogrammet 2007-2013 får mulighed for frivilligt at overføre op til 20 pct. af den resterende landbrugsstøtte til landdistriktsprogrammet. Ordningen tegner dog til at blive en fiasko, idet kun Storbritannien har tilkendegivet interesse for at overføre en mindre andel på 6 pct. af landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet. Derfor bør et element i strategien for afvikling af landbrugsstøtten være forøgelse af den tvungne overførsel af midler fra landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet" http://www.ft.dk/Samling/20061/beslutningsforslag/B75/som_fremsat.htm [Egen fremhævelse].
Læs hvad støtten koster skatteyderne i 9.000 kroner om året.
Læs også kommentaren Landbrugsstøtte og skattelettelser.
Presseklip: Landbrugsstøttens afvikling skal bruges på skattelettelser.
- Men hvad betyder det præcist, når de socialist-sympatisk indstillede i Det Radikale Venstre vil afskaffe landbrugsstøtten? Betyder det, at man vil overlade mere beslutningskraft til borgerne? Skal man nu have råderet over flere af ens egne midler, hvis det står til eksempelvis Lone Dybkjær, som er interviewet foroven?
Overhovedet ikke. Initiativet i Danmark skal ligesom politikere i andre lande ønsker det, føre til, at man omlægger landbrugsstøtten til at handle om en "indsats for miljø og landdistrikter". Så hvordan en meget stor del af læserens midler (og sandsynligvis alt hvad der i dag bruges på landbrugssstøtte) bliver forbrugt vil dermed stadig væk være en "tilskuersport"; - altså med mindre andre sikrer, at en reduktion af landbrugsstøtte i Europa og Dk fører til skattelettelser.
I Danmark er projektet, der gælder omlægning konkret formuleret således: B 75 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte. Fremsat den 16. januar 2007 af Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Arnold (RV), Ole Glahn (RV), Marianne Jelved (RV) og Niels Helveg Petersen (RV):
"I dag er landdistriktsprogrammerne finansieret bl.a. via en overførsel på 4 pct. fra landbrugsstøtten. Fra 2007 og frem vil overførslen være på 5 pct. (Rådets forordning 1782/2003). Det forventes derudover, at medlemslandene under landdistriktsprogrammet 2007-2013 får mulighed for frivilligt at overføre op til 20 pct. af den resterende landbrugsstøtte til landdistriktsprogrammet. Ordningen tegner dog til at blive en fiasko, idet kun Storbritannien har tilkendegivet interesse for at overføre en mindre andel på 6 pct. af landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet. Derfor bør et element i strategien for afvikling af landbrugsstøtten være forøgelse af den tvungne overførsel af midler fra landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet" http://www.ft.dk/Samling/20061/beslutningsforslag/B75/som_fremsat.htm [Egen fremhævelse].
Læs hvad støtten koster skatteyderne i 9.000 kroner om året.
Læs også kommentaren Landbrugsstøtte og skattelettelser.
Presseklip: Landbrugsstøttens afvikling skal bruges på skattelettelser.
30. september 2007
Det Radikale Venstres plan for landbruget
Hvornår er et politisk parti borgerligt? Ja, i en økonomisk forstand handler borgerlighed om "ikke-socialisme" - eller om opbakning til markedsøkonomi, hvor producenter har frihed til at opfylde forbrugernes efterspørgsel, hvor der hersker fri konkurrence og fri prisdannelse. Økonomisk socialisme handler så omvendt om, at man vil styre og planlægge den økonomiske udvikling fra oven via Staten.
I Børsen online den 17. august kunne man læse, at de Radikale har sat økonomiske mål for landbruget, og for hvor meget, der skal produceres af økologiske varer. Der er, som det hedder, sat en "ambitiøs målsætning" for såvel markedsandele som for, hvor stort det landareal er, der i Danmark skal være økologisk. Værdien af den fremtidige eksport anslås såmænd også. Det er ganske rigtigt "ambitiøst", man også temmelig "ikke-borgerligt".
Alle disse mål opstillet af de radikale planlæggere, kræver naturligvis politisk magt over økonomien. Det kræver, at man kan kontrollere landmændenes adfærd. Politisk afhænger magtbeføjelserne så af, hvor stærk en magt man kan slippe af sted med, at anvende imod landbruget. Magtmidlerne kan strække sig fra økonomiske "satsninger" via konfiskation og belønning af visse landmænd på skatteydernes, og andre landmænds bekostning. Man kan også bruge lovgivning til at gøre livet surt for de konventionelle landbrugere (NOTE). Teoretisk set kan planlæggerne gå langt videre end dette. Det afhænger af hvor stor opbakningen er, til at man på denne måde gradvist "socialiserer" økonomien, og altså afskaffer det fri marked.
Ikke desto mindre kan man altså ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Man kan derfor ikke både gå ind for en fri økonomi, hvor udbuddet bestemmes af forbrugernes efterspørgsel, og så samtidig opstille mål for, hvordan økonomien skal arte sig.
Med den Radikale økologiske ”13-årsplan” ses det nu derfor tydeligt, hvorfor DRV som oftest allierer sig med socialisterne. Man har den økonomiske planøkonomi tilfælles.
I Børsen online den 17. august kunne man læse, at de Radikale har sat økonomiske mål for landbruget, og for hvor meget, der skal produceres af økologiske varer. Der er, som det hedder, sat en "ambitiøs målsætning" for såvel markedsandele som for, hvor stort det landareal er, der i Danmark skal være økologisk. Værdien af den fremtidige eksport anslås såmænd også. Det er ganske rigtigt "ambitiøst", man også temmelig "ikke-borgerligt".
Alle disse mål opstillet af de radikale planlæggere, kræver naturligvis politisk magt over økonomien. Det kræver, at man kan kontrollere landmændenes adfærd. Politisk afhænger magtbeføjelserne så af, hvor stærk en magt man kan slippe af sted med, at anvende imod landbruget. Magtmidlerne kan strække sig fra økonomiske "satsninger" via konfiskation og belønning af visse landmænd på skatteydernes, og andre landmænds bekostning. Man kan også bruge lovgivning til at gøre livet surt for de konventionelle landbrugere (NOTE). Teoretisk set kan planlæggerne gå langt videre end dette. Det afhænger af hvor stor opbakningen er, til at man på denne måde gradvist "socialiserer" økonomien, og altså afskaffer det fri marked.
Ikke desto mindre kan man altså ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Man kan derfor ikke både gå ind for en fri økonomi, hvor udbuddet bestemmes af forbrugernes efterspørgsel, og så samtidig opstille mål for, hvordan økonomien skal arte sig.
Med den Radikale økologiske ”13-årsplan” ses det nu derfor tydeligt, hvorfor DRV som oftest allierer sig med socialisterne. Man har den økonomiske planøkonomi tilfælles.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
